f Arthurs Julsgavcn
As Muth Lomb.
Po Dunst ved Ellen.
(S."utt t.)
Jnset llndet da, at hun stundfomst forwd Vettelset
for at sttive til Pastor Winding og bebe ham og hang- Si
stet, som bun vidste. var ventet, om at tilbringe Juleaften
paa Holmegaatd.
Men i Sogneptckstens Studekevkktelse stod Auweh
Nobetts i Færd med at jage Afstrd. Han havde oftait
med Ptæften, hvorledes Juleaften stulde ordnes, nu for-:
slog han at bede Karkllanen om at være behjælpelig ved den«
»Men hans Spstrt kommer vel hektil?« sluttede Kap
iajnen, »og saa fast han jo være fri.«
»Nej,« sagde Sngneptæften, »in-n hat felv været be«
i Tag og formlt, at hun ikte lunve tomme.«
»Ja, jeg vil nu alligevel itte lægge Besiag pcm ham
han kunde jo faa en Juden og bebte Jnvbydelfe. Gud Del
stgne vor lillc Annc1.«
»Er tommcr for tidlig med Deus Velsignelse, Kac
tajn Modena Arthur Winding Vil aldtig tale et Ord ti:
Anna, for han Lan byde hende et Him, og Te ved manka
itte« —
Sogneprcrften beswndte at formlle om den Gale
Atthut LIan paataget sig at betafe for sin Falsch men Rap
tajnen afbrpd ham lidt utaalmobigz
»Bist ved jesg Bessern Faa have vift kenbt den gamsc
SlyngeL Winding, berste end jeg. Jngen heb-me at for
tælle mig, at Armut hat mai-et Aag sta sin Ungdom.«
Rapminen bøb Form-L og Zognenrwften stod og fass
efter Den traftigc Etittelsc med det bistte, sitt-ngehe Ansizzk
»Underliq er han og ikte geb at blive klog paa, men ci:
tetnbcliig Foranbring er der Im alligevel fokegaaet med l)«.1!..
i den sener Tid.««
II- Iit It
Herren er min Onrde nnq Ilal mth
sank- Zahne Isl, l
Posten var kommen. Foran Artliur laa Vreve c,.
Patter fra Elasat oa Vennen Forst lerste han dienend-»
Lidt venwdigt var det, fordi lmn ilte fil den tcere Brode;
at ie, men doa acnnemstronnnet af inderliq Tal on (·stlckd-:,
saa Llrtlzur dled aanfle darin vm Hiertet derved Saa ton
Hjldne. tlart on fast bvilende i Gild, det var, svm talte har.
med denne ssn eklvste, fromme va surrte Zotten Tilfidst ten
dan et Beet-, som dan med en vis Vlittgstelse havde laat til
Side.
For et Par Daae siden havde Artlntr faaet Brev fra en
as sin Faderg Kreditvrer, en velstaaende Mand, fom nn
trat sia tildaae fka sin Fortetning med en detndelia For
mue. Hans- Vøaek stulde anres op, oa da han gerne vildc
bade alt i eren paa en Gang, bad han Arthur om at sen-de
ham det, der endnu var tilbaae as hang- Taderg Gceld
»Nun lHUU Kr.«, sikev han« »De vil sitlert itte have
noaet imod at udbetale ntig dem ligesaa godt forst fom
fidlt."
La Akthur eiede nektspe 100 Kronen
Men dan lendte den Vei, som Rong Ezechiari havde
vandret for ttlartnsinder siden· Han udbredte sit Brev for
Herren-H Anstat, oa den unae Prcklt fit vel ilte, som den
gamle Israel-J Konnt, vjeblitlelia og lndelig Svar, men
han fit Feinmdialted til i Tro at vozre stille da vente paa
hvad Gnd vilde gere.
