Pudse var en rigtig
danst - Ameritaner,
tunde ilte bestride5.
Han var nemlig født i
Dantnark, men den
lcengste Tid af sine 253
Aar havde han henlevet
i Amerika.
Eaa havde han deg
uden —- eller maasle
netop fordi han var født
i Danmart —- wimme
— sede Kinder, lvseblaa
Eint Vg lust« Haar. Man tunde se, der var Farvestof i
am.
Pudse kendte allerede sine Pappenhejmerr. lfzsan for
stod paa en Prit, hvorledeg han flulde blødgore ssn Mor’s
i Forvejen itte haarde Hjærte, nnak hnn forbsd ham at
Pille ved t eller endet .
Saa lagde Pudse blot Hovedet en Smule van Zum-,
saa liae faa troflvldig ud som enhoer anden Gavstrit vaa
25i Aar og fande: »De’ er fm Danginart.«
Og enten det nu var frn Danrnark eller ej, saa havde
Pudse rørt ved Mor’5 øtnme Steh· On det flulde han
not vide at drage Fordel af ved given Lejlighed.
Den indsmigrende Tone, hvormed han udtalte:
Dangmart, tunde tvde paa, at ban agtede sit Fodeland
højt, men entelte Anglitanismen lom Udgjorde en Del ai
hans Ordforraad, tvdede dog paa, at han itle var blind
for visfe amerikanfte ers Vellyd. Det er itle aodt at
vide, om det var hanI Hensigt at smigre «Lille-Bror«, der
var indfsdt Ameritaner —- not er det, at Pudfe snnteg
helft at ville tiltale den lille i det engelfte Sprog. Til ham
hed det altid: »Hei up« eller ,,back, bact«, naar Pudse sit
set sit Snit til at fcrtte Lille:Vrorg Barnevogn i Gang.
Men da Bognen tun althr ofte tørnede del trassigt
imod Møblerne, maatte Pudse vide at have sit danste
Ordforraad paa rede Haand i det TjebliL Mor horte
Støjen og ftaendte paa ham. Pudse havde som den tloge
Feltherre han var, forstaaet, at man stal snareft føre An
grebet over i Fjendens Land, og hertil egnede sig for-traf
feligt et lille ftaltagtigt Spørggmaal som: De« er itte en
dejlig lille Bro’r?
Pudse havde jo itte laert Grammatik og vidste dersor
heller itte, at i en Sporgesaetning er Ordstillingen ander
ledes. Men Mor forstod ham nu not alligevel
Forøvrigt var det mærteligt, at Pudse ajorde sig en
gelste Anftrængelser overfor Lille-Bro’r; thi denne gov
ham altid det samme Svar, et langtruttent Ra—ø—rs,
hviltet Ord not er lige saa dansl, som det er engelft og ine
sopotamisl.
Der var dog eet Punkt, hvori Pudse itte var rigtia
danst-Ameritaner, og det havde han aabenbart en Art sor
gelig Forftaaelse af.
Han havde ingen Overfto.
Det var hans Tanters mørte Punkt,vistnok det eneste·
— undtagen naar han sit Smæt.
Han saa. at bqade Far og Mor havde Oversto, og
allerharmeligst — alle de andre Born i Byen git ogfaa
med Oversto.
Han grundede ofte over denne formentlige Form-et
telse; navnlig naar han havde vaeret ude at bore sine paene
Sto og dito Ben ned i Asiebunten uden for Kuttendøren
Naar Pudse saa sit Klaps for denne Lovovertrædelse,
tunde han med en Samfundsoprsrers hele Kraft gsre Ind
vendinger, og Begrebet »Fars Overfto« foretom da som
Midtpunttet i en Ordftrsm, der tydelia git ud fta den
Fornuftslutning, at med Oversto paa tan man gaa i hvad
somhelst Snavs.
Mor havde nu ogsaa været letsindig not til at love
Pudse et Par Oversio, saa snart det igen blev Sne.
