Valdemar Sejelx
I ss
B. S. Jngemanin
Ufoktfatxp
Men nu afbtsd Gunnek den alinindelige Tavåshed
,,Tillader J, ærvastdige Fader!« —- fagde han til Saxo
med et venligl Sideblil til Ærlebifpen — «faa vil jeg op
lasfe el Par Ord nf eders Fortale, fotn vedlommet en af
es ncrrmeee. end han maafle lror.«
Saxo nillede nielanift nied Hovedet, uden at here
hvnd han fagde eller lade fig afbryde i fin Lassning. Uden
al belymre fig om VErleblspens forlrædelige Anfigl, be
gyndle derpaa Bruder Gnnnet at oplcefe højt paa Latin
folgende Sted af Fcrlalem
«Men efterdi Gud Alincegligsle haver nn henlaldt
hannem lneinlia Ærlebisp Absalon) sprend min Historie
er fuldendt, da haver jeg innen anden til al fly den« uden
edel-, vcerdige Ærlebisp Andreas, sont udi hang Sted med
menige Monds Snmlnlle er udvalgl cg indfal — «
«Hvad! hvorledeHJ til mig?« fpurgle Ærlebifpen on
fludfede.
Bruder Gnnner fmilede venlig og vedblev, cg nn
fulgle Ord for Ord den lcrrlizie Bergmmelse over den from
me LErlebifps Leerdoin on Fotfarenlied i bogliae limi
fter, om hvorledes han havde teilt gennem Franlrig, Jll-.
lien og England og lcrst aabenbarlia cg med ftor Lile
ved fremniede llniverfileler og Stolet s om hans Ria
dom og gudfrnatige Rundhed til tlirterneg Forbedricu oxi
Underholdning « om de heilige og nytlige Beatr. ban.
havde strevel ——— om hanH Flittighed i at fordre da snr
f minc den trifteliae Religion -- lorl, hele del uded li,i.
«« inde, den trofasle Saxo i Fortalen til sm Krønnile lia:
tejft for Afrledifp Andreag.
Oder denne sanddru Lodlale, fein Gnnner nied indes
lig Gliede lcrfte, rullede litlckdenzs og Talnemineligliecensx
Taarer stille ned i den fromme lerlebispcs Stan, da —
«uden at hnste pna fit Diat eller dclymre sia oln felv n
fotflyrre Saxo i del-J LasgninkL for Hin Andreas kaluofelin
vp fta Bcenten og faldl den forltndsede Saro o:n Hut-en
»and er del? cervcerdige .Lserre!« spnrnte Links
— ,,hvi favner J inia fna heftig oa med Tod«-n icon
Kong Flnud favnede Valdeniar Vcd Blodaildet i :ti:s.i.I«D.-.'«
,,J hat beftcenunet mia med ederg Lobtnle, leer-e lec
fafte Vent« s— fasgde den bevceaede Ærledifp - »He-I e:
langl fra al vcere den Mand, J saaledes miser Hinl
ded del bedre! mit Hierle er itte renl for dnarlia Erziele
af denne Verdens Begæriiia og Foriasnaelialied Eisen-.
