.
V e d I u l e t t d.
(Qversat fra Thsi as Elle n.)
Aldria lyde Kirtetlotterne saa iublende tlart, som
naar de tiine Julen ind. Vidt sorstellig sra Langstedasf;v»
dyde Alvorstoner oa Paastenioraens Sejergsang tlinae di
Juleasten med Gentnd as Engtenes Sange og sende ud
oder Land og Bn et »Halleluja«. saa mæatigt og wagend-»
at det ,,talder paa garnmel og ung, mest dog paa Sicelenl
trwt og tuna«. ;
Qg de flottes i Starevis, de travle, urolige Mennesler,’
de saniles oin Varnet i Vethlehem, Himmeln-Mem der tosn
sor at uddele sit Riaes Statte, Frelseren, der i det sattigei
Herberge begyndte sitt Trænaselgvandring som det Gung
Lam, der stulde beere al Verdens Sond; men hoor manae
tage imod Himlene Juleaavek hvor mange vende hjem sra’
den lyse Kirte oa de glade Julefalmer med Livets Lys i
dereg Hjcerter oa »den nye Sang« tonende igennem Sjie !
len?
Luttede Dsre oa ftcenaede Vinduer tnnde itte hindrci
Alottetlanaen sra at naa ind til den graahaarede Doktor,
der i Lænestolen med den laadne Hue ned over Drene spat-«
at værne stg mod dereg Magt daa en baldig Haltet-)an
staun.
,,Juleasten, Præstesnat«, brumtnede han oa trat Hucn
helt ned over Linene, »Odertro oa Taabeliahed alt til
Hohe. Hvor lcenae stal det oare, inden Folt tunne srigore
fig sra digse gamle Historier? Hvorsor lobe de alle til Kir
te i Astenz jea ved as Ersaring hoad det Hele har at be
tade. Men der et heller itte mange, der har tigget de Sort
tjoler saa dybt i Kortene som jeg.«
Og medens han sad der, alene og sordybet i Minder-»
ne, gled Billede ester Billede, baaret as Juletlotternes Tini
ner srem; han saa den gamle Priesteaaard langt ude paa!
Landet; halvt stjult baa inceatiae Lindetrtrer vintede den(
med sine tlare Ruder til Hvile og Vedertveegelse indensxsr
det aæstsrie Hiems Tore.
Gennein Eaestovem der omaav den lille So ved Kir
tebatteng Fad, ilede en una Student; lcknaselssuldt føaicl
l
hang Blit i Astenftumrinaen srem inod de oelbetendte Lin
detrceer, nu var han ude as Studen, nu saa han Breite
aaarden, oa der paa Landevejen udensor Haven tom ers-:
slant, ungdonimelia Stittelse ham i Mode. !
»Anausta!" nddrad han, »du her, oenter du oirteli i»
paa mig.« s
,,.Hvorsor stttlde jea ellers i Timeoig vandre srem i!
tilbage her paa Landevesen« soarede den unge, næppe ttwe i
aarige Pige oa tlnnaede sra til ham, »min Ver-der beanndte
at drille mia med at di-: se bladlsse tsaetrcker tun vilde oas 4
re en daarlig Stnaqe sor Mannens Straaler.« l
»Jeg tunde virtelia itte komme for«. sorsttrede Stu
denten »Min Broder oa jea havde astalt at modeg da
splges ad herhen men jea havde ventet paa hain hele For- s
middagen, uden at han tom.«
»Tet tunde du have saat dig selo, Emil«, svarede Ali-i
ansta, »du ved so, at din Bruder er itte til at ftole paa.«
»Du dømmer hatn sor strcenat, Augusta: han er nom»
let, det ved jeg not; men han er oasaa saa ung endnu oii
har itte rigtig saaet Snn sor Livets Alvor.«
»Det burde han doa have, naar han vil tænte paa at
blive Prcest,« saade Augusta alvoklig, »men jea er ogsaa
sitter paa, at der bliver aldria nogen virtelig Sjælehyrde
as ham, han er altsor derdslig.«
»Hvem Gud aider et timbedh aiver ban ogsaa For
stand«, mente EiniL »Theodor har et godt Hjette oa en
asrlig Villie.«
En Stund vandrede de to nnae srem oa tilbaae under
sortrolia Samtale; sørst stjulte de sia mellem Træerne, men
da det blev markt, opsogte de en lidet bescerdet Martvej i
Nasrheden as Landsbyen.
