Kun en Tjenestepige.
En Julefortælling.
Jra Engekft vcd clga
t. Kapitel.
»De maa ttte grade saaledes, Futen Jonre, jeg
Lan itte taale at fe derpaa, og De ved. De faar Hovedptne
hast« Den"talende, Sara Kerne, indtog fandfynligvis
en tjenende Stilling at dsmme efter hendes Arbeit-U at
stryge Linned, hun var gammeldags tlcrdt, havde daatde
og darste, nien dog godmodige og tarlige Ansigtstrcet.
Freien Jonce, hun talte til, var lige kommen ind i
Strygettuen, hoor bun amdende tattede sig ned vaa en
Stol; hun var omtrent 21 Aar aamrneL middelhoj ezr
sinnt: tnnde hendeg Ansigtsudtryt end itte taldeS smutt,
var der doa meaet indtaaende oa oindende, dendesis store,
mørte Lin-: straalede tlart med et vift toramodiat Udtrnt.
Det var let af hendeg Holdnina at Te, at lnln var en fulds
endt Dame, medenå hendes chededragt var meget for
dringsløs, den bestod i en tarvelia, fort tijole med Krepbe
fortning, uden nogen sorn helft anden Pont eller Sinytte,
og dca dar det et riat og fornernt Hjem, den unae Pige op
holdt sig i, derom vidnede todelia de hoje, rummeliae Vettel
ser, udstnrede nied al tasntelig stomfort og Lutfus, den
smutt anlagte Have oa den Part, de prægtjae Vogne og He
ste, der til enhver Tid ftcde rede for Herstabet paa Ere
mitagen.
J Daaliaftnen sad de tre Damm de date spraetlcedtex
men hoorvidt sorftelliae var itte deres eleaante Zeraedraat
fra Jonce Millners tarvelige, derfor Var det ogsaa tun E
Klædedragt, at Fru Evans tunde tatdeg en sin Tarnr.
Hendes Fader dar en rig Bergsdetnlant oa det var tun
for Pengenes Etvld, Walter Evanz badde spat at vinde
hende som fm Huttrrn han onna-Jede det, men maatte bøde
dyrt derfor.
Stønt han var en fernem, fintdannet Mand, bar-de
han bundet sia til en sit-inde, fom itte stod Pisa fanmte
Dannelsektrtn sont han. da fom itte en Gang oed perfon-’
tig Elftvsdigbed tunde beide paa denne Etanaek bun dar
stolt af sinePenae, og Ved en ver qioen Lejlialred tod lgrxn
sin Mand føle, hoor afhaengig han var af hendeg Madam
Det var derfot intet Under, at deres to Dotre, Adelbeid
og Augustu, vare bjertelose og uden Tannelse. de oare af
deres Moder opdragne til at vcere stolte af dereg Rigdom
sg se ned paa dem, der intet ejede. Folaelig bavde de tun
meget lidt tilovers for dereg Kusine Jonce Millner, hvem
Modgang nsdte til forelnbig at opholde sig Paa Erernita
gen.
Stsnt Joyce var enekie Dotter af Hin Evans’ Søfter,
var det tun med Uvillie, at hans Hrrstru modtog hende;
der var nemlig intet, hun hadede, som saftige Slaegtninge;
i Sammenligning med hendes Hjem tom Jonce ogsaa fra
et fattigt Hiern, hendes Fader var Prcett paa Landetz nien
der i hans lille Meniahed havde han oa hang- Datter va
ret Lyset og Glceden, indtil Herren taldte ham hjem til sm
Glæde, og hans Dotter «ftod aienr.
Fru Evans udtalte sig bittert ved denne Lejliahedc
»Bei er ufornuftigt, at Folt med smaa Jndtaeater gifte
feg, naar de itte have Udsigt til at forførge deres Familie;
men din Svoger hat maafte ajort Regntng paa, at bang
Dotter tunde blive forserget den« »Da taaer feil, Mill
net havde samlet sig en lille Formue, og for at faa heitre
Reuter satte han dem i forstellige Aktien boorved han mi
stede hver Øre, du tan not hatte det Selftab«, og Hr.
Evens naevnede Navnet paa et Selftab, hendeg Hader
haode været Direktor for, og hvoroed han Ijente en bande
lig Sum Benge.
