T
Din BroderS Bl0d.
Pastor N· P. Zikadscio
(Fortsat.)
l« -
»Tante er nde ester Brod -—— vi have ikke saaet Mad i;
Dag« :
llchda satte sia Pan den smuds tige Maatte, soni laa
midt i Vierelset, idet hun sonde:
»Alle Ven, san skal du have Mad, se hvad vi have « z
Barnet satte tin ned hos Uchda og beanndte nied anlsi
bende Appetit at spise as Brodet og Orangerne, hun havde
bragt med. ;
Mustasa havde sat sig ned paa en lang Træbcent Der;
sad han med Haanden ftottet inod Kinden og stirrede arunY
dende hen for sig Han saa i Aanden Blodpletten ved Do
ren Vokse og volse, indtil den blev til den store Elendiahedg
Strsni, der slnder iaennein Ver-den. Mustafa anstede i sit
stille Sind, at han aldrig var fodt, on dog « han saa hen
paa sin Hustru, han saa Fieden og Glceden i hendes Øjne,
han san, at der var en kldqang af al E endighe d, og han
saa oasaa, hoor Udaanaen var Han saa en tornetronet
Mond ndrastke sine Arme iinod hain, og han harte ham sige:
»Koin Mustasa, toin og faa en Strom af Blod - -itke Haso
neus, nien Forsoninaengs Blod — deri tan din Sjæl ogsasck
saa Fred oa »relse.«
Plndselii vaaanede han as iin Grnblen oed at here
sin Huftrng Etemine. Hirn sad oa sortalte Maraarid oni
Staden nied Perleportene og de gyldne Gader. Hun for
talte oni Englh der oaa ahldne Vinger haode haaret header
Tder on Moder op til Jein Kristi Trone, hoc-r de nn saa
im Ansigt til Ansigt lnin fortalie, at hart-Z Navn var
sirevet paa dereg Bande, og bang Krone var lsaa dere
Hoved
»Da de komme akdrig iaen « spnrate Barnct.
»Nei, aldria.«
»Man jea da komme on til dein Z«
»Ja, min lille Pige - hoiH dn altid vil elste Jesus, sa:
slnl dn fna din Fader og Moder at se onpe hog ham.«
,,Men de, der elfke Jesus, blive jo ilaaede ihjel.«
»He-was ved dn det, Margiirid3«
»Du siger Tanie s- slenime Mand- tomme ind og slaa
dem, saa Blodet sprinaer sreni.«
Mustasa lastede sit Hoved ined et flink og vilde siae
noget, men da han iaa sin Huftrns straalende Blik, sen
iede han atter Hovedet, og det, han vilde have sagt, bleo
ilke udtalt.
Moraarid var iroben tret ind til Uchda.
»Stal du snart op til Jesus-«
»Jeg ved ikte, lille Margarid — maasle.«
»Vil dn saa tage niig met-Z«
Mustasa sprang op, git hen til Maraarid on sagde
med haard Stemine:
»Taabeliae Born — bvad siger du nei, du sial blive
hos Dikranni«. —-Derpaa tilspjede han venligere: »Her,
er det ikte din Tante, der toninier — er det itte hendee
Skridt?« «
J det samme traadte Diiranni ind ad Deren. Da
Mustasa saa hende ndbrod han:
,,«Llllah, illa Allah, hvad er der stet, TilranniZ Hvor
sor grader dir? -- Fred vcere med dig, maatte Fred komme
over dit Hast-I Icerslell
Dikranni git hen imod Miistafa, saa ham stist ind i
Eine-re, loftede fine magre Arme et Par Gange i Vejret
soin i stor Sinerte og sagde:
»Hilset viere du« Mustafa. og hilset være Uchda, din
eedle Hustrn Gud give dig Fred nu og altid. Min Fred
er botte. — Mit Folt er sont Fant, man driver til Slaate
bænken. Fred lhser du over de sredlose, Pascha. -s-- Lad
de dode tale. og lad Stenene raabe. — Se, der hvor din
Fod staar, der laa min forstespdte, mit Hase-) Stolthed, mit
Hiertes Glcede. Han vilde stærme sin Faden og saa traf
Sværdet hain. Jsea saa det rodnie as min lille Sons Blod
— Og der -— Mustasa —- der, hvor din Hastru sidder, dei
laa min Mands Hoved --
»O, ti stille, ulnttelige ztvinde,« svarede Mustasa bei
dende, ,,jeg forstaar din Smerte —-- Allah vende det —- —-s·«
,,Allah!« strea stvinden og lo vildt, »aaa til Poeten og
hor, hvorledeg Allahs Tjenere tale. Bornene grakde her
vg paa Bier-gene, Ali Benuschra sidder i Potten oa ler
Nant Trompeten blcrser, saa sarer Sværdet as Steden.«
Den gamle havde vendt sit Blit stirrende hen iniod
Deren, i hendeg Ojne lhste tlianviddetz nhyageliae Jld.
