ForUngdommcI n.
N Uka
»Hekrcns trlarhed itinnedc
kam dem.«
(t«nk. 2, 9).
En luthersk Præft i Nordamerika-J
iortcrller folgende Oplevelse:
»Mtn ttlle Sen tao for Doden.
Hans Rollen og Staunen varioricrrdes
lig athvre paa, og de halot bruftne
Link, der fttrrede ud t Rummet, syn
tes allerede ontstotede af Dødssfkyen
Hvad oi Forældrr, der raadlsse maatte
stoa og se pan det elskede Varus Erdel
ser, fsltc deroed, behsver jeg itte at
sttldre for dem, sont srlv have staaet ved
et tært Barns Dødsleje og med Maria
dar erfaret, houd det vtl sigc: »Et
Socrrd stal gennenttrcrngr dtn Sjcrl.«
Da Doktoren om Lordagen vilde rioe
dort, hvtssede hatt sagte til mig: »Be
lao Dem paa det verste! Jrg korn
mer igen i Morgen — egesntlig oil deti
vist ikke være nodoendigt merk, det er
tun for at i— —. «»For at udstcdej
Dpdöatteften!« fuldfsrte jeg den af
drudte Sætning. »Nun-, sont Pran!
vil De vel tkte forstrcetkes, naar jeg!
siger Dem, at der tngen Hjætp er mcres
for Deres Vorm-« -
»Jngen wenn-stetig Hjælp, Dr. Dot- I
tot,« rettede jeg hom; ,,rnen for Gud
er alle Ttng mutige, og derfom det er«
os og Barnet gaonligt, san kan han
visiettg høre vor Bau og lade os be
holde del-« »Nat- fialech —— ja soa
san Lejo bare probete det!« demokr
Iede den leert-e Dem med et spottendc
Smil og travede derpaa of Sted. Men
jeg vg mtn Huttru Inælede ned ved Brig
gen og dad Herren at tage dennc Ratt
fta os, om det var multgt, men sørst og
fremmest dog at lade sin Vtllte ste, og
Ufer-or Jeg dar idcn sidfte Ird, da
den forfardeltge Tstftetttts rast-de her t
vore Stovegne, ftaact ved mongt et lille
Syge- og Dpdsteje og gian Inig llmage
for ved Guds er at voreer dev stot
Ield Forældre, sont var nær ved at for
tvivle; men nn, da Doden rette sin
tolde Haand uo efter mit Bari-, var jcg
felv meget forknyt, og jeg maatte tænte
poa de Ord, Ettfas tagde til Joh:
»Se, dine Drd have oprrjst ten satdne,
og du har styrtct de døjeoe Knæz men
nu, da det komme-r dIg felv, forfar
des dn!««
sit-H
Bt oaotænge; ot vkooee meo Lotto
og koobte ttl hom, støttt tntet lodeligt
Okd tont over vore Lieber, og tun
Dkengens sagte Stonnen og Utetss long
sontnte Dtlken osbrod Sttlheden t Ba
relset. Omsider lngde nun Hustku
hultende sit trotte Hoon poa Iltanoen
os Vuggenz knen jeg tejfte nttg op,
tkoodte nted solvede beendet hen ttl
Vindttet og sao nd paa den snedcettebe
Mark, paa den nutrte Stov, oek stkatte
sig sont en sott Mut, langg Hoktsonten,
og paa de tunge Skyer, der longsotnt
bevæger sig hen ad den msrle Himmel.
Alt var grant, sde og lotot —- ot, der
ude san det onttkent ud sont i oore piet
terL —- Do skete der noget, sont oel t
sig selv er gonste ltgesrent og aldeleg
tlte viounderltgt, men olligeoel for oe
usorglenuneligt. As de ntocle Sty
nmsser besd pludseltg en klar Solstkoole
stem, soo plunseltg, ot nttt Die bleo
blendet, og et h-jt, sotbovset »Notw
undslop nttne Leber. Sont et lysende
Bad sta Gut-s Trone mengte Stkaalen
stg stem, sotgytdte Skyrondene, Gro
neenes Ioooe og Snensarlen rundt
onskctng og bølgede indi Sygeoætelset,
soo ot Gulo og ngge sJ nd, sont ont
be var dottede t Purpur. Og ltge
mtdt i Lysbølgen stod Vnggen, og Bor
nctz blege Ansigt stkoaleve og lyste,
sont ont det allekede vor soktloret; vet
soo nd, sont ont Lysstkoolen slet ttte
oilde vige sro Vuggen, og sont ont den
vor sendt soc at bære Dkengen pas
goldne thger tnd sor Himmelsaugen
Trone htstoppe.