lun Meftcr Harpeflrceng ad! der fidder lian Da til-on
rer for mig igen han lan vidne, jea bar et l)idf:n: Bled
svm han nceppe med alle fine tølende llrledritle lan Halt-«
lilbage inden Linden-J nalurliae Ojrcrnfer. Lin iell
detle Ziel-lit, da iea hører mia bermnmet for liftervekde
nen af ederg udedeliae Pen, ioin et Minister paa wild-:
ftygl og lefornæatelfe, sidder jea itamnielig her da gla
der mig i Lein over ferfeenaelia Æte oa over livad lsfter
verdenen vil fige om del Tint, J der lasset-, foni inaalle er
forlcerel af Ruft on odcedl nf Mol, naar ederii Flrønnilc
endnn med ufortjenl VEre nasdner mit Jlxidn blandt Flon
gers og Fyrfteks.«
»Jntel fandere Ord staat i niin Kronite, end hdad
isg i inin driftige Tilegnelfe bar sagt om eder, cervasrdine
Hei-rel« —- svarede Saro on befindede sin. »Mei! hour
ledes foralennner jeg mia!« - vedlslev han forvitrel on
reiste sig ——- ,,l)ar jeg illc fal mig selv ng ladet edet staa
Forend Ltirtelsispen nn tknvte fojet tnm on innet Zasdk
i Lænestoten inm, toin nennt-: Ente itte titlmqe til ist«-no
ban san ofte havde beqnndt Ha on gietnt inetU hnn qentoig
nu mundtliq hvad Bruder tttintner nntiq ttnvde lasst on
bad Metebispen modtage titøniten i den faline Heere Ab
salong Sieb og ved sin Last-dont on insje Vierdighed være
heim til Hjcklp og Trnghed tnod al Anind on Vagtale, der,
fom han fande, gerne met-folgen naar fom helft nuget
nickticligt og userdvaniigt sei-einges.
Endnu en Gang otnfnvnede on tttgsede Listtcbispen
hain tørt og tog nu Bogen in titnnney for selv at se den
og glasde sig ved den. As Beftedenhed vovede tjan itte nt
koste fine Ojne pcm Fortaten, nien nennembtadede Bogen
med Gliede Da hetn opslog det sidste Blatt, stimmt-rede
han sig doq storlig og spurgte Sam, hvotfcir han itte hnvde
omtalt de sidste ntcertelige Vegivenl)eder, on om han itte
vilde lcrgge den sidfte Haand paa Ver-riet tned et Blit paa
den lyttelige Stierne,son1 n ed det nyc Aarhundrede syn
teg at være optunden over Danniart red den ungc Bnlde
mai Seins Tronbestigelsr.
»Ah-Ia lykteligelStjemer tror J jo itie seiv, cedle
Heere!« —-- foarede Saxo ined et vemodigt Smil —- »deg
uden hsrer jeq til det forgnngne Aarhundtede, og hvad
bei nye toter i sit Stjold vovek jeg itke at udtydr. Hvad
der siVi altes Minde behøvee jeg itte at fortcrllr. Den
eedte tiette Knide Dpd timde jeg heller iike bringe over»
mit Hierte at nervnex thi disseliq! han døde inge n natur !
lig Dad: han døde iike af Pest, som man hats agt,-" « en;
as Gift.« l
»Af Gift?« - qentog Afrtebispen oq studsede- — »etl
saa gkueligt liiongetnord stulde veere begaaet her i Dein
matt on hverten være opdaqet eller strasset? hvot totnmer
J paa den stratkelige Foecnodning? Fadet Saxo!«
Den gamle tystede paa Hovedet og tad.
»Jeg hat lcenge hart mumle deroin«- fagde Gnnner
- —- »nten jeg hat endog ogfaa hørt onde Tunger befmitte
det stsefte og ældste Navn i Daiunart med en Mistante,
som visselig er tige saa formastetig som urimeliq Jeg stod
ved vor unge Ronges Side, da Spegebudslabet om hans
’ Bruders pludsetige Dsd sorfærdede ham vg taldte ham til
den ledige Trom, og — ved Gud i Himtent han sorgede sont
den seeligste Brodet, og Danmartö Krone erstattede ham
» Mc hvad han tabte.«
»Bei er den dobbeite Forbandeise ved denne Utettens
geneiige hemmelighed« — sagde Saxo —- «at den kostet
Ia uvtste Stygge selv paa den teneste og meft straalende
Stikielse. Gud bevare hver keiften Stett for at ttp, at
en Brodeehaand ellee noget danst Vierte hat haft Del t
hin Ugetningt men Gud bevaee min Junge for at neevnel
— !I H
det Navn, jeg nu teenter paa, for nagen anden, end den« i
der under Kittens hellige Taoshed herer min sidste og heut-H
metigste Tonlel«
»For Gile Styld Fader Saxo!« —- sagde Gnnner
,,har J noget sandsynligt Bevis for eders Mistante,
saa sordølg det itke, men led os part Sporet ester Konge
morderen, han veere her eller i de sierneste Lande! og disse
ligt vor unge, retfckrdige Konge vil hverlen hoile Nat eller
Dagsørend hans Bruders stammelige Ded er hævnet."
