« Martyreu i St. 91ndretvs.J
Et Billede fra den fkotikc Kiefe.
idct lu Unrbundrch
(-Fortsnt.s
Disse Otd innteö i nogen Grad at tierdlige Janus-Z
hefttge Sind. Hnn tur en Mund med innd Lendenan
og han angrede allen-de de Ord, tun i Oderilelie nnltg
bavde ytret. Tln »in end TLHisisliart var en Keiner, dar
han dog ai lin Bord og nie-gen Artieelie, elflet og denn
dret itte dlot ai de ladere Fall, nien nf ntange dlundt
Landets sei-neunte Staaten La at en ltiadan Mund
stulde nied egen Ltvsfnre frimlligt fldnde sig til en Bd
hvor Boden icstnnset rasede, org two-r alle, fein Jnnde flu,
for lcrnge fidennare ilnntede, nalte i det nnndst en vis
Fornndnng for ilte at sige Benndring okiiaa ho; Innres
Tct arme Kalt var da ille gansle forladt ai tisnd og Men
nefler, inaledeiz sont drin nolig i iit Illig-nnd link-de varet
fardin til at tro. Der sandte-z i det mindite een Persons
sont iiivilligt ncermede fig dein for at gis-e den Hjcelp og
Trost, han lnndn Lg vnr ilte dette Kærligbedizbevis af
et Mennesle et Tegn paa, ut litnd ilte helt og lioldent
bavde forqlernt txt daere nn.:di,.i osg fornndret iin Limndjers
tiglicd til Veedef Medenz diese Tonler inlnte eiter hinan
den i Dnncansts Eitel, fdretdm Wiklmrts Antonist til Byen
beim ligeidin en leitertg Eolstraale ma den nicerteliq flo
dætlede Himmel.
Da Mary den folgende Tag doldt fast vaa im Be
slutning oni at liøre den nve Leerer prcedile, iaa Sessendene
nted en visz Forbavielse, hvorledes same-Z ifesrte sig sine
Helligdagåtlceder og ai Stabet i Væggen tog iin bedfte
Hat frem, sont ban blot plejede at brnge ned heitideltge
Lej.igheder.
»Tænter dn rna nt gaa ud pda denne Tid.« innrgte
Janet noget tvivlraadig.
»SyneS du, at jeg lan lade Pigen gaa alene derben-«
ltd det torte Svan
»Meine du derben,da maa du heller itte forbdde mig at
gaa!« ytrede den forstandiqe Seite-r i en bedende Tone-.
»Gsr iom dn vil,« inng Broderen noget iorlegeik
,,Men vi lan itte lade BIrnene blive alene lijentme.«
Saasnart Bdmene dorte, linorom der var Tale, dad »
de indtrænqende om at folge med, og efter adfkillige Ind
vendinger sit de ogfaa Tilladelse dertil. Janet beroligede
sin Samvittiglied med det gamle er: »E« Gang er in
gen Gang,« tillceggende: ,,En Præditen ital vel itle gsre
us megen Stude. « , «
Ultiaa iorenede man iia med Folleflaren, sont samle- l
des og trangtes omtrina den ostre Etadszdort Janet og l
Mai-v ftod ved Siden ai bin-Indem James holdt lille liiiie l
paa Armen, medens det ldltedes Arttiie til hans store«
Zorn-jene ira en ftor Sten at pniie en sttree Dreng l
bort og indtage dennez Plad5. Mary tnnde itte uns-galt ·
nt hemmte det iorgfulde Udtrnt i de ileftes Aniigt sysng
Sitadom og Mismod havde paatrvlt dem in nrniestendelig l
Stempel. ·l
Pludfelig reitedes alles Bljtle ovad med et Udtrvl as l
den tneft spandte Forventiiina. Dei var rerende at le, med
hvilke Begarlighed bele den foriamlede Magie imtes icerdig
til at lvtte tilde er, sont flulde gsre Livet mindre tnnqt, l
og Dsden mindre bitter. Mord fulgte med Ljnene dilet- I
ningen af de andres Butte. til hun standsede ved den nnge
Praditent, en bli- slanl Figur nted msrtt Haar og iirie
tegelmcessige AniigtgtraL
Samtidige Historiestrivere omtale bam,font en Mnnd
af.nalmindeliglslsidardighed dg et stille, venligt Sindes
lag, der kam tilsyne i hele bang ndre Valen. Karligded
var Dovedtrcetlet i hanS Kur-alter og den hemmelige Drin
traft tilalle hans handlinger. Lnigangen med Gud var
for harn paa en Gang et saa ftærlt Behov oa en iaa dyn
har Pedertvægelie,et lian oer tilbragte hele Natter i Bin.
