For Ungdommen
W
I r w
»Dine Syndet etc fotladnc!«
thc T« lRJ
For nogle og tredive Aar siden blev
et ungt, tkoende Mennelke i Byen Py
tiv i Pommern af sine penqegeiste Foc
teldretvnnget til at gifte stg med en
Goardntandödatter, sont var meget eig,
dertil ung og sinnt, begavet og dngtig,
men iøvkigt et fuldstændigt Verdenss
baen,hvad hnn heller ille felv legde
noget Stint paa.
Tidligt og sent bad dog den nnge
Mond Hei-ten ont at give Hans Hustku
et andet Sind, og Heeren harte bang
Von, saa at hun snatt ved stn levende
Tro og indetlig Karlighed til Frelferen
blev en Pkyd for den Men« ed, hont
til hun horte. Oni den ovewrdentlige
Mande, hvorpaa Herren fandt og for
evigt bandt denne Sjæl til sig, hat hun
selv fortalt Pastor Splittgerber, som
i 1866 blev hendes Prceft og lnaet heit
des forttolige Ben, og denne hat- i sitt
Bog »Im dtt indre Liv« gengivet heu
des Fortælling med hendes egne Ord
Den lyder saaledes:
»Min Mond og jeg var i Begyndels
ten et underligt Lisette-pay akkurat losn
to Heite, der stnlle gaa i Spants sam
men, nien ingen Vegne tunne komme,
foedi den ene vil til hnjke og den anden
til venftkr. Mit hele Hin-etc hang ved
Werden, niedens inin Mond-z Ha —
det markede jeg godt — stod til helt
andre Ting. Men jeg vilde behoide
mit foevendte Sind, og det cergrede
mig, at hatt var froinntere og bedte end
jeg. Ja, det voldte niig endog Glatze
at saure hUis trifteligc Falcller og paa
Teods at lcegge inine helt modsntte
Tilbsieligheder for Tagen. Opfer
dkede han mig til at gaa med til Bi
bellcesntng ellek til at dcltage iet Mis
sionempde, saa asviste jcg hant statptz
horte jeg decimod, at der var Konten
ellee Komediei Kobstadem foa opfots
deede jeg hani hvee Gang at tage det
ind med mig, nagtet jeg godt vidt"te, at
han hvetten vilde eller tnnde gore det.
Men trvds alt dttte blcv han ved at
vceke lige stille og taalmodig, ja, blev
endog med Tcden ttadig smmeke og tatk
ligeee imod mig.
Allerede dettc blev niig en Bkaadi
Hiertet, og jeg satte, at jeg dog i Grun
den handlede meget urigtigt imod dani
Endnu vierte Pine tokn jeg dog i, eitel
haanden lom jeg blcv mere og niere
oveebevist em, at han uafladeligtbad
Gud am at otnvende mit Hjektr. Denne
bestientntede Folclse i Forening nied
hans taalcnodige og taklige Adfierd
ovetfor mig lod mig til sidit ingen Ro,
hverten Dag ellek Nat. Nu begyndte
jeg oglaa at laane Øre til vor Pulte
alvoklige Prcedikeiier, som jeg hidtil
nalten havde nie-et Foragt for. Be
standig mere vaagnede min Sainvittigs
ded, og Lovens Tokdenftenime begyndte
at tale ined sendektnntende Mast tit
mit Vierte; men ogsaa hand holdselige
Slittelse, sont hat baaret voee Synder
paa Koeletg che, traadte mit HjeetJ
meinem otnend ieg endnu itte vavede
at kalte mig« ned for band Fødder vg
see hatn lege Fokladelle for mine man
ge og state Synder. Men da jeg paa
Bot-L- oa Bededagen — en Sinnle for
sintet ved huelige Foreetninger —
teaadte ind i Kieten under det 2det
Vers as Jndgangsfalmem »Ti! dig
alene, Jesus Krist,« og Sange-i fea de
maage che- vkuste mig wiss-: »Min»
Synd et ftoe og ganfte lose, derive er;
Sorgen mitte, O Herre, gar min Wink-J
heb Anhalt for din haarde Pine« —I
da tyttedes mig, lont oni diese Sangenz
Oid gialdt tnig alene, og min Befluti
ning stod nied det lammefast, at nn
stnlde det vteee andekledes, nu vilde jeg
nied enin Siæld hele Alvor staa ind
paa Dmvendetsend og Troens Vei.