»Jeg har tun en Formodning« —- svarede Sexo —
»sor mig er den sast Oderbevisningx men den tunde dog
vakre falst og sorlede vor unge, heftige Konge til himmel
raabende Uretscerdighed. Der er manste lnn to Mennesler
i Beiden, soin vist lnnne vidne i dcnise Sag. Den ene
tør ieg ilte ncrvne nden i Stristestolen, og han tier oist
selo derined til den ydersie Dag; den anden er en Mandp
hvis Navn cg Opholdssted er mig belendt; men saa nieget
ded jeg: han ligner mer ei overnninrligt Versen end et
Menneslex jeg har tun set hain en eneste Gang; inen jeg
glennner harn aldrig.«
,,.ls)vo-rledes- saa han ud? hvor san J liame hvad sagde
;han?« spnrgte Gunner ivrig.
»Tet er en desnnderlig Kasiiis!« fagde Ærlebispen
— »so-ad J tat icddcle as i denne ljyøsil Viglikie Sag, dei
sig VII«
»Alt. hvad jeq lier lan on ter sein-, er dette« ——- ten
Eaxo Ordet iaen - »J; den Nat, da Fiorknen sna plndselig
bede, san jeg ene her ved min Firenike on destrev Tild:a
,1elferne ined Bisp Iljaldeniars on Hering Adolth Zangen
itab og sagde inacste, i niin JVer for sjette Ftnnds Forljes
nester, et Ord mindre eller nier, end jeg nied roligere
Oderleeg oilde; dn blev jeg plndseliki nrolig cg crnastelizI
:il Mode, og jeg ndstrng isten hnad jeq hats-de streoet. Alle
iamle Varndonisbistorier saldt mig ind on Llnelseiz Var
fler on overnatnrliqe Benivenheder: i denne underline
Ztenming ina jeg Lampeslainnien bedeckte stig nrolig, sont
da J sekr oderrastede inig her, cedle Herr-II on sen snntez i
det saknine at time Deren aadne sitt skmie das-; Ved niigx
tlxi jeg seid Lied klin seien niodT oren sont ier plejer. Jeq
saa iniq itte ritde tl)i en deftniderlii Hirn linvde be
neegtiqet låa tnin Ejæl on ooervirldei Hin i den ensoinme
Utidnatitixne Wien da ikieertede km irrt-sc at jezi ille
.-.1r eite Lenz-»er, on at der niaatte ftna noiien teet tun ded
nin Eislz Ilzi de: var liziesoin en told Rand lserarte niin
italie, eif- jei sca en freinined Ein-He lsevirxie sen Dan
Bangen ch leg endelig Mod til n:i·«i, zisch Lampen i
Hanndeix en vendte niig tsliidselin, for nt ie, lniem der fo:
itnrrede min iaa silde on nar blinde jcg tndt Lampen
Eis Haanden i inii Forsirtdelsex tlii et ziszlsatinh mutet --s.·s.,
ferdrejsxt III-inne- xtlnsiat stirrezse niig i Illig-Je ntisd ist-i
oildede Ritter en malte Glasosne on der ice-d en lill:-,
Irr-get Ltittelse i fort Bimrgniniiojdrknxt for niine Lin-,
nied en Stxntleitao under Armen: »lnnsrsor firider dn
Lttef ftris31« stude- lnn ined dir-J oii laltsnde Steinnie
,.J thit Ue den ftore Valdeinasz seist-s Zø:!; tnmraf nat
:or, de: ist« til-i iejs on en til i Werd-ein« pttn kijorde han en
Forir:·de.21 ":,"line icsni en, der dritter Dei tssor i Sei-antre, oc!
