Perpetua.
c- Mqrtqrhiftorie fra Nisus.
as
S. Bat-ins Gould.
.Dette foretommer mig wækleligt,« tagde Quintm
R tmde ilte, at Largus Litomaruz vilde vise mig saa
Ist Opmærttomhed. VI lender jo tlet itke hjnanden —- ja
di hsrer til foksielltge Kloster — «
,,J ere dog eet iKristus,« iagde Tialonen. »Mei!
Ickd Tatfiixz ind, saa tun ban jo fortlare Sagen. Bed
heim om at flnnde irg, thi Sværmen vil friert date over
CI
»Den er ved det jdetste at (53aden,« sagde Elavm,
-ved Teremiuis sicminiuss Tod«
»Den trot.«
»Ja. og hcm bar sat et Billede af dni gode Horde fvran
fm TIr tillige med en Lampe. Svcermen antoa det for et
Billede as Merkur; de jublede hejt over dank Fratald og
er gaaet til den ncefte Tod«
Tarsius, der var bleven fuldftcendig ædru, dlev nn
indladt. dem turde itte se nagen at dem stift i Linene og
stammede meget i tin Tale. Julius Largttg Lttomarus
buvde befalet ham at gaa derben med sin Verestoh den var
forsynet med Luther-rig, iom tunde fljule dem, og hans
Timere vilde fIre Kvindeme hen til et Zted, hvor de tunde
vate i Sitterhed.
Quinte var altfor migft og utaalmodig efter at komme
of Sted til at udfpsrge Staden vdetligere, og Dialouen
fpurgte heller itte; thi ogsaa han var meget urolig og
new-L
Nu kunde Dobens Steig og Raub tydelig herrs.
»Jeg stoler itle fuldt ud paa denne Mand,« tagde
Bank-illus; »thi hart blev bortvist for tlet OpforfeL Men
hvad sial vl gere? Det er paa hoje Tid. Der! Sveermen
vil lige strats date her. Det nafte Dus er et dedensl
Bartshus, det vil ilte opholde dem lange. Bare dog
Marcianus var bleven her! Dem tunde luve meidet os.
Min gode Quinta, J maa Stre, hvad J tror et det bedfte.«
,,Nu hat Svcermen tat sig iBevagelse igen,« sagde
Pedo,« de er blevet tilftedsstillet ved Talents Libersz Dus,
og Stiftirnug Philodelphius er allerede i Færd med at bringe
en halv Snes Gudet ud. Verte, der er itte et Ojeblit at
ipilde.«
.Lad os komme af Sted —- huktigt!« gispede Uninter
Oun tev i fin Dattets Arm og trat hende ligefrem ud
of bietet.
Ude paa Gaden mtdte dem et Stæt af mange Fotlers
Stimmen stod nu stille foran et nyt Das og raubte pg stieg
utaalmodig, fordi der intet Gudedillede blev set frem.
Streits estet gav de sig til at taste Stene mod DIren.
.Duset er ganfke tomt,« hvisiede Pedo.«— »Dann er
gaaet sallit, og alt er bleven folgt for hom. Der et itte
sen Sjæl i det.«
Quinte steg op i Lecticaen eller Palanquinen, som
blev hende tilbudt, uden at fe efter, vm hendes Dotter lom
ind i den andeu, vg derefter opmuntrede hun Beeteme til
at lsbe med hende, taa hurtig de tundr.
Tarsiug blev staaende og hjalp Perpetua lud i den
mden lullede Stol, derefter fil hon Baker-ne sat i Gang og
U selv red Siden og holdt cmhangene sammer
Baudillas san til og stcelvedez thi nu var hatt alene
ülbage i Hufen
Tolvte Kapitel.
Neus
»Herke!« sagde den gamte Stude, jdet han urolig
Dinkede frem og tilbage fotcn den endnu meke nrolige og
"forftmmte Diatom »Vate, den feigivne Koinde lecerja
staat neben under: bun hat bragt et Gudebjllede as Takta
-nuS med under sin Knabe og tilbyder at satte det sokan vor
IDsr tillige med en Lampe. Dun er itte Kräften men hun
et en god Sjal og vil gerne ftelfe os. sdun venter blot
Bau edets Tilladelle. «
Diqtonen var bybt wet.
