For Uttgdonttttett
WA
Ses«
»As Herren er dettc sket.«
tcatnte !1«,2:5)
J den lille Landsby, hvor ieg i sin
Ttd gjorde nttne snrste Grimmng spm
Sjcklespkgek — saaledes sortnsller Franz
Splittgerber i stn Bog: ,,sta det tndre
Liv« — sad en Dag en ung Skrædder
ntester paa sit Akbejdsbord At han
var glad og del til Mode, tunde kendeg
paa den tysttge Sang, sont han nynnede
pess, medens Naalen t hans Haand fltts
ttg soer hen over det Stytke Tos, hatt
atbejdede paa. Hatt havde ogsaa en
scerlig Grund til at oære gladz tht sor sna
Uger siden havde hatte Hastru stænket
dant en ltlle Dreng, deres Forstesødte, I
sont natnrltgvio nu var det unge Ægtn
par-s Stotthed og Glcede. Stettttende
as Sundhed taa den ltlle og sov ttngt t,
sitt Vuage henne vtd Kakielovnem tue-,
den« bono Moder dadde tradlt ude t
seltenen Fra Tid ttt anden kastede
den lyttettge Fader et Bltt hen paa sin
ltlle Yndling, nden dog derved at ask-ro
de ftn muntre Sang og sit slttttge Ar
beide.
Men hvad var Grunden til, at
Sangen plttdsetig forstummede og Naas
ten standsede i Strcedderens Haand,
medeno en mork Stygge støj den over
hatte Ansith Var der udensra tmngt
en eller anden Forstyrrelse tno t hane
husltge Lytte«.- Ellet var Barnet vaaq
net op, saa at han as den Grund stud
settg maatte asbryde Arbesdet og Satt
gem- Nei, tngcntttndek Der var
tdærttmod, uden nagen sont helft An
tedntng, entdt t hano qtade Sindostenss
ning paakontcnen hant en nsotktarttgi
Angst, der sont en Krampc santtnettstto- (
rede hang Hierte o; sremtaldte en be
stentt Fotelse t tsatn at en stor Ltvssare
truede hans sooende Born derhenne t
Vuggen. Ja endnn mer«-, hatt harte
t sit Jndre ganske tydeltg en Stentnte,
sont fort og bestetnt sagde: »Stat
hatttgt op og tag Hur-net op as Bag
gen!«
Den nnge Mester gav tkte ttraks ester
sor den usarklarlige Stemme og Stutt
ntng. Han sorsogte at betoltge stg setv
nted Fornustgrunde. Bitrnet sov so
nu sont sør ganste blidt og roltgt i stn
Vugge, t Stuen rsrte tntet stg, ngsaa
uden for paa Gaden var alttng stille
Hvoksra stulde da nogen Livesake trtte
hans Barnt Det maatte altsaa være
entom Jnodtldntng, der nden Grund
deredte hatn en saadan Sjceleangtt, og
hart vtlde tkke give den :1tnm; dersor
satte han Naalent Bevckgelse tgen og
sorssgte paany at tstentme den Sang,
sont var bleoen asdrndt paa en saa sor
underltg Mande. Dog lytkedeo det
datn tun i s- . Ojeblttte at berottge stg
seit-; Iht den samme Sjateangst totn
taett over ham ltgesaa pludseltg, sont
str, ja greb ham endog i sorstærket
Grad, og endntt mere bestentt end søcste
Gang« ja, nesten truende, raadte den
tndre Stemtne til dann ,,Staa hastig oP
og tag Barnet op as Vuggen!»
Atter standsene han sit Arbejde, og
Sangen dsde as fig selo hen paa hano
Lober. Forst saa han stg opmætksomt
ont t Stuett og steg derpaa ned sra Ar
bejdddordet og underssgte Varelset paa
Alle Kanterindttl de sjerneste Krage.