Haltet-e et sti!:,n toin jeq iel herte et ieri d, n en endnn ill
irr ncrone for non-n joroisl Tonifteil . Weins ved du det .
csilde ieg Eine-e flink-ZU men im var itle i Bund til nt dringe
et er ever niine Lieber. Den knixnleiz Ansint fordre-jede
tin inen xslxidselig og bleo roligt, nied et adeli, fast profetisl
ildtrnlz ,et mit Lt ne dil opnaa over TnnmaeL lannt storce
end riet denne Nat slntter!« finde tun - ,.;:·tjernen
Jtnar tlar i Orden-H Tie; nien Ztntten pki Jontfrnen trner
Den.« Jz r lileti hatt-J Vlnfnn nie-n frnqtsxlizxt «.f)old
fast Ua Hutten, ineoenss J dar den! den iortez Lje steter
ednn til V:lniars"ianimen, on den Hain-d er endnn over
Mulde, scni dde den-:- første Dir-ein« Med diese Ord
rettede den den trogede Rog, og det okir for nune fordern
iede Ljne soin den lille, tronede Man-d dlev has soin en
stcernpe Jeg sant asnnrgtig tildage i Einlen; da jen op
slog niine Jjne, var jeg ene, on den nnIeifnide Nattegæst
var hverten at se eller opspørge.«
»Tet inaxi have dceret en afsindizi« sagde Broder
Gnnner - - »eller oqsan har J brennt, lckre Fader «-axo!
og hat taget Ltirlningen as ederg oplyidsede Jiiddildcimgs»
trasl set en virlelin Ersariiig.«
»Bei Viere sein det vil!« - - svarede Saxo - -- ,,ln)ad
jen her har fortalt eder bliver iinelleni os; tald del et
Fantoni cller en Drom, oni J oil, inen lud det ikle for
styrre non-en LIJZenneftesjcrl!«
Lin iennneliq lang Tavghed r i.asnlit-.
»Seid os nu tun tcente paa, lnad der liaqer osI llart oc;
tydelint sor Ziel« — — tog endeliq Siro Ordet igen —
»Danmar15 Stilling syncö eder derliq on glimtende; men
tro inig don, leere Herre! Frnqten on Svagheden er far
ligere Fsender end Modet on Krusten: lumste og gistige
Fjender lnre ved Taninartg udoidede Grcenser og se nied
onde og slcrve Zine paa Follets votsende Magt og Herden
De vendisle on sladisle Smaasyrster og deres Venner se
nied Frygt og giftig Nid den store Valdeinars Slægt pac«
Danninrtz Trom, og ingen tyst leejsers Benstab er lcen
ger at stole paa, end han bebt-Ver vor Hierle
Nu begyndte der en ivtia Sanitale mellem Ltjrtcbispem
Saxo og Broder Gunner om Danmarts Stilling og Vil
llaar samt oni hvad man havde at haade og srygie as Frem
Htiden.
Mester Harpestrcrng blandede sig ille i en Samtale
sont ingen vcesenlig Berørelse havde med hans Teologi
og hans Lægetunst; thi han var temtnelig ensidig og ligc
gyldig sor alt andet og talte itle aerne om noget, som ilke.
langil disse hans to læreste Videnstaber; han havde der
imod nsje lagt Meerke til den sormentlige Forgivelse, Talen
inylig var om og uden at belymre sig om alle uvisse For-I
smodninger og Drannnerier hvorsor han ansaa Saxos For- l
tcelling om Bjærgmanden, icenlte han lun paa, om det ille
jvar muligt endnu at komme til Vished om en saadan
Kendsgernings Virlelighed, ved at anders-ge det nu i tre
iAar begravne Konse- Lig.
