Hver Twist.
Samsundsroman
—as....—
« C
Charles Bittens
Gortsot )
l
« Blandt de sindrige Gisninger, som lom ftetn underj
Weh-nd var ogsaa det SporgsmaaL hvorvidt Giles over
vedet havde ttusset nogen som helft. Man undetssgte
set andet Lob paa den Pistol, som han havde assyret, og
bei viste fig, at Ladningen var bare — Krudt og Kot-bus
papir. Denne Opdagelse gjorde et stærlt Jndtryk paa alle
Cundtagen paa Doktoren, som selv ti Minuttet i For
vejen havde tkukket Kuglen nd). Navnlig Giles lom i
stark Bevægelsr. Han havde en hel Dag gaaet i Angst(
for, at han havde saatet et Mennesie dødeligt, og han greb
nu ivrigt den nne Tanle og hcevdede den til det yderstr. En
den blen, at Opdagelsesbetjentene tabte orntrent al Jntetsi
esse for Oliver. De lod Landbetjenten blive i Villaenj
Ratten over, kørte selv ind til Byen, og bebudede. at dei
vilde komme igen ncefte Morgen.
Men næste Morgen loin der et Rmm om. at en Mund
og en Dreng var blevet grebet fidiie Nat under Inenet mig
tænlelige Omftcendiqheder on sad i Fi«icho!!en i en ncerlig
gende lille Bd. Altsau Dron de Herrer Blattan og Duff
derben. De miötasnkczige merwndignedek indflrcenkedes
bog ded ncermere Underiogelse til den ene, at man bar-de
ttusset Monden oq Drengen fcvende i en Hast-at hvad der
jo net var en stor Forbkndelse, men dog lnn knnde strassei
Med simpeli Fikngfel Altsca lom de Herter Vlntherg on
Duss lige san kloge tilbnge, som de var gener Der blev
paany forhørt og snaktet frem og tilbage, indtil Ftedsdoins
meren der Pan Egnen iog imod Fru Manlieg og Doktor
Losbernes Kthion for, at LliDer flulde komme til Siede,
om det fotlanntes. Sau dendte de Herret Vlatbers F:
Duss hjem iil London, hvek med en pæii lille Drilleflilling
i Lommen. De var ikle gansle enige Din, hvordan det bang
samtnen med Jndbeudei. Dass var, ved en ombyggelig
Betragtning af alle foreliggende Fotbold naaet til den
Ovetbevisninq, at det var Dcquebarnei, der havde vceret
pna Spil, hvorimod Blathers felte fig temmelig silker han«
St det kunde ilke have været andre end Conien Ztovfladr.
» - .. j- s.. IF ,
ff- "-;« »
3 l.
Nne Liv.
Llider ait meaet iaennein Imerterne fra Saat-If
og denattelfen dar-de ti Forenia med a! den Stulde oa
Fugtigbed, som han haode desjetl paafort ham en Feder,
der darede flere Uger og tog stærtt pag lum. Men omi
fider beayndte han dog at komme fin, faa at han unbesti
den, med Taarer i Øjnene, tunde fremftainine nonle Ord
on1, hvok de to Damer doa dar delfisanet gode imod h·:m,
og hdor inderligt ban haabede, at tun en Gnnxh om end
aldrig saa lidt, maatte tunne vise dem, at den statt-eli
Dreng, som dereg Barmhjertigded havde freist, intet liøjere
Ønste badde end at tjene dem.
,,Din lille Stattel,« fande Festen Rofa en Dag, da
Oliver sagte havde fnaet fremstammet fin Tat, »du stal
saamænd not faa Lejliahed til at gore o-:— Tienefter. Vi
tager snart længere ud daa Landet, oa Tnnte bat sagt, at
du ftal folge med. Der vil du hurtiat komme dia, on
der dil der være de hundrede Tina. bdorded du ton packe
os til Nntte. Blot du got dia halvt sna meaen llnian,
sont du nu Tiger, vil jeg vckre rigtia, rigtia glad for dig.«
,,Glad, Frotens!« uddtod Oliver. »,.Vor det er
kont, at De vil tale saadan!«
»Du tan stole paa, hvad jeq siger!« svatede den unne
Dame. »Jeg er lyttelig over, at min velsignede Tantc
et blevet Midlet til at frelse et Mennefte fra ol den Elen
digbed,-som du hat fortalt oH om. Men jeig vilde være
dobbelt lykkelig ded at vide, at Genitanden for hendes
Godbed var hende oprigtiq tntnemlig og henaiven Lan
du itte fotstaa det?« spurgte hun, da hun saa, at Oliver
havde sat et underlig eftertaentfomt Ansiat op.