Pludselig vendte hun sine sorvildede Øjne imod Mustafa
og raalite:
»Hører du noget? —( Det er ingen Ting » det er knn
Binden, der sarer over Havet det er tun Bornene, der
grader — —— stille ——- stille, Metterditsch, min Dreng —
grced itke —.«
»Dilranni,« udbrød Uchda sorsærdet og greb hendes
Haand, »du taler sorvirrede Ord. Se paa os, du kender os
dog!«
s»
--..«. ,.
»Ti —- ti, ja, jeg kender dig —- dn er Uchda, Mustasas
Hustru. —- Ti —— lad mig ikte here det —- Trompeten lyder,
og Myrderiet beghnder —- Ohannes, min Mand, hvot er
du?«
,,Ulntkelige Kvinde,« sagde Mustasa nied kvalt Stem
rne. »Staktels Ditranni, vcer ikke bange, vi ere dine Ven
nek.«
Med stirrende Blil saa den gamle paa hom.
»Jeg spsrger dig, Mustasa Pascha er dit Svcetd rent
for Blods Rom her hen og se-— se Blodet der paa Tier
stelen — der knuste de hans hoved — det er dtg — det er
dtt Folk — det et Ulvene, som isnderrive Lammene —- ieg
see Sitte glsde i Mordlyst —- jeg fotbandee eder, J, mt
Iolkö Morderef
Uchda havde reist sta, hendeö Ansigt var blegt, hun saa
med Iorfoerdelse paia den garnle.
»Stille, Ditrannt stakkels Dikrannt, feel-and ikie.
Tons pas Jesus det Guds Luni —- han sotbandet tkke.«
,,,«Jesus svatede den garnle hvtskende, idet hun saa sig
sth omtttng — «sttlle, Baru, stille« lad tagen htre, hvad du
Wer-— san hat et Speerd —- sig tkke Jesus, stg Maha
mev.« -
Ae s das-«
Derpaa raabte hun sont i Forfærdelfe, idet hun pegede
paa Music-im »Hu-i dræder big — han brceber dig.«
· Uchda sinngede sine Arme om den gamle og sagde:
«Nej, Ditranni, Mustafa brceber ingen, Mustafa elfts..:
Jesug·«
Men den gamle rev sia los-, pegede ind under Vorbei
og fande: »
»Ze, Barnet der, Uchda « T
Uchda venbte sia oin og saa lille Maraarib sibde nndeii
Vorbei Der var hun i ftn Forfcerdelse treiben inb oa satt
nu og faa ineb store, spørgenbe Øjne fra den ene til ben
anben.
Se der, Uchda, fortfatte Dilranni, »der under Bordet
iad hart ogfaa min erldfte Dreng, mit Solstim mine szkjnec
Trost, ber.fad Min, græbende og bæoenbe, mcn de strebte
ham frem --.«
»O, ti -— ti doa,« hab Uchba, ,,lad itle Barnet here
det.« .
