(
For Ungdomtnen.
»Don isokcr sig Lys som et
ttlædevon«.
Gaum litt 2).
En sildig Astenskttnd tlede et ungt
Menneske med raste Stridt gennent
Gaderne i en stor By, ttlstzneladende
uden Maul ellek med. Hans hele llds
seende tydede paa, at hatt maatte være
grænseløs nlytkelig — og det var bdn
ogsaa. For san Tage ftden havde den
ttbarnthjertige Dsd betøvet hnm honö
dyrebnre Inder; hctn var bleven rantt
as et Hierteslag, sont plndselig gjotde
Ende paa ttans Liv. Den Asdøde
havde ikke esterladt sig andet end Geld,
sont hatt hat-de paadraget sig ved at gaa
i stautton sor en god Ven, og nu stulde
Sonnen sorge ttke blot sor sig selv, men
ogsua sor sine sntaa ,Søstre, der tkke
havde nogen anden Focsorger her pua
Jorden.
Mnnge Stedek havde hin banket paa
has Mennesker for at søge et Levebrød,
nten kveratt var han bteven asvist.
Derintod havde han aldeles ttke banket
paa den Dot, sont dog derer Bat-stets
ten: »Mutter paa, san flal Eder op
lades,« tht han tendte ttte Gud og cden,
sont han ttdsendte, Jesus Kristus. Vel
vidste han godt, at mange Mennesker
har den Tro, at en almckgttg Faderi
Htmlen med Vtsdont og Nærltghed
styter Mennestenesz Skæhnez nten hatt
selv meertede ttte noget til en saadan
Styrelse.
Hans Moder, hvem hatt havde mistet
qllerede t sin Barndont, havde vel vceret
en troende Kristen og havde sortalt hant
mangt og meget ont sitt Heere og Frei
ser, nten de svage Jndtryt var sorlaenge
siden vtstede nd. Hang Vennec og
Kammer-»er, som mente at sidde inne
med Ttdens hojeste Oplnsntng, havde
under Bagrenes Klang nted Spotteglos
scr og Vitttgheder gjort den Sag lauer
ltg, sotn bavde vceret vans Moder dyres
bat-, og den Sntttle Tro, sotn engang
ha«de vætet t kanns Vierte var indus
tet ved Champagnesktttnmet.
Sont hatt nu dtn Aste-n gis onttring
i Gaderne, saa hatt pludseltg en Raket
sttge op ttnod Nattehintlen og dekpaq
dale sont en Guldregn ned intod Jorden.
Der var altsaa nagen t Narhedety sont
asbreendte et Fytvcerkeki. Den ene
Raket snlgte ntt ester dett anden, men
de Tusinder as sntaa strnatende KugletU
hvori de opløste sig, sluttedes stadtgt
ester et Osebltkö Fort-b, og Htmlen
syntes da tun msrtere end soeben. J
Begyndelsen san han ganske ltgegyldtgt
pna det sntutke Blændvttrtz nten snort
leerte han at sage Næktng sor sit Mig
ntod as dette Sturspii. »Ja«, sagde
han ved ftg selv, »seiner-es er det med
at LytteS Den ene stnttkte Stierne es
ter den anden slttkles og sotsoinder t den
msrke Nat.
ein«-L
Jnlet et crng, links qui outsqu
alt er Lsgn og Bedeag. Saaledezzer
det ogfaa med Fabietne om Gud onom
Armut-, med Hnabet om et evigt Lin og
et Gensyn i en anden Verden —- dek er
alt stimmen tun Stin, tun Ratetgntfter,
der stkaale et Ojeblil og san status-«
Efter at denne samtnenitgning havde
paatkaengt sig hern, vilde han og end
nu en Gang mere opmcertfomt betkngte
en enkelt Rotetgnist, for ugngt at over
hevise sig om denö Kortvarighed og der
med om Kristentroens Uhotdbarhed,
iom den jo for dam var bteven et Btls
lede paa. J det femme suste igen en
Rnket som en fang Jldhale np iLuftem
ng med et Smæld optyste den sig i en
Uendeliqhed as fmqa Jtdtugler. Von
fastede nu sit LDje pna den af dem, iom
syntee ham allektlakeft, og vedblev fan
at stirke paa den. Men ie! da alle
de andre sltcttedes, blen den lyfende
Kaste, som ftulve have stadfæstet hnns
trnfteslsfe Filososi, staaende ubevægelig
paa Himeldnem thi det var ingen Ra
ketgnjft, det nat —- Siktus, en of de
allektlaeeite Stjener paa vor natlige
Vintekhimel.
