l trirtekloktens Hi tortr.
Eis h i
III-J »Ob«-ski«
Dei forste Sted, hvor Kirletlotke
menes naevnt, er hos den betendte
Geistilge og Historiter Gregor af
Tours, i Slntningen af det sjette Acr
hiindrede, hvor denne stildrer sin OW
fader paa baade Fædrene og Modrene
Side, Bislop Gregorius af Langres.
— Det hedder om hom, at han commoto
signo plejede at lalde samtnen til
Gndstjeneste. Her overfcettes eller nd
lcegges det latinste signum fom bew
dende Klotlr. W«
Saavel Oldtidens llassiste Folt sorn
Joder og Ægyptere tendte fmaa Bjcel
der til Tempelbrug. Men de tan itte
fes derfraa at være gaaet over i den
triftne Mitte-I Gudstjeneftr. Reiten
alle tirtelige Betegnelser er laante fra
det tidligere græsie offentlige Liv. Et
tlesia betvder jo en-Folteforsamling.
Bislapven var en Funktionen i de gam
le fortriftelige Republitter og havde i
dem sit bestemte Hverv. Den ftore Bue
mellem Kirtesiibet og Koret taldtes
Triumfbuen efter Nomernes Arces
trinnipl)alis. Men naar vi tommer
til Klotte og Klottetaarm har Kitte
sproget helt nye Naone. J Kitte
sproget brnges Nola for den mindre
Klotte, og det egentlige Navn for Klot
te er Eanipana, hvorefter det italien
ste Campanile for det ved Siden af
Basilitaen byggede Kirletaarn.
Og faa melder Overleveringen, at
den forfte Kirketlotte ftobtes i Nota, en
lille By et Par Mile Nord-it for Ne
apel paa Stetten —- Campagnen —
mellern Vesnv og de neapolitansle
Apennier, og at den, forn stobte den
sprite Klotte, var den hellige Paulinus,
Bistov i Nola in Campana, orntring
Aar 410.
Det er Traditionen. Der haves in
tet sitlert historist Beviö for dens Rig
tighed· Men der er intet, intet som
helft, der modviser, at Overleveringen
her er fand. Og den har Sandsvnlig
hedgmakrter for fig.
Ponting Paulinns vil nceppe tunne
regnes inellem de store i Kirtens Hi
storie, men er bog blandt dem, som al
tid vil minder-. Somme lidt crldre,
og andre lidt nngre, horer tl Tids
ruminet, der betegnes ved den hellige
Martin i Tours-, Atnbrosius i Mita
no, ved Gregor as Nazian, Basilios af
Cæsarcea, sorn vi alle tender fra Hen
tit Jbiens ,,Rejser og Galilceer,« ved
Augustinus, Bistop i Hippo i Afrika.
Kirten er blevet Statstirte· Julia
lus Apoitatas Drorn om at holde den
gamle Gudeverden tillive duftet bort i
et intet. Augustinus og Paulinus var
en otte, ni Aar gamle, da Julian sad
paa Keisertronem uden Magt til at
opvrette det dodr. J deres votsne Al
der var Bistopmyndigheden helt befie
stet. Der var paa den Tid nogle Hun
dreder Bistopper i den triftne Ver-den.
Disse herstede i Menigheden og ledede
den. Mellern Bistoppene igen var der
seis, syv scrrlig frecnragende, fom le
dede de andre Biftopper. Disie seis,
fyv dannede gennem Sendebud og Bre
ve, gennem deres Sporasmaal og
Raad et saa at frge aabent Vennefor
bud, og til det horte den hellige Pan-—
link-C
Det hilstes med inderlig Gliede, ja,
medeubel over den hele Kristenhed, da
det rygtedes, at Pontius Panlinus var
gaaet over til Kristendommem Han
var fodt i den galliste By Bordeaux,
i en rig Senatorilægt. Hans fader
var gaaet til Gallien sorn Prætorian
præfett -—— det hpjeste Embede efter
Keiserens. Til Laster for hatn valgte
Antonius, hin Tids belentefte Digter
og Opdrager, der ogfaa var bleven
taldt til Laster for den senere steifer
Gratian. Om Antonius siger Pierre
Boyle: ·
»Der er noget haardt i hans Stil;
men dette var mere Aarhundredets Fejl
end en Fejl ved hans Aand. Starpe
Kendere vil uden Vansleltghed gcette,
at havde han levet paa Augufts Tiber,
vilde hans Vierter have naaet det den
Gang ypperste, saa megen Finhed og
Gent findes der i flere as hanc bedfte
Vierter-«
Pierre Boer er en af dem, der hat
Lov at tale med Autoritet. Det er
uafgjort, om Antonius var Mitten.
