Hyrdedrengcm
Fea Tvsk
ved
Ellen.
( : lultel.)
Grevem fom siden sin huslrus Dad, vg siden Son-:
nerne lom til Universitelet, olte fandl Tiden lang, legte
Adspredelse i Jagt oa Spillepartier og plejede faa flittig
Omgang med Herrerne paa Naboflolterne, at han fjælden
var hierinne.
En Aften fad den unae Sognepmst i sit Studerevass
relse og arbejdede paa sin Predilen til den folgende San
dag.
»Hm end liden Stund«, lod del gennem Guds helliae
Ord ind i bang Hinte, og hans Tanter forvandledes til en
stille, jnblende Taltebsn. »Om en liden Shde ja maatte
del snart tun blive »en liden Stund«, til han flulde se sin
lcrre Ven oa Plejefader omvendl til Gud.
Det banlede paa Haveporlen, heftigl oa vedhvldende,
oa Krislian lullede Vinduet op og spurgte, hvad man vilkse
heim. En Heft vrinsiede, og en vcl belendt Stemme raable:
»Lul niig ind, men hurtig, jeg maa absolut lale mcd
El Dieblil eflet stod Grev Fallenberg i Prasleng Stu
deren-krellt
,,Hjeelv mia. « udbrnd han ligbleg og med bckvende Los-i
ber. »Guds Brede er over mig!«
Han lastede et sammentrsllet Bkev paa Dort-setz Præi
sten log del og laste:
,,Min leere, dnrebare Feder!
Naar dette Btev er dine Hemden hat du ille mere
nogen Son. Jeg hat bedcrllet vort Navn med Stam, ieg
har forsvildl min Aste, jeg har for at redde mig nd af min
Geld slrevet sollte Velsler, og alt er opdaget. El errelvit
Liv er verre end Doden Aa, Fader hvorsor drulnede jeg
ille, da jeq var Born? Hvorfor stulde Kriftian Langberg
frelse mit Livl var er den naadige Gud der aør allel
Ting vel? J dette Slvlle maa han doq have laqet Fejl, i
og det bervliger mig at vide delte. Thi Fader jea vil til
slaa for dia, jeg aruer for liviaheden Men jea bar jo fast
ofle hsrt dig fige, at denne Frngt for Helvede var en Oder
drivelse, et Svogelse nd cis en ovstræmmet Fantoli. Ten
naadige Gud vil vigselig inaen fordømmr. Leere Felder,
hav Tal for digse Ord, de ere min Trost i denne Stund,
de hjcrlpe mig over del fvckrefte. Da tilaiv, tilgiv dit ital
lelg Barn, min Straf er lang. Giv mia en Pladg ved Si
den of min elflede, salige Moder, oa glem, at du hat haft
en Son som jeg. Jeg lygfer dig Infmde Gange
Lev ve! Din Theodor!«
Brevel var vaadt af Taarer. El Dieblil stod den
nnge Prall tanlefuld over for Greven. hvis Blil i spcendl
Forventnina hvilede paa hans Anstal.
«»(iiiv mig Deres Heit, He· Greve,« lagde han dervan
med fuldlommen Sindgm »Gud være lovel, at jea har
lcrrl al ride, jeg maa for Taggry vcere i Stiel. Men Dem
beder jeg, raab lil Herren uden Oliv-V at jeg ille sorgte
ves maa drage derben.«
»Mens« udbtod Greven, »det er jo allerede for sent.
Mit ulyllelige Born er jo allerede for lcengst borte fra
denne Jord. »O Gnd fotbarme sig over mial "
»For Gnd et intet umuligt « sagde Kriftiam ,,jeg for
ladet mig von hans Almagl og Vigdoni. Men bed, He
Greve. bed, at mit Fokehavende ille maa vcrre foraaeve5.
Bliv her i mit Verrelse, medens jeg laget Dereg Heft, alt
sorigt vil Herren sorge for.«
El Ilvarterstid esler sprangte den unqe Prall nd i
Ratten. Men Greven lastede sig ned foran den LænestoL
hvorpaa han havde siddel stjulte sit Ansigt i Puderne oa
grad bitterlig. Dg gennem hans Hierle llang del ene, lia
gende Nsdraab:
»Herre Jesus-, fotbarm dig over mig! Gaa ille i
Rette med mig! Frels mit Born!«
i- t I
dig.
