For Ungdomnien
VII
.
i —.
»Tine Ltd bleve snndue, og
jeg slngte dkni.«
(),er. 15,ltti.
En Dag midt i November -» fsit-tast
ler Otto Functe i en as sine Præditener
—- da zen heftig Storni hvirolede den
sskste Sne gerinem Lasten, trasidte en
Mand paa omtrent 40 Aar, delt tilde-k
let as Sne, med sin lille toaarige Dat
ter paa Armen, indi mit Stadt-reine
reise
Detvar en hof, prasgtig Stiltelse.
Noget stolt, sribaaret laa ndbredt
over hans Anstat; to snintie, dyde, blaa
Ljne stuede ud sra det, men der var ogsaa
ndgydi som et Starr as din Vemod over
det. Manden var sra Mellemtystland
og stod i Begred med at udvandre tit
Amerika. Da jeg tog det todmuosede
Born paa niine Arme, gav hrnde en
Tiiig at lege med og kartegnede hende
lidt, sagde Monden med dnmp Stimme-:
»Ja —- hun har heller ingen Mo«r
niere.« —- Manden var altsaa Ente
matid. J den lange Tib, da dans
Hastrn sygnede nen, var det gaaet til
bage sor dam, hakt var «salden i til
erne paa Jederne«, og havde tilsidst
maattet udlevere sin lille Ejendoni til
dem; en Sen og en Dotter paa te og
txt Aar havde han soreletbig ladet dlive
tilbage derhjemnie has sine Slcegtninge,
da de sørst skulde tonsirmercs —— alt
dette sit jeg lidt ester lidt nd as hom.
Og nn drog haii selo sattig, ensoni og
nedbøjet med sit lille Bat-n udiden
sremniede, msrle Verden, sor doilten
dan gotte. Hvittct Bitte-de satd as Br
drøveligded.
Men hvad sogte Manden has mig
Nu. bang Priest havde givet hain min
Adresse og sagt, at dersoni han kam i
nagen Forlegenhed her paa Pladsisn it
Bremen), skulde han henvende jig til
mig. Nu var dan kommen —- og hvad
varda dans Nde Jeg taentte, at dei
not var Bengesager, det var galt sat
med. Men nei, hand Nod var, at han
ingen Bibel haode;den,han bidtil davde
hast, havde han ladet de to store Born
bebolde. .,Men uden Bibel«, sagde
han, »kan og vil jeg itte sare nd paa
det state Hav og drage iiid i det sremi
mede Land; jeg oil gerne betale den.«
Jeg tog den dedste soni jeg hande, og
bad hani inodtage den sorn en Gove.
san tatkede dybt bei-reget. ,,Saa,«
sagde han, idet han pressede den tilligei
med Barnet ind imod sit Bryft —-·,,saa,
nu kaii jo alting endnu blioe godt.«
Han tagde dette som en, der hidtil har
svievet i Lasten og nu harsaaet sast
Grund under Fodderne. Og han havde
Stet.
Det bedtte, som det gamle Hjcm tan
bode, as det, loni kan gore det stem
mede Sied til et not Die-n —- det holdt
han ved sit hielte.
Men strakö lagde han Bibelen paa
Bordet og sagde i en bedende Tone:
«Een Karlighedsbevisning endnn tsr
leg not bede Dem oni —- vil De itte
not opssge mig mit Konstrmationss
sprog? Ieg kan den udenad, men jeg
ved itle bvor det t«"tod. Dei lyder saas
lebet-: »Jesus Kristus er i Gaar og i
Das den samme, ia"til evig Erd-«
Eiter at jeg havde slaaet Stedet op,
lagde Monden hsitideligt sin Pesesinger
derpaa og lceite langsam, med fteertt
Estertryt paa hvert entelt Ord: »Je
lus — Kristas — er — i —- Gaar —
og — i — Dag —- den samme — ja til
evig Tid.« — »Ja«, sitjede han til —
»man maa tro det, og jeg vil tro det. «
—- Saa git ban ined sin Bibel og med
sit Born —- nien med et helt andet An·
stet
Men jeg blev stddende i dybe Tanter
og opfendte en varm Bini sor den trete
Mand. O, —- tcentte leg-—- hvad vilde
der das blif « e Jammerdal, der
soin den s s stus blev tagen don't
itt Jefus Milli« i Dag og i at Entg
hed et Demn, det maa man tro, som
Udvanderen siqer, og iatig er den, der
Leb baut ssler til i heilig Trods: »Jeg
vil tto detl« Det Renneste har meget
herliqt endnn ivente: Dagen er naer
sor hats-idem da band Øjne stulle strom
nie over as Tatstgelsens Staaten naak
han med ntildækket Die stal fe, hvad
Jesus mægtey vg hvaeledeo Jesue
elsler. .
