Enkens Drom.
f
Ernst Ersetz.
Odersnl ai A. Kiernli.
lSlntteU
Dertil er hun endnn en meget lrastig Kone, om bens
des Haar ogsaa er graal. Om Daan gaar hun rundt
has Bønderne. der bor paa de vide Stetter, og hiælper dein
ined at vasle og stetige, med Bagning og Madlavning·
Og naar hnn lommer hieni, snnrter Rollehiulet til langt
nd paa Astenen, socn am hun vilde lade del lobe varml
Og ligesaa hurtigt Hinlet dreier rundt over de flinle Fad
der, dvirvler Tanlerne rundl i dendes Hoved, ia, de bølget
mange Gange op og ned oin Kap med del brnsende Hab.
Nu var Adventgliden begyndt. Enlen havde hele
Daaen været ovte paa den stsrste Bondenaard der pIa
Egnen. Hun var gaaet hiemmefra Klollen sire om Eiche
genen og lom forst tilbaae i Morlningen Dei havde vceret
en lang Arbeidsdag; men nn got hnn fig del ogsaa rigtrsk
delvernt i den stille, hnggelige Enteitne. De sidste Knl
als-der i Qvnen, on hnn hat flntlet Rollen hen til den
aarnle, leere »Velgører«, som hnn lalder Kallelovnen
Storlnen hyler den over den glitrende Jsflade, der dalie:
Gen-steh Pyttee og Damme, og iager de sine, hvide Enc
flolle, faa de piller paa Ruderne, mcn —
Snurre innere gaar Hinlet, og Tanlerne gaxn
hurtigete end Spolen s de er allerede paa Flngt med Sto!
men, og midl paa del vilde Hang haitsdnlinende Bplgei
lsrner de mod en ungdonnnelig iriil Gut. Da glider en
Taare langsomt ned ad Modereng Kind, tneng Haandcn
synler ned i Slødet on langer sig over den anden Haand
»Min Dreng!« Mon Gndg derlige Amen qenlyder i del
stille Hierte efter den lange, inderlige Bein-«
For Frn Deldig sad længe saalede5. Saa lænae,'m
de trcelte, sorgtardte Øiiie lnllede sia oa lntn beanndte n:
dreinme. Storinen raser omlrina Enletioliaen aa Snc
flollene priller høiere on stasrlere dna Rudern-, men des-i
slncnrende lister del ille; hun fcr inn langt, lanqt dorte,
hvor den ene chmpelwi licrver sia red Ziden as den and-en
hvor Sperne i de dylse Dale ligesoin lslide, blna Line spei
ler sig i Himlen en aan (.!translov. Dei susek og hoister T
de mprte Greue; de deie Todtn- bøier säg, on de stcrrle Grenc
lnæller. Den tatte Sile lcegner sia pan Granernn msn
Binden seier den as igen. Dei er en oild Jagd en rasend
Kamp. Og i Drmnmen inne-:- hun, at de hoie Gmnex
blider til Mennester; fleke af dem snnes hun« at hun lendek
--— del er jo luller Ansigter, der omviftes af den loldc
Ene, og genneinrystes af den rasende Staren og Milde
Otto » hendeg enesle han er med . La hendes Di.
lytter da hendeH Die flirrer sont sordum Profetens Lie
itirrede, inen —
Herren dar ille i den ftcrrle Ziorrn
J Drmnme staar nun nu ved lldlanten af Slode.i.
Ta ser lnm med eet en los Ziiltelie lrcrde nd of Sloven
Lollerne bslgeiz soni bevaaedes de af et sidste Vinddnit.