Der laa noget tiltrcettendei hele hans Lytta-dem uagtet
man havde vanfteligt ved at sige, hvad det egentlig var
Maaste var det Udtrvltet af denne ..Djertets Barmhjertiqs
heb-C soin fremlaldte hans betend-te Ytring med Henivn
til Folleti den pestbesmittede By: »De ere nu i Vsd og
behjver Trsft; tan hande, at Guds Tugt bar gjort dem
billige til at modtage og statte det Ord, som de fsr af
Mennestefrvgt sijd fra siq.«
. Cn ddb Stilhed herstede; alt var saa stille, at man
sunde here, om et Blad var faldet til Jorden. Da unles
tede den unge Lærer fin Ritt, og med fvlvtlar Stein-ne
laste han den Trist, han bavde valgt: »Von tendte sit er
og helbtedede dem. »hverten Urter eller Plaster hjalp
dem, men dit Ord. herre, som laget«alle.« Da for
ftrte Gang i sit Liv harte Mord Wigton en Prædilein om
Kristus og den Retfærdighed, han, uden Menneslenes
Malp, bat forhdervet og siænlet til alle. hun bitte, at
derfandtes en Sygdom, mete dsdelig end den frintelige
Pest, sont nu hergede Bven og htftede faa mange Ossere
Hirn time, at hun selv hat-de indsuget dens Gift, og at
den bavde gennemtmngt og fordærvet hele hendeö Valen,
im at hos hende fandtes intet bett, intet sundt fra Jgse
til Fad; bende Djette vg Samvittighed ivarede et hsjlydt
Jq her til, pg hun fonteg fctdig til at sdnte under den
forfætdelige Bin-de af Sdnd og Styld. Men da harte hun
oqiaa om dam, soin fanledes elstede Baden, ja, fom ina
lkdeselsiede hende, at han forlod sit Djem i Himlen for
gt lide qg di via Sen-den« paa det at hver og en, som i
Syndenjd vendte sig til hom, ille flulde fortabes, men faa
et evigt Liv, siulde faa alle sine Synder fortan, bin-e Gude
Born og Ring til evig SaltgheL
Er disse IIW Ord gamle, vellendte Sandheder
fest os, san di tIUe Sud verset, men vi mqa ogfaa bede
hau, It de aldelc derived-, It vi here dem saa ofte, maa
blähe Wiss ellet mindre dotebate for os. For
Any Wegs-g sg mange, der nied hende hsrte dein, var de
Use is- nye is medetfulde sont en tun Solapgang maa
M fix Ins der Im tilde-Ist Ue sit Lin i en intet Jord
Ispssles VIII-stets stier- cctligIQ Mulsant deri,
Cis- M II Ein, II SMI Kmligbed deri, at hin
III Is Ue M M, fort-Ue Renneflers Fälle, opfyldte
- »" HAVE-Visit- pus ttpede, atdeimekaes
Hist MMIIUMIM tust-I II
Salighcd uden at fpskge, am dem vat den Tro, Pkaditans
ten fremboldt som nIdvendig. Fred og Gkade ovetstrsms
mede bende og jagede a! Nsd og Ftygt paa Flugt. En
fom i Vetden, et fader- og modetløst Bam, uden Daad
for det narvcrtende eller tilkommcnde, hadde hun denne
Mpkgen indfundei fjg for at htre den nye Pradiiank men
som et lykkeligt, lovangende Guds Batn med Vished om
Syndemes Fotladelse og en evig Naade ved Jesus, vendte
hun hjem igen.