W
Noar Sud har sorundt as npgle op
tlarende Oliint as Lyset, iaa vithan
ogsaa leere oe at bie, til de svrige Dun
telbederssorioinder.
CVed J. L. Myniter. )
l—
J
»Haabct beslæntmer ille«.
(Noni. 5. 5).
Myndighederne t Franlrig sorstaa at
’stille sig as med Beet-wen as sollet —
de sende Forbiyderne til Nyälsaledosl
nien. Hvert Aar afgaar der sra Tou
lon flkre Sliboladnittger as Strassefan-"
ger, sotn er dontt ttl Depoetation.
J dcn nævnte stansle Havnestad hande;
for en Dei Aar siden en ung og nid.
læk evangelis! Prcest, oed Navn Eint
lien Re, sin Vtrlepladg. Her, soin alle-’
vegne, var der not as aandelig Eint-.
dighed, og den unge Præst drcettdte asj
Joer sor at ashjcelpe den;nten allerdybests
satte hatt sig dog gceben as Mednnl,l
naae han saa de stattelö Strafsesanger
btive sørte gennen Byen til Stil-eh sont
laa og ventete pna dem. Hatt ssgte
dersor at stafse sig Adgang til Trans
portsltdene, og en rig Dame as hatte
Belendtslab gav hant Midler tycende
til at lunne uddele IlysTeslantenter
tblandt de ulyllelige. Men under dette
Atbejde selte den gode Ne sig dog oste
greben as stor zorsagtheen Pan sputgte
sig seit-: »Er det ttle et haabløst Ar
beide, seg her giver ntig as med? Hoad
slnlle diese Mennesket med det Hin-Te
stamettte, naar der dog ingen er has
dem, sotn lan leere dein at lceseog at
sorstaa, hvad de lcesr ? Teres Hierte er
jo saa sorhærdet as Synden, at de ille
sorstaa Sandhedens Ord, selo ont de
ogsaa lunne og ville liese det.« Men
hans Huftru opniunttede hant og sagde:
»Du gar din Slyldighed, sont Gnd
lrcever as dig, lad det væie dig nol, og
.ad saa Gnd viele den zeugt as dtt Ar
bejde, sont hatn vil.«
Tt Aar senere sindek oi oor Ven Re
t Tliyi.lkaledoniett, hvoehen Herren selv
hat-de seit dam. Da nentlig en prote- ;
lianltsl Kommile i Paris genitent Blei-T
dene lod udgaa det Spskggtnnal til de
evangeligste Priester, ont ille en eller
attden as dein stulde føle sig laldet til at
oirle blandt de deportetede iden ijcrne
Verdenödel liittsides Leecnet, da tneldte
tfintlien Re sig.
Faa Maaneder settere besandt hatt
sig t NysKaledoniem og Gud vclsignede
hang Gekntng. Den lylledes hatn at
vinde Sirassefangetnes Ttllid i den
Grad, at det betragtedes sont en stok
Gladegdag, hver Gang han anloin til
en as deees Koloniee, hvoe de var demte
til at viere. De deteagtede hain sont
dereg Fadee og laldte hanc altid »den
gode Papa Re«. Han vidste at gøre
sig nundværlig sor dem ved allehaande
smaa Tjenester, sont han gsorde dem, s.