Studentens Faden den aamle Pastor Ehlers, havde
nemlig paa det bestemteste srabedt sig al Tale om Forlovel
se, ssr hans Sanner havde taaet Etsamem Den celdste,
Theodor, den nngste, Emil, vilde vckre Lcegr. Præften tun
de riatignot itte undaaa at lægge Markte til, at naar de
unge Mennester vare hjemme i Ferien, tom Augusta, som
var Datter as en oelhavende Landmand i Sognet, hat-nigre
re end ellerg i Præstegaarden Han mente heller itte, at
digse Besøg udeluttende gjalt han«-; svaae, oste senaeliaaen
de Dotter-, som var omtrent iasonaldrende med August:,
eller at den unge Pige vilde sage ham selv som Prcest ;«,1
Sjcelessrger; nien han taentte, at det muntre Samliv med
Studenterne tun var en behaaelia Tidssordriv, uden at
nogen as Parterne lagde dybere Bett)dnina deri. Thi Au
austa sorstod saa snildt at dele Sol og Viud lige intellcm
Brpdrene, at man vanstelig stulde blive tlog paa, hvern
hun egentlig soretrat, eller oin hun i det hele taget udnuet—
tede nogen as dem.
Billedet vetslede; atter var det Juleasten, og Studen
ten havde liae saaet Lampen tendt Bordet i det lille Vie
relse derinde i Hovedstaden var suldt as Julegaver sra
Slægt og Venner, nien hans ssrste Tante gjalt et Brod
med hans Sssters Udstrist. Det meddelte, at heades Fader
i den stdste Tid itte hat-de oceret rast.
»Kresterne tage as,« strev hun, ,,det salder ham be«
standig tangere at udsøre sine Embedspligter, og det er
en sand Lytte sor os, at Menigheden i dort Nabosogn hat
spat om at saa Theodar til Prcett Saa tan han da give
Fader en Haandsrcetning en Gang imellem. Til Foraaret
stal han indscettes, og tan du tænte dig, hvem der stal
vcere hans Hustkuls — Ja, jeg tunde jo not merke, at det
var itte sor min Styld, Augusta totn tidt herover i Ferien;
men jeg sorstaar itte, hvorsor hun nu hat meddelt mig sm
Fortovelsr. Jeg tan i det hele taget itte blive tlog paa heu
de. hun gaae omtring saa stille og sorsagt, og i Gam,
da vi havde Forlovelsesgilde, tunde jeg se paa hendes blege
Ansigt og bedrsvede Blit, at hun havde grædt tneget. Jeg
maatte spsrge mig tell-, om hun alligevel stulde have taget
sejl og sprst, da det var sor sent, set, hvem hun i Grunden
havde givet slt Hierte.«
Studenten stod og saa paa Beet-et. menz Boastavcrne
sorvtrredes sor hans Hine, saa han ttte tunde lceie dtderr.
Saa satte hatt sigst den store Leusioh ttsttede et Øjebltt
Dovedet med sordetsog suttede,som Jtæei sinken naat
det- dauer, oq Otten- statpe Eg trmsertnd t dets Mai-v.
’,.Det lan Me, nej —- det la n ilke viere sandt!« udbrpd
ban og saa op med et Glimt as Hauf-. »Augusta lunde al-«
drig saaledes fortaade mig.'
Men bvorsot var der da ingen Julegave sra bende
sont endnu aldtig badde svigtet bemi? Hvorsor var der
ilte en Gang et Bren, itle en Hilsen fra den Kvinde, san
selv bavde taldt sia bang Brud? Hvot lunde bang Siestri
tale om Fotlovelse, som bun selv bavde vertet Vidne til,
naar det ille vor suld VirteligbedZ
Han sprang op og lob nogle Gange frem da tilbaqe
i Sitten-, men der blev bam sor trangt, ban maatte nd, -- —
ud i den lolde Vinterlusiz der var tryttende hedt og lvalmt
i det lille Vatelse.
