s « THE
As
N. P. Madsen.
lFotts t.)
Han havde eaentlig hjemmefta bcslnttet itte at ville
brnde sig om, hvad Prasten sagde. Men i Dng syntes han
ilke at vaere Heere over sme Tanter. Han var straks blevirn
sangslet as Præstens Ord, og jo mete denne talte, desio
mece opmaerlsom lnttede han. Det var til ltam, der bleo
talt, det sslte han. Soa snart Præsten navnede Nednings
raletten og Redningsstolen, tankte Ole ojeblilkelig: »D-3t
et mig.« Det var jo det samme, Pkcesten hat-de talt om
hin Dag oppe paa Osjen — den Dag, Ole ilke havde glenn.
Ja, vist var det hom, det var han aldeles ovetbevist om.
Men han blev i Dag itke vred derover. Her sad hast jo for
sig selv i Ro og lunde hete, uden at noan vidste, at det var«
hom, det gjaldt. Og saa harte han og lntteoe og blev tilstdft
saa odtaget af de Tankek, han satte-J ind i, at han glemte
alt andet og synte5, at han og Prcesten Date de eneste i
ätirlem »
Ved Jotddaalaltelsen stillede ltan sia i allerbageste
Ratte. Og saa snart Hojtideligheden var fordj, sorlod han
Kirkegaarden og gil hjem. —- —- —
Itl If II
En Maoneds Tid efter sad Prceften en Aften alene i sit
k« Studerevcetelsr.
Pludsclig bonkede det paa Deren —- tre langsocnme
men tydelige Stag.
»Kom ind!"
Et Dieblik efter stod en gammel, lidt ttnnrbojet Stil
lelse indensok Dortn.
- ,,God Aften!« lbd det kort.
»Nei, hoin set jeg — ek det tkle Ole SivertsenZ ---
Jo, virlelig." Priesten reiste sig og gtt hen o alte den
gamle Haanden. —--— »Det var da et unentet Bes « Beet-S
go, Ole, scet Dem ned W nei, ikke der ---- her et en Stol,
der er bedte.«
,,Nej, Tak, nei. lnd mig nU holde mig til denne bei-,
den et snadan akkurat lige tilpag," svarede Lle, idet han
satte sig paa en Nskstol lige indenfot Osten
»Det var da en Qverkastelse at se Dem inen.«
»Ja, saamen, det tan man jo not kolde det,« soateoe
den gamle, idet han sad og snurrede Huen tundt mellem
Fingtenex »Men nn skulde det vel — saadan vate, tantec
jeg — at—e—«
Han holdt inde, idet han sad og dtejede sig nekvsst
stem og tilbage, som om han ikle kunde sinde Udtrnl sor.
hvad han vilde sigr.
»Hvad lan De mon have paa Hinte, Lle?« spntgte
Prasten.
»Ja, det var jo saadan —-— hm « det sen oilde sige —
at jeg hat jeg et —- ja, jeg kan da qodt sine det kent nd
— den sa l d t alligevel paa Slibet, He. Pastot.«
Ole havde hast voldsomt ttavlt med Quem mens han
( akbeidede paa at saa den Sætning stem.
« »Paa Slibet?« -
» »Ja, jeg mener denne — Raketten, som De jo taldet
det.«
»Ja san, nn sotstaat jeg Dem. Men det er jo et
Mirakel, Ote.«
»An ja, saamen, det maa vel date saadant noget —
men —- s-«
»De hat mere at sine Z«
»Ja, det var jo netop —— det, jeg dilde sige, at —- jeg
kan ikte —- saadan — komme op i Redcringsstolen.«
Ole dtoa et Lettelsens Sul, da han havde saaet denne
Bekendelse presset stem. Huen kom i Ro, og han vendte sig
halvt om mod Præstem
Denne rnkkede nærmere til ham og sagde:
,,De stal nok komme i Redningsstoletn kcere Ole, i den
Henseende er der slet innen Fore. Men sig knien hvorledess
et det gadet til, at De liat saaet et andet Sind?«
,,Gnaet til?« svatede Ole Ined mere Ltv end spr, »aa«
det et jo ikke saa lige at fortlate. Det er kommen saadan
nassten bog Pan mig. Jea hat jo gsaet on tce t skem on
tilbage i den sidste Tid. Sommetider et det on e kommen
over mig, og foa hat jeg bandet og tanet paa Vei. Men
saa er Maeen kommen n.ig paatvcers. Hnn er jo en Del
sornustig as sig.
