For Ungdommeit
George Nenutatt
(Slttttet.)
— —- — J een as de smaa, stets-e
Gader, der gik ned til Hahnen, hoede
Nathan Hirsch, en betendt liabntand og
Pantelaaner. Penge var hand Gad,
og han lebte og solgte alt. En Alten
tkaadte en ung Mand ind i det store,
hvcelvede Rum, hvori der sandtes en
Miengde sotscelltge Genstande. Unde
sin sltdte Kappe bar han et Instrument
onttrent sotn en as vor Tids Bat-Moti
ner. —- »God Asien Or. Neuntark,«
taabte Jeden sont til en gammel Be
kendt, ,,hvad vil De her saa sent i As
ten't«» — ,Hvad oil De laane mig paa
denne ViolinW spurgte Neu-nach —
»Hoad stal jeg itted den store Violin?«
raubte Jeden, »den hat jeg ingenPladg
til, og seg tan itte soare sok at Stren
gene tkke hrtstcr.« —- »Den lan staa der i
Kragen, traffet nogen Stade den, saa
bliver Tabet mit; hoc-d oil De laane
mig paa den, otn nogle saa Uger haaber
jeg at lese den igen.« — »Den er vtst
ilke nieget veerd. « sagde Jaden. —- » Jeg
har ntøjsonitnelig sparet ZUGhlden sam
tnen sor at tanne betale den; taan nitg
20 Ghlden, De vinder saa 30 Gylden,
hvis jeg ille loser den igen.« — »Thoe
Ghlden!« raabte den ganile, »hvad stal
jeg gsre med den, hvio De ille loser den
igen?« — »Herre,« sagde Iteutnark,
»den et: tnit enefte Selstab her paa Jord,
og det et lun den haakde Nod, der dritt
ger mig til at saelge den. Herren, nttn
Gudg Veje er sorunderlige, tnenseg trat
de er de bedste; han vil, jeg stal stille
nttg ved det bedste, seg ejer, inden lian
geil-er ind tned sin trosaste Haand.« —
»Hr· Neumark.« soarede Indem » hoor
oste vil De holde tntg op med Saat
Fotleden sagde De, at en rtg Mand
vilde hjaipe Dem, nten t Dag hat De
tun denne Vtoltn.« --— »Jeg er dleuen
slusset,« soarede Neuntaklz ,,jeg hat: tlle
lajetsor Dem; da ieg lont ttl besienite
Tit-, haode en anden saaet Pladsen. « --—
»Tag De ntt Dekes Instrument, jcg
kan ille have den hos mtg,«« soarede
Gnieren haardhjektet. —- ,,.Derre,« bad
Neutnarl, »De oed seg er en jkemnted
her t Studen, ingen sendet mig, og jeg
hat ntt tlie andet at gpke t Penge end
denne Violtn; er ZU Ghlden ior nteget,
saa giv nttg da 15.· — »Dann hat talt
otn 20 Ghlden,« taabte den gamle, »Die
sagde so lö, og jeg gioer ttle 15 Ghlden
sor noget, der tagen Vordt hak.« —
»De er en haard og ubacnthsekttg
Mand,« sagde Nentnakl i dhb Smectez
»Gut-, sont er min Hjalper, er ogsaa en
Dommer, maatte han vpje Deree Vierte,
inden det er sor settt.« — Med diese
Ord tog han sit Instrument og gtl hen
mod Donn. — »Naa, unge Mand.
Dandeler handel, og tagen hat tht
til at tniste noget; ieg oii gtoe Dem l»
Gyldensor den«- — »Jeg maa have
lö; i Morgen flal jeg hetale lo; jeg
tnaa have lidt at leoe sor, hao Medlis
denhed tned mig.« — »Jeg gioer itte
15 Gnldenz sor gammelt Bekendtstabs
Sthld vil jeg give 123 den staar saa i 8
Dagek loser De den tlke ont « Dage og
betaler 2 Stilling sor hoer Ghlden, saa
et Vivltnen min.« — Eiter endntt en
haard Kamp med Faden, stod Neumart
nogle Diebttlle taog. ,,Jeg er vio paa,
Hjælpen kommer, her har De niin Vio
ltn for 12 Gulden-« -- Den kakrige
Jede vat haakdhjettet not til at tage
Renten sorttd, hvorestek han hetalte,
hvad der blev til ooers.
Neumart hat-de allecede stecnt sit Jn
sirtttnent og satte sig ned paa en Kiste.
san spillede nu saa smutt og hsettegrii
hende, at selo den gamle Jede tnaatte
lhtte til tued Optnærksomhed. »Paa
staaende Fod«, digtede han en Sang,
der lotn sra hand Hieetee inderite th.