Bott ska de besasrdede Gader, ind mellem de bladlese
Tretet, bot-e der var ensomt og stille, bvor Klotlellanaen
lød sjernt og damvet, bvor intet mindede om Julelyz ciil
Juleglasdr. Det visne Løv raslede under bang Fodtki.i,.
og en stille Zinsen aandede igennem Træerneg Kenner, incziJ
Studenten ansede intet og saa intet uden Mørle nden o: as
ag inden i sit Hiette oa hørte intet andet end Genllangen «in
sin eaen bitte Klaaet »Forraadt, sorraadt!«
Hele bang Sinle Fottroligbed, bang fulde, selvbeix
givne Karligbed bavde hun ejet, oa nu -— nu mødte bain
Bruder dette Blit, som saa tidt hadde stkaalet bain selv i
Mode, nu trnltede en anden den Haand, der saa niai:-:e
Gange bavde bvilet tillidgiuldt i hang, nu kalte bun med m
anden det Hiertete Zprog, som bun saa tidt bavde udvelx
let med bam.
Amt, vierte-na, lnnaet as den eengstelig slærenssi
Smerte sagte ban tilfidst sent ud paa Aftenen tilbage ri:
det Hug. bvor ban boede.
Medeas ban var dorte, bavde Postbudet bragt endnn c-:
Bied. Hang Hasndet knstede, idet ban aabnede det.
,,Emil«, stod der, »o, du ved det allerede. Du sorsta.:1
mig itle: sordem mig ilte, men bed, bed for mig: jeg l u .:
de ilte andet. Augusta.«
Emil lultede Lieberne sast samtnen og lnuaede «:·
Lieblit Handerne mod Pandem bele bang Zjæl Vaandeksp
sig i et bietteslarende Klaaemalx der var nagen som bra«!,
noaet, som Tildria aldria stillde tunne læaeg· Men n«1.-.:
Hjokten bliver laaret, siaesz der, at den foger ind i St-«
den-;- stiulte Dab: tbi inaen slal ane, livad den lider.
Setsten lanae Aar bavde itte belet det Hiertesasr
fom stjulte iia baa den alvorlige Læaeg roliae Ydre. End
nu i dette Lieblil var Smerten lige dlib og frisl, da Tkk
taten sullede som den, der sorgceves feiger at afslaffe -.".
Byrde, som ban doa itle maeater at bate.
Lidet bjalp bani den Trost, at bun, bang Unadonszi
troløse Bind, bavde maattet lide mange tunge Staffeln-«- s
Hendeg Mand var død hendeg Fader var aaaet sallit, las
bun tjenle nasppe det daglige Brod til sig selo og Bemerke
ved at si) for Falt: »Bei er Lan sont forstyldt« saade
Tottoren til iig selv; men deri fandt ban ille sin egen tabte
Lalle!
»Got« Asten«, lød en tkastig, lidt baard Ftvindesteinni-3,
oa en lana, maaer Stiftelse traadte ind. »Zidder Te
endnn i Meile, Doktor Z«
»Ja, i Listen saar jea nol støtte mia selv, Madxn
Bensch, De bar tist ille Tid at taende Lug i min Zine.«
»Det manalede bate« ,udl)rød Konen, ,,slulde jeg itie
bade Lov at aaa i Ritte, Juleaften. Alle ordentliae Men
neslet bave jo været til Jnlegudstjeneste, alle, siger jea,
undtaaen faadanne Hedninget som De oa Dei-es Lige.«
»Einem i al Verden stulde jeg gaa i Ziele for?«
,,?fok at talte Gnd natutligvigz stnlder De bam ilke
Tat, iotdi ban itle for lange siden bar ajort Ende naa saa
dan en aammel, utatnemlig Stadien der aldrig nor andct
end stalde da brummef Lg fordi bang enbaarne Zion dL' -.»
net-re ogsaa Dereg ,yrelier.«
»Bliv mig sra Livet med de Animestuebistorier; bat;
jeg itle een Gang for alle bedet Dem bolde Deregs dnbsindiH
ge Bemcetlninger sor Dein selv. Kan jeg aldrig blive sris
sor det dumme Brole Kvindsoll ere da ogsaa en: Litz
Plage. «
,,Saa gad jeg not vide, hvorsot De alligevel vil have e!
Kvindsoll i Huset. «
»An, man stal jo bade aiort rent en Gang imellem ok—
lavet noget Mad; men derfoe givek jeg Dem Deres aode
Len«
»Ja, og Snallen saak De oden i siebet. Jea er ogsaa
godt sornøjet med Sonnen; men en Julegave santee jeg
gerne, De tunde unde niia. De bar io inaen anden, som
De lan aøke en Glasde paa denne bellige Aften."
