For Ungdonunen.
W
»Aabenbakct for de Unmu
digc«.
iMatth.11, LZJ
Ved et Præftelonvent blev der for
handlet oni llonsirniandforberedelfen,
om hvorleded denne vigtige Gerning
bedst tunde udføres. Ved denne Lejligs
hed blev der talt mange gode Ord ag
givet mange nyttige VIan navnlig blev
der fremdcevetht det var nødvendigt,
ille blot at Præsterne ielv gil til denne
Gerning med Ban, nien ogsaa at alle
Gnds Born tog Sagen pp i inderlig
Forbnn Blandt de mange Spørgss
maal, sont toni paa Tale, var vglaa
dette:.avarlech wan stnlde baue sig ad
med de i høj Grad indslrcenlede og for
spmte Born, Iotn intet har lcert og
nceften heller intel lundelcerr. Man
var i Alniindeltghed enig ant, at et vtst
Maal afitundflabja dog maatte trat-es,
ag at en luldltcendi; llvidcnhed var en
Hindring for Konsirniationecr. Syst-gos
maalet var ilte let at klare-. Nogle
Praftergjorde vel gceldende, at saas
danne Born forelsbig lunde ,,vtles net-«
men hertmod indvendte andre as Kon
ventets Medlecnnser, at diese Born i
Negelen ilte gil frem i Kundslab, sordi
de blev ældke, knen at der derimod var
Fare far, nt deres Vierter nied Atderen
blev haardere og loldere, og en Gang
—5agde man — maatte de jo dog lon
flrtneree, lelv am man vel betcenler den
apottolifle Farmaning: »Læg ille fnari
tigen Hander paa nagen og gor dig ille
delagttg l fremmede Sonderi«
Den celdste af de tslstedevcerende
havde hidtil iorholdt fig tavg; men nu
henvendte de yngre Biødre sig til dank
for at hsre dans Menmg otn Sagen.
Da fortalte han folgende:
»Sie mere end tyoe stlnr siden havde
ieg blandt rnine Konsirnmnder en Bege,
sont var det mest tndslrasnlede Baru,
jeg nagen Sinde dar haft at gsre med.
Begge heutes Fotcridre var i doj Grad
larialdne til Drit, mtet llnder verlor-,
at hun var lløv rna Forstanden, uni
dende ag raa· Dnn havde ncesten al
drig været i Stole, lnnde hverlen lcese
eller tlrwe ag lad dvaf og nandoiravcki
rende ved Konsirniandundervigmngen;
hvad der flutde lcere3, lunde dun aldrig,
og ingen Sinde lunde jeg presse et
Svar nd as hende. Allerede
tre Gange havde jeg vist dende ned, saa
nt hun nu var bleven 18 Aar gammel;
der var lun det ene Gode ved hende, at
hun frn Aar til Aar landt lig lsdre e
tlle at blive lonfirmeret og elterhaanden
blev gladere vcd at gaa til Forberedelfe,
ligelom hun oglaa paofarslelligeMaader
f. Ets. ved en Gang ont Fornaret at
bringe rnig de fsrfte Vielen gav til-!
tende, at hun haldt es mig, nagtet jeg;
as let larftaaelige Grunde tun ljeldent
havde haft et leerltgt Ord tiloverö lot
det ftaltels Bern. Min Onstrn og jeg
har altid veret lcelleö am Ronsirrnands
forderedellen —- ja det vilsige: Unda
visningen har vceret min Sag, rnen
Fordsnnen larBsrnene har hun toget op
sont sin Gerning, ag jeg troer, at ynn
dar udrettrt inere end jeg, ja over for
den stollels Cliiabeth langt mere end
jeg. Mitte Klager over Barnet git
hende nentlig laaledes til hierm, at
hnn tog hendetit fig i vort hiem og
med ftar Taalmodighed vg Karltghed et
hell Aar tgennene larlsgte at leere hende
at lcelez hendes Unstmngeller var dog
forgcevecz og lige laa mnulig vifte det
sig at leere hende statettsnsen ved be
itandig at lcele den lieit for heade. Om
lider lylledes det dog at indpmnte
hende et eneste Striltsprog, nernltg
dette: »Du er en troværdlg Tale og
aldeles vierd at annamtnes, at imsta
Jelns kam til Verden at gøre Syndete
ialige, tblandt hvtlle jeg er den stsrftr.
