Valdemar Sejer.
Of
B. S. Jngetnanm
»Det er dog ett ganste brav Hin-IV -- faade den
gantle Kriagtnasgt til sitte Rantnterater ,,ee han her i
lovligt Weittde, maa vi io behandle hatn heiliat Sprittg
du eftet Bitten, Fritz Grotthage, hog gamle Broder Martin
i Klosterttrlderenl jeg ftal holde din Artttbtte saa ltrttae
Her tan vor gantle itte se, vi dritte, oa naar Grevetne
tontnte, tan oi se dei paa Butten og vcere paa Staufen fett
en Hund tan go ad oo.«
Fritz, den yngfte af Krigstncegtene, ralte ftn htlrmbtte
ftratg fra ftg og arelt tned Forttndring oa Gliede det Guld
itntte, Grev Otto allerede hetvde frettttaget
Medeng han ltentede Vinen, tastede hatte Kommt-take
sig paa dereg stattper part Strænten oa laade deres Baa
ben fredelia til Eide, tttedens de indbetde »den ftetntneoe
nnge Heree,« sont de ntt taldte hant, til at tage PlaLS
imelletn dein.
»Er det sandt, nntte Herre! at jer Rottae vil paafnr.
vore Grever Feide for Historien ttted den lattattenede Johatt
Getnz,« —— fpttrgte den atttttle Ktiagmand ca stratte sin.
— »Den Vildaaaszs dar itte dcerd at note faa nteaen Etoj
over: ctt vi eine hatn Reden ned ooer Horiedet haote ltmt
crrliat forstnlot: hoad oil saadan en lanadenet Elnnael
understaa fta at taite note Greoer detes Lehngntandgpliat
til den danste tiottge i Nasenl«
«Til dett Veztirenhed tender jea ftet intct!« sitt-—
rede Otto·
»F oed ttot mer« end J oil nd ttted,« » toa strigz
lnceaten Ordet i,tert - »men tloa ttarl täer nted ltoad hatt
ilte tot fiae, oa deri iottakttter jezt jer itte. Men hat J
da itte hort, hoorlttttde jer Konnt oa denne Satans Greoe
Albert hat fortnnttet Heringen i Pomtnerlandk on ved "5
itte heller, ont stinkttet er sandt, at ederg ttnae ttonae tnth
i ftn storntkfede Trabeliahed hat fxtnet litiftetanter i Here
det igett on oil dejle til «ttrinse5s-;n af Boh:tterland, sont hth
sagteng aldeia hat set?« I
,.T-erotn hat jett oel ltort en Fttal innige: mett ont tce
er noktet otn, stal jea lade otrrse ttiaat.« »
,,.f,:ittt!«' ntttntlede Htriaszittttraten »die-i aaar dokt
underlint til i Vetden tned diese store Herrn-J oa ffnritersz
Frietiz die tatt itte, sottt en as os, se sia for oa itttaae tun
Lllet, sprend de maa dritte det, ttten tttaa lett-e tiattett i
Scrtten oa lade det totnnte an ttaa et Tut-i NU, dethr
gaat det ottiaa iont det beder i Bisen:
,,Prittte9ten stottaettsz Ftrone faart
tsj Esptttv er Tranens Etat-!
