; ·aldemar Seien
B. S. Jngemann.
Andcn Tel.
lkzoctiau
, »Edets Rande maa und-Iowa at her itie er fejet N
MS« —- mumlede den trevne Eietsfoaed — »der nlejc
f kkte at vente andre fretntnede end Vent, der maa viere
Molige med Stpv og Natfnale Her tun eders Folge op
Ekkde fig, og i Værelset her jasvne ved ital jea bringe etær
Zangen gennent Lpnganaen Men je; tnaa udbede niia et
fDur ef edets stcerteste Spinne til Hin-m naar jeg løfer iiakn
fka Blokien, er han ellers i stand til at flaa mia for
Fanden og undløbe Den ætværdiae He. Bist et start
Hm en Bjorn oa itte til at ivoae med; Jea bede: edess
Rande endnu en tsiana,« --- tiliøjede han s- »at J iile
ter paa livad han siaerI han er den lebendige Jlntittiii.
, Ig jczrt tror fast, lian bar svoret fia til den Lnde.«
Pan Tronninaene Vint fulate nxt et Var Identi- tttec
Slvtifoakem bvktpaa Taamar lud ist Jeslae blies-: ca ait
ene inI i det anvifte Sidemtelie. Tet Var et lille. diitttelt
Kaina-in tned et enefte Bindtte son: satt bøjt owe i Den
tylke «..-c"ttr, oa var forsnnet nsed J,erns:tr:i-,tec. Paa Bange
Ie has-i der stote JernlacntT Voiier on alle Haxinbe ins-vie
sortukine sicbberredftabet, Sie-is Beitetnmelse stvntes at linke
Iæret at winge Fanaerne til Betenrselie; bete-z Rilke cg
Skikkclse Vibtiede oni Odenftabsets Darbarifte Titel-. lft
plumpt Stenbord tned Etrirsetoj Da en lille Maltntxxs te var
iillige med to gantle Stole ioe Re5:en det eneite zip-am i
det gamle ukmzlgelizte TLIiartettantmer.
Dronninaen satte sta i Den sinke Armitol vsed Bestcet oa
dentede en Stund trieb Haanden under Kinben pack den tn» t
slelige Fange, hvig vilde, stoltie Aasyn nun fast gener-: for s:
je igen. Snart botte httn Reiz-lett af Læntm en Lotto-It i
chgen, sent hun ikie fsr danke iet, blev aabnet. Da nu
jaa hun det satnnxe fkyqteliae Anstat, tun nvliza has-Je set
lag Gittetet. Med Hcknder Da Fokber sammenlnsntede
Standte Den hpje, ftolte Biip meb tonaelia Anstand frern fee
hende og hilsede tav:·«, trieben-:- han med et bydende oi Cor
tgteligt Sideblit til ZlotEfcaken ca de to Zoende, de: led
xagede ham, fynte- at vente paa, at Trenningen stulde ais-se
Dem Befalina til at fotlade Verelfen
Dronningen havoe reist sia Da beinatet hang- Hilfe-n
Iten Synet af den ftolte Fange havde tnstet Elende-: lnm inn
tes at have Moje tned at satte stg on tpvede ined at aive Den
Befaling, han ønftebez Bist-en vendte sia da ielv med by
dende Mine til Elotgfogdem ,,J Da ever-:- Haandlanaete e:e
Ivetflpdige herl« —--« sagt-e ban. -s »Teok J, Tantnattg
Dkonning itte hat Mod til at vcere ene nted en lcentet
Wand-Z«
Slotsfoqden og Even-Time faa uoisfe og sporgende me
Dtonningen.