Els. ved at niedbringe sra Byen Brevs
papie, Blieb Tobak og eneget andet sor»
dem. Naar en eller anden suldblodsi
Solialtst sagde til dani: »Jeg dehsver
hverlen katolsk eller en protestantisl
Priestst saa soarede ban: »Na vel,
saa pntter jeg Preisen iLotnnten over
sorDem; nien isvrigt oil De vel not til
lade ntig at· bessrge de Sager ind
tsbte i Vyen, sont De hat Brug soe««-,,
En Dag soretog Pastor Re en Rejsr.
Medeas han indtog sit Maaltid paa en
Gcestqivergaard, soeelont det dam, at
Opvarteten iagttog hant nted særdeles
stor Opnteeelsonthed. Ontsider, da han
var scerdig med at spise, traadte Op
varteren hen til hacn og spitrgte i en
besteden Tone: »Min Herre, tagek jeg
stil, cller var det vtrlelig Dem, sont en
Dag sor lo Aar siden uddelte Mit-Te
stamentek til Steassesangek, sont slulde
indslibes i Toulon?«
»Ja, det rae mig, men hvorsor sper
ger De deeomW
»Jo, tdi seg var en as diese Strasse
sanger. Nu er seg sei tgcn, ntin Straf
setid er udlsben« nten seg er sorbleoen
her i Landet og tsenee nu mit Brod her.
Den Oanggav De mig et Hin-Testa
mente og sagde med det saittnte til mig:
«Tag denne Bog ,og leed dekiz De vil
finde Dered Frelser i den!« »Jeg hae
nu lcest Deres thicestantente, og jeg
dar snndet rnin Frelserz seg er lyklelig.
Tillad, at jeg teylter Deres Daand eg
sigee Dentinterlig Tal-«
Dybt geeden reiste Entilien Re slg..
Hand Uebejde nted at ndbeede Gilde
Drd havde altsaa ille vceeet soegavesl
Uden at slge et Ord, eatte de to Mond
hinanden Daandem tnen Taarerne i
dered Oer talte bedee end mange
Ord.
W
Verden siger, at snart herslee denne,
snatt hin Planet og Stseene, men jeg
lender ingen anden end Guds Karligs
ded, der hetslee til alle Tiber og over
«.alt, og det saaledes, at seg aldrig lan
prtse den nol. (Scriver. )
»Den levende Ende Øjkk ser, hanc
haand holder, han« Aand ordner og
stored (J« P- Mynstee.)
«—l
; Minder som aldrsig tnler.
l
, Ei Løste oin altid at tie er vel det
vcersle et Menncske lan paalægge sig.
Den menneslelige Steniine ek i ssg selv
en Musik, og at srasige sig den, er at
der-ne sig Meddelsocnhedens Gave,
hvokas vi saa oste henter Trost og Mod.
»Den Glade er dobbelt Glcede, delt
Sorg er halv Sorg. « Og endnu mete
fend sor Mænd gælder detie sor Koiiidey
lsom saa gerne vil ndtrylle i Ord, hvad
sde hat paa Hjeste Hoillen Selvovets
svindelsg hvillen Standhastizhed, holl
jlet pelleinod slal der ille til sor qltid
Tat undetkue sin Stimme og indeslalte i
«Tavehed alt, som lcengtes ester at.saa
iudtryk i Ord.
J Og dog er der et Sied, hvor Gras
veng Stilhed berstet-, sordi dets Be
Jboere hat gioet Loite om aldrig at lale,
og disse Beboece er Kdindcr.
Bote tfæseke er nu vist gansce nyss
geriige ester at saa at nide, hville disse
minder ek, og yvad der hat sorinaaet
dem til at bringe et saadant Osfer. Det
er St. Bernhardsostrene som bor iet
ensomt Kloster, ille langt sra del be
lendte Badested Viarilz i det sydlige
Frankrig, og soin ved deres Tavöhed
sitaeber at feig-te sig saa nieset sont
muligt soe alt, soin endnu lan binde
dem til den odre Verden. De vil ikle
niere sysselsætte Tonlerne nied det sor
gangne, de oil ille linke, hvad der til
drager sig derude i Beiden.
