Vchemar Seien
B. S. Jngernann.
essen-tier
Trettendc Kapitel
· « Jrnidlertid baode Junker Erranae onnttlia udsøkt
is Konges Besalirra Han var kned der dele prægtige Ge
· Zimdslab paa det hofliaire Pier-en modtnaet as Kon! leri
« ffDis-lang i Prna oa davde i ilere llaer lloaelig induser Den
Hentlige Hensrgt med ssn Zenkelse medensz lian baute ning
sctbunds-Underhandlingerne ril Paastud for sit-e Walin
Opvartninget oed Hode. Der bele Gefandtslal bleo ist-er
Vag indbudt til der lonaelige Toffel, over da Ihman
Bronningen og Prinsceie Lljkaraaretda Vcre til E.ede.
Kotigen as Bøbrnen dar en oenlizr sodmchzs Maer
pas 52 Aar. Hirn gil llckdt i en simvel irr-it Dis-Herz sorte
Husdrngt. med et fort, sonstwie-riet Ler par Tbrniteix
Bau haode et ckrliat, rnen neiget rslar Uns-»He o; bar er llofler
Steg on glot nedkæmmet Haar, omhnnaelxa adflilt i Pan
den som paa Flriitugbillederne Harz ver en frosn Jiirrasn
get as de mnsriite Moraliirere Urkr, en med Ringe-W sor
Skolaltikerneg spidisfindiee Latr-Im sorbandr han de stren
geste Brander om Afdolkirstlkep U fadelig Simses-: han
kalte som oftest i bibelste Bruder on rog innen Beilutning s.
tigtigc Anliaaender, udcxi a: bade raadsørt Ja wes Ein-dä
Stemme i sm EjaeL fern tun ndtrntte Tra. Terms Zsenrning
pg Tone saa vel iorn der-. inste Erd-ene- Ridderdrcns ocr al
Iiindelig Ved han«-z Hof. og den fromme Bernhard af Mai
kanns teoloaifte Ekriiter saa vel som Richard de Sr.
Viktores Betragtrxinger over Anstuelseng Rasse lna akti:
i fertige Aistriiter opslaane paa Nonnen-:- Arbeit-even
Kong Primiislaug dar sparsonr paa er o-; en lslster .:.i«
Stilhed og streng Hofstit Dei ail derior so citest mesxtj
stille cg stiit til san vel vcd Taf-er sorn rieb He sterne, Ia des
danste Ridrere længreg snarr ei:er del rnurtre og iriercz
Hosliv paa Rideliu5. Men Janter Etrange vilde itte overile
sigx hatt detraatede dairlia Prinfeåseni Willen-, oa malt-«
bestyrkedes bis-n i den Loerbeoisznina, at den barnlLTe altb
og venlige Prinseiise med de heilige lniezxule Loller og :2
keerlighedissulde, hirnnrelbl.ra Tini-, « Elonbed lanar coec
gik hin Asbildning, som tilfidst end-ca snnteg dam en rintei
pg umrdiig Efterlignina as der uefrerlignelioe Hart sozrjej
Faa oer sont muligt Lejliglted ril at tcle med Priniegssni
og vidste oste snildr og nmcerleliot at bringe Talen paa ssni
Lange og paa Dantnari. llden at ane bang Herrsan robede
den skønne selztennarige Print-esse need nassen dornlåg
Aadenhed oa Veldilliie da ofte en scrrdeleg Forlckrligbed sdri
de danste, sorn dun darde dort ina rneaer aodr am« osg som(
estet de Bestrivelser, man siadde aivet liende oder dereS »Er-I
Figlied Godmodigbed Fronthed og Karlialied til RongeY
sg Fædreland, snntes denke as alle Foll mest beslaarede
med hendes artige, rrosaste Landsmænd Landet maarrc
ogsaa være saare venligt cig dejligi. mente dun. og Navnet
Baldemar, sont allerede fra den snrfre store thldernariTazse
var vidt bersmt i frerrrmede Lande, snntees dende et oasrdisz
Ravn sot en Helt as saa Ekel en Stamme on med saa nd
markede Egenstaber som den dansle Konse: tun bellagedsr
hin, at han ilkc nsiedes med at forsvare five Granser cis
site sit Edle Fvll lykteliat, men at hans Hu stod til Greis- ;
tinger og Sejervindinger i fremniede Lande«
Junker Strange sorsvarede sin Konge saa godi, han;
fande, mod denne Dudel; nien med al fm Velralenlzed tunde
hiin ikle overdevise den fromme, sredeliae Prinsezse orn, »t!