Vt oooede ttke at rote os as Siedet;
vore Øjne vor ustooenvt kettede intod
det viottnderltge Sluesptl. »Gott tag
hotn do, Herre, og lud hom sare til Dtg
pag Elias Vogn!« holstede jeg sagte.
—- Nu time Boknet stg, lssteve sine
staut-, moqke Arme i Betret, og et ube
stripeltgt Smtlsiss lynsnort den over
de sttvnede Trak. Terester steckte det
slg og lutkede trat Osnene i. Jeg
btjede mtg ned over det soc at opsqnqe
vets stoste Mindeer —- da bsrte jeg
et stille, reseltncksssgt Anat-ehrten sont
vi tlle hat-de bitt t de sibste ti Angstens
Dage. Vorm Soed lon over Ponven,
pg sen de holt- aodnede Leber lsd ttte
met-e den fkygielige Rollen og Stan
nen. Hvor Herren dog hav ie merkt os
naadig og barnihjercig —- yan havde
giv» og vott Born igen! -— Eiter
faa Øjeblikies Forle var Solfitualen
dog igea iorspundeii, der var aiiet møtkt
i Var-elfen og der udcnfor wrnede
Nord-stimmen imod Rudekne. Men
ivore Hjetier var Solstraalen bleven
iilbage og havde opoarmet dem til unf
lavelig Tat og Pris og heilig Undten
over Guds undcrmlde Gernjnger. Visi
nok i lre Time-c sah vi ved Vaggen
uden at tate, idet vi tun nikiede for-staa
ende til hinanden og ideligt mnaite af
wkre de Glcedeskaasek, som voie Ojne
fyldtes med, naat vi saa paa vor Drcng,
der nu sov saa roligt og fast. Men da
han omsider vaognede, gned sig i Hine
ne og bereitet fpisede dem vivi op og iaa
raa tin Moder, nickt-as det iille Ord
»Mo’ek!« lpd i vore Dien, da kalte vi
zorældreWinanden Haanden ivcers over
Vugqen og bsjcde vore Hauchst-, ihi vi
solic, at den Hure Jesus var hos os-,
og ai hans pmider var udbredie over
os tri-!
Maasse siget den kritifke Lasset-:
,,Naar du ikkr hat endet at melde fta
Stovene beruhe, end hvav der ster m
veuioc dine egne site Bergge, jaa maa
du helle-re for Fremtiden beholde dine
Meddeielser for dig sele« Ja, der
som keg havde været Guvernar over
Minneioia vg ilkc en ringe Laubs-by
pmft, der sjdder godt gemt I en Astrog
as de store Skove, saa kunde leg vel have
iotialt noget anbet. Men mi er der
inter, iom er meie dykebart for mig end
Ecindrmgm om hin —- Solstkaale.«
———s --—-·OO-———s-———
»Von dtt er —!«
s’1«::t. I, It.