«Rej, nei, det maa itte ste! Feg s jeg er jo en as
Riesens Mal-met- Alle ved fo, at dette er et triftent hus
-— her er ydermere vor Meniglpeds Kikle — her fuldbvkvez
de hellige Mystetier. Naar hun hnvde pjort Det uven at
bebe om Tilladelse — men nu — nej; dette tan jeg itte
ttillatr. Gud ftp-te mig; jeg et saa angeft og svag.«
Sloven blev stauendr. Han ventede, at hans dem
sog til sidst vitde give efter.
.,Og dog,« stammeve Bauoillaå, »dem bar jo Med
tidenhed used de ubestandtge og svage — han tilgav jo
Peter. Vil han ttte oglaa tilgive mig! Don ved ja, at
leceria er en hebenst Kvindr. Vun herer itte tel miu
Familie, og det var jo itte mig, der foreflog bette. Jeg
et da itce anfvarlig for, hvad hun go-. Dog nej, det vilbe
were uætligt mod Sondheden og en Baum-e mod Kisten.
as,Den, der betenter mig for Menneflene.« —Nej, nei,
fPein-« — det man itte ste. «
Nu er det ogsaa for sitt-ex sagt-e Studen, »for nu er
de udeufot Osten. «
Der blev bqnlet paa Osten, saa bele Dufet rvftede,
-pg Speermens Bett flog som en Btlge pp over Taget og
tmngte ned igennem Aapningen over valuvium. Det
var, fom pm baldige Sjet flog imod huley spttjtede up
over set og sitz-stehe ned gmnem Gebet over Ganrden.
»Du W lntke op, Peda. Jeg vil lsbe op even vaa
set Øjcblit oq se at fette mig livt. — Sag —- hvig del ital
Un — Inn lud itte Summen træde herind. Dvis der er
en Imer med, ellet bems Mel-hinweg eller Soldatey
sc- lad dein holde Vaqt ved Deren. Sig, at jeg strats
ssisl tot-me neb. Dog sent — er det muligt at flygte dort
As IssPsiticMP
AM- dem, Spannen bat ladet en Ztot gaa om til
W sit essen at sperrte den Wag. «
»D« er U Guts Visie, at jes Ist grim. Jeg lan
DIE-li- Iis leb- segerslad wet, at jegsagde uej
l AI
Diatonen steg op til det avre Stotvcerl og traadte tnd
til Vinduet.
ttzaden uden for bang Der var fort af illennester, og
Staret fra de manqe Falter oplvste tlart Facaden paa de
narmefte Verle; ban saa llgesom et Dav at Doveder neden
ndftedt Forbandelset mod de Kanne lsudsbespottelser mod
Kristus og andre afslvelige Ord. Cn Person, der dar en
lwid Vaand med en Mistelten lnoet enn den ene Ende, var
Meenadens Anfater og lagde dem, hvad de flulde gere.
Byen.
Da en af Mangden lsftede Oooedst og saa ap, i-!
»Ter! fe, der er dank Baudillas Mater, lom ned, du for
bortl«
Nu begnndte de at hyle og flrige endnu vertre, og en
Treng stal Fingrene i Munden ag fremd-sagte en sttngrende
ijetL
»Don er en af dem! Han er derez Fsrerl dan dar et
Itsfelhoved i Oasen til hviltet han osrer vore smaa Born
Det var hom, der stal Naale i Pottemageren FnsiusF lille
San, og derefter afgnavede hanz Kinder og Eingre. Haar
lan oglaa fiae os, hvor Aulng Harpiniuzs Datter er, som
btev bortlnappet fra Baftnet. Lad os paa ham hat-ne den
delligdrsde, der er bleven begaaet. Det er ogsaa dam, der
hat slaaet Gudens Doved af.«
Derelter var der en, fom lastede en Sten ind i Vir
relset, oa hol-Z Baudillas jlle havde trultet sig tjlbage, ditde
den have rarnt dam
..Lad os ranlaae Hufetk« livlede Hoden. .Vi vjl
sage elter de myrdede BarnS Knollen Bryd Daten op,
hvis han ilte vil aadne den. Korn med en Stlge, san
lan vi trvbe ind ad Vindnerne. - Nogle lan lroda on paa
Taget og derfta springe ned j Atemqu
Nu startede de fig ind mod Daten; men den dar folid
og aav tlte often Ta de holdt on, bantede Pedo paa den
indoendig fra, hviltet var Tegnet til, at hat-. vilde aabne
den«
blev aadnet, forbad de alle at gea ind Ined llndtagelse as
Prcefelteng Ztedfortrader samt fxre af Bunagten og noale
Nu dar der falden en serlsom RI over den didtil saa
nrolige og angstelige Baudillags. Von vidfte, at det var
umnligt at nagte. DanH Knce rnstede del under dam, da
han steg ned af Trappen, og da han glemte, at det tlende
Trin var ttu, snnblede han og var ncer stortet hovedkulds
ned. Men al Ballen og Nalen i hanS Sjcel var dogzotk
l)srt.