J hvert Fald havde han stn Gliede og
Kerlighed i den garnle tlasrsie Litera
tur og han var en neer Ven af Samtk
dens storste Taler-, Symachus, der
frembar Senatets Protest mod den
triftne Reiter, sont befalede at fterne
fta Senatet det Alter for Seitens
Gudtntm ved hvtltet Senatorerne hav
-
O
Clokia in excelsis beo!
?’· - H ksks
- Max-W« L Es --««-:-«
de·af(agt Ed· Den hebenste Ritus
stulde affkæres.
Denne Ansonius havde i Pontius
Paulinus sin tæreste Dicipel og stil
lede al sm Jndflydelse til hans Rau
dighed. Paulinus vakte Opmcerifoms
hed i de romerste Retssale. Han blev
Konsul i Rom og sit dctpaa store Em
beder i Italien, Gallien og Spanien.
Her —- i Spanien — gjorde han et
fyrstelig rigt Giftermaal, eftek alt
selv i Forvejen at eje »Kongekiget«,
som hans Jotdegodfer med en Oder
drivelse i Sproget, kaldies. At gaa
over til Kriftendommen, vatkden Gang
helt at kunde fordybe sig i Gud og
suge ham ind i sit Væfen. Ausonius
bcfvot ham, at han maatte komme til
bnge til Livet, tiPGlædem til den
Stønhed, som de samtnen havde delt,
til Herligheden i de. store Aanderg
Bærker. Han svarede, at han havde
valgt det bebte. Og saa blev han, som
det saa tørende fmukt hedder i et gam
melt Strift: «en ukendt for sine Brod
ke og en fremmed for fm Moders
Bom«
Han blev Præst i Spanien. Trak
sig igen tilbage til Enfomheden paa
Østsiraaningen af Vefuv. Han vilde
.
at fmages med Øjne, Det er et Bord
for Dyrene, fom itke hat FAUqu be
redt af det fornuftigfte Menneske, for
at ogsaa de Firføddede lan faa deres
Fede. Hvis nu de, som lavede Ktyb
ben, forfømmer at lægge Æde i den
vil Dyrene fortceres af Hunger. Hvis
de ilke faar Æde, Eber Hungeren dem.
Laster of dette Eisempel at vogte Eber
for at forsømme det Bord, som Gud
hat sat i sin Kirke.«
Saadan maa Veitalenheden lægge
sig til Rette, naar Aufonius’s Discipel
sial lægge Hyrdetne fra Marien paa
tss cum-Ists
noget saa almindeligt, at det intei An
stsd vakte hos Slægt og Venner.
Overgangen behøvede ikte at medfvte
store Fotpligtelser. Han kunde endnu
opfylde de literære Forhaabninger, bli
ve den fornemme Digtet, som fremfor
alle hans begavede Lærer ventede, han
skulde blive.
Men Pontius Paulinus tog et
Stridt til. Han valgte Fattigdvm og
Forsagelsr. Hans Husttu tog Slpret
og blev hanö Ssster. han vendte sin
Sjæl fra Literatur-en og Kunsten for
leve ene. Munlebrødre famlede sig om
ham, og hcm strev Klosterregler for
dem. Hvert Aar gik han op til Rom
for at hædre Martyrernes Grave.
Nola, hvor han før havde været ro
mersl Guvernør, gjorde ham til Bistop.
Den oveve Taler fra Retssalen i
Rom maatte lcere sig et andet Sprog,
naar han stulde forlynde for Land-bo
erne dernede. Her er en lille Prove:
»Jlle uden Grund mine meget el
stede, stiller man Krybben foran Tret
Bteny og den staat der itle alene for
»H
Hinte, hvad der er ham en Sqligheds
sag
Og her i dette Land af Jld og Rog,
sial hcml for hvem et festligt Minde«
endnu hvert Aar fejres ved St. Hans
Tiber, have ladet den førfte Kitteklotte
stobe.