Broder Gunner deltog imtdlertld med Liolighed i
Samialen. Han var en lerl og ivrig Fiedrelandsven og
faldt leitelig ind i en noget htjrsstet Talertone. Han
tnnde itse leenger have siddende paa Denken, men reiste
sig heftig es uddredte its l en glimrende Lovtale over den
netveerende gyldne Tid ogover den Blödom og Kraft, hope
l
med den unge Valdemar ssrte Spiret; han taldte ham en
stor Søn as en stor Fader og haabede,« at han stulde hæde
Danntark til en Heide, sont selv den sørste store Baldemar
aldrig hadde drøntt dtn. Seld Konnens unge Søstersøn
net-, Gred Albert as Nordaldingien og Grev Otto as Lhne
borg, Priste han sotn et Heltepar, lig Axel og Esbern Snare
»Ret saa, Broder Gunner!« — sagde Saxo dg nikkede
—-— »J sparer ilte paa det store Ord. Grev Otto er jo en
Dreng endnn. J lunde holde Taler paa Tinge, som for
Brødrene i Øm, hører jeg, og sor en Del har J Ret: den
store Valdemars Kce:npedcerk, Folkets Gensødelse i Aand
og Kraft, syneg del itle standset ded hang Grav; nten hult
paa Hunden i Fadlen, der greb ester Skyggebilledet og
N
tabte ins-ad den havde i Mundenl og J vil maasle tilstaa
mig — «
»Tilstaa mig set-st, cerveerdige Federl« —- asbrød Gun
ner ham nted Varrne —- ,,at vi lede i en lyitelig Tid! J
er Monden sra det soraangne Aarhnndrcde og ser heller
tilbage, end frem; det er naturligt. J ederg Ungddin da
gedes dct sørst over Danntarl estek den srygteligste Nat,
da nn ptiser J den sorgangne Dagrøde da betlager den«
Zdrtsaknn tnedeng jeg ser Sdlen staa højt daa vor Himmel
ra« altes-er ntig over den herliae Aarl)undreddeag, som e:
Jst-runden Med edets sdrsie store Vatdentar dg hans her—
lige Masker- er itle Dantnartg Aand oJ Kraft uddød ozz
kenraden Den eeldste sjette ztnudg Dad, hdorledes han
end lotn as Dage, skal heller itte nedslaa os. Vor ungt
Valdentstrsz store og glintrende Unaddmededrister hat J jo
dasaa dastet Vidne til i eders Alderdotn, okt, sdtn jea før satt
i Fortaitn til ederg Bra, har J ille heller sdralemt at prise
hang Mid da han-J Lidsalighed tned den Horden han scr.
tjener. Eaa del da nu ogsaa min Glcede oder hdad stark,
der er tr- aidet, da mit seiste Haad dm den Herltghed, san-.
stal tdnttnel Lad Danntaerls Fjender oS Miöundere lttn
ft:t)se! de itulle leere at stælde da søle, at en Søn as den state
Valdentat endnu sidder daa Danutarlg Traue, da at en
nnare Staat as dansle Mcend er opdrstgen, i hdetn Axelg ruf-.
Gebetne-· Vettetnansz og Stlndg Aand irastig leder ne.
rerer ska.·«
Riesens Broder Gnnner, med sitt lrastiae da snnstle
Etetntne da ined et dist lnttitdannet, den natutligt og dir
ieiia liektcjittet Fpredraa, sattledesz talede oa seld snntee
at stenztaioe et Blatt-J Tieltaaeiie i Mester Harpestrcenae
ufdranderliae Anstat, dortdendteZ Pludselia alle-J Opmærl
smnhed sra ten idriae Taler til en hnl Zilana a Vaaden i
tfellelrdgen ded statninem oa de saa ttn med Ftrrttttdring,
at det state, blanke Harnilt, under thden med Sandnret,
tilläzte nie-D Stjaldet oa Stridgøtken dedcegede sig i Halvi
tnørtet da ldtn ncertnere.