Den lsd saaledeo:
Tet er taugt tHytteu her at vækez
Tag mig hieni, du kan- (Wd, til hig«
a jeg her elf-m
umg, Sorg og Furt-;
Vett- tt Anngt klare
SukatM a op tot mig!
storiet kdes om ht. bin bound behagek
Mig at t« It- mig megeu Nsdl
Alle Ratt
, « sc
Angst, St F t her jagek
l
l
dick-· «.. t og blot ttllqoe
Tusker til dont Spsiö og Hör-U
«Det er nott« raubte Jsden vkevt tili
hom, «De hat io 12 Gylden i Lommeal
og hat inseu Grund til at klage.« —
Neumart Iaqve tatet vertil. men ipillede
lidt ltvligm paa sit Instrument os
, saus
Dog, hatt set-, hour mutig det san vers
At da kais tustet pg staat nedl
Teroed du oil mig vel devare
Jfra de faler Wleeders Stirne
Hvori iaa manqen sorglos Stute
Iil en eoig llired gaar.
,,Naa, det lod lidt livligere,· sagde
Jeden, ,,glem ilke, at De dar mange
Penge t Lommen, og hast san, at Vielt
nen om fjorten Dage er min, hois De
itle loser den. —- Neumart harte neppe
Jodens Ord, for han var hensunlen i
dybe Tanter eller Bon. Derpaa fagde
hnn paa Latin: »Jeg horer stille paa
Guds Villie!« iaa gik han hurtig ud as
Boden. Da han koni nden for stodte
han pag en Mand, der formodentlig
hat-de staaet op knod Doren og lyttet til
Sangen. —- »Tilgiv mig, min Herre,«
sagde han i en beste-den Tone! maa jeg
sporge, om det var Dem, der spillede og
sang derinde.«« —- »Ja,« svarede
Neumarl og vilde gaa videre. —- ,,Til
gio mig min T-ristighed, gode Herre,«
fagde den fremmede, »jeg er Inn en
ringc Mand, men denne Salnie gut niig
til Vierte, og jeg vilde san inderlig gerne
eje Ordene; jeg er tun en fattig Tjenck,
nien vil nied Glcede give en Gylden for
den.« —- ,,Gode Mand,« sagde Neu
marl rort, jeg vil gerne uden Betaling
opfylde Deres Dolch hoesn er Det«
— .,Jeg tjener den spenste Gesant her
i·.t,sainborg, He. Rosenlrantz,« fvarede
Manden.«—— »Kon! til mig iMorgen,«
fagde Neuniark, nceonede sit Navn og
sin Bolig og sagde ventigt Farvei.
Otte Dage derefter loin den ivenste
Gelandts Tjener tidlig en Morgen for
anden Gang hen til Neninart og fagde:
»Tilgiv mig, at jeg for anden Gang
tonnner til Dem; jeg hat bedet inderligt
til Gad, at inin Gang til Dem maa
blioe til Lylle og Velsignelse for Dem.·
—- No iortalte han, at den svenste Ge
iandt havde en Mond i fin Tieneste,
soni slrro hans Breoe. J Gaar var
denne Mond dleven vist bort fra Time
ft"en. «J Altes fagde min Herre: »Na
er han dorte, den utaknemlige, hoor
slal teg nn faa en anden Strioer fra?
Zna tomjsg til at tcenle paa Dem, Or.
Meinuan Zeltetceren har fri Boltg og
Kost og en Lon. Jeg satte-de Mod og
fagde til nun Herre: ,,Naadige Herre,
icg ved niaasle en, sont De lan være
tjent web-« »Tu,« ndbrod han sprun
oret og lo. Saa fortalte jeg alt, yoad
jeg vidstc om Deni.'«-—— »Alt,« gentog
Neuinart, »ogsaa, at De fandt mig has
PantelaanerenW —- »Ja, alt,« ivarede
Tjeneren ltdt forlagt, ,nut Vierte var
saa luldt. Min Hut-bund slødtes ikte
derover, men fortangte at se Deree
Sang for at se Dereg Daandskrift Da
han havde set den, fagde han: «Baade
Haandflrtit og Jndhold behager mig,
lad rnig komme til at tale nied Monden,
der har strevet den, iaa stal jeg se, hoad
Ieg kan gore for harn." —- Georg Neu
martgikidobe Tanter op og neo ad
Gnlvetr ,,Ja,« fagde han »Herrens
Bcje ere nnderlige, den, der lnn ladet
den trofaste Gud raade, den forlader
han aldrig. « Derpaa vendte han sig
niod Tjeneren og sagde til hatnx »Der
ren lonne Dem, for hoad De hoc giort5
jeg gaor nied Dein.« —- Kort efter stod
han foran Hi: Rosentrand, en rig, men
menneflelærlig Mand. san holdtz
Sangen frem for Neumarl og spurgteJ
oni han selv havde digtet og strevet detteI
Vers. — »Ja,« soarede Neumark, »det»
er tun en flygtig Afskrift, hvis De befa-»
ler det, stal jeg afslrive det smultere.«
—- Uden at lage knod delte Tilbud sagde
Rosenlrano: ,,De er meget sattig, har
jeg hort, dar Jattigdomrnen ilke forbits
ret Dercs Sind-« — »Nei, Gud ocere
lodet,« svarede Nenniarl, »jeg har, selv
i den tangcfte Nod, saaet Fred ved
Herrend Trofafthed. Koriet dar drevet
mig til Von og Paataldelse og til Lov
og Tab-« Nosenlranv syntes rørt over
de enfoldige Ord: «Deres Ord,« fagde
han, Jener rnig at forftaa, at det er
vansleligt for en rig at komme ind i
Himmertg; dog maafle san ieg faa An
ledning til at tale niere ined Dem.