Wen detfar er mig Barmhjertiglded
vederlaren, at Jesus Kristnd vilde paa
mig, tom den stsrste, vtle al Lange-w
dighed, dem til EteenipeL loni stulde
tro paadatn til det evige Liv.« Da
dette Sprog tsrtt var kommen tnd i
bendes doved, stulde min haltend Ar
dejde for Aler til at degynde —- og
dag: nn var det egentlig færdtgt Naar
en Klippe flal lpreenges, og Borehnllet
itrft er dannet ved utallige Dammerilag
pg dereiter er dleven iyldt med Krudt,
san lonnner det endnu tun an paa for
stgtlgt st fsre Lunten lnd tll Kendtet
—- lna fprtengei Klippeblotten og san
nu istes den til Billedhuggerens Bert
fted og Cl denn tot-met til et heiltet sont
helft Villedr. ’Men Sprsngninglav
beldet tun eile mislylles, edel-enge
Stenen og beskadige den, sont udssrer
det. Den, der vil sprenge Diertetliw
per, man sotstna sin Kunst, maa have
Gudsordets usoksaslede Krudt og stem
sor alt den rette Jld, Kristi Kætligheds
Jld — sskgivek Stenen sig, og den
himmelske Mestek lan da omdanne en
saadan Sjcel til sit eget Billede.
Min leere Hustru sokstod denne
Sptængningstunst. Hun talte saaledes
med ,Barnet, at Elisabeth ttle blot
bojede sit Hjekte hen intod hende,
ogsaa mod herren og degyndte selv at
bede, -saa godt —- eller saa daarligt —
sont hun i sin Ensoldigded sorntaaede.
Kost at sortællex jeg lonfiktnerede
Elisabet iHekrenS Nat-m idet jeg sotn
Konsikmationssprog niedgao hende det
eneste Bibelsprog, hun havde leert,
men dette Sprog holdt hun ogsaa sast
hele Livet igennem, saa at det i Sand
hed var og bleo hendes ,,Kasp ogStav«.
Sets Aar senere cegtede hun en Dag
leser, levede med heim et stille og gud
srygtigt Liv under megai jordisl Irre-ig
sel og dsde for otntrent tt Aar stden.
Paa sit Dødsleje lind tun mig hierteligt
at talle min Huftru, belendte sin saste
Tilltd til bang syldestgøkende Rande-,
som er kommen til Bei-den sor at gøke
Syndeke salige, og hensov i salig erd
nted den glode Bekendelse: »Dette et
en troværdig Tales« Jtldtil denne
Stand har jeg aldrtg angret, at jeg
tonsirtnekede hende trods hendes ftorars
tede Uoidenhed, og slulde et lignende
Tilsælde mode tnig igen, saa ved jeg,
dvad jeg dar at geke. Mtn Husttu
og ieg et oel blevne hamlez men hnn
yar i de soklobne tyve Aar lækt Bede
lunsten endnn bedke, jeg ligesaa Tonl
modighedeno Kunst, og Sptoget staat
endnn i Vibelen, og den Heere Jesue
Kkittus er endnu den Dng t Tag ltge
saa nicegtig t de skkødelige, sont den
Gang.« —
De voktge stondentstnedlemtner lyts
tede med Gliede til den leere gamle
Pkæfts Tale og taenkte deres deiner-.
Historien dehotdt de dog ttte sorsig sclv,
men fortalte d«en hjetnme for deses
Hustrum sor at, naar den gamle
Ptæstekune en Gang dsde, hendeg
Kunst dog tlle stulde gaa takt og ds ud,
mentoærtimod betnres ska Slægt til
Slæqt Og nogen anden Densigt
hat nækværende Fortaller heller ille,
idet han der gtoer Historien til Bedste,
saadan sokn den hat titdcaget sig.
