Sowneraadsfokhandling.
Fortsættetse qf
»Meis, Pier an Wille? tm »Saan gis te te!«
ll
Hi. Christisnsen,
Lieder i Spinne bit-»m.
(Slnttet.)
Wolle. De et hiel meertelig san inne nn her .- pnn di
Grund’er, der blytve set stem. A man endno en Gnnng
gjst opmækisom paa, te hvis vi faar en troende Later, san
san vi nasse en hellig Meter, san der et ingen nnd’-::
troende Folt te end di hellinr. An san vil n nasse bemcert
te de, B. san om man Von te di et hellig, nasse BE B-’n
de blew hellig den Dam, di blpw dsbt. Hvis vi no spat
en Lieder, dne vil nebed’ e paa, te wna Bp’n man et veer
hellin, san sank vi jen, der nibed’ i pna na san dem ud free
djce Dnnbspngt, nn tomme di ud free den, snn ee di pnn
antnbelsens Vej; an d-: tvn dn den stsst Ulyt, dce tu time-—
tdnn Von
A. Do ditd tvni gjnn ha wos i Helvede nnll,snmmei,
Welle-; men pns pnn, do tomnier der et sjel, hn, ha, ha!
Wolle. Hvis J no et nettes-« te J in gnn mej te an
scet bei-ei di tow pnn Listen, som n soreslotv, san Vild a njnn,
om den jen nn dem et mnn tom mei. «
A. Jotd, da n: slstv not, æ da; snn tente do wir-i.
Provsten stn inld tin-n, sot hnn hold’e jo mns jet, ve di
not. ——-— Nei, no hnar do snnt not snnt igjennnel i an; n-)
ta do godt pni sntmnel san den Ganng, fnn no vil vi rein,
bette Wolle.
Formnnden Jn. di mnn jo hn en tfnd e pnn de her, fus
de blytde snant Amt-en. - Vi ce jo nnll’snnnnel enig om, te
vi stn hn hnm e pnn Listen, som.F. soreslotv, n- vi et? Wille
wette Haanden op.) Jn, snn sætte vi hnm fest e vnn Listen.
--— Hvem stemme snn for hnm, A. fnresioth — s if; rastte
Hannden op.) W Han tommet san et mej.
A. siElaak i Vordem Hain vil vi ha mei! - — -- - · --
De ce di Styld, Wolle. — -- — - Hna do enddn -
Formnnden. A mnn be de cetede Medlem om »in
sothold see tolle an bstv sce fnn Majoriteten - s
Hvem stemme san for, te vi stn sæt di totv e paa, sdsn
Wolle soeesioth t2 Stemmet.) «- - Odem stemme in
sor, te vi scette den jen nn dem pnn Listen Z t2 Steinmer.)
Jn, san ce de jo ntvnjord; tnen hvem stn vi snn th -—- Hvisz
a man give e Forslnm lck wog snn in 2 nn dem, der hin
bejst sinketee da di et tend«e nner na dem.
E. Jn, men dlmve de snn et den jen nn di helle?
Formnnden. Jn, hnn hna nodt not bejst Finreter
an dem anll’sammei; men de er en Genossan te n miener
innen an dem, vi hnn stentt om, men di toIV bejst nn di
nnd’ee. Dein, dne stemme san de, vil di ræt djee Hanni
op. (4 Stcmineu Jn, san æ de vetnnn. Ena ne di no
fceedig for i Taiv.
st- O III
Ester en tntvelin Fcrllesspthiiiin, hvori nlle Zog-ne
tnndetg Medlemmee deltog, stilteg de ad. Lile on H· stitsle
sammt Vei; de feiges dersot nd, hvnd de som Regel
plejede at geke, nnnr de git sen Sognetnndgniøde· Pein
Vejen hae de en meget nlvoelig Samtnle med hinnnden,
sdm vi dille here i nceste Hestr.
—s-—s——-.o.-—s-—- —
Krimlnldc og Ulrikkc.
En Form-thun tu Buche-is Ind
As
Ernst Ein-ts.
coxiias as A. u «- tu l f.
(Slnttct.)
»Im vil foetælle dig,« fagde ban, ,,hvorban det staat
til med Den dnrebare Dottoe Luther-, for at du tan meddele
dem det hjemme. For en Time siden havde ban igen e!