»Jo, Festen, jo,« fagde Oliver ivrigt. »Men jeg
Dom til at tænte paa, at nu er jeg jo paa en Maade allige
del utaknemlig.«
,,Mod hvem?«
,,Mod den gaknle Hei-re og hans rare Husholderste,
som tog sig faa mildt af mia,« fdarede han. ,,Jeg trot,
det vilde glckde dem, derfom de vidste, hvor godt jeg hat
faaet det."
»Ja det er jeg vis- paa,« fagde Festen Rofa. ,,Dot:
tot Losberne hat ogsaa været saa god at love. at saa fnart
du er bleven rast not til at tunne taale det, vil han en Dag
Tore derind med dig.« «
»Ha! han virtelig, Froten?!« udbrød Olider glcede
straalende »Nej—! jeg ved flet itte, hoad jeg vil gøre
If Glæde, naar jeg faar de tære Ansigter at se igen!«
Det vatede itke faa længe, for Oliver blev stætt not
til at tunne taale den lille Udflugt, og en Morgenstund
kskte altfaa han og Doktor Losberne afsted i en lille Ka
leschevogn, fom tilhprte Fru Maylie. Jdet de tot-te over
Brer udenfot den nærliggende lille By, blegnede Olioet
og udstødte et Steig. »Se der! Hitfet der!«« sagde han
og pegede ivrigt ud ad Vognvinduet
»Ja vel! hvad det?'« sagde Doktoren. »An holdt
ltdty Ausl, —- hold! —- Naa hvad er der saa med det Has,
drin Dreng?« - is --—-— » -
« »Du er Tyvenes, — det var det, de tog mig med ind!"
" « »Halt-il« udbkpd Doktoren »Hejva, Kun, tue op!«;
Men for Kusten var stuppet ned fta Butten, var Dottoreni
paa en eller anden Maade kommen ud af Vognen og five-I
tede hen til Hufet og gav sig til at sparte paa Deren, fom ;
han var besat". » «
»Naada!« fagde en lille pultelryaget Grimman
hellede Dsren pludselig op, saa at Doktoren, der just
hadde spattefganste voldsomt til, ncet var gaaet paa Nek
sen tnd ad den. »Hvad et der i Vejen?« » «
, »F Bejen?« gentog Doktoren, og greb ham excl-litte
qu i Krapm »Der er Tyveri, er det!«
«Jq. og Mord med,« sdatede den Puttelryggede sollt
KIND Apis De ilte set og faar den haand val! Hotet
J htter tec« sparede Lce en og blev ved at ru
· iäriamrianem »Ohne et s—g hvad vat det nu« den
· g hedf —- Sttes dar det, —- Sites! hvok er
M f« "
— Den Pimleyggede « ede nmadelig soebavset og
, « , - » hem, veed derpaa del-endigt nd af«hans
Trost-U under en Syudflod as Edet, ind i hu
itkden dem timde faa speiset Osten, dar Dot
didett Komplimentey txeengt tnd t Stneu
Hin Wirt m tte et enefte Stytke Lohne-e
; hältst-de estt ltd fvatede til Oliveks se
Vuiieltyggede og entnsttede Dr.
, med, at De treuget
s M De psyudke wis,
Michde
tät-sw
s!« , II
i— — -
torende i Kalesche til den Slags, din garnle Flagermug
GripomenuH?«' spurgte den iltre Doktor.
»Hvad vil De das« streg Grimtianen opbragt. ,,-Sel
nu til, De lradser af, eller jea slal tværte Dem, Del«
»Jeg gaar, naar iea hat Lust,« erllcerede Doktoren
Ig saa ind i det tilstpdende Vaerelse, sont heller itte i
krindste Munde svatede til Qlivers Bestrivelsr. »Jeg
ital not faa Rttn paa dig en and-n Gang, min Ven!'·
»Slal De det4’« hvaste Utttstet. »Ja oii De mig
noget, saa torn an! Nu bar jea doet her tntttters me i 25
Aar, faa jeg lader ntig itte strcemme as Dein! De stal kom
me til at betale det, De stal tonmie til at vetale det!« Og
den lille vanstabte Mond hylede as Raseri og dansede som
en Vanvittig otn paa Gulvet. .,
»Hm! en dutn Historie, dette her! Drengen maa have
taget feil!'« mutnlede Doktoren for sig selv. »Der. du!