Til Pudses Sorg vilde det nu itle blive Sne, men han
levedes dog i Haabet Mor havde ikte meddelt ham Grun
den til, at han ingen Oversio havde — og den var dog ret
rimelig: Puder Fødder var nemlig for fmaa til det mind
ste Nummer, man tunde faa i Byen. Men Mor havde vift
alligevel handlet klogelig i at fortie denne Grund; thi
Pudse vilde nceppe have godtendt den.
Han var altfor vant til i ubevogtede Øjeblitle at faa
stutlet sine fmaa Poter ned i nogle meget nprre Oversto
— Far’s nemlig, — og komme slastende med dem paa.
hvorledes stulde han saa tunne tro, at man itte tunde faa
nogle, der passede til hans Fsdder.
Der var ogsaa en anden Ting i Vejen. Far havde
bestemt, at Pudse siulde fsrst have sine Overstv Juleaften.
Til Mor’s Held var der nu itte falden Snr.
Og faa blev det Juleaftens Dag. Mor var ude i
Ksttenet, Far sad vg studerede paa sin Prcediken. lPudses
Far var nemlig Prcest), og Pudse selv var ude i havem
her han holdt Jagt paa Hsnsene. Pludselig tliner et
lille rsdmusset Ansigt sig op foran Verandavinduet i Fars
Studereværelse, en Næse trytter fig hvid paa Ruden og
But-fes Rost raaber: »Hva' de’ Far«?
Det tunde Far,nu itte godt vide, men nvget steregent
maatte det viere, khi det var strengelig forbudt Pudse at
forstyrre Far, naar han studerede. -s- -
Saa maatte Far derudl —
Pudse er da ved at gaa baglænds i Mienen, saa ener
gist streitet han Hovedet bagover og tigger op i Lasten.
»hva’ de’ Far?« —- siger han igen, og peger op.
Naal ja, det var jo Sne. »
»De’ er Sne«, gentager Pudse med en meget bela
rende Mine —- og saa marscherede han, lsftende sine smaa
Ben som til en Fanematsch om ad hushjsrnet hen til Kat
kendsrem Den stod aaben, (Mor brafede og bagte), og
Pudse benyttede fig as Helden
Han blev siaaende ude —- lidt i Frastand —- tiggede
atter baglaends og sagdex »De’ er Sue«, trat faa hovedet
ned og flog to Nil med det. .
Mor sparede vift hen i Betret. Pudse var i hvert
ld ttke tilfreds med Svaret. han havde vel senkt, at
or forstod en halvtvædet Bise; men Mor havde 1o travlt.
Atter gis hovedet baglænds.
a, det var Sue· .
aa sit han velssige Reiten med. »Ist Bfen gene!
faa Oberste —- Pudse geene faa Oberste-. De' er Sne.«
Og fanden blev det ded, indtil Mor ovdagede, at hun
fel- denne Gang var Synderein hvad stulve hun tm
i
w Pu e matte itte Fu Overstoene fsr ved uletrceet,
Its des-. de ikke Ist der var den lengseli uldt ven
iids Cu. - -
r ver » M havde omladt til de to
se feihßkttkdmenstomst —- der var
W singe-main is at sum Sm- mcd Lmeyl
J
,,Juleneg.«
Kender du Juleneg —
dtyssende fulde
af gylden Kerne s—
hvert Aar som en siinnenve
Julestjerne
for Fuglctje —
og tundt om Toppen
en kvidrende Flok
af glade Sputve,
som jublende sttje ——L
Kendet du Juleneg —
Barneminbet,
Tom siddet og niktet «
med ttde Kinder,
smilet og ftikket
Hovedet op,
bog hver en vuggende
Havtetop,
trillet som Karner
af gylden Sæd
ind over Hjærtetne,
helft hnot de cheb —!
Kinder du die-tm
Juleneq,
rejst for den totnei
kronede Konse,
som aldtig svea,
fom elskede Fuglene,
bad for hjekttetne,
lagede Saatene,
ffillede Smettetne ——?
Kendet du Juleneg —
vem hvot hver Kerne
er Ord af Gut-Z SM,
hvert Stkaa et Sul,
og hvert Als en Bsn
paa de Lidendes Vej —?
Kendet du dem —
saa lytsnster jeg dis!
J. Blicher Clausen
sor nu torn Pudse og satte slt ltlle sundhedöglsdende An
sigt, der udtrylte et sorventningösuldt Spørgsrnaal ltge vP
ad dende.