Men itte blot for Maty Wigton blev thkslnkt denne
Dag et Fredsbud i LIdetS hsjeste vg bedstc Mexiinq. Den
sioke Reformator Knor, som hljt elskede oq durdetede bank.
figer, at »von ved denne Prædiken opmunttede alle Dier
ter. som harte haus, saa de itke mere fragtede Dsdem men
anfaa dem, som dsde, lvkteligeke end dem, fom odetlevede
dem.«
La mon itke Glasde over at bringe Frelsens Bad til
Tusinde arme Medbksdre, fom fad iMarte og Dsdens
Stvgge i rigt Maul overvejede de Lidelser. vom var for
dundue dennedf Vi kunne itte tvivle derpaa. Jcnidler
tid var det ikte tun for Besten den uforfardede Pradikant
ftillede sig Mot. Fjendtlige Mennesiet, i Sold bog
Mutes-Z Borste, tragtede rgfaa efter hang- Liv. Tag
staat Lkdet fast under alle For-hold, at der er ingen, fom
vove noget for tsiudz Nige, uden at hm allen-de i denn
Tid faat meget mete igen og siden i den tilkommende
Beiden et edigt Liv.
4. Kapitel·
Priediteneniz Fragt.
»Mit sid sseil itle toinnie tonit
igen til niig.« s(-z. .')-«-, llJ
same-Z Time-zu og bons Sittende git bjem igen i
tanleiuld Tod«-lied, on Matn splte fig ingenlunde Alb-je
lig til at atbrvde den. Hendens Jndre var optuldt as nqe
scrlionime Fslelicr, men bini tinide ilte iigtiq iotfiaa dem:
hun vidste tun, at de iuitede et nvt Lns over alle istenftande
oiniring hende, og da Janet ilagede oder den dnatligeslliid
dagsniod, ioni ventede dem, foieiom det hende, at linn gii
til det iigeste (8ceftbud; thi det var jo en tssave im liendecs
himmeler .iader.
Endelig begvndte man at tale oni Piadiienen. Dei
vae lille lcisih ioni qav Anlrdninqen dertil, idet hun
gansle barnligi vitede til Zorne-L knic- ftore Wndlinghun
vat.
«Talte Monden ved Poeten iiie imnlt om den gode
Hei-te Jesus-«
»Im tkoede iike, at di-, Barn, lagde Mæite til, hvad
han iagde,·« iaqde Janu
»At jo, jeg gav Agt paa bvett Ord. Jeg hat aldrig
hsrt noget iaadcint ist«
.Ter et flete end du.ioniiiinde iige det samme,Cssie, «
faldt nu Mai-v ind need glckdestraalende Aniigt »(tkiid
date Tut for det gode Ord! Te liar meet en liegende
Balsam tot niange iaarede Hinterg
«Jeq synteg, at lian timditede ivcett fimngt,« mente
Janet, »den gjvrde oc- allefamnicix til ftore Synderr. Men
hvad Tiger du. Jana-SN
Tenne direkte Heiwendelie til Broderen licevedede et
bestemt Simi- Cfter et Lieblii iiirsxoe liant »Wishart ei
en dkagtig Talen men vi niaa itie glenime, at ban er en
Kanag
1lagtet dette fotismte Jainekts fta den Tid ingen An
ledning til at linke streitet-en Næfte istzxig han viaditede,
stod von bele Tiden indellenit i Foltehoben og lyitede ioa
osmcetiionn, iom oni han var bange for at inifte et enefte
Ord« Paa famme Maade gii dei de ftlgende Dage. As
sin Akbejdsgiver hadde bon begæret og saaet ztihed den
Tid, Prcediienen holdtes, ingtet det medisite en itte
liden Ltiosielse Men da Janet erindtede l)1ni detom
ivarede han ganiie tort: »Lad mig ragte den Zagjsimieh
di sial intei mifie dewed. «
Altiaa var Jaineg Tumm, bang Ssstende og Man
Wigion blandtL - :hart flittigfie Tilhsrete, oin de end gil
of ganer forfkellige Bevceggrnndr. Matv langtes ester
Evangelieis Malt,paadet at hiin som et nvfsdtBarn iunde
volie ded den. hiin var nieget uvidende da heb-bebe al