Cn tnsk Fortune-L jom sktiver under
Mcrtket .,(Bottt)ald«, fortasller sol
gende1
En ttkr Mand, atttd glad i sin Heere
og Fretser og vet set af Venner og --——
Wende-L var den stedse traol optagne
Syaepacsser I »Je. Han nsode en stot
Fanulte og maatte beuge Handeme,
naae han not-r Tag stnlde stasse de
Inanqe Munde noget at lude. Lg dog
gav Uan nxere end ntangt et helt Sogn
Itl Gnde Jctges Fremme; tat hvad han
tottjente oIn Evndagen ved sitt Syge
paesckgetmng, »det ttlhskck tkke nug,«
iagde han, »Im-n Herrean Et godt
Brote for hansz Kristendoms Ægthed
var den Omstkendighed, at de vantro,
somellece saa stcevt ttl hmn for hanc
,,Helltghcdg« Statt-, dog aelstvtldehave
vam ttl at pleje fig, naae de blev sage;
han havde nemttg en egen Maade at
omgaaeg sage paa, faa blod en Haand,
at engen tnnde lægge en Pnde bedke til
eette ellck forbtnde et smertefutdt
Saat tned starre Staanfainhed end han
Denne tcete Mand, der allerede for
nagte Aar staen er gaaet tnd Ul Gudø
Falk-s- Sabatshvsle, stad en Tag foran
tntg og bat-de mit fyge Lege-ne under
Behandttngx Arbejdet tmvede Ttd, og
vthavdesaatedee god Lejttghed ttl at
tate samtnen otn alvotltge ng. Et
enkelt Træt af, hvad han hin Tag for
talte mtg fka sit sts Erfatinger,gjotde
et dybt Jndttnk paa mia Sieh og jeg
meddeter det her, for at det maatte for
en etlee anden knnde kaste Las over det
Ord: »P.1adit Ord, Herre, vtl jeg
gøte det !«
»Ein aaeldig Kamp« — saaledes fak
talte han —- »har det kostet mig, føt
jeg blev frigjatt fca det Sendageaks
bejde, iacn haetken Kætltgqeden eller
Neben bydet os. Med de Borgeret
Byen og de Baader i omliggende
Land-sber iom jeg tidligeke, fee ieg
blev fangen i Denkens Garn, havde bar
beket om Sandagen, blev jeg snart
færdig; jeg fagde dem kaet as godt, at
jeg ttte mere vilde foeetage dette Ar
beit-e am Sendagesu jeg vitde have
mtn Sendag set ag gaa istekhhvad
jeg joiltetunde, naar jeg stulde staa
paa Pfade iok dem. Og de fandt sig j,
at jeg for Fremttden tam om Lskdagen
—- ja, de maatte jo finde stg deri, da
der tagen anden var. fem kunde eller
vilde paatage sig dette Arbeit-e Men
helt anderledes ftad jeg averfor »Nun
dtgheeren« paa Stattet, af evem jeg itte
blvt sit en gad Betating for mit Arbei
Ide, men ved Stden hekaf ogsaa mangen
en Gave, sont tuade komme til gab
Nytte t min state Husholdntng.
Dvorledee stutde jeq faa Sagen ord
net hos haea ag faa Sendagstjenesten
has ham sagt ap? Dvoeteded vtlde dan
stille sägt Vitde han itte give mig Af
sted med det famme oq lade stne egne
Tjenere ndfsee Arbeit-et? Og thd
sintde detdlioe til med mit Dus, naar
jes mistede en iaadan Kunde? Diese
Taster plagede Intg hastig ag bereuede
Inig Modet til at tale aabent nied hatn
og klage mit Hiertes Nod for hom.
Hvor ofte er jeg itte om Sondagen
gaaet med et blodende Hierte op paa
Stottet, hvor ofte har jeg itkestaaet
ioran Naadigherren og haft Ordet paa
Tungen og villet sige alt —- men ieg
lunde itle, inin Tunge tlaebede fast ved
min Gatte. Det var en yntværdig
Tilstand, jeg befandt mig i, en sorgelig
Tid, jeg da gennemleoede. Glæden
veg meie og mere fra mig; ieg havde
Braadden siddendei Hiertet, og hoad
jeg end sorføgte at undssylde mtg med,
det ferslog itke — den jndre Smerte
blev bestandig starre. Og dtnne Til
stand varede euer et Aar!
