t
Oliver Cwist. i
Satnfundskotnan
—«s—
That-fes Dicken-a
Stanke )
Da de tom nd paa Gaden, var Daan ved at bryde
frem. Binduerne var sutde as Folt, on til beage Sidet
saas en Mennestevrintmel, sotn pttsiedes og stcendtes og
gjotde Hallen. Alt var Lin og Bevasgelse -— undtagen
detinde i Midten; der vat- der noaet møklt, tavst, uwrliat,
totn raaede op: et itort Stillads, -— Tmrbjceltm « Re
det, —- Dødens gyselige Apparat!
til.
Eli-mitten
Hvad der saa et tilbage at fortaelle tan siaes nted saa
Ord. o
Jnden der dar aaaet et Fjerdinaaak, blev Roia Fle:
tning viet til Hean Mattlie i selve den Landgdytirtr. sotn
ftetntidig stnlde viere Sttteplads soc hang- Viktsotnlted.
oa selv samme Daa slyttede de ind i deresz nne, hygacliae
Him. Fett Matilie totn til at bo bog dem. Httn nød det
Resten af sit Lin den Glast som nndertiden hlivet eu cer:
vasrdig Alderdom til Del, netnlig Glieden ved at varc
Vidne til deres Lotte, hvetn et vel anvendt Livs bedste
Kæxliahed og øtnmeste Otniorg bar vertet helliaet.
De Herrer Gileg oa Brittles betlædet stadig detes
vante Stillinner, uaatet den sorstnaevttte er bledet staldet,
og den sidstncevnte er blevet en ganste araabaaret »Drena«.
De fover i Præsteaaarden, nten viselr deng Vebeere oa for
sielliae ncerboende Personer saa ltaeliat deres Opmeerti
somhed, at Folt i Landgbnen den Daa i Daa itte et tout
met paa det rette med, has hvetn de eaenliq tiener.
Da alt var ajott nøiaatiat ov, bitte det sia, at Monts
oq hans Moder havde omaaaedes faare letsindiat nted den
Fotmne, som de havde tilvendt sin. Staat- det, der var til
oders, deltess liaeliat mellent Monti- oa Qlider, dilde hver
as detn tun faa et haldt tntndred Tttsind stroner. J Falae
Fadeeens Testatttente davde Lliver eacttlia Ret til at taae
det dele. Men He. Vrotunlow vilde nodiat bervve den
eeldste as Brødrene al Ellittlialted satt at stnn ind paa et ntn
oa bedre Liv, da hatt denitillede altlaa til Olinet at lade
Pettaene dlitte de!t, --- ddad Dliner ttden Vetcetttnina sant
tnttede i. Med den dant tilsaldne Pakt droa saa Mont;
lstadiet ttnder dette paataane Navnt over til en sjetn lsan
as den nne Werden twor ltan i en Ratt satte alt oderstttr.
Satt saldt hatt tilbaae til sitte aatnte Vaneh ajorde sia
sinldia i nne Bedraaerier da Slnttaelitreaer, snd lcenae
sann-steh sit tilsidft et Ilnitld as sitt tidliaere Snadotn, oa
døde i Fasnaslei. Liae faa lattat borte sra Hientlandet
lad rat-Ia esterttaanden de Viatiztste andre Medletnnter as
Fantan Bande dere- Liv. Ftnn nna tilmrlen att tet an
dstledecs. Sites’ Foebrttdelte ltavde asort et startt Ind
ttnt ttaa lnsn, da hatt totn i Tattter mit, at til sydende
on sidtt var dda inaaite et retititsiettt Lid det liebste. Satt
dsjede hatt en lana Tid tneaet ondt ca maatte tastnpc al
vorliat. Men nsisotn da ndttoldende, sont hatt dar, søtte
tian alliaevel sit Forseet iaennem. Forst dlev hatt Noaters
dreng hos en Bonde da siden Patæsel has en FtaattnsL
men nn er ltan den soknsjeligste unge Kreaturhandler i
hele sit Distritt.