Da han inttdlerttd tagensteds kttnde
finde noget, der kunde tænked at veete
saretrtteude sok hano Born, og det
stemdeteo vedbleo at sove trygt, saa
tykteo det hant taadeltgt at set-starre
Barnet i dets sste Sonn og tage det ot
as den varnte Vugge blot for entom
Jnddttdntngd Skyld. Uden at adlyde
hin Stemnte vendte hatt alttaa ttlbage
ttl stn Plads paa Arbejdobordet og
sortsatte sit Arbeide, ocn end Ly
tten ttl ttt at synge var suldstndtg
dorte.
Ogsaa denne Gans anstrengte han
stg dog sorgt-des sor at dltoe Derre over
den usorktarlige Angst ved Djeetp as
Foknttstqrttndr. Den vendte efter saa
Stebtiktes Fort-b endntt sie-trete
ttlbage end ssr og rev hant ated at
modstaaelig Mast ned sraSædehmedens
den ttdliqere onttalte Stemme tttt sont
en dronende Torden raadte tnd i hatt-4
Dierte: »Saa op og tag Bat-net pp as
Buqqetw
Nu var der tkke tangere tale ont at
stre Modstand. Med et eneste Spetng
stod hatt ved Batttets Lasse, rev det t
votdiost hast pp af Dynerne og bar det
hett pas Verdet, sont han tm hat-de
sorladt. .
Neppe havde hast indtaqet sitt Mad
der, str der ttd et vsldtgt Berg tra»
dkn Kam af Stum, hvor Vuggen stob.
Et stort Stykke af Lasset, Kalk. Les og »
Tkæ imellem Wunden, stynede pludseJ
ljg ned,faldk lige over Vuggen og stjulte
den under en Rujnbynge, der fyldte
Halvdelen of Vækelfet. Barnet mag
nede vel vev det frygtelige Butder og
begyndte at grade, men hvor sikkert
bvtleve det Itke i Akmene paa sin Feder,
som dybt bevæget trykkede det til sit
Hiern! Qg hvok fkydede ikke dels
Moder fig, da hun dødbleg as Sinkt
og fuid af Angest for at sinve Mond og
Born dkcebt, kqu siyrtende tnd i Sitten
—- og hun fandt dem bkgge i qod Be
hold! Hvor strammede tkke hendss
Vicenz der —- i Modsætning til Man
dens —- vor opfyldt as en iudetlig
GUTEwa over med brændende Tat ti:
Herren, da hun fik at høre, paa hvilksm
vidundetlig Munde headeg dUkebske
Barns Liv var blevet beugten —
Faa Dage senkte kme den unge Me
fter vg jeg paa saamme Vogn til den
ncermcfte Kommt-. Han havde tidligere
alnd sagt at komme saa lädt fom muligt
iBersting meh mig, fotdi han som et
nydctfeslystenk Verdendmennefke anfaa
mig sok at være en ineverhjektet Pierin.
Men nu fortalte hart mig med vorm-,
veltalenda Okd den hele Begtvenhed og
sluttede sin Bekeming med diese Ord:
»Na ved jeg, at der er en Gud 1 Him
len, iom set og kendek ali, og at de
smaa Born virkelig vvgtes of Gut-S
Englcy sauledes som Biblen leere-!