J Ztekterset Ztttaaternen aaat
Hnn ftnter Land og Tttiae.«
i
t
»Tet ital tttgett fine mitt« t:t.liordroder paa, ltaote
Otto nær saat i sitt Joriztttedt «,,det ital inaett siae ttotsztt
Vctldentat paa« - rettede hatt iia hastig - ,,at hatt lud-sei
sig tattsntte as Mand eller ttvittdek Mett fia min en lttana«j
« vendte hatt plttdsklia Zatntalett for at aflede Lttmcerk (
sotrtheden — — ,,er det sandt, at jer toette Greo Oenril hat
iact dejlig en «Httitrtt, tnen at han selv er saa fort sont en
Ravn oa altid set sig telo i det ette Sie oa dender det httide
nd as det andet, paa hoettt hatt saa ser3«
»Tet got hnn tttn, ttaar hatt er leistet,« - spareer
Stein-Seen tttttt »ein taa dia i ’.tlat, nnge thekoiHZ ttt ou
itte faar hattt sattdan at ie! Vel er hatt ttoaet fort i Hut
oa Haar, det tan ilte bang ltedtte Ven ttceatex tttett innen
Rvinde et faa hvid, at htttt ftttlde viere dankte for at foeerte
sitt Mund paa hatt-I ttrolsttra. Tit et en ret oatler tin-Z
troe jeg; ttten stal her vceee Fred og godt Kamnteratilad
itnellent os, stal du« - bandte han - - ,,tale nted Respekt
ont Grev Hettrit! Han er en Heere-, sont det er vcetd ..t
lobe Fanden i Vold for, naar det tniber. Starr hatt til
mig: hat, gatnle Kitttzt i Morgen har jeet en Fanaft for;
der er den og den aatnle Rad sont lange hat liaaet og deil
let min i sitt Hule, hatn stal dtt rnae tttig nd, eller jea tust-t
ter tit HalsbettS - stta ved jeg, det er ratttnte Alvor, oa
got ingen lang Sladdet; tttett ttaar jea saa bringet han
den gantle Ræv ved Prene, saa tan jeg ogsaa dritte en hel
Maaned paa min Post, uden at here et ottdt Ord derfer
s— on Grev Hentit betaler oven i lttoltet tttildet Httod
ellerg den naadige Frtt Audacia anaaar - s- ntett der hat
vi Fritz Grsnhage nted Bitten. Nu lnitia, Flantttteratert
tttrev Henrit og hang stnttlte Fette flal lebet Den, der itte
dritter den Staal med ai Hiertens Grund, er en Forrcrder
og ftal tlcede Hjttl og Stejle.«
Nu git det lhstig med Vinen, og da gamle Kunz Nod
ttcrse, sont htth sittmnteeater taldte hont, havde faaet Tor
sten noget dortrtpet, tog hatt Oedet igen og beghttdte hoor
hatt flatt·
,,Hdorlttnde Geev Oenrit hat faaet sig saa dejlig en
Fette« — sagde han nted et felvtilfreds Sntil og strøg tut
otn Stægget —— »te, dct tan den unge Heere der itte heller
blioe tlog paa; det sporaet alle Folt ont, og det tan J not
heller itte faa i edees tnlle Hoveder. Karlet men det tan
jeg fortælle jer! —- tnaatte har jeg fortalt jer det spr; ntett
J tan not taale at here det endnu en Gang.«
»Det tan Greven jo tatte dig for; det hae di jo hoet
hundrede Gange!« — ofbrød Fritz harrt — »havde du itte
snapdet Frotenen boet of den gamle Martgtevee Taum,
—- saa —- —«
»Hold Mund, du Gesttslolling, naar jeg talert hdad
ded du deraf? hat jeg tlte tagt dig det hundrede Gange-Z
det dar itte i Taarnet htttt sad — der havde jeg vel maattet
lade hende stdde til htttt blev fort; nej, i Landen git httn
og hsrte paa Fuglefang, og da lod jeg itle det fmutte
Stytte Bildt lebe min Heere af Hendernr. hat-de jeg
været en ung, enfoldig Gæt sont du, sont et Pae for
grcedte Pigesjne tan gsre til et blsdspdent Æg, taa haode
jeg ladet hettde lebe; men ieg var gamtnel; jeg tæntte sont
fan: ladet dtt den sty hind tende, tneetter den naadkge
Heere din hole —- har hun gradt i otte Dage over Brud
gornntens Øjne, satt ler hnn i thve Aar og flere over sitt
Ægteherres Slotte og Vorge. Og se otn jeg itte spaaede
sandt! hvoe er der ntt faa lystig en Fette som Grevinde
Audaetaz og hvor er der san lyttigt et hue sotn her paa
Slottett Vetter og Fyettey Grevee og Bisper, Feuer og
—
Prinsesser farer nd her og ind — Bitten findet her sont
Band, og Hornet tlinger her sra Morgen til Asten. Hvtd
ler J ad? J Grinebidere? Er Greo Hettrit ogsaa litt
barst en Gang imellem og satter jer paa Band og Brod
i Hundehullet for et godt Ord, naar de srctntnede Herrer
gore ham trug i Hooedet og se for rttisdt til Grevinden,
derser var det dog Shnd at sige, det itte git lystigt not
til her paa Slottet. Saa længe Prinsessen sra Flandern
har verret her, har jeg i det mindste itke daret adru enl
Dag, dit tan jeg gore min Ed paa, ca i Firjserens GaarTHl
tan det itle gaa prcrgtigere til.«
,,6stersottt Klerlene stge, har Prittsesse Berngard dog
itte for rnnd en Haand« — mumlede en as Krigerttc.