»Mig stal intet fatte5,« saade han trostig, ,,.L)erren
ved, at jeg har intet; hvad han fortanger af mig, maa han
altsaa selv give Inig.«
Endelia tog han da Mod til sig og aabnede den frnatede
Flondolun men han havde nccr tabt den ud of Haanden med
det samme. Vaagede han, eller var det i Dromme, at han
faa forst een HundredeteoneseddeL saa een til, og efter sont
han talle dem, den ene efter den anden, indtil han Paa sit
Strivedord fvran sig havde tre Tusinde Redner i nne·
linutte -3-edler·:’ Sammen med dem laa, hvad han forst til
sidft -vvdagede, et Brev, sont bar Udslriftem ,,En Julegave
til Pastor Vlrthur Winding«. Og dette Brev indeholdt en
Hufen som bragte den unge Maide Hierte til at beeve. J
alle diese Aar havde han tmnpet og lidt vndt fom en aod
Je«s11.lltisti Stridgmand, trostig havde han holdt fast ved sin
Bellutning og uforfeerdet baaret alt, hvad den havde laat
paa hatn af Selvsvrnægtelse og Sadn; men denne Flcerlias
hedggave fra en utendt Ven var ham for meget. Han b«
ede vaedet og grced som et Baru
Det aabne Brev laa vaa Strivebordet, men fvran del
lncelede den unge Kapellan med Ansigtet sljult i fine Hen
der. Jgennem hans Hjekte lød det med Klang af Englenez
Julelange: »Lovet være herken fra Dag til Dag! Lceggec
han os en Byrde paa« saa er Gud dog vor Ftelfer!«
»Aera hverandreg Byrder vg opfylder sanledeö Krifti
Lov;« stod der med en Haand, som Arthut aldrig for havde
set.
«E-n Bruder i Kristus foklanget at faa Lov til at folge
denne Herrens Befaling og borttage fra Deres Stuldre den
Byrde, sont De hat baaret saa længe og med faa trofaft
Udholdenhed. Han ved, hvad De hae lidt, og hvad Staat
der er i Dem. Derlom Detes hell-red, Mod og Fokmues
tunde have holdt ud, vilde det have vortet ham en Gliede axl
se Dem lyttelig fuldspte Deus Hverv uden nagen meinte
stelig Hjælp. Men han ved vgfaa, at nu, da Byen er forsl
mindstet, er ogsaa straften mindre, og han ded, at De paa«
Kne- for Herren den almeegtlge teempet for ilte at fegne
under den. Dei er hakm en Glcede at tro, at den Magt, der
dktvee ham til at sende Dem denne frivlllige Rettigde
gave, er vor Fadets Svat paa sit Batns Bon. Han bru
ger svage Mennelleheendee ttl at gste sin Getning.
Sau tag da, leere Moden det, lom De her ser. Det
hat itte tostet nogen Selvfoenægtelsu gtd det havde, for
hanc Styld, t hviö Navn det tllbydes Dem. Det er harn
en indeellg Gliede at bede Dem anvende det, sont De selv
fynetk Maatte det here Dem en Glsde at medtage og
dense: «En Beodets Julegave.«
Atti-ne lieste Btevet alter og attee. Det var strevet
med en smal, strlig Haand, men bat intet sont helft Matte,
der tunde give ham Oplysning dm Affenderen. Postmæks
tet var fra Hovedstaden, men et saa udsttatt Omraade
vilde det viere umuligt at gennemspgr. Desuden havdc
Arthut tun san Vennet det, og ingen, sont han lunde tæni
le sig var i Stand til at sende ham en faadan Julegade.
Eftet en Stunds Odervejelse git han til sin Ven.
Paftoe Holmer, og spurgte ham, hvad han del siulde gen
med den uventede Gove, tte Gange fna meget som hele Gekl
deng Stettelsr.
»Tag og brug den, og sig Herren Tat for den,« lsds
Zvaret, og Pastor Holmers Forbnvselse var faa pjensynlie"
og ægte, at Arthur intet Øjeblit tunde antage ham for den
ulendte Giver.
»Du var ogfaa min sørste Taute, men,« —
Jntet men! Bæk vis paa, at Deres føkste Tante var
den rigtigr. Hvad andet tan De vel gete, end tage den
sosn en Guds Gave og beuge den til hanS Ære.'·
Og Akthur fulgte Randet.
Tat-gen var denen, og Regnen stander Juletlottetnk
lang i den stille Aftenluft, medens Stjeknerne tcendtes et
for en, og Mannen tmnpede med de sidfte, lette Styer
Ovidt esg tlart laa dens roliqe Los over Landgbyens mos
Jroede Tage, da Akthur dandrede til Kirte og nlle Vegns
Hvok han tom fte n, mødte milde Hilsener og glade An
sigter.