en kristelig kg ridderlig Kotige, for ar udride sit Rige cis
vinde et stort Navn, liavde Ret til at udgyde en eneste
Droabe Mennestebiod; en anden Sag var det, menre hun,
sage han« sor at ornvende Hedrringerne og frelse dereåi Sie
le, satte sit og andres Liv i Bode, naar ban da tun var oig
paa, at det itle var Ærgerrinhed og verdslig Herstelyst. men
vtrkelig Guds Sternrne i frn Sieh ban sulgte, oa at has
paa denne Vej lraftigt tunde oplioe det indvortee er o-;
det guddotnmelige Lys i sig selv og andre.
Junker Strange man-lebe as denne Ytkina, at Prin.
fesselt hyldede den samme Leere orn lristelia Dnd og Sam
sund med Gad, som hendes Feder-: men han tunde rkle
sudet, end cere cg hsjagte den Aand og det Hjcrrr. scrn 122
Hg henrive as slige fromme og ædle Lærdornme, sorn nu sra
de stsnnr. lvindelige Leber llana harn lange mere indu
gende cg elstelige, end hos de iorige geistlige Mann as hoem
han fsr havde hsrt slige Meninger.
Han betænlte Fig endelig itle langer poa at aabenbere
sung Primislaus den eqentlige Hensigt med Gesandtskabet.
bog need saa megen Kloastab og Forsigtighed, at Kotigen
maatte love harn den dybeste Tavghed oin denne Sag, hvis
den itle sit det sownskede Udsald.
Kragen lullede sig inse i sit Lsnlonzm r, sor, som han
Iagde, at raadfsre sig need det indvortes Ord i sit Hierte
Derpaa lod han sin Dotter kalde og sorestillede hende how
bdes en sornsnmelig Rost oasaa udensra sorbandl sig need
den indre, ubedragclige Stcmme, som opfordrede harn ri!
; et bebe hende modtage den eedle dankte Kongeg lristelige Til
« Ind. »Dan, som hat Kongernes Vierter i sin Hund« —
fsgde han —- ,,talder dig til Hyrdinde sor en ædel Hintr
-sg til at lede den hsje, dristige Hytdee Gang paa en evrsr
j»s Hef. Lad harn itle lalde dig forgcvesl rnen bsj dig, fern
- ijs ndmyg Tjenerinde, for den htjeftes Billie, og bed Herren
IV US Bist-km til i deryghed og Iromhed at udsøre
) N Wikkede Wandl«
. s tre Dage saaz den fromme Matgaretha nu ille ved
M. se da huu m fiekve Dag ver- siu Mode-z Hacmr
M nd need Kotigen as Lsnlamret, sotbovsedeö alle,
" IS hinde; thi der sttaalede saa mild og venlrg en
M sendet fees-me ustylbige Aufst, og need den
partäzhed Latrele og scheut-fertige Schmo
XII M heisses Erste Sksuhcd var der mt
W es UI Utidellg vg Mlig Verdigheiz
Wir-neuen- imtie vi- sig roug- two-se
List hast«-tm ist M WMU da
«WOWZSIMMAqu
r Fest-IMM- zmc due- Dis
m
ssc
H
sig rned Gud og sitt Sumvittighed og havde beiluttet at
tnodtage dxn danfte Ksng Baldetnars Ægtesiabstilbttd