den Undeivisninq, thun tunde iaa. Hini iiinde itte lceie «
vg bavde aldrig fet dcst nu- Fette-meine- Dun var derive
hele og holdent ailicengig at Ledetg mundtlige Fokivndelse,
og bnn satte derfok starre Brig vaa Anledning til cpbiigs
gelse og Undetvisning end di, omgivne at KiileyBiblei og
triftelige Vennet, nogenfinde kunn- foiestille os. Snart
leerte hun, at Bannen itte var en tom Opramien at Ord,
hun iile iorstvd, men Diertetg stie Oplsftelie til en i
Kiiftv fort-met Faderi det eneste Navn, ioin galdet for
Gud. cg naar hun fiden tom i indre ellee ydre Transz
itek, var det hendes Tritt batnligt at lagge dem ben for
Gud og at heim deine den hielt-, hun for hveei iærstilt
Tilfalde bebst-ede·
J Janus Tsuncans noget trage, men alvotlige Sind
teempede den gamle og nve Lake en haard Kamp nied
hinanden. Dan mengte til anngeliet; dets frie Jndbvs
deltet og dveebare Nacdelsster imagte han« trætte, tor
fmiegtende Vierte bedre end noget andet paa Jordan men
men det itod i Stkid med, hvas han hidtil bavde hart. Frei
Barndommen af havde hatt indsuget den iatolste Kiste-s
Leerdomme, og nu raubte disse inden i bam et bsjtvdt Nej
til alt, lwad den nye Piceditant tagt-. Dan spgte saa
lange haii tunde at holde fast ved Laren om·MeSteii,
Sie-wildern helgenetnes Paataldelie o. i. v» men han
falte, hvptledes alt dette meee og mere vatlede, indtil det
endelig tatnlede over Ende og maatte vige tat en statteke
alt ovewiiidende Mast
Dog var der intet, der satte baut taa meget that
ntsi mod den nve Praditany tom dennes Fremftilling as
Reifærdiggftelten ved Jeden alene. Wisbart git iaeniiem
Rometbeevet vg fremboldt deeved med Klarheit og Kraft
Reformatotemes Leere. Men ogsaa da, naar James mes
ftp-med- hetimod, vtdnede en Rssti heim pm Sein-heben
af Wicht-etc Ord, og stund-im anede han mitten, at Aar
sasen til han« bestandige Uko oq Jetdlsihed laa jufti
han« Seel-Its til dette Punkt. ·
M Sane- ausaae Amtes Priean i Beavndels
L. - —
I sen hdekten at odetbedise hendes Forstand eller rote dendes
Vierte; men srtatt sornroligede den hendeg Samdittigbedj
Httn torn hderlen som en darin Katolii ellet sont en, der
oveigtig spgte ester Strudel-ein men hatt tom sorn en sorg
los Sonder, der didtil badde levet sittert uden Gudi Verdett.
»Es-T shtrts Prasditen gjorde dende nlditelig, og dun dar
gerne bleden dorte sra den, dersont det illa hadde varet for
Vroderens Eidld, nien hun vilde ikte nagte at folge dam,
iaaloenge hatt seid gil. Desto helleke sorenede hutt sig nied
Broderem naar han mangen Gang i bestige Ord ndtalte sia
mod derive situierten udcn at dun forstod, dvori disse
tsestod.
Bornene var lige saa slittig sotn de celdre Ssskettde
til at overderre Wie-hart Prasditmer. Antne sorblev vel
ligegdldig for Jndholdet nf dem, men desto niere dar hnn
indtaqen as Wisdort Personlighed, der fra Begvndelsen
havde gjort et dybt Jndtrdt paa dani. Lille Esfie deritnod
nilde gerne, sont hun sagde, »den ont den gode Derre
Jesus-«
Cn Tag syntes James met-e end almindelig til
« Hase-litt at angribe den Pradilen, lian innig davde
Z dort; den havde dnthandlet Troens og Garnittgernes For
« Eixild ttted Hensyn til en Synders Retfardiggorelse for
I n'-nd.