put det i Lommen og streng saa as for dtg igen!« Han
snied et Pengestntte til Utyslet, og git nd til Vognern
Mennesiet sulgte ester ham helt hen til Vogndpren,
stadig under en Strom af Eder og Forvandelier. Men
idet Doktoren saa vendte sig oin for at give Kutten Ordre,
tiggede han ind ad Vognoinduet og saa paa Lliver med
et saa starpt og speidende og tilliae iaa rasende og.ha-vn
aerrigt Blit, at Olioer flere Manneder eiter itte tunde
glemme det. liverfett bangen eller i Troninie.. Saa aav
Utnslet sig iaen til at stcelde og bande, on endnu da Vognen
.«.ir totamtet et Etntte hort, sao de itam staa drrhenne og
stantrc i Joroen oa ritse fia i Haut-et alt-eleg- ude af sig selv.
Der diev en lara Wanst-. »Htt:k« sagde faa Tot:
toren, »jea er en Torlt! Herr du Viit det for. Oliver3"
»Nei, Ors·
»Im-. hilft det til en anden Gana!«
De lorte iaen et Etntte i Tadzved. ,,lt·«n riatial
Torst!« gentoa Iottcren satt. ,,3elo oni det navde ver-Es
rct det riatiae Hin-, on seld om de riatiae ffolt lwode verretl
der, bis-ad haddc jea ene Menneste saa tunnet agreFS La»
dersotn iea bar-de haft noaen med mig, indser iea itke, atl
det lunde bade fort til andet, end at jeg var blevet npdt til
at rytte ud med, hvordan jea hat saaet doszsfet bete Histoi
rien otn Jndbritdet ned. Men saadan aaar det altid:
tltid render jea mia en Stader i Livet ved at lade mia
lede as mine Jndsltidelser!«
Sandt at sige hadde den brave Doktor bele Livet
iqennein ladet fia lede at fine Jndstndelser. Men drt
var inaen rinae Bliog for bang Jndslydelier, at de egenlia
aldria havde fort ham i Formeln nen altid ttadde oatt
den storste Paaftonnelse oa Hosaatelse hoss dein, der
tendte hatn. —- Llllligedel var hatt en thtnd teinnielig sor
Ttenit over, at ban itte saaledes ftralg ved fort-te Lejlighed
nor-de tunnet staife Beoig for. at Liirzeri Historie va
Hand. Hatt totn iinidlertid snart i Humor i:en, og da
lian dorte, hnorledeg Llioer besvarede bvert et Zpsrais
naal liae san tlart oa naalideliat og optiatth sont for,
iagde hatt til iia Zelt-, at fra nu as vilde lian iasfte Lid til
nam.
Oliver teiidte Nat-net paa Gaben, livari Dr Brotvn
Tom boede. saa de lnnde tote liae derben. TJ Vognen
orejede ind i den, Deayndte Trenaens Hierte at baute,
faa han tnap tunde faa Betret. »Ter! Perl« hvistcoe
Jan og peaede ivriat uv ad Vinduetx .,det ltvirse Hus der!
-— Aa, lad os sinnde os, lad ois stnnde ok! Te: er, liae
sont jea stulde do, saadan rttster jegl«
»Naa naa, dul« saade den ssitleliae Tottor oa tlap l
oede hani paa Zinlderen »Mit er oi der so 5trat5, -
s«
Taa.
Voanen noldt. Oliver stirrede genuem Taarer trtl
eiter Viditerne -- All det boide Ort-Z itod tonit, i det enc
Bindi-i bang en Platati «Til Lejel«
,,Saa banter vi paa ved Einen af,« sagte-e Trittorersp
Ja toa Lliver itnder Armen. »An vasr saa and at frak
nia, book er He. Broxvnlcto flnttet hen, ioin boede her i
Hutet ved Siden as?«
Tieneftenigen vidite ilte, men stulde aaa ind va
spornt thun toni itratg eiter tilbaae og sagde, at Or.
Brownlotv havde solnt alt sit Jndbo oa Var reist til Best
indien for set-— Uaer stren. Lliner flog Hernderne sam
nien og næsten daanede ind i Favnen paa Doltoren
Doktor Losberne tnv et Lieblit »Er hans Hug
Holdersie onsaa rejs ?« spurate han saa. s
»Ja, He.«, svarede Piaen »Baade den annier
Herre og Husholderslen og saa en Ven as Herren.« »
»Er-r hjem iaen!« befalede Doktoren Finstern »Da lad
Jer· at lade Heitene bede, for Vi er slndne ud af London!«
»Men — Vogt-anderem Hr.!« « sagde Liiver.