J et stott, sinnst Hus i en af Kiels Forsteeber, fad
ined Lampen tceth foran sia vaa Botdet en ung Mand i
det dæmrende Morgeckly6. Hang blege Ansigt vibnede om
en aennenwanget Rat, og Bordet var overfnnet nled Brevc.
Den unge Mand rejste sta, git frem og tilbage i stn
Stue oa sulkede dnbt:
»Vidfte jeg blot, hvad der et bag ved Forhnsnaei. Dct
et forfcerdeligt at gna ind i Mprte uden at vtbe, hvor man
gaar hen, men Felder siger jo, det er ille sna farligt.
Sandeliq, hvis Lanaberg havde Ret, var det sltættelia:.
Men, hvein hat vccret dek, - — hvad hjcrlpet mig alle disfe
Grubleriek, det maa faa værez Slænvselen drtvet mig ind
i Dsden.« —
Oan gil hen til Bokdet, tog en Pistol, spendte Hauen
og sutkede atter·
·. »Habt-e jeg bog forud betæntt bette. Dette kokte, nn
delsesrige Liv er alt for dyrt betalt.«
Endnu en Gang underspate han Pistolen.
»Mln statlelg, stallels Feder, hvad vil du bog siae?«
udbksd han højt og blev næsten bange for ftn egen Stemme·
Han rettede Pistolen mod sit Hinte, endnu et Sekund, —
da banlede det hurtig paa Deren, og den blev reven op, fsk
han sit Tid til at sige: »Kon! ind!«
Theodor havde hastig sljult Pistolen under et Stykte
Papie, da Pastot Langbekg pludselig stod fotan ham det et:
»Gott Morgen, Theodor. Alletede oppe.«
Den tiltalte svarede ikkr. Paftor Langberg satte slg
i Sofaen.
»hvot du et siittig,« sagde han, »du hat jo allekede
strevet en Mengde Breve;'« og medenö Theodor sad tavs
og ubevcegelig, sit hans Ven ogfaa Øje paa Pistolen.
»Hm-d flal det betyde?" udbtpd han, ,,er du san
eengstelig, at du bar ladte Pistolek hos digf hvem stulbe
bog oveefalde dig i bit Studerevækelse her t Mel? Lad oö
hellece gemme den Tingest, ieg hat alttd haft Any for
Slydevaaben, de kunne san let asstedtomme en Ulytkr. Lal
os gste den usladeltg.«
Ganc tog Fænghctten as og kalter-e den bott. Da
sprang Studenten pludseltg of og raubte:
»Dum! bar glvet Dem Ret til dettef J mit eget has
hat ieg Lob at stre, hvad jeg lelv vtl.«
Ptcsien saa alvoellg paa ham »z; fvatedex
r West M hat Dete- Jaset givet mig. J delte Oli
Je
dlit ligger han paa sinkt i mit Studereveetelle og bsnfaldee
Harttarernes Heere orn at fri hans Barn fra Heldede.«
»Min Fader,« udbrsd Theodor, »hvorfra ved han«
hvarledes det ftaar til med mig?«
»Hvad mener du?'« spurgte Prcesten. »Hm du itte
felv strevet til din Fader og sagt ham·« - -—
»Strevet!« sagde Studenten, »det Brev liager jo endnu
her paa mit Bord!"
Han gennemlpb hurtig Adresserne vaa de Breve, der
laa spredte paa Bordet, men fandt itte det, han spatr.
»Der gaar et Lys op for niia," udbrod han pludselig,
»min Faders Brev maa vaere blevet afsendt i Gaar sam
men med nogle andre; thi jeg hat lcenae haft det liggend-:.
Lænae hat ieg allerede omgaaedes med denne Beflutnina,
men beltandia har der stillet sig noget itnellem mig og De
den.«
»Ja, det var din Modets manaeaariae Forbsnner,«
saade Kristian bevcrgetx »ser du itte Herreng Haand deri,
at du netop sit dette Brev assendt for Tiden ?«
»Jo, svarede Studenten med Taarer i Øjnene, ,,deite
er sandelia Herreng Haand Jea sorftaar endnu nceppe,
hvorledeg det er aaaet til· Men hvad nu? Hvad ital jea
nu aribe til? Orad stal der blive as mia?"