»Di: provcde mig, og san tniIJ
Gewinn-«
sSalme TIT-. En. l
Medens jeg var i Bequo — fortwi
ler D· Happendaner I «Evange1jst
MissionstalendeH for Ins-n tot»
en Tag en Vedning tnd i Missionshm
jet nl Missioncer Mehr vg spu:g!c:
Ade-steh hat du en Gad, der horek
Bønnek«.-««
»Ja,« lod Sonnt
,,Nn vel, san vil jsg vgsaa date en
Reinen-«
cg nu begnndte Monden at foktcelle
om, nvad der rytkede dann Baum-s
hed segnes for en stor Skam iblnndt
Rentene, og han og has-S Heulen havde
derive nllerede i mange Aar dtagt Ofke
nl dekee Zeitsch, for at ban skulde
ftænle dem Born. Fetischen (ellee
dennes Priest) —- iaaledes ivklalte
Monden — havde alfid beredvilligt ta
get imod Dfrene, ja, havde stadigt tm
vet slere og starre Oste, men det denen
dende Ønsce, som han og hans Hustru
bar i deres Hierin-, var aldrjg bleven
opsyldt. Saaleded davde han netop i
Tag igen væket nde i Skoven med et
Offer til sin Fensch, der, i forbigaaende
bemerken bestod af en Ined dvxd Jord
ovetstkøgen Lekhob. Ved nenne Lejlig
hed havde han opdaget, at hans Fensch
paa den ene Side var stætkt angreden
af hvtde Meyer-, niedens han paa den»
enden Side var bleven underhulet af
Mus. Pia Hjecnvejen havde han tænkt
nækmere over denne Jagttagelfe, vg det
var da blevet ham klan. at en Gad,
der lod sig fortaeke af Myrer og Mus,
uden at værge sig derimvd, heller ikke
kunde djcelpe hom. »Et lrlle Barn,«
sagde han, »so-n man lægqer Uden svk
Hufen giver sig dvg i al Fald til at
steige, naar Regnen begynder at strom
me ned over det, men min zetiich rsrer
sig ille af Pletten vg gwer ekle en Lnd
ika iig,hvad der saa end bliver gier ved
dam. En faadan Gan san ikke bjcelpe
os. Men decsom det nu virkelcg for
hvlder feg, sokn du sigec, at djn Gud
hseer Banner, saa vel jeg være en
Kasten. Dvg vil jeg inkst freue din
Gud paa Prove: hseee han oEe vg giver
as Bern, saa vil vi ljene yam; men tan
han jkte det, iaa blive vi ved at vcere
Hedninget.«
Man fvrstnar vifuwh at hedningens
vvekivr nævnte Spskgsmaak »Hm
du en Gad, der derer Donners-O idet
det dlev praktjst anvendt paa denne
Maade, beugte Midsivnæken i en ikke
saa einge zotlegenhed, og at det i Die
bmket ille just faldthnkn let at hævde
det «Ja«, fom som dan allerede havde
given Hvad var yet at gan? Er tec
logist Zieredrag om den kristeiige Bin
vg de foefkellige Betingelier for dens»
Opfyldelfe vitde hednmgen ikte have.
fvtstaaeix det vilde for hacn have vcret
ensdetydende kned at spare «Nej« paa
hanc Sptrgsmaai. Smtende fig til
Matth« 7, g—8 veevdede derive Mia
stvneereni enfoldig as froende Tillid
til Decken det allekede givne »Ja« vg
ian med Deniqn til den praktiste An
vendelfe, fom Spitgeren gjvkde beruf,
ag vemunteede Manden til en Gang at
pesve de Kristnes Sud as deeved komme
til at etfare, at det var Sandhed, bvad
han hatvde sagt ham,at nemlig de Krisis
nes Gab høker Bonn-r.
Ttlfreds med Udfaldet af drum-Sam
tale forlod Hedniagen Missionshuset
og beisgte sta un af tegelmægsigt de
Kiistnes Andagier og Gudstjenesterl
»den bog rndnu at lade sig optage
blandt dem, der forderedtez til Daub.
Der hengtk nogle Magnet-en I hmlke
der blev bedet meget i Missiisnstusek
for Monden. Omsider kommer bon
igen en Dag og siger:
»Mester, via Gud hører Bannen nu
vil jeg være triften.«
Ja, sandelig, Herren hat-de —- lige
som fokdum ovekfot Give-mi, Diskis og
Thomas —— nedladt sig til at settes paa
Prgve og kom den søgende Hedning
jin-be Den, jom striver dene, var
selv thnetil den san længe savnede
Faden og Modetglceder i denne heben
sse vFamilie og var til Siebe den Dag,
da den Førftefpdtc blio drogei til Dau
ben, ihoilken han sit Novnet Johan«
ass, det samme Raum fom ogsaa hanö
Feder nu beeren
HOW
En Drom.