,,Saa har hun des rundere Arn-e!" « tog gamle
Kunz eret igen -— »og de Herret og statelige Riddere,
der ntt flrlteg otn hende og vor stemne Feue, stro mere
Sold og Gnld nd iblandt os i en Uge, end di for saa her
i hele Aar-«
Den sjerlre Kriaslncegt, som hidtil ilte havde maklet
et Ord, nten tned hangende Hored oa andcrglig Mitte i
al Stilhed holdt stg til Vintanken, th nu Ordet med J
tobt Sitt. »A! ja,« sagde han — »Sitz og Dus, Verds
lig da sorscrngelig Snal horer man jo not af her; men
ont Valsarten tit det hellixte Land har jeg nu lcenge itte
dort et oobhggeligt er her paa Borsten«
»Faar du nu Ztrttpler ig-:n, Hinz Hingehovew sorki
Bitten stnager dia for aodt3« ipttrate stunz. —— »Til
det hellige Land t.tn di tidsnol totntne cig dtide satte par
Zdid as de dankte-n Faar Grev Henrit, sont let tan hoev
des, i Tag eller i Morgen et Ansald af sitte fromme Gri?
Ter igen, Da saa ti itere Bisper paa Halfett, end den snn
Dildegsheittten saa iaa di ntaaste niedre Tid til at sode estl
crrlig Titus-E ud, farend di tan faa Loo til at folge den naa
diae Herre- i Last og Aste til chstsal for oore Synders
Ettzld.«
»Er edersz Bretter saa fromme Riddere, at de dirtelir
lernte Vaa et Tag til det hellige L.1t!d.’" spttrgte Lttr
ened Teltaaelse «jeg troede, de tun detntttrede sig on:
Vildidineiaatett og det lustige Lio her hjemtne, nten lcsl
den heilige Grad ocere del sordaret blanke de vantro.«
,,«·tlt J itte ltar dedre Tanler on: ccrt fromme Hersla««-,
Iet kommt-r af, at J er en litronslollit:f., nnge Herre, sont
itte ded, det derer til en ordentlia dtiidcsez nn om Tide a:
Ocere ice-In og atilsæatig til sitte Tiger, ltror ittftig han sac.
jeder sor Reiten, og i det Stytte staa dore Heeder ille ti!
hatte for ncaen Titidoer i zitistenncden Ioer sin grontxe
JaaUroje tiærer Wred Hettrit altid en :,lts«iettlrang af Hin
ttitter Da Smaragden tttaa J dir-e, da ten er mer verti
end hete hatt-J tiiredstaw hatt scrioindter aldrig nogui
-.t.lie-:—ie, og tommer di til Jagtett til et Stets-ladet for Ze.