Don saa Mandene nede i Ganrden lade omtring og
raabe til hinanden, medenS de liagede ind i alle Varelfer
og Rum. Cn raadte, at det var tKælderen, at de Kristnes
assloeltge lserernonier sandt Sied, og at cnan not dilde
; finde Krttller nted Mennesieblod der-rede, hvorelter en anden
l meldte, at der i Abt-Unsinn ille fandtes andet end et lille
Bord. Etrals efter harte-J et Vvl fra dem, der var trangt
ind i 'l’rj«-li«ic«n, og i neefte Liedltl lom de ftyrtende ud
derfra i en laadan zart, at Forbanzed lom bang foran
Deren blev revet ned og vitlede sz o.n detes Fsdder. En
as Mandene ventede ille, til los-n lJaode faaet Fsdderne
friajorte, men ovleftede og fremvme itneelende Ztilljng
Ztatnenz ofdreellede Hoved, der var bleoen dragt lno af
Marctanus og efterladt paa Gulden
»Du er hom, der hat gjort det! Ten fordsmte Gndsi
despotter!« hvlede Merndene og tastede nz derefter over
l Diatonen. Nogle flog dam nnd lnnttede beendet i An
l stated andre rev dam ihaaret, sparlede hom, lettede ham
l op og lastede bam igen hen ad Gnlvet, oa de vilde sitlert
T have tranwet hanr til dade, hdig itle Asdtlens Stedfortmder
havde lagt fig Wellent, hat-de ndrevet ham af de rasende
Menneslerå Hander og stubdet hatn ind l et lille Side
veerelle, ldet dan sazdu »Don sial dlive fort for Obrig
heden. Tet tillonttner itle eder at straffe zorbryderne, for
de ere forderte og danne. « .
Nu lIb m af Cnltunks Nein-indis- Fokmckud uhi
Tat-en og raabte: »Borgen at Nemattsis derer mig! Nu
er For-deren at den slrcelteltge llaudelighed fanden. Det
er Eneius Baudillag Mccer, der derer ttl en as denne Bad
gamle, men bknsygnende Familien han, der slnldekhave
været den sidne til at vonaere den hellige Stadgrunder, har
reist sin fadermorderlle Daand imod darn. dan staar nu
overbevistr thi Gndens hobed er dieven fundet l danz Dus
Atl at! Be oder Staden, otn dette llle dliver hat-netw
Med et forbitret Dnl fvarede Meengden paa denne
Tiltale.
Pedo fik Lov til at gaa ind i Zovetammeret, paa bvis
»Gan bang herre laa forslaaet og medgbladende Anstat.
; Nogle af bang Fortander var llaaet ind, og Laden var
) llsvex
l ·L, Vene, lære Verre, hoad stal di dog eures-« hul
l tede den trofafte Sladr.