Nteste Fariniddag varsjeg sanfte ene
dieminez min Mund og alte vaieTjenes
stefplt var paa Matten, niedens jeg stod
i Klitenet for at lave Middagstnad
Men medens leg var destættiget der
nted, vendte Tanteene bestandig igen
tilbage tithnin Sielstilftand og den
Beflntnins, sont leg Dagen i.. Fotveien
hat-de fattet.
Tilltge bitte jeq en Stein-net mit
Indie, fein fagde til mis: »Hm-riet
tjvee du's Betst Betten dtne Lsftett
Ri- et den beleilige Tid, i Das er seel
sens Basl« Not legt, jeg tunde ttte
lænqere staa beeren tinod. Paa det
.Cted, hope jegknetop find, laldt iegned
paa neine state og betendte Jtor denen
tntne mfottsegogzivate Syndey der alle
I
tedeiflcke Uger havde hvilet fom en
knugende Byrde paa min Samvittighedz
jeg bad ham af ganske Hiekte om Fae
ludetie for mine Sonder, om Vished
qngaaende min Frelse og om den sa
liqe Frev. som Bei-den ikte sendet-, men
som Frelseren udttyttelig hat lovet sine
Disciple.
Jdet jeg fauledeö anräabte Herren,
vaagnede den Beflutning i mig, at jeg
vitde itke staa op fka min Ben, fsk han
havde skæntet mig den fulde Vished om
min Ftelsen Nu teempede jeg med Her
ren om denne salige Gove, idet somi
digt Jakobs Kamp og Seit ftod for
mit indre Ofe. Hei-over glemte jeg att
tundt omkring mig: Siedet dvor jeg
befandt mig« og Arbejdet, som jeg lige
havdesyslet med; ieq saa og høkte til
sidst overhovedet ikte mere af den fyntige
Beiden, fordi mit Hjekte helt var spio
get af Jesus. For mit indre Øje (thi
med det ydre soa jeg jo itte nu) var dog
i Begyndelsen alt idel Meise: ingen
Fred vilde drage ind i .Hjertet, og Fol
elsen af Skyld og Fordømmelfe vilde
ille vige fra mig. Dog blev jeg ved
at Iæmpe med Herren, og jeg fokehoidi
ham alle de Forjcettelser af hans egen
Mund, som i hin Time vilde rinde mig
i Hu.
Da var det pludfelig, fom dm
Mortetdelte sig for mit indre Die-, og
et siinnende, overjordist Lysskcer bksd
from af det. Lysglansen blets bestandig
mere straalende og ttaadte mig nærs
mere og ncekmem Da den endelig dar
kommen mig ganste nær, faa ieg klart
og tydeligt Fretiekens Skikkelse staa soran
mig; med undsigelig Hofhed og dog
tilltge med den indeeligste Karlighed
san han ned poa mig: »Bei-r frimodig,
dine Synder er iorladne!« Men min
Sjæl laa iuld af Judel og Henmitetse
for hans Moder, og jeg fette en iaa
ovekvættes Salighed, at jeg troede al
ten-de at være rykket dort fra Jorden
og hjemme i Pimlen! Nu var ogiaa
pkslelsen of Skytd og Zokdvmmelse wide
1ekz ideivunden fra mit Vierte, o: jeg
var futdstæddig vis paa min Rande
stand.
Jmidlertid forsvandt igen den him
melfte Fremtoning, som jeg san tydetigt
havde set med mit indrc Die; den jors
difke Bevidtthed vendte tttbage, og jeg
saa igen, hvor jeg befandt mig. Men
dvad blev jeg vaer, da jeg flog mine
Øjne op og saa mig umbringst-— Vor
fromme indestigt troende Daglejekkone.
som ieg hidtil i min forvendte Hiertes
tilttand ikke havde kunnet lide, laa paa
Jenes ved min Side. Hun var under
min Sjælekamp traadt ind i Neuem-h
havde strnkg forfiaaet, hvvt stdr en Ting
der her btev sttidt for, og havde da
kostet sig paa Knæ ved min Side for at
hiælpe mig med sin Farben, Uden at jeg
havde market det mindfte dertil. Men
nu faldt jeg yende med Glædestaarer
om Hatten, og da hun spurgte mig, om
ieg nn havde fundet Jesus, fokkyndte
jeg hende med jublende Mund, hvilten
Naade der var vederfaret mig!«
———.O-.-————
,,Ve Evens sont nn le!«
« ne. ti, .- I).