Deres Lio er ineget arbejdsomt, men
alt udretter de i Tadehetn Bøn og
Arbejde lsar nian her i sin sulde optin
delige Betudning. Flun de salles Bellt
ner udtaler de holt. Forsvrigt er de
res Læber stumme-. skka Jndtrædelsen
i Ordenen og helt til deres Dødsdag, le
der de samtnen med hoemndre uden at
oelsle et Ord inddocdeö eller nied de
iilsaeldige besogende, som kommer der-il
sm Biarrxtn De gaak, de sidder, de
bojer since ved Siden as hverandre;
lmen ingen kener den andens Ansigtz
mel; lhi en af de ydecst ttrcenge Oes
densregler sokbydek dem at se paa no
gen. El Par Elsemplek:
J ji«-It besogle det sransle Kessel-par
dette Kloster, sont bærek Navnet »Nim
let«. Uden at se op eller paa nogen
Maade tage Noli-J as de høse Gesten
sortsatte Nonnerne dekes Atbejdh soin
udelullende bestaar i Linsøm ellek — til
Adspredelse og Vedeklvægelse — i Ha.
vearbejde. Med let sorllarlig Inte
resse betragtede Majesteeterne de hold
llcedte Stillelser, hvis Ansigt ncesten
helt dælles as en satt Dag, soin salder
dobt ned over Panden, og ne maatte vel
sokbavses, da de as dereg Ledsager, Ab
bed Castao, Ordenens Grundlægger, sil
snt bote, at disse Feuer og Ftølener selv
shaode bygget ilke alene de smaa Kapel
lec, som sandtes, men tilmed dereg egne
Boligek, ilke sokdi det var soc-streuen
nien socdi Okdenen var soc sattig til at
lade sæklig tyndige Fell udføee Arbei
det. Det oplysteg videre, at Udgifterne
ved Bygningerne og Haderne saa vel
soin til deres eget Underhold, bestredeg
as Judtagteene as Nonnernes i vid Om
lredg berømte Somarbkjdr.
Kesseren bad oni ogsaa at saa Lov at
titte ind i en as de Teller, hvori de
doede, og Abbeden aabnede en af dem.
Man saa en Koinde sidde paa en Stam
mel og sy, med Ryggen vendt mod Do
ren. Hun doldt ilte op med sit Arbeiqu
heller ille saa hun sig ein« Aejseren
spukgte, om man tlle lunde saa hendeg
Ansigt at se, hvillet Ønsle —- næsten en
Besaling —- Abbeden sokebragte Nun-»
nen. Hun kejste sig op, vendte sig um«
og laslede Hoveddugen tilbage, nien
holdt Øsnene sæstede inod Gulvet og
Hiendekne iKotet over Bei-steh Jlle
en Mine eller et hurtigeie Aandetsiæi
sortaadte nogen sont helst Sindsdevces
gelse. Der var en blandende sniul Pige
paa 18 Aar. En Weiser og Kessekinde
stod soran hendez men hun saa ille paa
dem, —- det var soni om ingen var til
Stede.
Her er end-u et Eise-pel:
En as Nonnerne var dad. J Følge
Regierne bleo hun stillet paa Baare
foran Altes-et i det as hende selv byggede
Itapel i en aalien Ligliste og med utili
daeklet Unsigr. Et sskste og tillige sidste
Vlit psa den indslutnrede Stster var
tilladt. J en lang Ratte gll Nonnerne
sorbi, en sor en, og stanlede Vievand
paa den asdpdr. Da lod pludselig et
Ægftstrigz en as Nonnerne var saldet l
Usmagh Hun havde i hele 5 Aar boet
Beleg til Vceg med den nsdøde, havde
hele Tit-en været daglig samtnen med
Thende, then at hun en eiieste Gang
sendog slygtigt bavde set heades Ansigt
-—— uden at net-le et eneste Drd med
he se. Nu geniendte lnm i den dsde
sähen-Mut in sordums intimeste Ung
domsvenindh som hun med den dybesit
Fortvivlelse stsltes fra, da hun tog Sis
ret. Visfelig laa der en dyb Trogik 1
dene Gensyn, — et Bevis paa, hvoi
strengt Ordengssftrene ser folget de
givne Forstrifter.