»Jlte børe bet -- itle lmre bin Rost, niin ftønne Drettsi
— iea høret ben s-— jeg heiter bin Graab — — jeg hører bine
Døbsflrig — —- .«
»Muttafa,« raalste Uchda i Angst, «bi inaa dort, met-»
vi tnnne ille lade henbe alene med Barnet. ·
Forstanbea « l
Mnftafa bendte fia om oq ratte fin Haanb nd most I
Maraarid ibet han sagbe: ’
»Na-r ille banae inin Pige toin tun frem, di billtJ
lage big tneb, »Ja bis itIl blive ho: Dz, inbtil bin Tante
iaen bliver rast.« i
Lanaiomt oa forsiatia trøb Mamarib frem, inen for
lntn fit arebet Mitftafag Haanb, for ben aamle hen og tog
henbe i Formen, idet hnn ndstøbte et lwinenbe Stria:
,,.c)an braber big, mit Barn.«
Dertnm ftnrtebe lntn ub af Daten oq lob, alt lniad
liun tunde. ned ab Vejen meb Barnet i fine Arme·
Mnitafa ilebe efter den vanvittige for at rive Barnet
ub af headesz Arme, oq llchba var alene. Hnn st)nte5, Ti
den var lana, men enbelig tom han tilbaqe meb Maraarib
paa tin Arm. Han saa saa sondertnnst ub, at Uchba be
Mnbte at tniltez
»O, Mustafa, hnn talte forfasrbeliae Tiiia.«
»Ja, lichbe bet bar srygteligt.«
»Hvor blev hnn aft«
»Im veb bet itte. En Herre ton iia af heade. Dsit
bar en freinined jeq tror en Englcenber· Mom, vi niaa
Hat Stein Ilchba. Ztenene raabe, og Vanvidbet bor i bigfe
»Mitte. «
! Han ttroa sia nieb .n«1anben over Panbem lntn saa,
at bang Haand rnitebe
»Du er ing, Muttafa, tal til mig, leere Ven, betet bu.«
»Ja, Uchda, iea vil tale til big jeg niaa tale til biq
« jeg bar lange villet s- —.«
»Ta! ub, Mtiitafa iig bin Huftrn, lniad bin Zjasl
tcenter.«
»Ja -— nien - itte nn ittefhen llchbn. Dei er
;Tib at taae t)jem.«
Mnftafa tog Maraarid veb Haanben, on saa vanbrede
be as Zted ned tnob Baabetn
llchbacs Hierte bølgede oa Snl Paa Stil iten op fr-)
denbeg Sterl. inebend be anngebe den over Bosporng on
til dann der var bendeg Lns og Sol og Stjold. »Herr-e
Jesus « bn hat Freb ogsaa til hain ss- lab bin Frelse
ogfaa blive hans — bei bn hanS Einb, gib ham Kraft oa
Frimodiaheb til at turbe tro paa bia Da betenbe bit Nat-n
»He-kre, jea er bet ilte veerb --- jen, som fornasatebe bin en
jlttanq - jea er itte bin Miitnnbheb vaerb, men, Herre, fei
ibin NaabeQEtnld - - for bit Blobs Ztnlb Herre, bn
ivil det -- s jea trat dia, iea tatter Da Priier dia du har
beannbt en Gernina i hnnS Siasl - fnldfør den til bin
Iherligheb ---s i Aften, Herre, oin bet er mutigL Lab niisi
ivcere bin Tjenerinbe « et Bnb fra big mn Naabe Da Freb
ztil hans Hierte.«
; Tavse vandrebe de gennem stonitantinopelg lstabei
jniob dereg Hjem.