Generalsnperästtendent Büchch sotn
dodet »W- i Berlin, fortæller i sin be
røntte Bog »Erindringer of en Lande«
bypreests Liv« folgende Tildragelse, der
stadfcester Herren-Z Ord: ,,Ve Eber,
J sont nu le! tht J skulle sorge og grsede.«
(Luc. u, 2.3).
Firc unge Menttesker, sont en Aften
hnvde spillet og drullet i et Beute-has
indttl langt nd paa Ratten, vendte one
sider ttlbage til den By, hvor de horte
Mem-ne- Deres Vesj forte dem forbt
en Kirkegaakd, hvis Gravfwtter tydei
ligt tunde fes i det klare Maonestin.
Ved Svnet as det hellige Sted fslte een
af Selskabet sig tilskyndet til at genops
tage den gudsbespottelige Tale, sont var
bleven ført under Drittelaget, og fpurgte
den of Kammeraterne, der havde tagt
storst Frcekhed for Dagen,da det gjaldt
vm at gsre Nur ad alt Heiligt: »To:
du stille dig op paa en af Ligstenene der
inde og raabe med høi Rsst nd over
Kirkegaardenz »J Dsde, J Dsde. jeg
bydek Eder at staa op!« Jo, Bedient
tnende var ftraks rede. Kirkepoeten
»blev i en Fart lutket op. Spotteren
Htraadte ov paa en Ligften, medens de
andre blev staaende i nogen Afftand, vg
tut-raubte med høj Rost de aitalte Ord
til de Døde Derpaa holdt han inde
nogle Ziel-let men raubte faa for anden
Gang hen over de stille Grave: ,;J
Sonde, J DIR, jer bydee Eder at staa
op!« Da tejier plndfelig bog en Grav
hsj en hvid Skikkelfe sg sparen »Her
re, her er jeg; un tonnnee jegl«
Det nnge Menneste sank samtnen,
flogen of Radfel og faldt fom bedøvet
ned af Ligstenen. Han var fra det
Øjeblik af vanvittig og maatte indseettes
i en Daareansialt. Men paa de andre
unge Mennestcr gjotde denne Begivem
hed et vældigt Jndtkyk; een af dem
drog senkte ud som hedninpsemissios
nær.
Men hvem var den hvide Skikkelse?
Ja, derom kunde Pkcesten give Besteh,
sont inde fra sit Studerevasrelse havde
hart de forfærdede Rattesvcrrmeres
Strig og derfor ilede ud paa Kitte
gaakde». Pan kendte godt den hvide
Stillelse, det var en stack-le sindsspg
Kvinde,som troede, at Herrens Gen
komst var umjddelbart forestaaende, og
som tilbmgte sin unsre Ttd paa Kirt -
gaarocm fordi hun havde sot sig i Hv
vedet, at hun skulde oppebie hans Korn
me netop i de Todes Hade. Ten nævnte
Affen var hnn falden i Søvn ved Siden
af en Gras-hab og da hun blev vækket
ved det høje Raub, trvede hun at here
Akrkeengelens Rost kalde de Tode frem
til Dommen.
Men lyder der ikke ogsaa gennetn
Vetetningen om denne Begivenhed en
høj Rost, sont raaber tildelevende:
»Fort-r ikke vjld, Gud ladet sig ikte
spotte«
I — .- .,«.»« «
iTc vivctikc Stucspit ist-ek
llmlllckgaU.
mergau, dvis Navn er betendt Verden
over for de bibetsie Skaespl Passions
skuespiltene, sont opfares der hvekt
tiende Aar, hat atter i Aar veret me
get omtalt; two er det »tiende«
Aar. En Meddeler til det laben
ljavnske Blad »Samfundet« har sendt
dette et Par Breve fta Lbrrammergau,
det fsrste fra Aftenen for sidfte Opfis Ilfe
(2;3. Janu·
Fjærnet fra Verdens Tummel Ug
ger Oberantmergau malenft mellem
hoje, dejlige Viert-ge J lwidtaltkede
Hufe, oste pkydede med Male-riet fra
den hellige Historie, do Jndvaanekne.