Der er Straaleglans om Sol-even on linnlemildhed o»
Uilyld lyser ud af del tlnre Barneansnn. Soni hvidt ltlt
lasl ombslger chedelwnnel hamz hvor de nsgne deder
tradey sremspirer Blonistee, og hvor Glansen fra den
englelige Pilegrim falder, ftnelter Sneen. Der dliver der
lyst. sont orn Solen slinnede, og der lier Staunen
»Hvem er dn?« sperger den forbavfede Fru Derbig
»Er du et huldl Barn fra d e n n e Verden eller en Engel
fra hin anden Verdeni«
Da slog del yndige Barn Ziel op og saa sorlsavsct
paa hende, som om han vilde sinc: »Er del nntligl, at
dn ille lender mig?«
Og hun stamniede: »O, inil Jesusbaknl slulde ieg
ille lende dig?«
Og staniiuld, fordi lnm itle strals havde genlendt,
hvein den lyse Stillelse var, sanl hun paa Knæ og udbr-d:
»Min Heere og min Gudl«
Da stralte Jesusbarnet sin Haand nd, pegede paa del
grsnne Trek, der itod ved Siden af haln, og sagde mildt:
»Se, du dedende Flvindey ligeioin Vinteren foesvinder
sra delle Tra, naar Fligen af mit Klædebon streifer det,
saaledes svinder Storm og Uveir, skulde og Viertel-sind
Dsd og Fotdærvelse, hvot min Haand drnpper en Draabe
Naade ind i Siælem og ligesom dette Tier fta den storm:
gennemsnfte Slov lan bringe dig Haabels Grtnl og Kar
lighedens Lys ind i din Hytle, saaledes lan ieg vælle
Karligheden i del uddsde Menneslehierte, iaaledes lan ieg
gsre Morlet til Lys, iaaledes lan jeg give Haut-, hvor der
intet met-e er at haabe!«
Og da Jesusbarnei bredte sin Haand velsignende ud
over hendes lnuite hinte, niens det ined den venstre Haand
pegede paa del grsnne Jnletras ved Stadien-ten syntez
hun, at hun i Dramnie san Træet iorvandlei til Otto —
hendes entste.
Og hendes Øte lnller ---— hendes Dine stirree -- — ng
der gaar en sagte Susen gennem Sloven og gennem Entk
stuen, sotn oin Proseten Elias Ord ska Adventstiden bleo
stadfaestet: ,,herren er i den stille, sagte Susen,« og hun
ligesom fslee og heter, at Jesusbarnet berstet hendes Dien
der og med sin hltde, milde Rost sitzen »Amen — Amen
—- del stal visieligen»ste!« Da var Dksmmen iotbi og
Fru Detbig vaagnedr.
Binden hylede og havets vilde Bølger bruste mag
tigt, og Sneen pislede paa Ruderne.
Dei var den lolde, raa Virlelighed —- all del andet var
lun en Dr-m. '
Al, tun en Drtml
Var det Me, fom om man gennem Stokmen høkte et
Menneste taabe om hielt-?
Ftu Derbig fo’r op af Sonnen og gned sind Øjne.
Hun paa op paa Unt. Dei er paa Tide at komme i Seng.
Man hvordan et det bog gaaet til, at hun er falden i Ssvn
ved sit Arbeit-es Dei plejek hun ellets aldtig. hun tei
» set sig, tiger ud ad Vinduet og lytter.
Var det nu itle akkurat som orn hun igen hsrte en
Klagelyd gennem Stortnen? Hirn stynder sig ud i Kitte
net, satter Los i Lygten og tcendet det. Hun vover sig
udensor. Hendes lille Hus ligaer saa ensoint, saa ganlle
alene ved Diget; men selv om der havde liaget slete Hase
i Narbedem saa havde intet Øje forinaaet at traenge igen
nern dette Snevejt, og intet Raub havde naaet del nieste
Hug. De trette Sueflolke lægger sig over hendes Austern
Hur-. lytter. Hun holder Lygten højt i Bejret. Lysets
Flamme srcevede stem og iilbagex men hun tan tun hste
Stotmen tnde. Hirn aaar videre no naa Matten. Fest
hitn ait, stillede hun Lampen i Vinonet. Hun ladet Tin
tlare Rost lyde hen over Marter-.; tzten hun saar intct
Som
»Jeg hat alliaevel hatt et Menneste tlage sig,« tcenlte
hun, ,,o·a det maa viere tcet heroed, for ei Raab tunde man
itte here i dette Vett, oni det kom larsztt botte sta. Der
maa en date gaaet vild.«
Da hnn lytter rg raaber, saa hejr bun sormaar i Sm
stortnem Lg endelig hat-et lnin en stille, tlagende Lyd.