Jea ved, hvor han do -- aa, stal vi itle tote hen til
Stam?«
»Nei, min statt-s « Tireng,« svarede Doltoren, ,,nu
bar vi haft Stusselser not-Tor i Dag, baade du oa jeg.
Hinter vi hen til Bogliandleren, saa saar vi sagteng den
Bested, at han er dod, eller bar stuttet Jld paa sit Hug,
eller er rendt sen Ves. Nei, nu lige hjem iaen!« Lg i
Kraft as Lagens Jndstndelse tprte inan sporenstregzs til
sage.
Denne bitte Sticfselse voldte Lliver inegen Sorg.
Han havde glcedet sig saa usiaelig ved Tanten otn at stulle
qense Hr. Brorvnlom og Madam Bedtvin, Haabet om at
faa tenset fig i deres Øjne havde holdt ham oppe under
mangen en Provelsr. Oa nu Oar de maasle reist bort i
den Tro, at han var en Hytler og en Tnvl Dei var
næsten niere, end han lunde dare. Men —— hans Vei
gorerinde var og bleo gode imod hom. En sjorten Taaes
Tid ester, da Varmen rigtig begyndte at komme i Lasten,
blev det Solon-L der i saa høj Grad havde vatt Jodens
Begra, sendt ind i en Bank. Giies og endnu ei Tyende
blev tilbaae for at passe vaa based De andre reiste
rlcengere ind i Landet, til et lille Landsted, og de tog Oli
-ver med.
» Siedet laa henrivende. Noser og Gedeblad sinn
:»aede fig ov ad Murene, Vedbend lob op ad Træstatnrnerne,
Havens Blomster syldte Lasten med Dust. Tcet ved var
Ien lille Kirteaaard, hvor Grsnsoeer og Mos dekttede de
’Tuer, under hvilte Landkbyens garnle Falk var stedet til
Hvile. Oliver git tidt derind, og naat han totn til at
tænte paa den Faitiggrav, hvori bang Moder laa, tunde
, det træsse sta, at han satte sig hen og brast i Graad. Men
knaar han san igen saa op til den dybdlaa himmel, sor
stoo han, al hast stulde ilte tænte fiq hende nede i Jorden
langer, og hans Graad blev stille on sntertesri.
Det var en lytlelia Tit-. Dagene var saa inilde og
sredelige, Netterne tendte hverten til Angst eller Sorg.
hver Forniiddag git han hen til en hvidhaaret gammel
Herre, sotn boede ved Siden as Kittetn og sont lærte ham
at lese og strive og talte Jaa venligt til hatn og gjorde sig
saa megen Untag ined harrt, at Oliver synteö, hatt tunde
saldrig veere slittig not, sor at gIre heim tilpas. Sau
«spadserede han med Fru Maylie og Freien Rosa og horte
sdetn tale orn Bsger, eller han ad» mai-sie med dem paa et
'slyggesuldt Sted og biete Fr- enen lese op, hoc-d hatt slet
itle tunde blive trat as. Derester hat-de hatt sine Let
tier at lese, og saa var det Asten, og Damerue sit igen
eti Tur, og hatt sulgte nied og var lyttelig, naar der enten
dar en Blonist, hatt stulde tage til dem, eller de havde glernt
anget, sont hatt stulde hentr. E ter at de var kommen
biet-, satte Festenen sig«-gerne til laveret og spillede ltdt.
eiter hatt sang, sagte og bltdt, en eller anden gammel
Sang, sont Frei Maylte holdt as. De plejede ttte at
tende Lyt, og Oliver sad bettete ved et as Vinduerne og
Weist III fide Music, es MI- Sledestmket stieg sig
l» Ms Unwesen-umsonsin
O
L
Mai-ferne og afspgte Gardetne rundt omkring for at samle
vilde Blomster, fom det dereftet kkævede megen Omtanke
ozx Flid at faa ordnet pcent til Fkoloftbotvet. Sau ssul
re ogfaa Ftu Maylies Fugle have frisi For-eh Oliver
bwde smderet For-rings Kunsten under Landgbndeanens
Undige Vejledning. Tidt var der ogsaa et eller anbet
lille barmhjettigt Ætinde ned i Land-Libyen Og i al
ngld var der altid noget at pusle med enten ude i Haben»
ekle: ogsao ved Potteplanterne, hvilket ligeledeg Laan ;
bodegnen sfom var Gartner as Profesfiom bavde under-«
hist Olivek am. Og san Lom Fr!. Rosa og roste ham
for, hvav han havde udtettet« — et of hendes Inse, wilde
Smil havde for Reiten fokud været mer end Belsnning
not. sw»s«s.on .