samt at lnn inden trettde Uger, hvis det san var den Aller
hpjeftes Villie, agtede at lade den formelige Formætingsntt
Hfuldburre paa lcedvanlig fyrftelig Vie med den tongeligi
tBrudgonts Vilarius og Affending
l Endnu inden Formælingsdagen var fastfat, bzvde
Junker Strange stritt-J aftendt Grev Otto og Absalon Vætg
Tined denne glade Tidende til sin Kongr. Men intedensi
Grev Otto nu fad i Iaarnet og itke tunde regte sit Ærins
de, loa Absalon Bætg med et tonderbrudt Bett og forstodt
Hoved i et Herderg poo den schtyerinste Grause, hvor hetns
Heft var fmrtet rned dam. «
Medens fauledes degge Jlbudene udebleve ogt den Vio
:ige Forandring foregit med Valdernars Sind og Tit
opjeligkted i Schwein var Hojtidsdagen kommen. Et
Iodllckde as tosteligt Eilte var udbredt pag Gulvet i Bsh
nertongeng store Ridderial Hele Hosset dar am l.et Kon
zert og Dronningen lud i der-es tongelige Prndelser tm
Dojfædet. og imellem dem fad den stonne, tonztelige Brud,
tfort en birnrneldtaa Zitteljortet cg et Tiadent of toltetige
Betten Und-er Trompetemeis Klang fremtroktdte Junker
Ztrangr. fmuttet fein en fnrsteliq Brudgom, og ledfaget of
Zifp Peter oq de tredirse drtnste Ridderr.
Junter Irr-untre tnxrtede for Prinsegsen okt opfordrede
tende, i sin Konges Vlavn og tuta duns Vegnr. til at rcette
irarn Hast-treu for Altern. Derpaa reiste stong Pein-tie
Ztrotute, ftnnttet fern en inrftelig Brudztorn oo ledsaget :f
Tronninoett oq hendes tvindetige Folge, nrrdens Junker
Ztrangr. sont Kotigen, bis-is Perlen hatt foreftillede, led
7ogetses3 as Bisc- Pedrr og alle Riddertte.
Stier at Biipen dojtidetig duvde forrettet Vielfe.t,
Ia Gesand: en ver pro urationetttth sont det tald -te-:—, ltaode
nodtaget den fnritetitte Brudizi Haand og tmo sitt Kinn-ges
Beqne ledet bende Iroftctb for tssud og Verdien. qit Brule
taren tilde-ge til Ridderi.:ten. Eiter Ijtt2tltidet samt-It
es et nutdent Tavkbord for Bruden og Gesandten Pia
Tædkanlig Bis dar her EtatsvilleL twort Brudett trende
Hans-te wootte tsdc -.t Zion-J hold spottende Vetter-helfe
um« at lutn bat-de tctt fin Frilted og tin Hattnd til den
yttetige Ediller etter band pag trotz Vegue Riddetett over
..1ndt bende i renne Leg. -
Ved Tadlbcrpet Dr ts- turtde talc ene ott ubetrekrlct
«atrttt«.ett, lunde den ftesttte VIer fom spillrde ist« vodetict
t Erstl, dxs ilte trtutedolre et Pest forblotntnede Inst-JE
naal irr-Its f Werw- n zutr. orn dir-des ksngellge Brud
tot-n ogf a ttirtelizt var ai fass- sdoer og redet en Etittetfe,
om ban trxvdr « re for, og om tmn dar fast i Tro og des
ftandig.