,,Jeg undrer mig heilig, Peda, over, at jeg dar tun
l
l
net udbolde iaa meaet Mtn Fragt er tun, at jeg dog til
fidst sial falde fra. Jeg beder dig, tln andet lan du ille
gjre for mig, at ans-ge Bisioppen og bede bam orn, at
Kirteng:Forb-nnek maa odstlge til Naadeng Trone for
entg. Jeg;er ittun lvag og strsbelig; i nein Ungdom dar
jegen sto og nndlelig Anss, men hvis jeg flnlde falde
fra, vilde det jo være en Slam for Guds Kirte idenne
Bn·«
»Don jeg ille dringe eder nagen dekre? Band og et
wandtleedetls
.Rej, intet, Peda, gar tun det, jeg sigey andet anster
jeg ille for Øjedlltlet.«
Nu traadte soldaterne ind, ltftede learn op og lod
das aaa lmelleat sig. Der gtt en Mund foraa og en dag
ved denn for at deflvtte baut mod Haltet. Da ban dlev
fett ned steinern Ganaen til Deren, iaa dan, hvorledei
drede Insigter fra alle Stder ftjrrede paa dam, og rundt
m ha- hsrte ban rasende Titeaad. pan gvfte og var
nrer M at falde san-men, men Soldaterne trat ham need
fla. Da hart dlev ltadt nd as Deren, llaa alle laa darn,
lad der Orfl da rasende Stets fra alle Stdn, da dan dles
traet Ied lnvttede Nat-er oa Stelle, are-g lnqen vovede at
l
i et lille Varelse, der vendte ud mod Gaden. Dan gil lten
under sia da harte Stemmerne brole og brntnme. Der blev
ban Lje daa Tialonen i Vindnet og raabte da stral5:—
Han var Fortnand for Pult-usw Nin-»Hm i den sz as
damte Gndifornaegterl Det var dam, der sprte Man-»
Soldaterne stillede sig ved Inkgangm og da Daten I
entelte af de melt ansete Medletnmeraf(·«1t«n«· Nein-aus« j
koste med Stett eftet hom, da Soldatetne let dekved tunde
blive winte.
Sein i en Dis vandrede Baudillns af Sted mellem
fin Cstotte, omgivet of en Dei af hoben, der var fulgt med
for at vcete vis paa, at han dikleltg dlev sati Fangiei.
Latinen dg de Foibzndelietz der- udilvngedes iniod ham,
Faktellyiets Glitken paa Vogtens Daknist og Smerten af
de Kvastelfet, hen hovde faael — alt bidrog til at gske
liain ganile iorditket. J denne hans Vildelse var der tun
sen Tonle, iotn dedblev at beherile ham og bkcende idcn et
sttanlende Los-i hansJ Cantets Mit-le — det var bans Tro
paa Kristus —- og tun en Atti-an opfyldte bang Sini: at
lnnne fotblide standhaftig i denne Tro. Don var alt iot
iorvildet til at tnnne iamle Tonleme til VIII, nien bang
vdtnnge Sjals Attraa iteg op sont Danw fra nvplsjet Jord
tsaa en iollvg Fotaargmorgem
J Forislgeliens Tidet havde visie starke Aandeti en
Nidlasthedens Beknielie isgt Lejligheden til at lide Mattdrs
beden; men sligt var langt im Bandillag. Von tutdeitle I
trinke vaa Maktvtlronem incn hatt flalvede for at komme
til at hste til de irasaldne.
Stsdt og flabt itemad, innblende og alter reift af
Soldatekne blev han sitt hen til Forum og til Basilicaen,
hvot Øvrigheden fad.
Den Guard, man badde fort Baudillaö hen i, fdldtes
hurtig af Fell, iaa inakt bon var bleven iat ind i et Af
lnlle, sont vi nu vilde tqlde Antlagetianlein Deteiter ftod
den Mand, iom hat-de inndet Gudeng Odved i Baudillas
Hug, op og unllagede hom. Tvrigheden nedsltev An
tlagen, og bereitet oflagde Antlngeten lsd paa, at det ille
dar nogen.pkivat Damit-leise, der sit liam til alfkemldmnie
med sin Anklage, rg at ban heller ille var undettsdt af
noqen tredje Person til dette. Tit disie Fokmaliteter dar
til Ende, git ban over til at berette, hvdtledes han var
lominen ind i Baudillatjs Hug, og hvorledeg ban der paa
Tricliniumg Guid havde fundet Gudeng afbmllede doved
Don havde detfor al niulig Grund til at antage, at denne
Bank-illus, der, sont alle vidste, horte til den Selt, iom
lnldte sig Kristne, enten direkte ellek indikelte var Slvld i
denne delligthde, dg derior nedlagde han Paaftand pas
at faa ham itmiiet eftek Lovcng Stringhed.