; Maraarib var søvnig oa blev hurtig braat til Senac
! —- og de to Æatefolt vare alette.
i De sade lcknae tavse llchba brøb førft Stilliedenk
l
«Muftafa » hbab tænler du paa?«
; Mnsmfa sbarede itte.
i »Di» Sjasl er sna, min Ven«
»Ja, til Doben,« hvistebe han stønnende.
l «Nej, Mustafa itte til Dieben s men til Libet.«
i »Jo, tlelnnn til Døbea Lab mia sige det det. n«
Daodt bed ber lwilet Blodstnlb paa tnin Gier-l, og ben
lvaander tia. Jeki ier Blobet paa Biergene m i Naberne
-- jea hører be boenbes Reiab ieg hører be forpinte;
lJamren - jeg hører be forcelbreløses Angststria - og als
ibet tommer over mig. Missgerning er bnnget op Paa Mis
igerninkL be tnnier mig.«
»Dein blev tnnst for vore Misgerninaer.«
»Hast —- hvetn?«
»Jesus -—- Mustafa han, der tan læge en sng — en
dødsfna Sjæl."
»Ti, Uchda, —-- nej, tal --- jea ved bet godt, jeg his
lcest det -—— nnar ingen saa det, lcefte jeg i Bogen. Men jen
læste ogfaa om Blod der traves af vor Haanb Og Blod
er der overalt —- og Blodet raaber — tusindtunget raa
ber det ——— om Hervn — om Forbandelse over Morderen.«
»Men Blodstyld aftvættes ved Blob, Mustafa.«
,,Hvab mener bu?«
Hnn hentede Bibelen, satte sig hos ham og laste —
lceste om bet Gubs Lam, der derer Verdens Synd, om
Blodet, der raabee hpjere end Abels Blod. .
»Sig det igen, las det tgen,« ubbrød Mustafa, da
hun hsrte op. «
Og Uchda blev ded. Dun tunde ilte blive træt hun
læfte for hom, og naat hun havde leest noget, fortlarede
hun det. Og der var Glsd paa hendes Junge, thi Troens
og Kerlighedens Jld brændte i heudes SjoeL Aldrig er
det Guds Lam bleven malet herligere stden Pauli Dage,
end den Afteen «
Mustafa saa paa Billedet, og det var ham et herliat
Billedr. Men hvoe hetligt det end var, og hdor dieget end
Guds Aands dtckgende Mast arbejdede i hans Sich san
var Timen bog endnu like kommen, da han siulde gaa oveis
fra Dsden til Livet
can fad en Stand og grundede, saa sagde han, tdet
han ligesom tev sig los fralde Tausch der havde holdt
ham fangen:
,,Uchda, min elstede, du taler vel, og du ejer, hvad jeg
ikke ejer. Behold det, men vogt paa bin Junge. Jeg kan
ikte folge dig — jcg tilhører mit Folt — jeg tilhøret mit
Foltg Gud.«
Mustafa løj, Da han sagde det; han vidfte godt few,
lmn løj. Han tilhørte itte sit Folts Gub. Hans Sjæl
var ovetbevist om, at alt, hvad hans Hustru vidnede, ra:
«Znndhed. Han Vidfte ogfaa, at der i hendeg Tro Var Frei
nt fau, og hon havde i denne Aften begyndt at forstaa, at
hakt-:- Blodstyld kunde blive tilgivet, men der Var endnu
LEnter, der holdt ham bunden i Mortei.
Uchda tav. Men efter den Aftcn lagde hun sig tckttere
ind til stn Mefteks Hier-te, og Bønnen for heudes Manst
Frcslse blev endnu mere brandende end før.
XVL
.,Hagob,« hvistede Ulramen Dag, ,,teenter Jesus alorigl
pas disk Horer han itte mere, hvad oi bede hain om?« J
»Jo» han tænter paa os, han vil here oS. Vent lith
lillgz Moder-X
»Hvor leenae, Haaolr, stulle oi vente?« -
Da «!lram endetia hlev nnstrerset as Hnspitalet, maatie
Hosob føge Arbejde andet Stets-T J Hospitalet kunde man
itte give ham mere end det dagliae Brod sor den Tjeneste,
han ndede, og Moder-en og Aram stulde jo ogsaa leve.
älteinsar vilde gerne arbejde nied. En Gang havde hun
tnnnetirrodere og st) saa stnutt, at lntn havde tunnet tjene
itte saa lidt derved. Nu Var hendeg Zyn soættet, nu lunde
kknn maaste ncrppe gøre det.