Hutxzrt eller Et. Vett, tttaa di alle .1s Hei-ten og bøie Fina
::tidt i Stamm om saa det dedste Ettttte IBildt derived st.1:
tot-e oc- as Hasnterne.«
»Mit-in hdrrsot horer jeg lteitattdikt tun Tale otn Grsrd
.ihet:ritk« ionrgte tm Otto - »e: lstreo Ojttttielin ill:
ten selbste cg retterende lsjreve3«
,.Tet ted itte sea« - svarede Kunz - »tttett del ver
ica: siaer Nred Henrit Fa, siger tijrev («-i:t::;elin aldrig nei,
ca lur Greci Henrit sagt ttej, lijaltt det tun lidt, ottt Gru-v
ljjttnzeiin sagt-e ia til Kenntnan for Reiten rager dxt
hderten mig eller dia, hvo der her hat meist at sige, og hvet:;
oi lyltre, naar di saa Besalittg til at sog-nor dig trum
eller taste dig i HundehttlleL -- Er dn tontmett hid for It
fole os paa Tmttderne oa saa ozs til at inglte over os ded
Vintandem saa oil du not snart saa at cide hoo der her
er Herre. Men hoad er det for en Mari, der rider ned ad
Batten mod Elotsbroenk — s- ser ieg ret, er det en as date
Grcrttserdttere - ja rigtig! det er ntin ekten todelige Bro
der; ritt flal vi se, her er Usred paa Faerde tgen.«
Otto reiste iig hastig tilliae ttted Firigdtttcrgtene og
tendte i den Mutter, sont nærmede sig Elottet, hin sotrrt
beoeebnede tiriger. sont oilde bhtte Heit ttded ham paa Besen.
Hitn saa ham stige af ved Vorgledet ca satte sitt Heft i
Statt-en.
»Von Stansetn Flatnnxsxrater!« - - raubte ntt stunk og
gred sitt Bue - s »Herstabet tommerE ier J de røde Fjeri
disste oder Batlenk -- As Sted, unge BeoehalSZ« raabte
han til Otto - »slttnd dig tilbage til de andre Soeitoe.
oa lad itte vor naaoige Herre se dig l:er! paa dit cerliae
Ansiat dil jeg tro, du ingen Spion er, og opscrtte at hasttgc
dig indtil didere.«
Firiggmcendene lob til dereLJ sorlatte Posten og New
Litto sttlgte tlogelig den gatttle Quinte-:- Tliaad rg slnndte
ssg tilbage til Borgeledei. Der stod nu den lange Granse:
rhtter tned Vildsvinehovedet paa Sind-Ihnen og lanede stg
magelig til en Stolpe. Ltto sagte at nndgaa ltatnz meu
Rhtteren nckrmede sig sortrolig sont en ganttnel Belend2.
»Tat for sidst, Itatnmerat!« -—— brumntede han og lladtiede
den unge Greve haandsast paa Stimmen — »Du tunde
ride i Spring sont en hel Karl, saa jeg, og du svinger ret
behandig din lille Smorstitter; du stal dog have Tat sor,
at du itte huggede tnig Nerven over i Siedet for Srner
renttnen! det hovde hartad verret dig nenttnere. Men sor
stod du, hvad min Pil hvistede dig i Lret paa Vejen3«
»Saa tennnelig!« —- sdarede Otto —- »og havde jeg
hast tnin Bue med, stulde jeg gioet jer Sdar paa Tiltale,
nden at trutntne et Haar paa ederit trrvakrdigc Hinwng
»Du er mig Potter til Knie-W — sagde Rytteren —
»rned Pilen var det ellers itte saa ilde ment; jeg oilde tun
marte dig lidt i dit venstre Ore, for at tende dig igen ved
Lejlighed Men se! der har vi Herstabet.«
Glinsende i Astensolen red en pragtig Stare Riddere
og syrstelige Herrer langsotnt ned ad Butten mod Statis
broen med en fornem gejstlig Herre og tre phntelige Da
nter iblandt fig, ledsagede as en talrig Flot Jagtsdende
med Hunde og Falte i Kobbel og Baand cg med alle Haande
Fuglevildt og Jagtredstabet over Hesternanlerne. Saa
snart de sorreste i Toget dare lotnne oder Broen, aabnede
en taalormspraglet Gaardssoged dem Borgeledet og drev
de nhsgerrige Tilstuere til Side med sin lange, solvlnavi
pede Stet. Ved den drabelige Grenserhtters Side stcd
den sortlcedte Grev Otto og gltedede ftg over det prægtige
Optog.