Bnndillag var nu, hvad man voa Latin taldet usw
d. d. i. antloget, og ioni iaadan blev ban spkt til Fang
slet, hvot han flulde sidde fort-met, til Forli-m tunde finde
Steh·
Trettendesl apitel.
Ad Fines
Pewetua blev i jæon Trav haaret nid ad Gadein
indtil Vaterne efter at dcere drejet oni det fsrfte Djsrne
flog over i en langfominere Gang. Det var for mirlt til,
at hun tnnde ie, hville Bdgninger det var, hnn lilev first
lsaaret sorhi, ielv oin lnin havde truttet Forhænget til
Eide.
Men hnn aniaa det heller ille for nsdvendigt at over
beviie sia om, hoor det var, hun blev fort heit; hun liavde
i nod Tro itolet naa den Forsilring, Tarfins var lomnien
nied, at Væreftolen var bleven iendt af den rige lristne
llldhandlet Largus Litoniarng og havde ligeiom Mederen
daret villiq til at modtage Tillnidet nden at nasre nagen
foin helft Mitztante.
Det var forft,d.1 Bærerne ltod stille og banlede paa en
Tar, on hun var stegen ud at Palannninem at hun lie
ghndte at san en Anelie uni, at der var noget galt paa
Jærdr. Dnn faa iig ocn og sourgte efter sin Moder. J
det samine traadte en Mand, soin htin ille for havde lagt
Markte til, hen til hende, hultede og sagt-c »Unge Jovi
fru, ederg ungdominelige on endnn fmnlke Moder vil inart
viere her. Zlavecne, der lsrre hende, ere gaaede ad en
anden V-i for at bortdragc Odnickrtsomheden fra eder,
om nagen af Svirrmen stiiloe have faaet i Sinde at for
fslge eder.«
Den Tone, hvori dette blev sagt, forbavsede Piqu
Hendez M der var ille ung, og endstsnt hnn i hendes Øjne
naturligvis oar inult, taa var det dog italdent, at andre
ndtalte sig med Beundring ont heiideg Slsnhed.
Allkgevel tamlte hun ilte videre paa, hvad der hlev
sagt. nten traadte ind i Duiet. Dei ftrite, hun her ved
Fattillyiet iit Tje paa, var en Statue at Apollo. Dun
hIeo nie-get iotnndret og spurgte ntlende: »Er dette Julius
Lu:»1:".·- thomaru9·5 Dust-«
»Beundringsvardig er i Sandhed eders Skorpioneti
hed. Endogsaa thrlet stelner ederg Argus-im Sand
heden. Den værdige Borger Largud horer til Selten.
han, saa del sont andre fortrafsclige Borgere, trues as den
ufornuttige og uniedgsrlige Psbei. Derfor hat hon givet
Befaling til at fsre eder hen til en Venz Bol.g, og jeg lan
tun beklage, at de nne itle er eder fuldt vardig.«
»Maa jeg spsrge oni ederg Nat-n, betret«
»Sei-liquid lFallipodiuS —— til Tjenestr «
,Jeg kan llte huste, at jeg har hsrt det Navn spr;
men,« tilspiede hun hIflig. ·det statdes del enten min daari
lige hulommelse eller den Uvidenhed, loni unge Piger
holdes i.«
»Mit-net er heller ilte verdigt at blide odhevareti
eders Dutommelte.«
Perpetua beghndte at hlive urollg. Digle fade Kom.
plitnenter on den talendes overdredent dobe But ioretoin
hende fraß-denk- og fvldte hende med bange Uneller.
Gansie vist vare flige«Overdridelier og Smigrerier meget
almindeligi den Periode; men de brugtes ilte hlandt de
,Kriftne, der afholdt sig fra al faadan falft Tale. Dei tm
altiaa thdeligt, at denne Calllpodius itte tunde verre nogen
Lüften.