Sogneprckften flulde have Hajime-se Julemomen. mer
Llrtkntr bar-de bedt o:n Lov til at holde Gudstjeneste pas
elve den hellige ?lften. For fstste Gang dar stirten oP
jknft, og den Var fnldt til sidste Plad5. Tindrende Barne
;·-jne strnalede den unge Priest i Mode, vg tnange sma«
beendet straltes nd for at snste dann »Gut-delikt Jul«, me
" sen-I han bnnede sig Vej gettnem den tæt psattede Midter
1ank1. Thi manqe as digse smaa liavde ded hans Berne
audgtjeneste for forste Gang leert at junge, saa de forftod
snmd de sang:
Vellommen igen, Gudis Engle sinnt-,
Fta bøje Himmelfnle
Med dejlige Zolflinsllceder paa
Til Jordeng Slnggedalr.
«
· , EZ.E..ZI
Lg nn sang de med af errtens Luft.
Men igennem den unge Prckft Vidnesbytd klang et
jnblendu »Æte vcere Gndk«
»Spencers aldoklige Ansigt blev lnlere og lnfere, rnc
Jene- Atthur tolle. Stille tonede del med Genlyd af Enn
zevingers Susent ,,F1ed paa Jorden«, mildt og oprejsendk
ed del til alle bange Syndekhjerter: »J Illenneslene e!
Belbehagelighed«.
Gamle Flaptejn Nobektg sad paa sin vante Pladsv
:g san paa Ilrlhur med sit vante, lkitifle Blit. Men lid:
Ifter lidt mildnedes hans lldtryl, og han havde Taaker j
Linene, — det lmvde han vist aldrig haft for, — -- da den
.inge Prwft sluttede med et sejersfaligl:
A
,,Os et en evig Frelser født.«
,,Aldkig hat Kapellanen holdt faadnn en Prasdiken
spr«, tcenlle han og undtede sig over det lldtryt as Jubel,
der pkcegede den unqe Monds Ansigt og hele Versen End
nu mere underde Menigheden sig, da Armut-, førend hnr
begnndle den scedvanlige Fellegbøm bad Menigheden om 1
bjælpe hcnn at tolle for en gnnste sakrlig Rande, sont i Do,.
var vederfaket ham selv.
Arlhur fulgte med Anna og hendeg Feder tilbaqe til
Holmegaard, og den unge Pige san undrende op paa hinn,
medeng han vandrede ved hendes Side gennem Landgbnen
Hun lendle ham nceppe igen, en saadan Lnkle sltaalede der
ud af hans Ansigt, en saadan Feftjnbel klang i hang Stem
me. Selv Falter Adelheid bemætlede, at Rapellanen var
en hell anden end ellers.
Men Annas Fadet lunde det ille vere, der havde sendt
Arthur den store Julegave, det meetlede den unge Mond i
samme ØjeDM fom han begnndte at fortælle bekom.
Efter Middaggbordet dtog hele Selflabel over til Kap
ter Roderts, og der var Juletrceet allerede icendi. Men
ingen siulde have tcenlt om den alvorlige Raptajn med der
»Im-kle, ndget strcenge Udtkyl, at hnn tunde le san hjettelinl
og lumle sig saa foknpjet med Bornenr. Selv Annas Fa.
Idee maatte med ind i Legen, og han lunde del; thi den«
sont foestaak at sorge med Jesus, kan ogfaa midt i Zorn-en
dele andres Glcede.
so es- es
»Jktun qodt oq Mtslundllcd flul splgr
nng alle mmc Izu-H Tagi- og im ital
lsliur i Hure-is Hus genncm lange
Tiber-« Ealmc ::-, n.
»Jul, Jul«, jublede det i Borneneg Latier, i de nnkiciz
glade Spm ja, selv den gamle, strebelige Motlillc sit
Fikvtlerne ftem og Stadshuen med den guldindvirtede Nul
lepul paa Hovedet og vcmdrede til Ritte, meng Rlotlcme
klang i den frostllake Winkelqu ;
Megri lun fomndres i Lobet af ei Aar. Den gamlc
Præstegaard var ille mere Anhan Bolig. Ved Kl1ptl1jn"
Noberlg Jndflydelfe var Pastor Holmet bleven forslnltcl
til et Einbede, og Llrthur boede nu som Sognepræft i den
smalle, nye Pkckstegaard· Han gil ille mete ene til siirkc,
ved Siden af ham vandkede hans unge Husiru og hendev
IFadeh den stille, alvorlige Mand med Guds Fred i det bles
ge Ansigt.