Hun ladet sta glide ned i den dobe List-st, der stiller Mar
terne, og opdager en matt Masse, der lig·1et paa den glatte
Je, oa som snatt vil blive sljult of den faltende Sne.
,.HjElp! Hjcklp3"
,,.Hoem der?« raabte Frn Bett-it
»Hier-IN Jea -—- dort
Med lraftia Haand gritset Enker den saldne oa las
ter lpende op. Unten stiller hnn ov paa Matten. MÄ
samxnielig ttaetter intn den tnngc thrde op af Grotten, o
mag ntesten beere- bende ind i Lntset Hirn ladet Lnset sal
de paa hendez Anstat. det er dødbleqt oxt hende suldsteendig
srennned Tet er en mager, sattia lcrdt Kvinde. Hun
lontmer snart til Streiter igen.
Frn Derbia, som bar staaet pas Zaliahedens Bjakra,
ltar oasa.: laat sia bin hellige Paaminoelse oa herliae For
jtrttejse raa Eint-n ,,-3alige ere te dartnhjertiae, tln de
ital oedersatecs Bartntnettiahed. La ditn stnrler den tild
sarzse ined Mad oa Tritte, oa spottet hende saa stnaat oin,
hvor htrn aater iia ben.
Ganfte act-entrinnst sorteeller Nest itemmede:
»Im tommer fra Hainboka ei stal til IF- for at
Sente en lille Art-, der tilsaldet tnia ester en fjern Fliegt
:!ina. Jea et Ente oa lnr tte Born tt forsørae. Ta jeg
!o:n rned der sioite Text on paa Venenaatden spnrate om
Zei. saade de, at jezt tnnde naa F i Lølvet af en lille
Time-, oa at jea slet itte tnnde Hast teil, naar jeg ltele Tidcn
fulate Lands-Indern Hvordan jet; tJrn dort fta den, begri
ber jea itte. Jea ved tun, at jea txta en ltiana lob toter-.
otser Marteth til jea sank i ozr itle lnnde komme ov iaen,
at Zeig strea osg ragtstx Im Hjcela o-; at iea ncesten besdirnede
.1f«.tl1:alt.«
»Du er meaet let at sortlszre," soatede Ftn Verbin
.,1lnder en Enestorm oilde jeg aldttq raade en stennned til
at beaive sia alene nd oaa Vejen i ver Egn her. Mart
vejene attat paa beaae Zider no til ocn stote Landen-ej,
on naat Grafterne et tilsneede, er det nmuliat at stean
Beseit, tilnted da Maardene liatter spredte oa enteltvis3. J
hat Grund- til at date Herren tatnerninelia, sordi hnn txt-:
besalet sine Enxle at tut-re edet paa Hasndetne og breoe de
reg Vinner nd over erset. Jea er ktlstd, for at Hjcelperen .
al Nod hat vist mig den Rande, at ctrre Redslabet til ederJ
Ftelsez men sortcel ntia nu, hvotdan det gaar ederg Born,
og hvorved J etnaeter eder selv oa oem dethjennne.«
«!Utin celdite Dotter blev lonsirmeret for to Aar siden
oa djcelper min i Hnsetz nten beaae inine Dtenge aaar end
nu i Stole. Jeg bor nede ved ttajen paa ttedie Sal, hvor
jeg lejer Vertelset nd til Havnearbejdete ellet til nnge So
solt, der hvetten hat Hjem eller Fotældre, og som lagng
op med deres Zlibe otn Vinteren·«
Frn Derbia sitttede og svarede:
,,Saa hat J not tunnet lulte Daten op for inanaen
vildsatende Sterl, og rette mangen Stattel en hjælpentse
Haand.
»Ja, blandt Søsoltene er der isæt mange, der lam
mer i Land blot sor at scktte de surt fortjente Penge over
styt.« !