III-et ma·a her tilføjeö, at næsten alle
St. Bernhardspstrene dsr i en nng Al
der, og at de allerede da hat et aldrende
Udseende. De lever af Gkøntsoger og
km VII-V tre Gange om Ugen faar de
en ganske lille Bid Kød. Om Juda
gene indtager de altid Fællesmaaltid
under Knæbøjning· Gulvet i alle Va
relserne er uden Brædder. Paa Fed
derne hat de Tropf-m Deres Seng er
haard og takvelig. Det er forbudt at
uære ubkskcefliged
Le frygter ikke Døden; de længes
ester at ds. Deres Haab staat til den
Himmel, sont deres Øjne aldrig set op
til. De ser den ikke, som vi ser den
nnd dens Solglans og Stjemers Brim
meL og dog er deres Tanker stadig reitet
muo den. Saa ofte Klosterklokken for
kynder en Time til Ende, falder alle paa
is næ og bliver liggende en kort Stand i
stum Bon. J deres ljlle Kette hat
secjferjnden nlbkagt en lang Stand i
stille Ben, idet hun —- hvad hun seneke
mitod — ivrigt anraabte Himlen om
cu Son. Da hun vendte tilbage, sagde
lebeden til hende, at Gud havde unben
varet for hom, at hendes Bøn vilde
bler hort!
Angletg Kirkegaard stemmer i fin
Enkelthed kned Klostretö hele Kamkte1.
som den ligger der med Pyrenceetnes
morke Skygger over fig. Lange, fmalle
Jokddynger uden Kot-s eller Grad-steue,
uden Navn eller Mindeord, ligger Rad
1 Rad, og her kommer Sestrene og beder
i Tavshedjor de lykseligere Some, som
bar naaet ftem til Dødem før dem.
Saaledeö lever de, oq fauledes hvilet
de i Toben, disse Kvinder, fvm aldrig
toter
--— « --s-——-5-.-———-—
Ter fra Kincickncs dag
lige Liv.
Kineserinden gaar med Venklæder
teineseren med SilkeskørteL
Naar Kineseren iptser Middag, be
gynder han med Desferten og fluttei
med Sappe. Om Sommeren drittes
han varme Ttng, om Vinteren tolde·
J Siedet for at trytke Gastens Hund«
trykker han sin egen, og Kineserindenl
som vifer fremmede en gestevenlig Op
nnertsomhed, veuder Ryggen til dem.
Vi strtver fra venftre til højrez Kines
ferne begtznder itke blot omvendt, men
de striver tamtidig vertikalt, fra oven
og nedad.
Vi samtaler efter Maaltidet; Kinn
ferne samtaler fer. Naar de har spist,
reiser de sig ftraks, siger Faroel og gaar
hjem og lægger fig.
Naar vi spran, kleeder vi os i fort;
Kineserne klæder sig i hode
Naar vi er oprømte, bliver vi støjende,
mens Kinesernc i sammeSindsitemning
er alvorlige. Dereg Glæde udtrykker
de detimod ved liolige Gebærder og
hurtig Tale.