» «Gaar tun uden for Daten!« — faade hun med usittet
Stemtne. — ,,Jeg ital ringe, naar jeg vil edet neget.«
Slotsfogden og Spenden-: gil, og Dronninaen gas
Bisp Valdernar et Vink til at scette sia. medens hun feli
sanl tilbage i Armstolen og føite fta enge-eben af Dei jtærte
Jndtkyi, den befyndetlige Fange gjotbe paa Lenden
Han blev ftaaende og betragtede hende met et gen
uemtrcengende Blit. «.K:tn dette Aaan ogsaa stusse,« —-»
fagde hatt bitter —- »saa er det sidste Glitnt af Gubisbilledetj
paa Jorden en bedragerist Masse. Lenker J mit Lin og den»
kottnentlige Brode, hvorfor jeg; better diese Lauter? cedkel
Dronning!« —- redblev han rcliaere, og det var ligesom ist-«
Blanding af Mildhed og Vemod dæmpede Bill-heben og
· Bittetheden i han«-z ftolte, solt-e Ankon.
f Dagtnar havde foldet fine Landes« on det var ligefon
en lsnlig Bsn havde gis-set bende den Rolighed kg »Im-Sei
tilbage, sont hun for savnede.
»Jeg tender eders Fediel og nøje Zlcegtititb med Dct
sanfte Kongehus« — tog bun nu med stille Veetdiahed Le
J Hei —- ,,jeg ved, hvorledes Den verdeligc Ktjneg Glas-k
Iar lebet eders dristige Sjasl paa Afveje; men jeg haabez
.,;- It J tm i edets Genvorbigheder hat venvt edeks Sind til
T Zweitens og Ftelsens Herre. Eiter min fromnte Meer
- Fermaning var ogsaa tnin ists-se Bøn til min Heere rg
,- Zeuge et endnu vel fotgæves Lnsle oni ederi Frigivelie.«
, »Jaget-IV —- gentog Bispen mea smettelig HE
T--zzighc«- — »uforsonligt er hans Hab da, og bang Hahn
,, Indsluilelig, den ftoltc, lrskkelige Sejerhertc, iom jeg bar
ksa disfe Arme cg sang Lampeviset for, for Leg dtømte
sm, at hatt flulde sidve paa Danmatkg Traue, naar jeg
ich i Bolt og Lauter paa hans Bud!«
»For Utetfcerdighed lan J ille anllage Valdemak
Stier-F — tog Dagmar Ordet igen —- »og hvad J san hat
te sige mig, bedet jeg eder erindre. at jeg er Valdemars
Mpnning og intet Otd bsr hope. sotn fotncettner min
Lgtehette sg Range. Hans mægtigse Haand et falden
wagt paa eveks Her-ed kg vet stnettet mig dybt at se en
Wand fotn ever i Lenkt-; men «- ——-'«
»Um jeg bærer dem med Rette, mener J. —- Hat
Zig, edle Deonning! her, hvotledes dei gik til med mit
tscngenstab og dsm san, om jeg bietet disfe Lenker med
« og otn den Harm, sont fortærer mig, er fyndig og
fetdigl Bel sandt, jeg greb Sveetdet i aaben Kanti-l
Jkong Anat-, da han med vcebnet haand ftgtede mig;
Spigz i Fee-bund med den« gamle Hering Adelle given-ej
Herd-eins paa« den Krone, min Fasierftn ikte havde
set til, end jeg. han sendte edetö kcekte Gemal, den
Demsg Baldemak, imod os. Ktigölytten var as
Ug; vi bleve overvundne. Men den overvunbne hat
Mist-den vi fsgte Fted og Forlig, og peta Tw
Los-, sum- Lsftet om site-et Ler desto-de vi vskt
M Frihed i Sejethenens bannt-. Og fe! sanledes
— de we After- fom dsmte Mist-redete taste
« TM Los pg Dom, i dette Zenglet Dytt maatte
- . M sholph kjbe le og Ftihed med Fortg
ssst Weste Mitglieder- og jeg. lvm ist-M Det
M It MI- Inin Ftihed for, Leg sivdet her endnu
M ss Indien Matt da Me denne himmelsitb
-W nede himan Forscndelfe og
seine es ZIM og lag dei Rige bestaa
«« Mhoksxpogsovexlaaledeiet
M jss umulig tiltto min
—8
I
l
i
l
edle. htjrnodige Kengel« —" sparede Dagmar. ——— »J ist
dslger mig visselig Sand-beden« Heere-l jeg hat hart Tale
orn en spar, en grnelig Brode« — Hirn holdt inde og be
tragtede med Gtu hans vilde, urolige Aaspm
«J blues ved at ncevne den stcendige Opdigtelfe as
Underfundigded og Svig« —- tog lian nu Ordet — »og
det gor eders fromme Hier-te Ærr. Kong Knuds bratte
Dod stulde vare mit Vsert «- itte sandt?« — her to han
trampagtigt —« »eller jeg stulde i det mindfte være Med
vider i et Mord. sont maner aldrig er flet. og sont aldrig
er bevift for Verdens Ojnr. Soni en hemmelig Hunge
niorder og farlig Efterftrceber of mine Fasterssnners Krone
og Lid er jeg behandlet: sauledes llal det inne-J et reif-kr
disgt Selvforivar at indesprerre inig her til rnin Dodsdag.
