Tro indtit Dö den.
Menigheden i Balladolid
(Ftktsat.)
Dotiedtalerett er Don l5.tklog de E:so. en Mand
as sjalden Ltoltah-d, sotn ledsiiaek jin T le tned
manae Geititttlationer, og til hdiLs er Tithoretne lytte
tned dnbeste Interesse. Han sortcellet otn sine Bestrebelser
for at ndbrede Evangeliet i de otnttinztliagende Landgbttct
ded sine «ltkaditener, tnen iscer ved Resormatorernes Strifs
ter. ,,At«, uddrndet han, ,,haode di doa en fttldstændig
spanst Bibeloderscrttelse« hvot dilde det itte stetntne vort
Arbeitse! Hdor got det mia ondt, naar jea sor mine Til
hetrere hat lovpriit lttttdg Ord, sotn assløter alle Vildfakeb
fer, spreder alle ToivL oa de nu spat-gen Hdor er da dette
Lsrd at finde? « at jea da maa soare dem: Endnu er dct
itte strevet i edetss Spran Hvoe herliat vilde det verte«
om en as vore store Lastde i Ztedet for at sotdnde sia i ssl
den stolastisle Bis-dom, dilde benhtte sit Flendstab til Grund
sproaene til at ovetscktte den heltiae Stkist for Foltet i det-:
Modetgntaai. Hoad ntener J, Broder Tominao.'« Den
tiltalte, den iantnte Mant, sont dar den sidste, der ttaadte
ind, hæoede Hovedet, sont han tantesnld hadde scentet, ott
sdarede sttttende: »F Sandhed, J hat Ret, oa jea ved Vet,
hoent J tanter Paa. Men tmor højt end ntin dekptttntelige
Laster Carranta staat i al Slath Lastdom, hoor meaet han
end fnne5 at ncertne sia til den rene Lake i sine Forelcegnin
get over den hellige Strift oa i Sardelecshed nu igen i
Foreleegninaerne oder litalatekbreoeh saa vil hatt desttaatet
aldtia vorde den LlJtand sont ndsoret den store tnlte Refor
ntatorg Vaert sor dort arme Fcedreland Hat han itte
offentlia fretnsat den Ecetnina, at tun den ltrcenaeste Op
xetholdelse as Bibelsorbudet hat dedaret Spanien sor at
hensalde til de lantme timtteriet iom andre Lande«
»Men hvorfor aster oa elster du alliaevel denne Matt-:
oa satter Pris- vaa Ltttaanaen tned hatn, min Ontelk"
asbtodeg han haeitia as en Ynalina, sont havde staaet be
steden oed Toren oa ntt snrst traadte narntere. »Im srna
ter for den morte Mant, oa jea set hatn altid for ntia, saa
ledes sont han tritttnfetende oed den saliae Mattno Ean
Romaan Tod· stont jea den titana tun var et Vatn.«
»Don Wiss de tttotag hat en aod Hutontmelie«, ai
btod den livliae Eeso ham, »den dil sittett tned Tiden blide
hant til Ratte oed Foroaltninaen as hans Gods, men het
mindre: thi det er dedre at sokalemme sine Fjenderz Lnd
stab og tun tasnte daa deres Qites Ztandhastiahed og Tro
stab.« — »Du hat Net,« soarede Ynglinaen rodtnende.
»oa jeq stal lteoate dine Erd i ntin lfrindkitta.« --— »Men
J havde nnlia en Zamtale nted Carranzm Broder Do
minaox hrad dar deng Jndhold. on-. det ntaa date mia til
ladt at spotae eder derotn,« toa attet Seso Ltdet. »Ga:
ranza,« loarede TUtnntetL »har tmlia iaen talt saaledeg on.
vor Leere, iotn om hatt delte den-J Meninaet. Jea tmttgte
hatn da, ltvorledeg han tttnde sorene Doatnet ont Eli-erstl
den tned Lasten otn Zondereg titetiasrdiaaotelse oed Troen
paa dot Herke Jesus stristtts. Da hervede Fran Wandlu
meo Hovedet oa sagde tort: »T:et var innen Ztade til, ont
der itte gaveg nagen Stætsild.« Jea mindede hant om,
httad den rotnersle tlirte last-er derom, nten han svatede for
trwdxliqz »Ist-oder Tominao, det sorstaar dn endntt itt-.