»O Rigdoms Dyb.«
Wann It« JtstJ
Tybt nede i en Biergmasse var der
en Hutte, sont var vidt og bredt betendt
sar sine aidundertig stanne Hvætaingek
ag Stendannetser, saa at seemmede
stracnmede til tra alle Stder sor at se
den, ag tngen vendte tilbage dersra
uden at uddryde chnndrtng as den
stjutteherttghed
En reisende, sam haade txt-it wegen
Tale am denne Hntes Herttgheder, kam
en Tag sar at se ten. Han steg hurtig
der-red, men vendte meget snart titbage
igen, idet han, sutd as Bude, staldte
ag snukttte avcr de Tossehavedey sam
aed derrs Bestrivetser haode narret harn
ned i Huten. Dernede, sagde dan, var
der ja stet intet at apdage as alle de
thundete, sam de sahtedc am; det var
den rene Taadettghed at trat-e ned i
saadan et Hul, hvar der itte var andet
end en ttde Lugt ag sttmedc,totde Sten
»masser, haorpaa man stadte sine Lem
jnrer tItBlatsaT —sorgæaeö sagte man at
jovetdevite ham am det madsatte; alle
tBeviser ag alle thneaqud as andre la
han ad ag blev ved sin Paaftand:
HDet er et uhyggeltgt. sart Hut«.
En sammel, graastcegget Biergmand
Lhaade tcengx hart tit tTavShed, tun
rastende paa Havedet. »Der andrer
mig dag i hajeste Orad,« begyndte han
amsiden jrg har nn t 50 Aar dagtig
saret ned i denne date, men atdrig har
jeg vceret dernede uden haer Gang paa
na at bttve greben as dend Stenes vtds
underttge Glans as as dend Spjtera
aphajede Pkagt: sa, daglia apdager jeq
nye Stanheder dernede, sont ieq
ikke ttdtigere har tagt Marke tit· De
hat vist Ikte varet dhbt nat nede, rntn
gode Mand!«
»Ja mit har seg vceret dydt nede.
Jeg har staaet Baden as mine hier-der
ag as entne Knæ ag har tat-et Pandeskati
ten imad hundrede starpe Hist-net —
nsen jeg hat itte set naqet!«
Da saa den gamte ham used et tunt
Smit indiitnstgtet ag tagde i en ne
tende Tone: »Das mig det itte itde op«
Jede Vere, men hae De aqsaa hast et
Lha medts
Fort-lasset tea den sremmede paa have
men tattede stg straks ag udbrsd afvts
sende. »Er Lys med? Jeq stuldt
slcebe saadan en Hain-net Teanlygte med
— nei, hvis vitkelig Stenene vernede
lyse med saa sorundetlig en Gland, sum
J sige, saa maatte man so kunne sc dek
nede uden LIM«
»Ja, saa andrer jeg mig jkke mer«
sparede den Gaknle: ,,uden Lye er der
møckt vernede, som over alt under Jor
den. Men kunde De tkke have Lyst til
at sttge derned en Gang endnu sammen
med mig?«
Sinn modstmbende gik den fremmede
med. Lange, meget lcenge varede det,
for de igen kons op til Jokdens Oder
fludei Den stemmede sagde ganste visj
itke et Ord, men hans stkaalende Øjne
og det varme Haandttyk, hoormed han
Log Assked sra sin Form lod Iydeligt
ane, hvad han hasde oplevet detach-,
og hvorfok de var dlcvne saa lcenge
dorte.
Rate Leser· dersom du stulde finde
paa at sige, at det her sortalte neppe
er en vikkelig Begivcnhed, saa gsokde
dethellec ikke noget, naar du bare hat
sotstaaet, at Hasen er et Billede paa
Guds Okd og dets stsulte Hersighed.
Hvok mangc Menncsker sotagtek ikte
Guds Ord, ja rase los intod det paa
Grund as den »in-me Ovektro", socn de
.sige, at det indehvlderk Man ikke alle
diese er stegne ned i Dybei nden Grabes .