Som et tindrende Feststrud laa Sneen blcendende hvid
over Marter og Enge og drygsede lig en Regn af Diamanlei
fta de bladlsse Amen
Julemorgens Sollys blinkede i Riesens Vinduer, sag
de glsdede fom Guld, og Juleglans var der i de mange gla
de Ansigter, der saa op til den unge Ptæst, medens han stob
for Altetet og hilste Menigheden med et: ,,Fred være med
edet«, laa frejdigt og lylkeligt, fom det lydet i et rigtigt
glad Gudö Varus Vierte.
Og nedenfar Prediteftolen sad Anna og hstte til; al
dtig havde »det garnle Budstab« haft en stpnneke Klang,
aldrig havde hun lyttet med mere Længsel end nu. Thi
det er det underlige, at for hvet Gang Julebudstabet lydct
til Guds Bstm faar det dybete, rigere og stætletc Toner.
Men hjemme i Præltegaarden stod Juletræet pyntet
med Lyg og Æbler og utallige Herligheder.
Og da det begyndte at møtknes, samledes en Stark
fmaa og fattige, men lykkelige Born. Anna hadde længc
iorud samlet og ordnet Gavek og Qderrastelfer til hver
Lickr. Nu stod hun blandt dem, den gladeste af dem alle, og’
istemmede det gamle, jublende:
»Fattig lom du til Jorden neb,
Adlede Atmod og Ugselhcd
Fattig du gjokde dig med Flid,
Rige blev vi til evig Tib,
O, Gud ste Lov!«
Og Arthur lagde fm Haand i heitres:
Ca, rige blev vi«, fagde han mildt, »Gud hat dærct
s-«F
)
l
)
l
! inderlig god imod os, han hat selv bygget dort Hjem, cg
l
Inn vil vckre detS Vogter.«
» Men bag ved de to unge stod Kaptajn Rodertg, for
-"««m var ogsaa med, og han saa ud, som om han vilde sige.
» ,E--.iligt er det at give hellere end at tage.«
En Gang var han bleven spurgt, om det var ham, der
Ende betalt Atthurs Geld. Men han dar itte til at for
Ha til at rytle ud med Sproget. Kun saa meget sang
Jll:
»Ja, selv orn det nu havde varet mig, saa havde jea
un derved gengældt en ringe Del af, hvad jeg slyldte han«
deet Dersom han i sin Tid havde villet gribe en Lejligs
sit-, sont tilbød fig, var det bleven ham og itte mig, son:
Xivde erhvervet en Formue. Men ligeqyldig som han dar.
Ort-nur han det rette L«jeblil, og saaledes lom jeg i Be
färidelfc af det, som elletg tunde være blevet haus. Altsac
sxir det itte mete end rimeligt, om jeg havde hjulpet hang«
Enn paa Fode."
»Da nu bliver det jo alligevel altsammen i Familien«
ilsisjede Flaptajn Robert-U thi Arthurg ældste Laster havdc
edel at dlive hang .L)ul·tru, og til Foraaret slulde hendei
Elle Elev lonfirttiere5, faa hun tunde forlade sin Pladg ok-«
solde Bryllup.
Jngen sil faaledes at vide, hdcm der hadde bragt But
«ra Himlen til hans Barn paa Jorden med:
»Artl)us Julegave«.
Heudcs Mand.
»Man jea atter komme hjem?« stod der og itte and-et
ned ilndtagelse as hans Adresse, der lød pna et Margin
irma i London. Om lian maatteZ On om hun Vitde s:
iamk Jo, ftratsz haobe tnm strevet: »Kann jeg og Børnenc
ienter dig!«
Det var hendeg Mand, der strev saaledes, den Mate
Fælle, sum him itte havdc set i 12 Aar, og den Fader, hvem
l)ende5 Born troede død og begravet. Hart var neinlin
strats ester deres Bryllup saldet i Hcrndetne paa baarliae
stammt-raten beqtindte at dritte og sorsømine Forretningen.