ganlles hvad tnia anaaar, saa hat jeg i den helliae Ettiit
itte fundet ncaet overthdende Beoisz sor. at der finde-Z no
gen Eltersild.» ,,lllt)tteliae Mand,« madte ntt Tonne
Leonor de Bildern-:- Setn, Don Aaostina Lsazalltn en sing
dannet aejltlia, som hidtil i Taoghed haode lnttet til Zant
taten, ,,saa ncer ved Sandheden oa dog saa lanat botte
detirat Venneri hvot lattgt bedte hat itte vor Zlasbnc
dekret; hvot godt have di det itte i Satnmenlianing tned
dette LUlentteste, sont oglaa en Gang var nun Leeret, oa
sotn jeg nu betlaaer as cnit ganfle Hjettr. Maatte di litt-.
altid ittderliaere dise Vor Tatnentlighed i Getning mod
dam, som hat forlolt ost« Tetpaa tryttede Masndene hon
andreg Heender og ait dort hvet til sin Side, dog ilte ttden
ssrst at have astalt sorstellige Forholdstegler nied Hen
syn til detes nasste Satntnentotnit
Linesotn Tryttet af en Barnehaand tan ocere not til
at tcende den frttgteliaste Mine, der idtcenaer Alipper i
Tustnde Stytter, saaledes var det i Valladolid en ringe out
ttbetndelig Begivenhed, sont hidsorte Katastrosen En
Guldfmed Juan Gattin, dar et ivkigt Medlem as den
evangeliste Menighed, sont satte stot Ptig paa hatn sot
hang Fronthed og Nidtærhed. Man havde betkoet hatn en
Ældsteg Etnbede, og det vor iblandt andet hans Hoer at
nieddele de tkoende Tiden sot den nieste Fotsantling, esteti
sotn dir-se itte fandt tegeltnæssig Sted, hviltet vilde have
von-et altsor paasaldende. Hang Hultru, en svag og ensol
dig Person, sont var helt i sin Sttiftefaders Mant, lagdt
Mast-te til, at hendes Mond oste git ud i at Hemmelighetu
og hun oidste da itte bedte Rand end at Miste det sot Strä
tefadeten. Denne, sont var et af Jntvisitionens Rebsto
det, befalede hende at snige ftg ester sin Mand, naat han
nieste Gang sotetog en af fine gaadesulde Vandringer. Hun
udsstte uden stor Vanstelighed dette Hverv og meddelte ders
paa Stristefadeten alle de Stedek, der havde vceret Maa
let for diese Vandringer. Pan denne Maade lyttedes det
Jntvisttionen at udsinde, hvot den protestantiste Menighed
sotsamlede fig. Siden Leonor de Biberos Dsd for nogle
Aar stden stete dette nu i hendes Sons, den fothenværende
Hostapellam Dottor Agostino Cazallas Has. Da Inwi
sttionen sit den forsttstede Undenetning, blev strats Gattin
sat i Feengselz men hvad enten Guldsmeden itte sotkaadtt
noget videte, ellek de imod ham stemsatte Besthldninger itte
vare tilltttettelige, eller maalte Jntvisitionen vllde gske hant
ttyg og paa den Maade gste endnu flere Opdagelset: nol
et det, at han tun holdtes en tort Tid l Fængsel og snakt
attet tunde varetage sin tidligete Bestilling. Men denn
Gang fulgte itte olene hans ensoldige Huftrm men ogsao
Jntvlfttionens Bettente l hanc Spot, og snart vtdste disst
not til itte alene at taste Gutdstneden, men oglaa Mentgi
heden t Fængseh et Iangenstab, hvotaf de ttte mere stuldi
lssladeh Den elendtge minde, som havde betet den di
tette Aatsag til dete- Opdagelse, blev del-nnd med ett
aatltg Pension,· og der relstet en Statue for hende i Palla
If -«—- -
dolid! Her blev den staaende, til den blev omstyrtet as de!
indtrckngende franste Tropper; siden blev den atter erstau
reret, men borttoges i Tyderne as dort Aarhundeede.