Men jeg bar dog digfe Lcenter, da Ftong Knud endnu var
taritx jeg var fordomt, mod Tro og Lede, forn en For
ræder og Kongesnorder. forend den retfærdige Haand fri
oven tnuste min menfoorne Tommer og drog harn for den
evige Hcevnerg Tomftolf
»Hm-d Kong ttnud tan have forlvndet Tier inwd cdetu
serv-ewige Herre!« — svarede Dansnar s- »der matt hoc-.
Ecridare for hin ftore Kommen og det lan dog aldrig reg
negi min retfindige Genial til Brode« —
,,Vilde ban itte dele Brodcrens Brode. tirsi ztjorde hatt
da ilke gebt, nrad hin gjorde ondt. og loste im nlnllelige
Frænde af Lgsntem der Marzien cig Kronen var bonI-? —
men derom vil jeg tie: ten vil ille it!enirne, der er med hans
rene, fromme Dronning jeg t.iler. J ved nu, ædle Tron
ningk med bvad Ret jeg sit-der der: hier iezr ntnrdet Kotiig
Kand, som han vel tunde have isoritnldt ai inia --- bvi be
viste man det da itle for schrdenf hvi lod man do Ekel-Lod
delfværdet ialde lnuiende Paa mit Hei-ed og Ravnene for
tckre mig paa Etejlenk Etaaniel var det vix-selig itle.
Men lan ingen opitaa imod miq oq vidne. jeg er stnldig,
saa fordrer jeg Frihed og Eritntning for hvnd jeg her tur»
lidi. ille sont Rande, nej iom streng Retickrdighed, som»
et delligt Rrav vaa V.Itennet·teligbed.« (
»Va: J iri i dette Liedlit'· s-- soc-rede Tag-nor s—
»Der heode J udfort ltvad der en Gang var ereriå qlgt cng
Villie — sad J nn, inaatig on bædret. pag Tanmarls’
I: De, ·tilftaa inig det, nlnlteligek da bar min tongelige
Gern-il nraaile de Lauten jeg Its-I Bedreoelse fer betnnge
ederg fribzarne Hex-nur«
»Ha, var det sau« — - smrede Bist-m ozr Tanten oin
flig Ltittesomittftelfe nun bang niorte Ljne en imqielig Jld
— ,.l"-ad jezrv nu mir Tantnarlg Trcne, bvortil im have-e
storrc Ret cg Adtomst, end nogen. futlede ederg lnttelige
Grnial nu i disse Lasnler« — han standsede pludielig rg
stiftede Forde, derpaa oeddlev han ined neditenit Tone «
»crdle Dronninnk vilde J da itlse lalde mig udarnthjertg
og gruiorrn hol-J jeg itte pim eders fromme- Von vilde lsfe
bang- Lænter, osg paa hang Ed ongEreSord qirie hatn til
bage til Verden og Menneltenes Eaxniund."'