Hdad anaaar He. Noah Clavpole, saa blev hatt be-:
naadet, sordi ban var optraadt sont Krondidne ntod Js
den. Det snretom bam, at hatt-J lndtidiae Haandterina
itte havde vist sia at dcrte saa sitter, sotn han ansiede, ca
han vat- virtelia en Stnnd i Forleaenlted nied. httot ban
stulde sinde en Natinasvei, der itte besvceeedeg as altfok
tneaet Arbede lfstet en Dei Grnblen sretn og tilbaae
valate ltan Llnaiver Prosezsienem der ntt ernceeee hatn
per-tit. Oder Smtdaa i Rittetiden gaat han nd samtnen
med den spmtnelia paatlasdte Charlotte. tldensor en ellet
anden menneftettetlig Beverttets Der falder Damen i
Asntaat, Herren sorlanaer sok 5 Øre Brandevin til at
oplive hendes sviatende Livgaander med, og nasste Dag an
melder dan saa Bedaetteken sot Helliadagglirøde og stits
tet Halvdelen as Mitllten ndi sitt Lamme. Summe Tider
besvimet He. Claypole ogsaa selv, men Resultatet blider
ganste det samme.
He. da Madam Vutnble bled assatte ska deres lam
menale Bestillinaek og sant esterhaanden ned i saadan Nod
oa Elendiahed, at de endte tned at blive Lemmer i det»
Fattiadtts, dvot de tidligete havde tonmtanderet. t
La Oliver2 Hain anteaHr. Brotvnlow sont Spit.
oa apsyldte santtidia hans varnte, tarliae Hjektes enestei
Ønste ved lledsaaet as den gantle .t,’)tt-kst)oldetste) at slytteY
til et Sted tnad ett Fjerdinavei fra Rosa’s Praxiteaaardsp
Her dannedes eftetliaanden en lille sortrolig Krebs-, bdisi
Lytte vel er saa snldtotntnen, sont Lntten tan vcere i denneT
otnstisteliae Beiden lei endnu et Pat tom til. Strats«
ester at de ttnae Folt var blevet giste, havde den wetteife
lige Dr. Logberne begivetsia hjetn iaen. Men bersvets
sine Ventters Selstab vilde han site aaaet rent sra sit’
acde Humor, hdis hans Natur avethovedet havde tnnnet
tillade ltatn stigt, da hatt vilde have udvitlet sig til en Gnasi
venpind, dersotn han havde vidst, hvoedan han stuldes
bcere sig ad beratet-. Nu indsircentede han sig til i en Las-I
Mannedees Tid at gaa da snatte am, at hatt var banget
sor, hatt tunde itte godt taale ,,Lusten« dek paa Egneni
langer, da da han endelia laa tom paa det tene med, ati
hatt og Eanen virtelia itte passede ntere sammen, over
dtog han sin Pratsig til en Medbjælper, lejede sia en Villa
i Udtanten as den Landst, hvvk Hatey Manlie var
Pia-st, —- og tom sig sjeblittelig. Han hat tastet sig over
Gattneti. Ttæplantning, Fisteri. Snedteti vg endntt en
Del Jdrætter, sont han wettet med vanlig Jlterhed. Og
det hedder sig, at han imange Mils Omttedet bekomme
soe sine dybe Jndsiqtek udi det altsatntnen.
Ftt han slnttede, ltavde han sattet et levende Vensiad
sor ht. Grimmig, dvillet denne opsarende Kavalet asl
Diertet gengældtr. Dr. Loöberne hat detsor hyppigt is
Aaeeti st hans Besten Undet hvett as disse Bessgz
plantet og sifter og snedtereter Ot. Grimmig med en utrost
lig Jvtiahed og tillige paa en hsjst martelig og htdtild
utendt Mande, om hvilten alligevel ht. Gttnnvig paais
Last-, at det —- ædle hans eget Hovedt — ek den eneste
tnustige. Dei er en staaende Yndtings-Spas for he.l
rotvnlow at drtlle hatn med hanc fort-ums Spaadonn
angaaende Olivet og at minde ham ont hin Atten, da de
seid med Utet fotan sig og ventede paa Deengens All-age
tostth Dei-til spaeee he. Getmtvig ufravigeltgt, at «i det»
s Usmlth bat-de ban Ret, esteriotn Olivee jo itte totn til
» lage. den Atten, —- lzoitleu Bemettning, der tegelmæssigj
spesterftlges as Leuten btdeaset til at for-ge han« gebe
dnnttr.