t Eis out-· most lsefvarede Jukn er Strgnoe
ned f: mod.g Glase, og istekieni Eulen lseflinnede bang
nie. muntre Ansig : ott Edle 3.ittett«e, tnejsede hart stott
Tg forsttrede Printegfen, at Kotigen var vet lau feiger som
statt wende Gange: det sidite Stiorggrnazl undgit han at
)est:are, idet tin-n i Lttrnindelikthed beromte frn KongcT
store og herlige Eaenstrtber o: sortc tte den eprrsoerttontnte
Brud hvil tet merkttiztt Jndtrnl heudeszs blotte ufuldtomste
Billedr. fomutertttinet ttted Volk txt-a en Trittede harte
zjort paa den unge. heilige Krug thdentor
Med Forundring og inderlig Gliede harte hun denne
?ortcelling, fotn bun vitde have ottfet for en Fabel, hol-:
Junter Strenge itte bar-de frcmtaget Billedet og ever
devist hendr. Nu erindrede tutn fstit hvorledeg hint Bit
.ede var dlevet til. ou dun fortulte Junker Strankte hvors
Jedes hun dcvde ztjcrt sig monge Betæntelinbeder ved est
uane hin tunfterfurne Klosterdroder ftt verdslitte, udetttde
ige Ansigt til derrned at fretnftille den lustige Armer
tien at hendeg Feder bovde overtalt hende deriil og forestitt
Hunde, at ingsn Guds ist-de vor soo verdklig ou ritt-te,
st den jo tunde tjene til It Itzt og helligt Tjemed nair
Ji tun gaoe den hen two e: frotnt og ndrnnot Hierte
»Hu befunderlig Bellit.ufe« -- tilfojede hun --- »og innen
blot Heendetse man jeg lalde det, at jeg tauledeg. uden
nit Vidende, selv mag have uabnet mig Vejen til det
Nattds Vierte, i bdiI the-and det hat veret den Attnttevr
zes Villie at leg-ge rnin Eltean og rnin bete timetige Lut
·alighed: den entge« s- redblev hun med en from Tuns-c
7 det oploftede Iåe --—-- »den tigger fast og urottetig i rnin
Irrt-es og Freliersjs rietfrgnede Haand.«
Tit sitdigt ud paa Aftenen fad Junker Strande ved
Iavlbordet trog Prinsesfen og fortalte hende med Gliede
tlt det gode. hatt vidfte ont sin leere, unge Rome: nuctr dkm
da betragtede den ædte Ftongebrud dvitz Brudqorn bit-i
Otto san desvndertig en Maode for en tort Tid havdc
tftctvnet og Stinnet of da kund-: han, usgtet han«-; Alder
L·-g Rotiglred, Lug itte undgaa den Taute, at lsvis dort
par, hvcd han fetestillede, var dort en misundetsesvasrdtz
Rand, og han prifte i sit hier-te Ftong Baldemar tytteti«q,
il twem bnn stulde hiernfsre saa redet en Stat. Han
Jogtede stg intidlertid samvittigbedkfuld for at sige et
Inefte Ord, sont tunde rsbe leta driftig en Tonle.
.Endr.u dar der en Stil tilbage, sorn satte sao vel den
Zins-ewige Prinsekte sont Junker Strange i Forlegenhed;
nen den tunde itte undgaas. Paa Kongens Brfating of
ärsd Prinsessenå Hofmefter. ht. Jb Urne, Underholdnin
ten ved Tavlbordet og opfordrede den foreftillende Konge
tf Donmgrk til at folge sin Brud til Bei-bewertet
Vegge rsdmede5 men den besindige Gefondt rejfte ssg
trats og ralte ærbsdig Prinsessen tin Arm, hvorpaa han«
äedsaget af hele hosset, fulgte hende til det preegtige Bru
dettrtnrner. Der maotte hun t sin fulde Brudepynt tage
dvile paa det fnrltelige Leie: Junker Strange mutte
fette sig paa en Sol ved hendes Side og lægge sin heire
Fod med den vel aspudfede Karduonsftsvle pag Konten
as Lejet, dog lau ydetltgt, tom muligt, og uden at Guld
spoten gjotde den mindfte Rift i det tostrlige Lin.
Med las siegen Anstand og Staunelighed tom mutigt,l
bled des-ne dehndetllse Stil tagttogen, og saasnstt Jun
ter Strenge hcvde stetig bei-et Lag-net need stn Smle og
Jat Fodeu tilbqse m sodtleedet, reife de liq stral- beggr.