»Jeg haaber endnu at se eder iri en Gang« -- fagde
Dronningen oq betragtede dont n·ed et forilende Blil —
»rnen iunbe Kongen da stole paa, It J tilde holde den
Eh og opfylre det Leite. sont ma.1ne rckre den notwendige
Betingelse for ederg Fritxed? tunde hnn do stole pas-, ist
J aldrig mere vilde lade ever forlede as Iaarlig Herstesnfte
eller utristelig Hceon til at eiterftrasbe liam og bang Krone?
jeg fer paa ederJ Vlafvn cerockrdige Herre! at J endnu ilkx
hat forligt eder med Gnd og dank Tilslitielie, og at ever-·
Hierte endnu itte er frit for Hod og Bitterhed og siede
Higen efter Hofher- og Mani.«
»Dronning! Trenning!« innrede Vitren m her-:
vede sit Hoved --— »J; er few todt at hostongelig Æt oq tun
ille fcregte den Krone, J- btrrer. Fordsrn ille bin ftolti
digen i ntit Vrysi, som bod mig i Bispetaoben gribe dri
itig efter mine Fædres llrrnel Bind Ørnen til Diseslazxei
eller til det heilige Alte , I- ts. om den ilte vil losrive tig
og ipge Vejen over Eli : -:-)" Dei kerlige Solln-II Eier-Is
twjhed og niedstt Sternen i«mgter de inmglige Stranler
sont Lnlten og et luncfiildt Zoll oil oprejse for Flernden o-;
Modetz og vix-selig! bavde dette Hooed itte verret viet til en
Krone If Kongerneo usnnlige Kanne, ftulde jeg ilte haft
Kraft til at holde det opresz under bis-se Lenters for
nedrende Vagt.«
Scm hatt sanledes talede, funklede bans Ljne of en
svcermerist hold rnnoitlisg Jldx nien idet hcn vernodia be
tragtede fine Lænler, tilfcjede han med bitter Zelt-formen
tel5e: »dem derfor tan J nn være rolig. Kong Valdemarå
Dronning3 giver Rongen miki fri pan mit Lofte oni Fred
cg Ffrionliglzety san ganr jeg tilbnge til Hirten, til hvis
roh-jede Tjenet jeg for Verdens Eine er falvet og viel;
i denkt hellige Stpd dil jeg da stræbe at glemnte hoin jeg
Inder gunftigere Stierner tunde inne tdet for en ntalnern
nielig Werden. Glanfen og Hofheden har jeg let fare mig
forbi, so:n en stussende Drom s- jeg vaagnede i Fængsel
og Lcenler —- vg, ved Gud og vor heilige Feue! er mit
Fænglel sprengt og mine Lcenter afryltede, stal jeq itle
anden Gang friiteå til at ville behersle en Verden, ieg bar
leert at foragte!«
»Gud give, at J med et frommere Sind lunde aisige
Verden, end J nu innes fternt til, cerværdige Vertei« —
varede Dagtnar og betragtede med Ængftelighed og bis-d
Medynt hans urolige, rnen lidende Aasyn. —- »Den Be
handling, J her har veret underlastet, tan jeg vel vide bar
vcetet lidet stillet til at formilde eders heftige Sind og for
sone eder med Ver-den og Menneftenez men jeg giver eder
mit Ord paa, at eders Tilftand fra i Dag af ital forbedres,
og hvad jeg formaar til at fremstynde ederi suldlontne
Ftigivelse og Udfonelse med Konzen, steil jeg visselig itle
nndlade. han, forn reader for hvad der stal lornme, vil
tm alt til dek heisse- og give ever Stykee iic at bete unn
ten, forn Lytten, naqr den vender tilbage. Men gio mig
eders her-and deepaa, crværdige herre! og lov mig det for
den alvidendei Unsinn at J vil totnme mig i hu og min-1
des, jeg et Valdetnars Dronning. naar J, Horn jeg has-see»
spart for min sind Stint-, not-andrer fei sen disse Mut-! ·
Git- nrtg eders hoc-d deepsoal og ieg vil tro, hsvad eversH
name Usfys end-us synei mig at ncgte, at J for han- storei
Miit-ded- Skhld, sont bar Kerl-i for os alle, vil stritt-es
at taale og tilgt-e og lade enbver Taste pas W inwd
bar-, its eiser, W fij fra eders Stol, lsa fandt J sele
es Saus header Tilgivelfe hu den wis- Jsciamerl« (
»Bist-its vitleltgk —- udlfksd IMM- UNDER-l
okt- W W sitt spuke- foe siege W et hon- mer-I
M ZU W Denntngtllaspi ss ffiitelh me
, If, ,
fdens dan greb herrdes bound og fttte ten seh-bis til sine
Leber. —— »Jeg lover eder med Dei-nd og Mund for den al
didendes Aasyn,'«- - vedblev lian hsitidelig—»at jeg aldrig i
l mit Liv ital glennne denne Time, og vorder jeg fri for eders
Bsnsjs Stvln llal jeg aldrig glernnre hvad jeg stvlder Kot-g
Vzldernars redle Dronning. Ja, blev jeg mægtig og stor.