Ind? Thi enhver, sont stiger ned i;
Gqu Osde Dybdcr med Lys i Hattan
det vii sige: optyst og vejledet as Hel
ligaanden, vil ganskc sikkert hvcr Dag
paany bekende med Paulus-: »O, Rig
doms Dyb!« (Rom. 11, J:3).
Dcn gamlc og den nye Tro.
I En Mand kam en Gang til Paftor
lLudvig Harnis i Herinannsburg
nied det Spørgsniaalz »Hu Bastor.
ieg linker saa nie-get djemnie i min By
oin den nye Tro. Hoad betqder det.
Er der en ny og en gannnel Tro. Hvad
er Forstellen? Tro vi Kristne ikke et og
det samme? — Harme- fvarede: «Jeg
vil fortcelle Dem et Var (5ksenipter, iaa
vil De let finde Forslellen paa den iin
og den gamle Tro. Jegl W« en Dag!
nied Toget samtnen nied mxkgptn hat-del
en hel Del at fortcelle; det varede ilkei
lange, inden jeg lendte alle hanS For-T
hold. Han havde apiunden nogle nys
Tandstitker, davde eiterhaanden faaet
en god zkortetning og var nu en rig
Mand. »F de søiite Aar kunde jeg
lege opspare 100 Kennst-, men jeg var
dog glad over dem. »Du lominer dog
freni«, sagde ieg til mig fett-. —- Dei
neeite Aar hat-de jeg allerede flere hun
drede Redner-; det var allerede en lille
Kapital, jeg kunde liegge til Side.
»Det gaar prcegtig«, tcenlte jeg, »an
dre spille Fallit, nien du gaarftadig
feequ, du er tntet Faarehoved«.
Saalcdes gif det Aar for Aar. Nu
ejer jeg en fniuk Fortune, foin jeg felo
hat erhvervet, det kan ieg talle mig
selv for, alt er aerliat fortjent.« »Se,«
fagde Harnis, ,,det er den nye Tro —
Troen paa sig setv og paa sin egenslrait
— Nu lidt om den gamle Tra. Der
oari mit Sogn en Landmand. For
hakn lylkedes alt ret gadt. Han be
gyndte ined lidt og maatte flide og slæbe
for at faa det daglige Brod, men ved
Guds Hjcelp gil det dog,og da det fsrste
Aar var endt, havde han en halv Sneo
Krone-r i Overslud, disse Penge gav
han til de innige »Hm-man gaar dette
deg til, niin Heere ag mtn Gud?«
tcentte den siittige Mand; »jeg troede,
at jeg ilke kunde komme ud af det, og
nu hat du dog givet niig nogetttlovers!«
Dei folgende Aar gil det oqsaa frem,
og ja Incre lzan blev veliignet af Gud,
des meke ydmyg dlev han, og jo Incre
gav han bort til de fattige, for han
sagde: »Im har jo intet fortjent, det
er Guds underiulde Naade, der hat
bragt mig Velsignelse.« —- »Det,«
fsjede Hart-is til, ,,er den gacnle
Tut-«
Den nye tkor paa fig selvz ja viere
Mennefket erhverver fig, des starre og
vigiigere føler det fig. Den gamle
trat paa Gad, og jo viere Menneslet,
sotn hat denne Tro, er af Guds Velsigs
nelse, des mindre bliver dette Menneste,
for det ded, at Gudz Godhed vil lede
det til Bod og Onivendelie. Det er
zustellen paa den nye og den gamle
Tra; hvillen Tro vil du nn stræbe eiter
at iaa7 -
Vierte og Los.