NO MWD hiler Gesandten den tmse Dronning
II fiel-d stuan used samtllge Mee og thnetn
W Morgen tidllg have Gebetne fea Stottet tlt
Muts W M XII-list BRANka Ud stven
sit-W M M M VIW still-Mai pg
W If solth Wind o- W ismgei opttsttge
:Zfstedstaqrer, blev den unge. defiige Deo-sing as Dan
Emart futgt til Stibet at Juntet Strenge og dei bete hof.
; Bein-get tog des fromme Fyrftepar Affted rned dercs
ziere, enefte Dotter-, og Kong Primislans gis hende endnn
Erklangen fadertig Fckmaning med pas Beten, om gt bliveI
sen oprigtig Moder for sit Folt og sure Undersaatters Hat-di
sog Lid Mitd ckr tærlig og med barnlige Taster, ons
Tfavnede Margareter sine trete Foreldre og lovede, trolig a:
ihutomme hvert Led, de hovde sagt hende. »Den fangne.
utyttelige Bisp ital jeg distelig heiter itte gletnme!« —-—.
hdistede dun im Moder i Lret ded Afiteden — »in-In glerns
heller itte. Moters mine itattels fattige og ivge her hiern-i
Ine!« Hun hiliede endnu en Gang sure trrre Landsmændi
med Mildhed on Rattighed og ratte sin Hofmesiet en?
Bang, futv Of Guid, som hcm stkaks heteigeve udvettitil de
innige, der itode gradende ved Bot-unter
Da Margarethse nu var siegen over paa Stil-et og
tax-. hvsrtedes de fatrige grad og velsignede hende og book
iedesz hendeg tcerlige Forældte ftode ene og forladte paaj
Ztidsbroem da sijulte hun sit Ansigt i sin Knabe og griedi
citeerligx thi det var hende nu tigeiotn hun aldrig italde se
Feder og Moder og Fadretcnd mete. og som om drin alt
havde uddelt Eåælegaver blandt de fattige, for at de sinlde«
bebe for hendeg Sieh
Junker Strange havde allerede iat Foden pac- Stidtss
rcriingen. da en iliom Rytier foer frem imellem Foltet oq
sprang as ded Stidsbroen Det var Ridder Ging, sont
fordusret og bald schindet-g as det hurtige Ridt, overdragtel
Juntet Strenge Kongens Strideiir.
Den forbavfede Geiemdt behsvede itte at spsrge orn
im hdern Bredet iomx han tendte itrats det runde, rsde
Vctziegl i det grsmre Siltebaand Hirn aadnede Brevet
hastig cg vlegnedr. Urolig norrmede Kong Primislaus im
dg ipurgte, om nagen Ulntte var titftsdt den edle Arng
Voiremar, da drtte Brei-sind ivntegs at vckre en ersvoft.
Junter Strange fattede fig hastig. »En Jobspoft er
det mig tilviizsie!·' --- ivarede ban, idet han omhnggeliqt
form-we Breoek pa» sit Brust s-- »min noadige Sonac
tadkr mig viere-, at min tæreite Sen og Lærling er falden
i er- fvar og nmufie dødelig Zot, on at ieg maa ile. hoc
seg vit se beim i Live. Men Herre Range sendet ed-!
derbes forft og fornemmelig sin broderlige og ssnlizie
Hiliem men lzan hat endnu itte modtnget det ltzttetizre
EZurftab. jeg iendte heim. Fred vasre tned eder, fromwe
Herr-e og Zion-gek« ritt-jede han hastig, da han saa en
urolig Mine i stimqu Ansigi. »Es-read jeg hat over
gidet eders ckdle Dritter til denke-J tonnelige Brudgom
isnrmer det sig itte srir bang Tjener at tcrsnte paa tin egm
Betmnring.«
Tkrpaa sie-g lznn i Stibet og gav sicut-:- Beialing gi!
It dejse Seil.