»Hvorfor stulde vi bøde for denne Dumhed7 Mine
Dotre stulle i hvert Tilfcelde itte tilsidefeettes, jeg tornrner
til at tænte aa Præditenen fra sidste Sendaa: ,,Derfo:n
nogen itte Fgr Omsorg for sine Husfolt og meft for fine
egne, han hat fornægtet Trer og er vcerre end en Vantro,«
det passer netop ved denne Lejlighed.'«
Im Evans Samvittighed sagde hende, at hun var
JjettelsT detfor sagte hun at neddcernpe dens Rost med
Guds Ord, om hun end anvendte det paa urette Sted og
Munde, hun havde itte leert at elste ham, der elfteoe hende
med en enia Karlighed og hun hadde hellesitte leert at
elste stn Ncefte som sig selv.
Dr. Evans maatte tcempe haardt for at san sin Huftrn
til at give sit Samtytte til, at Joyce sit Ophold hor- dem,
jun forbeholdt fig, at det tun stulde være forelnbia. »H- in
fasset itte til at være Leererinde,« sagde Augusta, »Joycc
M hvekten fpille eller sange, da i al Fald itte noget, som
c Omtale verd, og Musik fordtes alle Steder.«
JTHH Adelheid opregnede en Del andre Futdtommenheder
pg Egenstaber, hun heller itte var i Besiddelse af, og drog
den Slutning, at hun tun vilde være dem til Beinen
, »Stulle vi bcere Sorg?'« spurgte begge Sestrene, da
- Pattor Millner var ded.
»Vi ere nsdte vertil, god Tone fordrer det," sagde
Anderen
,,Bt have valgt vore Foraarstoiletter, og Nyhederne
ete saa kenne og tlcedelige,« futtede Adelheid.
De grad itte over deres Ontels Did, men de grad
sver de grusomme Fordtinget, den gode Tone stillede til«
den-, at de stulde ofre saa meget for den afstyelige Stege
tragt«.
Saadan var det hjeka og de Meer-retten Joyce tom til
after sin Iaderö Did, hun, der hat-de været vant til at
ist-e omgtven af Kerlighed, ttl at leve r en hellig Luftntng,1
Mit-en cf tin Zaders Binney vel ventede hun ingenl
th Beltonrfthtlsen, men aktgevel smertede get heade, s
jin-de Saaten on Manne vare ude at Me, da heut-es
, tttte sen-de tnd m Branntwein Et bannt Vierte
«· is III den fttsldkelsfe sey-e t Silbe, M dar Sara
’« MWMHMMWzWIMIM
gaase We, teaere,da
Erst-Mem- thut
Dei var velgstende for Joyce at vide sig omsiynget
af saadanne kcetlige Arme, og hun vidsie. at Sara kunde
hun stole paa, men hun vidste ogsaa, at hun havde en
Fadek i Himlen, hun Lande beten sin Sorg til, hun havde
tidlig leert at tafte al sin Sorg paa dann og at han havde
Omforg for hende.
Hendes Onkel vilde gerne vise hende sin Keetlighed
og gste sit til, at Eremitagen kunde bleve et Hjem for
hende, men msdte i sine Fotssg heepaa den heftigste Mod
stand hos sin Hustnt, der tun vitde yde sin Niece et Til
flugtssted en tort Tib.
Den forceldreløse, unge Pige var snart klar over sin
Stilling og vilve langt hellete tjene sit Brod, lige meget
hvorledes, end vedblivende at blive taalt as sin Tanke og
KnsineL Hun spgte at vinde deres Kætlighed og Tillid,
men fotgceves, de vare fast bestemte paa at vise Joyce,
hvad hun vat. og hvok hendes Plads var i deres Hjetnxs
hun sogte at vise vekdsligssndede Mennesiek, at det ikke et!
ssætd at tragte eftet denne Vetdens Gover, de forgaa, hun
fpgte at leve eftet Befalingem Elfter ikke Buben, ej heller
Je Eing, som ere i Verdem verfom nogen elsier Ver-den, da
er Faderens Karlinbed itte i Imm, tbi alt det, fom et i Vet
Den: Kndets Syst, Ljneneszs Luft og Livetg Hossckrdighed et
Orte af Fadereih men of Vefdcm og Vetden forqaar og dens
Luft; men hom, Tom get Guvg Villie, blivek til evig Tib!