, Paa venstre Side as en dejlig, shrstelig s tnhtlet Justier
tnde red en Mond as Middelstsrrelse med et sorvovent,
brunt og sortslagget Anstat, leum htgeneese og hultlig
gende, merke Ding hoornted han itte san aldeles ligez un
der en lort, flagrende Starlagens Kappe bar hatt en gron
Flsjels Jægekttsje med Guldtnapperl oa i det splvbaldng
rede Belte en bred, splvbeslagen Jagtkniv; paa det sorle,
truslokkede Hoved bar han en Hat fra Garderige, besat nnd
Soloblit, Ædelstene oa tosteliae rede Fjer, og paa det
brede Bryst skinnede et tostbart Paternosterbaand ined Nu
biner og Smaragder mellelu Perlernr.
,,Det maa vel vcere sorte Grev Henril!« — sagde Otto
til sin Sidemand —- »men den stelte, dejlige Kvinde ved
bang Side, med den runde Perlehat over de brune Flet
::inger, er der hang Fruc?«
»Nei, paa det Lad!« —-- svarede Ktiasmanden — »det
er den portugisisle Prinsegse Bengard eller Beringard, eller
lwad hun hedder, som er Søfter til Greoen i Flandernz
liun er ogsaa noget i Slægt med vcrt naadige Herstab, tror
jea, ca des-get dem ofte! vist er det et stolt Stytle Fidinde at
ie raa — hun er stnuk som en Ulnttez med den aabne Troje
ca Guldstisterne paa den blaa Flejels Kappe, kan hun
stille Øjnene ud paa den liebste; huu ask oasaa altid unge
siarlesolt aale her need sine Oele-lenan Tag dig i Azit
nnae Knos! at du ikle ser hende for dybt i de gnistrende
Xalteojnet hun hat aiort manan brav Soend og Ridder
til Nat blot ved at alo paa den1.«
Uaatet denne Advarsel kunde Otto dog itte lade vaere
rion at betragte den slonne, sarliae Jceaerinde, idet han
hiliede hende Erde-dia, oa han Inaatte tilftaa, at saa glim
renoe en Stønhed haode han endnu akdcia set. Der luede
en Jld i den stolte Portuaiseriudes sorte Eine, som blen
oede oa sorbavsede, oa som itte enaana sordunkledeg as
de utallige alitnrende Itidelstenh der i tke store Guldkeeder
Jranaede Pan hendeg Hals ca Bryst; hun sad rank og nee:
Iten stiv paa den høje. stummende .Hinast, som inog og tha
Iede i Guldbidslei. Ten høje, pibstde Arave om lltrinse5
sen-J Hals synteg at hindre hende i at bevasge Hovedet frit,
Ja hendez Hilsen synteg kold oa hodmodia.
»Hun trenker tun paa sine Guldkceder oa Ædelstene og
ced uasppe, om hun vil se til Folk!« s saade Kriasmanden
««)tej, da lønner det sig beer at note en krum Rhg soc
lzeude der med den auldstjernede Hoveddug og den grau-is
Ilrmkadde.«
Otto hilsede nu kasaa cerbodia den helfe, fnldiae Blon
Jine, som lanasomt red ham forbi mellem en aejstlia Herr-,
tned et tloat ea listiat Anstat, oa en stin, adstadia Ridder
nied tre Falte daa Armen. Hun sloa nu just det Praeatiae
Zlør til Side oa genaasldte Tilstuerneis judlende Hilsen
med fnrstelia Anstand oa en hnjst indtaaende Mildhed.