· Flager maatte væke Kager, Mor toa sat paa Frevelm
derhandlingem Pndse stulde pcent vente til Asten, sor saa
saar alle godr Born Julegaver sra Jesus. Hatt kude hel
ler innen Lager saa ellers.
Det sidste Argument var slaaende. Pudse tAbFe
Slagct, men naturligvis var han ligesom Napvleon vts
paa at saa Tid til at vinde et andet.
Det var netnlig saa heldigt, at han i Etwa-erstat
ning lunde saa en Kage. —- Den stoppede paa rnere end een
Maadc Munden paa dam.
Der ail nagen Stund. Sneen saldt og fslptx IMD
sit blove, hvide Læppe pvntede den Jorden udvendrg, lrge
sont Menneslcnes Hjærte srnylles ved Juleevangelrets
Naabe oa Fred.
Pudse stod og saa ud tra Kollendoren paa det fine
hvide: Izu-klettern at Mor slet itle lagde Mcerte til bang
Fødder, er soate at sinde Pladö i Fars Overslo. Mor
sagde innen Fing, hun bagte dare.
Pudse listede rnpjsornnteligt as. Lidt ester hører
Far et Par as disse stodvise, bugtaleragtiae Latterklul,
somJaltid tillendegav, at Pudse var glimrende tilsredg med
en de.
Jo, der tom han gansle rigtig slaslende med Fars
Overslo paa tvcers gennein Sneen. For hvert Stridt tabte
han nn den ene, nu den anden as Oversloene ned i Sneen.
Det var det han klutlede over.
Saa maatte Pudse spres ind, sor han var jo ilke
gansle nimodtanelia for vaade Fodder og deras solaende
Forlolelfe. At dømme ester hans ivrige Protest, havde
lian selv dort en langt fordelagtigere Mening orn sin egen
Sundnedgtrast.
Mor sormanede ham indtrrengende otn nu at vrrre en
god Drrng, hvortil Pudse, soni allid var suld as gode Fior
sætter, svarede tned sit stærkeste Udtryk for Samstenining,
et lortaandet: aa!
Jnde i Spisestuen maatte han nu se at sinde Trost.
«Lille Bror« var altid suld as Beundring over Pndse, sor
modentlia sordi van sra sig selv regnede nd, at det maatte
være en Mesterdreng, der lunde gaa, hvad Lille:Bror ilte
tnnde endnu. Han maatte pernt blive siddende i sin Vogn
og nøjeg rned at se til.
Men del lneb med Pndses Humor i Dan. Han stod
hele vErden og saa ud as Otnduet, ligesom han ret vilde
overbevise stg orn, at det var Sne. «
» Saa tog ban en rast Beslutninar llntrede op i sin
HøxstoL rejste sig der i hele sin Vcelde og holdt under stedse
hastigere Fagter et længere Foredraa sor Lille-Brot
erstronnnen var upaatlagelig, og Jndlioldet for saa
vivt oasaa, —- sra hans Standpunkt; han ligesrern beviste
Lille-Brot, at hart sturve have Overslo as Jesus, sor det
havde Mor sagt; og ester lidt Salrnesang paa en noget
ulcndelig Melodi, vendte han stg ind mod Veragem drejede
hastigt oni, lostede Armene, ligesorn han havde set For gore
naar han lnste Velsianelsen i Kirten. —- —
Men Pudse tendte ilte Tnngdeloven og —- tral —- der
laa han med Hotstolen over sig —- slrigende i Styof
Mor oa Far tom ttyrtende hver paa sin Side: men der
var heldigvig ingen Stabe stet, sinnt Pudse en Stand var
rttrostclia. Saa blev han vrydet med en as de ilte nol
mindelige Panvedulen lagt til Ksjs og grad stg sin Mid
daggsøvn til.
Lieblillet var endelig lomrnet. Mor davde sorscer
delig travlt uv vaa Estermiddagen, men hun havde no sor
lagt sin Virlsornhed ind i det Vcerelse, hvor Juletrcret stod.