« »Jngen got, sont dan prcediter, og ingen prædiier,
Y Eis-n lsan leder," ndbrsd ban idrigt. »An-Mart og vore
i lkrerstcr er lege gode, og jeg vil ille give tneget for, hvad
l der er itnellem dem.«· «
..Ddad sisger du, Juni-St« gdbrsd Arn-it tned en Tone
, og et lldtrdl, sont om hatt bayde dillet stride ntod er Ver
s ist-n. »Wie-hart er itte lig vore Priester, dan bediler alt
Tivad httn sitze-, as Bibelett.«
»Weil Hindrer dn itle, at dore Praster sternsor nlt
« andet dritte derdaa, at di sinlle gjre gode literttinger for
derved at srelse dore Sirt-la nien aldrig dar jeg set dem gore
txt god Gewinn dr. Wien-et derintod er liestandig sys
istint tncd at gore godt, tnen daa samnte Tid siger han os,
E st det geklder intet for Wird-«
»Du ntaa del sige, at han destattdig er fvsselsat nted
. nt nore godt,'" svetrede Arm-e, der dar glad ved at tokttrne
s Lein ttted betend-te Faita i Siedet for at drages ind i den (
- tin-re tibstrntte Zanttaleiorm. »Alle Mennester i Ber
« inte, nt saasnart hnn ilte ttrrkditer, aaar lian ornlring til
de ivge og fattige og indgddek dem Trost og Mod. Han
kirtider sig ilte ont sit eget Lid, naar han blot tan tjene
on og djerlde andre. Cg book lian set legentlig Nod,
er han strrdig til at give alt dort as hdad hatt ejek, lige til
Eine Rinden«
»Testo stIrre Modfigelse ligger der i bang Ord, da
lmt nodborlig srentlivlder, ntGarningerne inzen Tätig sor
tjene sor Gad, nten at di bkide retsætdige og saltge alene
tied Trer paa tl ist«-« Tet var i Studhed en let Vej til
Hittttnelert!«
»Nei, Innre-IX saldt her Janet ind nied en for hende
ndsceddanlig Hestighed Dei er ingen let Vej Or. Wiss
d.t:t iortnxtder. Eiger ban iiie, at di sial elsie Herren vor
Mild, mere end Faden Moder on Broders cg at di sinl
tseiettde bang Navn da soridstre hatt-z Ord, otn det ogsaa
sittlde koste os Livett Og dette vil sige nnget, ja blive
tungt for Kod og Bind, det daastaar jeg.«
Marti, sont hidtil hadde siddet tads direde nu; »Du
bar Ret, Jattet, dersotn det var os, der as egett Kraft
stnlde gore dette. Men nu et det den gode Derre Jesus,
sont elslede oS og gav sit Liv sor dore Sonder, der ogsaa
giver os baade Lost og Kraft til at gute, ddad lian bdder.
Ja, jeg er vis paa, tare ;’sanet, at endver, sont virtelig
; bar erfaret Jesn Karlighed og Triften as Syndernes For
ladelie i hatn, stal Tagen igennetn lttn taile og ttene dam.
s Men Forladelsen ntaa gna sorud, thi hvad sittlde der ellers
« blive as ost«
Drin sagde dette nted Parme, tdi hun iettdte det af egen
ledende (5rfariitg. Dei var gaaet med hende sont ined iaa
mange andre, der strats annamme Ordet nted Gliede: en
jdddere Eyndebelendelse var fuldt dagesten og httn voi
Hsede daglig saadel i Selderiendetse sont i Jesu Kristi
- Kundskalk
tsfter nogle Ziel-titles Tavshed fotlod httn hastigt
l
E Vor-net « »
! ,,Dnn gaar den til en fatttg Kone i Nadolaget sor at
daage tiss hendes svge Barn,« vtrede Janet til Broderen.
«Barnet lider af en lanqsonit tarende Sdgdotn, og dun
dar allerede vaaget to Natter. medens den stattelg, treette
Moder bar saaet Odilr. Ddem stulde tro, at Mart) er den
saninte Pige, sont nylig sad der tads og Uvitliont, hensnn
ten i sine egne sorgebige Betragtninger. «
»Hast somagtet Garningetnes sortsenende Bætd, og
alligedel got dun gode Garninger mere end nagen of os,«
svarede Broderen estertænisomt.