En dsende Hindu pintes uastadeligt
af den Tause: »Du-d blioer der as
mig eiter Dsden?« Oele Livet igens
nein hadde heut dyrket AfgndeU men nu
forftod han, at de ikle kunde give han
Sjæl Fred eller Lytkr. En ai han
- hebenske Preefter belegte «ham»; den ds
ende sputgte hatn med beevende temmei
»Hm-d bliver der of mig, naar jeg er
darf-« — «Aah,« sparede Præsten,
»din Sjæl flytter over i et andet Lege
me.« —- ,,Hvor kommer den taa senere
hen?« fpurgte den Mie. —- ,,J et nndet
Legeme,« —- ,,Og ina?« —- ,,Atter i
et andet Legeme, og fauledes blioer den
ved at flyttes fra det cne Lege-ne til det
andet.« — den ftakkels Hedning tæntte
med Gru paa alle dtsfe Forandringer
og udbrødfortvsvceh ,,Men hvad bli
ver der san til Slut af mig?« — Pur
ften havde intet Soak at give derpaa,
den ulykkelige Hindu døde uden at se
Lys i Merm, der omgav hans Sjcel.
— J Birma laa en lille Pige ogfna
pas Dødglejet Hun løftede sit matte
Hoved og saa paa den Kot-weder havde
meet hendes Læretinde. Hun sagde
med et lyst Sntil; »Jeg dør nu, men
sirg ek ikte bange, for min erlfer tager
wig op m sig i Himien. an hqk ad
slettet alle mjne Synder5 je.1 der nu
efter haan Villiez jeg elfker ham mere
end noget andet i Verden,n1in Herde og
min Gud « —
Hv"1ket straalende LUS!
Kære unge Latein-! Fole J, hvilken
Lykic det er for edek at kende det evige
Livs LUS, faa bar J bede alvorkigt
for Ocdntngernq bed til Gud om at
velsigne Missionækernes Arbejde, san
at Hedningekne kunne se Lyset, der
stimm- ud fra Guds Kærlighed og
Rande
Vier oprigtig.
»Te! er ingen Nytte til for mig at
læse i Bibelen, jeg san ikke sorstaa den,«
fvakede en Kot-many da en troenoe
Bekendt formanede ham til at bruge
Bibelm noget mere·
»Man er det da, De Mc forstamW
»Der altfammem den er mig ganske
ufotstaaclig.«
Kobmandem der sagde sauledes, var
almmdelig bekendt for at gøre sig schl
dig i mange Slags Ukedelighed.
»Nim, saa vil vi en Gang opsøge et
let fotstaaeligt Bibeliprog,« fortfatte
den andeu, idet han bladedei fin Bi
bel, «her staat i2. Most-bog 20, 15:
»Du stal jkte stjcele.« Det er anget
Dekan forstaa, ikke sandt? Nu kom
mer M blot an paa, at De handler
dekester.« —
Georg Müller,
den leistelige Filanttop.
lsn chncdglegning as H ata l b J e n s en·
( Stuttet.)
Det vari 1832, at Georg Müller
reiste til Bristol, vg samme Aar fik
han —- som Svae paa en Von — del
senere saa bekmdte Betheedmlsiapel til
Mensghedsljrlem Der mødle til den
ssrste Gudstjeneste 7 Mennesterz men
si Wekne kalte hang safte Menighcd wuu
Noli-ne Mennesker.
Det kneb ttt med Bradet i Præflehu
set, men baade han og Hnstruen kendle
Bannen-I Vei, og dereö Tco blev al
dklg stusset, stønt de onshyggelig skjulle
Tingened Tilstand endog sor dereg
bedsle Venner. Hans Præditen var et
Stytke levende Liv, den var enfoldig,
batnlig, altid praktisc, udsprungen as
hanc egne Ersaktnger as Livet i Gut-.
Qg i en sjælden Grad blev hons store
Menighed dersor selvstændige Kristne,
der levede personltqt og stærkt. De
lctrle at osrei dette Ords suldesle For
stand.
En Fedenardagi 1838 sad Müller
og læste om August Her-nun France og
,Forældke-løsehjemmene i Halle. Og
cnens han laste, optullede sig Billede
ein-r Billede sraBristolS elendige Vi«aaer;
Müller Mie, at han i Tko maalte
begynde paa at aidejde sor de statistis,
innige sorældreløse. Alt tjdligere havde
han« beayndte at samle Asylbøkn til
llndekvisnlng; nu klare-de sig beste-m
og asgjort Planen sor det Fort-mumie
hjem, sont stemsor nogel dar gjort hans
Navn der-int.