Ort flog omfider zkigorelsens Ti
»nte. Det var den site Sande-g efter
Trinitotia. Jeg liaode oni Morgenen
lleest Euangeliet, og Peters Ord:
l»Pao dit Ord, Heite, vil jeg gar det«,
xlaa mig tungt pca vspie-riet og fyldte tnig
Idog poa den anan Etde ogiaa igen med
Wiod og Tit-Jst- Attersteg jeg op ad
FBjerget til det nug saa modbydelige
ZSondagsarbejde med Inegen Sukten og
lNoahen til Gud, oni han dog vilde
Isioe mig straft tik omfider at tale det
Horlosende Ord, ag om han dog vtlde
tbevæge Naadigheireng Vierte, saa at
than vilde fake letnpeligt med mig. —
’Og da jeg neesten var fterdig ined mit
Arbeit-e, da sit jeg endeltg Monden lut
let op og kom nu irem nied, hvad der
saa lcenge haote tynget paa mit Hiertr.
Jeg fortalte hatn alt, nun hele Vierte
nød, hvorledes jeg nit i mere end et
Aar moo bedre thende hat-de fhndet
iniod Guds Bud, og at jeg nu ikte kun
de vedbtive langere derived Jeg vtlde
gerne —- sagdc jeg — fra nit af komme
tre Gange om llgen i Siedet for to og
doa ille trceve hnjere Betaling, men oin
Sandogen lunde og vtlde jeg ikke
komme.
l
Han lod tnig roligt tale itd og saa
bereitet lcenge ftiltiende pao mig mcd
iine ftore Hine, hvis Lyn havde bragt
mange Meintester til at dæoe. Ved
denne Lejlighed lhste der dog ingen
Vrede ud of demz heller ikle vifte fig de
fletnme Nhnter i Panden, fom jeg hele
Tiden haode været saa bange lot-, nien
hon sagde helt rolig og Venlig til tnigt
»De hat- hidtil barberet niig Ongdag
og Sondag, men herester matt De kom
nie Leicng Eftermiddag i Siedet for
Sondag; og iStedet for st Thaler lea.
« Kroner), sont Te hidttl har faaet sm
Aal-eh stal De nu have 6 Thaler-«
Jeg tollede hom; ja, Otd havde jeg
rigttgnot ille, men mine Taarer, iont
saldt ned paa hans Haand, talte bedre
end monge Ord. -— »Al, min Herre og
.Gad,« — faul-des lad det inde i mit
shjertey da jeg gik hjem — »hvor un
’dertigt du dog ftraffer dine Bat-t; hvor
hat du dog bestem-net dit ltdettroende
Varnl«
Mangen en zslomhgelse har jeg er
faret i mit Lin; nien aldrig har noget
hdmhget mig saa dhbt fom denne user
tjente Rande. Den Dag com jeg igens
nein egen Erfaring til at forstaa, hvad
Peter mente, da hansagde: »Herre, got
ud fra mig, thi ieg er en shndig Mandi«
Og fra den Dag ai har jeg med starre
og starre Frimodighed boiet mig under
Guds Ord og nted stedle vollende For
trsstning sagt ligtsokn Peter, selv naar
det saa rigtig fort nd for mig: »Von
dit Ord, Herre, vil leg gøre det« —
ja, ilke blst sagt det, inen ogsaa, uden
nogen Sinde at verregjort til Stamme,
handlet derefter.
Du ogiaa leere Latierl
Missionens Stilling i Nu
tidkns Rande-tin
JÆI Futedmg as xsajtor N u i t a v J e n i e n«
hold! pcm tlkuvormeust i Minimum
den Ili. zwva lHWJ
l
!
f —
Dei has vckret Meningen, at denne
Forelæønjnq skulde donne Jndledningen
M en Dei missionöhtstokiste Joredtag.
fom agtedeg afholdte her ved Univer
sit-ten
Disfe senkte Foredrag fkulde da mere
i det enlelte og ad htftorssk Vej belyfe
Missionens Væfen og Opgaver. Dette
! fsrfte skuldc mere I Almindelighed,
som mit Emne lydek, dvcele ved M is
»He-nenSStillingiNutideM
! A a n d sl i v.
k Ei omfattende Udtkyt for denne
; Mission-eng Stilling i Nutidens Annw
Hin san man give ved atsige, atMid«
lfionen er den typis te Repræseus
Itant for denfremtrængende
K r i i t e n v v m.