»Kr. ng.« hat modtaget folgende:
En nng Ptge, Forældrenes eneste
Bam, laa for Dndm Det var sjdste
Dag, hun levede. Hnn vat meget svag
og hetnæeetzbendes Tale lod sotn en hæs
ijslen. Sna saldt hun t en fort
Stummen-, og da nun vaagnedeJad ben
des Moder paa Sengelanten hoc hende.
Mcd et sotundetltgt Lto geeb tmn stn
Moders Haand ug sagde: «Aa, Mo
der, jeg hat hast en saa focunderlig
deiltg Drom, sotn jeg vil fortælle dig.«
Sau reiste nun sig op i Sengen, Svagi
heden var fom vcd et Vidnnder veget
dort fra hende, og med klar og stærk
Nest, saa stætl, at Faderen detved htds
katdtes sen et Stdevcerelse, og med en
Stemme, der Tod ltgesom frennned,fyldt
as en Klang hundertste-, sortalte hun
cned det dybe« straalende Blit sangslet
af, huad hun svnteø at se og folge alt
som zortckllingen sit-ed stem: !
Jeg var samtnen med een, der forte»
mig. Vi gck ikke, vt svæoede stcmndJ
zsrst kosn vi indi en stor, sttaalende!
oplyst Sal, en Balsal, sttld as lystige,
donsende nnge Mennesker og brusendeI
Musik. Men vi svceoede others detj
lom jo ikke intg ved, det interessetedel
nng ilke. Saa fvcevede vt lnd t en an-«
den Sal, som var fuld as en Menge-es
Mettnesker, der sptjte oa sang og klinsj
lede og dras. Jeg holte tydlelig Cham-!
pagnepwppekne knnlde. Men det oacl
tkte noget for mig; der hat-de jeg ingen!
Lyst til at blive. Vt sveeoede videre og
lokn saa ind i en tredie Sal, sont one
gllmkende ndstyret og oplysi, og der var
en Masse pyntede Menneslee med Orde
ner, llnisvsstnet og steaalende Tragtek
med Slpjfn og spraglede Baand og et
hat- af Blomstet, som de asede og trenn
pede i, og alle masede og tampede de soe
at naa hen snod Mtdten af Snlen, hvoe
der ska Gulvet as tejste sig en hsj StigH
sont var peaktsuldt smytket med Glith
mer og Guld og brogede Baand ogI
Blomster. Den kalte opi den tommr.
Lust. Og alle higede eftet at krovle op ad
den; men ikke en eneste If dem eonede det.
Men der vilde jeg ilke blioe, og vi·
svsevede videce og com saa ind i en stor«
Sal. Aa, hvok der var lyst vg eent og
sredeligtl Der var saa hygeligt og
takt« Midt paa Gulvet var der en»
elegant og solid Tkappq seg trot, denj
et as suldMahogni og sna ten og hlanlzi
men lngen Futter og Stads pna de11.!
Det var lagen Stige, ver fette op i denz
tontnte Luft, men en hyggelig og smut
Trappe, der fette op til den oval
Etage i Huset og indbsd til at goal
opan Og da jeg« uvilkacnlig lastedel
Bliktet opad, saa jeg en stot,stoc Mang
de lyklelige tsg salige Mknnesker, fon«
looede og prisede Gud med Glcede og
i de deiligste Lovsange. Og de snnlede
iaa venlig til mig og vintede mig saa
teetlig ap til fig: Og saa tog min leere!
Felgesvend min Daand, og vi svaevedes
hen ttl Treppen og — saa oaagnedel
c . l
l gDa jeg i Dag begravede hende under»
stor Deltagelse, vidste jeg ingen del »
Tekst at tale over end denne hendess
Dum. Jeg mente,at den pasfede bandeY
om hende og til de sstgende Fotaldre
vg til de mange Menneskek, som fnlgte.«
Maasse knn den ogsaa passe tildig, take
Laien
Rufst-hing Praestegaacd, les. Juni 1900·
.J. K. Sinn-up
-—-....--———
Svm Sslen i den sydlige Verden nd
gydee Lye og Ltv over Millioner as Bee
denslegemer, sauledes stal ogsna Solen
i Rast-erlegen Keisius, oplyie, opvarme
og oplive Millionee at Mennester, sont
shar, spkn ee, og sont stal vorde.