2. Kapitel.
»Du er den eneste her, der bryder sig om mig, Sata,«
iagde Jonce en Tag. »jeg bat bestemt at taae bei-fra.«
»Dere«:å Ontel er da aod mdd Dem, og hvot dil De
Sage ben, hvig De forladet ltremitaaen?«
»Ja, det er netop min Betonuan Sata, jea bavde
tæntt at lege Plads som Leeretinde, men de ais-re Nat ad
nia oa siae, jeg er ilte dngtia not dertil, der fordtes nu
til Tags meget mete. end jea tan. derka hat jea tcrntt at
Tøae Bladz fotn Bonn-s da Bart-ersah itte fee ganfke smaa,
men for lisrre Vom, som jeg tan destasftige da jage mig af
i det bele.
Zone Pladsks fom Vatnediae. tun fom Tjenestepiael
Lwis Terek »aber bavde lnnnet forudse det.«
Sara dted sine Hckitder i Fortviolelse, men Jodce ina
rede rolig:
,,Hvis Felder levede. bande jea bam til at made mig;
men jeg et vig paa, at han suldt ud dilde billige tnin Be
ilutning at spge at foktjene mit Brod paa artig Maade,
fremfor at spise Naadlensbrsd bog tiae Slæatninae. Jeg
hat læft Aviferne igennetn de sidste llaer, oa jea hat flete
Tilbud fta Damet om faadanne Pladset, men uden Lon,
og det tan jeg itte undoæte, jea maa have noaet til Klæder,
de ete itke sineee, end at de ville not tunne passe for en
Tjenestepigr.
»Detes Ontel vil itte tillade Dem at taae en faadan
Mang indvendte Sata, som itte tunde tænte sig. at den
deg Yndling siulde være i famme afbckngige, tjenende Stil
ling sotn hun felv.
»Im fnlder 2 Aar i nafte Maaned da er faaledes ·
snnndig; jeg hat averteret og faaet site Billetter, hvoraf jca ;
synez om det ene Tilbud: men jeg manglet en Anbefalina.« (
»Bei et jo meaet n·::tutli·at; hvilten Moder Vilde del i
beten sine Born, sine tottbareste Statte, til en fremtneo i
uden at lende det mindste til hende? tdi nackt efter Moderen
blioer Barnevigen den, der faae tnest Jndflydelse paa dem." .
»Ja men, Sara, vi date doa saa aatede i Welton, «
flsnt vi tun date fattiae Folt « sagde Jonce Vemodiat ded «
Tanten om det tære Hiern. »Im hulter saa tydelia hast«
alade Beboetne date tin-«- kl, naar jeg lotn med min sit
fmaa Gaver til dem; lik, - manae venliae Hilfener oa Lr !
ftet modtog jeg itte, r-.-1 jea Julemorgen ait med Fader
til Kitte, og det var da tun laa lidt, jea hadde at aive.«
,,Vel havde De itte givet saameget lelv, men De hat-de ;
dog anstrengt Dem for at saa de rige i Sognet til at give, ·
de tunde ille savne, hvad de ndede, thi de gave af der-Es ;
Oderflodx hvig de stulde have undvaeret noaet for at give,
mon de saa itte havde holdt sig ti!bage? hvad menee De, I
onc Deres Tante og Kufknet stulde spare lidt paa der-I :
Pynt for at tunne hjælpe de fattigeZ jeg tkok for, de lod i
dem ds af Sult end ofrede noaet. Det er faligt at give, I
hellere end at tage. og Gud elslcr en glad Gitter-: Denk 1
ringt Gader have stsrte Bat-di i Gudg Ljne end de rigiiJ
ftprre.«
Jeder tunde itle holde Taaterne tilbaae ved Mindet
om de luttelige Dage i Hjemmetx hvor fandt hun nu et
Hiern? itle vaa Ekemitagen, det didtte hun godt: men Sara
vedblev: »De ital itte grade ved at tænte paa Fortide1..
leere Joyce, De blivek itte glemt i Welton Sogn, alle holde
af Dem og bede for Dem; de glemme Dem itte og hast-e
paa snart c. se Dem igen, og hufl paa Gud, han glemmer
Dem heller itte; ligesont Die tog Dem af hans fattige, lau
ledes vil han lørge for Dem; han, sont ftder Hintlens Fug
le og tlaeder Lilietne paa Matten, stulde han itte ogsaa !