»Du slal være sornustig, Ole,« sagde hun en Dag.
,,Tkor du, Præsten vil dig noget ondt?«
»Nei, aldrtg det sjetneste,« sagde jeg.
I «Dg der lan jo nok væte noget i, hvad han siger.«
sagde hun. »
is- »Ja, det kunde jo tænkes mulig," sagde jeg.
»Men alligevel — jeg knnde ilte glemme det, De sagde
om Synderr. Det var lige looltg des-it nok, syntes jeg.
»Men san den Nat, jeg loa ude t Vandet og var ltge
ved at drukne, som De jo ved —- da fik jeg et Skub, sont jeg
tlte fotvandi. J det Øjeltlil saa jeg mete, end jeg hat set
hele mit Liv.«
,,hvad saa De da, Ole?« spuegte Prasten, da den
gckmle hotdt inde.
«Jeg saa —- noget msrkt — noget, som ille saa godt
nd —- jeg saa mit Liv —- t et eneste Selund saa jeg det
hete. Bageftek glemte jeg det vel Ok- nej, glemte ttle, men
flog det ben. Men saa pao Begradelses Dagen sik jeg et
nyt Stsd Og alt det hat jeg tkle kunnet sorvtndr. Jeg
tunde ilke ltbe fra det, jeg kunde ikke saa det vak. —- Sau
ved jeg ikke, hvordan det git ttl, men en Dag hat-de Moren
stablet Blbelen tnd paa Verdet. Og jeg kommer ttl at sidde
og ktgge ltdt t den, saadan hist og her. Og tnden jeg saa
mtg sor, stdder Maten pas- den anden Stde as Bokdet og
get:
si »Du slulde lasse et Stykte, Ole —- hsit. Det storde
vt sommettder hos Sogaesogden st Brelstensz hvot leg
tjente,«.sque hun. »Ist gtvet sanan Tritt-«
»Og hvad jeg sit eller tlke gir, jes lese-,- et Kapitel,
og san gtk hun. .
» »Um dvptdan det nn var, les slk lagen Trist. Jeg
. - syntefsnvtem at Vle Wie ents. De nieste Dag- lcste
( jes essen-list men det blev date verre. VI san tutde teq
3s————-————————s-sp -
,ille lese mete. Saa hat jeg gaaet og tænlt og spekuletetJ
saadan for mig selv, men et bare bleven mete og mete daar
lig tilpas. Ja, og laa vidfte jeg til Slut ille noget andet
jRaad end at gaa huva x .
I ,,De et kommen i Herreng Stole, læte Ven. Og dett
er en Naade, selv om De itte tan se det endnu. Men lad
los gaa til Bunds i S-.agen De er da altsaa lommen paa
det rene med at De ilte tror Herren —- altsaa at De er
vantro.« ,
«Vantro,,« slyndte Ole sia at spare, ,,næ, nee, Or. Pa
stor, det er ilte del. Med snin Tro er der itte noget i Vejen
Det var ja forsætdeligt ille at tro. Nei, men det et Livet,
det er galt med. Det san jeg jo i Vandetden Dag.«
»Ja, ja, ja, leere Ole,« svarede Preesten, idet han ton
en Bibel on satte sig hen ved l)am, »lad os nu se sundt on
sandt paa Sagen. Lces, hvad her staar.«
Han tatte ham Bibelen, og Ole læste:
»Hm) som tror paa Sonnen hat et evigt Liv.«
»Hm De et evigt Liv, Ole?« spnrgte Ptcesten ,
Den gamle saa estertænlfomt frem for fig, grundede
ldt oa svatede saa:
»Nei, det vilde veere lige lovlig ineget sagt.«
»Saa set De altsaa, at De ille lan have den Tro,
Herren tendeg ved, thi han iiaer, at livo som tror Paa Sm:
uen ha r et evigi Liv. Lg lag- faa videre, hvad staat her?"'