Til den i 1843 begyndte Virksonv
hed«), de( git ud paa Opreltelse as
Dag- og Sandagsskoler samt Stola sor
voksnes Udbredclse as Biblen og keifte
llige Bogen og Traumes-, ifæk blandt
Ide sattigez og Understsnelse as Mis
sionsgerning, kam ausaa nu i 1835:
Fokældrelssehjemmet.
Don begyndte need at leje ssrst et,
saa slere husei BriswL Der ble
aldrig udsendt noget Opraab eller Jnds
bydelsr. Den ssrste Dasein-, han heu«
vendte stg til okn Lejemaal, blev riqligs
not ssrft sokbavset over, men senert
«)«·The scriptural Kuowledge las-titu
tioa for Home- and Abram-«
besagen af Müllers starke Tro paa, at
en Gerning stulde tunne gaa sitt stotte
Gang uden nogen Henoendelfe til Men
nester. Men hatt hat setv ttden erkla
ret, at tkke en eneste Gang hat hatt
behøoet at ventepaa Huslejem Den kont
punltlig nol.
Anstalten er grundlagt paa de to
Principper: l) Aldrig Gceld, 2) tun
Gud er dens Dpholder. —K-an det
undre, at Müller muatte tæmpe med
Spot og Hovedrnsten og af de fleste
blev betragtet sotn en Socermer og
Fanatiker. Men Spotterne tttaatte
snart udbryde i Forundring. da Hus
efter Ous maatte lejes, fordi Müller
fit ttedfe starre Pengecntdler til Raadtgi
hed.
1849 husede hatt 300 forældreløie
i et eget, dertil bygget Hieni, der havde
kostet 394000 Franks. Men da Mül
ler indviede Hiemntet, var der 20,()UO
Fr. Ovetslud
Og det blev hans jcevnlige Erfarittg,
at jo dristigere han var med at optage
de forældreløfe, des større og talrigere
blev Gaverne«).
Hjcmntene for de ZUO Børn blev for
smaa, og siadig var der jo not af sat
tige Born, tom, fordi de ikke tunde
fremmøde med Anbesalinger, ille kunde
dlive optagne i de forslelltge celdre An
stalten Müller satte sig da det Maal:
lat bede Gud otn Midler til nye Byg
tningetz hvor der stulde kunne rumtneö
i 1000 Bern. Ontkostningerne vilde be
i lobe sig til 875,000 Fr.
! J Begyndelsen gik det smaat nol.
I Var vet da int- Gudg Winke-Jo!
snart lom der en Gave paa 1:40,0003r.,
og nogle troende forpligtede sig til ialt
at give 202,500 Fr. i 4 Terminen
Müller striver da i sin Beretning: Se
’dog, hvor det er kosteligt at die paa
Gud —- Gavens Størrelfe overraskede
mig ttte, thi jcg ventede ftore Ting af
Gud. Endnu en Gave paa 142,5()0
Fr. — og ved Midten ai 1855 androg
Byggefondet 60(),000 Fr.
Saa slred Müller til Værlets Ost
relie, og da det ny Hjem stod færdig i
1858 og aabnede stne mange Døre for
de smaa, var der et bstydeligt Oderslud
Gaverne var lotnne allenegne fra, Tysls
land, Holland, Belgien, Italien, Rina,
Australien; Damerne ofrede dercg
Smytler, Haandoærlerne udføkte gratig
Arbejde oso.
Men Müller lunde endnu itte ftandsezs
dan bleo tigefrent drevet frem, og i
Januar 1870 blev det femte og sidste
Hjem aabnet derude iAfhley Dotvn ved
BrtstoL J frie, landltge Otngioelser
ligge de prægtige, state Anstalter der
—— gærdet as dejlige Hader-· De har
Pladg til ialt 2050 Born og 112 Med
hjcelpere, Stoleinspettører, Quem-dre,
Leute« Lærerinder, Lager osv. Man
faar et lille Begreb otn Anstalten-Z Stor
ckelse, naar man heter, at Ousette
have ca. 500 Vækelser — 1700 Vin
duer.