Taaterne trillede nu ustandseligt ned ad Frn Der-z
bias Kinder. »Im tnnde ogsaa tale med om den Saa,«t
saave hun, og da den fremmede saa deliagende Paa henoeJ
vedblev hun:
»«-’5ot fjotten Aar siden mistede jeg min Mand. Mit
eneste Barn, en Sen, der omttent Var ti Aar gammel vea
Faderens Dad. var nu min eneste Glædr. J Stolen oars
han altid fotud sor sine jædnaldrenoe, og hjemtne hos minl
var han adrcet og finster-neun han tunde udsste alt, hoc-d
han sit i Handernr. Jeg haabede, at han vilde leere est
Haandvcert, blive boende has tnig og vcere min Alb-erdauin
Stotte. Men han sad tiinevis paa det høje Dige og saa udj
over .Havet. Ter er en Magnet ved de rullende Bølget, soms
dtager de unge. Aldrig tan jeg glemme den Juleaften, dr-!
Drengen havde lagt sit Hoved paa Bordet under Juletracn
og var sovet ind. Ta han oaagnede, sagde han: (
«Ved du hvad, Moder, Seen laver en langt srnullete1
Musik end Organist-en paa sit Orgel. Der er dog itte nogt
Sted saa smutt, som det, hoorfra man altid tan høre Ha
vet sivulpe.«
»Det lan du oasaa høre hetfra,« svarede jeg. Mem
han sprang op og saadet
»Men allerdejligst maa det dog veere ont Bord Paa en
stor Stonnert, naar man staat og lcener sig ud over Stibet«
og ser ned paa Bvlgerne.«
»Ja, Havet er en magiig Magnet,« vedblev Enten,.
»og jeg vidste strals, at det vilde tage min Dteng sra mig,·
som var min Stolthed og min hsjelte Fryd.«
»Oui«-in Deres Ssn paa Havet?" sputgie den stein
niede.
Fru Derbig rystede paa Hovedet, hun kunde nceppe talel
for Graad. l
»Der er jo netop min stptste Sorg, at jeg itte en Gang»
ved. orn han lever eller ligger gemt paa Banden as hat-et
Jeg ved tun, at han loni as Sted med en stor Slonnert, og
var paa en lang Reise. Da han loni ttlbage, faa jeg stratö,!
at» de vllde leger havde ttængt tnd til han« hier-te, og at:
tsrtendtngen,s"det raste derinde, var ltgesom det smudstgeI
Land; der slyller hen over Diget, naar det er Springflut.
Undenslystens vtlde Dav stummer stg egen .Stum nd.
Jeg talte alvorltgt med ham —- en Moder maa tale "udl
med sine stin. Jeg vtste hanc den Asqrund, han starede
hen imod, vg talte om Ftelseten, der et dsd for vote Syst
ders Skyld. Men han lullede baade Øke og Hierte for
mine Ord, og rejste ud igen. Af og til sit jeg et Pat Li
niet fra ham —- men de viste mig altfok tydeligt, at hcm vax
en fortabt Son, der ille bryder sig stort om ModerhjektcL
J de sidsie to Aar bar jeg flet intet hørt fra hom; jeg horte,
at han var sejlet need et Hamburgerslib til Ostindien, men
-- om han lever i det vartne Syden eller i det kolde Not
den, ved jeg Me. Kun et er mig Hart, at hvis han ille
iigget paa Havbunden, san er thn fortabt.·'
Fru Derbig reiste sig stille og hentede den gamle
,,Stytlebog«, som hun laldte Biblen, lceste Aftenvelsignel
sen højt og indesluttede den fremtnede i sme Banner. Hun
tattede Herren, fordi han hat-de reddet hende og fort hendc
ind i Enteboligen, og med dyb Jnderlighed bad hun for fit
vildfarne Born, bad om, at Herren ogfaa vilde frelse hom.
og fsre ham tilbage til den sorgende Moder.
Seen gil not højt den næste Morgen og Binden fejede
bidende hen over den vide Mark, men det føg ilke mere.