»Im oil nu ttllalde en Slavinde, sont tan hjælpe
eder,« lagde han; »hun vil fsre eder over til Kotndernes
Bemller. Forlang kun, hvad J Unster. Alt, hvad puiet
formaar, staat til edets Tieneste.«
»Im foretræller dog at hlive heri Saat-dem lndtil
min Moder wonner- «
»Al, tilhedetlesvterdtge M-, det er tituliert tat J— man
undvære hendes Sellkad i nogen Tit-, der er io faa meTen
Uro paa Gaderne, og jea Mater, at her-des Bcrestol er
bleven standletz det er itte ulanoivnligt, at him er bleoen
njdt til at fsge Tilflugi et endet Stedz men hun sit sitcert
——
F
under ingen Omsterndigheder undlade at msdeiMorqen
i Villan Ad Fine5. «
»Dviö Van er det?«
»Du er den Viller, til livillen J og eders Moder for
i Sillektieds Slvld vil blive bragt, indtil al denne Forstdrs
! relie er farbi, og Ophidlelien bar lagt fig. Ved Herlnlesl
» Man lunde qodt tasnle fig, at det var Dratnaet om lketeÆ
Segen efter sin Datter Proserpina, der lier bled gentagel
naar del ille netop var Datteren, der spgkt eilst sill MO
der.«
»Im lan ille taqe til Ad Finesz iiden bende.«
»Man jeg dog i al Bzfledenbed am cder opmkkkklvm
paa, at eders Frelie beror paa, at J tager inod den Dialp
til zlngt der tllbddes eder. Den Iderste limstlllde bat
svoret, at liendes opbragte Gud knn lan blive fortnildet
derved, at J alter bliver odergivet til dende, og lwillen
Varnihjettighed J vil lunne vente eder af liendes daand,
vil jeg overlade til eder seld at afgske. Dei er derfor, jeg
dover at anbeiale eder at bendtle den Lejliqhed, derber
biides eder, singte fra Byen og sljnle eder i en Villa, sont
lilhsrer en Ven, der hellere vil ds end itdlevere eder.
Men der er for Reiten ingen, iom dil falde paa, at I er
der-«
,,Hdillen Ven! Largns Litoniarnz lan netlspk regnes
blandt niin Moders Belendte.«
»Ja, nien den fcrlleg zare lnotter alle gode Mennesler
iaminen,« tagde (sallipodiiis.
»Men bdorfor kommer niin Moder itle«l«
»Eders:· Moder, der er i Besiddelse af iaa stor Klag
slab, har del ternlt ioin faci, at liendes Ncewarelfe vilde
for-ge Zaten for edel-. Men det er ganlle dift lnn noget,
jeg tænler; det lan jo ogsaa dare, at liendes Berteftol er
lsleden standset, og at hun er lileven tvnnget til at ofte.«
»Tet vil hun aldrig gere«
» Ja, i iaa Fald flalver jeg ved Tanten om, hvad der
lan viere flet. Dog —- hvotfor forudsætte det darste?
hun er niaglle lnn bledet forsinleL Men nu, stsnne
Jocnfrn — tillad mig nn at tratte mig tilbage, om end
det er iocn Eolformjrlelle for mig at fjetne nng tra eders
Ojnes Las-. Jeg forlader eder imidlektid beijalet af den
Loerdedisning, sont giver mine Fjed Ringen at jeg gaar
for at udfsre edersJ lateite Lnfle —— at stafie mig Volk-s
ning oin ederg Moder og erfare, naar og hvor hun dil
trafse eder. Var rede til at litt-de op ved Dagningen saa
inart Bdeng Porte blive aadncde, det vil blive i nasle
Time. «
Tekefter lod Pervetua fig af Slavinderne fsre ind i
den indre og mere affondrcde Tel at Billet
Perpetna forftod nu, at hun befandt sig ien vanllelig
Eitnation, iom det ille vilde hlide let for hende at ilipde
ud af.