,,.f)ddklede5?« -— saade Saro alvorlig - - ,,rører ntin
Jarsaderg leremderustnina sia i stroaeuss eller gegler et
Blcenddcrrl sdr tnine gamle Lilie?«
Astledisden toa stratg Lampen i Haanden, doa med
et Slaass Betenteliahed da Forsiatighed sdr ncertnere at
nndersktae den niistcrnleliae Kroa; da saldt Harnistet med
»stdrt Balder til Gulden og liden starl as tliise sprang nd
Ideras sont as en Tende.
« Broder ltjunner, sdm saa pludselia Var bleden ndredcn
as sin højtideliae Stetnnina, maatte ddg le oder de sdrdavi
lsede Ansigter oinlring sig og glenite der-oder den ubehage
siige Asbrndelse.
I »Jlle dred, aode Hr. Bisp!« —- bad Drengen sorbløf
set — ,,jeg vilde tun prøde, hddrdan den Jerntrøje Passede
mig; jea stnlde dist heller itle have støjet saa stcertt, at noaen
her havde tncrklct det; tnen saa talte Fader Gunner saa
stnt:tt dnt alle de tapre Riddere, her dare opdtgede, og saa
vildc jeg prøde, dnt jea itle oasaa lunde blide Ridder, da
saa rette jeg niig oasaa trastigt, sont han fande, og saa -—«
»Du er en Gall« -«—- saade Llsrtedispein — »Er du
ttn allerede paa Spil her? scet Harnislet, hvor det stod Ja
dar stille!«
Nu sorestillede hatt Drettgen med det samnte sor Sard,
sont hatt nndcrrettede otn Karls Nadn da Slaegt da oni de
rinae 11dstgter, han havde sor Fretntiden, hdis han illi
lunde lasre Latin da med Tiden sorsaae Ver-den i et ltlo
ster. Drengens barnaatiae tht til Ridderstanden, uden
Fortune da Fcedrenegodg, tnente Ætlebispen ntaa iile burde
tage Hensyn til sor det sørste, men andesalede ham, sont
sitt Plejesøm til den aede Fader Saron Onthn og til at
ottlcrress i stldsteret i Gudgsryat oa bogliae sinnster, hddt
til han troede ziarl ikle savnede Evner, skønt han endnn
lun dar en nregerlig Vildlat.
,,Var den gamle Herre as Rise hans Bedstesader,« --—
svarede Zaxo ag detragtede Brett-gen tned Veldillie —- ,,saa
blider der del, tned Gtth Hirt-m noaet as ham. Jeg stal
not sdrae sor, at han leerer noget. Gal ud i Resettoriet
tSpisestncn i ltlosteret), Sønl on saa dia noget at lede as!
dcg nej, du saar give Tid til i Morgen; det er del ncesten
Miditat.«
»Tet er ncertnere Morgen, end Midnat!« beincerlede
Mester Harpestrana da slhndte Paa Asrejsen.
Endnu en Gang tatlede Ærkebispen Saxo sor den
lcerliae Tilegnelse as hans Historie, men bad hant,.ikle lcegs
ge Pennen endnu, og opsordrede ham til selv at oderbringe
Range-n det suldendte Viert til Foraaret; derhos bad han
hatn otn tet snart i en Strivelse at tneddele ham sin oprig-·
tige Mening ont de tre sidste Assnit as hans Digt otn Sta
delsen; ddg dette hvistede han ham i Øret og vilde ille, at
Breder Gunnet slulde høre det.
Men Gunner havde tun Øjne oa Øren sor Saxo. Han
dilde gerne have sorlcenget Opholdet hos ham og stcemtede
ttted, at de lnnde komme til Ribehns i en Haandedending,
hvig de i Slagelse lunde laane Hellig Anders berdmte Føl
eller det Lttstsliørtøi. der havde bragt ham sra Joppe.