J Fokaaret 1558 begyndte de mistcentteg Jenes-Züng
som nu sulgte Slag i Slag paa hinanden. Don Carlos
de Seso dlev tagen til Fange i Logronno, hdoktil han var
rejst for at predite Evangeliet; thi uagtet der alletede havde
veret Rygter i Omlob om den truende Former-vele havde
den usorsagte Veroneser itte tænlt paa at opgide sin Virt
somhed. Dekimod havde han raadet sin Ven, Munlen Do
miner Roan, til at singte; han anede maasle, at den for
nemme Dominilaner ikle besad den jetnsaste Villielrast og
Standdastighed i Herren, som han selv var i Besiddelse as.
Domingn dar netop i Begteb med at folge sm Vens Raad
og vilde srtllædt singte ind over den stansle Grcense, da
han bled strengster Det havde vceret bang Hensigt at und
vige til de flanderste Provinser. Agostino Eazalla, der list
som Seso besandt sig udensor Staden for at foktynde Evan
geliet, bled taget til Fange samtidig med sine Brødre nzp
Bestre, ligesom ogsaa Sesog Huftru og en as hans Niece1
samt site Personer as Domingog Familie delte deres
Ztcebnr. Dei vilde være for vidtløftigt at nædne alle Fan.
gerneg Navne her, og sor de flestes Vedtommende vilde der
doeke os unruligt, da vi ille tende dem: vi dille endnu en.
Gang se de mest sremragende Slugtosreg Tog drage fort-i
Jos paa den Dag, da de siædteg til Retterstedet. Hvo, derz
lvilde bestrioe al den Jammer, som digse Fængglinger braatei
over Staden Valladolid. maatte dyppe sin Pen i Blod ocp
Tau-en Fortvivlede Hustruer, hvig Mænd var-e slcebtc
bott, garnle Forældre, der havde mistet deres Born, Smas.
darn, der savnede dereg Funkter skngtsomme Nonner
revne ud af Klostereis Frev; sa, selv Lig bleve dtagne ftem
as Graveng Slødz hver Stand, hvert Kon. hvek Alder, allt
prigaaveg uden Naade til den tdlde Grusomhed — hvoi
lidet tmme Ord give en Forestilling om den srngtelige Vir
leligheds Rcedglet. Lylleligst tunne de prise sig, som idet
mindste hnvde Vished om deres ncermesteg og Vennerg
«Zta-bne, men det var de særreste, thi itte saa as Fangerne
plejede sporloft at sorsdtnde i Jntvisitioneng dnbe Fertigs
!er; ded ingen Autodesee nævnes dereg Nadne, ingen Dom
sceldteg over dem, men ille desto mindre vare de døde for
Werden udensor, aldrig mere trcengte noaet Budslab, nogen
Lyd sra dem nd til dereg nærmeste. Om de ledede endnn
Iller itte, om de havde belendt eller sotnasgtet dereg Tre
- det var de tilbaaeblevneg uafbrudte, ænaftelige Spørgs
maal, on det lan ilte forundre dg, at det drev slere end een
zil Bandw
Mcnighcdcn i Valladolid: denei
Tilintctgörelsc.
Jorlseredelier til Antodaieen d. 22 Mai lädt-. Jan Venitoø
thtelinlderiiidissd Irdilndeed lti Te meinnj new-. — Mai
tixmne — Vennatning ded st. irliitiin. Ton-in Lroiior de Videro
Wodmic annllcn Leonnr de Sie-nennt
Werden et helt Vlar dar Jungerneg Ztiebne sokliledeix
en Oeinnielinhed Tn nddkedte sin ved Pintfetid i ltlatet
lösl- det Rngte i Vallndolid, at det heilige Lssiciuni ngtedi
paa Trinitatig Zondag d. ZU Mnj at holde en stor Antr
ldesee: Antnllet of de døinte og dereg Forbmdelserg nhnn
Ztnrhed dilde staa i Fotlwld til den smsteline Prant, sonz
Fftnlde udsoldeg bei-ded, on Glaner ftiilde endnn sorleiil
»ded flete stiriteline Perionergs Ncervækclfe. Pan hint Tor-:
nie-d de senkten .l"tlostre, lidot Linn Roman liadde lidt Mai ;
med-Iden, lilev der reift Ztilladser, Tribitiier. Eiddepladser !