Fru Derbig fulgte den fremmede et Stytle paa Vei, og
sagde hende nøje Besied ocn den ncermeste Vej til F
Nonen tog hiertelig Afste d med l)ende, aav hende Haanden
Vg sagt-«
»Jeg kan ille ge ngælde Dem, hvad De hat gjort for
min, jilmed da De ille vil modtage neuen Vetaling, men
jeg vil bevore Dem i taknemmelig Erindring, om De ril
sige mig Detes Navns«
»Jeg hedder Anna Derbig."
»Derbig!«
Den fremmede betranlede Fru Derbig lcenge, talkede
lsende igen mange Gange cg git saa viderr.
fern Derbia sad iaen alstne i sin lille Eine. Den saa
exilia ea lzelt festlia nd. Hirn la.1 liøre Filullellclliak-i
anat vorte. Te liirkeri Mre viere tsjnd i det l)pje, Fred
paa Jorden oa Ultenncslene en Velbeliaaeliahed!« De tinicr
oasaa Juli-festen ind, ca lelcsltetlanaen bærcs lanat hen
ever den snedasltedQ five-»ne- Jvrd Fixttige Born gaar
runrt da snnsger for de riaesz Tore. Tet er den celdaamlc
on altid take Jnlesalnie:
I .
I.
is
Frist ov, du lristen Menialsed,
Med Finderaab paa Tunae
Oa lad nn om Gndgs Kastlialied
Med Liv ca Lnst os sjnnael
Et lliidervært suldslønt oa start
Den leere Gnd for og har ajort,
Betalt i dl)re Domme.
Fru Dei-via lan høre Kloltellanaen ind i sin ensvmme
Erne. Hnn sidder ved den vanne Katlelovn foran en
opslaaen Bog. Det er Begernes Baa; va hun sidder og
lauter paa den store Hennneliahed, der er vleven kund
ajort, og som selve Englene lyster at slue. Hun tænker saa
lange dcrpaa, til hun tilsidst synes, at hun staat ved Siden
as det Barnlil i Bethlehem5-Krybben, hvor Barnets For
aldre oa Hyrderne fra Matten er samlet, og som oin hun
harte Enalene synae over Stalden, og som om hun selv op
levede den store Historie. Lange ----— lange er hendes Hoved
bøjet vver Bogen. Men da Kloklellangen hendør, da
Bornenes Sang mere og niere taber sig i det sjerne ng
Misrlninggtiinen mild og sagte sænter sig over Jorden oa
lasler saie Slyaaer ind over den lille Stue, rejser hun fixi,
gaar hen til Vinduet og ser nd over Matten. Hun laii
høre Havet stvulpe, inen det sorelotnnier heade, at det ladet
i Asten som lislig Musik, som om han stralte Haanden
nd over de oprørte Bølger, hansder kan lade Haabela
Grønt sremspire paa den nøgne Stamme-, og dcetle overi
Syndens Afarundsdyvden Hun inindes sm Drom, oaI
slsnt Astenslygaerne bliver tættere og mørlere, ser hun den!
lyse Stillelse, der traadte srein as Matten og en jublende
Glæde sylder hendes Sjael, saa at hun paa en Gang saar
travlt: Hun hat set haus- Stjerne, hun vil gaa here da
tilbede l)ani.
Da begynder hnn at taende alle de smaa Lys paa det
arønne Tra-. Om saa Nalioerne gar Nat ad hende, talver
det l)arnaatiat, at hun vil have Juletræ, da hun er gansle
alene, saa har hun aldrig opgivet det, selv om det var surt
ethvervede Benge, hun maatte lobe det for. Men undvasrc
det grønne Tra-, de broaede, straalende sinaa Lys — nej
det var en hel Juleprwdilen sor hende.
Traeet har hun stillet midt paa Bordet, og Lysene er
tandt. Hirn sclv bar sat sig paa en Stol ved Bordet og scr
paa de arønne Greue, og grunder over den store Hemm
lial)ed, der er bleven kundgjort sor alle.
Paa den anden Side as Dainnien slummer Havet og
Vandet Plasler inod Bredden. Dei ene Jsstylle flubber til
det andet. Det er en vidnndserlig dejlig Musik. Mer-.