Sein den straalede og funkle-de hin
Aften, haode den straalet og ftinneti
Aartusinder og vil vedblive dekmed ind
til Wagens Ende.
Den unge Tvinler fwd ivm naglet
til Siedet. Et lysende quk havde
dem fqaet paa sine møkke Tankey en
drsi JeettefcetteW men fremfor alt dog
en trsfterig hilien im den Gut-, der
endnn «ifseer sig Lys iom et Kltedelwn
og ssr gltdende Jtd til stne Tjenere«.
(Snltne104, 2. 4). .
. Dvnd her ee meddelt, er ikte en Op
distetfe, men det hat tildraqet stg usi
agtig, sont det er fartalt. Oq han,
hvis Sjæls Mørke i hin Nat blev gen
nemlysnet af den klare Stier-ne, er felv
bleven til en Stierne, der fiden hin
Dag har vist mangen en bange og for
lnyt Sjcel Vej til Faderhuset.
»Du-et lommer ikte tomt
tillmge.«
Ussaiag 55,n ).
En Dag i Aaret 1889 var nogle
Præfter i en af de starre Byer i Nord
amerika fanilede til et Mode, hvor de
fortalte hverandre et og anbet af, hvad;
de i den sit-sie zid havde apnvek i deka
Sjcelessrgergerning. Blandt audet
Inieddelte en af dem, at en anset Advos
kat, en belendt Fritcknler, Astenen for
ud haade belegt hans Aftengudstjeneste
og,bagefter fortalt ham Falgende: -
I ,,Jgaar ilede ieg til Banegaarden for
at rejie med Morgentoget og lod under
vejs en lille Stopudserdreng pudfe minel
Smoler. Da hast var færdig med den
rene Fad, spurgte den lille Fyr mig
lpludlelig: ,,Clsker De Gut-, gode
IHerre«t«
Dctte Spørgsmaal havde endnn
drig nagen henvendt til mig; det bragte
mig i Forlegenhed, slønt jeg ellers ikle
lader mig farblofo Jeg vidste ist«-,
hvad jeg stulde fige, og spurgte hanc
derior, hvad Gavn han kunde have
deraf, hvig jeg elfkede Gild.
»O, meget ftor Gavn«, fvarede han.
»Dersom De elfler han« faa lan De
bede ham om at stafie nng og min Mo
der en ny Bolig. Vaset, hvori vi bo,
stal rtves ned i nieste Uge, og nu vide
vi tlle, hvor vi flulle flytsp hen. Mrn
i Gaar, da jeg netop stod og pndsede en
Dem-z Støvler, harte jea ham sige til
en anden Herre, at de, som elsle Gut-,
faa alttv det, de bede hanc ons. Terjor
sporger teg nu ethvert Menneste, inbtil
jeg traffer en. der elsker Gott«
Med en fornnderlig Folelie i Hiertet
saa jeg paa den lille Fyr, men lunde
desoærre tun fige til hom: »Vend Dig
til en anden, men tab tun tlle Modetz
i en By Ined saa rnange Ritter vil der
not iindes en eller aimen, sont elfler
IGUVY «
Jeg gao heim et Pengentzkke og neoe
videre. Men yvorjeg end ilene den,
og hvonned jeg end beflæfttgede mig:
leg lunde ille blioe Dkengens SpokgsJ
ntaol lvtt. Hvokfok elstede jeg dog Ille
Gnd, uagtet hon bog, sont tnon sagdeH
havde gxokt saa meget for mig? Jng
folte mig besscemmet over, at jeg tlles
havdesaa meget Kendflab til Herren,
at jeg lunde vise en lille, fottig Dreng
den Bei, ad hoillen han selo lunde hens
oende sig til Gad. Drengens Syst-gez
Hmaal ooldte mig en loonlos Not; det
Hdrev mig til Ktkle i Focmiddags, til
Kikle igen i Alten, og dtivek mig nu
til Dem for at ipokge Dem, hvad jng
ital gore.« I
Saaledes fortalte en af Prcesterne.