P Besyndcklige Testamcntcr.
J Anledning af, at den sidst asdsde
Baron R at hsch ild hat efterladt sig
et meget vmsangsrigt Testamente « idet
han i en Mengde »Tilla-g« betcenket
sorskellige Personer og oelgsrende Insti
tutioncr og sttster en Mangde Legater
—-- hat en engelst Journalist samlet en
Del Essemplarer paa ret kuriøse Testa
meiner ska ældre Tiber. Blandt diese
ongmale »sidste Viljer« findes bl. a.
folgende Testamente, sont en Pariser
borqer estetlod sig i Aarrt 1779t
»Jeg esteklader Dr. Abbed »:50,()00
Mennestet« en aarlcg Rente as 1200
Bd. Jeg san tun ncevne ham med det
ovensor betegnet Navn Han er en uds
market Borger,som hat bevidst for mig«
at England-nah hint vnde FOU, der
sinds-r sine Herskere sra Tronen, snakt
vil were ndryddede.«
Eiter lange Esterforskninger blev det
opklnret, at denne Abded»sz»,000 Men-;
tiefrer-s, der ligesam Teskator var en;
svoren zsende as Engl-Inman hver"
an havde trusfet samtnen med ham
paa hans daglige Spadseketnr og
nai-nl(g havde henkykket ham med de
Ord;
.Te Englandere, de Englanderel
nnd :-0,(n)0 Mond kunde man beweg
tjgc flg London!«
Addeden var natnkligvisitke lidt sor
bavset over den esendommeligthktning,·
sont hans ikke mindre ejendommelige
Pan-stand havde hast.
En anden rig Knarh som klev hiern
ant as en haatd Sygdokn, gsorde sit
Testament-e og betænkte deri samtlige
sine Zjenestesolk med temmelige magre
Leqaten Ved en Klausul sorpligtede
hnn sig imidlenid til at sardoble diese
Legatek og at udbetale Pengene øsedlik
seist saasremt han gik Sygdommen
igennem og aner blev hell-redet Na
turligvis sorgede han sor, at denne
Forpligtelse kom alle Tsenestesolkene sor
Ort-, og disse gsorde sig dersor alle den
sterne- Umage med at plese den gamle
Herre paa det omhyggeligste. Den
praktiste Mond havde Glctde as sin Jde;
han blevsuldstændig hell-redet og skyndte
sig at apsylde sit Afte
Forsvrigt er dette ikke det eneste Til
saelde, ihviltet en Testatsr selv har
nddetalt sine Tsenestcsolk deres Akt-.
Da den bekendte Montdigne solle
sin ndste Time nækme sig, tejste han sig
sra sit Lese, laldte sine Tsenere til sig
og udbetalke dem egenhcendig de Sum
mer, han havde vestemt svr hvek jsam
Han stygtede nemlig —- og det vistnok
Mc uden Grund —- at hans Arvinger
knnde gøre Vanskeligheder oversor Fol
senr.
En rig, engelsk Bonde havde faaet
en særltg Fokkærllghed for en as sine
Heste. Han indsutte denne Heft ttl sin
Untveksalarving og udnekvnte den stifte
ligste as sine Neu-er til Wedqu san
lcenge besten levede og havde det godt,
skttlde denne Nevø nyde alle Renterne
as den Formue, som efter bestens Død
stulde deles mellem satntlige Familiens
Medlentmen.