5 Kapitel.
tfn atbkudt Rose
Dem-m nagen holder nm Ord
han stat ttte ie Leben ev1::detig.
meh. g, um
Den ene Dag eftek den andcn fort-b gansie toligt,
og vore Venner, Damms-, begvndte faa ttnaat at bande,
at de muttaenz stulde sttppe fri for den ttnende Evgdom.
Nsden tom dog i en anden Stittelsr. Deteg Jntaegter
btev mindre Tag for Dag. Janus havde Iniftet mange af
sine Kunden de flittige Syetfter ventede forqeeves paa fleke
Bestilltngek, og fnatt var det itte blot Fattigdommen, men
ligefrekn dungetsnsdem svm stod for Dir-en. Den lille
Familie isgte med Taalmodigbed at date det, iom itte
tunde undgaaesz iick var det Jaknes, fom mangen Gang
nagtede sig ielv det nsdvendige, for at han tunde betede
de andre nagen Vedettvagelir. Dan var en traftsuld og
dvgtig 7)ngling, som ved utkolige Anstrengelfet havde
fort-met sine Sestmde efter Fadetens Ded. Van oq Ja
net stod i Foratdtes Sted for begae de vngte Ssstende og !
fiegede med Faderi og Moderymhw for dem. James
bavde as Naturen et despotiik Sind pg taalte ikte godt
Modsigelfe, hvotfot den livtige Akchie ofte opvatte hang!
Beedr. Illigevel indtkaf dette t den sidste Tid ijældnerez
Drengen hat-de faaet noe Interessen han foeeteat at hsre
Wtslsarts Praditenert Stadsporten sor lwitlet som help
Optog paa Gaden.
Disse Pmdikener udsvede saaledez en beinmelig Jud
slydelse paa bete Fomileen. Bisselig lunde man itte incerke
nagen stIrte Forandring, hderlen hoz staates eller Janet,
men de gemte Ordene og betragtede dein, og twad der var
. endnu digtigere: de lud i LIndoni til den Hkrre Jesus
» James am Lys til at sorstaa Feindin-den. medens Elste
rens stadige Raab var dette: »Heru, sorlad mig alle mine
Synder!«
J For Mary Wigton var det tnngt, at vcrre de tvende
? Lastende til Vorde, mensornden dein havde lnm ikke en
eneste Ven paa Jorden, og paa egen daand at drage nd i
denne vanstetige Tid tunde lnm itle. Dendeg dagliqe Von
var dog den. at lHerren niaatte vise hende en Mande,hvorpaa
lnni selo tnnde sortjene sit cvhold, og hun troede lurnligt
og ensoldigt, at, da Herren havde givet hende det, som var
niere, Enndernesz Forladelse og Fred i Lisetten vilde han
ogsaa give hetide, lsvad lnin for tiner Dag bettlvede til sit
legeniligezLivs Lphold:
En Morgen lyttedes det liende at ashaende nogle
Emaating «Minder sra en sorgangen Tid,« og sor disses
Verrdi tsbte hnn et Stytte st og lidt Grinisager til Mid
’ dag, og hun taentte nied tstterde paa den Overrastetse og
Frvd hunderved tunde tierede baade sinaa og store. Men
neeppe hat-de lnni aabnet Tsren sIr Eniilet otn hendes La
ber gav Ptadg for et Udtrnt as Forslrerttelse. Jamesz stod
ved Vinduet med Dovedet ststtet tnod Haanden et Billede
paa den dybeste Siiierte. Aretiies Tjne dar rsde as Grund,
oa Janet stod i et Djsrne as Vatelset nedtiøiet over den
lille Eine-I- Sena
»Marv,« ntrede Jnnieg nied sagte Stein-ne, »Svgdoni
inen tiar naaet os. tssiie er nylig bleven ungretien as den.
O, jeg tan itle taale at iniste hende. Hnn bar daret oS alle
saa tar; vi bar plejet dende siden hendeg ssrste Aar, da
Moder dsdex vi hat ined Gtcede arbejdet sor hende, og det
har verret v:ie Ojnes Lvst at se hende votse op og dtonistre
tsg en Rose-. Og nn tonnner denne sorsardelige Svgdom
og intter hende dort paa en eneste Tag! L, jeg tan itte
ndhotde det!·
»Ta: itte saatrdes, JameS,« bad Mai-v. idet hun
ssgte greb hang« Arm. »Det er Herren, sont sendet vg
sia dette Bud. Tet er hatt-Z Oaand, sont ltolder dstiset.