iDo toq en anden Ordet og scigde:l
J,,Hvor foennderligtk Til mig com der«
t Goar en ung Forretningsmand, til
hvetn aabenbaret den selvlainme Sko
pndsekdkeng haode henvendt det sontme
Sporgsrnaal og bedanke-— med
somme Resultat. Overbevisningen ocn, i
at dan ille elflede Gut-, havde kamt hamj
ioaledes, at der var opstaaet en Lang: i
lel i ham eftek Forløøning og Sonder
Lnet-l Jokladelie. « ;
Verpaa tog en tredie Prasft Ordet ogi
fortalte, at den lille Dteng Løtdag AH
ten vor kommen til hont, iotlnyt og;
gradende, jokdi han den hele Log
igennem ilke havde lunnet finde et eneltet
Mennefle« der elslede Gad. Præsten
davde derpaa teknmelig lcengetalt med
Drengem og til stdtt yovde denne er
llæret: »Na trok jeg, at jeg lender
Gud loa godt, at jeg selo tør bede til
han«-·
»Qg det gjorde dam« vedblev Pros
sten, «med den boenligste Ban, ieg nogen
Sinde hat hort. Og hans Bøn et vg
ioa hakt of Gad; i Morgen flyttek hon
og band Moder indi en ny, hyggelig
Boltg!««
W
Fikc Eddektapper.
Fire Eddetlopper giorde engang en:
Reife samtnen for at lcke Verden ot
tende. Pan dered Reife lom de ind i;
en prqgtfuld Kiele midt i en stor leiste-J
lig By De iandt soa meget Rehag il
at viere der, at de besinttede at opholde
lig der en Tit-, og enhoek of dem nd-l
fsgte fignu en passende Pladd i den
store Zog-sing
Efter noqle Dages Forli-b lom de igen
samtnen for qensidig at meddele hinan
den deres Opleoeller.
·Mig gis det doaeliqt«, fagde
den itrste Edderlop,. Jeq opltgie mtg
en Krogi Prædikestolen, for at spin
de mit Ncet der; min i Gaac kom»
Kirkebetjenten med en sior Sløvekost
og forstyrrede i et Ofeka mit store Ar-;
Lbejdex
»Du gik ikfe mig bedre,« fagde den
nieste Edderkop, ,,jeg hat pkøvet poa
at spinde mit Nek- pna den store Bog
paa Alteret, da tom der en Mond i en
long fort Kappe, flog Bogen op og Ide
logde mit Spind.«
»Fort mig gitdet paa sammt Maode,«
sagde den credit-; ,,j-g spandt mine
Itaade hen over Tobefontemi Dog
bleo der døbt et Born, og ved den
Lejlighed blev mit Næt fonderrevet.«
»Saa lykkedes der bedre for mig end
for jer tre,» sngde den fidste Edderkop,
,,jeg havde valgt Fariigbsssen
i Krogen til at spjnde mine Traade
over. Der gis mange Folk sokbi, men
ikke en vwkdjgede mit Arbejde et Mik.
Det er endnn ustadt, og J kan stole paa,
at det vil lcenge endnu vedblive at være
dei.«
Kette Leim-! Hootledeg staat det
til med Famgbpefen, Missionsbøssen
hjemme hos fig? Hat den ogfaa san
god Ro, at en Eodekkop uforstyret kan
spiude sinc Traade hen over den«
—» - , , , »--,
Et fiældknt Ægtefknb.
Gladslonc tin-halte Duftru.