Lle lieste igen:
,,sltetfærdiggjorte ved Tit-en have vi Fred med Gud.«
»Herr De sFred med Gud, Ole
»An nei, det er vist lnn smaat bedendt Dei maa vel
vcere den, jeg lavnet, tcenler jeg.«
»Der set De altsaa det samme. Sagen er nemlig den,
at De slet ille ser, hvot Syadounuen fiddet, den dybeste
Aarsag til, at Guds Ord døtnmer Dem. og at Deres Sjcrl
er suld as Uio. De ved neinlig ille, hvad Tro et. lei
Irren paa Guds Søn er noget megct mere oa meget ftstre
end De aner. Den er nemlig eu undetfuld Gudg Kraft, el«
evigt Liv. et faligt Samfund med Herren. Og, leere Ole,
lad Dem ille her bedragr. Jea ved, at det vil loste DenH
Kamp —- oa maasle stor Kamp at ftulle lagsere det, forth
De i et helt, langt Mennesleliv nat anset for Tro, men som!
dog tun hat Vceret en død og lold Vantto.«
Ole sad lidt og grundede.
»Jeg synes, det et lidt strengt sagt, Hi. Pastot.«
»Bei sorstaar jeg saa aodt, at De inne-z, Ole. Mcn
am det nu er Sandhed alligevel Gnds Sandhed llinaer
oite ftrengt Jeg tunde have gjort Dem Sagen lettere ved
at have trostet Dem med en falsl Trost. Men derved vilde
jeg jo tun have bedraget Dem. Jea vilde gerne gaa Herreng
tlFrinde til Dem. Og ved De, hvorledes han bceter fig ad,
naar han faar Lov at føre en Si1ndet, soin ha n vil.«'
Ole svarede ilte, men faa blot spørgende paa Ptæsten
»Han tlceder ham af, Lie, lige til den sidste Trcevl,
iaaledeg at Snnderen staat belt noan for hans Anstat.
uden den niindste Lap at sljule liq med --- nden at have det
mindste nt troste sig med af sit eaet, hverten sine gode Ger
ninger. sit brave Liv, sin indbildte Fronihed, sine Bon
net eller tin nainle forlotne Tro. Den Getning hat hau
deayndt med oversor Dem. Men inaa han saa ogsaa blive
ved, indtil han bliver færdig?«
Ole havde bsjet sig sorover og sad og saa ned med
Gulvet, men soarede itlr. s
»Den gamle Ole i Dem siaer Nej,·det ved jeg. Men
der er kommen en un Ole til Live i Dem. det ved jeg ogsaa.
elletg Var De neeppe kommen her op i Atten, og han fiaer
Ja. Og hanc- Røst stulde De folge. De flulde sige til Her
ten: »Heru, gar ved mig, hvad du vil, fuldsør din Ftelse
med mig, til du er fcerdig«. Saa vil De oasaa lomme til
at staa nnaen sot Gud, uden nogenfomhelst Txøst i Detn
lelv. Og det et at vcere i .L)avgned, Ole. Men Gud fle
Lov, det er itle det sidste. Nei, det sidste er, at Herren ved
sin Aand lcegger en levende. saliggørende Tro ind i Hiertet,
den Tro, som tager Gud paa Ordet og giver Hans Ret, oa
lotmedelst denne Tro staa vi ior Gud, isptte den stinnendt
lwide Vrudedragt, det ftraaler af Gudg Hetlighed, sorTi
den er tdættet i Guds egen Saus Blod. Og det er at vasre
Hi Redninggstolen Saa lau den gamle Stube fynle, ind
til den lnntet i Graden, saa qaar del dog mod Land ind
»mod Paradiseth frelsende Finst«
; Ole sad et Dieblil i dnbe Tat-klein Saa sagde han,
som lldtryt fnr Resultatet af fine Qvervejelset:
»Saa tonuuer jeg not aldrig i Nedningsstolen."