»Sei J Nonnen fee jen, Ridder Ging!" « raahte hazk
til Titidderem iom ins-d denkende paa Stibsdroen - »in-J
sig :ii bit-n irr-nd J tut hart og set, on at jeg i denne Tinse
er afiejiet her fra med bang og Danmartg edle Dran
ningZ ---« Hirn leve!'« Her fvingede den sin Que, og et
almindeligt: »leve den dnnsfe Txronningk leve Margareth
If Bøhmenk ieve den dejlige Daruman stingrede fra
Ztidet iom im Stibgbroen on fra de med utnllige Mennes
zter opfntdte Ftddbredder. medens Stibet ingtelig gled net
ae Stummen under Spil og Klang. med vajende Fing-,
ais Vimpten
Andcn Del.
Forstc Kapitel.
Sannne Tun, dn Junker Etranoe nred lenlia Bekun:
sing forlod Praq oa saa lanasotnt Tom mutigi brog ned ak
Eiven med den ftanne, vernodiae Lonaedrna holdt Gred
Maus Brnllnn med Grevinde Ida von Ennderin SM.
Tigen tilforn mode Valdemae bilaat Zonen mellem Jes
Ltnn Ganz og Nrev Henrit oq tilgst-set dir-even hans Voldji
JerninxL unter den Besinne-Ue at ban Milde opbngae Gran
Lso Slot inden e: klare Forlsly fuldtonnnen erstatte Johan
Ganz echvert Ian on i Ronaens Narrn-reife rastte hom
Haand til Forli-r Den frohe Grev Henrik havde tlogeti,;
zindertasiet fia alle diEfe Betingelfer on med sin Brot-ers
Earntntle end-Ia fat Halvdeien of Grevstabet oa Flotte-!
Ediiverin i Pant for Nrevinde Ida-« Brudessat og Mehre
chkU
J den dedfte Forstaaelse. Tom det finster-, med den
dunkle Sie-une, endxe Greo errril nu Lunens Hojiidelinbeh
ned en Fest, sont var endnu Inere prckntizn end nagen as d:
foregaaende
Den lnkketikxe Nrev Maus tog sin tavfe cg alvorlige
örnds stille Todter nlene for Virkningen as Vielfens alade
hojtideligheln Men Greo Henrit aav ofte Safteren et
strengt advarende Blit. Han farnlede al fm Styrke, for at
fnnes rolig og tilfredg cg fuldende det Lsser« hun brante
sin Stand og sine Brodres mislige Forbold. Dei faldt
itte Valdemar ind, at her var et adeli, tvindeligt Vierte
der sullede lsnligt over dam, som over en haard og gru
som Fredsforstyrreu J Grev Klauseg Brud. bavde han
tun set den ubetydelige, alrnindelige HofsjaeL for hvem en
ftandsmæssia Fortneeling er et veltornrnent Vytte af nd
Gottes Fothold og Forbindelser. Kotigen senkte ogfaa
Jan paa den staune Prinsegfe Berengaria. Vel havde
TÆktebisp Andreas bewertet hanc daglig volsende Lideni
siab og advaret harn deefor, idet han hat-de erindret hacn one
Junker Stranges Gesandtsiab, hvis Hensigt han vidftez
lmen die-se Advarfler frugtedc tun lidet. Kongen havde vel
lovet den fromme, trofaste Ven at vaage over frg selv og"
Einklade Schwerin saa snart mutigt5 men her veniede hat«
Idet afgsrende Budstad fea Bahn-M og defs lange Ube
blivelle gav ham Haab um« at Widder Gkugz Sendelfe
runde have haft des foesnsiede Udfald. han drinne fig,
alleeede fti for alle Banns-. J haabets glade Rai hasde
han denne Dag hyppig grebet Singend og nu stod han om
Aftenen ved et Bindi-e i den glimrende Sal i en Ung
og fette-Its Samtale rned den heutivende Petiugiserinde.