Da Meg. Gladstone forledeu dabe,
fagdes det tned Sandhed om hende, at
need yende var en af de juldtomnefte
ltvinder gaaet vort. Hnn levede vent
ltg sit Lw for andre, itte for flg fett-,
og verlor er Tatnemmeligheden iaa
stor, nu, da hun, h-« Aar gamntel, er dad.
Det er ganste betegnende for hendeg .
Henjynefuldl)ed, hvad folgende Amt
dote jortceller:
Da hnn og Gladftone en Aften siulde
tote ttl llnderhnset, og de fteg tndt
Vognen —— hun sidst —-, ljændte det, at
hendeg ltlle Fluger tlctntes t Vogndss
ten og blev ilemt tvcrftet. For ttle at
forstykre sitt Mand, der sad yeniunlen
tMemotetmgen as en Itor Tale, han
stulde holde t llndeehttjet, tttgjotde hun
uden et Smerteguddeud jin Finger og
vtklede sit Lontmetmllcedc udenon1,
yvorpaa hun tttlle satte stg tnd ttl jin
Mond og lugde tin kalte Vaaud 1 hanc-,
jaaledes sont hun plejede, og sont
Gladstone alttd folte sont en Opknuns
tring.
Mus· Gladftone nedstannnede fta en
meget ganunel, tuelfist Adelgsamtlle;
hendes Inder tnr Sie Stcphen, Baron
til Glynne, en Eftertotnmek ai Ermu
niells hemmte Overdommer. De var
to Dotte, sont taldtes for Tvtllmgs
Gratiekne fra Male-L og oed et jornetnt
Bal t London traf Gladstone dem for
fortte Gang. Senere genjaa de hinan
den tRom, hvorttl Gladstone ledsagede
en trofast Ven, Lord Lyttletom De
tslbragte flere Daget hinandens Sel
slab, og Vennerne forlovede tig omsidet
med begge de indtagende Sestre paa en
Fatteludfluat til det gamle Koloseunt.
Der foktælles, at Stedets højtidelige
Storhed henrev Gladftone ttl at citere
nogle Vers tra Byrons »Mansreo«, og
den glintrende Retoij henrev dem alle
ttl Taarert Øjnene pg fremtaldte en
gensidlg Steman hvorunder de to
Vennek ttlstod de to Sostre derez Mer
ltghed. Ltgesom zorlovelserne ftete
samttdlg, afholdtes ogsaa Brylluppecne
paa santnte Dag, nemltg den 25de Juli
hist-- —- ude paa Baronekne Glynnee
Stantsæde ,,Ha-vatden«, der i Mad
ftones Besiddelse hat taaet Vermutun
Ltge fra den sprfte Tag var dette
Lngtestab natten tdeell, og der er neppe
nagen Ovekdktvelte naar en engelsl
Forfatter siger, at Fru Gladstones litter
ltghed og Opotrelse lod Verden beholde
en Statomand Faalcengh sont Tiltceldet
var. Saa endartede og harmoniske var
de, at de kaldteg ,,to ststksebcer paa en
Sttlt.« Der tottcelles, at Gladstone 1
Bevtftheden am den stoke Lobebane,
der ventede hom, stillede sitt Duftru to
Alternativerx Enten at blive holdt
udenfor alt —- eller at erfare alt og
tie. Mrs Gladftone valgte det sldste,
vg Gladftone kunde Du Aar seneu sige:
»Mit! Hatten dar vceket vidende ocn
enhvek politist Hemmelighed, og itte en
enette Gang svtgtet min Ttlltd.«
Dgsdog stal hun en Gang have for-I
glemt stq. Distotien herom er faaimuk,
at vore Leseke bør tende den. J Be
gyndelfen at vet fsrste Ministerium
i Oladstones Dase handte det, at Mel-.