aa —«—— gad ieg gerne endnu dvaele ltdt hat« de
’ Ist-e ermessen out dot- Ltv her eeToetattA aut
sitldee steh Mantis sont den unge, hat-W Ot- ete, see
R
hvem el blindl og sml Lyö ihnes at straale ud over alle
heut-es Oingivelfer og ind i del-es Hjerler. Jeg gad vise
hende som Livet og Sjælen i den hyggelige Krebs omkking
Vinlerens Kamin og ude under Sommerens Løvlag, gad
folge hende paa hendes Barmhjetlighedå Gang rundl lil
Smaafolls Hyllet, eller medens hun smilende og unalte
lig tegter sin huslige Donl. Jeg gad mane fretn de spde
smaa Ansiglet, dek, lysiigl pludtende, flokies om hendes
Kna-, —- fainl Klangen as hendes klare Latier — og Tau
ken i Elendes blide, blau Øje — og hendes Smil, hendeH
Blit, hendeg lloge Ord. Og lige faadcm gad jeg fotlælle
om, hvorledes Ok. Vtownlow iørle Oliver, sin Adoplivi
Son, ftem lil bestandig rigere og rigete Kundslab og sit
ham mer og mer kcet, eflerhnanden fom Drcngens Natur
foldede sig nd og lod se, al der var Løfler om, al han vilde
dlive netop all del, fom man ansiede, han stulde blide.
»Ist-El eflcr Trcei hos ham lignede hans afdøde Fader oq
Hvalle i He. Bromnlows Hierle gamle Erindkinger, lang
-sindige on dog san blide, saa smellegdm —- Eller jeg gad
fotlcelle, hvorledes de lo Forældreløse, der var blevel pro
»vede gennem Modgang, ihulom Modgangens Belcerina
";1ennecn Ovekbcerenhed mod andre oq gensidig Kærlighed
iog inderlig Talnemlighed til Ham, der havde beslyllel oq
bevarel dem. Don — —— — all del er jo nogel, der ille
lieh-ver at foklælles lhi er der ikle allerede sagt, at de i
Sandded var lylleline2 Og ian fand Lykke er mulia
lssden bierleliq Kerlighed oq ærlig Følelse for M lesenneflene l
EVe oq Vel cg Talnemliqhed mod Den, hvis Lov er chn !
lijerliahed og hvis Versen et Godhed mod all, hvad som
lcver oa annder »
Oppe ved Alletel i den gamle Landsbylirle liager en
dvid Marmorslen, som endnu tun bcerer den ene Jnd
slrifl:9l.1nei3«. J- Gravhvtklvingen neden under staat
innen Kiste; on gid del vare nicmge Aar, for nok et Nnvn
indrifles i Sienenl Men « vendek de dødes Aander
nogensindc tildage lil Jcrden og besøaer de del Sied, sons.
skcrrligbed --—— en secerlighed nd over Død oq Grad — bar
viel dem, saa tcenlek jeg mig, at hin stattelg unge Piges
Zier-l fvasver lidl ever denne stille Plel, nagtel den jo er
jinde i en Ritte, og naglet hun var flrøbelig og fo’r vild.
k Din Broders Blod.
In Inst oed
P.1fkor N. p. Mndsew
(F;-lts0l.)
l
i »Bj di ester Gnd,« hvislede hun stille un
»amte«-Jede
j Hageb nur sprnnqen on oq stod on stirrede ned iqennent
thden
»Der er innen at se, Moder " men lwad trenter dn
tdon Dem ;«·
) »Von kreist, min Zon, Herren-J Ord: bi - efter -
Etstnd thi jesJ ftal -- -— ---«
l »Ju, bie, bie,« nddrød HAka tttanlntodia, »bestandij
,lnder det die. Mcn hvorleenne stutle di bie? Se, Lis,
dnnnen voller, on tstendiaheden et stor - Hase-ne ere øde
lernte, oz Vinteren stnnr for Deren. Vil Herten give os,
"hvnd dit og mit on munae Hierter beqerre?« —
»Im ved det itle, Handh, men lud og bie bie pna
Herren«
Han satte sin bos lJcnde tned snsnlet Hob-ed, og en
«3tnnd sade de tnvfe bog l)innnden.