,,Det vil Herren dife dia. Den Stud, svrn hidtil saxi
vidunderlig har beslcrtmet dia, vil dafaa vife dia den Vei
du stal atra. Pal nu dine Saaer sammen, og splg med
mig hjem til din Fader.«
»Til min Fader,'« laade Studenten, ,,det vover iea
itte, han Vil itle modtage mig. Jea tender han; Grunds
scrtninaer.«
»Glem itte, at det er ham, som har sendt mig herhcn«
hast, at en Faderg Hier-te et fuldt as Karliahed·«
,Saa lad mia da vare ene, jea vil i al No vvervejr.
hvad jea ital avre.«
»Nei,« saade SBrit-isten. »jea lan itle lade dia være ene,
en saadan Tillid hat du itte fortjent.«
»Er De endnu bange for, at jeg stulde have Luft til at
overaive mig til lttuds retscerdiae Dom uden at ane, hour
ledesz cnin Fremtid vil dlive?«
,,Nei,'· lvarede Præstern ,,nien en una Mand, der sagt
Zidet har vist sia vcerdia til at have sin Frihed en, der har
saa liden Forstaaelse as Dødeng Aloor fom du, der itte
aruer for at aaa ud af dette Liv nied den starste as alle
Zitnder paa sin Zamvittiahed smn itte stammer sig over
at lasaae sin Faderg graa Haar ined Sara i Graden, han
tan umulia vente, at man stal vife bam Tillid. Dertil be-:
heves lanat mere tilsorladeliae Beviier end en ojeblitteli,1
kliørelse.«
Or. Miler saade Studenten, »jea føler nu tun
Herreng Damit-, der heiter tunat naa mig, oa jeg aier
Dem mit Æresord paa. at jea itte flal misbruge Deres
Tillid.«
»Hu Selvmorder hat ingen Were oa tan derfor heller
itte aive noaet Vlfregord Din ttltre hat du mistet, just do
du troede at redde den.«
Studenten sant bcrvende samtnen.
» ,t5r det da itte Feighed,« udbrød Brei-sten, »ved Do
jden at ville nnddraae sia Livets stamv ltr det itte ceres
last naar Soldaten taster sine Vaaben oa slnr i Stedet fer
Hat tage Lampen op med Fjendenk J Daa vil jea tun take
!ud sra et mennesteligt Shnsvuntt Men sig mig da, tror
Jdu ved Feighed at tunne redde den Atre, sont du har miltet
ded Letsindiahed? Sandelia, dertil aives tun et Middel
Bis-, at du i Saudhed er et Menneste med Æregfslelse, di
vil du vinde den Iillid tilbaae, sont du nu itte mere lse
-sidder.'«
Studenten ared den unae Priesth Haand
»Er-milden svinder bort under mine Fødder,« saade
han, ,,endnu i Gaar trvede jeg mia saa ftcrrl. Jea var
fast overdevist am, at Trer var intet ca havde intet at be
inde; men i denne Nat er den almæatiae Gud bleven mia
for stcert. Jea lan itte mere tvivle om, at der giveg en
Und, en Fader i Himlen, uden ham vilde jea nu itte merk
have varet blandt de levende; men alt andet vatler for min.
jea fer som Petrus Paa Seen tun det ltærte llvejr; jea gaar
til Grunde, Balgerne ville opsluae mig. Aa, Or. Pasto:,
hvad stal der blive as mig?"