Gaderne er uregetmasssige, Hutene
med Butit ved Buttlker fulde af hinst
fcerdig udsnittede Tit-ringen Helgenbil
leder, Nrucifitser, Fotografier og meget
mete
Hvert tiende Aar apføres mellcm
Biægerne under aaben Himmel Jesu
Lidetseshtstorie, den tatotske Besoltning
bringet det sont en Tal til Gad, sotdi
han i fin Algodhed befriede dem fra Pest
for ncesien ZW Aar fiden. Optørelfen
sit-l være af gribende Viel-ring; ofte
header det, at flete Mennesker maa
tjærne sig, da de ikke kunne taale at se
den til Ende.
Det er en Sorgeng Tag for den aegte
Oberammeigauer, naar Passionsstuc
spillet spilles for sidste Gang, bedrsvet
vender han tilbage til sin daglige
Dant. Naar man i flere Manne
der hat baaret Purpnrtappe sont Pp
perfteprcesk eller Fyrste, smager det itte
at asiagge den. Aar igennem drsmmek
han om den soundne Herliglzed — ti
Aar gaa, og atter staat Hofheden for
Daten.
Der er Livi Oberammergau Afte
nen fsr Passionestuespillet, markelige
Køretsjek med de rige fremmede rulle
genneni Gadekne, user med Klokker om
Halten tmlkes hieni. Rige Amerika
neke,tarveltge Zweit-, barfnceede Ty
rolere, Bandeki ejendommelige Trag
ter, tatotste Prasser-, taernede Englæn
dere, alle er de ftævnede hid. Og midt
idenne kasntopolittfle Stare bevcege
Oberammergauerne fig, tendeltge paa
deres lange Haar, der giver dem et eget
bibelsk Udteende; de minde om Apaftlene
ag de gamle Patriartcr.
Fra Vinduerne se Hundreder ned
paa det brogede Falteliv, lytteligis
over, at de hat faaet Tag over Hode
det. Tit hat Pladsen vætet saa trieben.
at man har maattet være glad ved tun
en Stol til Soweier Hertugen al
Alencon har iObetamniergau maattet
titbringe en Nat i øsende Regnisin
Reifevogn.
Naar det begynder at mvtkne, tmkker
Musikten gennem Gadcrne, der blæseø
paa Trompeter, der slaag paa Traume
—- faa bliver alt stille.
erd icenter sig over Odem Kitketals
ften ringer til Ave, og rundt am ligget
Bis-the i Dis, hsje og magtige med
takkede Tit-der ......
—- Om Ielve »Paesionsdagen« den
24de Juni fortæller Brevstriveren fol
gende: »
Matten site am Margenen degynde
Kirseklokkerne at ringe, og lidt efter
lidt bliver der Liv rundt om i Lande
byen.
Mange troende Katolikker betragte
Reier til Oberammerqan som en Piles
Den vorebajckske Landeby Oberam
grimgrejse og indlede Dagen ined Alter
gang; i state Skaker strønnne Falk til
Kiefe, Proteftant og Katolik sidde Sid
om Side.
Her iKirken blev oprindelig Pas
sionsstuespillet opført, nien da Til
strømningen stadig blev starre ag ftsrre,
henlagde man Sluespilpladsen til Kirke
gaatden, nien som Tiberne gil, maatts
den foklægges stere Gange; nu has
Oberamniergauerne bygget et mægtigiH
Teater, hvis Mage ikle sindes i Evropa;?
at Tilskuere lau der saaledes nunmeel
4000 Mennester.
Paa Sfuespitpladsen ligger et Tea
ter, hvor en Del af Passionens ty
ftende Drania foregaar. Teatrct bærcs
at fike torititiste Søjler og er prydet
med Malerier, malede i gcaalige Far- (
ver; paa Tappet er Kopier af Michel
Llngelos, Moses Majas og Jeremias (
vag Tæppet et Forhæng i bysantist
Stil.
Til hojre og venstre for Teatret lig
ger Z Parte, gennem hville man stim
tcr Jerusalems Gadet, malede efter Fo
tografier, tagne i det hellige Land; i
Hjarnerne ligge Annas og Pilath
Has, fotbundne med Tilskuerpladsen
vid Ssjlegange.
dilollen S begnnder Passionsslaespils
let« Sagte og stille lyder Ouverturen;
dct er, sotn kom den langt borte fra.
Miiiikken fes heller ikle, den siddxr dybt
nebe.