,..f,)ellia Aste-m Vigvasl Denne Aften er sot mia itle
andekledeg eller mere bellig end alle andre Astenek Ularet
rundt. Jngen Aften lnves og bylleg der saa meget som paa
denne, og det eneste gode ved den et, at den i Reglen give
og Lager en Elgtrasortjeneste.«
»Du er sandt, Doltor, jeg lommek i Tanler om en
stallels Ente, som nylig er slyttet ind i del Hug, bvor jea
bot«, udbtsd Madam Bensch. »hun bar fem Bern, og et
af dem, en lille, dejlig Dreng paa syv Aar, liager dsdgsyg
Den stallele Kone bat tendt bedre Dage, og bun slammei
sig ved at siege Lage, naae hun ille bar noget at betale med.
Aa, leere Doktor, De bar jo et Hierte sor de sattige, og De
sliilde se den Dteng, saa smul og saa spd og mild· Jea
vil gerne betale det, De lan jo ttcelle det sra min Lon,
naar De bare vil se til bam, sør det blivet for sent·«
»An, Passiat, plejer jeg at veete saa pengelær, at jeg
ilte stulde lunne bjalpe et stallels Barn, fotdi Moderen er
sattig? Sttals bid med Støvler og Oversealle, og gaa
saa selv med og vis mig Vej.«
»Man-, leere He. Doktor, Gud vil velsigne Dem so
Detes Godbed«, sagde Madam Bensch og bjalp ham stand
somt Overtsjet paa. »Jeg ved nol, at De ttoe ille paa vo:
dytebare Falsch men ban give Dem Troen, saa at De itte
stal komme i Helvedez det var dag saa setgeligt Og des
gamle Provst sigek, at i gainlc Dage dar alle Lagerne
fromme Mennester, men tu er der mange af dem, der tto
mere paa deres Videnslab oa Dygtigbed end paa den leben
de Gnd. Det ved jeg, at De ger, men De lan endnu fac.
den Tro, der stelser os arme Syndere ind t Himmerige.«
»An, J Kotndsoll ere Tossebovedek alle til Hobe«,
benmmede Doktoren, »der-sum der et mange as Jetes
Stegs t Himleth saa stal jeg ilke have noget as at kom
me Uti« , » . « « «·« «-J uns-« »L« --l«-L,ø 4W
i
Sneen laa blendende hvid i de stille Go"der, og tun
faa var-e de, der færdedes ude i Vintertulden. Juletræetg
Lys stinnede ud gennem Rullegardinerne, og Braunstein
mers Jubel blandedes med Julefalmernes gamle, tendte
Melodien H j
Leegen sinndte sig forbi de mange glade Hjem oa neu
ede, ledsaget af Madam Bensch, der nceppe tunde holde
Stridt med dam, et lille, fattigt Hug ude i Forstaden. Vin
duesrnderne vare itu og erstattedes af Papirftytter vg
Brasdderx i det merke, snedre Rum, der var baade Sove
tammer og Dagligstue, stod en Flot Born hultende ow
tring et fattigt Leie. hvor den lille Dreng lea, tun daarlig
Vermet mod Kulden at et Par gamle, slidte Uldtæpper.
Jngen Jld i Fiattelovnem ingen Mad paa Bordet, stont det
var Juleaften; ingen Festglæde, tun Mangel og Nod og der
bitrefte Sorg i alle Ansigter. ·
Lægen bojede sig taos over det syge Barn, hois tunge
leandedrag og forpinte Udtryt talte tndeiigere end utaalii
modige Klager om den tveelende Sinerte i Halten. Den
lille Dreng saa op, og idet dank store, morle Øjne mødtc
Dottoren5, git der et lyst Sinil over hans trætte An-«
Hat.
»Lntel Tottr-r«, hvistede han, »te.n du turere mig?