»Nei, itte ved egen Kraft,« svarede Præsten, ,,ll)i der
er et Miratel, et underfuldt Vært af Gud selv. Men vkl
De give ham Lov til at gpre dette Miralel ved Dem. Siq
mig, Ole« —- Prcesten laade sin Haand paa hans Stuldssi
— »tan De bsje Deres Knce7«
»Es-je mine Knæ?« —- Ole faa overraslet op paa Pra
lten. —- »Det plejer jeg nu ellers itle « saadan — at gørc.
Jeg plejek ellets saädan til daglig tun at folde Handerne.«
»Ja, det lommer jo heller ilke an paa det udvotteHL
Men De fotstaat not min Tanle. Nede ved den sotbar
niende herreö Fod leerer man at blive nsgen —- fatlig on
fortabt i sig selv. Detnede fra gaat Vejen ind i Redmnais
"stolen.«
» J det sammt hartes Vognruminel ude i Gaarden. Tct
var en Mand, der lom for at hente Prcsten hjeni til en si)g.
Saa tejste Ole sig, bsd Godnat og gil.
Da han lom hieni, tændte han Lyset og gav sig derpaa
til at vandre srem og tilbage paa Gulvet.
» , Der var mange Tanler, der flulde gennerntænles. »Da
.Ole tæntte bedft, naar han gil.
Af og til standfede han, sisd Huen for hvet Gang nogct
thsjere pp paa Panden, grundede lidt og gav sig saa til at
marschere igen.
Pludlelig blev han staaende foran en gammel Ding
Illste, drog en Slusse ud og gav ftg til at rode i nogle gamlel
ISager. Tillidst trat han en lille Pude med blomltret Betrat
frem, saa lldt paa den og git saa hen og lagde den foran
Sengen. Et Hieblil blev han staaende toean den, men be
gyndte detpaa attet at speiset-as
let eftet gtl han den og lultede Dir-en vixv spejdede en
Stand nd i Mirtet og lyttede, bvoceftee han lgen leitleve
Osten, hielte Lyfet nd og gll hen fpran Sengen. «
Der stod han et Øjeblll og grundede, tog faa hsjtidelig
tin due as og lagde den paa Dynen ogk tdet lian stottede
hcndnne med Senselantein lod han sig detpaa langsomt
sllde ned paa Juden.
Fskste Gang i sit Liv laa den gamle hcerdede Fister
nede ved sin himmelste Hektes Fad. —
Da Ole den Aften gil i Sena, var han i Højtidgstkm
ning. Og del var saa deigøteude esier den sidsie Zins Uko
on Sindsopwr. Og han laa lange og nnd denne Stem
ning uden at have Lyst til at sove.
»Det niaa viere Freden, som Præsten talte om,« tcenlte
han. »Saa maa jeg altsaa have den rette Tro. Havde
Præsten nu blot været her,« tænlte han dir-ere, ,,saa keins-e
jea have svaret ham.«
J denne Festsiemning sov han endelig ind.
Næste Morgen laa alt gaaat i araat udensor. Ia
niasrteligt not var ogsaa alt graat i araat i Oles Eitel, da
han slcg Ojnene op. —- Han vaagnede nemlig niidt i en
nl;yggelig Drom. ·
»Tøjeri man lan ligae og stable samtnen!« mumlede
l;san, idet han gned Øjnene.
Saa begyndte han at ville arbejde sig ind i samme lnie
Etemning, hvotmed han var sovet ind. Men det vilde stei
itte lylles harn. Tvcertimod Jnden hast vidste as dei,
var han tnde i en Fireds as Tanker, som blot gjorde hasn
-.ndnn daatligete tilpas.
Han kam til at tænte paa de stinnende hvide Klecder,
smn Pkaesten havde talt ani. Og derved trwnate det Spargk
«iaal sig srem, as han havde disse chrder paa.
Han laa et Øjeblik og grundede. —- Hvad stulde hxni
farstaa ved de hdide KlædetZ Guds egen Retscerdialied -
knindedes han· ---- Retscerdighed retsærdiggjort, det btev
man jo ved Troen, stod der i Bibelen, og Troen givet erd
La erden — ja, havde lian egentlig FredenZ — Den face
aaaende Asten havde han den, det havde han da traet, in«:n
nn —-— nu var den som blast bott.