Tit Slutning blcv lian afstediaet sra sm Stilling, og det
oiste sig nmuligt for hain at erholde en anden Post. Hjein
me liegnndte de at lide Neid og en efter en maatte derei
Vcrrdigenstande sielae5: dereH sinntte, lille Lejlinhed liter
ganste toin. Lin Dem forsvandt ban aldeleg, og trodg alt
var det itte inuliqt at efterspore ham. Tit Slutnina fst
hun bog at l)øre, at han stutde vcrre draaet over til Ameri
ta; nien siden havde hnn aldrig hart noget til ham·
J Begyndelsen havde det været frygtelig tungt at siaa
sig igennem, og alt, hvnd hun ejede, vandrede til Pantes
taaneren. Hirn forsøate sørst at gaa rundt i Hufene da
Passe soge; inen hun var saa svag, bendegz strcester saa smaa,
at Folt itte vilde betro hende de stiae. Derpaa hnvde hun
forsønt at siaa sig igennem ved Stining, og ved Slid og
tldtioldenhed lnttedeg det hende at sortjene saa meget, at
nun on Bomene tnnde faa det danlige Brod. Hun arbei
dede Nat oa Dag, sied, til Blodet piblede srem under hen:
Des Neale on liun udmattet sant ned over Arbcjdet. Da hun
stedse ndsørte sit Vlrlicjde omhnggelia og sainvittigl)ed5fuldt,
Unndt hun snnrt stølnnasndenes Tillid, cor hvenk hun ar
bejdebe, og hun lilev lxetroet størrc «Llrbejder, blev bedre lon
net, og hendes Stilling sorbedredes Tag for Dan. Nu
havde hun arbejdet sig op, saa hun havde egen System et
smutt inøbleret Hjem og et tendt og agtet Navn.
Strath hun havde aabnet Btevet, besviinede hun. Da
hnn att» toin til sig selts, greb hnn dct igen og læstc det
Gang ester Gang Pludsclig tom der et Trckt as usigelig
Lytte over hende, og hun sanl paa since og grrrd as Glæde.
iSaa sprang hun op for at ile ind til Børnene og sige dem,
Jat vereg Papa koni. Men i Døren standsede hun, blev med
et ganste bleg, greb sig tned Haanden oin Panden og luste
de igen med et Sul stille Døren.
Thi, hvig han nu var, som da han reiste, om han nu
ilte havde forandret sig og atter vilde gøre hende Livet til
et Helvede — var det da en Fader at give Bornene, og vilde
han blive modtnget som en Fadens Nei, nej!
Forst havde hun bietet uvis, om hun stulde strive elle1
itte; nien til Stutning havde hun tagct Pennen. De fol
gende Dage var en eneste lang Pine for hendr. Om Neu-i
terne sov hun aldrig, men bad og græd. En Dag faldt’
hun befvimct oni paa Trappen; Pigen bragte hende ind, og
et Jlbud blev sendt efter Doktoren.
Strats efter bankede det heftigt paa Deren; Pigen
luttede hurtigt op, og en Mond i Oversratte stod udensor.
Otn det var her, Fru Strom boedeZ
»Ja, et De Doktoren? Det var godt, at De kom;
Fruen er vist wende, aa, stynd Dem!«
Den fremmede futgte ester hende, og strals efter stot
han over den besvtmede Fruc. Hans Oversrattetrave var
staaet op og Hatten trutket ned i Banden, saa man kunde
tkte se hans Ansigt. Hart tog hendes Haantx bad Ptgen om
noget Band oa vædede hendes Pande. Hun aabnede nu at
tek Øjnenr. Pigen fortlatede hende, hvad der var wissendl
og kptt tattede hun Doktoren.
»Ja, min Fruc, De hat ooeranftrængt Dem og maa
for det forste holde Sengen,« sagde den fremmede med en
underlig, dyb Stemcne, der ligesom skjalo af Bevægelsr.
Der var noget inderligt, tiltrækkcnde, over den frem
:nedes Besen, og hun sik med et Lyst til at meddele ham heIe
sin Historie; han kunde maasie troste hende, og en Læge ev.
jo ogsaa en sygs Striftefader. Og hun fortalte ham alt.
Da hun var fcerdig, herstede der en lang, pinlig Tavshed;
knen til Slut totn der hviskende fra hom: »Elster De ham
endnu Z«
» »Ja, saa usiaelia, s— bare jeg vidste, hvordan han var-,
wag om han var mine Born Vcetdig! Aa, hvor jeg da stulde
clsie ha1n!« Og hultende stjulte hun Ansigtet i sine Hien
der.
Den fremmede rejste sta, trak Overfrallen af, lagde
»Den oa Hatten fra sia paa en Stol, bøjede sig over Sengen
.««g hvisiede: ,,Marie, kan du tilgive.’«
Med et Steig tejste hun fig, stirrede paa ham et Se
kund og flog saa Armene om hanis Hals-.