Bistaok er at Kristendom fremads
immean den er det oqiaa inben den
Folkeverven, den allerede hat vunden
for Cis-angetan hvor det verfo- er dens
Ihovedlarakler at viele opbyggeude.
Ogsaa der trænger Kristendotnmen
baade stemad gennetn Tideene, idet den
ved de Midler sont dertil er givet den,
socplanter sig fta det ene Sleegtled til
det andet og sra det ene Aaehuns
dtede til det ander
Og den trængee fremad i Samtiden,
idet den soger at finde flere og flere at
de døbte for en levende og bevidst Til
slntning til Evangeliet. tkt tat-atte
kistist lldtryt hersoreri vore Doge den
saatnldte i n d r e M i s s i d n, soin hat
til sit-regen Lpgave at bevidne denne
Kristendamniens skemadtrwngende Aand
ogsaa inden Kristenisedetk »
Don tan det nied Rette sigeg, at
Missionen er den eg entlige, den
ty pisle Reptæsentant for den stein
adtrcenaende liiistendonn Tlsi det er
Mlssivllmö Sag at sorknnde Evange
liet der, lwor det endnn itte er hort,
den vil vinde tselt nyt Land svr Evan
geliet, en sltstte Kristenhedens Meutr
stene nd, indtil alle Mcerkestene er tor
svundW Den blioer den-ed dentypiste
Reprwsisntant sok den fremtecengende
Reisiendmn
Uden Ivivl tnmr det egentlig al
Religion til itte dlot al soiplantesig
inden sit eget Oinraade, nien ogsaa ni
vide siq ded at vinde nye Betendere.
Dog stxi det saktist i megetsorslellig
Grad. Hodedceglen synes at være den,
at jo mindre en Religion indeholder as
centrat Zandhed, des merk vil den
være stationaer, og dens Bekendere vtl
vaere villige til at ertende andre Reli
gionee sont lige gode og lige berettigede
ved Siden af sin egen.
Ja niere den indehotder as kentrali
Sandised, des stættere Udvidelsegdristi
vil der viere i den, og des nierenil deng
Betenderepaa en rigtig eller urtgtig
Maade dcere intoterante dversok andre
Religionen Nu er blandt Religioner
ne Fenstendommeni særlig Forstand den
fremirængende Religion, og Missionen
er ltdtiyttet versor. Dette Kakatters
mætte tilnører Kristendonnnen lka denø
føkste Begnndelse as og er uopløselig
sammenbundet nied denS hele Liv.
Gast nd i al Beiden og præditer Evan
geliet for al Stadningenl Mig er
given at Magt i Htinlen og paa Jor
den, gear dersor den og gør alle Zoltene
til Disciplel Og Rristi Kiste hat al
tid paany befindet sig paa denne sin
Opgave; Den tan til sine Tider have
ladet den ligge sotholdelvis nede, enten
af Svaghev eller tillige fordi den paa
andre Oinraader bar vætet ineget nptas
get. Men den hat ester en født og ni
modstaaelig Dritt atter igen optaget den
og tagt sin bedste Kraft i den. Sau-.
ledes er det Aarhundrede, sont nii er
i Fcerd med at løbe nd, blevet et Mis
sionsaarhnndrede fremer andre, i saa
Maade tun at ligne nied Kikkens setste
Aarhnndeeder. Og man tan sige, at i
vore Tidek er det for fertte Gang viele
liggjort, oni end endnn tun tilncermel
seøuis, at Evangzliet sortyndes for alle
Jokdens Fett Meng de andre Reli
gioner i det hele tot Tiden er stationcete
ellec tildagegaaende, er Kristendomnien
alene paa en kendelig Maade stemads
tkaengende. Missisnen er saaledes blevet
et vcesentligt V idnesb yrd oin K ri
stendotnmens Sandhed oq
o verordentlige Livskrast
Og derved indtager den en betydningg
tuld Stilling i Nutidens Aandsliv, tln
detteAandsliv bevceges i sit inderste
ved Kampen om Kristendommen J
Kendöaemingernes aeltalende Spros«
ndlnlek Missionem at Kristendotncnen
ilke er en tilbagegaaende Relijiom
der holder paa at do bort ester at vcete
blevet færdig med de OngaveY den i
mindre ndviktede Tiber havde at lose.