sprge for Dem?«
»Jeg ded, Sata, jeg got Ucet i at tvivle otn Gad, hcm s
elskek mig, jeg vil taste al min Sorg paa hom« jeg vil ty
hen til min Frelser med mine Betymtingek, han vil hiel
pe mig at biete alt, hatt taget den stsrste Del af Bruders-,
saa hat jeg den letteste selv. Deöuden hat jeg io dig, min
gede, trofaste Sara, du taget jo ogsaa Del i mine Sorget,
dig lau jeg betro alt; jeg ved ogfaa, at min Ontel holder
af mig; men jeg nenner itte at lasse mere paa dam, han
hat Sorger not i Forvejen. Jeg hat strevet til Im Caruth
paa Bittegaatden oufat give de nsdvendige Oplygningct
for at jeg tan san den Plads, jeg taler em. Jeg fortalte
heade, at Eremitagen aldtig vilde bltve noget hjem for mig,
Wer hnn invtterede mig til et taugt Bessgz hun sites-«
at det vilde glede heude nieset at se mig; seen ieg hat be
.chitet ille at W Wil, its vil Mc dcte nosen til Ve
stunk
»Nei- hvokfvt unser De da tlle need Fett Ton-th
Tillmd, den hat is glüh met soc venlig mod Dems«
»Is, huu hat Ittid met denlig tmod mig, og des
et OW U M Sied, jeg isset til.«
Mc M M Istsktt W M WMW et
Im We M Mut leise M vertil; me- hie-i
its-Mississip- UUNFWWII
-
l
over Joyces Ansigtx denne venbte stg dort for ikke at kpbe
sine Tautet, og begyndte lidt eftek nætmeke at udvikle sme
Planet-.
»Taktet være Fku Catuths Anbefaling et Fru Rossi
paa Springsield villig til at nntage mig sotn Bonne for
sine to Dotte, site og fets Aar ges-le; jeg stal ier tage Del
i det huslige Arbeit-h og Im Rofz betragtet sine Bsrns
Bonne fom staaende hsjete end de andre Piget."
»Ob. Of jkg stctl vpleve. at De tun blivet Amste
pige, jeg san itke tænte mig det." udbtid Sara for-winket- ;
»Tag dig det ikke san mer« kæke Sara,« tttstede Joycc
hende, »det er langt verdigere for mig at spise det Bud
jcg selv fottjenet. end at vckte afhængig af Tantez im
Caruth hat lovet, at heudes Pige maa folge mig til
Springsield Station, og hun hat tillige paataget sig at :n:
vertette Onkel orn min Bestntning, itke fokdi jeg stammer«
mig verord, men jeg ded, at han vil gske alt for at faa mig
til at blive: nei, jeg stammet mig ikke ved min nye Gier-T
ning, tbi min Frrlsek hat givet mig Etsemplet, at sont hims
tjente sine Tisciple, stulle vi tjene hintaner hcm tog en·
»Tjeners!ittelse paa og fotnedtede sig felv, faa at han vlev
lndig til Tode-n«
»Gud velsiqne oq bedare Dem, leere Joyce, og busi,
brig Te nogm Linde bchover en Ven. saa henvend Dem
tun til i:!ig."