Bat det da ilte Troen, han havde hast, da han ait i
Jenas Troen tager Gud paa Ordet og giver Gud Ret,
havde Præsten sagt. ——- Men saadan havde hans Tro ja
ckientlig itle vieren Han havde so itte taget Gud paa noaet
Led· Hvad stulde det viere for et Ord? Og give Gue
tltetk Hvad slulde Gud have Ret i? Den Stags Tanter
haude han ille været inde i.
Han lastede sig et Par Gange uroliat seem da tilbaae
i Zeugen. Og saa begyndte bang Tanker sorsra for at
tore rundt en Gang til i samme Citkelbevægelse.
Han lom ilte videre. Og det eneste, han opnaaede
ved det, var blat, at han blev niere og mere urolig aatung
i Sind. —
Saa havde han da ilte hast noan Nntte as, at lian
dar gaaet op til Prcesten, eller at han havde tiiælet sor sin
Und Og han havde dog gjort begae Dele as et oprigtiat
Lisette. Og Bannen, han havde bedet, havde agsaa vcerct
oneigtig. »Herre, sør mig som du vil, men giv mig den
Tra, som «duer!« hadde han raabt. Men hvad havde det
.iltsammen hiulpetZ
Endelia stod han op og tlcedte sig paa. Han vilde ud
i den stiste Lust, saa gil det not over.
Men det git itte over. ·
Hele Dagen git han hvileløs omtring. Snakt var
lian oppe paa sin Bernh snart inde i Stuen og snari ude
intellem Filittetnr. Jngen Steder havde han Ro til at ver-te
Ved Astenstid git han ned ved Havet og spaserede et
Styltc lanas Bredden.
Hans Sind var bleden helt bittert, alt mens han havde
aaaet og arbejdet og taenlt. Tilsidst var han lommen til
at tænle paa, oin det hele itte var noget Blcendværk —
baade nied Ratettetne og Redningsstolen og Afklcedninaen.
---— Gud vilde søke ham, til han var scerdig, havde Prcesten
sagt. Men hvor sortes han hens Han sit jo hverien Fri
den eller —- det andet.
Kunde det virtelig være Gad, der sørte ham ind i dette
tunge Sind? —- Nej, bare en sygelig Stemning var det —
Grubleriee —— naar alt lom til alt.
,,Vrøvl!« inuntlede den gatnle, idet han tnuste en Mus
lingslal med fin Træstohcei.
Den Tanle gled som en lægende Balsam gennem hatt-J
chel ug lettede hans Sind.
»Nei, de Tanker ud as Hovedet, Ole,« mumlede ban
videre, »Gnd hat itte mere med det hele at gøre end —- end
den Veagstump der,« raabte han højt, idet han greb et af
revet Stylte as en Planke, der laa i Vandslorpen, og ta
stede det langt op paa Sandet.
»Ar) — det Spektalel!« udbød han i det samme, idet
han inærlede, at et Søm havde revet en Flcenge i hans
Tommelfinger.
Ja — en Bragstump kan dog ogsaa saa noget nied et
Menneske at gete. Det saa han, idet han betragtede Blo
det, der strømmede nd as det gabende Saat og ned paa
Sandet Og det mærkede han allertlarest et Par Dage
isten thi da lau lsun i Seligen tned alle Tegn paa Blodsor
gistning.
Fsørst var Tommelsingceen svulmet op ,og saa bcgyndtc
Armen at hovne.
Mai-en var strals rede med Omslag og Badning. Men
det hjalp itte. Tilsidst sotelom Sagen dein sarlig, og saa
maatte der Bud estek Lægen.
«Mener De, at det kan — vcere sarligt?« udbrød Ole
en Sniule spændt, idet han saa, at Lægen rynkede Panden,
mens han unders-gte ham.
»Fatligt?«
»Ja, jeg mener, om — det kunde tcenteö, at —- det
lunde viere —- dodeligt?«
»Aa, vi haabe det bedste. Nu gør vi, hvad vi kan,«
svarede Lcegen ttøftende.