Det snlsomfte Testamente gjorde dog
sttkertenEnglænder, svcn testamenterede
hele sin Formuettl en vts Miss B» »so-n
et singe Tegn paa hanc Taknemmelighed
for den ahnte Nydelse, sotn Synet as den
paagældende Dantes Ncese havde somet
saget hacn i 13 Aar.« Da Testament-ps
fuldbyrdeken Iom til Miss B. paastod
hun, at hun tkte en Gang kendte den
højntodige Testntors Nava. As Frygt
sor, at der sorelaa en Fejltagelse, bad
hun ont at se den bede, sont endnu tkke
var begravet. Man aabnede Kisten,
og det vtstc sig nu, at den afdøde t stere
Aar havde soxsulgt den Unge Pige wen
sin Onldest —- alene for hendes kenne
Nases Skyikx Mtss B. tiltraadte alt
saa Akven, tuedens den afdødes Slægt
ninge stummede as Rasert.
Jkke mindre forrytt syntes en nnden
Testntor at have været. Det var en
uns Englandek, der udmcerkede sitz läge
saa meget ved nmndig Stenhed sont ved
tolossale Rigdom, men mindre ved si
Annd. Han havde sorelsket sig bede
ltgt i en vis Hatty S» ved hold Bag
ge Gratiekne nahenbart itte havde staaet,
og sont iøvrigt itke besna nogen Egew
stah, der kunde sokelomme en ung
Mund tillolkende. Desuagtet vovede
hendeg stuckslbedek itke at nærme sig
sit Jdealz han nejedeö med at stncegte
pun Asstand. Ttl sidst døde han as
ulykkelig Kerlighed og efterlod 8 Mil
lioner til den tilbedte Gensinnd, sstn
med Rette kunde paastaa, at der endntt
sindes gnlante Mond, og at Karlighed
gtr blind. «
Endelig lan nannte et Testamente,
sont en Ægtcmund iLondon havde es
AI
terladt sig i Aar 1791, og iom lød san
lepeM
»Da jpg har værct saa ulykkelig at
blive gift mkd Elisabet M., Her lige
fka vor Btyllupgdag var pmt mig paa
inhver optcknkelig Maade,iom hat gjort
mig Livet lungt i enhver Henseende,som
Hin-lte hat sendt mig til Forkoktelse as
min jardiske Tilværelse, for hvetten
Samsons Kraft, Homers Talent, Au
gustus-I Klogskalh Jobg Taalmodighed
eller HannibalsFoksigtighed har kun
’det tæmme, og som har jaget min egen
Søn bort fra Hjemmet, saa eftetlader
j«g" bemeldteElisabeth M. een Schil
ling!«
Hævnen er fod, hat rimeligvis Testa
tor sagt, da han vente sig am og bode·
Og Hævnen var dobbelt, thi Testamen
tet bleo offcntliggjort. og Enken blev
iaaledes brædemætket overfor alle, der
tendte hende. ’
———«-0—0-——————
En amckitnnsl Baron.
Der er ikle monge Atnerikanere, der
hat Titlet, og der er sikkert ikte en,der
har ioaet den poa en san mærloærdig
Maade som Baron Jackson, der i
nogle Aar vor Kotigen af W ürterns
be rgs Yndling. Der er tit Futt, foin
mener, at selv om de ogsaa kommer et«
Peir Minutter for sent, gør det ikke
Jnoget Men unge Jackson delte ikke
denne Anstnelfe. Hatt tog til Tyssland
for at studere Musik, men ødelage sin
Haand ved at spille for ineget pqa Kla
ver. Heldigoivs var del den venstre
wand, og felo otn han ikle knnde spille,
strive kunde han. Den amerikanske
Konsut i Stntgart gov ham Pladö pas
sit Kontor, nien stillede den Fordring,
Jockjon stnlde mode præcis Kl. 9 hvek
Morgen. Fern Minutter før 9 hver
Morgen straoede Jockson over Pladsen
foron det tongelige Polæ paa sin Bei
til Konsulens Kontor. Kongen af
Würtember gik ftadig sin Morgentur
pan den Tib, og uden at det synteS,
som oin han iaa den nnge Mand, lagde
handog merke til hons Punktlighcd.
Eiter at Jackion havde været poa Kon
toret i ointrent 2 Moaneder, dode Kon
gens fortrolige Ven. Kongen forhørte
sig om Jacksom og opfordrede ham til
at fremttille fig.