PNCL ll « ««- '-- L
— 32. — "
Staat i Lasten.
Foraaret git, Sommeren tom, tnvde der var-et smukt
dernde t Landgbyen for, saa stod den nu i al sin rige
Pragt oa Glang. De store Trarer stratte deres lot-be
hangte Grene nd over den tørstiae Jord oa sorvandlede
aadne, bare Pletter til tsliae, htmaeliae Stint hvorsra
man hadde did lldsiat over et solbestinnet Landskab- Jok
den bavde isørt stg sm stolte arønne Kappe og aandede
Velluat ud i Lnsten. Oderalt var der arønt Ost bIDM
strende, lttst oa stønt. «
J det lille Landsted levede man stille sont far, i sam
:·s·e srndesnlde Tilfredghed Lliver var sorleenast blevet
»in-et on rast iaen, da ban var stadig den sarnnte blide
Umgran tasrliahedssulde Drena, som hatt hande dekret,
nenaana Enadom oa Smertet tærede paa bans straften
· En sinnt Asten havde man aaaet lænaere, end man
alekede; thi det hadde vasret en usædvanlig hed Dan, on
nst stinnede Mannen sra Himlem og en saate Vind vistede
fdca sorsristende. Frt Nosa havde vcret i fortrcesseligt
Juni-r, man havde gaaet oa var blevet ved at aaa, indtil
endelia Fru Manlie satte sig lidt trakt. Saa dendte man
stanasomt hieni. Den unae Dame toa fin Straahat as
zog satte sta, sont hnn plejede, til Klaveret. Noale Zie
dlitte lod hun aandsfravasrende Fingrene liebe den over
;Tanaenterne, saa sloq hun ind vaa en dann-et hejtidssuld
-.I.ttelndi. Men bedst som bun spillede, harte de andre,
at linn arckd. O
,,.s)dad er der, tnin Pige ?« spntate Frn Mantis
Rcsa svarekJe itte. spillede blot lidt streitet-e til, iam
Jrn bun dar blevet strckmt op as triste Kanten
»ian er der, Barn?« ipxtrate Frn Mantis- oa reiste
"x.»1 »Ur-tat oa ait lren oa bojede sta ned over Lende- »Du
,.ar in arædtl ts! der nnaet, dn er lieb-samt Ocer
»An, det er inaentina, Tante, innentis.«1!« svsrcde
en nnae Pisa-. »Im vers ittc ie!v. brav rkt er, Ja steter
- sira saa trakt oa ,
»Tn er da itte sha, Its-Enk« iriasafe Jus J.Et-.n«.:ie.
»Rei - — nej itte sttzt.« spare-De Ist.)f.1, ixien gog i ret
lkamme sont as Feder. »Det Jaar not euer itrat3. —
; yla men var saa aod at lntte Vindmst!«
! Oliver itnndte sia at avre det. Erz-sen Flieh sinke at
! Vinae stg til at lade nntnter da lseanndte at sdille en liv
! in ’«.ltelodi. Wien plndielia sant trener THE-nost- kraft
I nst ned pira Tannenterne drin reiste sin. lod sit-: salre ned
l
«
Ia-: en Eosa, der stod, itjrxlte Uns-;- : r jin-: Zauber Da
liraft i Graatx
»Men Barn don, tasreste B.1rn!'« arm-ot- Jrn Manlie
a ton trendeg Hooed ind til sta, »san«-a bar jea ja aldria
et dia for!«
»Im vilde saa nesdia amastr aka TantU lioiftede
liesa. ,,Men jea tan itte saa Maat over spi; se!v. Jea
Ir vanae sor, at Lea alliaevel er sna.«
Da sna Var lsnns tbi da man liavde fsaet tasndt Qui-,
saa-:- det, at hnn var blea som et Lin. Hendeg Anstat
Rande intet mistet af sin Tit-Enden det bavde tun faaet et
Hesnnderligt uroliat oa ndtnattet lldtrrst Et Lieblit
ister overavdeg saa Kinderne as en blussende Rot-nie, oa
ne blide, blaa Øjne sit en fnntlende Glaer Men saa
·rrsoandt det, sont en Sto, der er draaet sordi, oa hun blev
rtter rttarrrrorblea.