»Bei vil itte blive let, min Stein« saade hun en Dag
til Hergab, »men Gild, den almcegtige, tan jo stnrle mine
Tini-. --- Det var en herlig Tid, min Dreng. Denaang sad
dir: Fader saa oste hog mig, naar jea arbejdede.«
»«.IJten Nenisar sit hoerten snet eller broderet. Hirn git
srir Den ene Købmand til den anden, nsen ingen hande Brug
ser trendeg Arbejde. Tiderne vare onde, og hoem oilde
sperae ester kostbare Dasttetøjer og siigt, naar de daarliig
tnnoe saa det daalige Brod.
Heller itke Hagob sandt noget Arbeitse; hvor hnn kom
heit, havde tnange andre forgceveg været sor. J
Zaa var der ingen anden Udvej, end at Nein ar maatte
taae sin lille Dreng ved Haanden og gaa nd at tigge.
Foran Dørene til Missionganstalterne stode de hung
renoe i store Staren Man gav dein, hvad man havde, og
oste stode de oenlige Givere med Taarer i Øjnene, naar de
haode uddelt det fidste Brod, og Staren dog ilte var ble
oen meet.
Det var en Ynl at se disse elendige. De stødte til
hinanden og treengte sig frem, den ene reo Brodet nd as
Haanden paa den anden, medeng dereg indfaldne Øjne lnste
»as en uhyggelig Jld.
»Hier-les o5!« strev man sra alle Missionsanstalterne.«
»Hier-to os!« lød det gennem alle Europas Aviser.
»Hier-w os, Fader i Himlen, ellers dø vi!« lød Raub-et
til Himlen sra det statlels, sorsulgte og mishandlede Foll.
,,Moder,« sagde Hagob en Dag, »vi kunne ilke scra
det daglige Brod her —— lad og drage til YJZarasch.«
Oderrastet saa Nemsar paa sin Son.
,,11nderligt, du netop i Tag taler derom· —- Sidste
Nat saa jeg i Drømme din gamle Bedstemoder. Hirn
raabte til og og vintede med Haanden. Hendeg Haar staa
rede i Binden, hendesz ztlæder vare vaade som as Rean.
,,Fiom her ben, min Dattel-,« sagde hun, ,,tonr her hen og
inodtag din Arv.« — Saaledes drønite jeg, og nu taler du
om at rejse tit Marasch.«
Hagob saa tantefuld hen for sig.
,,Hvis det er Gudcs Villie, ville oi drage derhen. Maa
ste den Dwm er et Fingerpeg sra ham.«
»Ja, niaaste,« sagde Neinsar; »du jea vaagnede, laa
det paa mit Hierte som en jung Vorde. Hagob, nein
Dreng, Vejen til Marasch er bjergsuld og oild. J Klos«
terne lurer Toben, og vor straft er svcettet ved Hunger og
Lidelsen Men hvis det er Herrens Villie, drage oi as
Zted.«
,,Lad os sporge ham derom, Moder,« svarede Hagolr
»Siger han: Blin? blive vi, siger han: Gaal gaa vi.«
Atter saa Netnsar overrastet op paa sen Son. Gamle
Minder droae sorbi hendes Sscel. Det var, som stod ilte
Handh, hendes Son, inen Hagob, hendes Mand, fort-in
hende.
»Saaledes talte han oasaa ---- din Faden Men, Ha
aob, Gud taler ille niere, som han engang talte rned Abra
ham, nieo Jakob og inanae andre as sine hellige. lDunkle
des siger du da: lad os spørge hain ad?«
Hun san paa ham ined et Blil fuldt as Forventningx
inen Hagob tad.