»Jeg dar deftemt mig til at gøre
Dem til min Fortrolige,« sagde Hans
Majestcet; ,,fra i Dag kan De tage
Bolig i Poladiet, jeg har qivet Ordre
til at satte nogle Verelfer i Stand til
Dein i Nærbeden of mine egne.«
Jockfon vidsteikke rigtig, hvad han
skiilde tro, og spnrgie Kongem yvad
han styldte denne Gnnftbevistiing·
»Deres Punktlighed,« svarede Kon
gen. »Jeg hat lagt Mærle til Deres
Sædvone i de iidfte Par Maaneder, og
De er aldrig kommen et Sekund hverken
for tidlig eller ior sent, noar De git
forbi Poladfet. De er den Mand, ieg
ønster til min Fortrotigen Frai Dag er
De Baron Jackion.«
Unge Jockion flyttede hen i Palndiet
og var i flere Aar Kongens stadige Led
sogen
ff
,,Blodvokdet.«
Et as de sørste Steder, som Bring
Georg besøgte estek sin Ankomst til
Kreta, var Akcadi sitostret, der ltgger i
Narheden as Nehmt-. J dette stote
Kloster tildrog der sig netnlig under
Opstanden i 1808 et Orama der gjotde
et uudsletteligt antryk paa Oens Be
solkntng.
Et Pat tusinde Kretensere, for Stor
stedelen gamle Maul-« Kvinver og
Bam, havde sagt Tilflugti Klostret det
var besat as en Asdeling Jnsurgenter og
belejtcdes as Tytkerne. Kretenserne
bksluttede at da sylleke end at ovecgive
sig og udsætte sig for Tyrketnes Gru
somhedek; men man bislzuttede samtidtg,
at Jndtagelsen as Klostret stulde koste
tnange Fjender Lioet. Munkene sor
svarede sig modigt; Ubbygningerne var
ekobretede, og med rasende Strig stor
mede Tyrkerne den Del af Klostret, hvor
Flygtningerne besandt sig.
Munkenes Prior, en verdig 80 aakig
Olding medlangt hvidt Steg opholdt
sigi Krudtmagasinet mev en Lunte i
Haandem Da Tytketne mengte ind i
Klostket, salbt Hretensetne paa Knæi
Ban. Jngen Klagelyb hortes, men da
en stot Dei Fjender mengte tnd i Pyg
ntngen, satte Prioren Lauten til en
Krudttøndr. En stor Del as Klostket
sprang i Lasten msd J forscetdeligt
Brag og begravede Wasser « K« nen
seke og Tyrtere under sine Ruhm-.
En Oel Kretensere, navnlig Kvtnder,
besanbt sig ten anden Del as Bygnins
gen, og ved Prosetens Stieg sook Tyr
« J
ferne, der Ikke udm stou Mandetas
kund- have indkoget den tilhagesiauende
Oel af Klostret, at flacue alt-, versor
mun overgav sig.
Tyiterne holst ikke Ord, men kastede
Jsig som vtlde Dyr over Hinlenkt-oh der
Fhovbe sit-let pas Fjenbens Leisten Pan «
et stott Spifebord hat-gebe Tytkerne
Hovedex ne af alle, Mænd og Minder.
Bot-des bærer endnu tybelcge Mærkek
af bei udgybte Bind.
Bring Gen-g, der under Befolknins
gens Judex besogte deue Kloster, runde
itke ttlbageholde sine Taarek oed at se
digse Minder om en af de mest gribende
Episoder i Kreienseknes Frihedskrige.
————--—-.OO-————-—
Et Traum under Jordan
J London hat en Tildragelfe paa
den underjordiske Jernbanei disse Dage
fremkaldt den størfte Forfcerdelfe.
Under Verdensstaden strækker sig et
Netaf Jernveje, fra den ene End-» of
Byen til den anden. De nyeste af
die-se drives med Elektricitet, og Togene
løber ud i Tuneller, der er sac
trange, at Bredden helf og holdent op
tages as dem. Den eneste Maade,hvor
paa Luftvekgtängen foregaar, er, at To
gct styder den gamle, bortskkæmte Luft
ud af Tunellen, medens famtidig ny
Luft sit-Immer ind bag Toget fra den
anden Tunnelmunding.