El det hedensle Rom liavde de unge Piger ille wegen
Frihed til at rate fig, fotn de vilde, og dettelunde da heller
ille godt gaa an i :t Somit-nd der var iaa dundfordarvet
ioni det tomerfle. Foraldrene niente, at de lun lunde be
vare deres Dsttes Usinldiabed ved at holde dem fnldftcrndig
aiidcrrrede fra Verren. Te unge Piger lom aldrig sam
tnen med Mand, ille en Gang nied dereg egne Brsdre, de
talte lun med deteö Mtdre og ldindelige Slaver. Kun
tjaldent loin de paa Gaden, og flete det, da dar del altid i
en Bareftol med tast tixtriillet Forhang.
Hvad der gjaldt de unge hedenile Romerinder, gjaldt
ogiaa de unge tristne Piger, ille heller de iil Lejlighed til
den Frihed i Lpti eden og Handling, der alene lan udville
Jndividnaliteten dg fastne Karalteretn Jlle desto mindre
viste mange af disfe ganile nerfarne Piger sig i Provelseri
nes Tider liippesaite i deres Tra og i Stand til at date de
derrfte Pinfler nden at sont-rate den — taa start var Gnd
i de svage.
lindslsnt Perpetua var nieget ndniatlel af Daaens
mange Anstrenaelfer, lunde hun dog ille overgide iig til
Volle, da hitn tom ind i del stille Verrelte, taa urolig dar
liun over sin Moder-s Fravcrrelfe.
Der gil en Time, og der gil to. Endeliq ljd der
Stridl i Korridoren uden for hendeH Der, og hun anede
strals, at liun maatte rejle siz fra Lejet, hvor hun havde
lagt fig, og alter begive sig paa Flugt
Cn Slavinde traadte ind og nnderrettedePerpetua
om, at tJallinodiug var kommen tilbaae med de Tidender,
at hendes Moder ille var i Stand til ftralg at lomme til
hinde, men at hun befandt sig i god Bchold og var taget
forud til Ad Fines. du« entlede verlor, at hendes Datter
tluldetomnie das; cfter hende, faa hurtig det lod sig aste,
thi hun var megel utaalmodig efter at se hende. Stad
inden tilfsjede, at Gaderne nu dar meget rolige, at Bd
pottene dar bledet aabnet, og at Barestolen holdt rede uden
for Toren.
«Jeg vil strals splge nied. Lad inig blot gsre mig
fardig.«
Saa inart Sladinden havde trullet fig tilluge, tldndte
Perpetua sig at icelte sit Haar i Orden, derefter udftralte
linn Armenk, vendte fig mod Ost og anraadte Gud ocn Be
flytlelse.
Da Perpetua dar kommen ned i Atrium. lnalede hun
ded dkt lille Basia og badede sit«Ansigl ag fin Halt-. DU
etter steg hun on i Bærettolen, iom ventede daa hende uden
for Guten Barerne stal itrals i Leb og lagtnede ill
dette, tsr de var lommet uden for Bodorten og ind daa
Landedeien, der fette od melleni liedennerne, livor mange
af de rige Borgere fra Nemaulns havde detes Landstede
Den graa Dagning begdndte at viie fis paa Dimlen,
oa Benderne drog ind til Born med dereg Urleeog Fingter
i surde oa Karter.
Barerne trailede at Sied, indtil Bejen begyndte at
stige iaa stejlt od, at de dar nsdt til at standte for at paite
ud. Morgenen dar told. En lyg Strtde vifte sig t Dit,
og Binden blafte trist fra iainme Kant. Den fardelsle,
holde Dagning gsd sit Slar ud oder Rhoneilettem der dar
tert dedoliet med Oliventraer, livis graa Lsd hat-de omtrent
iamme Farde lom Dimlen fort-ven. Mod de og Sodsst
bled Olldenlundene afbrudt as Laguner og Odems-umkl
ter. Tit hiike lob iaa lige tom en Pil og laa hdld iom
Sne den store Landedej fra Italien til Spanien.
Barerne Ist-d ian op, men de hat-de en lang ij at
goa. Dagen bled llarere og tlarerez inart steg Spcm pp
og overasd alt med sit Lds og tin Den-.
s (Zortiattee.)