Det eret mcegttgt Jndtryk af en ow
vendt Verbin, den rejsende stratg mod
tager i Jema, og dette Jndtryk for-ges
paa tnangjpldige Monden De kinesiste
Kvtnder bliver bliver stnldede, mens
Mcendene som Regel deholder deres
HaaroceksL
Mcn gennem denne Overflade af til
fyneladende Modsigelser trænger man
ned i Kinefernes daglige Vandel, og her
gør man en Rcekke Jagttagelser, der er
mere end ipjnefaldende Pudsigheder; thi
de fortlarer, hvorfor Kineserne en Gang
maa ndsplitteö og gaa tilgrnnde, stønt
de reprcesenterer den ene Femtedel as
Mennestededen, og siønt de er gennem
syret af en aartusindgammel Aandss
kultur
Tcentf. Eke. hvjlken frygtelig For
ftyrrelfe det vilde volde iVesten, derfom
man pludfelig jkke vidfte, hvad Ktokken
var? bandel og Vandel vtlde sinndse
og Usrden og Fordirring vilde brede sig
i ethvert Forhold og bringe uderegnelige
Forstyrrelser i de mcegtige Samfundss
legemerg Pulsslag.
Men fpsrger man en Kineser, hvad
Motten er, saa svarer han, at det er
Morgen, at det er Middag, Akten eller
Nat. En nøjagtiqere Tidsangivelse er
hanc ubetendt. Pan Landet er det ikke
nalmindettgt, at de kineftste Risbønder
geetterfig til Klottestettet af en Katz
mere eller mindre samxijentrutne Die
pupil. Andre Steder her man Solur.
Bestemte Spisetider hat Kineferne
Me. De sluger deres Rig, net-r de er
sultne, og arbejder videre, ofte hele
Nnttem fpiser Aftensmad om Mars nen
og saur·i Seng ved Solopgang. Dei
er denne totale Mangel paa Bestemthed,
——l
- flal ist-rette noget om AftenemmodeH
iom bringet de europceiste Købmccnd til
- Fortvivlelse.
Tid.er Penge; men i Kina, hvor næ
.- sten alle Mennesler mangler Benge, hat
alle Mennester Tid. Forvirringen i
Klokkeslettet hat utoivlsomt bidraget til
- Kinesernes Ligegyldighed for Tidsipilde
Hvor man vender Øjet den« ser man
- Folt, foni driver, sladrer og foler fig,
og bestiller man en .nineser, for at han»
han« fra Morgenftunden, og dtiver hele
Dagen omkring Hase-t
Den mindfte Stillemønt i Kina er en
»Catsch«, en kund Messingmynt med et
firkantet Hul i Midten. Naar man nu
hat en ,,Catsch«, tror man selvfølgelig
at vcere i Besiddelse of en vis Mont.
Mcn da Catfchene ttke vejer lige meget
(dek er nogle slidte mellem dem), lægger
Købnianden demi sin flade Haassd og
vurderer dem efter deies Vfægt J
Canton er det endda faa indvillet, at
Bagerne fotlanger viele ,,Catsch«, Stag
terne andre, det vtl sige niere eller
mindre flidte ,,Catsch«. For det stimme
Pengestytte lan man altsaa itke købe f.
Ets. Kød og Brod.
Men diese Besvccrligheder er for intet
at regne mod det frygtetige Aag, som
de felsiabelige Omgangsforcner lægger
paa det himmelste Riges Veboere. Der
sindes i Kinn 300 Love for korrekt sel
stabelig Holdning og 3000 Love for det
daglige Omgangsliv.
-» . . .—«.-——sp.-.
Brudevielse i et Butiksvindu.
Naar det gcelder Retlacne, er det von
fleligt at lonkurrere med Amerikanerne,
der itke en Gang gyser tilbage for at
benytte Religionen sont Vinduspynt.
Fornylig aoerterede en Møbelhand
lex i New York, at han vilde forære et
Sovelammer - Møblement til det unge
Par, der bavde Mod tit at lade sig vie
i hans Butilsvindii. Der meldte sig
mange unge Par, og Møbelhandleren
valgte det smutleste. Det var en tst
Bogholder, F elix Kasten, og en
finst Ekspeditrice, R oj a T a l a n e u.