Plndselig lnstte de Strig as Barnestetnmer. Hagel
sprang op, bleg som et Lin. --— Hnn troede at lnsre Amme
.f)nlten. J det summe Liedlit stnrtede de tre Vrødre i
ftor Bestyrtelse ind i Stuen, ranbende i Munde-n pna hinan
den.
»Don stat haer -—— men en Kniv og sterldte nd
for Gianr!«
«De stnlle bnsre Knive!«
«Hvem?«
,,anlerbørnene.«
»Da vi har onfna set Aurder ——-— et helt Reqiment.«
,,.f)orseb dog min Dreng s-- du bløder jo.«
Nemsnr var bleven blen. Hnn ilede ester en Krittle
Band for at bade Drenqens Saur, men hendeg Hændsxsr
rnstede sa«1ledesi, at lntn nenne tunde holde Rennen
Hagod tmde imidlcrtid underspqt Saarei.
,,Det er itte slcmt, Moder, Vcrr blot itte bange.«
Snart var Saaret forbnndet.
,,Det sørste Var-set ocn dct sin nekrmende Uvejr,« mum
lede Netnsar. Derpan sor bnn samtnen ——- hun havde hørt
nogen bante Pan Teren.
Hvetn tun det mon verre? —— En Kurdens —- manste
en PolitimnndA
Et Dieblit sode de alle i anndeløs Stilbed Derpna
blev der bantet endnn en Gang og stasrtere end spr. Sinn
tidig børte de en Stemme tande:
»Fred ver-re med eder!«
,,Det er Alyarom Prætten,« raubte iMaob lettet og
glnd, idet han sprang hen oq anbnede Donn·
,,Velssnnet vcrre du, anob, velsianet dine Bøkn!« sm
de den indttcrdende højtideligL Over hnns endnu ungdomi
melige Ansigt laa Sorgens mørte Sknmen
,,Velstgnet vcere din Indeman svarede Nemsar med
en let Stceven i Rostcm ,,Maatte din Fod bcere Velsig
nelse over vor Dortoetslel og din Mund sorkynde et godt
Budstab.«
,,Godt ——,« gentog Præsten tanlesuld, »hvad er godt,
Nemsar MuradiaW Hvad Herren ttlsliller os, er godt,
o« hvad han tillader —- det er —« han holdt tnde et Die
blit —- derpaa sortsatte han: ,,Saltg er den, som tkke for
argez paa mig,« siger den Heere Jesus, »Salige ere de,
som lide Forsslgelse sor Retfeerdigheds Skyld,« «Salige
ere de dsde, der d· i Hex-um«
»Man-eh du herenö Prcest, hvad stal der blive as as i
FremttdenNqurgte hagob ester en Pavse.
Præsten svaeede Me, han- havde Otnene rettet paa
Ost-setz - -
»Den-d et der t Besen med dtg,1t1tn Dreiei. jeg ser, du
hat Btnd om dtn Amt«
»Ach-neb, dastand Sm, stak mig,« fvaeede heisses-.
«,,Dvotaf tom detf - Bat J oppe at Rande-IV
hoeseb tystede paa Vor-even «Jeg ved tue. hvorckf
F
det kom. Han stod og legede med en Doll, oq jeg tom hen
i
for at se den Achmed hat saa tit noget nyt med og viset
os. Men da han saa mia i Dag, var hans Øjne som Jld
« saa fremmede og vilde. og han raubte, idet han for ind
paa mig: »Tag! det for dig og det sor dine BrødreI —— den
fesqe Hund«
Horseb sænkede hurtia sine merke Øjne, hvori det luede
of Brede -— han saa, at Priestens Øjne vare fulde as Tau
ket.
,,Vi ere regnede sont Slaatefaar, « mumlede han. Der
ssaa laade han sme Hernder velsignende paa Hotsebs Hoved
ca saqdet ,,Jesus Kristus døde for dig. Han slændte ille
igen, da han blev overtteenket, han truede ikle, da han led
Horseb Muradian, vier som han, din Fresser. Og hør
lmns Ord: » Fast tro indtil Dodem saa vil jeg give dig
Livsens Krone« —— Han, som har talet disse Ord, han gøre
iiig staerk og tro.«
,,Ainen,« led det højt og tlart gennem Stum.