Vandrinaginanden paa Diget lader ille til at have Øre for
al den Susen og Binsen. Hans Hoved er bøjet og hans
Haand holder saa sast paa Vandringsstaven, som oin
inanae Aars Lidelser hvilede paa hans Hoved, og som om
Faden var bleven trat paa den lange Valsart. Han ser
h(ller ille, hvor det ene Vindue ester det andet bliver lyst,i
og hvor Julelysene i Hytterne og i Bøndergaardene ester
haanden tcendes og lyser hen over Snemarlerne, prcedilen
de om den Karlighed, der har elslet os og vil elsle os til
Livets Ende og langl ud over den«
Hans Gang bliver hurtigere da han er kommen ned
as Diget og ud paa Matten. Sneen lnirler under hans
Trin. Han laster Hovedet og set sig om. han styrer lige
hen imod Enlens lille Has. Der er ingen Gardiner fors
Vinduerne —- et llart Slin salder lige paa Bandringsw
mandenö Ves. Han lester igen Hovedet og farer sorslrat-.
let tilbage. Han hat slet ilte lagt Mærle til, at han et
kommen saa vidt. Han staat lige ved Vinduet og Lvset
salder paa hans Anstat. Han er naer ved at segne, da
samler han al sin Kraft, set ind ad Ruden —- der sidder en
ældre, hvidhaaret Kvinde under Juletræet, midt i Sys
glansen; ved Siden as hende staat der en tom Stol. s
Da syldeö hans Oer med Taaree — Juletras og
Sys, og alt foran ham sttrer, saa han nceppe lan se det;
men det var, sont om en greb dem-s Hnand og sagte og mils
fagde: »Batnets Plads er ved Moderhjektet.«
Da trædet han hurtigt til Side, lægget Haanden pas
Dørtlinten, lullet Stuedøren op og valler ind.
Fru Derbigs Øjne er bledet store, hun giver et tagt
Strig « men den indtrcedende hat lastet sig paa Knie os
stammer:
»Moder, Moder, tilgiv mig!«
Da var det for den lykfalige Moder, sont nm heudes
Drøm dlev Virtetighed, som om hun hørtc Jesus-daan
sige:
»Se, jeg gør alt nyt. Oder-, som tkor paa mig, siaI
ikte blive til SRtamme
»Otto, mit Bam, er du virkeltg nu kommen ti.-)nge
til din Frelser og til din Moder2«
,,Min lære VJtoder,« svnrede han, ,,j:g fyntes, at jeg
dar alt for slet til at tunne vente Tilgivclsse. og Lerstt
ftormede jeg atter og atter i vcld Fortvivlelfc ud i mit
syndige Liv. ch vidste jo Elle, at min Moder vedblev äl
bede for sin Son. Men da jeg laa saa fyg i Hamburg. ds
optog du min Vcertinde i dit kasrlige Hjem og plejede hendk
og hendeg første Spergjmaal da hnn kom tilbage, vat,
om jeg dar en Søn nf linken Terbig ved Dirmningerne het.
Og hun sortalte mig langt mere ont, hvor god min Moder
var, end jeg selv didste Da føltse jeg tel«o, ot jeg maatte
l
l
l)jem igen, fcr atter at lunne blide saa lyltekiz og glad, sont
da jea fom Dreng txt lzjemme hos dig. ice-.- du vred mit
mig, Moder Z«
f ,,Min Som« sont-ehe Moderen, ,,hvor tat-. jeg blide
ved at vcere vred paa din, naar din Frelfck hat tilqich
Edig ——— men — how-can staat du dig med din Heere og
ijelferW
» »Moder, da jeg for lidt siden gil over Diget, høete
Heq Bernene synge vor gamle Julesalme:
t
T: ynkedesj af Evighed
Vor Staber overinaadez
» Han grunded’ paa Barnihjertighed,
T Lod fare al Unaade;
Han flaffelV Rand fcm faderlig
Lq losted’ derpaa uden Svig
l
l
t
Tet tcerefte, han hande.