Et Vor Tusind overvcerede Vryllupet
fra Gaben. Vinduet, hvor Højtidelig
E heden fandt Sted, var ipyntet med Pal
k mer og Blomster, i et andet Vindu fad
7 en Pianist og spillede uasbrudt Myl
lupsmaischem
Bande Brudeparret, Præsten og
Degnen modtogcs med vaeldigt Bifald
as Folkemagsem For at gsre Handlim
gen saa interessant sorn mulig« haode
Møbelhandleren indlagt en Mangde
I Ceremonier paa egen Haand, der strengt
« taget intet havde med Brudevielfen at
gsrr. Der optraadte f. Ets. en Ballet
af U unge Piger i Stillelie as de tolo
Apostle, en Negerttown og en Herre,
« der fang pattiotiste Sange. Alt dette
morede Publikumi hsl Grad, og Bi
faldet var paa sin Hojde, da Nil-bel
handleren lyssede Bruden paa Banden
og anbragte hendes Myrtekrans paa
Brudgomniens Hoved.
Præstenö Samvittighed, der maaste
har følt sig en Smule oprørt over denne
religisse Varietesorestilling, dyøsedeg til
Ro med 200 Dollars. Men Dagen
efter var Msbelhandlerens Forretning
tendt over hele Nun z-)orl, hvilket inge
ligt er de Penge værd."
Mk
Løvcu og Ridcljjulct.
En engelfk Opdogcliesrejsende, A l
b e rt B. L l o y d, der hat gennemftreF
set en stor Tel as Contmlafrtka og fact
lig llga.ida, hat gjott det i betydelig!
Grad paa Cykle. Fra en as disse Cytlc- !
ture fortceller han i et engelsk Blad fol- !
gende Oplevelse: En Dag red han paa
sin Mast-ne ttl en Missionsstatiom der
lau nogle Mil dorte. Alt gtk godt,
tndttl han pludfelig saa Vejen sperret
af en stor Løve, der havde tagt sig ma
gelig ttl Rette med Hovedet ltge i den
Retning, hvokfra Cytliften kont. Der
var tngen Ttd til Spekulationer,-da
Vejen straanede ned mod Løven og KI
rehasttgheden var saa stor, at det hat«
umutigt at ftandse eller vende ern. Lloyd
tog da det Partt at ringe steckt, kaabe
iaa højt, han tunde og beuge Benene
det nsett mutige. Løven var sjensynktg
fom fqrstenet ved det mærtelige Fano-!
men, der tom ned mod den. Et saadantz
Syn havde den endnn aldrig oplcvet il
- hele fin anettlværelfxn Den trat sigl
samtnen, knurrede fotstrcekket og sprang
ttl Side. Lloyd for fotbi, en Sty
hvtrvlede op om hom; han san Løven
sidde paa Hug ltge ved Stden af fig, og
» at den drejede Hovedet om efter dam,
men den rsrte sig itle af Stede.
Da Lloyv fortalte en anden Reifende
denne Oplevelse, sparede denne, at han
havde haft en endnu uhyggeligere Cykles
L —
tur, hvor hqn ligefrem red Vædderidt
med en Løve paa en Strækning af godt
tre dansle Mil. Cyllisten hovde holdt
Hvtl i Skovenz ptudsetig for en vae
nd af det ncerliggendc Akat og stillede
sig op paa Vejen, lige parat til Spring.
Collisten sprang hurtig i Sadlen vg
satte med fænket Hoved Furt pas lcge
imod Løven. Den udftødte et frygtes
ligt Brøl og fotfulgte Cyklistem Denne
Yhortc hech Tit-km hvorlkdcs LIdens
Kløer klaprede mod Jorden, men hatt
tog hele sin Energi langen og tørte nie-d
en Fast fom akdrig før isitLiv. Unber
tiden nætmede Løven sig, saa den dar
llge I Hælene paa Cytlisten, men nkd
ad en Bakke fit hsn et saadant For
spritsg, at Laden, da Vejen ved Faden
af Watken svingede, opgav Forfølgelsen,
da den et Øfeblit tabtqullisten af Ofe.