Dei var Nemsar, der svarede dette Amen. Derpaa
saade hun:
»O, mine Born, eders Fader har faaet Del i Livsens
site-un Jeg er tun en statlels Ftcne ---— svag oa syndig
Leg aav saa lidt Agt paa alle de gebe Ord som eders Fa
Der elstede, oa nn er mit Hoved svaat Da kan itke husle
us et mere Jeg l)«vde et Bildslab til eder fra eders Fa
m; men J have aldrig hart det. Jeg hat tæntt og tænkt
Enen det et og bliver dorte. Dei er min Synds Slyld —- s
tilaiv mig. On, mine leere Bern, jeg ved tun lidt om
Jesus« men hang Billede staar i min Sjcel, saaledes som’
Uiigsionæt Willson malede ham for vg. Jeg formaar
itte at tale om ham, men - —« hun trytkede Haanden itnod
sit Hier-te —— »Dein Jesus-, hvis det stulde komme, da kan
jea dø for dig.«
»Moder!« slreg Hagob sorfcerdet.
Det var den længste Tale, han nogensinde havde hørt
iin Moder holde, oa da han høtte hende nceviie Die-den,
tunde han itte siae, hvnd han vilde have sagt· Hans Tan
ter slei tilbage til Vlgivadzadur, han-Z qamle Mester, han
saa ham i Annden i det mørle Fcrnnsel i Pine men en
Ilskilans as Herreng Herliahed lhste i hans Ansigt. —
«.«lmm havde stille listet sig hen til sin Moder. Nu situi
sede han plndselia sine Arme om hendes Hals: »Mairik
hvig du dor, saa vil jeg ogsaa do --· er det skønt at del
Tor Jesusk«
»Jeg ved del ille, min Sen.«
»Got- —— det meget ondt?-« »
,,Jeg ved det ille, min Dreng.« !
»Kiirdekne se san vrede ud, Mairit, og saa vilde —j
oil de slaa os ihjel —- lan Jesus gere, at de ille slaa os»
ilsse U« s
,,Han kan aøre alt, hvad han i sm Bis-dein oa Kcerlig-Jl
Ist behager, min Dreiig,« tog Priesten Ordet, »derfor vært
zu tun roliq. «
Dervaa vendte han sia til de voks ne og fande:
»Im er sendt herhen for at anmode eder oin at følgel
med og i Stiele for der med os at anraabe Herren oml
Forbarnielse over os og vor Stad. Der er fra Schepth
kommen la unge Mennesler, der tun ved et Under ere und
iiaaede Deden, og Sendebudene fra Malatia bringe for- «
seerdelige Eftetretninger —- Kom derfor, Venner, lad os
ile. Bore ville snart samles til VønR
Hurtig forlod de Hufei, soin Hagob laasede omhhgge
ligt af.
En Flot Kinder rede omtring Hiernet, og Sværdene
blinledse i Maaneslinnei.
Den lille Stare, der ilede til Ritte, søgte bestandig
at holde sig i Skyagen as Husene; hvislende hilsie de paa
de Venner, soni nu da da stødte samtnen med dem.
,,Et Regiment sra sioiistantinopel er allerede rylket
ind,« hørte de en Tyrl sige til sin Sen, idet de gik fotbi
dem.
Uvillaarlig greb Nemsar fastere om sin lille Drengs
UHaand
»Horseb og Kriter, ere J bag ved mig?«
»Ja, Mairit.«
To Soldater gil saa tcet fotbi Hagob, ai de sie-die
hant paa ÆrmeL
,,Se dig for, du Giaur, din Hund!"
Prcesten trat Haaob hurtig til Siden. thleligvis
synteg Soldaterne at have travlt, men den ene havde dog
Tid not til at vende sig om og tilraabe Hagob:
,,Snml dine Vaaden sammen, for at vi ilke stulle
behøve at siege san lcenge i Morgen.«
»Hvad mente han?« spurgte Hagob angst.
Prcesten svaiede ille, de traadte just over Kirkens
Tcerstei.
»Lovet Dei-re Glud for sme Fredens Boliger,« sagde
Nemsnr Murndiam idet hun traadte ind i Herrens Hus.