Den har meget niere, ogsaa under Nu
tideng Kulturforhold, bevaket sin Ung
dom og Livstkatt, og er itte blat be
taentt paa at hæcsde hvad den allerede
hat vundet, men ogsaa paa at gvre nn
Erobkinger. Og idet Missionen giver
Uditnk tot Kristendaininens sceregne
vedbtwende, den hele Jord oensattende
Udvidellesdeiit, vidner den ont, at Kri
stendonunen ikte er et enkelt Falls eller
en entelt Raceg Religion, ncen den er
Mcnnskets Religion. Og deterj
Mit-sinnend Opgave ogtaa pralttst at
godtgøre dette, tdet den Kendsgerning
visek, at der er intet saa lavtstaaende
Falt, at det ikte er modtageligt for de
Ihsje religisse Ltvdtanker, som Leisten
domtnen dar at bringt-, vg intet saa
hsjt staaende Folc, at det itte trænger
til dem. Men idet Missivnen saaledes
er et Vidnedbyrd i Kenddgerninger om
Kristendommens Sandhed og Ltvskrast,
bliver den ttllige et M odsig et
se ns Teq n i Nutidend Aqndslin
Den zdeler deri Skæbne med Herren
selv os han« hele Evangelium (Lut. s,
84), og vitan tkte Inste det anderles
des.
Der er ved al sond Kristendvm noget
freminedartet, t· en vie Forstand udsor
drende, idei den gaar nd fra den evige
Verden og her sit sidste Maul i den
evige Berden vg gsr R rav paa den hol
este Opmcetlsonthed for andre Vcerdte
sog Værdinmalere end de biandt Men
neskene gængse. Men orn end dettk
tinraktertncetke tilhsrer tet hele Leisten
dotn, trcedet det dog stcerkest freni i
Allssivitem Jnden de alle-rede kristne
zolt hor Evangeltet indgaaet en næt
Fordindelse nted det menneskelige Kul
tnrliv, og er ved en oer nieget lang
Historie i en hvis Forstand ogsaa ble
vet tioget indfødt og natnrligt.
J Missionen fretntrceder Evangeliet
mere nøgent vg ensvnit, helt optoget as
sin pvvedsag at lulte den evige Beiden
vp for Menneskene ved at svrkynde den
torosæiiede og vpstandne Jesus Kristug,
for det første mere udtaget as tin Sant
inenhceng ined Kultur vg Nytie, vm
den end af sig selv og med klar Bevidstz
yed sører dette nnd sig. Derved bli-:
ver Missionen paa en sceregen Maade
Gettstand sor Angreb sra Aandgretnins
ger, der itke er deflcegiede nted den.
Men ogsaa sotn et sandant Mvdsigel
setts Tegn indtager Missionen en betttdis
ninggsuld Stilling inden Nutidens’
Aandslim Den gtver sit ejendvnintes
lige og lrastige Bidrag til at holde den
store Strid mellem Aander vaagen, socn
er det egentlige Livstndhold i Verden,
og sont itke tan sttlne af, uden at alt
synker nedvver. Hvis der er en indre
Kløst idet menneskelige Aandsliv, sont
til sidst tan betegnes saaleded: for eller
tnivd Kristus, saa maa denne Repræsen
tant svr den sremadtmngende Fristen
dont, Missivnem agtes yøjt, sordi den
vaa en særegen Munde stiller Mvdsæts
ntngerne tlart vg dermed gar Striden
mere afgørende vg gavnlig.
Drt er dog ttle blot svm et saadant
thnesbyrd ont Evangettets Sandhed
og Livekraft vg dernied vgsaa som et
Mvdsigelsens Tegn, Misttonen har Be
ttzdning iNuttdenet Aandsliu
Som Reprcesentant for den srentad
trængende Kristendoni er Missionen
tillige S nær Slcegt tned hele det menne
lige Aandsltv, svtn ligescetn eller ad
vaeje hat Retstendvmmen til Forum
scetntng, og virker ind i det srenistyns
dettde og oplivende. D e se dle s te
og yojeste menneskelige Jn
teresser har i Misfivnen en
tto Bun dgforvandt. Der stat
her nævnes nogle stemtrcedende Punk
ter.