Der flal uncegtelig en steckt Tro til
ved sin Von alene at holde et saa
vældigtApparati stadig Gang. Der
optaged daade Dkenge og Piger, og i
enhver Alver. De udsendes sra Hieni
mene henholdsvis 15 og 17 Aar gamte,
og da altid fuldt udftyrede Drengene
vcelge selv deres Livsstilling, inen der
tillades ingen Forandring deri. Pi
getne uddannes helft til Tjenestepi
ger.
Hoad der er er bleven udrettet for
entelte, sont for Kirkens og Samfundets
Liv gennem Müllers Arbejde, kender
jo kun per-en til Bund-s- Men blandt
de 3000 Brette, Müller aarlig maatte
fkrive, var der itlc faa Svar paa jub
lende Talskrioelser fra tidligere Falter
børn. Mange stønne Vidnesbyrd sit
hatt i levende Live tor, hoad Gud hande
givet hatn Naade til at udrette paaBats
nehjertetz nten i net ydre tan der dog
lonftatered adstillig Fragt.
Jlle blot opstod der ved Paar-tri
ntng fra hatn en Mængde Jota-mumie
hjem i England, saa at i Tidsrutnntet
1835——91 steg Antallet af Pladser for
forældreløse fra 3600 til 100,00(). Og
nu er det vel endnu højerr. Men end
nu mere slaaende viier den ossicielleSta
tiftit Hiemmened glcedelige Resultaten
Da Georg Piüller begyndte sit Verk,
sad der ttke færre end 6000 toraeldreløfe
Born i under 8 Aar i Englands Ferng
slerz men i 1891 sad der trods Befoll
ningdstore Titvcetft tun 3855 Vsrn
under 16 Aar i Ferngslernr.
0Wet engelske Kirkemissionsielstabs Sek
reteet Cttgette Stock hat i Aar offen
liggjart en nieget leererig Statistik fra Sel
ftabets trange Aar i 60—70-erue. Det frem
gaar as denne Statistik, at hver Gang Be
stytelfen af Frygt for Undetttud holdt op
tned at udvide Missiottsgerningem iretnkom
der et stedse stsne Untier-sind Naar den saa
s atter hegyttdte at advide Gattinqu strjms
met-e Gavetne ind.
Man iammenholde dtot dette alt-de
lige Resultat misd Tilstanden faavel
herviemme som i næsten alle europceiste
Lande-; Berneiorbrydelserne stige stadig
i Tal, paa sine Steder endog meget for
Uroltgende hurtigth
Forældreløsehiemmene var og blev
MiiKerg Livsværkz nien den energiske
og utmttelige Mond havde ingenSinde
glemt sine andre Virtsoinheder. Han
prædikede stadig, brngte stadig store
Pengemidler til Bibil- og Troman
sion og underftøttede flcre Hundrede
Missionaerer i Hedningelandenr.
Og da han havde naaet Støvets Aar,
blev han selv en Siags Missionær —
han begundte da paa sine Prcedtkerej2
jet. Førft bessgte han alle Englands
og Skotlands Storbyerz men der kom
tsnart Jndbndelser fra fremmede Lande.
iFørst da han naaede op over de 90 Aar,
Iholdt han sig rolig hjeknme. Men i de
fmellemiigende 20 Aar havde han fere
!taget 15 store Rejser, des-at nceften alle
europceiske Stern-er praeditet i Ægypk
ten, Palæitina, Australien, Kina, Ja
pan og Indien, for ikke at tale om
Amerika; overalt iamlede sig store Ska
rer om hans Prædiken — han stal have
kunnet prædike i over 40.Sprog.
Eiter sin fsrste Hnsirus Død giftede
han sig igen; men ogsaa sin anden Hu
stru overlevede han. En star Sorg
var det dam, at hans eneste Datter,
der var gift med hanc Hjaelper, den
nuveerende Leder af Gerningen, Mr.