Dei got saa ondt i min HalS.«
Mange Gange i den sidfte Tid bar-de Tottor Ehlers
modt dette fmntte, milde SmiL naar den lille klar-jede,
lnglottede Dreng lob forbi hani til eller fra Stolen; han
havde glcrdet fig over det friste Barneansigt rg undret sig
over itte tidligere at have lagt Mirrte til det, naar han fcer
dedeg mellem Forstadens Smaafolt. Nu underspgte han
iin lille Ven omhnggelig, derpaa dendte han stg til Mode-»
ren, der tncelede ved Barnetis Seng med Aniigtet ftjutt i
«ttuderne. ’
»Den Grceden ital itte gort Teres q«reng rast«, saade
lian rttaalrnodig, ,,5e ltellerede at faa fot i et Stntte Linnea.
dnd det i toldt Band og giv mig det, iaa ital jeg leegge dct
am Barnets Hals-. Lg du ttore Pige«, oedblev han, hear
vendt til den celdfte Dotter, ,.ftnnd dig at faa noget i stat- ·
telovnen, er det en Maner at iidde her og frnie i saadan en
Hundetulde.«
,,Vi have intet at lergge i stattelevnen Ho Tottor«,
hultede det dalvvothne Pigebarn uden c: ikerne iig fre.
Brodereng Sena·
Moderen liavde rejft sig ov, og Toter Eblerås iaa ind
i hendes blege, udtcrrede Anstat. «
,,Augusta!« udbrød nan, idei han veg :ilbage, ,,er det
virtelig dig?««
Men i nieste szeblit vendte det garnle. itraenge Ud
trvt tilbage, og han sagde i en igtold, bydende Tone:
»3tynd Dem, Feue, det gerlder Barnetg Liv.«
«Jeg er saa fulten. Onkel Dottor. bar du ilte et lilte
Etntte Brod«, spnrgte en lille fem Aarg Treng og faa
tillidgfuldt op i Lageng Ansigt.
,,Giver din Moder dig da itte noget at itsise?'« idurgie
denne haardt.
»Moder bar selv itte faaet noget at fpise i de to sidite
Dage«, fagde den unge Pige halv heit. ,,Vi have itte en
Brødftorpe tilbage.«
Doktoren fit i en Fart Haanden i Lommen.
»Der,« sagde ban og gav den lille nogle Penge, ,,ftvnd
dig hen til Bageren efter nogle Hvededrod og tag noget
Smor med hjem fra Købmanden Det er ogsaa bedst, du
henter fem Pund Kød fra Slagteren med det samme. Mer.
tag Benene med dig, hører du!«
»Lg du,« sagde han til en Tit-eng paa omtrent en
halv Snes Aar, »du tan gaa ben til den gamle Bur
meifier paa Hiernet og hilfe ham fra Dottor Ehlers og lie.
de. om han vil bringe Vrcende og Torv herhen ftratä i
Afterr. Sig til Rarlem at han stal faa en god Drittest«l
ling, hvig han tan stynde sig.«
Med et Frndestrig for den store Dreng nd af Deren,
og den lille tog sin fireaarige Spfter om Halten og jubledet
«.5taroline, nu faar vi noget at svife.«
Doktoren pndtede fin Riese og blintede med Øjnen--,
mens han mumlede: ,,Løn fom forstyldt, hin, ja, men
dette her er dog lige ftrrengt not.«
»Jeg tan itte rende her fra Morgen til Aften,« fagde
ban fort, da Moderen tom ind med rent Linned og en
Staal loldt Band, ,,i Morgen tidlig sender jeg min Vogn
efter Drengem saa tan han blive hos mig saa leenge, til
ban tommer seg. Her tan han hverken faa ordentlig Pleke
eller tilstrættelig Kost, naar han stal samle Krafter igen.
Men jeg stiller den Vetingelfe, at De under ingen Omsteeng
digheder sætter Deres Fødder i mit Hirs.«
»Gud tønne Dem for Deres Godhed,« svarede Ente-i
med fvag Rodrne i det smutte, sine Ansigix »intet Offe:
er en Moder for tungt, naar det tan gavne hendes Barn.
Jeg tager med Tat inod Deres Tilbud, hvor spasrt det end
vil blive for mig, itte at turde se til min lille Dreng.«
,,Blio mig fra Livet med alle de Talemaader, jeg
ved, hvor meget de have at betr)de.« Doktoren butkede og
git, og udenfor Døren lob han lige mod Madam Bensch.
»Bensch,« sagde han, »sorg for at have en Seng i
Stand til i Morgen, jeg ladet Drengen hente hjem til mit
Hirs, han omtommer jo her af Mangel paa ordentlig Nas
ring."