Eiter gammel Stil sainles de fpil
lende nu bag Fokhcenget og bedefammen
et Faden-on
J Von gaar man nu til Opførelsen
af Vetdenshiftoriens største Drama, det»
Drama, fom begynder med Englefangen
paa Marien og endcr med Opftandelsen
Naaskemorgem
J state maleriste Tableauer folget
man Proteten fra Nasaret paa haiis
Livs Vei; ganske betagende er det paa
denne Maade for sine Øjne at se de tend
te Beretninger faa Liv og Farbe, se alle
de niange Scener fra Jer Færden
dkage forbi fig
Optøkelsen er af Hensyn til Tiden
delt i to Atdelinger, as hville den søkste
slutter nied Jesu Tilfangetagelse i
Getfemane Haue, hvarpaa Teatret
tønimeg og hver gaar til sit for at ftyrs
les til de sjaelelige Anstrengelsey der
vente en.
Halt-enden Time efter samles atter
Tilskueene, og naar alt er Slut, gaa
mange alvorlige dort.
Opfyldte af, hvad de hat genannte
vet, vandre de hjem til der-s Knar
teret; andre skynde fig til Tagen men
nye reisendeftrøtnme til, og det samme
gentages Sandag efter Sandag.
Om Aftenen gaar Musikken atter
gennem Gaderne, saa bliver alt stille
og Natten fauler sig over Ober-munter
gan.
Naar man tænter paa, at Oberam
mergauerne er jcevne Zolk, andres man
over Passionsstuespillet; flere as dem
spille mesterlig.
Tableauerne er satte i Scene med en
Smag, saa de oitke betagende: Farnkr
ne ittlædedragterne er saa bløde og
douce.
Strejser Solen ind og kaster en egen
Glød over det hete, give-s der itke Ord
til at bestrive dets betagende Skvnhedz
man skonner, det er gudbenaadet, stan
ner, der strides til det i Bon. «
Paa mange as Tilskuerne gjokde dkt
en gkibende Bitt-ring
Koinder og Mcend grad.
Optkin sra det gamle Testamente, der
pege hen paa Reisti Liv, blev stemviste
paa Teatket som Tabteauer og fortlarede
as Kot-et
J sodside Tragter stecd de med gra
vitetiske Stridt sta Søslegangene ind
paa Scenenz dels reciterede de og dels
sang de, der var prcegtige Sangere
blandt dem.
Vidunderligt at se var Kristi Jndtog
i Jerusalem.
Langt borte kom Proseten ridende
paa Aseninden, omgioen af sine
Apostle og en jublende Menneske
state, de kom ncekniere og ncerniere
ad Jerusalems Gader;-Koinder, Born
og Mund myldtede srem gennem Por
tene og hyldede Jesus, Davids Son.
Den hellige Nadverö Jndfttstelse var,
lsom saa man et dejligt Maleri —
.nej! snarere som saa man Jesus selo
velsigne Brodet og Vinen og give det
til hvek as sine Apostle som det sidste
Beois paa stn Kceriighedz og man led
med Jesus, da han-i Sjæleangst nann
dede sig paa Oliebiærget, men man stor
tedes med hom, da Engelen dragte ham
Trost.
Paa Besen til Golgatha ser man Je
sus komme med Korset paa sin Ryg,
men dan segnet under Byrden oq maa
standsr. Simon as Cyrene milder
Staren, Høvedsmanden vil føtst tvinge
heim til at beste Korset, men da Simon
ser, det er Proseien, srydes han over at
Tanne hjælpe hom.
Veronika rcekker Jesus sit Klædh
at han kan aftørre Sveden, det Mie
de, hvorom Sagnet hat vævet sit sama
stiste Verv.
Det var grusuldt at htre Hammer
slagene, da Jesus nagledes til Kurs-t.
Pan legathag Oøs er Korset reist.
Alt gemiemlever mai-, alle de keadte
Ocd lyde paa ny; man hørek Jesus til
sige Rot-even Syndssorladelse, bede sor
sine Fsender og trsste sin Moder og til
sidst udtaabe med høj Røst: Dei et seitd
brsgi, iDine Hiender besaler jeg min
Aand!
Og Jesus bøjede Hovedet og opgav
Monden
Men Paaskemorgen vcelter Engelen
Sie-neu sra Graveu, og Jesus opslaakz
og til sidst under Korseis jublende Lon
saug og Musikiens Sejerhynme siiger
Jrsu sorklarede Legeme til Himmels, op
til Faderens heite.