iorn jeg nu er ringe og srsragtetn — tilfsjede han stolt rsg
harede sit Hoved -- »satte Herren mig ser pas St. Pede:s
»in-se Ztol og gav mig Magt til at life og binde evindelig
— jea dilde itle dinde ham iom bandt mig, naar slia en
Engel stod ved bang Side: ieg vilde ille med Kirlens Lnn
rg Forbandelse tnnse dann sont rned sit verds lige Sp: r
nedtrntte mia i Siedet, saa lcenge en saadan Frerens sog
OFdrsonlizibedens Enqu ltod imellein os. — Lg nn Fred
vcere med eder crdle Dronning! staat jeg end mishandlet
2cg sornedret for eders Dim, og ere mine Hander end
bundne iom nlposteleng i Hedningers Fængsel — sont en
indviet Kirleng Ijener og sri Forlnnder af det levende
IGutu Led, ltaar jeq ber dog endnu og meddeler eder, i
Kraft as Jndoielsens Helliadom og pas mit hellige Ent
bedes Beane, den saliggerende Kirkes Velsignelse!« Mel:
Tdisse er aplestede han den lcrntede Haand med hsj bi
stonpekirr Virtdigtded Tronningen san ille den lceniede
Zange, hun san lnn den brie, magiige llddeler as det hel
ligste; tun besede nvillaarlia sit Lnæ og modtog med fol:
sdere Hirnder bang- Exelfianelsr.
« Terms gil Bist-en, lang og stolt, tilbage mod Len
dsren, hvorfra lian Var lonnnen. Drcnningen reiste sig osr
ringede, lworpaa Elotsioaden med Slntteren og Even
dene traadte ind on snlgte Zangen ind gennein Løngang-n
til Zentner
Stille rg trinlesnld lad Tagmar endnn i Marterlaini
ret on estertcentte hvad hnn tnnde og tnrde gsre for den
nlnt tel ige Bisp da -lot:siogden torn ene tilbage gennem
Land-ten cg ventede tavs i en ndmng Stillinn ran hdad
Dronningen, ester den lange Zomtale med Fangem hndde
at iige hom.
»Herr Nonnen udtrnlteliq besalet. at Biilop Volkemar
ital bckre Jern on vcere imeddet til Blollen, sorn en Tsdss
i-.:n·ae?" — spukte hun rolig og betrngtede hain med et
Blit sorn hnn spate at nndviae l
»Hm ilte just udtrnllclig« « itammede Zlotik iogdenz
fort-irrer —— »saa bar jeq dog min Kome- strenge Befaling l
til at indestaa med mit eaei Lid sor Jungean Tilstedevcr I
re ·.se og dertil lssar leg in: et silrere Mikdel end Lernteni
og Blclten."