Llider havde ltoldt starpt Øje med Frn Manlie og
Harde set, at hun aabendart var blevet lizresaa sotsirættet
·orn han. Men da han saa, at hun lod, som ont det bete
Javde itte noaet videre at betnde, anstrengte han sig sör
It lade lige saadan. ca det havde for saa vidt en hel
Jia Jndslndelse paa Frøten Rosa. Da hun. ester Tan
tens Odertalelser, git til Ro, saa hun flintere nd end for
Ia lod til at have det bedie; tinn sagde ogsaa selv, at
hnn var vig paa, hun vilde verre gansle rast naeste Morgen.
Lidt efter torn Fru Manlie ind iaen. ,,«’fr-tenen
er da itte blevet for Alvor syg"?« spurate Oliver. »Hnn
saa jo itte nd som ellerg i Atten, irren —--'«
Fru Manlie vintede med Haanden, at han stnlde tie
stille, og satte sig hen i en ntørt Kroa as Stum. Der sad
hnn en Stand aansle stille. Endelig sagde hun, og hen:
des Stemrne rystede:
»Im haaber det itte, Lliver. Nu hat hnn været
rnin Gliede i adstillige Aar —- jeg hat maaste dæret sor
lyttelig, saa det tnnde del være paa Tide, at jeg ogsaa laeri
te lllntten at tende. Men jeg haaber til Gud, at det i at
Fald itte stal date den!·«
»Hvad mener De, Frne"?« spnrgte Miner
,,Det srygtelige, —-- fryatelige Staa,« mumlede den
aarnle Dame nasten uhsrligt, ,,at miste det velsignede
Barn3"
»Bei sorbnde Gud!« sor det nd as Oliver.
»Arnen, Anten, min Drengt" hdistede Frn Maylie
oa need sine beendet-. ,,Men hun er meget syg, — oa
jeg er vis paa, det bliver vaerre endnu! Min ssde, vels
signede Rosal Aa Gad, aa Gad, hvad stal der blide as
mia uden bende.«
Fru Maylie lod saa sortvintet, at Qliver betvang
sin egen Hierteangst og dristede sia til at sage at berolige
hende. »Hast paa, Frue,« sagde han, og Taareene
mengte stg mod hans Villie srem i hanz Øjne, »hust dogi
paa, hvar ung og aod hun er og til Gltrde og Trost sotl
alle, der tender hende. Jea er vis paa. at for Deres
Styld og sor sin egen Styld oa for alle andres Styld
tan hnn itte ds endnu. Gud tan umuligt lade
hende ds!«
»Orts, min Dreng!'« sagde Fru Maylie og lagde
Haanden paa hans boved, »du tcnter som et Batn, og
sisnt det jo ertnatutligt not, saa er det dpg galt. Men
—- du hat i al Fald hustet mig paa min Pligt. Jeg
glemte den et Mel-lit. rnin Demg, men jeg haaberz det
bliver mig·tilgivet, sotdt jeg ee gammel og hat set saa
smeget til Ltdelse og Dtd og ved,-hvad Kval det fster med
·sig. Men jeg ved jo oasaa — —- ——. Guds Villie ste!
: Knn han ded, hvoe dyrebae hun er migl«
Olivek studsede ved at tagttage, hvorledei Fru May
. tie, ligesom med en Kraftanstrengelse, pludselia holdt pp
: at ttage og rettede stg og blev fuldsicndig sattet og to
: lia. Endnu meee sorbavsedei han, da han saa, at ben
: des Ro varede ded, at hun under den Rattevaaaen og
, Betymeing. sont sulgte eftet, btev ved at viere stille og
J sattet, og at hun næsten need en Staat Muntekhed eig
: tede de Pligtee, der paahvilede hende. Van var io et
« Bank endnn og vidste Me, hvad en statt Sie-l format-.
« naat det golden hvoe stuldew oasaa have tunnet
vtde det, da selv de, der hat Stets syst-about ttte selv
ved as det.
Dei blev en slem Nat, og da Morgenen tom, var Fru
Mohlies steinme Anelser desvirrre gaaet altsdr aodl l Ov
fyldelse· Rosa laa i en heftig og saretrnende Feder-.