,,.s)vor er Vattet til ;kulesne,« raabte hun, idet hun at
turat stat vaedet ud gennern Deren. Pudse storrnede
derhen men blev vist t.r.-aqe; For ralte Vattet, og saa sor
svandt Mor alter i den hemmelighedssulde Stur. Ende
lig ---— Toren blev smallet op paa vid Gab, Mor bøjede
sig lidt til Side, ja! der stod det dejliae Irre, straalende i
et Lyghao med lulsrte Kramrnerhuse og Papirtnrve, med
Gnldglimmer sra sverst til nederst over sin mprtegrsnne
Naaledragt — overst opve et Englehoved med hvide Vinger
under —- oa rundt paa Grenene og nede Paa Gulvet laa
den hvide Vatsne.
For sit sal i Lille-Brot, Mor taldte paa Pudse og
stemrnede i nied:
El Barn er ssdt i Bethlehern — —
Men hvor blev Pudse dog as? var han bleven altsor
betagen as HerlighedenJ
Kotlendøren srnæktede, hvad lunde det verre? Mot nd.
Jo! der torn Pudse nied Favnen suld as Fars og Morö
Overslo.
Mor stammede harn dygtig nd, sordi han nu ilte en
Gang torn. Hvad det slulde til?
Pudse saa virlelig halv sorbavset, halv siarnsuld ud;
men det var tndeligt, at oan havde en hel god Samvittig
hed: »Im og Mor ha Overslo paa til Sneen«, tonr det
langsomt, men bestemt.
Der gil et Lys op sor Mor: »Ja! men det er itle rig
tig Sne; de er ille til at gaa i.« Saa maatte Pudse as
med sin B e — og saa blev det tigtig Jul. Han sang
med, ret uartiluleret ganste oist, men Hjærtelaqet var fil
tert godt not.
Et Born et ssdt i Bethleheni,
Bethlehem.
Thi glæder sig Jerusalem.
Halleluja, hallelujm
Salme ester Salme klang ud i det lille lvse Verelsex
de gamle leere Julesalmer, saa mcettede med barnlig Cen
sold og Gliede ovede deres vante Magt over de stores Oster
ter. Minder vceldede srem sra den betagende Fenstern
ning hjemme i Fedrelandet, hiernme — hjemme; Far og
Mor tunde ncer have glernt Pudse, hvis han itte selv havde
mindet dem om srn Tilveerelsr. han havde ellers travlt
not med at se og anders-ge.
Men ssrst da·Mor torn til, lyltedes det. Begejstret
vendte han sig hid og did, lsb til Far, atter til Mor under
det glade Raub: De« er Pudses Oversto. Men Mor tog
ham op paa sit Sl-d, og mens nun ptsvede Sloene paa
hans smaa Fest-den sortalte hun ham orn Englene og det
tære Barn Jesus i Bethlehernx sagde hom, at han nu stulde
vceee en god Dreng, sor det var Jesus, sont gav ham alting.
,,Jesus ogsaa givet mig min Bule,« Pudse tog sig op
til Banden.
Saa maatte Mor slippe hern, og Resten as Astenen
spantulerede han rundt med Overstoene paa, srernviste dem
for Lille-Brot, sor Stole og Vorde, tog dem as og paa og
sandt tilsidst sorn retteste Plads solle med Fsdderne stutne
ind i Vatsneen under Tretet. han stulde jo da benytte
Overstoene sont sig her og bee.
Saa torn Pudse t Sen , og da Mor havde sluttet den
scedvanlige Astenbsn med nslet orn, at de smaa Engle
vilde bevare Pudse i denne Nat, reiste han stg halvt op t
Sengen og sagde i den bedrsVeltqste Tone: »Fo: smaa
Engle itle ha« Oversto.« «
»Jlte det, lille Pudse.«
»Ne, for smaa Engle ille ha' Ben.«
Sau sov Pudse lud need sine Overstm Men For os
Moe sav længe og talte samtnen om egne Barndomsda
og Juleglcede, og i deees Jnleastensbtn tollede de Gag.
ogsaa sordt han lod dem leve sarneaarene orn tgen i derei
egne Borns Juleglcede, og sordt Julen svbeste Forstond
er en Barnesest.
Darald Jenseit.