Denne strev derpaa en Recept, gav Maten Bested og
tog saa Assled.
»Dsdeligt,« mumlede Ole, for sig selv, da han var
alene. J det samme tom han til at Mute paa Vtagstum
pen, og hvad han havde sagt nede ved habet. »Hm, den
Veagstump —- det stulde jeg ille have sagt —- det var —- for
meget —- det var Overmod —- det var — naa, det bliver
vel itle saa satligt —- det gaar vel not over igen — —«
Ole tunde ikle stjule sor sig sele at han pludselig var
bleven angst. Og stønt han søgte at trsste sig, saa godt
han lande, tog Angsten dog til, alt som Tiden gil. z
hvad var han egentlig angst soe? —- Dsdenf Den;
havde han so set i Øjnene saa tit, uden at der havde deine-»
get sig en eneste Fidee i hans Vierte. Men naar han stulde
vcete gansle ætltg, saa maatte han tllstaa, at det alligevel
var Ost-an han var angst sor —- nu.
Vgl-vorm var han angst soe Dsdent Ovad var DI
- n« « -.·-«s- --·- ——s— --·-I-7W
,-» , »
den egentligsd — Dei Spsrgsniasl blev ham af five Js
ieressr. Og han havde saa god Tib- nu til at tænle m
det.
Hcm mindedes Ligtalen over sin Nabo for et Par Aar
siden. Da havde Præften talt otn Døderr. Og han havlt
stildret den sein »en trofaft Ven«.
»H::i ——- en Ven«. Ole søgte at leve sig ind i des
fforeftillina at Døden var en Ven.
Men det ait ilte. Hvor tneget han end tænkie, og hvok
meget han end spate at erindre af alt det ftønne, Priester
saa trostefxxldt liavde sagt om den, lunde han dog aldelek
jtle komme til at tænke sig den som en Ven.
Saa Inindcdesz han en anden Ligtale for mange Aar
siden La han huitede saa tydelig, at Ptæsten hat-de sagt
at »Tøden var Jisdaangen til det bedre«.
»Hm ——- bedre — lkvad for bedre?« mnmlede den
aanile »Ja hvor?«
»Das (Etus!« liavde Præitcn sagt.
i Pludselia stod det aideleg llart for Ole, hvotfor hat
):-.icntlia inderit inde var bange for Dieben Bagved Dødet
Hist-te lyan Gild. Og Ole var bange for Gut-. Havde no
facn faat til ham, at han flulde made Tsjcevelen, det fyntet
Han itte, han vilde verre saa banae fer. Men han vidstr
aldelce besinnt, at han var banae for et Mode med Gub.
Han beanndte at lede cp i sit Lin for at finde nnget at
lteroliqe sia nied. Men hvor meaet han end ledle, kunde hat
den itte finde noaet. Han gennemgil i Tanlen den iamtne
Skala af T-nder, sont l)an for nogen Tid fiden havde gen
nemacaet icir Materi, oa som den Gang saa glimrenu
bavde itaaet iin Prove. Men nu aled det ene efter det andet
bort for hom, nden han fandt det mindsie beroligende deri.
Da Time efter Time gil. Og alt intens toge Sma
terne til, oa med Smerterne tog Angsten til.
Henimod Aften aik Maten en Tut bjem. Da hmi et
Timeg Tid efter atter traadte ind i Stum, reiste Olt TII
pludselia over Ende i Sengen og sagde:
,,Maren!« s
»Ja, hvad er der, Ole.«
»Maren er du i Redningsstolen?«
»J Redningsstolem hvad er det for nagen Snat Mk
ital du losaqe dia lønt ned og lig stille.« Maren var ojs
paa, han talte i Vildelse.