Han ttjulte Ansigtet i sine Heender oa hultede. Men
den unae Prcrst lagde sin Haand paa han«-Z Hoved vg saade
»Theodor, hvor Synden blev fuldere tendt, der vilse
Naaden sia end overflødigere; og ere »Eders Synder end
rsde som Bind, saa slulle de blive hvide fom Sue«, siaer
Herren, din Forbarmer. Gaa du nu iud i dit vaetatu
mer« og tal nied din Gub. Jeg bliver her oa beder for dia,
oa derefter ville vi tale fammen onl, hvad videre der er at
gpre, vg hvorledeg dine Kreditorer tunne stilles tilfredk.«
-i- e- e
Hele Ratten havde Greven tilbraat i Prasstens Stu
dereveerelse. Trckt, som han var, af den starke Sindgbe
vergelfe saldt han i Ssvn i Latieltolen, men urolige Drøm
me undte ham inaen hvile. Han svntes at se sin Sen paa
det sidste Tritt til Galgen vg pegende paa sin Fader nted de
Ord: »Se, ham er det, fom hat braat mig saa vidt.«
Derefter toretom det ham, at Theodor laa blsdende under
hans egne Vognhjul, og at hans Hustru sorgceves sagte at
redde sin Spn med Fare for sit eget Liv, Inedens Theodor
raabte: »Moder, Fader hat lastet mia herned!«
Gysende vaaanede han op, drog sin Kappe tret om sig
og git nd i Prastegaakdshaven. Men Morgenvindens
Susen gennem vaet Engstede ham, da alle Begne var det,
som om han harte sin afdpde hustrus Stemme, der raubte:
»Es-vor er Theodor? Hvor er Theodor?«
Han vendte tilbage til Studerevaetelset og satte sia
igen i Lanestolem vg denne Gang dramte han, at han stod
ved Strandbredden, sont hin Sommetdag for mange Aar
siden Han saa sin Ssn i Livssare, nien han faa ogsaa
hytdedrengen, denne Gang ifsrt Kristians Præstetjole ile
ham ttl Hieelp, og han ttlraabte sin jamrende haften
,,V(er tun roligl han vil redde haml han vtl redde
heiml«
Atter sprang Greven op, men denne Gang tneelede han,
stratte Handetne mod Himlen og udbrsdx
»Gut-, du er barmhjertig, og intet tan viere umuligt
for pig. Ost dts i Rande ned ttl os, og trelg harn og mig
Du stvrtede Stdepns Tro ved Tegn og Unbere, du er den
tamme Gut-, du tan endnu am Unbere. Jeg trot, herre,
hjælp rnin Bantto.«
s Nyt Ltv sennemstrtmmede hanc, han stod op, soelod
· -- - . ·- 0·-«·-·-.-· --- ·-- k- y.- ·-. « a-s«--- -
Pteestegaarden og flog ind paa Vejen til det gtevelige Slot
Men han tunde itte holde det nd inden Dete, hele Dagen
lob han omtring i Slotsparten, hans Foddet tunde til
stdst nceppe biete harn mete, inen hans Hjettes Uro dtev hanl
fra Sted til Sted i en hestandig Fthgt for at modtage det
straltelige Budstab.
Hele hans sotegaaende Liv gled forbi hans Sjcel, hver
Tante iotvandledes til Bon, hvert Sut til et Steig, det
var, som laa han selv i Bandet og var næt ved at drutne, oa
Htsrdedtenaens Hund tev i hans chrdet for at drage has-n
on as Dnbet. Hatt tendte denne Hund. Den unge Prcrst
hcpde ofte advaret ham imod deng bitte Ve. Men Hinde
drenaen selv var itte mete langt botte.
Pastor Langberg tom uventet til Syne paa Ttappen
seer forte ned over Terragsen fea Slottet til Patien. Tia
Oheven saa dam, svigtede hans Sitæfter og han sant med
Et Etkig bevidstlas til Jotden.
Den unge Ptcest ilede hen til hom, tog hain i sine
Ali-ne, støttede hans Hoved mod sit Vtyst og hviftede ind i
den-J Tre:
»Theodor er i Prassiegaatden og venter paa, at han-Z
F kzser stal lade ham talde til sig.«
Greven tejste sia med Maja saa Kristian ind i An
si-;t-.t oa sputgte:
»Levet han?«
»Ja,« ndbrsd Ptcrsfm »jeg bringet Bnd om usigelig
N ;«::de. Herren hat gjott et Undet. DereS Søn var dad,
oa fix-, han lever!«
»Dein lever! taabte Gteven og sprang op, »han lever
vix-telig?«
»Ja. ved Gith Naade,«« svatede Pteesten, »torn nu,
o-: Ttot Dem til min Arm, folg med, saa stal jeg fottælle
Tem hvad Herren hat giott imod Dem, at De ntaa yds
»O e Tem for bam og tro.«
»Kristia Hi et en aod Hyrde « sagde Gteven, da den
inzae Prasst hat-fis endt sin Betetnin«a: »En fand Herren-«
Tzener et du, og hvad du hat gjott mod mig og mit Born,
vii iea aldrig tunne acngalde dig. Men gengælde dig det
tsik den Stud, som nn oasaa er min Gud, han, som jeg sta
i Taa at tilhoter til min sidste Bloddraabe; han et en integ
tir Hind, en tcetlia oa ttosast Fader.«
Men da Ktiftian spnrate, oin han turde sende Theo
rior til sin Faden svarede Gteven bestemt nej. Fotgctves
spitqlte den unge Prasst oin Sonnen-«- Sorg og Angek, i
flcte llaet maatte Theodor blive i Preestegaatden, og sm
deet saa han tun, naar de ntndtes i Gnds Orts-. Hart vilde
iarit ined Magt have tiltvnnget fig Abgang til Fadeten,
men Præsten holdt ham tilbage oa viste hom, at:
Gud at lyde gør mig stille,
Vil jeg raade selv min Vei,
Kan saa let min Faders Villie
For min egen tende ej.