Først Missionens universelle Karat
tet. Missionen hviler paa den store
Mennesteheds-Tanke: den hele tin-mie
stelige Slægt as eet Blvd boende paa den
hele Jordenö R«redd. (Sluttes.)
,,Otiginalek« fta For- og
Name
Begrebet »Original« er i sig selv
tetnmetig vagt og nbestemtz tht Origi
nalitet eller Ejendommetighed kan jo
trecntrcede t højst forstelltge Foser og
Grader. Medeas een paa Grund at
sit Versen og sin Fremtmden staari
Fare for at indlemmes blondt sitt Sam
tids «Oktginater«, kan en anden ntaaste
komme med paa Listen alene i straft as
fin hoje Alder eller en auden medfødt
,,intereesant« Egenskab. Men for at
bltve indrongereti vokt ,,tulturt)istorie
,,Qeiginalgnlleki« krceveg der under alle
Omstcendtgheder »interessante Egcnstas
bet« ten saa høj Potenz, at Jndeha
verne —« netop i Kraftaf diese —- er
gaaet ind tden almindetige Folkedevidst
hed sont — ,,Ort"ginaler«.
Jeg vtl til at begyttde nsed opftiske
Erindrtngen om en i sin Tid vtstnot
meget dmtalt Person, der under Navn
as »thnprinjen af Hol hast«
satte Liv i Gemytterne hjemme i Dan
mart. J Sommeren 1820 modtog Sie-t
tesFrederik i Audiens et ungt Menneske,
der foregqv at være Søn af en Gartner
tHolbcet. Den unge Mond overratte
Majesiæten et Par Strivelser, af hvitke
den ene tndebotdt en Nætte taub-konv
miske Refornsprojetter, den andeu en
Von til stongen om paa en eller anden
Maade at tage ham as Dage. Han var
— strev han — et meget utytteligt
Menneste, dg hvts Kongen itte tm
ham til Hielt-, vitde han se sig nnd
faget ttt at begaa en eller anden Foler
belie.
Frederik den Sjette blev — sont man
tun tænte —- itke videre spbygget ved
dette Bei-»Es da den unge Monds
Sindsftemning r·bede, at han ttke var
ved sine istde fem, btev han indtagt til
Ohiervettion paa Fredertts HospitaL
Kost Xid efter fremtom Legernes Er
)
L
klæring, der udialie, at han »ve! ikse
nat afsinnig i Ordeig eqeniiige For
fiandz inen at han i en Raeike af Aar
navde haft skæve Ansknelser af det For
dold, hvori han stod til Sinken og sine
Medniennesker, oq at han var saa my
insk fokdydei i ekscentiiske Foreftillinger
og saa bedaaret af merke, fantastiske
Villedm at han visinok baade dedtog sig
ielv og missaenkie Lioets Værd.«
Den unge Mand, hdig Navn dar
Jako b Gotfred Poulsen, blev
snurt i den ulmmdelige Folkedevidsthed
Ideniisicerei nied den i Aaret 1791 fsdie
Hironpring Christ ia n, der oel sagdeø
ni vcere død, men ikke deiio mindre an
iogcs i sin Tid at vaece bleven forbyttet
af Enkedkonningssn Juliane Marie og
endnn at lede. Foli inente at bemærke,
at Majssstasnsn behandlede »Kronprinsen
as Ewiwa overmaade forekommendez
den Onisiæiidiqhed, at den Jordemoder,
deri sin Tid havde værei til Stcde ved
Prinsens Fsdseh tog sig af Dage, pu
siede yderligeie iil Jlden — kort jagt:
Sagen vakte umaadelig Opsigi!