Oder denn-e spøgesulde Ytring mod den sor sin Demg
hed saa berømte Prast i Slagelse, sont Gunner ansaa sot
en Bedrager eller sindssordirret Svceemer, paadrog den
muntre Klosterbroder stgæn aldotlig Jtetteseettelse as Æv
tebispen· Thi uagtet den gode Or. Andreas ivrede mod
Stiernethder-Videnslaben og al Tro paa det vidunderlige
i verdslige Sager, tvivlede han dog ilte paa Ægtheden as
Heilig Andres Mit-aller, men sorsvarede altiddenne vidun
derlige Prcest Gudssrhgt og Redelighed med den stsrste Jver.
Medeas de rejsende nu isstte sig deres Reiselapper og
toge Assted med Saxo, stod Karl as Rise i dhbe Tanter oder
hvad han nys hadde hort; det sorbavsede ham, at der endnu
o
F
lvar Mennefter til, som kunde gore Mirakier, og bat-ver
glemte han fast Sorgen over Affkedet cg over at han muckt
te tilbagegive Ærtebispens Sværd og Broder Gunnerz
ftodselige Bcelte.
Tredie Kapitel.
Rappe hav Saxo snlgt sine Gcester til Døren og var
kommen tilbage til sit Studente-muten ferend han af sin
aarvaagne Leerling bestormedes med SpørgsinaaL itte alene
om Hellig Anders Miratler, inen oin Trovækdigheden af
alle ·de Sagn og Folke-Æventyr, Drengen havde hørt af sin
Bedsteinoder.
J Siedet for at indlade sig med sin videlystne LET
Ling i en lold og drøftende Undersøaelse oin slige Fortællins
get-J Trodærdighed, fik ganile Sara sclv Lyst til at høre
negle af de niange nnderlige Historier, hvoraf Barnet hadde
Hodedet fnldt: saa mødig han var, toin han dog atter
Olie i Lampen og gladede sig ret hiertelia ded at høre
’niangt et del betendt VarndoinsElkdentyy opfristet as den
lidliae Dreng. Der dar endcnsaa et og anbet, soxn han
opftrev efter Karls Fortælling, for at sammenligne det nied
celdre Saan og Beretninger. Til Gengceld lovede han
sin muntre Lcerlina et fortcelle ham ret mange smutle og
vidnnderlige Historier om dansle Keeniper, Konger cg Heite.
Det var naesten dlevet Morgen inden Karl og Saxo
date tonne til Hvile. Da det ringede til Motgenmessen i
tilosteret, vaagnede Saro af sin lette Blund og git med
sin Messebog til Kapelle-L nien hnstede ikle paa Trengen,
fosn l;an hadde beredt et Leje til imellem Papirerne pack
Bann-m
Da han toni tilbage, satte han sig til sit Arbejde og
stindrede ilte andet, end at han, som scedvanlig, var ene
i Cellen. Men da Middagstlotken ringere og han vilde
g.1a til Resektoriet, sit han forundret iØje paa Drengen,
sont sad oprejst paa Beenken og gned sig Søvnen af«
Zinenr.
,.Hvad er dette? —- nu, det et sandt! det er dig —
!)vad er det nn du hedder Z«
,,.5tarl« — svarede Drengen bedrøvet — ,,kender J
mig itle niere? gode Herre! og J- lovede mig dog i Aftes,«
at J Vilde fortcelle inig saa niange smutte Historier omi
Zionger og Zicemper.«
»Ja vist tender jeg dig, Karolns af Rise! du er ers
flink Dreng, soin gerne vil høre Historier og lære nogetzz
men kein nu nied! det er Middag.«
Saxo tog derpaa sin nye Lærling ved Haanden og
gjorde hani feist belendt ined Klosterbrødrenes gode Bord.
Znart var ogsaa den muntre, livlige Dreng, soin Ærtest
litspens Yndling og Plejesøn, vel antagen af Abbed Gan
fred da samtlige Brødrr.
J de første Dage niaatte han lnn være til Stede des
Gndgtjenesten og Andagtsnvelserne, nien hadde Frihed
til at se sig om i åtlosteret og lege med S Ieis- Ungdoni.