Oa stille, altid mere stille hlev den unge Student. Den
Nuds Fred, der aandede gennem Præstens Has, fyldte
lang Hjette med et ydmygt: »Ste, som Gud vil«. Han
strev et alvotligt, angersuldt Brev til sin Fader,n1en sit!
til Svat tun det ene:
,,Min Sen et tun den, som itte vanæret mit Navn.«
Mange finettesnlde Timer havde dette Svar tostt
The-idem men han leerte at ty med stn Sorg til stn Frelser
oa at sige: «
»Ovad hat jeg i Hitnlene, og lige med dig hat jeg itte
Last til noget paa Jotden«. Han lcette at hvile i Guds
Naade alene og fandt i Trer paa alle sine Synders For
ladelse i Guds Sang Blod. Denne stille Tid drog ham
dnbt ind i Ftelsetens Favn og grundfaestede ham i hellig
Fiærliahed til Jesus-.
Saa toin den ltide Sandag efter Trinitatis, og dct
blev ptceditet over »den barmhjertige Samaritan«.
Den unge Ptaeft vidnede nted hellig Kraft om den
Kcerlighed, som elster, fotdi den ille tan leve uden at elste,
sont itte nojes med at vise stn Ræste en entelt Tjeneste, men
bringet ham til Herberaet og ladet ham pleje, for at han
lan blive fuldtotnmen helbtedet, som itte spøtger estet
Fottjeneste og Værdighed, og som Modstytte ftemstillede
han den (Eaentætlighed, der saa hurtig blivet feerdig med
at elste alle andre end sig selv. Oa Gteven, som nu ncesten
hvet Sondag fandtes Paa sm Plads i Guds Has, blev
ranit i sm Satnvittighedg Jnderste.
»Du et Farisaseten, du, som itte en Gang lan ofte din
Stolthed sot Ficerligheden til dit eget Batn,« lød det i
tians Hierte, medens han estet Gudstienesten ilede over til
Prasstegaarden oa sputgte eftet sin San.
»Du er Samaritanen, Kristian,« sagde han til Prce
sten, »men fta nn as maa jeg selv overtage Plejen. Hvor
et rnit Batn?'« «
Kristian viste harn ovenpaa. Der i det lille Ratsi
tammer laa Studenten paa Fina-.
»Min Son, min Son!« udbtød Gteven bevakget The
odor stod op, lastede sig ned sot sm Faders Fødder og
sagde:
»Jeg et itte vætd at taldes din Son. Jeg hat syndct
imod dia, Faden tilgiv mig. Gnd hat vaetet mig naadig,
veet nn ogsaa du barmhjettig imvd niig.«
Og Faderen lastede sit Batn op, dtog ham ind i snt
Favn og sagde:
»Det gamle et forbigangent, se, alt er bleven nyt. Lad
os ogsaa vandre i et nyt Levned.«
En halv Time-Z Tid efter stod Fadet og Sen foran
Priestem Greven holdt den unge Mand fast i haanden og
sagde:
,,En Gang hat jeg allerede maattet tatle dig, tcere
Kristian, sotdi du hat draget mit Barn op af Dyhet, men
i Dag, da jeg modtager min Sen af dine beendet som et
ftelst Menneste, i Dag tan jeg tun sigex Kristian, i at
Evighed vil jeg vedblive at vaeee din Styldner. Men jeg
vil bede hain, som et alle detes Fader, der tot talde sigE
Guds Bern, at han i Tid og Evighed vil gengælde dig,l
hvad du hat gjott mod mig og mit Barnf
Theodor saldt Kristian om halfen, idet han udbrød:
»Tatte Dem lan jeg itte; jeg tan tun love Herren og
sige, hvad Ieg i den sidste Tid daglig hat sagt: Jeg vil here
harn til med Liv og Sjæl «
Den unge Preeft tryttede deees Hender og sagde:
»Ja, lad det bltve derved, at ham hsre vi til, og ham
leve vi for. han et det del verd. «
»Ja,« fvatede GreveIL «ha n et det vel veer d.«
-.-.s .s.-.- .