»Min Mand!«
-——-.-E.-——
(8«-t Verdcnssprog.
En Missicsnasr i Sydofkika havde arbejdet meget
Islandt Hedninaerne. Nogle fremn1ede, som bespgte hem,
Indrede fig derover, oa sckrlia vilde de vide, hvotledes han
mode tu.1net gøre sig forstaaelig for dem, for han kunde
Zproaet. Missionceren svarede: Der et et Verdenssprog,
om man forftaar alle Steder, og det er Kcerlighedcns.
cfte er her kommen vilde Flotte-, som støjende hat truet
H paa Livet eller villet jage os Vcek. Godt var det da,
«t jea itte forstod deres Trusier. Men jeg git ind i mtn
Etue og talte med Gad. Jeg havde et lidet Vceristed i min
Bolig. Der stod jeg Dagen igennem hele den føtste Tid
Jg ajorde Hatten Gevcerer og Knive i Stand for de Jud
7ødte. De, sorn faaledes blev hjulpne, gik saa hjem og for
alte, hvad jeg havde gjort for dem. Og paa den Maade
oer Jorden beredt for Ordets Sced. Jeg talte ikke med
Zungen, foIn Ilpostlene paa Pinfedagen, tvcertimod —- jcg
adbrwttede dereg Sprog sorgeligt; men de kunde forstaa,
it jeg Inente det godt med dem. De faa Taarer i mine
Der for deres Hierters Haardheds Skyld. De forstod
Ordet »lerato« (.Kcerlighed) og Ordene »ke a lerato« (jeg
slsker eder), og det gjotde Virkning selv paa de haardestk
David Livingftone forstod at bruge det fannne Sprog.
De sorteg Øjne lyste, naar de fortalte om den oenlige Dok
kor, sont havde besagt dem for mange Aar tilbage. De for
stod ille et Ord Engelst, men de nicerkede, at Kærligheden
doede i hans Hjerte. (,,EV. L. Kirket.«)
»s
Visdom og Vid fra Talmud.
(Samlet ved Tacitus).
Vær blandt de, der forfølges, og ikke blandt dem, der
forfølge.
— Skænderi er den svageg Vaaben
— Bagvadskelse er Mord.
—— den retfcrrdige er ftørre i Døden end i Livet.
—- Bedre er det ille at tunne here, end at lytte til Bag
vadstelse.
— Spotteren, Løgneren, Hykleren og Bagvaskeren stal
ille atve Gudg Rige.
—- Vær modig som Leoparden, let som Ørnen, hur
tig som Hinden og stærl som Løven til at gøre din Fadekö
Vilje, sin er i Hindert
— Hvor itke Fred findes, trives intet.
— Talen er Ojerteth Budbærer.
—— Lov lidt og got meget.
—- Scmdheden er sit eget Vidne·
I
Logneren er vcerre end TI)den.
——- Tette er Løgnerens Straf, at war haa- slqer Sand
l)eden er der ingen, sont tror l)a:11.
»O- «—-. 0 kw
Tanketorn.
Der er mange døde Sjcele i levende Legemer og mange
lebende Sjæle adstilte sra døde Legt-met
(P. A. Samsing.)
—- Du kan drage Lærdom af Trceet. Løvet bevcegeskx
tmar Binden fater igennem Kronen, men Stummen staat;
det grmme Tell, som stngqer imod Sommersolens Brand.
faldet af, dødt og vigsent, naar Høften kommerz men t
Stummen lever det Liv, som vil udfolde sig, naar del attek
bliver Baar. (J. Paulli).
—- Selvhengivelfe fører ille Mennesiet lcengere end
Itil Glcede. Men idet Religionen vcetter Mennesiet til Tak
sigelse, Tilbedelse og Lovprisning, føker den ham til Ly
salighed. (H. P. Ritter).
—- To Ting hat enhver Kristen at agte, først at der
høter en ftor Kraft til at vcere en Kristen, dernæst at den
Kraft lommer ej af os selv, men den komme-: fra KristuS«
(P. Hetsleb).
—- Grav dybt i Guds Ord, saa sinder du evigi Guld,
og begrav det saa i dit Hjette, saa begrckver du ej dit
Pund i Jorden.
· Dybt fornedres flal enhvet,
som sig felv ophsjer,
hsjt ophsjes stal enhur,
som sig felv new-im
(Gtundtvig)«.