Den Salme bar jeg jo selv ofte fanget som Vatny
men i Tag gik dens Betydning først ret op for mig, saa ckt
jeq baade blev bedrøvet og glad deroder.«
Fru Derbig omfavnede fm Søn — er hon iftc des
grønne Træ, som Jesusbatnet selv hat hentct Ud af den
mægtige Storm, og straaler hans Øjne ikke lige saa klare
som Lysene paa Juletræet.
Lig sanledeg vedblev det at være til den Das i Dag.
Hver Winter-, naar Stotmene begyndte at rase, kotu
Styrmand Ltto Derbig hjem til sin Moder« og den ent
Julefeft i Hytten er bleven fkønnere end den enden: for
baade Moder og Sen hat tagt sig fastete og fastere til Ful
sereng Btyst.
, Og naar jeg nu fidder i mit Studerekcmmer og lyts
ter til Haoet, saa er det en Adventsprædilen for mig. Des
Stormens Brusen, som Herren sendet-, er en Paatnindelfe
om, at Herren kommen J Mennestesjcelen er der en Dritt
efter at flyve ud i Verden; men dybest indc hviker der m
Længsel efter Fred og Ro. Saaledes prtediter Hat-et om
«Mennesielidelfe og Gudö Trost — om at dragse ud cg om
at vende hjem. Men genncm hver en fand Præditen inaa
Bønnen være den gyldne Traad; og naar jeg lidder og
lytter til Havets Vrusen, maa jeg da itle bede for alle
Bern, ftore og smaa: Herre, du stiller de oprnrte Bolger og
det vrede Hav og Foltets Rasen; men du ved ogsaa, hvor
mange, mange vildfarende Sjæle, der omtcmmn i Ver
denglivets Lyster. Lcid der-for vore Vorn for beftandig
blive ved dereS jordisle som ved deres evige Zadcrs Hierin
s«
Amen.
Hæsligc Moral-.
Dronninacn af Portugal ejer en lille Bog, hvori hunk
Tiban Leid hat samlet en Ratte Udtalelfer om Spottes
maal, der i Øjehliklet interesse-rede hendse. Det sidstk
Spørasmaah der stod paa Daggordenetn var: »Man Kvinss
der finde Behag i hæsliae Mck11d3« Hnn sendte dset rnndt
til fine Veninder ved de andre europæisle Hoffen og der e:
allerede indløbet tre Soan
Reiserinden af Rusland svarede: »Ja, jca trat-, der ai
ves Kvinder, som sinder Vehaa i basgliae Mcend, navnlig
naar de ingen smulle Mccnd tan finde.«
Prinfesfen af Battenbera toa Sagen mere hesjtidcli.kä
Hun sirev tilbage: ,,l5-nl)ver Mand, der bandler Edelf, er
sinnl. Den Mand, der ikke cr andel end sn1uk, vil vanstes
lig lunne vinde en forftandig Piges Kcerliphed.« Prinfess
sen af Battenbcrg er selv ugift, saa hun har rimeligvik
lun lendt Watte-, men ondslakisfnlde Mai-nd.
Endelig svaredc Enkedronning Margheriia af Jtas
lien: »Fra 15 til 30 Aar elfker Kvinden enhver smisl
Mand, fra 30 til 50 Aar beundter hun enhver smuk Mand.
Men naar hun er bleden oder 50, tager hun med Glæde des
førfte den bedste, selv om han er not faa hæslig.«
Denne Udtalelse er betegnende for Dronningens end
nu varme Temperament, og kan stille-Z ved Siden af det be
røtnte Svar, Katharina den Anden af Rusland gan, d«
hun blev spurgt, hvornaar Kvinden mistede Evnen til at
elsle. ,,Det maa De fpørge een om, som er celdre end
mig,« fvarede Hendes Majestcet.
Og hun var den Gang fyldt halvfjerds.
Tankekom
Bagvasteren afstyder den giftige Pil bog mln Rygp
men Sladreren tager Pilen op og trykler den med et venligt
Smil i mit Bryft. (Mirza Schassy.)
s- i- s
De, der kommek til dig for at tale om andre, gast
atter til andre for at tale om dig.
is- t «
Verslig Sladder er stem, men den aandeltge Stadt-et
er verre. Eiter F. L. Mynstet.)«