Fiirlen var stsldt indtil TtængseL
En nammeh hvidhaaret Prcest reiste sig op og fande:
»Først ville vi bede, derpaa ville vi here, hvad de unge
Brødre fra Schepih og Malatia have at sige os.«
Han bad en gribende Ben. Jgennem den store For
samliug git der en Hallen, som nu og da overdøvede
Præstens Steinme s
,,Hcrre Jesus!« sluttede han sin Ven, ,,vi lægge os i
Støvet for dit Anstat, vore Hierter ere sorscerdede —- ak,
Herre, hvor lcenge slulle vi anraabe dig?« s
Nu traadte to unge Armeniere frem, den hngste af
dem bøjede sig mod Jorden og sljulie sit Ansigt i sine Hern
der. Han sorsøgte at tale, men han kunde ikke. Den
eeldste tog sig sammen og raabte ud i Kirken, idet Tau-·
tetne ncesten lvalte hans Sternum
»De ere døde — myrdede —- slagtede. Jeg saa det
—- jeg saa, hvorledes — —.« s
Saa tunde han tlke mete.
,,Scet dig, min Sen, du har sagt not,« sagde den
gamle Præst, idet han lagde sine Arme om den unge Ar-«
meniers Hals og fette ham hen til sin Stol. Derpaa be-»
gyndtehan med bevceget Sternum- l
»Lad mlg i den unge MandsSted stge eder, hvad
der er stet i Schwib- --— 86 Hase var der i- Schepih. Nu
et der tun 10. 8 Dage varede Bwnden og Plyndeingen.
Des-drein vg Ststrene havde mistet alt, hvad de ejede, men
er Livet like mere end Maden, og Legemet mere end Mes
derne, stger den herre Jesus. Den vitende Dags Alten
I—- J
vare de singtede ud til Flodbreddcn. Der laa de gradends
og bedende, og blandt dem Præsten eg en lille Dreng —
men Reverne vare efter dein som Ulve, der tørste ester
Blod og ikte iunne blive maette. De rev Præsten dort free
den Sten, hvorpaa han sod, idet de raubte:
,,9.ltiil)an1ed eller Kristus?«
»Jesus Kristus!« sagde Præsten højtidelig, og rolig
scsm en Sejrherre stod han Inidt i den rasende Mængde.
Den gamle Præst vendte sig derpaa om til den ældste
as de unge Mcrnd ng sagde:
,,Digran, min Sen, du hat selv set hans Ansigt?«
»Ja, Herre, og aldrig vil jeg gletnme det.«
Jgennem den store Kirke gik det som en Bceven.
,,De drcebte ham ved Bredden af Floden,« fortsatte
Prcsten — »ham og Drengen. Dei var bcelgmørk Nat,
som den Gang, da vor Her-re Jesus maatte tømme den
bitre Kalt i Getk)semane. Folkene i Schepih vendte til
bnge til de 10 plnndrede og ødelagte Hase. Men Ulvene
hnvde endnu ilte faaet nol, de kom atter med Lamper og
Vaaben, idet de skrege med vildt Had:
,,45 nnge Mænd til Valq.«
Man vidste, bdad det betød. — "
45 bleve udvsalgte — —(«
Den gnmle Prcest tad.
,,Vi Vase ogsaa blandt de 45,« sngde den ene as de
unge Armeniere. »En Fiurder holdt mig ved Armen, og
min Moder grad — Vi bade om en Times Frist.«
»Oa den fik J?«
»J(I!«
,,Hvad gjorde J i denne Time?«
,,Vi bade og sang. Det blev en rig og hellig Time for
mig. ch havde saa tidt været sdag og lunken, men i den
Time blev jeg isort Kraft fra det høje, saa jeg frimodis
turde bekende min Frelsers Navn.«
Han tav et Øjeblik, saa fortsatte han:
,,De sørte os langt bort — vel henved en halv Mist
Ve«.«
1 »Er du bange?« spurgte Kinder-en, der holdt min
Arm.
»Nej,« sagde jeg, ,,ieg frygter ikke Døden.«
Bi kom til en stor Plads. Der bleve to og to føttsl
frem, og Valget blev stillet dem — Muhamed eller Kristux
Lidet eller Die-dein
40 as dem bleve drcebte.«
Den unae Mond holdt inde et -Øjeblik.