Kom ihn, hvad den gode dr. Letighart bar sagt os
betont-«
»Ur det Herren, sont sendet ogsaa dette But-P gen
tog han tanlesnld »Hu han da itte hett og holdent sor
lidt os? og inon ban endnn ternter paa os?«
»Den gode Herre Jesus, sont dsde sor dig og mig,
J Jenes-, oq sor hele Verden, han ssrqer dedre sor os, end
vi setv tnnde gtre det,« sagde Mord nied mild Alvor.
»Dein tan sorge nied dig og ded, bvor svckrt det er sor
dig at stille-S sra Effie. Maasse vil liiin bevare hende sor
dig. «
dnn standte sig den til det svge Bun, og saa Zie
bkilte ester sendteg stritt-e tit Alwtetet for at bente de Lage
midter, sont i Atniindelighed benyttedes:«. Den sidste Be
voldning as de Penge, Mary sit sor sine nvlig solgte
Sslrtirositie, anvendtes hertiL Archie standte sig det
starteste han tande; nien ved bang Tilbagetomst bat-de den
lille alle-rede talit Bevidttdeden. J Vildelse talte hun
tned Broderen oin deres barnlige Lege eller om de smao
Sogler tnm i djeinmet havde taqet Del i, nien en Tante
snntes liqesoni at tmnge sig igennem alle de andre, Tanten
«oin den gode Verre Jesus, den tære Fretser.« Stun
dom gentog lnni nogle crd as Wisharts Praditener, men
sotn ostesi antog diese er Formen as en Ban.
Ester en Stand snnteg Bevidstheden at vende tilbage:
hnn saa med indettsge Tatneinlighed paa alle, ratte Ar
mene mod sin elslede Broder Janus-i- Dan strsg med en
Moder-z cmlped de blege Kinder og ltvistedex »Er dn bange,
mit tcere Barn.«
»Dvorsor slnlde jeg ver-re bange?« svarede Barnet,
»den gode Verre Jesus vit tage imod rnig og drage LTnisorg
sor mig. Men ieg er saa trat Janus-«
De smaa Der lnttede sig. og det lille Doved bvilede
tnngt vaa Broderens Stntder. Det varede ilte lange,
strend det tratte Barn sov ind i den lange Sinn, lworas
Jesu egen Ntst en Gang stal vatte det. Den lilte Piges
Liv her naa Jorden havde verret tort og enssormigt, mm
dog langt og betvdninggsutdt not, da hun deri ttavde sundet
Jesus eller rettere var snndet as dam·
(·I. Kapitel
Ten merkesie Stund.
Hdeks himmeler Rades ved,
at J haoenlle dtgie Zeug behan.
tManh. n, :-2.)
Ten splgende Daq fad Mai-n og hendes Venner stille
og nedsloane samtnen. Ten take dtde var allekede of
fkennnede Bandes dortser og gemt i Jorden. De kunde
ttke en Gang tænke vaa at bespge Graden, thi den var feel
les for mange andre, der famtidig var faldne for Mai-der
enqelens Stund. De kalte med Savn am, hvad de bavde
tobt, og med llto om, bspmd de bavde iqem thi efterat en
Lænte var beudt, fkvgtede de med Grund, at den hele Kad
ssulde oplIfeS.
dque de blot tunnet bebe samme, eller badde de tun
ejet en Bibel, hvilken kia Trsstekilde siulde den Me have
varet for dem! Men nn famlede de ligeiom i Mitte eftet
ng og Daub.
Akchie var den spkste til at fremdolde en Tessiegeund
for sig oq de andre, idet han udbksd: »Na behtvet Efsie
aldtig mete at fulle.«
»Du er sandt, Aechje,« spatede James. »Og bvotfor
stal vi spkge over dendes dnn hat dei bedee end vi.«
»Men James,« faldt Janet ind med enk angflelig
Mine, »in-ad tret du ons. SkætsildenW
»Tai Me detom, jeg er sikker ma, at Batnet i denne
Stund er inmmen med delgenerne.«
(Fpktfættes.)