Oladstone i flete politiste Personeks
Tilftedeocerelfe sont til at fremfeette en
lusortlgtlg Bemæekning. Strafe eitee
tokftod dun, hvad hun havde gjprt, oq
hun forlod Ijeblikteltg Verelfet og satte
zsig til at sittve et anserfuldt lille Beet-,
llont hun tendte sin Mand. Dennes
Stint-, der er opbevakeD overbrogtes et
Ojeblik efter of en Tjeuer: Pan hans
Visitkort ftod der:
»Min Hjektekæri
Gm- Dig ingen Bebreidelse, thi jeg
gar Dig ingen. Den ltlle Fejl, du
hat begaast, bliver sikkert den eneste.
Evigt bin
W. E. G.«
Om hendes sjældne Omhu for sin
Mond vidner drum-s egne Ord: »Mjn
Huftru er min Læge.« Pan havde en
blind Ttllsd til hendeg Anordninger,
ist«-, at ethvert af heades Paabud eller
Rand pikteredes af den inderltgfte Kærs
Ughi-V. Og decfor kunde han heller
ikke tænke sig at reife noget Sted hen,
Uden at hun var med. ;
Det er ikke alene to rigt begavede, menl
to fint sammenstemte Mennester, der erl
dsdc.
j
Modkrcn i Hjcuiinel.
Esi Moder slnlde aldrig spilde sin
Tid og Styike paa at skafse sine Born-z
Tragter nnødvendige Prhdelser. Bro
deu paa stlcedninger, Pyittiiing med
Blonde-r (Hinipliiiger) er ilke as stor
VIgt!-«ql)ed;den Tid, der anvendes til
jaodant Acht-ide, er deriniod ydetst
vieidisuld og burde anvendestil Gransl
Ulllg Of Bornenes Unkosten saa Mo
den-i tunde leere dein Siæls-Daiiiielse,
fusti·, ædle Karatteriraeh Renhed, Befle
denhisd og Sanddruhed
Moden hurde vcere saa lige stem, at
dMsJ Tilberedning itke opsluger hele
Moderens Tid. Bei sandt, hun bar
drage Onisorg sor, at Bordet er sorsy
net used god Mad, vel tillavet og ap
petnocelkmde. Tro endelig ikke, at
hoad somhelst man blaiider sammeii, kan
ocrie godt not sor Born; nien jeg mener,
at man slulde anvende laiigt mindre Tid
paa at lave indvillede, usunde Retter,
der tun btiver til at behage en sorvendt
Sinag, og mere Tid paa Borneneg Op
dragelse og Dannelse. ’
Lad alt unadoendigt Arbejde sare!
Last dem at holde deres smaa Legemer
og Dragter rene. Missorstaa niig iste.
Jeg niener ille hernied, at de stal hol- ;
dkö mde Date lig Dukker. Barti
Sand og en tør Jorddund gar itke no
gen uren. Det er Legemets Assaldg
produlter, Hudens Assondringer, sont
gar Meiinestet irrent, og soin sordrer
en hyppig Stiften as Undertaj og Basl
ning as Legeniet.
Hyppig Badning er sortrcrsfelig,
enten om Astenen sar de gaartil Sengs, s
eller oni Morgenen naar de staar op.l
Dei tager kuii saa Minutter at give
Bornene el Bad og gnide dem, til
Sundhedens Rødnie sarver Haben
Blodet bringes niod Legemets Oder
slade, Hiernen lettes sor noget as sin
zoishning og Tilbøjeligheden til kons
lige Udskejelser sorniidsles. Er Mo
deren en Kristem bar hiin lirre de
Emaa, at den rene Gud ille har Behag
i, at nogen lever med arme Lege-mer og
sonderkevne Moder Huii bør sortaelle
dem, at netop sordi Giio er Kærlighed,
ausser han alle Mennesker den Lykke og
Glcede, der ligger i indoortes og ad
oorles Renhed.
En net og ren Dragt avler rene,
cedle Tanker. Ethoert chedningssthlte
slulde vare naturligl og ligesremt uden
unodvendige Piydelser, saa del let lan«
vasles og stryge Dette gcelder i
Særdeleszhcd alt,Qvad der sommer i
Berøring nied seloe Hoden. Jnlet, der
san irritere og pirre, bar anvendes naers
mesl Habe-h ilke heller bar Draglen paa
nagen Maade hindre Legemsdeleiies"
irre Bevægelighed At taqe starre Hen-!
syn derlil vil bidrage til Scedernes Nen- «
heb
Undertiden har jeq set Bornenes
bSenge være i en saadan Tilstand, at de
udspredte en ækel, muggen, gislig Ungl.