Anfald af saa stor Svætlelse i Jnftttg Jonag Habe, at lknn
segnede bevidstlss om. Janus halbie toldt Band over hang
Ansigt on kling, on beugte ham til Zeuge-. Da jeg traabtc
ind i Sizgeværelset harte iseg den ht)ggelige, veltendte Rost
ganste tydeligt udtale Salmisteng Lebt At, Herre, steai
inig itte i din Veede og tngt niig itte i bin Harme. Hem,’
vcet mig naadig, thi jeg et ssrøbeligx helbred mig, Herre«
thi mine Ben slælve, og min Sjcel stælver saarel Eiter at
vi havde faaet ham varm nied hede chkder og Puder,
flog han Zinene op, benynbte at bede, og opfordrcde og tit
at staa ham bi med vote Forbsnnet. Han betlagede, at
ban itte havde verret vcktdig til, sotn saa ntange as hang
Brod-e, at uvgndc sit Blod for Aristi Stle, nien trnltkbe
stg nied, at den Æte var itte engang vederfaret den hellige
Johannes-. Men for at Verden ilte eftek hans Død stulde
lunne lyve og Eige, at han havde tilbagetalbl sine Otd fis
end hans Endeligt, opfoedrede han os til at vcere Vidner til
hans Betendelfez at han med god Samvittighed, at hen
retteligcn og he bredendc hat laet am Tro, Karligkzed,
Kors, Sakramente og om alle Artitlerne af det Gut-s Oel-.
Nu maatte Guds Billie med ham fuldbyrdes; Ktiftus var
statt-leer end den lede Satan og var Heere over denne. Der)
eftek ttsltede han sin Halten og spurgte: »Hvor er da min
allem-teile lille Hans?« Da de tom med Barnet, lo det
til Faderm Da sagde han: O, du stattels lille Barn!
Nu befaler jeg dig, min hiertenslaere Huftru og dig, du
alleeteeeste fadeelsse,’i min tate, fromme, trofaste Guid-«
Hcrndek; J hat intet, men Gub, der er de faderlsfes Fade-:
og Enternes Dann-im vil vel eencere edet og fetge for edet.«
—- Eftee at vi havde gnedet ham lcenge og faaet ham vorm,
venvte hans Keæftet eftethaanden tilbage, og da han nu er
falden i Soeb, haabee vi, at Futen et ovre for denne Gang.
Ja, Keimhilde, jeg havde gerne undt din unge Sjæl at staa
vev dette Smertenslejez og jeg vilde Unste, at din Fabre
havde veeeet Bidne til denne Guds Monds Trosknod kg
Beutkafn Ja, saaledes maa man fotdrive Dsdens Bit
terhed. Der viste Motten Luther, at hans Lake et regte
og statt lom en Diamant, der itte forgaac selv i Studie
diglent mægtige Glitt-, og at hanc Teo er den Seit, der
hat ovetvunven Vetden. Ja, gib jeg havde tunnet lalde
Papifterne hen til dette Smertensleje og tunnet stge: Be
tsagt en Gang denne Mands Endeligt og gaa i hans Fad
spor! Alligevel haaber jeg, Kritnhilde, at dette Leje ilte
endnu bliver Dsdglejet, og at hans Endeligt er sjernt.
Narr, hilg nu dine Forældre ogstneld dem, hvctd jeg dar
sortalt, og indeslut bestandig Doktor Luther om Astenen
i dine Donner, men især i Asten.«
En Taare gled ad Kritnhildeg Kinder, hurtig tog huu
Afsted sra Lægen.
De vare alle i Haben, hvorfra de havde set hende totn
tne nted Sagen; nten hatt havde stnndt sitt saa hurtig dort.
at de ilte sit hilst paa hom. Fru Schulze, som lutlede Ha
velaagen pp sor Datteren, saa strats de biussende Kinder
og Taaresporene. Da tnaatte Kritnhiloe berette, hvad der
var stet, og hutt gentog Ord sor Ort-, hvctd Legen havdc
sagt, baude det ont Faderen og det om Papisterttk Ett
Rynle laaoe stg over Faderens Pzndex men Ontlen ryt
tede uroligt sretn og ttlbage paa Stolen: ltan rystede pcn
Hovedet og bevaegede Leber-ne, men han talte ikle. Hatt
satte vel not, at hvert modsigende er viloe saure den unge
Pige, oa at al Talen vilde i dette Tieblit viere forge..se
Mose.