Z. Kapitel.
Irr-te bavde meaen Tid til ftn eaen Raadighedx natt
hendes Tante o-; Kussnet tptte nd, havde hun Valget mel
tekn entom-ne Spadfetetute ellet Sienas Selftab. »Der et
itte Ptadg til mere end tte i Vonnen," tagde Ftu Evens
altid, oa var det enaana, at tun en at Dottene tog Ined
hende. Da Ot. Eva-Its forefiog, at Joyce stitlde tote med
saade him: »Vi vitle itte vænne hende til taadnnne Be
hanetinveden tom nun moatte itte fnat i Fremden
.,.Lwo.s ved du dktf Innre tan jo aøte et tiat Parti: tun
irr nie-net inttktaknde oa i Besiddelse af manae aode Eaenftu
bet, tom !a.i««.1t ovvete Riadon1.« Or. Evang Henstqt nnd
demn- Vc«rtnttnista Vor tun at rote ca forsmtc Jottcex men
Danks Hutttn owns-M det andertedesI »Bist fattikte NEU
-t natntliyvisz tnsuttete end ntine Dotte: jeg ftat not vife
Innre Millkten twot hendeg PtaDZ et i m it Hjem.«
J sit stille Sind gentog Ot. Evanst ,,Din Ntece —-—
snine Totte mit Hjem«: han fammenlianede dette tnco
Lianetten om den fortabte Son, hvotledes Fadeten siaet:
»Mi» Eim, totn vat fortabt, et bteven tunden,« oa til iin
retdte Sen fiaet han: ,,din Brodet,« men httn befinqu
Innte etlcr Kættiahed tilovers tot fm fortabte Brodeix
han Tiger nah-a til sin Faden »Dtn Zon«: Welches-,
tckntte St. Evens-, et den fattiae, forwtdtelsfe Joch tun
»di» Nim« for min Httfttu, nant hnn tatet om bende: jea
Its-Jedes at en faa midia, indtogende Piae not tunde vintse
min Hutttuszs titættikthew men det hat itte vcktei mutigt.«
Da Joyceg Fodtetsdag kom. var det innen kostbare
Siedet tit l)enDe, sont hendeg Kusinet vate Dante til: hen
Des Tante bemættede tun toldt: »Naa, saa Vet et Din Pfad
7etSda;a, Konte, vi snste dia til Mitte-« » lige Maade.«
ftemmede hendes Kusinet, hvottil Jonce tattede, og tavie
atte de sia ned Ftotottbotdei.
»Du et attfaa 21 Aar,« benyndte Ftn Ehe-ins tidt et
et, »du hat maatte ventet kostbare Gewer; men jeg teknlet,
it nnttiae Ting date bebte, detht mente jen, at, da vi nu
iflægge Sorgen, stutde du have dine Kusinets tatsetiae
Hinten dekeg Siltetjotet ville de beholde, de tunne altid
komme til Rotte; men de tatveltgete ete ogscta af godt Tøt
)»q s-«
,, tobe not tit mig,« fuldendte Johce.
»Nei, det var itte Meningen, de ere nieget smutte, on
Jomftu Rai-tell vil not hjætpe dig med at ty dem om.« «
tJton Ftu Evans mente, at det var tattfuldt at tilbhde
Zoyce sine Bettes attagte Alt-det?
Jonceg Kinder btugsede og fortaadte en indte Harme;
tun vat bog nanste tolia, da hun svatede: ,,Jeg tnttet tot
Tilbudet om mine Kusinets Ajolm men jeg tan itte mod
nge dem. aa jeg behsvet dem itte; naat denne Kjole es
Iidt ov. hat jeg en hel Det med fta Welt-m som tsrsi
tulle buntes- Hat Onkel fortalt, at jeg snatt forladee
Etentitagen?«
,,Fotladet Etemitagen2 og man jeg spstgr. hvot du
"aa taget hen? Det tianee din Onkel itte at tctle am, hvad
zan ded, og jeg fones, det et meget utatnemmeligt af dig
It handle vaa egen Haand eftek at have faaet et« Hjem sont
Iette," og fftu Evang flog ud med Haanden sont for at be
tegne, at alt havde staaet ligetaa meget til Jahres Staat-ig
hed som till henves egen.
»Jeg vit iaa nsdig have, at du ftal tro, at jeg et ntat
nemmelig,« tvatede Johce, »jeg hat fundet et Tilftugtstted
het, jeg hat levet godt het, jeg hat vctet onigiven at mange
Betvemmelighedet, sotn jeg itte hat vatet vant til fu« og
dag, tilgiv at jeg siget det, hat jeg itle vertet lhttetig, her
et ingen, det holder at mig, ingen, det hehsvet mig, mau
tte hvis Adelheid og Augusta vate komne tammen med mig,
met-eng vi vaee Vorm vi da tunde have fluttet as til hin
anden; men jeg vat jo gantte fremmed for dem, og de have
del taa mange andre Benindet, at jeg et sanfte oberst-hig.