Lad alt, hdad Barnene se, viere rent,
og alt, hvad der kommer paa deres Le
gerne ligesaa, baade Dag og Nat, ogj
Bornene vil komme lil at elsle Renhedj
og Renlighed.
At der ikke sindes kostbare Mobler i»
BIrnenes Sovekamnier har mindre atj
bethde, Orden og Renlighed er Hovedii
sagen. Lær Bornene sra det allersørstej
selv at passe deres Tas. Lad dem haves
et Sied, hoor de tan gemme det, og leer.
dem at solde det pænt samtnen og at heu
lcegge det paa den rigtige Pladg. Hat
du ikke Raad til at anskasfe en billig
Kommode eller lignende, tag en Trie
tasse, sæl nogle Hylder i den, og betrcek
den med Tapet eller endnu bedre med
sinnst blonistret Bomceldstoj.
At leere Bsrnene Huslighed og Or
dengsands paa denne Maade vil tage
nagen Tid hver Dag: men det vil betale
sig i Bsrnenes Fremtid og til Sluming
spare dig nagen Tid og mangeti Be
tyairinq.
Den gamle Missionær.
AfPierre Loti.
Dei var i den Tis, da der var Urv
ligheder i Qstindien. Vort soære Pan
fetsiib, der harte til Vlokadifl 1aden,
laa i nogle Uger til Ankers i en Bugt
ved Baginviens Ryst Vi havde kur
liden Fmbindelse med Laut-eh hoig
Bjekge stinnede i en ncesten unaturlig
ystærk grnn Ferne, hootmed de flade,
Igrsnne Rismarker koppedes. De sündi
lligsintsede ellet mistroifke Jndbyggere
fm Landsbyer og Skove lod sig ikke se.
Der hetskede en trykkende Hede under
den ufotanderlig grau Himmel, der laa
over os sem et Blytog·
En Morgen, da jeg havde Vagt,
meldxe den tjenstgørende Understurmand:
,Der kommer en Band fra Landet. Den
styrer hen imod os.
»Ja, fan. Og hvem er der i Baa
den·.-«
» Saadan noget iom en Stagg kinesifk
Bonze. . . .eller noget läg-tende. . . »Don
sidder ved Rosen-·
Baaden niermede sig idet stille, vartne
Band, der san ud, sont om det var be
dækket tned en olieagtig Masse. En
ung, sortklaedt Psge roede den gaade
fulde Bespgende hen til os. Hatt bar
de annamitiske Bonzerg Dtagt, Haar
og runde Briller, men hoerken hans
Skæg eller markelige Figur havde et
asiatisl Prceg. Han kom otn Bord og
tiltnlte mig paa Franst. Hans Maade
at tale paa, var noget ængstelig og no
get ubehjtelpfom.
»Jeg er Missionær,«« sagde han, »og
jeg siammer fra Lothringen. Jeg har
nu levet i over tredive Aar i en Landsby,
der ligger u a 8 Mil fra Kasten her.
Der bekender de sig nu alle til Leisten
dommen. Jeg vilde gerne tale med
Skibets Kommandant og beoe hain otn
Veslyttelse. Oprsrerne truer as med
Odelceggelse, og de er allerede i Nar
heden. Hois oi ille faar Hjælp, bliver
hele Menigheden hugget ned.«
Desvcerre var Kominandanten ude af
Stand til at yde den begcerede Hjæln
Vore Mandskaber og Gevcerer var alle
rede lendte til andre Steder. Vi hat-de
tun de allernødvendigste Matroser til at
tage Vare paa Skibet. Vi iormaaede
derfor med den bedste Villie ikke at gøre
noget for de stakkels Mennesker og var
nadt til at overgive dem, soin en tabt
ForposL
De trykkende hede Middagåtimer, der
altid slappede vor Handlekraft, var nu
indtraadt. Den unge Pige i Banden
var roet tilbage og forsvunden i Sin
masierne paa den fumpede Kast. Mis
sionieren var dleven tilbage. Han gjorde
oc ingen Bebrejdelse, men forholdt sig
noget taug.