Regeringen mente da under disfe
Omstændigheder at maatte fremkonnne
med en officiel Redegørelse, og Resul
iaiet as Fordere-ne over Poulsen blev
offentliggjorie. Dei fremgik beruf,
at han havde været Seiniand og senere
Sadelmaget, at han var et »godknodigt
Menneske« og »ilke uden Danuelfe«, og
at hans højesie Ønske var at blive sendt
til den den Gang danfke Coloni, Guinea.
Frederik den Sjette opfyldte hans Ønsie,
og Regeringen »lettede dermed denne
Sten fra Hiertet«. Men endnu mange
Aar gik Rygtet okn »Kronprinsen fra
Holbæk«.
— Omtrent samtidig med »Moti
prinsen« var en isin Tid meget okntalt
»Original«, R a ch el Her tz under
Navnet as ,,Synaalejon1fruen« Gen
stand for Opmarksocnhed« i Jndlandet
som i Udlandet. Fire Aar i Træk stak
hun Snnaale — iait ca. 4000 —- ind
under Huden og foregav saa en Gang i
Vildelse at have slugt et Naalehus,
hvis Synaale nu med Aarene fra de
indre Dele af Legemet var mengte ud i
Hudeng yderne Lag. Den ,,nicerkelige«
Rvinde blev indtagt paa Frederiks
Hospiiai, og hvdr besynderligtdet lyder,
gik den betendte Lage, Professor J o
han Daniel Herholdi, sont i
Aarerne 1819 — 1825 var Ovennedn
Ins ved Frederiks HospiiaL i den Grad
op i den ligefaa »nur-riesiges Sygdom,«
at han endog foriattede en lille latinst
Bestrivelse derow. ,,«Synaalejomfruen«
blev inndleriid frætkere og irceikere;
med Joer og Energi kastede hun sig
over dei klasfiste Spkog, og snart var
hun saa dygiig, at dun kunde hjcelpe
,,sin Professor-« med handlægevidenskas
belige Vetter. Ti! Samiidens siore
Forbavselse udtrak man den ene Sy
naal eitek den andert; nien 1826 blev
Bidrageriet dog opdngei. Da Profes
sor Herholdi havde udstmret en Solo
naal paa 45 Tomme, daties selvfølges
lig hans Mistanke, og fra det Øjeblik
var Rachkl Hertz Genstand for strangt
Opfyn. Efietai hnn i over feks Aar
havde taget ikke bloi dei brede Publi
kum, men endogsaa adskillige Lægeam
ioriieter i Jud- og Utland ved Næsen,
blev hun nu aisløret sein en gemen Be
diagerfke. Men adskillige Aar levede
yun dog endnn derhjemme, almindelig
bekendi soni ,,Tyvernes berønite Sy
naalejomsru«.
Jeg gaar tut med et lidt driftigt
Tankefprmg over til en Folkesigur, der
vist viX vertc bckcndt im Hals-red
sernes Bcgyndehe. Hans Navn
xvar Alexander Weyhe, oa
Uans Hjemstaon var egcculiJ Jslanv.
Wiyhc »smdcrede« for at blive Stu
Dent — mcn yan naaede det vtst al
drig (?) — halt ,,skrev« for at blive
zorfatter ——- men det faldt endnu min
drejhaniz Lod. Derimod gik von en
Aarrække felv omkring i Hovedstaden og
falbød five Strifter —- alt medenö han
docerede finc republikanste TeorieK
Aarene 1848 —- 1840 var med al deres
Rabaldet ude i den store Verden komne
Alexander Weyhi paa tværs i Hauern
Hatt havde fotslugt sigi ,,chublika
acti« og Rabalder, og store Scimeinds
problemer brødesi hans lädt forvirrebe
Hierne. ,,Vent blot til hele Aarhuns
dredet loher ud«, sagt-e han — »sa«
er alte blot Danmark, men hele Europg
en Republik·« Og han troede ser paa
sine Teorieri
—- Fta denne Tidsalder striver sig
ogsaa en »Original« fom »Jomftn
Jeannette«, Pendkntfigureu til »Hu-ite
tarl« og mai-ge andre.
M Ptsvenumre af «Dansteren«
send-s frü.