»Vi maa strenge os an, Oliver, itte give os kW i
unyttig Jatnren,« sagde Frn Montie, ide: hnn lagde
Fingken Pan Munden og san ham stift i Einem-. »Bitte
Brev her stal san hurtigt soin muliqt ai Stcd til Tottvt
Los-herne. Du maa lobe over med det til den lille Niet:
te, du ded; naar du loher over Marterne, er der tltll M
Milg Vei. Og derfra stal der gaa ridendc Jlbud med
det til Dottoren. Foltene i Gestgiverstcdet 1az1er sig not
As det; og jeg ved,- ieg tan stole paa, at du itnnder dig.«
Oliver tunde itte faa nogci Sdnr sreinj men lld
ttyttet i hans Ansigt viste, hvor har- brandte ist« UT com-«
Irne af Steds E
»Der er et Brev til,’« sagde Fru Manne ic.nlefuldt,
»men jeg ved itte rigtigt, orn jezx stal sende dct ai Zted
strats eller vente, til jeg ser, hvordan det gaar ined Nota.
.:’teg vilde itte gerne have sendt det os, hvis itte det dcrrste
stov for Dei-em« »
Uden at tsnte over det, hovde hun ladet Oliver iage
Brevet, og hnn saa, cit det var adregseret til Ir. thirty
Mot)lie« -——- part en Herren-Ian sotn him itte gtig tnnde
lase, hvor lau. — »Stal jeg toge det meist-« nrgtc han
ntaalinodigt. .
»Nej, sagde Frn Manlie on tog det igen, »jeg denter
til i Morgenl« Sau ratte lnin Oliver sin «lleiigeisxxiig,
on non styrtede as Sied.
Rast lob hnn tvers oder J.li«itterne. Eimrt blev han
helt borte mellein det hoie Korn isna benne Sider of Stim,
fnart toin han nd paa natme Marter, hdor Hoitfolt til
og arbejdede· Og itte en eneste Gang itnndlede hnn
nndtagen maaste et Par Setnndcr for at fnn Vejret, «
for ban, hed og tilstodet, ttod paa det lille Torv ovre i
Flætten Her stod tmn lidt on san sin Mk kfikr Wirst
giverstedet Der lna en tkvid Bontbvqniiiq, et todt Brun
geri. et gnlt Raadhiig, og henne paa Hjornet en stor
Gnard tned gronmolet Turm-in oder hvigi Port der dar
et Stilt r ed Jndstrift ,,ttong GeorgC Terhen stnndte
han sin
Forst spurgte tnn en DilinencetnsL der snd oa snuede
i Worten, og som ester at have hort bang Ærinde henviiie
tmm til Staldtarlen· Staldtarlen horte eftertirntsomt
pag ham og henvisie ham san til Vcrrten, en hoj Mand
sned blan Halstlnd gnlhrnne Butser on ltrirveftodlen
sont ftod og lcrnede sig op til Posten ndensor Etatddoren
on stanqede Tander nied en Sold Tandftitter. Virkten
qit overmaade sindigt ind i Stirnteitnen on satte sig til
at strive Rrgningem lwad der tog lang Tid. Saa, da
den endelig dar fcrrdin on betaln stntde der isidchs en Heft,
on en ttnrl stnlde tlckdc siq mer« on dermed krit nderlineie
ncrsten et Knatter. J al den Tid stdd Oliver sont daa
Stil-»den tmn onftede, han seid tnnde sprinxre on on inne of
Eted i Halt-p. Men endelin tm da nlt i Orden. Bre
yet bkcv oft-beset, under nmnne Fernmnixrrer czi Donner
sm, nt Visdet vilde itdnde tin. LEJa ais-r tin-ten Hei-ten
at Sporerne, og den flin ben oder den nickvne Ztenbro og
det nirste Nn var Budet nde af Vom.
Det var altid noget nt dcere die nan, nt nn var der
zraaet Vnd ester Hjcrlp on innen Tid var ltledet sdildt.
sin Sinnle lettere om Hinter tradede Liiver tsen over
istaardcidlndsen og ftnlde netov tIl at dreje nd nd Worten:
san rendte hnn irnod en boj Herre, indhnllet i en Rappe,
sdm i det stimme vilde gaa ind.
»Hei-k« udbrød Herren on næssen tnnilede tildnzie og
stirrede nfravendt paa Oliver. »ch1d er det?!"