II.
Glttdende Oede lcta over Staren c; Folt sneg sizt
lang-Z Hulene tast ind til Muren, for -.tt Der lunde salde en
Sntitle Ztyktge Pakt bete-J Hoved J Antonius Schulze
Hur- var der unlntittdeligt Rote, okt Husets Herre var i
stere Tage as og til ltctaet nted stn Gern user-for Bnens Port
for at spejde ned ad Landevcjen, ont der ttke snart tont «
«l Snnr. Peter Titio ventede nemlig stn Hustru
sog tin Tritten Paa Henrejsen hertil dgoae han afvitlci
ten Del as sine Fortetninaer; en Tidlttnt thtde han arbe:
»det i Satzenlattdet og vilde nu glæde sit over at samlecs
lttted sme Slægtninge i Fredrelnndet. Lioet i Wittenberq
tiltalte bittn itte snnderligi. for den ir: Kirten frasaldtre
Munt netd endnu en altior stor Vlnieetse ester bang Mr
»ning« ozt selv Fastteteng Born vare itte fri for et fordert
veligt Sucernteri for Motten Luther- chto Krimhilde an
gil, brød hatt sig itle videre om den Zac; hten naar Peter
Ittio san, Itvor Ftererits Ljne lnste, nsts Ttlett var out
thut-en ttlev tmn detletttt out Hiertet. »L?lot ntin Dotter
jinntt trunk« teentte den tloge Mund, »Ist ci! ltttn not st«
jhunt lcktttet til itzt Ort uddrive Zukrrtrertet for Ratten-n
Hof hatt- Zier-L Men jo længere nun dlioet dorte, desto drt
bete dttksdder staat det«; og Verse-r lætrgtei Tit-In efter hekt
des Stonnne
; Ttr var alliaevel onsaa en ander: ritt-und, hvorsnr
tmn dankt-n spejdere ned ad Vejett. Te- : It aludselig ud
brudt Pest i Wittenberg. Man tettdte Dsntte Morderent.-:
stn gcttntttel Tid Odem, der tunc-e, ft:x·tteoe. Universi
tetet var cuerede iortngt til Jena-. J LIMIniug Schuler
Httsz band-e der onsna vceret stasrt Title Jst-. at slntte den
til en anken Bn, satt inart tttctn kund-;- ttttrdtattet de sretn «
sttede Tet Erntede Peter Titio, .tt Motten Luther ogsao
T.senntteke denne Tid til at slette tm Lttntbpr ostt sin Bande
Luther Var selrs trnttnelitt svan endntt, r: tritt-Z Sjæl leis
oste at tttckgtig Forsuzten og dnlt Zotgx trten da alle hatte-;
Ventter slngtede. dlev han rolig tjlbnge tttidt i Futen. Kur-l
snrsten bar-de setv sendt hant en Ztrivelie txtvori han nd
talte det Onste, at Luther stulde flntte til Jena tned tin
Familie, oq harde grundkt deite Lnite III, at man slet
itte tunde ttttdvrrre ttctnt daa Universtt etst need Hensyn tit,
ltrad der daglig ioresaldt angrmende -.t.r.:tnentet og dct
Guds er Men Luther forblev sttncskusttt pxta sin Psft
Jed Eiden us sin Ven Bttgetth.1gert, de: pur Sokttteprcrf«,
Jst hvettt ltnn troiast hinlp.
»Bist-eng straft hat stnrtet tun-T- tkzjerte sttttledexxsX
sagde Retttttttlde, ,,at hatt itte letteer til t::.tett Fore. Tet
finde-.- vel nckppe een ian her i Bnen, Vet- ltciH Senkt Tots
tor Luther itte hat bedt« —
»T«et er itte Troens Kraft,« faldt erkken hende i Ta
len, »men Janett eiter verdglig Ære.«
»Gott tender du heut itte, Ontex,« sZarede Krittt
hitde ivrig.
Hun bat-de næppe udtalt Ordet, fees nd den lttudz
Mund selrt lotn hen nd Vejett. Han hilf e part dem, gin
ktver iscer Haanden, ou talte venliqt tIl Ontlen. Ant)
nius Schulze sputgte lmm nu, om hatt itte ansaa det ist
sitt Pligt at stnane stg selv og hellere undxtt Byett en Tin«
end bestandig at udsrette siet sor Faun: de andre Herrn
ved Universitetet vare jo oasaa rejst bott.