»Ja, for jea ·er det ikte,« vedblev Ole, ,,og der man
man verte, ellerg forliser man.«
Marcn satte sig ned ved Senan og saa deltagende pa
den gamle. Denne laa lidt og stirrede grundende hen for
fig, saa siger han igen:·
,,Maren. ’«
»Ja, jeg er jo her
»Praesten havde dog Ret — jeg er en Synder.«
»Ja visi, Ole, det ere vi jo.«
,,Nej, itte iaadan, nej, men en Synder med en sioe
Stle —- ieg saa det altsammen den Dag du ved —- udei
Bandei — Gud hat vist mig det. «
»Na flal du itle ligge og fpelulere over det,« trøstede
Maren. »Du hat vel gjort saa meget du ikle sknlde, det
hat vi jo alle — men saa hat du dog ogfaa paa ande
Maade været en stiltelig og god Mand, der altid hat holdt
dig til Vorherre — dei slal du ogsaa tcenie paa. Ole.'
»Nei, nei, Maren, det dner ilke,« raabje Ole ivriek
,,det duer itle, naar man er — —- hør Maren, kan du husle
den engelste Dame, hende der git til Bundg?«
»Ja, det var jo forfcerdeliat med hendeZ
«Bare jea itke gaar til Bunds ogsaa —- derned hvok
du — not ded. «
»Nei, vist ikte nej, Ofe, del er jo noget forstraekkeligt
Snal. Vorherre er jo en god Mand, ved du da nok.«'
; »Ja vist —- ja vif « s— mumlede den aamle halvi for
lsia selv, idet han lagde sia tilbaae —- ,,Maren, du for-staat
det iiie -s— du forstaar det slet ilie. «
Han laa lidt og stirtede op imod Loftet. Af og til
ail der en fmertelia Trcekning hcn over hans Ansigt, idei
han nditødte et tlaaende: »An ja!« Pludselig reifer hat
sig atter over Ende i Senaen og siger:
»MareU, hent Praefth
»Ja, bei stal snart sie,« svarede hun, idel hun reiste
sig oa ait nd.
tin Timeg Tid efier sad Priesten ved Oleg Geng
«Naa, livordan aaat det?«
»Or. Pastor,« spart-de den aamle, iksct han greb Pras
siens Haand »jea er i cnvanod «
,, cis-a stiilde De aaa i Redninazitcl cn Lie.«
»Im ian iltc, Or. Ptafor, ji«-a tan itte. Jeg lan ilke
faa fnt i noaet. Alt hnr l)an taaet sra mia.«
»Ja, men det er jo aodt, Ole. Alt sla l io Dafaa ta
ges fra Dem. De ital ilte have det mindste af Deres each
sDe lan llynge Dem til. Men arib saa fat om det, der hol
«
der i Tid og Eviahed i Liv og Død — Firiiti store frelfende
Gerning. Gril) Ordel om alle Deres Synderg Forladelse
ufdrslyldt, saa griber De Herren selv og dermed hauf
Frelse og Fted i Ordet. «
i «Kunde jeg bare — kunde Jeg bate, « suktede den gamle
tungt.
. »Sc. kckre Ole, nu sit-il jeg en Gang til holde Red
ningsstolen lige tat hen til Dem· Alle Deres Synder ete
sonede, Ole. J Gudslannnets Blod ere de sonede. Krisis
Sonosser regnet Gnd Dem til Gode. Gud er forligt i Kri
ftus. Der stal intet mere gøres for at forfone eller forlige
ham. Spørgsmaalet er blot: vil De viere forligt med hum.
saa er der intet mete, der staat itnellem Dem og Gud. Vil
De?«
Ole fvarede ikke, tnen de Taarer, der en efiet en ltb
ned,ad den gamles brune Kinder, fortalte Kydelig nol, at
han gerne vilde.
Præsten sad endnu Noget ved Oles Seng og talte med
ham om Bejen til Livet og Freden i Krifti Blod. Tillidj
lnoelede han ned ved Sengen og fagde:
»Sie-l vi bede samtnen, fsr vi stilles?«
Sau bad han en inderlig Bsn em, at Herren tilde
give den gamle Mund stn Aands Lys til at se Guds usw
styldte Frelse. «
Derpaa gik han, idet han lovede at komme iqen ucße
Dag. L
s « Tidlig nieste Morgen blev Siegen deutet igerr. D
han saa Ole, rystede dem paa hol-eben Sysdemmen W
igjort rtvende Fremstttdt. Der var tkle meet Whi
pm at redde Oles Liv.
— · ists-Mk