»Da de sidste as de 40 bleve førte frem, rncerkede jeg
et Stød i Siden — Kurderens Dolk lynede i Lasten; jeg
tænkie, han i et Anfald af pludseligt Raseri vilde have
dreebt mig. Men i Siedet derfor skar han Baandet over,
sont bandt mine Hasndey idet han l)vistede:
Matten er merk — stynd dig af Sted og se at findt
dig et Skjnlested, sør Morgenen bryder frem.«
Saaledes blev mit Liv reddet, paa samme Maade
min Bruders og de tre andres.«
«Og ingxn af dem fornaegtede Herren?« spugte flere
Prozster som med een Rost.
»Gud voere lovet, nej,« svarede han, — ,,ikke en eneste
as de 45.«
Rede fra Kirken raabtes der beil:
,,Herren der-re lovet!«
»Den Herre Jesus Vcere lovet!«
,,.Herre, maatte di alle være tro!«
Hagob Muradian stod som en, der er kamt i Hiertet
Han grcrd itke som de andre, heller ikke tog han Del i deres
Tal rig Ben, han sølte itke, hvad de sølte —- den opstandne,
lebende Frelsers Ncervcerelse, idet han gik gennem Rcekkerne
as sme bcevende Faar for at styrie og hjcelpe dem, hvis
Hierte date helt med hain.
En Rast-se! hande grebet ham, den havde sammensnøs
ret hans Hierte, saa han hderken kunde ønsle eller bede. —
Hør, var det ilke Menneslestennner, der lød udenfor? Var
det ilte Raslen af Sabler’- —- Men ingen syntes at høre
det uden Hagob alene.
Nernsar havde rettet sine Øjne opad. Hagob havde
aldrig tcenkt, at disse Øjne kunde tyse saadan —- de, som
altid hadde set saa alvorlige og lidende ud. Saaledes
maatte en Bruds Lier lt)se, naar hun ser paa sin Brudgom.
Hagob havde aldrig søgt at tcrnke sig, hvorledes hans Mo
der nmatte have set ud, da hun dar et ungt, glad Born.
Nu skød oqscm denneTante fre-« i hans Sjcel og blandede
sig med alle de andre.
Hvor var Hagobs Tro henne? Hnn Vidste det ikke selv.
Han didste lun, at han i denne Forsamlinq dar bleven
syldt med en ndestribcliq FUWL ug ut dei eneste, hans Sjeel
skreg ester, vnr Redning fra Deldem
En af Priesterne begnndte at bede. Men han bad
ille om Frelse fra Dødem Inen om, Gile Rige maatte
komme, og Gnds Navn Inaatte blive helliget —— helliget ved
disse hans svaqe. sorsulgte Born.
,,.L)erre Jean diq leve vi! Heere Jesus, dig dø vil
Herre, vi ere diue, lnsad enten di leoe eller vi do. Maattc
dit Navn blive herliggjort ved os i alt.«
»He-tre, gor os tro indtil Enden,« bad en anden.
,,Fcedre, Vrødre og Søstre,« lød en Stemme blandc
Mangdem ,,bed for Malaticn J 5 Dage har man der
myrdet og pll)ndret. Tusinder as Lig ligge paa Gaden.
Lad mig tie med de Grusonzheder, jeg saa, at itke Hadet
stal antænde vore Hjerter. Dødsstrigene lyde endnu i minc
Øren. — Fcedre og Vrødre, jeg er nu en ensom Mand. Alle
mine kcere ere borte —- myrdede — slagtede —- o, min Hu
stru og mine Vorn. O, at jcg blot var død med dem.«'
Hele Menigheden var falden paa Knæ.
Hagob tncelede ogsaa, men han bad ikke. Han harte
heller ikte de andres Banner. Han troede tun at hørs
Sabelraslen og Sirigenet »Mul)amed eller Kristus«. —
Den gamle Prcest tog Alterlarrene frem, man beredic
sig til at nyde den heilige Nadvere.
»Vor Herre Jesus Kristuö i den Nat, der han blev for-.
raadt —- -—— —.«
Ofte havde diöse Ord lydt i denne Kirke, men aldrig
havde de grebet Hierierne som i denne Stund. Som Oste,
der vare indviede til Dei-en, saaledes vandrede de pp til ·
Nadverbordet sor at modtage dereö koröfeestede og opstandq
ne Herres Legeme og Bind. —- Og den gamle Prcest del
signede dem med Ord fta Gut-, sont paisede til den thtit
delige Sinnb. - .
... -...«.«..«s - ; . : .»-«..-««« Gottheit-M ;