Eiern Slottets lldaanqe da ille beroxzteg?« --- spurgte
Dronningen videre «ere dets Mute itle falle nol til ntz
modsma en entelt Mandci tiroziterk lworior ier ien imm
Vagt og,Bescetninn her.·«
»Efter t-. Forholdisrezrlen jen hidtil har iulnt,«« ----
drea de Zlotsz senden endnn mere sorlegen -- b r ien trdetl
ttnnne spare inin sirenne itonne slig unpdvendia lldgisi;
men nrrar ederLs Rande befnler det, ital jeg pjeblillelin lade
Vagrer besætte alle lldganqe og give angen al den Frihed,·
rnin egen Silterhed lan till.1de.«
»F hoc altiaa egennnrntia ndridet ich-ers Mundiglied«
-- ingde nu Dronningen fort-met - »F bar uden Nod
vendighed ladet den ulntteline vonsmasgte i Lcknler. Ter
irx ital J stan stonnen til Rede on Regnstab, naar hart
toininer hiern. Tet er hani oq niin Villie, at Elesvigs
Bislop behandleg med al den Zier-Insel on Ver-winden sont
tiltommer bang lee Vnrd oq ærdærdige Stand, on at
J i!!e udstrætter edem tlllnndighed her en Haarstred vi
dere, end J bar udtryltelig Fnldmagt til. Jea leider nn en
If mine tro Tjenere blirse her tilbage; on vogt eder, Hr
Elotsfogedk at J itte bandler anderledeg, end J tun sor
ivarek J vil blive dragen til itrengt Anspar for end-ver
Uretsærdigbed, her i inin longelige Gemals Nnvn er ble
oen udsvet.«
Angest on slælrende tastede Slotsiogden lig prm Einer
Ja lud Dronningen sor den hellige Zorner Stut- itte gpre
harrt ulnltelig og millaqe ham sor Rongem hvorhog hsn
forsilrede, at den verdige Or. Bisp slulde nn blive behand
let iom en Konge on iaa godt Øl vg stmad, lelv paa Fest
danene. orn hun besande det.
Uden at give den trndende Stolssoged nogen Trost,
qit Dronningen tilbage til Riddersalen. Ter torn Prin
segie Regitze hende uroliq og migfornøiet i Mode og bod
trenne, iom inarelr at sorlade dette ubehakzelige Opholdg
sied. En saa lang llnderhandling med Kongeng bitrein
Fsende cg iaa sarlig en Statsiorbrnder, gav hun ogsaa
Dronningen at iorstaa, tunde let inistndes og lagges hende
til Last as Kongeng Venner.
«Min trngelize Gemal har en utro Fogrd pna dette
Slots« s— sagde Tagmar rolig. M »Bei glceder mig, at
Heendelsen iprte niig hid. Rennen er streng og retseerdig7
knen her bliver bans Besalinger migbrugie as Vor-heb osg
Egennntte til Uretseerdiglxed og Grusonrhed. Sorg for,
He. Hofmester!« — her vendte hun sig til Jb Urne --— »at
en tro Kongens Tiener bliver her tilbage og naaser, at den
fyrftelige Junge itte behandles strengere, end Kotigen nd
tryklelig bar besalet!"
dr. Jd Urne latte itrats denne Dronningens Beialing
i Udpvellh Snart begav Reiselelllabet sig tilde-ge gennem
Slotigaardew Dronningen lastede endnu et vernodigt Blil
op til Fængielsgitteret og synles at stimte Fangens blege
Anfrgt i den msrle Bergwand Tavs og alvorlig, korlot
hun det starnle Fangesloh og isrend hun paei den modsatte
Ssbred alter havde besteget sin Ganger, asbrsd ingen dei.
alrnindelige Tquhed
Den stille Grevinde Jda og Jornfru Kirstine as Nile
rede nekrmeft oed Dronningens venitre Side. De gleedede
frg as Hiertet over hendes milde, goddeedige Adlerd og talte
nu med Deltagelfe ein den ulyllelige Junge. hvis fyrslelige
Udseende lelv i Frastand gennern Jerngitteret hat-de for
bavset dein.