Talerstole on Alten-, on en iinsgerrig Illiriinde fainlede sin!
oin die-se seitline Forlieredelser, tørstende efter Kastterncgl
Blod ,,Fjdrten Liitberanere«, hdistede nmn trinmserende
til dummer ,,ftulle do i Flnniniekne, on innen eingerei
end den sjortenanrine Don Edeln-L Jnsant nf Spanien.i
med fin Tante, Prinfeåie Jitann, Regentinde over Spanien;
under Konq Filip den andeng Fraun-reife i Nederlniideiie,l
og zinnneng Hohinrot-en den tinarige Don Juun de klus
stein, ville betete Stiiesdillet med deres thærvterelst To
nu endelig en Herold viste sig og sortnndte natielin Mino E
l« Tage for enliver, soin bidannede Vlntodeseem san stei
Foltetg Jubel til det l)øjeste, og der var litnndt nnge oki
ganile tun Tale om den forestaaende Fest, sont blinde i Bis-H
deleng on Adeleng ane cndog odergit den blodigste Tore l
sagtning i Fornejelie. Endelig tdm den tængselcsfntttt
ventende Dag. i
Under Baldntinen i Midten ns Amsitlientret tkoncdeH
lFntftinden med fine unne Zlægtninge; onitrinn hende flotsz
tedes den hoje Adel on Bistopperne, inedeng den lavere Adel
og Follet ft)ldte saavel de indrettede Siddenlndser fom hole
Tot-det. Kvindetønnet var tnlrigt eepræienteket blandt
Tilsluerne, sen Prinsegse Jitana, Regentinden, ned til d:n
laveste Tiggertvinde. Til Aste sor disfe Tilstuerinder dille
di antane, at en itte ringe Del bivaanede disse qrneliJ
Jllennesteofringer med Affty; men just diese tnrde inindsc
viere dorte. Hvor let lunde ille en Migtcnite for stcettcri
fnlde paa dem!
Vlnndt den tretpallede Mennestetncrngde date Jnlviii
tionens Spioner ovetalt spredte, og de vogtede nøje pac
hvert af Tilstnerneg Ord eller Blit i Hand oin at opfnnfe
noget niigtcenleligt, ng ve den, hvis Trcet tobede nogen an
den Følelfe end Glædel Lige oversot Tilstuerne befandt
sig paa en Tribune Dommerne i Feftornah Bøddeltnceg
tene og Hovedpekfonerne ved Autodefeen, Slagtofeene feli
i deres modbydeliqe Sein Benitos, de røde og gnle streitet
stjorter. Med stor Interesse gjorde Tilsiuerne hverandte
opnioertlonnne paa Forstellighederne i diese Dragter, sont
for det nieste indviede deres Bærere til Dsden, men i et
hvert Tilfælde til den ofsentlige Foragt. De af de dømte,
fom neinlig efter Jutvisitionens Udtrylsmaade vare »be
naadede til Genudsoning«, d. e., som af det »hellige Offi
cium« date dsmte til en mildere Straf end Dpden, bar en
simpel gul Stjorte, smyltet med et rsdt Kors, og dertil en
h-j, gul Ketterhue med det samme Tegn. De, som vare
overgivne til den verdölige Domstol, d. e. dømte til Døden
vare isprte en San Benito, bedecket med Flammer og
chevleflguter, og deres Quer bar lignende Meilen As
den fsefte Klasse saa man paa denne Triniiatzz Sondan
16 dsmte, medens 14 andre ded deres chedniug paa ster
egen Munde date udpegede til at veere Genstand for Fol
kets Had som ubodfaerdige Ketterr. Men hdad der fremfoi
alt andet tildrog sig Tilssnerneg meaerksomhed var en
Figur as Trce, sorn forestillede en Kvinde, og som ligeledeij
var indhyllet i den flammende San Benito. Ved Siden
If den stod en aaben Ligkiste med et Lig i, og naat en at
Tilsluerne med en velbehagelia Gnsen viste sin Nabo di
ulntngelige Genstande, pegede han saa hen i den Retntng
hdor afmaalte Hammerslag o·a Branet as nedstyrtede Mure
lød aennent den uhyre Mennestetnagses brusende Larm.