Luther-H Ansigt lyste, da han sont-ede: »Ja, tnattqe
as dem er reist dort: Bugetthugen og jeq er ene tilbaqe, nten
di er itte alene, tdi striltug er nted os, der triutnserer, okt i
hatn vtl vi bestntteg mod Satan - sont vi tror og haadxn
Priester og Sjcelesørgere er pligtige til at staa og blive i
Dpdgojeblikket hos de soge, efter Kristi ossentlige Beit
ling: En god Hyrde lader sit Liv for Faurene, men en
Lejesvertd ser Ulvert tontme og flygter· J saadanne Tiber
trænger enhver allerntest til den gejstlizte Hjælp, for ctt
styrte Santvittigheden, sor at troste og for at hjctelpe til,
at Trer lan overvinde Døden.«
Peter Titio saa overrastet paa Reformatorenä stun
endc Aasym J hatt-s Bl it var der rings-, sont man endttu
aldrig havde set i et Mennestes Die. Var det Trostttod..st,
der udstraalede sra et Hirt-te syldt as den hellige Guds
AandZ Not er det, Mandens Ord trængte som Speer og
Pil gennem Titios Sjcel, —- og han var glad, da Luth:r
.git. Men Glæden varede itte lange. Der laa sotn et
Tryt over hatn. Jdelig lob hatt ud part Landevejen for at
se om de itle totn L, blot han tunde sly sor den strælte
lige Angst, han havde sor Pestenl blot hatt lunde blive be
srtet sor alle de Sporen-mach der nu brændle ham paa Lar
berne, sor alle de Klager der pinte hans Sjcel, for alle de
Bebresvelser og Smertensslrig, hans Samvittighed op
lsstedel
I Hvad tunde hans Santvittighed bebrejde hatn? Ets
han itle den velgsrende, hpit ansete Peter Titio? Er hatt
itte Kittens trosaste Son? Men hans Hoved er saa tungt,
hanc Tauter saa sorvirrede, hans Hierte blsder. Hat-de
hart blot stn Hustru og Ulrilte her! Eller stal hatt hellere
slygte og lade Familien lotnme bagester? J Antonius
Schulzei hus staa alle Alster og Kasser pattede, man ven
ter blot paa de sjerne Geester sra Sydeu» sor at sorlade den
pestbefeengte By.
Men spread man tunde singte, traddte Morderenglen
ogsaa over Ksbmandens Terstel og lagde sln Haand pau
Gerstens Hoden Peter Titio blev angreben as Besten
Antonius Ansigt blev meget blegt. Var Peter Titio ittc
kommen« havte de sor laenae siden været langt dorte. Nu
er det for silde. Husets tro Ven« Dr. Schuri« rhster part
Hodedet. En srygtelig Angst sammensnører Peter Titios
Brust. Hvem borkmaner Snadotncnen sra hans Leie?
Hvent bringet hans Hustru ca Barn til ham? Nu søler
han« at det itte er sandt« hvad selv hans Fcetter har vceret
enig tned hatn om, at den helliae Fader i Rom gør Døden
let for dem, der hører til den tatolste Kitte. Neji — Nei!
ingen Præst lan hjælpe ha!n, ingen hellig Lan tage den
straettelige Angst sra hant.
Ratten henrandt lanasotnt —-— Morgenstunden sneg
ftg endnu langsomtnere hen s-- den sngeg Angst steg højere
eig højere« Længslen ester han-s Familie blev større ag»
størrr. Op ad Formiddagen aav han Krirnhilde Lov til ais
satte stg ved hans Srna oa lcese højt sor hatn i Luthersi
Overscettelse as det Ny Testamente. Da hun vilde lutte
Bogen« bad han hende otn at lasse didere — sor hun læste
saa oidunderligt« saa hjertetdcraende; hun laste, sont otn
kivcr Ord vceldede ud sra hendeg inderste SjceL Men saat
snart hnn tav« indsandt Samvittighedstvalerne og Dabe
inasten sig igen.