»He-see He. Doktor,« udbrod Madam Bensch rørt,
»De har dog et godt Hierte, jeg sial aldrig mere bestylde
Dem for at vcere en Hedning.«
»Hold Deres Visdom for Dem selv,« sdarede Dot
toren, »det er nu min Julegave; og naar Drengen tormner
fig, veholder jeg hom. Jeg tan godt lide Inten, og det er
altid en Tidsfordriv at have en saadan Kncegt om sig.«
»Vil De beholde ham2«
»Ja, og dermed er den Snat ude.«
,,Hr. Dottor,« Bentch var Uforbederlig, »De blivee
dog en Gang et omvendt Menneste, Gud har allerede fat
i Dem.«
It- ";’: I
Trosast og utrættelig plejede Doktor Ehlees det syge
Born, varligt og ornt sorn en Moder lagde han det tii
Rette i Sengen og fortangte at faa tin egen Mad bragt
ind i Sygeveerelfet for intet Øjeblit at vige fta den ltlle.
Juledggs Atten, da ,Drengen, sorn allerede var bebte
vtlde lægge fig, til at sove, foldede han forft Hænderne og
sagt-U »Bi! du bebe med mig, Doktor, det gtt Mod
altid.« »
»Im lcm ikle bede,« svarede den gamle Doktor gansti
betuitet over Dtengens Forlangende. -
»Hm din Moder da ilke bevet for dig?'« spurgie W
lille og siitrede forbavset paa sin Ven.
»Jo,« —- Doltor Ehlers saa med et sin kaekf «
tmbey milde Blil og horte gennem Barnets Ord en Gen
llang of hendeg Afstedshilfem »Emil, lov mig, at du als
drig vil glemme at bede.« Han havde lovet det, og m: —
nu maatte han spare: »Det hat jeg gleini, glemt for lcngt
siden.«
Han kunde ilte fortcelle deite Bam, der laa det, fest
llillelixit i sin ubetingede Tro, saa tillidsfuldt i Fotviös
ningen ons» at alle ooke Bomin blive horte, hvorfor han
for mange Aar fiden haode kastet baade Tro og Bin over
Bord som gammel, unyttig Ovettro. Han iiænnede illa
at fonderrioe den flømie. indbildte Drommeverden; hvad
lunde han vel give Barnet til Erstatning for den helligk
Glccde, der i dette Øjeblik lnfle ud as dets sttaalende ØjneT
Hvad ejede han fele Hvad havde han fundet til Beden
kvægelse for fin Sjcel i Gxidforladthedens og Vantroens
ØrlenZ
»Carl stal jeg lcere dig bei iaen,« sagde den lille ivrig,·
»Moder fixier, at vi lunne ille sove rolig, naar vi itte
ljavde bedet vor Aftcnbøn.«
Havde Doltor Ehlerg sovet rolig i disse mange Aar,
da ingen Von haode helliget hang Hvile. Uvilkaaklig gled
lmng Tanler tilbage til de vaagne Ncetter og de tungsins
dige Grublerier, som havde jaget Freden fka hans Leje.
»Men saa maa du lnæle, Onkel Doktor; Jesus vil
helft have os poa Knie, naat vi bede, siger Moder.«
Doktor Ehlers stirrede paa Drengen, hvad skulde hcm
gelte? J feig-ten Aar havde han. ikke bøjet Knæ for den
lebende Gub; om nu nogen kom og fandt ham, Videnstaböck
manoen og Friicrnleren paa since! Han lyttede; men ilke
en Lno hortesz udenfor, og Drengen der henne i Sengen lob
illc til at lunne falde i Ro uden forst at have faaet sin
Bille .
Laiixisomi bojedes Lægens Knos, cengsielig og hold
undfeelig foltdexlz hcm Hocnderne og lyttede til Barnets
Bølk ’x’
Jeg erVgrxei og gaar til Ro, , «
Lulker minö Eine io, 4
Fader, se i FiæNighed -
Tix vin liue PthixR neu
I
I
Barneth Bøn var for lcenge siden fövftummet, og de
smau, tratte Øjne luttedeg i en rolig Søvnk xmen endnit
tncelede Doktor Ehlerz ved Siden af Sengen meds det grad«
Hoved stottet mod de foldede Hcender. En stillh, sagte
Sitten aundede acnnem hans urolige, tcempende S1 l, eee
Hilfen fra Barndomghjexnmetg Fred og Lykke kaldte in
derne frem om alt, hvad han havde ejet — og rnistet.