En scelsom, ja næsten nhørt Cerexnoni indledede den
frnateliae Fest. Fra Jntdisitionernes Plads reiste en as
Tommerne sig og stred hen til Liteaentindens Trone. Her
dled han staaende og opfordrede med høj Røst Prinfesfsn
da stronprinsen til at aficegge le paa, »ai de her og over
alt vilde forsvare den hellige Jntdisition samt gøre Reali
ftab for alt, hvad de selv havde tcenlt eller sagt eller hørc
Da set andre sige eller gøre, der tunde vcere i Strid med
Troen«. Regentinden aflagde nden Tøven denne ossent:
liae Ed, og Drengen Karl sulate dendes ElsempeL dra
distnot itle nden at hang Hierte oprørtesz niod de Ord, sons.
Dank Laber udtalte. Dei var i Virleliaheden en Forncer:;
.nelse ndcn Lige niod de ft)rsteliae Personer at astvinge
dem denne Ed og dermed ossentlig beteane dein sont Per
sauer, hvis Orthodotei man tunde være berettiget til atl
tdidle onl. .
Nu besteg den hemmte Fren Melcliior Cano, udnckdnt
til Bistop over de tanariste Ler, den itnproviserede Prcedi
tritt-l for, ligesom Carranza havde ajort for femten Aal
iiren ved San Roinang Tod, at holde den saataldte »Was-(
israditen«, hdormed enhder Vlntodesee regelmcegjia aalme
d-::. Den derpaa sølgende Oplasisnina af de sorftelliae
Tumme, de dømte aejstligeg Berødelse as den prassteliae
Liasrdiahed en lang og forsmcedelig Ceeemoni, ved hdilten
re dømte Wen-steh der maatte mode i fuld Ornat, under
jfdrbandelser og Haangord bleve assøtte det ene gejstlige
lladninaizstytle ester det andet oa tilsidst strabet Hnden as
.,mender, Læber og Tonsur med Glasstaar sor at bortslassc
sen helliae Olie, lworrned de date blevne indviede; ———- alle
.:si-:«se arnsomtne og nedvcerdiaende Formaliteter optoq fnldc
Jtte Timet, sra Kl. ti om Morgenen til 2 om Listermidda
nn. Men ingen trat Un tilbage i al denne Tid, enten det
tin Var Paa Grund as dereg ivriaste Deltagelse eller ai
Anat sor de snejdende Betjente sra Jntvisitionen; ja man
wirde itte enaang vise det ritiaeste Tean paa Tracthed ellei
kliaalmodighed Oasaa Regentinden dled paa sin Pladg til
«et sidste. Det er let at forstaa, at denne arneliae Fore
siillinag Langdarighed bidtog i t)øj Grad til Foregelsen as
"—e nlyllelige Ofres Lidelser. Den alødende Solhede, sont
kse date tdnngne til at staa udsatte for saa manae Timek
iden at lunne bevcege sig, astrcestede oa saarede som de alle
. Iden Undtagelse vare af den manae Gange gentagne Tor
:nr, lldsigten til en pinefuld Død eller den ncesten endnu
Farfcrrdeligere til et Fanaenslab paa Livgtid Munkeneg
» Iafladeliae Forsøg paa endnu at aflotte de dennte en Til
isaaetaldelsh Knebelem som de dødgdømte havde i Mun:
den, oa sont bestod i et lløftet Stdlle Trek, som Tungen var
tlemt ind i, alt dette lunde not rotte det fasteste Mod. Men
om oasaa entelte, overvceldet as Sinerter, vatlede et Lie
blih saa holdt dog Størsteparten sig oprejsl midt under
Trcengsler og Lidelser; thi han, paa hvis Forjaettelser de
trngt stolede« han taldes ilte omsonst trosast og sanddrn,
da lian har lovet alle sme Hjcelp og Vistand, en Fred da
Glcede, som Verden itte mere lan fratage dein. Det var
dette, sont hjalp de dømte over de lange og slrcelleline Ti
1ner, oa som viste dem Himlen aaben midt under Fjendernes
rasende Strig