Otn Middagen strd Dr Luther ved den snges Leje
a laade Haanden paa haan selterhede Pande Peter TELLH
ittødte itte Haanden sra fig. Da solche Luther Heenderne
i sei bad
»Du ded, Herre, at der udcnfor er stantpe oa indenfex
:iiasdsel· Ja, Uhrrre du hjeinsøaer og ;tnen vor Trøst er det«
it vi har dit Ord, der srelser Sjeelene Saa aiv o.;sa««.
dette scirpinte Hierte« at det saar smaae Krasten og Frcden
i dit Ord. Gar Troen start i Liv oa Dad. Lad os gaa
iennen denne trcenaselissulde Tid sont de døende og se« v?
.:ver! Giv« at Vi selv i Dødens Metrle tnaa juble: Haj
lovet dcere tnin Kristus ntidt i Tod« Fortvidlelse og Be
- otteise!«
Dcrpia bad den ctitdg Mand for den snaes Hustr:.
Ja Bam« bad« at Gud snart vilde søre dem til dette Sum
tenL les-e. Hatt bad oasna sor Antonius Schulzeg Familie «
nen hans tneft brætidcnde Von ajaldt dog den syae ca
se! da han havde endt Bemnen og trøftct den shge med mild-e
« rd oa Haab git Toren on ca uiseter Titios Hustru og
Btrn stortnede hen til Zenaen. Antonius Schutze havde
lyelst holdt dein tildaae nten da de strath havde mærket, at
der soreait noaet nalminde liat« havde de stratg fundet Vej
til ,yaderen. Jvdr aauste anderJedes ltlev dette Genstn
is«tte end de havde tæiitt sia! Hdor bittcrligt græd de itte
Jed , aderenS Brust! hvor blev de itle, da de horte« at det
i ar Pest« han laa sha af« oa ltvor sorslracttede oa sordav
iet: bled de itte« da de horte, at den Mand« der stod ved ci
rien as Fadereng Seng, var den sletnnte Ftætter Motten
i cuthen
J Der oprandt nu ntørte Daae i Antonius Schulzes
;.s)ug. Fætterens Liv var i slerse Daae i Fare« og da han
skotn sia« git den leere Kritnhilde til Srna-« Hirn havde
junsret utrcettelia i at pleje Ontlen. Naar hendeg Fader
isiavde talt otn, at man helft maatte rejse sra Byen og lade
ircmtnede overtage Ontlens Pleje« mindede hnn hatn otn«
It nian ilte tnaatte sorlade en syg, nten have Tillid til
Stud« der tunde udsri sra Døden. Og hvor dybt man ogsaa
ialdt i den bitte Lidelse, kunde man dog aldrig salde dy
dere end i Gnds Haand« naar man tun holdt fast paa
Troen og itle sorslertsede hans Tillid. Hun lendte alle
de Trostens Ord, sont Doktor Luther havde ansørt i Sy
gestuer og Ved Tødslejet« og hun leerte Ontlen dem« og
indprekgede dein i hans Hierin Nu laa hun selv Paa
Zuertenglejet; nten den diirebare Guds Mand kam hver
Das og stnrtede hende med Vønner as Gudg Ord.
Ulritle Titio git tncd Angst og Tøven sra Faderen
til Krimhildr. Hendes Kinder vare saa blege og hendsssz
Øjne oste saa sulde as Taarer. Men det var hendes største
Sorg« at Krinihilde, sont hun havde saaet saa tcer i diSse
bedrøvelige Dage« itle vilde vide noget at sige as den ta
tolste Kitte« og nu svøntinede i de tcettersle, oilde Balger.
Ve« o ve! —- otn hun nu slulde dø i denne salste Tro! Men
Krinthilde var saa stille i sin Lidelse« hendeg Hierte var
saa suldt as Frev« der lyste et saadant Trosmod i hench
Eine« at det nassten var ubearibeliat sor Ulritte« hvordtu
en ztcettersle tunde totnme over Smerten paa denne Maade,
da aaa Døden saaledes i Mede?
Og det var lllritleg Sorg, at Motten Luther maattc
totntne saa oste i dette Has« at han turde blive ved hendes
Faders Leie; men naar hun saa paa denne Mand« sont
hun st)ntes« at hun niaatte hade« spurgte hun ftg selo:
Hvor er det tnuligt« at han saaledes tan byde Døden Trods
og saaledes tan trostr? Endnn aldrig havde hun trusset
noaen« der havde været saa ersaren i Guds Ord sont denne
Mand.