»Im bedxr om Forladelse,« sagde Llider, »jeg stulde
stunde knin hjcin og sag itte, nt De tom.«
Herren munllede en Ed on blev ved nt ttirre paa
Trennen med et Pnr store, sorte Lin-L »Einem hiidde
tnnnet tcrnte sin det?! Lin hnn san dled sinnldret til
Aste og geint i en Stentiste, saa«stod han on igcn og toni
niig i Vejen!«
»Du got mig Ineget ondt," sagde leiver, der var
helt betuttet over, sao vildt sont den stemmede Herre san
paa heim. »Die-a tom del itte til at stede til Dems«
«Gid hans Ben mantte rnadne!« hoceste den Fremmede
nde of sin selv. ,,.Lmvde jeg dog blot hast Mod til at
sine det ene Ord, saa var ien bledet ham tvit part en Rat.
Hvad har du her at bestille«’«
Hirn star Tander og lsstede trnende Nerven on njorde
et Stridt frem inod Oliver, som oni han vilde sl:r(1. Men
i det sainme stnrtede han om, rennt nf et Kranipeslng, on
hnn laa og vred sig paa Jorden on sit Stnin oni Mit-idem
Olider stod et Lieblit og stirrede sorscerdet paa lmm than
antog ham sor sindssng), saa sor han indsi Hnset efter
Hielt-. Da han derefter havde set. at Herren vnr blevet
haaret ind, satte han Ncesen hiem etter og lle sna stcertt.
som han tunde, for at indvinde den Tid, der dar gnaet
inbt. linderdejg tcrntte han, dande sorbavset og sor
strættet, daa den Fremmedes beinnderlige OpsørseL Men
da han sorst torn hjem, blev han optaget as ganste andre
Ting og glemte at tcente paa sig selv.
Froten Nosas Tilstand vor blevet verre, ud pna As
tenen sit hun stcert seberiantcrsien En Liege sra Rudo
laget dar hele Tid os hende; og han hande, under sire
Øjne, sagt til Fru Maylie, at Sygdomnien hnvde taget en
meget soruroligende Vending. »Det vilde ncesten viere et
Miratel, hvis hun tom sig.««
Hvor oste sprang itte Oliver den Nat nd at Sengen
cg listede sig ud paa Trappeassatsen og lnttede efter den
svageste Lyd sra SygeværelsetS Hvor oste sor han itte
sammen og sit told Sved paa Panden, naar plndselig Fad
trin hmgte hain til at srygte sor, at nu var det sorscrrde
ligste indtrusfetl Aldrig hadde han bedt sna inderligt til
HGud, sotn han i denne Nat bod for den dpdstssygc unge
Festen-Z Liv og Helbredelse.
j Morgenen toin. J det lille Hus var der tnit og stille.
Man talte hvistende; nu og da duttede Engstelige Ansigter
frem ved Gadedsren, og grirdende git sivinder on Born
hort. ——— Hele den lange Dag, og endnn i slere Timer et
lter at det dar blevet msrtt, vandrede Oliver srem og til
bage nede i Hat-en Hvert Øjeblit saa han op til Enge
ncrrelset, og det gss i harn. naar han laa de nedrullede
Gardiner, —- det var, ligesom nogen laa Lig derinde. —
Sent nd paa Astenen indiras Dottor Los-herne. »Bei er
tungt!« sagde den stittelige Mond og saa til Siden, ine
dens han talte: »saa ung — og elstet ——! Men der er
tun meget lidt Handl«
Atter blev det Morgen. Solen stinnede tlart, som
om der slet ingen Sorg og Nod var at se. Og medens
hver Blomst og hvert Blad stod i sin sulde Kraft og der
var Ltv og Sundhed og Lyö og Lyst rnndt orn i Naturen,
lau hun, den sisnne, unge Pige, og terredes hen. Oliver
listede over paa den gamle Kirteganrd, satte sig paa en of
de s maa griesbevotsede Grade og grad stille. esczet var tau
,dan en dejlig Dag, Fuglene sang og svirrede gennem Lus
ten saa liviglade, at da han taa op, greh det ham som med
instinttrnirssig Sitterhed, at faadan en Dag tunde Festen
Rosa itte ds. Liglagnerne, shnteö han, vor tun for gomle
og runtne; de var ttte bestemte til at stulle stiule nnge og
stsnne Stittelser indenfor deres frhgtelige Felder.
Metetlottens Ringen vættede ham barst at hans
barnltge Tanter. Ding-demg, —- dtngsdangl Det rin
gede til Begravelset Et lille Sorgetog tom tnd ad Ppr
ten, —- og den« de stulde begrabe, hat-de vieret ungt Der
stod de med btottede Voveder ved Graden: soran hele Isl
get stod en Moder —- torhen en Moder! Men Solen blep
ved at sttnne tlart. og Fuglene blev ved at syngel
Guts-iter