Langt bellaaelsesværdiaere dar de Menneslers Slceb
ne, som itle havde forstaaet at bevare deres Tro nrotlet, de
saalaldte Genndsonede. De vare lierøvede den Trost, soin
paa Ørnedinger løstede de andre op oder alle Lidelser, oa
Fortvidlelsen var det eneste, der var dem levnet. Thi Livet,
sont de havde vundet ved deres Frafald, var i Grunden en
langt slrcelleligere Straf end Døden, soni truede detes mo
diaere Brødre. Sotn allerede omtalt var der setzten uml
keliae, sont ved denne Autodesee lom ind under denne Ka
tegori. Fem as disse hørte til den samme Familie, en Om
stændighed, sont sillert endmere forøaede dereg Elendiahed
alle af Marquis Posas Slcrat, Brødre, Søstre og Nevøer
af Dotningo de Roxas, sont paa den Tid endnu saa sin
Zlcebnes Udsald imøde i Fængglet. Deres Navne dare
Don Pedro Sarmiento de Roms, en Broder til Domingo,
og hans Hustru, Hosdaine hos Dronningen; de bleve beage
domte til evigt Fængsel oa til Fortabelse af deres Adel og
Formue; selv den Trøst i Fallegslab at lunde begrcede de
res lortdariae Svanl)ed, sont paa Pinebcenlen hadde drevel
dein til at tilbagelalde, blev dem beendet, da de bleve heni
satte i scerslilte Feengsler. Saa var der Donna Marie de
Rot-as, en Klosterdame, som hadde leert Evangeliet at tende
ded sin Brodek Doniingd; hendes Dom syntetz ved sørste
Blit mindre haard, men de indviede —- og til dem hørte
hun visselig selv — date snarere tilbøjelig til at sinde de
andres Dom mildere. Marie bleo neinlig dømt til at in
despcertes i sit eget Kloster. At have en saadan Fange i
sit Kloster gsalt den Gang i dei rettroende Spanien for den
allerstørste Slændsel, og som Folge deraf bestræbte da hele
Samfundet sig paa det ivrigste for at blive as med det sta
bede Faun Som oftest endte saadanne ulylleliges Liv
paa en eller anden hemmelighedgsuld Maade efter et Pa:
kvalsulde Aar. Donna Anna Henriqnes de Roan, en ung
Kvinde paa 24 Aar, blev ligeledes dstnt til at indespaerres
i et Kloster-; der fortcelles om hende, at hun grundig kendte
det latinsle Sprog og havde vnndet sin teligiøse Overbe
visning ved at studere Calvins Strifter. Endelig sluttei
Rcellen as de til denne ulytlelige Familie hørende Ofre
med Don Louis de Roxas, Arving til Marquis Posas
Navn og Godset; han dømtes til at miste disse og sorvistes
ira Madrid, Valladolid og Valencia, en mild Straf, som
han uden Tvidl har tiltøbt sig ved en hurtig Tilbagekab
delse. Mon ilke den ulykkelige Yngling, da han bleg og
dybt nedbøjet vendte Bliktet niod sine dødsdømte Dimens
vennek, har tæntt pag de Ord, som Seso en Gang talede
til hom? Mon han ilke hat tcenlt tilbage paa sine Baru
domsaar, paa den jævne Ksbmand San Romans Heltedsdl
som han, den adelsstolte Grunde, itle havde fordrtstet sig til
at sigei Eller var hans Aand maaste bestceftiget med langl
alvorliqere Tanleri Mindedeö han Ordenet -,Hvo, der
sornægter min for Mennestene, den oil jeg ogsaa forncgs
te sor min Fader!« Det er sikkert, txt ban angrede sin Til
bagetaldelse, og en Notis as den nojagtige Llorente ladet
og endog sormode, at han siden har genoprettet den ved for
doblet Trostab. Der tales nemlia deri om en Gualanden
Anton Wason, som besandt sig blandt de »Genudsonede«,
eg denne betegnez som Tjener as den »brændte« Don Luis
de Roms-.