»Se, det er Greoiude Audacia, Greo Henritcs stønne
Frue!« — vedblev Reingmandem « »Hu« tunde dcere
Keiserinde hvad Daa det slulde veere, hvad Estabelonen
intselanaer, og dog holder hun sig itke for aod til at s
mildt til en sattia chevelx saaledeg maa en Iitoinde se ud,
som en aammel Kriaskncegt slal krumme Rng for, uden
at oande i Slægget.«
«.f,)un tykkes mia at passe til sorte Grev Henrik sosn
Tonnen til Ravnen« » svarede Otto. —- »·f)erren med
Jaltene oed hendes oenstre Side var vel Falkeuermesteren?«
»Du er en Stall, unae sin-IS« — sagde Rntteren —
»Grev Henrikg Broder ser riatianol ille meaet shrstelia
zw; men han er et aodt, søjeliat Stind, oa naar han tun
maa raade over sine Heste, Hunde oa Falte, bruder han
sig kun lidt om, hvo der raader over Folk oa Land.«
»Var det Greo Gunzelin,« — svarede Otto — »saa
er det vist hans Søster, der lotnmer mellem de to smaa
urceatiae Herrer med de glubsle Ansigter — hun ligner haml
i det mindste paa et Haar.«
»Truffet, KatnmeratS det er Grevinde Ida, som Grev
Henrit stal have i Sinde at taste den danste Klaus Bastard
i Armene, for at holde aode Miner med Kong Volmar.
De to Bulbidere, hun rider imellem, er ellers fornemnle
Fol.; det er etPar vendiste Fyrster, Bortvin tror jeg, de
hedde; vil du se slere as samme Surdejg, saa giv Agt daa
de to, der komme bagester med den unge, ranke Gret
Adolph imellem sin: man slulde tro, de Karle havde hast
en Mops til Fader, oa en gainmel Rceo til Moder; det kan
neigte mia oa enhver ærlig Toska, as regte sachstsk Bloo,
at Vi skal talde det Sørøverpal Landsmaend Det halve
Schwerin er nu suldt as slige Karle. som satte den stum
pede Nakse i lSky oa itke tan se en cerlia Karl liae i Ansigtet
for den thkke, stallede Bande, der hasnaer dem ud som en
Polse over de araagrønne Flatteøjne, oa saa har de Borster
til som et Vildsvin, saa en ærlig Sachscr snart kommer til
at lade sig kronraae, naar han er stridl)aaret, oa hans M t
der maaske har sorset sig Pan saadan en Stud.«
Medeng den stolte Nytter gao sin Hat-ne Lust mod
sine vendiske oa slavisle Landsmaend som han selv dog
temmelia lignede, havde Otto med Opmcerksomhed betragtet
litten ztlauseg tiltommende Gemalinde. Den uanselige
Slikkelse og det sygelige, ubetydelige Anstat, som det ved
sørste Øjetast sorekom ham, svarede tun slet til hans Fores
stilling om en blomstrende, syrstelig Brud; men da hun
opsloa de store alvorlige Øjne, hvorigennem en dyb Følelse
oa en stille, opofeende Sjæl med rørende Vemod robede
lia, da sorandrede sig hans Ligegyldighed til inderlig Del
tagelse; han sandt hende endogsaa smuk og indtagende, og
det saldt ham nu sorst ind, at Grev Klauses Brud oel
nasppe kunde vcere lhtkelig; han beklagede i sit Hjerte, at
hun maaste stulde blive et Osser sok sine Brødres Planet
og deres vistnot sorstilte Vcnskab til det danske Hof; han
synteg at se en Taare i hendeg Øje, og det forekom ham,
som et dybt, dæmpet Suk hcevede den sorte Silkekrave
over den stille Korsdragerindes Barm; men det var liege-I
som hun samlede sig hastig, idet hun saa sig venlig orni
og hilsede Tilsluerne med et fromt og vemodigt Smil.
Ellevte Kapitel.
Otto saa ikke mer af det fyrstelige Tog, men da dct
var draget forbi, vendte han sig stille og tankefuld om
og blandede sig blandt de fremmede Svende.