Cw iudtit Dödeke
Sau Roman.
Kolnnanken i det Wie Aarnundrede — can Roman i Weder
landsne, i Brcmen.- Den kostelige Verte. — San Roman sont
Evangelist i Antwerpen — J Fangenstao —- San Roman og
Karl den senkte-. Atter i Fangenstab. —- Tet vandeende
Fænziiei. — Tsl Valladolid. »Nein Lytta-«
Francesco de Zan Roman dar sodt i Brung Ssn
as Borgmester de Vibbiena, en rig og anset Kobmand. at
slutte ester Nat-net tostanst Adelsmand Ester den Tids
Scedvane, som ikle tillod en San at drive andet Erhverv
end Faderens, blev ogsaa han Kobmand Men det 16de
Aarhundredes Købmand var meget forstellige fra Nutidenz
siøbmand som Aar ud og Aar ind slider Livet hen paa
samme Plet bag sin Dist eller ved sm Pult. Den Gang
ajalt det om at føre sine kostbare Vater til fjerne, aarlige
Marteder, intet ringe Vovestytte under hin Tids uasbrudth
vilde, røveriste Krige. Handelsmanden maatte forstaa at
haandtere en Terzerol og have en Trop Lejesvende Undet
sin Vesaling til Bestyttelse for hanc- Varer. Ligeledes ga
ves der Lejlighed til at tumle sig i fremmebe Lande Ved de
aidtstratte Reisen som Forretningens Heere i Almindeligs
hed sotetoa i eaen Person for paa selve Hjemstedet at ind
tobe de nylig opdagede Landes Frembringelser eller iOldtii
dens Kulturlande at gore sig de snilde Qsterlænderes
stunstsærdighed indbrinaendr. Saadanne Eventyr, som de
Opdagelsesrejsende i det merke Fastland oplevede, saldt den
Gang i Handelsherrens Lod; men han lottedes vgsaa ud i
det Ubetendte ved fabelagtiae Beretninger om Guldlanded
Ney dorado, derovre i den nye Verden eller om Solvlejerne
i Perus Vierge. Og naar han vendte hjem efter fuldendt
Fakt, saa bragte han store Rigdomme og Klenodier med,
bvis Besiddelse hcevede ham højt over hans Standsfcellet.
Saa overgav han Handelen til yngre Krcester og slog sig til
Ro med sin Huftrn for efter Livetg Storme og Besonnt-ig
heder at nyde Hvilen i Hjemmet.
En saadan Tilvcerelse maa ret have vceret efter den«
unge Francegco San Romans Smag; hans fyrige SÆ
trivedes bedre ude i det urolige Samlvem med fremmede
Folteslaa end hjemme bag den faderlige Pult. Det dckc
hang Lyst i Spidsen for det lange Tog as Muldyr, der date
belæssede med Faderens Vareballer, at trave hen over sit
Fodelands Høje oa Sandflader, naar Sommervinden blie
ste feist hen over ham; men endnu hellere gennernskar han a«
den hurtige Sejlbaad den urolige bistayeske Bugt, naak
Stormen bojede Mastespidsen ned mod Bolgetoppene, ellet
han blandede sig i den handlende og falbydende, larmende
Brimmel paa Verdensmartedet i Antlvetpell. Købmalldks
fra Burgos gjorde de fleste Reiser til Nederlandene, til de
geslirnaderste Provinser, hvor Spanien plejede at omtuste
de i Pera og Mexito røvede Tempelstatte mod alle Slagi
Livssornodenheder og Luxugartitler.