Detht hat jeg ssgt og faaet en Plads, sont jeg steil tit
ttæde om faa Dage; jeg vilde saa getne selv atbejde tot
mit Brod, have en Pladö at udthlde og noget at vitte tor,
ter om det tun et blanvt fmaa Ban. Onkel sendet mine
Planet og bat-let mig itte verset. han hat altid væeet taa
god tmvd mig. Min hensigt vat first at tptlade Ekemttas
gen, uden at nogen vtdtte det; men den Tante jageve jeg
sttatt bott, den totelom Intg alttpe feig og uveetdtg.«
Oderjedet hat du taaet den Blatt-W tputgte Jtu
Even-, tout med studig ttltagende Btede hat-de httt paa
Jst-ce
,Gennm Mitten, jeg hat fiere Ttlhudz en Ven at
mine For-lis, Ftu anth pas Bsttegaatdew ttlbsv intg
Umde sitz, Mk jeg bog tlle vtlde mdtage.« -
Jst tstste Gang tyntes schee- Planet at tut-retten
Feu MI, es heb MMJQIMLH denkest alle hell-ts
Wsplde slme med Mandat »Warst CMMII sial
d- tndlasek Orts du strittig vtlde viere til Rytty tnnve
«
du have sagt del til mig, jeg stulde saa have anvist·dlg no
get, nden at du behivede at forlade Etemiiagen.«
«Jeg stal passe to fmaa Botm«
.Undekvise dem, icenlet jeg, du menet.«'
.Nej. jeg steil leere dem at lese vg elleks vcete deres
Banne. Jeg hat allid maattel bote, at ieg ille duede lil at
vcete Leeretinde, dekfor bestnitede jeg al blive Tjeneslepige.'
Ftu Evans mete streg end tolle: »Hm-r et jeg glad,
at du ille httet til min Familie; du et jo nol min Monds
Niere, men du hat dog ille famme Estetnavn sont vix« nied
et vtedt og fotagieligt Blil paa Joyce for Ftu Evens ad af
Beet-elfen Hun var alligevel meget glad over del Sltidl.
Joyce havde gjotl, nu havde hun Grund til at afbryde al
Fotbindelse med heade: men hvis nu Naboerne sit at vide,
at ht. Evans' Niece havde Plads som almindelig Tjenesle
pige, nei, del var foefcerdeligt, »hvis hendes Efletnavn var
del famme som vort, vilde jeg have gjott Sltidl til at an
lage el andet,« sagde hun til Augusta, som fulgte eflek
bendr.
»Slulde vi saa maaste anlage dii Pigenavn Smith
!jeg synes dog megel dcdte om Evans.«
Ftu Evans lav, lhi hun holdl ilke af al blive mindet
om, at hun var af en samvittighedsløs Borsspelulant
»Tro: du,« sagde August lidt effek, »at Ftu Carulh,
Jonce lalek om, et den Dame, vi traf fottige Vinlet i Men
lona stimmen med fin Son: det var jo fine Foll med nd
fttalt Belendtslad; lan du hufle, at Sonnen var lige kom
men fra Sudan, hvot han havde udtnceklei sig. han var
vist Majot og hed Alex. Han var megel opmærlfom mod
de celdte Damm men de yngke bkpd han sig ille om.«
»Jeg irot ikle, at Fru Cakulh, vi lende, er den Fkn
Satt-th. Joyce talee om; lbi bis-ad Fotbindelse siulde en
faltig Landsbnprasfl have med saa tige og ansele Fall;
ieg hat fortesten deteg Adresse, del var nogel med
Bitte ——'«
»Hvis del er Biklegaatden, san ere de to Damet lun
cn,« sagde Augusla ivtigl.
»Moaste; men at hun bat anbelalel Jonce til at lage
nd sone Batnepiqe. loktinger qcmfle min Aglelse for hende.«
»Ja men, Joyce sagde, at hun havde lilbudt hende
Hjein th fig.«'
»Bei var manle for at ville sing hsjeke i vor Aglelse,
il hun fngde del, jeg lender mere til Livel og Menneslene
end du.«
»Dort lan jeg nepve lro," fnqde August-G »Tai-Jedes er
Jonce itte, hun et min Kusine og en virlelig Dame, om vg
laa hun et fallig: del got mig egentlig ondt for hende.