Eiter Abbed Thottilds og Bruder Gunners Elgcnxpel i Øm,
havde nemlig den virtsomtne Abbeds Gansred i Sorø ind
rettet en Slags Stole, mest for riae Adelginænds Bøm,»
soin enten vare befteinte til den gejstlige Stand, cller som,
efter en lort Tids Undervigning i Kristendom og boglige
sinnster, tunde anscettes soin Fijertesvende, eller Pager og
Væbnerc hog ridderlige Herrer og Fyrster. Til dette sidste
Slagg Leerlinge sluttede Karl sig fotneinmelig, og hans Lyst
til Ridderstanden, og et rast, asventyrligt Lin viste sig snatt
i alle hang Snsler og Lege. Han deltrg Villig i Undervis
ningen, men spurgte de ærverrdige Brødre niere one
Verden og dens Anlingender, end de tunde besvare, ogs
satte seld ogsaa ofte ded sin Vildstab og chrndighed de
adstadige Fcedreg Taalniodiglzed paa Prove. Om Astenen
deriniod glemte han get-me al Bildslab og Leg; han sad
da stille og opnicetksom LFader Saxog Gelie, naar den«
gainle ester Løfte fortalte ham nordiste siætnpehistorier ok
ganile, vidnnderlige Sagn om Simger oa Helte. Historiens
oni Hagbart og Signe saa vel sont dni Stiolf Krale on
han«-, Frwmper gjorde i Scri«dele5lied et dnbt Jndtryl Pan
Diensten-; tro og lcerliae Sind. Esterliaanden giorde
Saxo ham fortrnlig baade nnd-den irldsle oq nneste dnnsie
Historie saa vel soni Ined Bibelnistorien on den alinindslige
Verdengl)istotie. Da han endelia ogsaa en Llilen sor.2ilte
ham hdilten bcrømt og tappt-r Mand Zion-] Bindi-mai den
anden allerede var, oa at han var en Sen af den sfore
Kong Valdeniar, hviiJ Daad Da Lid Sara nied de starr1este
og livligste Farder hadde asmalei l)ani, da lunde Drengen
itle lcenger holde sin Jver tilbage; han sprang op fra Stam
len og raabte: »jea vil tjene Fiongent —- ieki vil
tjene ham, som Hjalte og Viggo tjentse Rona Rotf! nile
er jeg for una dertil endnu, saa lad niig tonime i Leer
hog en dygtig Riddersmand forstI hvo er del den bedstri
as alle Kongens MasndTZs gode Fader!«
»Kongen har vel ingen Axel eller Esbern,« — svarede
Saxo og tlappede den ivrige Dreng paa de røde Kinder
—- ,,n1en han har dog manae tapre Mcend onikring sig,
og det vilde være svcert at sige dig, hvilten der er den
bedste; imidlertid tror jeg, at ingen lettelig vil lunne
Inaale sig nied Grev Albert af Nordalbingien. Staat din.
Lyst og Hu til Krigsstanden, saa baade det tun lidet, at
tvinge dig til Bogen. Jseg slal strive til Ærkebispen derom
og tænler del at overtale hani. Jinidlertid tan du folge
med mig til Roskilde i Julen. Bisp Peder har sendt mig
Bud, at han venter mig. Der vil vi maaske faa Grev Al
bert at se; thi han ventes der inellem Jul og Paaste, vg«
saa kan vi tale nærmere om Sagen.«
Jngen var nu gladere, end liden Karl af Rise, og
da Saxo sendte Ærkebispsn sin venlige Bedønimelse over
hans latinste Digt, indhentede han tillige hans Tilladelse
til at lade Drengen følge sin Tilbøjelighed
Jmidlerttd nærmede Julen sig, og Karl talede me
ikke oin andet, end om hvilken mægtig og statelig Widder
han snart vilde blive.
(Fortsaettes).