Wrigth, dsde,mens han var paa Reifei
Kinn.
Der kunde være meget endnu at am
talefra denne mærkelige Mands Liv,
men med dette kortfattede Omrids faar
det viere not. Thi Georg Müller, det
store tillidsfulde Gndsbarns Liv, kan
man ikke bestrive udtammende, med
mindre man tog alt med. Alt i hans
Lin fvrekom ham selv som det daglig
dags Under, hvor man itke med Rette
kan stælne mellem betydeligt og mindre
betydeligt. Naar han fandt den dort
iomne Nøgle, var det hani et ligeiaa
start Bevis paa Gnds KcerIighev og
Magt, soin naar Behovet til en stor
Pengesum sit Bønhørelsens Svar.
Den 10. Mart-Z 1889 blev han om
Morgenen fanden ltggcnde død i sit
Vierelse. Den foregaaende Qag hat-de
yan selv besorgt-i Andagten, men følte
fig noget udmattct, tworsor hin søgte
Sengen. Han sit itie og behøoede heller
Itste nagen Alderdonimens Hviletid.
iHan git fia Arbejde ind til den evige
Yane
De engelste Blade ftrømmede over af
Tat og Ærbodtghed mod denne Tyfker,
der havde vcere til saa megenVeltignelfe
for det engelste Folk. Foklængft var det
jipottende Ord om hans Arbejdsmetode
»idrstummet. Den hat bevsst fig for
Alvekdens Øjnsx — og denne mærkelige
Reprcesentant for det nittende Ausbun
dtedes levende Kristsndom dar vel i
sjælden Grad naaet de Maul, han havde
sat fig: ,,At beoise for Guds hele Me
nighed og for Virdeih at Gud ikte i
tringeste Maade hat iotandret iig, dette
iynes mig bedft at kunne stegennem Op
rettelsen af et Hjem for sorceldreløie.
Det maatte jo være noget, sont man
ogfaa kunde se med de natttrlige Hine
Naar nn en fattig Mand, alene ved
Bau og Tro, uden at talc derom til
noget Meiineske,fik Mit-lerne tilGrunds
lceggelse af et Forældrelaiehjeni, saa
kundc det være nagt-t, der nied Gads
Velsignelie kunde tjcne til ax ftyrie Gndö
Borng Tro, og det vslde for de nom
vendtes Snnivittighed knnne bevidne. de
guddommetige Tings RiaiiteL Det
var og er dette Værks første og fornemi
ste Maul, at Gud iunde blive forderli
get, idet han ielv forsørger sine fortkl
dreløfe alene paa vor tioende Bøn med
alt, hvad de behøve — til ttart Bevis
for, at Gud er trofaft og hører Bannen
nu soin fta Arilds Tid.«
Georg Müller, Bønnenö Kæmpe,
herer som et af de bedfte Led med til
Mastinernes og Materialismens Aar
hundrede. Han er Born afsin Tidz
der er noget haandgribeligt over bang
aandelige Lin og Metode -— sauledes
fom Naturvidenstabens Aarhundrede
iorlanger det. Men den drivende
Kraft i Mastineriet var hans darn
lige Tro. Derfor lvktedeg alt for
lhani.
lI-) J ,,Betwnkning fra Kommission-n an
gaaenve Statstitiyn nich Borsteopdkagklfeit«
Mbhm 1895) siqu »a( Asttallet of dom
Iældte Vorn eri ftadig Stigm, at Antauet
stiger i betydclig siasrkere Fothold end Falke
mængden, samt at Antauet stigeki bet delig
stæktere Forhold end Antallet af vom Eldte
Aldcrsflasser.« I Sammenliqnin med 1860
—70 ekioaledesi1686-- --90Gennem misantals
let af domfceldte Dtenge i Kybenhaon siege
med 72 pCt., as Vtger derimod iunket med sa.
00 pCt-; i Øtybsmderne Drengenez siegst
mev 84 Ists-» Pigernes steget med over 100
p(s.t.; i Jylland henholdsms 140 pCt. oq 28
IpCt. oft-. ,