Midi i den unverholdende Samtole overrasiedet de
beg- ved en set og deiftig haepekcang, idet en dyb. traf
tig sie-me Jana Seitens pp Smhedens Peit. Dei var
den ishndste Wespe-fangen Dlaf spät-Mach han has-de
snildeltg bewertet hdad der smgit i Nonsens og den stin
ne Prinsesses Hier-ten og hun greb nu Lejligheden til i et
heldigt Øjeblit at vise Kongen hvorlunde hun ogsaa sorstod
den Kunst at rste Hierternr. til Trods for den blsdhjertede
Thcrgejr Danasliald. Han vidste nu, hville Strenge han
her stulde rsre, dg han sang ille blide, smeltende Ton-r
om den stille, sredelige Slpnhed og Fredssytslens rolige
Ldksalighed; hans hart-e klang vildt og mergtigt, som
Sturmen over det oprsrte Hat-, og i stolte Sejerstoner be
Tang han Heltens herlige Flugt til Udsdelighed og et ediat
Jlann, sont Sljolds og Dans the Kampegang ved Val
thriens Haand Hart bestrev Helten nied lrastiae Træt —
Ig ket blev Valdemars Billede; hnn bestrev den stolte
dristige Vallnrie og det blev Berendatia.
»Stolt! herligt!" -—-— sagde Prinseszsen til den unge,
opssamnrende Konge s— ,,vel sorstant jeg lnn lidet as Kna
sdet: men det er nordisle Toner: saaledes tcrnlte jeg mig dem
ifra Kermpernes Land, og saaledes søler ieg niin chrl be
jslægtet med eders hete. vidunderlige Heltetoll.
l Baldenmrs Kinder blussedex hans lirlle Ljne tin
Idredc han greb Prinsegsens Haand og trnlte den med li
denslabelig Vnkniez der svædede hatn allerede et er paa
Leben, sont daa det tydeligste vilde have rot-n hnnz
Zlælstilsiand Men da tkaadte Ærlebisp Andreas allm
lig oq advarende til. »Min Heere oa Kanaes« - — sagde
hart —- »et Budstab fra Bohme11!«
Valdeniar blegnede og slap ltlrinsecssens Haar-d »Im
Bshrnen?" ——-- spurgle han -— »Mir-der GliIgZ s-- nei. det
er umuligt!«
«Eder5 Systerssm Grev Otto as Liinebora!« son
rede Ærtedisdem og i det sannne traadte, til Grev Hen
rils og Fursternes Forbavselse, den unge, sanane Gredr. i
sin ssmple Vcebnerdragt, sri cg tret, ind i Hallen oa hilsede
Kongen da hele Selsladet med snrstelig Vtrrdiahed
.,7splg mig til mit Getnal!« sagde Valdemar kg dat
lede; tnen han samlede pludselig sin hele Zinrle, ozi nied
tilsyneladsende Rolighed bad lian Prinsessen cigi Gred Hen
ril undslnlde, at digtige States-steter borttaldte hann Lon
gen gil hastig bort med Grev Otto, oa enhver lunde se, at
In hpjit diatig og ubehngelia Forestilling hadde sorsteint
dam. Prinsegsen havde pludselia siistet Farvex hun fort
aav en Upaesseliahed og sorlod Zelslatset Grev Henril
saa eiter den bestiede Grev Otto da stanipede as Harme :
Gulden idet han ded sig trampagiia i Herbei-un men Gret
lldcslph rg Bisden as Hildesheini lzindrede ltarn i at give fest
Hart-ne Lust og ilede med hain on de dendiste Finster til
Alter-eng Lvnlammer, hvok de holdt et hemtneligt Raad
over hvad her under disse besonderlige Lmsttrndigheder
Iar at gere.