Paradisblomften
Iøster Martha og Syster Johanne
havde faaet Rejseordre. Der var nd
brudt en vndarket Tifteritis i en assi
desliggende By nordpaa; Ists-anderm
den hat-de faaet Telegram im Distrikts
liegen, at huriig Sygeplejerhjcelp var
paaktcevet, og allerede nceste Morgen
sad Søstrene i Kupeen, hvor der som
dcn dem ogsaa befandt fig en mandlig
Passe-gen
Dei var en ældre Herre, lidt korpu
lent, med et godsligt, jovialt Udtryki
det blomstrende Ansigt vg et, idet hele
taget, tillidsvcekkende Ydre.
Sostrene havde en lang Reife for fig,
saa de fandt mere lldsigt til Ro der, de
nu var havnet, end om de havde taget
Plads i Rvindekupeem der var overfyldt
og hvor der ogsaa var en hel Del Børn
i forskellige Albre.
Det vatede ikke lcenge, før Herren
tiltalte dem og samlidig prcesenterede sig
som Postor M. fra S. LSsstrene for
»talte, at de ftulde nordover, og hvad der
havde foranledigetberes Reise, og snart
Ivar Konversattonen i fuld Gang.
s Hvor Interesses-ne falder sauledes sam
Iinen, sont Tilfcelbet var her, gaar Tiden
hurtig, og Timerne svandt behagelig
for alle Partei-.
J Samtalens Løb koin man ogsaa
Hil at omtale det Arbejde, som Profes
for Monely Wold i lcengere Tid hat
drevet paa med: at san-le Bereininger
om Borsten Syner og andre Formel
ser, henhsrende til den oversanselige
Verden, og Søfier Martha, der forholdt
sig Iidt fkeptifk overfor alt, som ikke kan
fortlares paa en tilfredsstillende Maade
spurgte tilfidftt
! »Men nor da Pastoren, at de ben
sovede vittelig kan vife sig for de le
Ivende eller paa nogen anden Maade gøre
sigfokstaaetaf dem?«
»Det ikke alene tror jeg, men jeg ved
det, Syster Martha«, sagde Præsten
med Overbevisning.
Begge Diatonigferne saa paa hani
lmed store, spørgende Ojney foa Postv
ren fandt, at han skyld e dem en Fortla
ring.
»Du er nu seks Aar siden, at jeg mi
-siede tnin Hustru·, begyndte han; ,,hun
rede-, da en lille Dreng blev indi. Jeg
Ihar ogsaa en voffen Dattetz der er fem
ten Aar mellem hende og Drengen, oq
vi hat aldrig haft flere Bern. Min
Hustrus Død var et haatdt Slag baade
.for mig og min Dattel-. Den lille Snn
var vor enesie Solstraale, og han notg
ede til og blev stor og flink.
En Løkdag Eftermiddag — ban var
da tte Aar gammel — havde min Dat
ter taget ham med sig paa Kirlegaaidem
hun stulde pynte Moder-eng Grav, som
hun altid plejede.
Jeg vil her forudstikke den Bemerk
ning, at vor Kirkegaaed ligger paa en
Heide, hvor der er aldeles treebart,
og selve Kirktgaatden er, fom de fleste
Landsbykirkegaarde heller ikke beplantet.
Min Hustrue Grav ligger ocntrent i
Midten as Kirkegaardem saa detfra hat
man lldsigi, ikke alene over hele Kiese
gaarben, men ogsaa over de omliggenve
lMntker. Det var tidlig paa Estermids
vagen, i Juni Maaned, og min Date-r
figer, at der foruden hende og lille Olaf
ikke sank-fes et mennesteligt Versen paq
Kitkeqaarden.
Mens hun holbt paa at sysle med
Graden, lob Olaf omtring og legebe
i Nacheden as hende. Hun gav ille
noget sit-etc Agt paa hom; men pludfes
lig hørte hun ham raabe lidt tangere
dorte:
«Marie, Markt-«
Hnn sek op, og der komme-: Drengen
lebende med noget hvidt i Hannden, sont
hun, da han kom ncermere, saa var en
Blomst. Og hvilken BlomsU Aldrig
bavde hun set dens Mage. Farfkrwktet
spurgte hnn Drengen:
»Olas, hvor har du taget den«
»Jeg hat itke ta’t den; jeg fik den as
den pcene, hvide Dame derben-Ie«, og han
pegte henimod den Kant, hvorsra haf
var kommen lebende. »Den stal du
plante paa Mamas Grav. Vil du ikke
Idet, Marie»
Min Dotter blev aldeles hvid as
Skræk, men sagde dog rolig:
,,Fnlg mig hen og via mig, hvor Da
men stod«.