Den uhyggelige Tildragelfe indtraf
paa den elektrier Tunneljernbane mel
lem Waterbo Stationen og Manfion
House.
Mastinen gik i siyfker og Toget stop
pede nndt inde i Tunnellen. Luften
runde ikke omfættes, og Følgen blev, at
de 3—-—400 Passageker sit Kvælningss
anfald og var nær ved at sætteLivet til.
Den Luft, de maatte indaande, var
mcettet med Røg, Svovldamp og Kul
stsv,«og var ligefrem giftig.
Heldigvis fik man efter nogle Minut
Jters Forlsb Toget i Gang igen, og da
Jman ankom til næste Station, vier det
Tsig, at dem m sket i ydekste økebcik,
for over 30 Perfbner laa besvimede i
Kupeerne.
Hvis ikke Befrielfe vorkommen irecte
Tib, hat-de utvivlsomt famtltge Personen
lmaattet sætte Livet til.
Tildmgelsen hxr gioet Verdensstoden
meget at tcenke paa, og Jngeniørerne
ftuderer Nat og Dag paa dette Pro
blem-. at faa en fuld betryggende
Luftveksling i de unverjordiske Jeru
bemer
————— -----—«O---————
nge Pigcr som cow
Boys.
J Biergene «t Mendocine County,
Calisornia, lever for Ttden —·i Folge
en Beretningi XVI-Its- World Maga
zine —- to unge tnste Meter paa IS ng
tx- Aar som Cuw Ist-Hist De møder
Ined blaa thebukie1, stote Støvler og
Revoloer i Bæltet, og er unftatelig til
Heft for at passe paa deres Kæntpebjotder.
De to Piger og Tette af en tysk Land
mand Jakob Lahm. For en Ttd
siden døde denne, og de to Dotte, A u
gusta og Louise, overtog nu hele
den Getning, han havde udtettet, og i
hvilken de forøvrigt var oplærte im
Barndommen af. Til Hovedstaddliv
sendet deintet, og med deres Stole
kundstaber er det smaat bevendt. Da
der spruan but-« Haar tjllige stal pas
ses paa en stot« Mangde Hornkvæg og
Hefte, hat de kun en ringe Oel af Aaret
Lrjlighcd til at klcede sig i Kvindedragt.
De folek sjg da oghn ndmærket del
tilpas i Mandgdragt Te skydet«, stiller
Felder, brnger Lagsoen, kltpvek Faurene
og driver Rot-get ved Møkkcts Frem
brud ind i Baasene De stempler de
unge Tyr, iælger lltden og koger for de
Mænd. de tager i deres Tjemfte under
Fausektipnictggtidem
Og endelig er de attid i godt Humor.
Ten«ænet, der tilhører dem, et hist og
her meget stejlt og farligt. Mellem
Biergkcedetneer Hulveie og overst oppe
en Stette, paa hvilken Koceget græsfer.
Ofte header det, at et enkelt Dyk for
vilder sig. Pigerne spger iaa efter det
ved Dag og Nat, i Regn og Storm,
tndtil de atter hat fundet Defettsrem
Ofte hander det ogfaa, at et forfultent
Rovdyr stjceler en But eller et Lam.
Er det en Bism, hoilket de san se pqq
Sporene, gaak de pas Zagt efter Fyren,
zindtil de hat fundet den og dtcebt den.
De nteker mest Frygt for Prarieulve,
for hvem de deetor fcettek Felder. De
res Mod btivekssat pas en haatd Prene,
naar farltge Skovbrande teuer dere
Gebet. De griber faa M fortvivlmde
Mtdler for at frelse dekes Eiendelr.
Dag og Nat akbejdee de uafhkudt fee
at aipende Futen. Ungasta og Loutie
er to prægtige Fremtontngek, es de er
meget Iopttlare i hele Dismkteb
. t