Moder og Datter haode været otte Dage i Witten
bera, da de ltlev Vcettet en Nat og kaldt til Krimhildes Lese.
Motten Luther, Lcegen« Forældrene og Frederik stod otn
hendes Seng. De grad alle« for den grunnne Død havde
allerede tttcertet Krinthildes Aashn. Men da Ulrikte ncers
tnede sig, slog den døende Jotnsru endnu engang de store,
blaa Øjne op og sagde:
»Se, Ulritte« jeg vil nu gaa hjeni til min Frelser og
vil hvile ved hans Bryst« som hans Johannes engang hvi
lede der« og jeg vil bestandig tunne stue hans Aashn. Ja«
jeg stilles gerne sra dette Liv, for at være hos Kristus« hvor
dct er langt bedre.«
Derpaa indtraadte der en hellig Stilhed« hvori man
tun harte de otntringstaaendes Hutten. Krimhilde havde
lcenge ligget med luttede Øjne, da hun igen slog dem op,
hvistede hun:
« «Hvor var det smutt. Guds Engle stod ont Sengen
Iog stemmede Harperne og sang en Sang sor mig om denl
Isalige Hjeinsart.« s
Saa drog hun Ulritke hen til sig og sagde:
«,Ulrilte« Troen gpr salig« thi i Trer har vi Kri
stus. Lov mig, du hjertenstoere Spstey at du aldrig Vil»
saa min Broder til at vakle i sin Tro?« i
»Hvordan stulde jeg tunne saa din Broder til at vatle
i Troen?« spurgte hun sorstrætket.
»Lov mig det!«
»Bei lover jeg!«
Atter luttede den døende Øjnene; tnen da hun igen
ivilde slaa dem op, var det brtstende Øjne. De tnælede
alle ved hendeö Sena, og Motten Luther bad en braendende
stn til Herren, at han vilde spr: Jomfruen gennetn DI
jdens msrte Styggedal ind i sin lyis HimmelsaL Dei-pas
velsignede han heade, og hun tatte dem alle den matte
Haand til Afsted. Men det var for Ulrikie, sont om hun
hørie Englevinger suse og en Stemme hviste: »Mein
— hjem!«
Derefter lagde Motten Luther Fingeren paa de brusts
neØjne; Onilen, hans Huftru og Frederit holdt hendez
tolde, stive Hcender fast omsiuttede, og kyssede hende paa
den blege Bande Men al detes varme Acerlighed for
maaede itle at indaande Liv i hendes Hjerte.
Krimhilde blev begravet, og Peter Titio kom sig efterssx
haanden.
Motten Luther var fremdeles legemlig svag, og matt
undrede sig ·ove:alt oder, at hcn daglig lunde gaa ud rg
ind hos de pestfyge, uden selv at blive fmittet. Men endme
mere undrede man sig over, at han Dag og Nat lunde tacls
:at s-: al den Elendighed tkoizs sine Mdeennester, uden at
Jsegne under Møjen og Arbeiter
. Da Efteraaret tom, yørte »Besten op i Wittenberz
Gasstrrne fra Syden bot-de sendnu hos Antonius Schulze
Da fulateg Frederit og lllritie en Dag samtnen til Krinit
hildes Grav; men da de paa Hjemdejen tom til det stots
Lindetrce, stod Fiederit stille og sagde:
,,Nu har jeg ille mere nogen Seiten Ulritte. Vil diI
herefter vcere mere for mig end en trofaft Søster?«
Da blev Ulrikle rpd lige op til Haaret og svaredes
»Lad oS spørae Fe.ra-ldrene!« «
»Jeg ded, at det er vore Forældres inderligste Ønste,
naar vi tommer hjem --—« du som mine Forældres Dotter
eg jeg som dine Fdrasldres Stein«
Da lagde hun sin Haand i hans og svarebe:
»Im vilde gerne blive der, hvor der er bleven M
Plads win, i dine Forceldres Hug, og — — hvor jeg hat
lært at øse as Gudg Brand, og hdor jeg har fundet Ret
fakrdighed alene as Naaden ved Trcen. O, Frederik, hvot
dilde jeg ernste, at Doktor Luthers Hænder maatte velsigns
vor Pagt ——— men, hvad tror du, at Forceldrene vilde sige til
et faadant Forlangende?