,,Ja«, Drcngen tog hendes Haand og
drog hende med· Han standsede ikke
»tyve Skrtdt dorte, og sagdet
»Der var det hun stod og gav mig
Blomstenz men nu er hun gaaet igen.«
Min Dotter fog Blomsten «og Drens
gen og lob hjem, lige ind til mig paa
Kontoret hvor jeg sad og studerede Pra
dikenen til Sendagem
Drengen gentog sin Fortlaringz men
yan kunde ikke sortaelle andet end, at det
var en saadan pcen Dame, med hvid
Male, som havde åivet ham Blomsten;
hun havde ikke sagt noget, men hun
»das-e smilede«, sagde han.
Hvorledes det nu var eller ei, en
Ting lod sig ikke bortforklare og det
svar detsynlige Team jeg holdt iHaans
den.
Jeg kan ikke bestrive den; den er hvid,
men ligner ellers ingen Blomst, som jeq
har set.
Min Dotter vilde, vi skulde sende
den ind til Universitetet for as de
Lcerde at san Fortlaring paa, hvad
Stags Blomst dette var. Men det satte
jeg mig imod paa det bestemteste. Saa
meget Botaniker er jeg, at jeg ved, at
den ikke hører til nagen afde hidtilkends
te Arter, sont vokser under disse Pred
degrader. Hvor let kunde en saadan li
den Pakte Ue komme bort nndervejö,
og jeg vilde ikke miste den for nagen
Pris i Werden-«
Begge Deakonisserne stod tavse en
lang Stund. Endelig sagde Spster Mar
tha:
»Da De, Or. Pastor, hvad tror De
om den?«
,,Jeg tror«, sagde Prcesten, »at det
var min Huftru, som fik Lov af Gud til
at vise sig for det uskyldige Varn og
gennem ham at bringe os en Hilsen sra
Paradiset! Den Blomst er min kækeste
Stat. Jeg gentmec den omhyggelig og
betragter den ofte. Kommer De en
Gang i den Egn, hvor jeg bor, saa be
søg mig, og de skal faa den at se.
s——-.-O-.-———
Smaapluk.
J 537 Stateri Unioncn har en gift
Kvinde ingen Ret til fine Born; i Its
Stater hak hun ingen Ret til, hvad hun
fortjener utsenfor Hjemmet og i R Stoter
ingen Rct til fin egen Ejendotn, efterat
hun er gift.
— Det brimske og udenlandste Bibel
felsiab forsyner alle fangne Vocrsoldater
amed hollantfke Bis-ten
—- Mostow hat det største Hospital i
Europa. Det’l)ar 7000 Senge, W Lee
ger og 000 Sygcplejere. Det er em
trent H,0(iu Patienter for Aaret.
—— Den siørste Sten,som noqu Sinde
er hugget ud af en Klippe, en Sand
stcn of 115 Fods Længde, 0 Kvadmts
fod i den ene Ende og 4 Kvavratfod i
den anden Ende-, udhugget i et ameri
kanst Sandstensbrud.
— Mellcm Berlins Droskeknste sindes
T forhrnvcrrcndc Off mer« 3 Priester og
W Adeismænd. «
»J Ungarn er der Landsbyer og
Smaabyer i tufindvi5, som ikke har en
Lcege iti Mils Ost-freve
— En Former var inte i en Butik i
en mindre By og blev anmodet om at
høre en Fonograf, iom var udstillet der.
Han sik Høretørene anbragt, og Ma
stinen blev sat i Gang. Men næppe
var det gjort, før Monden slap Rørene i
støkste Hast og raubte: »Der kommer
Musilkorpset, og jeg hat ille bundet mi
ne Heite» «
— 1100 Mand, med en famlet Gage
af sz Million Kroner, er anfatte iEngs
laut-S ftørste Bank.
— Ved Setskabec i Dronning Elifas
beths Tid indfandt hver Gast sig med
sin Skei Lommen.
—- Siameserne trot, at Skalen bru
ger syv Dage paa Reisen fra Jorden til
Hinsier oq de bedee derive onst-selig
i syv Daqe for en dsv Beu euer Siest«
ning.