»Du har intet Svar, min Søn,« udbrød hnn saa, og
der laa Stufselse i hendes Stemme. »Din Fader har en
gnng givet Svar paa dette SpsrgsmaecL nien jeg har gleint
det, som saa meget andet, jeg staltelg Kvindr. Jeg greb
ester Stene ——— jeg tabte Perler.«
Hagob tog hendes Haand
»Kom, Moder, vi ville gaa til Aharon, han stal hjcelpe
os at sorstaa, hvad der er Guds Villie.«
Remsar reiste fig, Aram med. Han havde siddet og
lhttet oprnaerlsornt til, hvad de andre havde talt.
,,Mairit,« sagde han pludselig, »Jesus hører altid,
naar vi bede til ham.«
»Hvoras Ved du det, Barn?« spurgte Nemsar, idet hun
tlappede den lille Dreng paa Rinden.
»Jo, sor Hagob og jeg bad oppe i Haken, da Broder
var død —- itle sandt, Hagel-W
Hagob nillede.
»Og da vi havde bedet, var det der allerede.« «
»hvad var det?«
»Svaret.« s
Nemsar saa spsrgende paa den lille Troshelt.
»Ja, Moder —- Willson og Damerne og Vognenr. Og
Jesus vil ogsaa spare nu, tror du tkte ogsaa det, Haar-M«
»Jo, det vil han, lille Aram,« svarede hagob beveeget,
hcm mindedez det Ord, han havde last am Morgenem
»Den Dag, jeg taldte, da ödnhørte du mig; du gas
mig Mod, i min Sjcel tom Styrke.«
Sau vandrede de da af Sted til Charput og bankede
paa Adaman Der.
Prasften traadte dem hjektelig i Mede.
,,Fred vcere med dig, Nemsar. Herren velsigne dia,
Haaob, og dia, du saarede lille Lam i den gode Hyrdes
hierd. Han saa tcerlig paa den lille Krøbling og klappede
ljaxn paa Feinden. v
»Taa Plane-, mine Benner. Jea stod just i Begreb
med at aaa til Mesereh for at tale Ined dig, Hagob, og se,
nu tomme J til mig«
Haaob saa fnrundret og spittgende Paa l)am. ;
»Jeg har et Itald til dig, min unge Ven.« ·
,,Et Kald ---— hvorledes?«
» »Et Guds Sendebud er kommen fra det sjerne med
sFicerlighedsaaver til de Kriitne i Marasch. Nu Inster han,
Ten as Herrens Venner stal drage med som Forer og Med
’l1jælper, og jeg hat ncevnet dig sor hatn, Hagob Muradian.
JJeg Ved jo — -—.«
! Ahaan boldt inde og saa sorbavset paa Aram.
I Denne var sprungen op og stod nu og saa paa Hagob
Inted et Par straalende Øjne, idet ban raubte:
»Der er det, der er det, det er alletede tommen.«
»Hnad er kommen, min Drena"?« spurgte Aharon for
ntidret «
»Gut-S Soar,« raabte Aram jublende.
»Hoad mener Trengen?« fagde Aharon henvendt til
.l«»)agol).
»Dein mener, hvad han siger, hang Tro er større end
snin,« svmede Hagod, ,,Gud5 Svar er virkelig tommen.«
Han fortalte, lwad han og hans Moder havde talt om,
oa i hvad Hensigt de vare tomne til Charput. Hans Hierte
strømmede over, hang- Mund tunde ikke tie. Som Vandet
aennembrnder Dæmningen, fauledes gennembrød en ju
itlende Lovprisning al den Styhed, Frygt og Stamfuldhed,
der hidtil liavde luttet hans Mund. Han glemte Hunger,
Sorg, Smerte og saa tun eet eneste —- Gud havde svaret
ham, endogsaa for han tunde fpørge. Detvar som et aud
dommeliat Segl paa, at Gud havde antaget sig harrt, trods
hang store Sond.
»Ja, Herren er aod,« jublede han, ,,og hans Miskunds
hed varer evindelia — han hat oprejst mig fra Støvet og
antaget sig tnia af Naade, hans Navn vcere evig priset. Nu
ved jeg, at Jesus er en almcegtig Gud, min Forsoner og
Forli-ser; mit Liv — alt, hvad jeg ejer, stal vcere hans.«
Nemsar havde sljult sit Ansigt i sine Hænder.