,,«-’for tte Maaneder siden havde vore Forceldre sendt
os til Syden ng ladet en Præst af den katolste Kirle vie od;
men nu ved ogfaa dine Forældre, hvad Luther er for os,«
svarede Frederit, »og hvilten Stat de har i det rene Evan
gelium.«
Noale Tage efter købte Peter Titio Huset ded Sibew
af Fættereng Have og flyttede derind med sin Huftru og
Dotter-. Vennen i Genua paalagde han at scelge hanZ
Ejendom og Forretning i Genua. Peter Titio var en
velhavende Mand. Men i Smertenstirnerne i Wittenberg
havde han forst rigtig i Dødsangften leert at kende dem
sande Rigdom, og yan nittede samtykkende med Hovedet,
naar Antonius Schulze sagde: »Nu ved jeg, hvilken Leere
der aør det let at leve oa at dø. Højlovet vcere Herren, at
han har givet den dyrebare Guds Mund i vor Stad to
stcerle Arme til at bortluge det Ukrudt, der truede med its
stjule Sunhedgbrønden —-( det Guds Ord.
Og de gentog alle enftemmigt: ,,Højlovet være Gud!«
sit Iß III
Da Julelysene var-e tcendte den hellige Julefest samt-te
Aar og Juleklotterne begyndte at time i Wittenberg, stod
Motten Luther paa det samme Sted i Antonius Schulzes
Hug, hvor han for fem Maaneder siden havde staaet Ved
Krimhildes Dødöleje og Frederik og Ulrikke tncelede ned
for yam, og han sammenføjcde deres Hænd-er, og forenede
dem ved det helliae Baand, idet han sagde: ,,.Hvad Gud
har fammenføjet, stal Mennesiet ikte adsiille.« Og han
gav dem den ftore Gudg Belfignelse.
Da foretom det Ulrikle, som om hun paa dette Sted
igen hørte Englevinger suse og de himmelsle Hærsiarerz
Rost, der tydeligt fagde: ,,Ære vcere Gud i det høje, Fred
paa Jorden og Mennesiene en Velbehagelighed!«
Enkcns Drom.
As
Ernst Lock-a
Lotsrjat as A R irr-u l f.
»New Adventgllotkerne kimer,« sortcxsller Pastor
Evers, ,,lcm jeg undertiden inde i mit Stubenkammer
høre, hvor det vilde Hatt brufer og fremder. Tet er U
ejendommelig Tone, der gsennem Lret naar lige ind til den
inderste SjceL Og faa Inyldrer Tankcrne frem, man liges
som søler, hvad det vil sige at mifte og at være foxladt, at
henvejreg og forgaa. Men Tanlerne om bann, der kommer
for at Julelyfet lcm blive tandt i de mørte Nætten bliver
ogsaa mægtige, man ved, at han breder Fred over de op
rørte Bølger.
Og den ene Tanke foder den anden. —
Mon ingen af mine Læsere hat lendt Fru Derbigs
Nan, noget færdeles mærtværdigt var der ikke at se paa
hende· Hendes Haar var grant, hcndes Holdning bøje:.
Men jeg vilde alligevel ønske, at mange kendte heade. Hua
var Enke. En Ente er som en Ranke, der hat lssnet fis
fra Stummen, men Fru Derbigs Blik søgte altid opad,
og hun sagde: »Din Stav trøfter og støtter mig, Herre!'«
Fru Derbig boede·ganfke alene ved Dcemningen, som
Havet kom brusende imod. Bølgetne lignede en fremftors
mende Heer. Men hun lyttede til Larmen og nynnede:
Jesus, du min Glasdes Kildey
Tu est min, jeg er din,
Trost-, hvo vtl mig tldel
ch et din, tyt du mig leiste
Mcd den Flod af dit Mod.
Du for mjg und-ste.
Fru Derbig var Moder —- eller maaste snarere es
Rachel lig hende, om hvem der staar strevet: »Dein be
græder sine Børn, men vil ikte lade sig trostr, for det ek
ude med dem!« NejPÆDerbigs tre blomstrende Bsm
hviler paa Kirkegaardem og Ssnnen —- aa, Gud fotbatms
stg! — men hun ved, at Gudö Trost er stecke end KotstQ
han paalægget Menneskene.
Gott«-WI