«Men han hat bog et srygteligt Tigerblil,« —- ind-«
vendte Prinseöle Regihe — ,,og min Brot-er Kongen hat
vist Ret: hat-de Bllp Ball-einer Ohne, lotn Billie, vilde
han viere Reiter eller Pape, og ve da den, der itte bitede
sig ist WIL«
»Der er noget stott, men frygteligt i hans Aalyn,«
—- lersde Dagrnqr —- «dog med herrens hjclp lan vel
lhcns weiss-die heil-ed overvinde det dybe halt og den stelle
sMeMesoragt, som tottsrer dann«
»Hier hoc-d mine setdre bar sortslt mts prn han«
—- sssde Ominde Ida — »der les leer-ge beklagen at en l
k« Es
, T
JEAN need san sinke Erim-. sincde I senken san Mi;
.jeg bat dog altid ttoet, hanc Ulyiee hat W stim, end
bot-S Beide-«
»De teile Gtevek as Schwein« —- svntede Peinfeise
IRegitze — »He i vor utolige Bisp Walde-nat tun hellen
zog Keigeeem og sotn faadan fottjenet dan disinot thelfez
knien hans lade Bntd paa msdkene Side et mniskendelig
isaa vel i hqns Jld som i hans Aafnn. og man can itte for
tcnte dei dansie Kongehus i, at tmn her betengtes need helt
nndee Hine. Stint han paa en Maade er min Freud-,
idilde jeg dog iiie vceke ene med hain set al Beiden og jeg
man beundte vor unge Deonningg Mod: han flal und-et
-tiden bade siige Anfald af Raseri ok; Grude. at iutct
iMennesie er sitket for ham."
. »Den ulytielige!« —- futiede Tags-m »dem bar
btndt Feeden med sig fer og med Vetden. on til erden
i Foksoneren kan han endnu itte finde Vejen i Ydmygbed·«
»Eders Naade fette-d dog Me, at di iom iil Sis
ibotg?'« —- spuegte Renett med et felvtilsteds Zmii og
.deev med Besvcetlighed sin Ganges natmerr. Men Tron
Iningen hskte det site; hendes Ljne dvcelede nied venlig
ksmded pnn Gtedinde Jda og Kikfiinr. dvig stille Hierse
iligbed og Hengivenhed hun i ethvett Lkd og enhver Mino
iunde lese.
f Med die-se io venlige, hengivne Sirt-le biev den fromme
Dronning dvet Dag mete forttolig. Prinfegfe Regitze der
siniod dar hende for told og flog, og sinnt Tronninzien az
»tede hendes Bessemthed og kolige Besindighed, folte nun fig
»dog nldrig eet fti og glad i hendes Selsiab; thi det var
Hhende ligesom den eeldee, fotftandigete Regitze vilde viere
dendes Hovmestetinde vg, som Kongeng Seiten give fig
Anfeelse af en Vigtighed og Jndfindelse, der iite Lande
vcere Deonningen being-stig. Enhvet bntnlig Spsg of den
unge, godniodige Dtonning snntes i den nivoelige Regitzes
Ljne ille at nasse med en Dronnings Anstand og Beerdig
ded og nied de strenge Reglet for hemmt fom Prinsessen
paa det nsjaqtigkte indptentede sine Damen Saaledep
deite sig, straff- eftet Tilbagetomsien til Ribebu5, det win
delige Selsiab paa Siottet, og der dannede sig iigesorn to
fotsiellige Hofsiatet, soin fvntes fremmede for hinnnden.
Jmidlettid git Soinmeren dog venlig og behagelig hen
for Deonning Dagmat under stille, vetdasdine SnHIeL me
dens Kotigen fcekdedeg lvttelig i Lifland og lagde Grunden
til den teiftne Mike i dette hebensie Land.
chte Kapitel.