,,Herre, du ladet de døde tale — saaledes hørte jeg
ham, min elstede Mand, love dig, da vi sad i Poppellunden
i Mesereh. O, Hagob, min Son, det var din Faders Ord
og din Faders Stemme —- en herlig Arv er tilfaldet dig
—- Jesus Kristus vcere lovet.«
Samme Aften git Aharon til den fremmede Missio
ncer, der stulde rejse til Matafch, og fortalte ham Familien
Muradiang Historie. Og det blev hurtig beftemt, at ilce
blot Hagob, nien ogsaa hans Moder og lille Broder stulde
drage med.
sk Il- II
Otte Tage efter stod det lille Reiseselstab foran Ma
rasch.
Mange Tanter oa Sporasniaal droge igennem Nem
sars Hierte ved Synet af den-ne By tned de manae Minder.
Levede Bedstemoderen endnus Hvad vilde hun sigeC
Stod bendes Hug endnu Z«
»Der, Born -- der til højre i Ncerheden af Minareten
der flal Beditemoderg Hus ljgge —- og der til venstre
paa Højen s— der laa Qntelg Mølle —- tan J se den, Børn
-- mine Tier se itle mere tvdelig ——- sek J —-- »s— ——«
Hendeg Stemme svigtede hende —- hun var angst
lsaade for Sporagmaalet og Svaret.
Stille rede de videre.
Endelig holdt de Ved den amerikansle Missionsanstalt.
Den fremmede Missionær blev budt hiertelia veltommen,
men i et Sprog, Nemsar og hendesz Born itte forstod.
Plndselig ndftødte Aram et Glædegraab.
»Willfon s— WillsonI ---— Hagob, se dog —-— Malt-M
tender du hani itte?«
Jo, vist tendte de ham --— den høje Mund med de ven
liae Zer » hvorledeg skulde de kunne glemme han«-z An
sigt?
»Min Drena, min leere Dretia,« udbrød Willfon, idet
han bøjede sia ned da ared Aramg Haand tned beage sine.
Han vilde have spurat om noaet, men han holdt inde —
Drengeng PFalteL oa ÆrmeL der hana løst ned, sagde ham
nol. Han tlappede taerliat den lilleg bleae Kinder. Saa
aled der et Smil henover bang alvorlige Ansigt, og hatt
sagde:
»Kom, min Dreng, saa stal du faa Mad, det siger du
itle nej til."
Aram greb hans Haand og lo. Han sagde ille nej
til at saa noget at spise.
»Hang Latter er et Varns Latter,« saade Willson paa
engelsl til Missionærem ,,men han«-«- Øjne, de taler om Li
vets Alvor. De Øjne kunne itke mere smile som Vorne
ejne —-— de have set for meget baade af Elendighed og af
Synd.« .
Missionceren nillede. »Staklels Dreng! —- Mett
hans Øjne havde ogsaa set Lyset. Han tender Jesus —
bedre end mangen en votsen.«
Lidt efter fade de rejsende ved et Bord, hvor de for
første Gang i mange Dage kunde spise sig meet. — —
— Allerede den første Dag gik Nemsar og Aram ud
for at føge Oplysning om, hvad der var bleven as den
gamle Bedftemoder — rnen detes Segen var forgæves.
»Gaderne lender jeg,« sagde Nemsar til Hagob — »ja
jeg lender dem lige saa godt som den Gang din Fader og
jeg boede her samtnen; men Hufet er sorfaldent og ubes
boet, og ingen lan sige mig, hvad der er blevet as Bedstes
moder.«
»Da Onkel?« spurgte Hagob. «
Moderen rystede paa hobedei. »Møllen er der ill
mere, og de, jeg spurgte derom, trat paa Sluldrenr. Saa
traf jeg endelig paa en gammel Kone —- h-r, hagoly hvalt
hun fortalte mig«: «
(Fortseettes).