Til de syo Mænd og fem Kvinder, som den 22. Maj
bleve benrettede as Jntvisitionem slntter sig endnu som tret
tende Martyr en Mand, bvis Historie nok er værd, at di
dockle et Lieblil ded den. Det er Leonor de Cisneros’
Hngbond, Antonio Herrezuelo.
Antonio Var Borger i Byen Toro i Castilien, hvor hats
oirtede som Adoolat. Alle agtede og elstede den unge
Mand, soin født i bestedne staat ded glimrende Studier og
Jernflid haode sorslasset sig en hædret og anset Stilling i
en Alver, bvor Spanierne ellers plejede at hengive sig til
Fornojelset
Den bojtbegavede, elstdcerdiae, men tillige bestean
Mund Var delset overalt, men tærest var ban dog for den
nnae Leonor de Gizneros, Dotter af en anset Adelgtnand
i Toro. Vel var det itle sljult for Antonio, at han havde
onndet Jeonorg Hjerte, men som sattia og ubelendt levokat
oovede ban itte at bede oni sin elstedes Haand bog den
Jdelszstolte Faden som roste sig af at dære beslægtet med
den forriae Generalinlvisitor Cigneros. Dersor arbejdede
ban utrættelia, og bang Vegavelse og Talenter, men frem
sor alt bang trofaste staratter og strcenge Retskasfenbed,
som ingen- Vestitlelse tnnde rolte en Haarsbred, bjalp ham
i sorholdgvig tort Tid fremad til det forønslede Maul, og
saalede5 blev da den attenaarige Leonor Antonios lyktelige
Huftrn.
Det nnae Akateparg Lytte syntes fuldkommen; men
de nnd den ilte eaenkærligt for sig selv, men søgte hver i sin
Kredg at tjene dereS ElJtedmennester. Han gab villig og
taalmodia Raad til betrcengte Enler og Forældreløse, og
Leonor var en Støtte for de hjcelpeløse og trængende, som
sainlede sig oed Kirledoren eller Unsder hendes Balkon for
at bede om en Almissr. »Knnde jeg blot gøre alle Folk
lige faa lytlelige, som jeg selo er«, kunde ofte den unge Hu
strn ndbryde, naar hun efter lykkeligt tilendebragt Daggss
aerning om Aftenen nød sin Monds Selstab. Da korn
Veroneseren Don Carlos de Selo sont Statsdommer til
Toro, og ban bleo straks i høj Grad tiltalt af den forstc
Forsvargtale, som han borte den unge Advokat holde; hatt
lytønstede ham med venlige Ord til det smukte Resultat.
den Anklagedes Frisindelse, og indbod Antonio og Leonok
til at besøge batn. Den unge Husfrue følte inderlig Glcedse
over den noentede Ære at blive buden til Selslab hos m
Slcegtnina af Lonaem Jsabella de Castilla. Men det bleo
itte ved den ene Gang, baade Jtalieneren og hans Gemal
inde følte sig mere og mere dragne til den unge. begavedo
Advolat og bang elstværdige, livlige Hustru.