Da vi spiste Frolost santmen, viite
han sig ikke just fra nagen aandrig Side.
Han var sna aldelez optagen af sine
annamitiske Interessen at han itle tod
fig drage ind i nagen Stags Unber
holdning. Forst efter Rassen dlev han
en lille Sniule livligere og inodtog gerne
fransk Tobak til sin Pibe, idet han er
tlarede, at han i 20 Aar havde inaattet
undvære Nydelsen deraf. Derefter iov
han ind paa Sofaen, mens han nnd
styldte fig nied at ocere udmaitet eiter
den lange Vei.
Vi furudfaa den Behagelighed at
maatte huse den ubudne Gæst iMaa
nedsvis, indtil han kunde blive tilbage
kaldt til Lothringem Ahn Kamnietat
var cerlig talt ikle videre degejstret veb
at cnaatte ooerbringe ham Kommandam
tens Tilbudx ,,Vi har indrettet en Ka
hyl til Dem, og De hører selvforftaae
ligt med til os, indtil vi lan dringe
Dem i Stkkerhed.«
Dei forekocn ham uforftaaeligt.
»Ja. . . .men jeg venter jo tun paa
Mart-cis Frentbrud for at bede om en
lille Baad, der kan satte inig i Latid.«
Det vil De dog vel ikke nægte mig«.««
spurgte han ængstelig.
»J Land, hvad oil De der-«
,,.hvad jeg vil«.- Jeg vil tilbage til
min Landdby,« soarede han med en stor
artet Ligeirenthed. »Der lan jeg ilke
fove. . . .teenk Dem bog, om Overfaldet
stete i denne Ratt-·
Hans uanfeelige Skikkelfe syntes at
vokse ved hoert Ord, og vi omringedel
heim, fulde af Nysgerrighed og Beun
dring. . «
»Men De selv, kære Falter-, bliverl
aller mindft staanet af de hedenske Op
raten-«
,,Meget fandiynligt!« fvarede han
med den iamnie Ro, der udmitrtede
: Oldtidens Martyrer.
Da Solen gil ned, blev han paa
Strandbredden modtaget af ti af fln
Menighed, der ledfagede ham tildage til
den faretruende Landsby.
M forspgte forgcves at holde heim
tilbage, thl del var ja den visle Dsd at
udicktte Iig forKineiekneS Tortur. Men
han bleo fast ved sit usokkellge Foksætz
og pua sin jævne og melo- Maade spa
kede han os mildt bebkeidende:
»Jeg ssulde foklade dem? Jes, der
hat omvendt dem til Herren — og tm
forfplges de for deres Tro? Be
jtænt bog, at de er mine Vor-IF
Den vagthaoende Offtcer gav med
Rørelie Qtdre til at lade Banden gaa
neb, og vi rysiede alle Missionmens
Haand lll Afsted. Hast overgav os
endnu et Brev til en Slægtning i Loch
ringen og medtog gerne endnu et lllle
Fort-and af fransl Tobak.
Dagen gis mod sin Stutning, Vi
stod paa Terkkct og saa tavfe cfter den
fig fjernende Baad, der gled. hen over
del varme Band. Apostelens Stichelle
der inmdegik Martyrdøden, forivandt
langsomt i Tæmringech Den paagcels
dende Nat Isorlod oi selv Bixgten — og
ot« hørte aldrig mere noget om vor Mig
sionær og hans Skæbne.
Linkoln l)jalp.
Nancy Scott, 70 Aar sammel, døde
for to llger siden i Rhode Island
Statsasyl for Sindgforvirrede. Hen
des Død genkalder i Erindringen en Hi
storie om Abraham Lincoln, sont aldrig
har været trylt før.