»An es· fortaadte!« ndlired Grev Hentit --— »den
Fett-jedes Treng niaa tunne lielse - eller her er Forrcedere
NOT iblandt os. Jngen Djavel lnnde undfln as det Tour-n
»Ja rtr banger Notilen -—s-- ist rast, tnen dristigt Stridt last
.na-Js·te redde ois endnu: inden tre Tiiner lan Grev Albert
beste-eine Zlottm men sidder Nonnen saa i Taarnet'« —
..Fer Unit. for doveligt et Epil!" - - asbrsd Bispen
as Linde-heim ham s - »men saa jeg ret pna den nnge Grev
Otto, slszdrer hun ille as Stole! maaste lan denne Seddel
ssae DE mete: den ratte han mig hemrnelig i Forbigaaende.«
»Und bere. lad horel« raavte alle. Bispen oprullele
nu en lille Pergaments Seddel og lcrste:
»Det Tavshedslsste, innen Trnsel ltmde astvinge
mig, har Huset Sohns-ring- node Slntsaand bedaget
mig til srivillig at aflcragr. Saalcrnge Grev Heut-il
as Schwerin og hang Venner intet fiendtligt Stridt
sotetage mod deres Lehnsherm min ldnaeliae Mor
broder, stal intet Mennesle vide hvad jeg hat hsrt rg
ersaret. Derpaa sætter jea inin fnrltelige Ære i Pant,
inen ingen Time langer er min Tun-ge blinden
O t t o, Greve as Lüneburg.«
»hml« -- -— mumlede Grev Henril »den Time lau
vel toninie en Gang, da di seit tsr lese den Drengetungel
For det ssrste vil di tro hain og sorholde des roligr. Ject
stnlde naksten tro, min sslsonnne Spster Jda bar hast en
Finger med i dette Spil!« tilsejede han og betragtede
Neglen til Fængslet, sorn hang med Stammen til Deren
i Stedet for til Vinduet.
»Hu-is saa er,« —- tog den alvorlige Grev Adolph Or
det - — »iaa maa vi alle talte eders cedle Spster der
sor: hendes Hierte hat da lagst Hovedet med paa Read,
som man tunde deute-as Gtev Henrils Franle.«
Hin Formodning var itte ngrundel. Gredinde Ida
hadde allerede red Slotsbroen hemcertet den unge, frem
mede Redners deltagende Blit, da hun hin Asten red hsexn
fra sagten. Fra Fangetaarnet liae oder for stt Vindne
havde hun i de stdste Dage oste hørt en llar, ungdomtnelig
Stemme spnge danste Kcmdevisen Hun havde ncrrmete
erlyndiget sig orn den nne Statssange. Da hun nu horte,
det var hin vatre, unge Bahnen og at han havde udgivet
sig sot Grev Otto as Lüneburg, tilligemed alt, hvad man
didtte om Aarsagen til hans Faugenslab, tog hnn ille lan
ge i Betcentning at benhtte fig as sin Adgang til Broderens
Lentammer og bemeegtigede stg nglen til Rngslet Hen
des eneste Gliede paa hendes Brhllupödag hadde saaledes
væeet at besri den vigtige Fange, sotn ved sit Æreöord
og Tavshedslptte betkyggede hende sor Folget-ne Otto
vidste ille, otn Absalon Bclg endnn var kommen, og han
var urolig over saa lange at maatte sordslge Kongen del
vigtige Bad .«" hdad Gteveni plumpe Trusler ilte hat-de
formaa , udvirtede der-for let et venltgt Ord as Grevinde
Ida, soin paa denne Maade troede bedst at besceste Freden
mellem sin Broder og det dansle Kongehui.
(Fortscttei).
·
-—--.-0-.
llden Zamfund med Muts er der meinte-stetige
Hirt-te et uovbøkligt stormeudc Havz ug saa lwnge
man soger sin Lykke i Forfængeliqhedcm saa lccnge
lcvcr man udeu Fred og Kærliglped. (.L)allet).
Vi kalder oftc Gudø Veje dunkle-, men Dunkel
hcdeu tilhører ikke chene; der er vore Eine, iom ere
fortsmrkedc· (Ved F. L. Mynfter).
Der drager bestandigt ne Roverfkibe rundt oms
kking os; vor fokdærvede Natur, Verden, den falfke
Lætdom Paa Grund as disse tre Ting er det meget
farligt at vaere i Bett-m (Luther).