Ton ilte alene verdslige Santtaler fortes mellent de
fire Venner. Don Carlos’ Hjerte var saa opfnldt as Evan
gelietg glade Budslab, at han tnantte udtale sig deront for
Herrezuelo oa bang Hustru. Sjcelden er vel udstrøede Sced
falden i bedre Jord end ber, hvor allerede den auddommes
lige Naades Regn var falden i to cedle na rene Mcnneske
l)jerter. Nu stænkedes det lykkelige Ægtepar den bøjeste
Lt)tte, nden bvilten al jordist Lylsalighed er sor intet at
reane: Erlendelsen af Gnds Zicerligheo aabenbaret i
Sonnen. Dereg Hierter sonlmede af Talnemligbed og
Gliede, oa nu havde Leonor endelig fnndet det bedste Mid
del til at bringe sit Ønste oIn at gøre alle Mennesker Enkeli
ae i Udførelse, idet bun stottede sig til den ForjættelsU
»Gut) vil, at alle Mennester stulle komme til Sandbedens
Ertendelse.« Her Var en evia Lt)kke, den højeste og belligste,
liae velsignelfegria for sattiae og ritte, unge og ganile,
bøje og lave, og det var i sig selv en stor herlia Lykke at
turde ardejde for at ndbrede dette højeste Gode.
Sels berlige Aar sorløl), boor begae volsede i gen
scdig Karligbed oa i den endnu belliaere stærligbed til de
res saslleg Herre. Herrezuelo var bleven Sesog ivrigste
Medarbejder, han delte alle bang Planer, bans Bønner,
bang Anstrengelser og bang Farer. Da statastrosen kom,
bleoe han oa bang Hiistrn scengsledc saiiitidig «med Seso.
Antonio bævede ille ved Tanlen om at stnfle lide og d
sor sin FrelseU men da ban blev skilt sra Leonor, cknastedes
han sor bende. Oa ban haode Aarsag dertil. Det var ikke
Doden, ban sryatede for, den mørle Port til Selig
hedeng lyse Riae, Inen ban anste Ved Tanten onl, at det
maasle tnnde lylteg Fjenderne ved List eller Vold at gøre
det svaae Floindebjerte vatlende i sin Tro. Men alle sine
tunge Betyinringer tastede bnn i Troen paa l)ani, uden bvis
sVillie inaen Spurv falder til Jorden, og sont har gioet der
HLøfte, at han itte Vil friste noan oder Ebne. Han fil snart
jLeinghed til at ekfcske Hexkens Leiter pack sig serv. Hm
len Bonner eller Trusler eller Pinebcentens Fioaler tunde
rotle hans faste Tro, og da Dødgdonmien blev sorlyndk
hatn, tnodtoa ban Budslabet med famme Glæde som den
landslygtiae, der taldeg tilbage til sit elstede Fædreland.
Kun Tanten om Leonor bandt batn endnu til Jorden;
mon Herren vilde give Naade til, at han i Forening tned
bende flulde gaa hjem? Ængstelig spejdede han i de dow
domtes Rcetler; ak, der var Leonor itte! men histover i
»de genndsonedeg« Tog, blandt de frafaldne, saa han ben
des lasre Stittelse.
Desværre, Leonor de Cisneros hadde haft mindre
Mod til at bestaa Provelsen end hendes Husbond. Alle
rede Adstillelfen fra ham, baode ncesten berøvet hende For
standen, og Nat og Dag saa hun for sit indre Blil sin elo
slede Mand bleg, saaret af Torturen, ja, maafle dødl Her
til tom nu Jnlvisitionens djcevelsle Kunstm thi de havde
fnart opdaget, at de lunde komme den unge site og type
aarige Kvinde bedre ind paa Livet med Sjæls- end med
Legemstvaler. De sorestillede hende, at hun tnnde frelss
sin Ægtesælle ved en angerfuld Tilstaaelse, at han oqsaa
vilde afsvaerge, men at han, naar hun forblev haardnaltet,
vilde komme i storre Fore; de bragte det lortsagt saa vidt,
at Leonor undertegnede alt, hvad de vilde, og lodede at
ville lyde dem i alt sor sin elstede Huöbonds Styls-. Lec
nor handlede otstuok neigttgt t, at hun saaledes opofreds
Trostaben mod Gud for sin Ægtefælles Styldz men hds
ttor laste den forste Sten? Gxumn