J Slaveriets Dage var Nancy
Scott og hentses Mund Slaver paa en
stor Plantage i Virginia. Nancy var
Familiens Husholderstr. J en ung
Alder blev hun gift med en ung Slave
paa samme Plantage. Ægtestabet
fandt Steh ved Borgertrigens Begyns
delse, og efter de forste Maanederz
Kanip betroede hendeö Mund hende,
at det var hans Agt at rømme og se at
komme fretn til Norden. Han bad
hende blive, her hun var, til hatt
kunde scette sig i Forbindelse nied hende,
og sagde, at naar han havde faaet san
pag Arbejde, at han kunde under
holde hende, vilde han sende Bud efter
hende.
Maaneder gik, indtil Nancy en Dag
fødte et Born Da Babien var et Aar
gamnieL besluttede ogsaa hun at komme
og gannordover, hoor hun haabede at
faa Underretntng om sit Barns Far.
Lidt sm- Daggry en Morgen forlod dan
tin Hytte, og cned Barnet paa Armen
gik hun tangtomt over det Land, hvor
flere Slag stod endi noget andet Ter
isitorium i Syden. Hnn forsøgte at
finde Bejentil Potomac Rioer og der
paa et eller andet oitidesliggende Lan
dingssted gaa oin Bord paa en Band til
Washington Til et saadant Sted tom
hun en varm Dag. Da Siibet kom,
gik hun om Bord. og holdt sig faames
get af Bean fra Pasiagerne, sokn hun
tunde. Oppe paa Standfedcektet sad
en Gruppe Mann-, blondt hvem en hat,
mager Stiftelse med et møskt. stærkt
cnateret Ansigt, tiltrak yendeg Ist-inmitt
fonthed.
Da Stibet ncermede sig Washington,
forlod hun tin Pladsz nede blandt
ziagtgodiet og git trngtsomt on til
Landgangen. Stil-et havde tagt til tin
Brygge, og Passagererne gik i Land;
men den Gruppe, hvori den hoje mgkke
Mand havde findet, sad der endnu.
Ratten Scott git fremover niod Land
gangkm men før ynn havde naaet den,
raubte kForualteren brasc til hendex
»Hu-r her, Rom-, hvor stal du heit?
Hvor er din Billet-«
Singen af Straf tnnde hnn ikke faa
et Orb stein
»Tu er en ronit Negerkone og fanr
itte gaa i Land. Gan nebenunder nied
di .«
gJ dit samme kom den høje magre
Mand og fagde venlig:
»Hvad er par-fremer
Taareine ftrøinede nedover Nonen
Scottet Stumm-, niedcns tznn fagde, at
hun bnre mislede at gna i Land, Og at
hun sogte estcr sin Mund og sit Barns
ar.
F »Im-tret mig dtn Historie,« sagde den
nieste Mand·
Med simple Ord fortalte hun um
Mandeng Boktdragen, Barnets Fødsel
og den tunge Ventetid, og Medltdem
heben stod at læse i den høje Mands
Ansigt.
Han vendte sig til Farvalteren oq
fagde:
,,Lad denne Rone gaa i Land.« » Sau
tog han hende i Haanden PS gik ved
hendes Side, til de kom til Gaben.
Der gav han hende nogle Penge og bad
hende gaa til en respektabel Negerfas
milie og gøre Forespørgsel efter sin
Mand. »
,,Sig miß Deres Nava, Verre,« bad
Nancy Scott.
»Mit Navn, niin got-e Kone, er Abra
hqm Lincoln,« sagde Monden, og tdet
han vendte sig om, tnftede han paa hat
ten, ,,atturat som om jeg var en fernem
Dame,« og forlod hende.
Ved Hjælp at en Negerpræft fandt
Nancy Scott sin Mand. Hatt hat-de
mange Gange forgceves forspgt at med
dele sig til hende, iøge efter hende tnrde
han itte. Han hat-de nrbejdet t et
betet og vart Stand til nt sprge gebt
or ende.
f Senere dsde han« og Nancy sit
Plads has en Clerl istnansdepartes
Hutka