Lærde veed at fortælle, at de første
Stene til det, som siden stulde blive de
høje Kirketaarne, alt var lagt, for den
første Klokke Klolke støbtes nede i No
la. Udgravningerne paa den Tonn,
hvor de ældste Ritter i Tritt bar
ftaaet, viser det. Der sindeö Grund
stenene til to Taarngange i Histnerne
mellen Langvæggene og Vestvæggen,
hvor Jndgangsdørene til Kirlen var
Det var Trappetaarne, der ikke nan
ede længere end til Gavlen.
Bi hat altsaa Begyndelfen til Taut
ne, uden nogen Tanke paa Kloklen, og
de første Klolker var for Kirker, fom
ikke havde Taarn.
Men Klokken, drev Tonerne mod
Hinnnelen, og med de himmilstræbende
Taarne hcever der sig hele den herlige
Arlitektur, i hvilken Menneskehedens
Bøn og Lcengsel hat fundet Forløss
ning, i hvilten enige Følelfer er fæstnet
ligesom i ,,krystaliseret Musik«.
Jeg ved ikke — og for Rigtigheden
i den Art Fornemmelser kan der ja
ikle leveres Bevis; —- men det synes
mig at være et inderligt Sjæleslægt
stah, tnrde jeg fristes til at kalde det,
—— mellem Rimet i de latinske Salmer
og Kirkeklokkernes Klang.
Man ftøder paa Rim ogsaa tidli
gere i Literaturen —— ligefom man hat
Bjcelder Aarhundreder før Kirletlok
len. Men fin Melodi, orglende Magi,
sit Riniet i Ziirkedigtningem Det er
udgaaet af den samme Livstrang, der
drev Pontius Paulinus bort fra den
litercere Leg med Fortids fortørrede
Rymter, hen til de Kilder, af hville et
nxyt Lin skulde rinde, og større Sand
hed, større digterisk Fylde, en hiljere
Kunst i Ritteklotkernes Kiste Toner,
end der havde vteret i Efterslettet af
den llasisle Digtning i mere end to
Hundrede Aar. Den maatte Visne
hen.
Den Kunst, som byggede og digtede
omkring Kirkeklokken, er endnu i Live,
endnu en Magt i vor Tidsalders starr
keste Mænd. Lad os kun huste gamle
Grundtvigs dejlige Linien
,,Kirleklokke, naar en Gang du lyder
for mit Støv, stønt det dig hsrer ej,
meld da mine kcere, saa det fryder:
—- han gik bott, som Sol i Høst gaar
ned.«
Saadan blcgner jo ogsaa Kalkwe
skiltelsen, da hmis Hoved sank, netop
fom Aftenllokten meldte, at nu gik
Solen ned.
For ii Aar siden; var der i Paris
Auktion over et Billede af den store
Maler Millet. To Verdensdele tappe
des om at faa sig det tilslaaet. Ame
rika vandt. Siden har Evropa lobt
købt det tilbage. Summen, det drei
ede sig om, var paa liddt ncer en Mil
lion Franck«-« Jeg ved ikke, om der no
gen Sinde er betalt mere for et Bil
lede eller for et Kunstwerk
Og Millets Maleri var et Par Ar
bejdere paa Matten, fom standser og
holder stille Højtid, da Kirkeklollen ly
der og meldet, at det nu er Aften.
D IT Zig-« ji Js- szkj
III- Wust
sti- Patadis. i
Lis- .i-: o- ,- YWIHIJ B
Paradisdmm,
Evigt genfpejlet i Tidens Strom,
Evigt genspejlet i Sjælenes Tanke
Stigi-«:«- For os i Ncetterne blanke,
-».«««-15drøm.
Paradigfryd,
Evigt genklinqer i Julelyd,
Evigt qcukiinqer i Hjærternes Amen;
Dek, hvor fuldglade vi vandre tilsam
men,
Paradigfryd.
szadisrcex
Hvot er vel Skngen af Livsens Tre?
Hvot er vel Vejen, der fører til Evens
Midt under Stormen vi længes mod
Freven,
Pa radiskce.
ParadisfugU
Evigt du bygger i Mindets Skjul,
Evigt du kredser«i Hjemveens Zone,
Evigt du kvidrer paa Hjemlandetö
Ton-,
Paradisfugll
Paravisgrøntx
Skyder endnu om Julen stønt,
Ranker sig end af Bibelens Blade,
Gør vort Hjærte og Oer glade.
Paradisgrønti
Adolf Langfted.