bvis vi nogensinde flulde komme fammen med Cakulhs,
wnd mon de ville lernte. at vi slel ille tog os of Joyce?«
»Die ville naturligvis lænle, at naar hun var for slolt
til at lage lil Bittenaatdem var hun ogsaa for flolt til at
blive her; du stal Elle bryde del Hoved med hende.«
4. Kapitel.
Bei beugte Joncez 21 narige Fødselssdag Stotcne oq
Ursein men bog oqsan stille Tintet on Werde-; hendez On
kel, der var reist bokt i nogle Dage. strev et hierteligt Btev
til sm Niece oq lovedelxende at komme die-n, for hnn reist-,
Jndre Bkeve vake fm Welton, sra bendeg mange Venner,
der alle fendte deteg Vmstg Dotter de indetligste Inster
Jg smaa Gover, en Pittte var fta hendes Sondaggsiole
vorn, der stren, at de savnede bende mere og niere. Der
som de, der havde sendt Joncesdisfe Gover, kunde have set
hende betragte hver lille Ting med en inderlig Glckde og
hørt hende lwifte: »itte alene i Werden, itte qlemt nf alle,"
oitve de veere tineligt belonnedc« Verfor.
Desuden tom Tjeneitepigerne paa Stottet, thi de
havde leert at holde as Joyce, der altid bavde et venligt
Erd tilovets for dem; de pnstrde hende alt godt, ja en vo
oede at forære hende ne lille Naalepude, som Joyce mod
tog med Glædr. Sara Keene var bande glad og bebt-det;
men hun var ovekbevift om, at Joyce næste Aar vilde være
kommen med dem. ,
61 Brett-, sum hidtil itke et omtolt, stussede Jothe me
net, stønt der aandede en inderlig Kertighed igennem det;
det var fta Ftu Caruth Hefe Tone-n robede, at Joyce i
hende hovde en modeelig Beninde; men ftønt hun omtalte,
at hendeg Ssn attet var indtkaadt i Militcektjenesten, var
der dog ingen Hilsen fra hom. .
Henco Aften, da Joyre sad i sit Vækelse, henfunten
i dybe Tantet, anftillede Samnienkigning mellem Fortid
og Nutid, hatte hun et let Bauten og et sagte: »Man jeg
komme ind, Joyce?«
Joyce fyntesc at det tignede Adelheids Stemme, men
Tonefaldet var san fotsiesstg fra, hvad det plejede at date,
haatdt og bydende; nu lsd det san bedende, iaa ydmygt, at
Joyce neesten itte tunde tro, at det var hende. Hkm lut
tede Deren op og blev detved ovettydet om, at det virtelig
var Adelheid; hun var srnuttere end Augustu, hendes Ke
kattee lignede hendes Indus, mcn Hun hat-de sfæident
Mod til at sige sin Mening, seid om den tit var ganste mod
sat hendes Modeks og Sssteeg, »Man jeg komme ind?«
sputgte hun attet.
»Ja, du et veltommen, det glceder mig at se dig her,«
svarede Joyce glad og does-kostet
»Du et faa venlig, Joyee, langt venligeee end ieg hat
fortjent; jeg maa tilstaa, at jeg hat væket san uvenlig mod
dsg, vil du tilgive mig Ini Hierieltöhed og Kulde?«
»Jeg fotstaae dig sie.ttte, du hat itte gjort mig no
get, ieg hat intet at ticgive dtg,« svaeede Joyce fokbavset.
»Jo, tære Joyce, jeg hat i Dag set mig selv i et helt
andet Lys end str, jeg hat set baade paa mit Vierte og
mit Liv, vg jeg et faa uttlfreds med mig -selv, naar ieg
fammenltgner mts med dtg. Da du i Morgei sattelte Mo
der, thd du havde i Stude, at du vilde forlcde os,
stammede ieg mtg paa vote Begnez jeg sammenltgttede mtn
Fsdselsdag med din, Moder vtdsie da ttte, hvad hun stulde
glæde mig med: Blomstee, Juveley Nipigenftande og et
start Aftenselstab, og hvad glædede hun dtg med? vote af
lagte Kisten nei, lqd neigt-lot tale nd,«« Joyee vtlde nems
ltg afbryde heade, Jeg set nu alt, hvad du hat maattet
tagte under vort Tag, intet Diens, tngen kennen tagen
Kunst-ed tagen Foesiaaelfe.«
f« L« » M g GIMMM
I