Ved Grevebvsset i Eichwekin hadde Zions-ins Btvllnp
med den dehnkifte Prinsegfe vatt den storfte measrtsomhed
ost Teltanelfe, især bos Sidttetg tdindelige Bebt-etc- Dog
mr det tun den anbenlijertikte Grevinde Audacia, tom lod
fig forlnde detnted Prinsesse Betengatia dadde detimod
Fäden teongens pludfeline Bortreiie itte niean dane- Nat-n
on, ixxtgde onthvgqelin nndqdnet entwer fortrolig Samtate
om nein tned Andacick Da lfftetretningen toni om den
nennst-ge Brnlludisfest paa Rivedn5, sad Betengatia ved
Gred bereits- Eide red Bdrdet: dun blegnede, og da man
blev optnckrtiont paa hendes Tilitand, flod Blodet strsrnrnes
vis im dendesxi denstre Haand, fotn intn nied Botdtniven
hgvde staatet et dndt Saat i. Hun lod Haanden forbinde
Og sdntes tned den stsrste«Ligegnldighed at here Nyhedetne
fta Dunmari. Fra den Daq as tnnteg thintesfen endvg
langt niere oprsnn og munter, end tilfornx hun deltog nnd
Heitigded i alle Fotlnsxelset og rat endogitm nndettiden
Unitig indtil Odergivenhed
»Bei vor glade, lnttelige Dage, J ftotntede os!« —
fande Andniia, da Prinsegse Berengnria tcrt Tid efter
stod rejsetlasdt i hendes Gemot, set at drnge tilbage tit
tkorrngal « »Hast misnnder im edet det tmmte tndlandste
Blod, Prinfegsek min Glasde er dcg tun mod eders, sont
in jnvn Atneild tnod et stammende Beim-. Linde vil den
LUtund være stolt og lseruset of Unite, fdgn en Gang i edets
tltrne findet til de lntfalige Berl«
»Der frndez næppe Mand!« - tdntede Berengaria
og ld »den Slcrgt tender ingen and-n Mitte-, end den«
mein itte dein-ver at flnve til, tnen tan sende Bnd efte:,
fern efter Vinen i sterlderen Migund mig ellers itle nnt
var-ne Blod, trete «211:dacii.1!« vedblev hun djetteligete, og
bendees Stemnte basvede -s— »Vultanen tan vcrte artig not
at se paa, nien dybt i dens Jndte brcknde de evige Flammen
tin-it J hster fra usig igen, ædle Veninde! siddet jeg maafte
med Bteviaret og Dsdningehovedet i Cellen og dar tagt
aod Nat til dele den ftsnne Verden, som J teoede tunde for
ttylle mig. Knnnen af Dnnmatt lærte mig en notdist
Sarg« vedblev tmn efter et tantesuldt Opltuld — »den
Sang tun ieg enknu et smutt Berg af:
»Jeg brenneij var i Himnterig
tldi den favte By;
Jeg dar-de tnin Leerest i min Arm —
Vi fulde gennetn den Sty.«
Her btast hun i en heftig Graad og fant i den deltas
aende Venindeg Arme. Nu erfarede tatst den fotbavsede
Audacia, at Berengaria under Lystighedens Maske ftjulte
et finderredet Vierte, matttet af den dydeste Smette, den
mest træntede Stolthed og den ditrelte Fstelfe as Fotagt
for det bete mandlige Lon, blendet med en fortætende,
nudfluttelig Lidenltab for den enefte Mand, hun havde
fslt Agtelie og Beundring for, men sont nu dog fynteg hende
en Slave at en usseh totagtelig Statstunst.
»F get visielig den unge, elftvcerdige Konge Uret!"
—— sagde Audacia, da Peinfesten havde ovetvundet det hef
tige Uddrud af Smerte og atter blev bitter imod hom. —
»Den-d tunde han for, at han itte havde let eder et Poe
Manneder fir? De arme Fytftet ere dog mer at betlage
end at dadle, naar de maa bejdi Blinde for Falls og Ri
gers Styls-, sg first matte, de hat et hjette som andre
Mennetter, naar Haandeu er bunden ded Trattatet og Ge
tandter.« T
»Zei- regnede itte Valdemat til Hoden at Iyrstee.·
—- ivarede Berengaeia —- »og det smetter mig, ieg tunde
tage feil at hom. Men anderledee et det ttte med diise
Vetdent Vetter-! naar de synes at tilbede vi, et det Inn en
Tidsfvrdrin en Adsptedelse, de sege, som ved Faulbett-eh
naat deres Tienete melde dem, at Taflei er dnttet, satte de
Britteene oIn og fvrlade ligegyldig Sptllet, om det san -
gialdt et findeetevet Vierte eller en Stiel- Sollst-W
Goetsettesy