Han havde da redet over tre Mil.
—« » - «.»---——
En salomonsl Dom fccldet af
cn linefisl Dommer.
Tre Mænd mødte has en Dommer i
Shanghai og gjorde Fordring paa en
og samme Kone. Jngen af dem vilde give
efter, yver holdt haurnatlet paa sin Ret.
Endelig mælede Mandarinen tilsynela
dende i fuldt Alvor: — Nu, naar J
ikke kunne blive enige, saa maa di staff
Sagen ud af Verden ved at lade Konm
dø. Han lod hente et meget stort Bat
ger Vin, rystede et mørlt Pulver deri
og tvang Konen til at tsmme Bægeret.
Ved den stor Ophidselse, hvoriKvnen
befandt sig, degyndte Vinen snart at
udøvesin Virlning. Hnn talte med
lallende Tunge og teede sig- som alt
fnart stulde være forbi. Alt dethsvde
den kloge Dommer forudset. Han laldte
en af de tre Mænd frem og opfordrede
ham til at føre sin Kone dort. Men
denne havde allerede mistct Lyften der
»til; han frasagde sig endog flriftlig al
lRet til heade. Ligesaa gjorde den an
den af Mændene. Den tredie, hvem
Sagen ogsaa var bleven nogetuhyggelig,
bcfluttede dog, foxdi han var den rette
Ægtefælle, at tage Konen med sig. Der
paa sagde Mandarinen: —- Denne vife
Beslutning stal du tkke angre. Din
Kone er tun beruset, thl det, jeg blandede
i Vinen, var tun brunt Stifters
Smaapiuk.
109,()00 Lotomotiver er for Tiden i
Virtfomhed hele Verden over. Europa
»har as disfe 63,000, Amerika 40,00(),
IAsien 3,300, Australien 2,000 og Afrika
;700.
i
F Detantagcs, at der er spredt 200
Millioner Etscmplar of Bibelen rundt
om i Verden.
Det wrste eTChscagobo Tiger. naar
han oender iilbage fra Pariserudstillim
gen, er bestandigt: »Den kan langt
fra maale sig med Chicago Udstillingen. «
Bare man turde tro dem.
Fire Personer ·ma«a arbpjde et helt
Aar for at foratbejde et Kassimershawl
»af bedite Kvalitet. «
Sverrigs Folkemængde udgjorde ved
Aarsskiftet 5,097«402, hvoraf vel en
Million i Byeme. Tiivcrksten oari
.1899 omtrent :34 Tufind. Stockholm
bar nu :302,4052 Jndbyggerc.
Oder (:-0,o»0 Oticbrønde er der boret
;i de Foreuede Stam.
Nasften al den i Ægypten produce
j rede Vomuld gaar til England-.
Asyumd Hoiskoca
. Graun Mich. «
Vintertecminen begyndcr d. l. Okto
ber og vol-er til d. ZU. December.
IDanfbamckikanft .Hoiikole.
quqdhkUggfkqlk (j Tilslutning til Michi·
gun Sum- Agrirnlturul Uullq;(-,
Forbcrcdklic til Optagelc paa Stutz
univetvsitctet og derived ligesicueve
Stolet (govkendt af Mit-hing State
ll11ivcrsity).
Dunst og engelsk Program udleveres
paa Fotlangende, og alle Ophöninger
smeddeles af undertegnede Bestyrere.
Christian Baum J. Christian Ban
want, Mich.
Alter -Maleri«er
oq and e Most-statuten iaa iom Portrcktter, Blomsick
iamt Unmut-g- og Mariae-Semel- o- I. v. udftkes
Imukt sq blll:qt. Bedste og sinka inwoktertde Farre
lTuhe Unions-) og pkcputed cunvkm denntte6.
Britillingck modtages pqa Teqnluqer til Alt-krummer
MI- status-m
» ls Nokth plain St» course-U Ists-, Is
K