Da tlappede en plump Haand ham paa Skuldetem
»vil du slippe helskindet hersta, unge Galning!« —- hvistede
den stætte Grænferytter ham forttolig i Øret —- »saa ma
det jeg dig nu at fmøre Hafer jo før jo heller; her bliver
ikke længe ret lysteligt for en Danster, mindst for siig en
spætlemmet Junker, fom not mer er vant til at tlappes
af Jotnfruhænder, end af Stigtemmen.«
Uden at tpve paa Svar, vekdte den itcerte Rottet sii
hastig sra hani og gik med Gaakdffrgden op til den his
Slotstrappe, som Herstabet nylig rat steget opad. Eiter
en lort Fortlaring blev han der af Dorvogteren siebliltelik
kindladt; men med oplsftet Stol git Gaardsfogden gravi
tetisl tilbage til Borgeledet. Tantefuld var Otto imidlew
tid gaaet ind i Stalden for at se til sin Hest7 inen til han
Zjorundring var den ingensteds at finde; i Baasen« hoos
han havde sat den, sandt han derirnod Granseryttetenit
gamle, sorjagede Heit. Den haode en Sude-l paa, som Greis
Otto ertendte for sin, og som han selo hadde spændt as fir
raste Ganges. Frrditret over dette Bytte, stod han i Begres
med at gsre Larm oa træve Staldtarlen til Regnslab sos
denne Usorstammethed; men Staldtarlen var ingenstedt
at se, og de fretnmede Soende, han henvendte sig til, !
harn ud og Inen:e, at en ordenlig Svend gil itle omlrixig
og drev som en sornem Herre, oa lod ikke sin Heft forbnxts
i Stalden. Med Moje betrian den opfarcnde unge Hexc
fin Heftiahedx han haode neigte i) anae Haanden paa Socke
Htet for at tugte de uforsia..m:eie: da horte han Hestetraxnt
pcn i Slotsaaartem ca hane Joebitrelse steg nu til des
hojeste1 han saa den sdcere txsrænserntter fare bort orek
jslotebroen i det starkeste Firsprina, og han lendte sit
raste, tcere Wangen som innsme vitdt og vilde afkaste den
fremmede Rytter. Blixgsende as Harkzæ foer Otto for at
;Endhente oa i:.1n«-:-ie Illxnsmandem nien han maatte need
sfordoblszt Hat-n tun se hvorledez det adle Dor, med Spo
rerne i de klodiae Eis-seh selo med fis-. Vildhed maatte tjens
sin uksannlziertiae Pszkn J et Tieblik sat: Heft og Ryts
ter forsonndne.
Saa sorbitret Otto var, sattede han sia dog spart-«
ban bemærlede en desnnderlia Mumlen og Uro omtring
sta, men det lod ilte til at acelde ham eller hans Hefth
en lanat oigtiaere Sag snnteiz at snsselseette alle Mund
og Bren. Folleitimlen paa Slotzbroen og ved Borgeledet
Var betlj«delia tiltagen. Man lob frem og tilbage. »Fjen-i
den er sksr Poeten! — de danile komme!« —- lod del nss
isøjere fra den ene til den anden, nden at nogen vidfte heil
der forst ljaode sagt det, eller hvoras man didste eller troeds
d:t. Man lob on i Taarnene og paa Slotgmurene og ag
txkde beeilen Stildoaaternes Ttusler eller Stad; enhretzl
Etovstn, man saa i det fjerne, bleo til en Krigshcet, og
hoer Roa as en fredelig Arne blev til en brcendende By for
de forstrcellede BoraeressØjne At der virlelig var Ufres
paa Farbe, tdiolede ingen mer paa, da en Lur nu endogsas
klang hult fra det nordre Slotataarm og alle Krigshpvdins
get i fuld Rnstning styndte sig op paa Slottet.
»Byen er spcerretl — alle Stadsportene lutkes!« —
raabte den ene til den anden. Otto ooeevejede sin Stillinx
under digse Omstcendigheder og fandt den højst betaenlelig.