Nathan glckdelost og fredløft havde han-s Liv væ est
Haab oa uden Maai. — Men hvig var Skylden?
Al den gnmle Skuffelse og Smerte brød frem
iin hele tnugende Lidelse, saa Doktoren Vaandende sig
ded. Men pludselig sprang han op. Bagved ham lob ed —
Forundrinagraab, og da han Vendte sig onl, stod Madam
Benfch i Deren gansse rod i Kinderne og med foldede
Hemden faa betagen as at finde Lægen, Spotteren, paa
Knec. at hun rent glemte at sige Besied. Men Doktoren
stød hende til Side og sinndte sig forbi hende ud i Ventei
vcerelset, hvor en af bang Benner havde indfundet sig for
at tage ham med til den Kniee der plejede at være et ynoest
Sanilingssted for flere af Doktorens Omgangskred5.
Det var lænae siden, Doktor Ehlers haode asslaaet
Jndbndelfen til en hnaaelig Aften samtnen med sine Ven
ner; i Aften fagde han nei: rintignok var dei tun et Paa
siud, at han ikke tunde forlade den syge, lille Dreng; thi
denne sov trngt og kunde godt verre ene; men Doktoren
havde itte Lyft til at forlade sit HjeIn Thi nu havde han
virtelig et UHjem Hidtil bavde han levet for fin Gerning
alene, lmvde tastet sig ind i sit Arbejde med hele fin Sjæls
straft oa Dag on Not ofret fia for sine syge
Midt under denne hvileløse Travlhed havde der bog
bestandig verstet en ntilfxsedgftillet .Higen, et aldrig udfyldt
Savn i hang Hierte Foraæveg havde han sont at still-.
sin Sjcels Trost ved Videnstabeng Vceldx foraceves prøoedc
han at alemine den naaende Tomhed i sine Venners osJ
Kaldfcellers Seinen Andre kunde han bringe Helbredelfe«
for sit eaet syae Hierte vidfte han innen Lægedom, ·
Thi Mennesieh stabt i Guds Billede, finder ingen
.L)Vile, for det hviler i Gild, Sicelens Længscl bliver ikkc
stillet, Hjertets Tørst itte slnktet, Livetg Tombed itke nd
fyldt, før det fyldeg, gennenitrcenges og vedertvægeg af
ham, der felv er Livet.
Først nu, da dette Baru, der san tillidsfuldt lang
sit lille Hoved til bang Brust, atter hat-de bragt Ftærligs
hedeng Solstin ind i hans Liv, forftod Doktoren, at dei-,
der haode tasrct hans Kraft og bøjet hans Ryg før Tiden,
det var Savnet af den sicrrlighen der havde omgivet hanl
i bang Barndomghjem og spredt Lys og Lytke over hanis
førfte Ungdom. Han forstod vel ikke, at han selv havde
luttet sit Hierte for denne Karlighed thi »Gut) er Ker
lighed«, og tun i Gud findes den Kæriighed, der ikke svig«
tee og svinder, fordi den selv er Livet og bringet det evigs
Liv med sig; men han fandt for første Gang i mange Aar-,
at han ejede itke blot en Bolig, men et Hierin Han havds
vundet, hvad ikke al hanö selvforncegtende Pligttrostas
havde kunnet give hom, et Menneste at elste og at leve for
Ofte bliver den, der hat vceret meget syg, og begynder
at komme sig, ganike underlig til Mode ved paany at vends
tilbage til Livet; Doktor Ehlers følte sig heller itke tigtig
vel ved, at Madam Bensch havde opdaget ham i det Øjes
blit, da han smagte de føtste laeskende Draaber af Livets
Bald. Da hans Ven var gaaet, opssgte han sm hushols
der-fle, som opholdt sig i Køkkemi. hvor hun kunde raade
ganste, som han selv vilde; thi Doktoren ncerede altfot
dyb Uvillie mod hele Kvindeksnnet til at kunne taale nogen
Tjenestepiges Nærvætelse t sit Das ogsfandt det met- end«
tilstrætkeltgt at have Madam Bensch der nogle Eimer
hver Dag. . « s» »Hm IF (Sluttei).