Her leerte San Roman at tale baade det brede neders
landsle og det sirlige sransle Sprogz men heller itle Luthers
Modersmaal blev ham ubelendt, og han havde et aabent
Øje for, hvad der foregit omtring ham. Den sorunderlige
Ophidselse, sont bemcegtiqede sig de flegmatisle Flamlcendes
re, saa snart der var Tale om nvget, der syntes aldeles
ndegribeligt for Castilianerem Kirtens Reformation, und
lod itte at vætke hans Opmcerksomhed. Vant til mere at
tcente paa de ydre end paa de indre Ting, havde han hid
til vcrret en as disse gvde Katholiter« som bede deres Ro
sentrans nu og da uden at tcente ret meget derved, som gaa
i Kirte for as og til at vise Helgenerne den styldiae Æres
fragt, ligesom en tlog Adelgmand ikte forsøminer en Gan-J
imellem at vise sig ved Hosset oa saa atter svr en Tid hom
aer Hofdragten paa Sammet og gletnmer Etitetten Hex
i Norden saa nu San Roman usortlarlige Tina. Alt-or
lige, tolde Handels-beeren som ellerg aodt sorstod at holde
paa Stillingen, luttede nu midt paa Dagen deres Boder og
Kontorer og drog med Huftruer oa Born milevidt nd i
Landet sor ude paa den aabne Mart at høre paa et pjaltet.
ophidset Mennesle der holdt lange Taler; sandelig. en
tvivlsom Fornøjelse og næppe vard at forsømme sine Kun
der for, og hvad der var endnu vcerre, paadraae sig Kon
gens allerhojeste Unaade for; thi han havde jo strcengt for
bndt sliai. Oa foruden alt dette bruate diese samme Kod
maend hver Helligaften at lutte sig inde i dereg Hase, og
Rygtet git, at de da lceste ivrigt i en stor, forbudt Bog, svm
de laldte «Gudxz Ord«, Inedens dct ellerg var Stil, at de
paa digse Aftener enten nenne-mail deres Reanslabsbaget
eller samledes paa der-es Gildes store Sal ved et Krus ØL
niedens de unge Mænd til Tidgfordriv holdt Bueslydninz
oa sagte at trcrsse Papegøjen med velrettede Pile. Hovedo
rystende iagttog San Roman alt dette; han blev gansle
uhyggelig til Mode ved den store Forandring omtring han-,
og han besluttede at undgaa digse halvgale Neberlcenderez
Selstab og tun sage Omgana med sine egne Landgmcend
Han havde hjemmesra Anbesalinagbrcve med til de der-mit
lcerde Brødre Enzinas sra Burgos, som opholdt sig i Anti
werpen. Han gil hen til dem; men ogsaa digse leerde, from
me og rettroende Spanier vare smittede as Antverpener
Borgernes Feder, de tunde ilte tale om andet end den nye
Leere. San Roman vidste slet itle, hvad han slulde taente
derom. Han hastede bort sra den sorhexede Stad, dette
fortryllede Land; thi han vilde ugerne tilstaa for sig selt,
at ogsaa i hans Sjael reiste der sig ved Siden af de seedvans
lige Beregninger om Tab og Vinding saadanne Spørgss
maal som: »Hvad bør mig at gere, at jeg tan vorde sa
lig? Hvad er min evige og egenlige Bestemmelse?« Sat
Roman rystede disse ubehagelige Sporgsmaal af sig, has
vilde itte vcere med i den almindelige Forstyrrelse; dem
forlod Antwerpen, idet han slog Kors for fig, og dtog Ost
paa til den garnle frie Hansestad Bremen, hvor han haabes
de at opnaa gunstige Handelssorbindelser og Vindingz
derved haabede han at stulle faa alle Griller jaget pas
Flugt. Den mægtige Handelsstad ved den brede Wesetslod
gemte visselig paa den eigeste Vinding for San Roman,
Heloe den kostelige Perle; men det anede den unge Castiliai
ner iste, da han drog ind gennem Porthvcelvingen under det
statelige Vagttaarn. han. havde allerede opholdt Fig i to
gen Tid i Brennen, da han en Syndag handeede op exg III
t de mtddelalderlige ,Gader. GmspmsJ