Da han sorlod Flongen og droa til Bohmen, var der ilks
tcenlt Paa nogen Fejde med Schwerin, men derimod paa ei
aunstiat og fredeliat Bei-g, og nu ventede man her er fjendtss
liat Oderfald. Hoad Otto havde hørt om Grevcrnes Frem
icerd npod Johan Ganz, hoem han vidste Valdemar agteds
Init, lod ham sormode, at en streng Gengældelse vilde rom
ine de hovmodiae Greer nien hdis Valdemar ilie i de
første Veede nu orerilede sin« maatte det vcere blind AllarixH
troede han, og han rnente Ziongm dog sorit vilde soge as
meeale Fred mellem sme uroliae Lenhzmepnd Jmidletiis
indsaa Grev Otto, at hvis hang Navn oa Bord i dette Die
blil blev robet, udsatte han sig for at ölitse sonderrevcn af,
Schwerinerne. At trnbe i Skjul fordre-d hat-Z Stoltlzedj
h-.Im, og han besluttede at træde sin Konges Wasaljer drisxigs
oa aciben for LZUe oq fordre deres Besti;tte!se, som eut
danst Assendina, der havde Besalina til l).-r at drinne deres
Konae oa Ahn-Ebene et Budslab. Den scknrserinfle klimters
RanIaernina var han oasaa her berettiget til at paaanle.
Med denne chlutning gil han rast oa destentt op mod!
Zlotitrappen, for at lade sig melde as Derdoaterein Men
i den almindelige Foroirrina hadde saadel Dnrvoaterm
som Gaardssoaden scrladt derez Posten Blatxdt en Tel
Del unae striaece git Otto op ad Slotgtrappem uden at
standseg as nogsrn med Zpøragmaal oa Jndvcndi:iaer. Ihr-us
blev ved at sola: sine frennnede Ledsagere, som illc laads
Mcerle til han« oa snart saa han sin i en stor VaabensaL
hvor Ojrev Henrit stod, stnnnncnde as Vrede, blandt de
fremntcde thrster oa Herrer oa nddelte Befalinget bxaxidc
sine llriaere til Evens oa Slottetg Jorsdat
Ostto tunde itiie trcenae sia frem oa dar for desleden iik
at afbrnde de fhisteliae Herrer i dereg idriae Tale; at list-·
sia tilbaae snnteg ham oasaa twasrdigk oa oplagdeg let
fjendtliae Iliaab mod hang stonae blandt han«-Z Vasalkev
oa Lehngmænd, sordandt Pliat og Trcslab ham ogsaa ti!
at blire Han blev dersor staaende nbeniasrtet ved Dorn-l
oa bleo Vidne til den hele Forhandlina. Nu ersarede hxml
stralI hdilttt Budsl.1b Grcenserniteren hadde brnat, at next-.
lia en ftor Del af den dansle Heer var draaen over den
schwerinste Grcense tned Flonaen selv i Spidscn, ledsaget
as Grev Albert og den forjaaede Johan Ganz, og at de
med stærte Stridt nærinede sig Studen.
«Jlte en Gang et ordentlig Fejdebreo agter han misj
værdig, den stolte!« —- saade Grev Henril og slar Tændm
— ,,Med sin anmagsende Lehnghøihed vil han holde Dort
over mig her, som sin Vasal; men selv som saadan styldtei
mig Ret oa Forsvar blandt mine lige i en Monds-tell dst
ncegter jeg ille den mindste blandt mine Borgridderes
Som Tyran, sont overmodig Despot vil han gceste migl
—- ethvert Forsvarsmiddel er gyldigt; tunde jeg sorgiits
ham Elementerne, jeg vilde forsvare det. Jeg lan n
ingen Heer stille imod hom; men Stad og Slot slal for-.
svares til det ydetstel Vindebroen stal trælles op! —
Enhver, som ian boere Vaaben, stal paa Stansernel —
den forste, der siger et Ord om Overgivelse, slal som m«
fejg Forrceder have en Pil gennem Ryggen paa Stedell«u
Nogle Krigshøvdinger gil strals ud sor at udfpre des
sotbitrede Greves Besaling.
»Viel saa!« —- sagde den gamle Henril Bortvin os
»st-dte sit btede Glavind mod Gulvet, medens hans vildc,
Idyrisle Ansigt fordrejede sig i fortvivlet Tkods. — »Don
hat del haft Spioner iblandt oB og ved hvorfor vi ers
samlede her; han vil brænde Slottet ned over vore hope
der —- det lan vi nu itle formene hom; men vise ham sie-i
oi dag, at vi ille længete vil viere hanö hunde, og at vors
Vildbasser hat leert es at spteette Formgetnet Lug opq
for di stytte!««
(Fottscttej)·.