Man lia- foctalt mig, at De dar stude
ret Retgvtdenftab, lan De strive Jnds
beretninger oedrorende Folls Retsfors
hold og Historie og om det bergerlige
Lioe ForholdW -— Neumark tilbsd at
udfore en Prove.
Rosenktantz tog da nogle PapiQ lra
sit Skrioerbord og fagde: »Lces disle
Strivelier igennern, de er fta Konste
ren-, Greo Oxenftjerna; De ler, hoille
Oplysmnger han passen Kan De
strioe denne Jndberetning for mig, iaa
scet Dem her ved mit Strivebord. ,,Jeg
vil no lade Dein viere ene; min enefte
Fort-klug til Dem er, at De i alt, hoad
jeg nieddeler Dein, deoarer fuldsttendig
Taoshed, loper De miq det?« — «Jo,«
sparede Neumart frimodig. — »BeI,«
sparede Gesandten, ,De lieh-ver ille at
los-We Dem; ten W istse ist- et De
laue noget at lpiiez me De er frecle
med Denn
Samme Dags Alten forlod Geotg
Neumark Gesandtens Bolig for at ord
ne sine Sagen hans Ansigt straalede
af Fryd, oa hans Læber bevcegede sig i
Tal og Prig til Gut-. Sagte gentog
han: »Ja, hvo illun lade Herren
raade.« Han ilede hen til Jødens Bad
og raadte gladY »Gu- mig rnin Violin
igenz her er Pengene og en Gylden til.
De var yaard imod mig, Nathan, men
jeg er dog talnemlig, sordi De hjalp
mig. Nu vil jeg lun sige Dem et Drd
»ti! Elut: »Den, der blot ladet den tro
faste Gnd raade, for ham maa ogsaa
en pengebegcerlig Jode tjene som et
Redstad i Herrens Haand. « — Da
han loni bjem i sit lille Kammer, stemte
Han sit Jnsirument og brød udi fahlen
lde Lov og Pris til Gad. Fru Johan
:sen lom strals ind til ham og lom med
len Mengde SpsrgsmaaL Neumark«
iagde intet, han spillede og sang videde.
Endelig holdt han op og sagde til sin
Bartindn ,,Kald alle Falk samtnen
her fra Hufet og faa mange, De findet
paa Gaden, jeg vil fynge en Sang, de
endnu aldrig hat hort, der er intet
Mennesle i Hambarg, som er faa lylle
liq, som jeg nu er. Gaa Fruc, jeg
maa have Falk at vidne for; mit Hier-te
brifter, hvig detilke faar Lqu i San
gens Ord.
Juden nogle faa Dieblikle var VE
relset fuldt af Mennester, Neumarl grei
sit Instrument. spillede sagte paa det og
sang derefter med lraftig Stemme Sal
men, J un alle lender og alle bar lasse
igennem:
kan De singe paa Tjeneren. Gud vcere
Hvo iklun lader Herren raade.
Da Neumarl havde fanget den het
lige Salsne, maatte han standse, thi
Taaterne ftrømmede ned over hans Kin
der, og hans Stemme bævede af den
dybefte Rsrelse. J den lille Stich-rek
kkevs var der iydiss Stuhetz indnt
Vcertinden endelig ilke kunde tie længere,
rnen fagdez starre Herre, Deres Sang
treenger lige ind til Hiertetz man glem
mer alle sine Sorger og dliver saa glad.
Sig os, hvordan dette er gaaet til; i
Morges var De bekymret og nedtrytt,
har Herren nu hjulpet Dem paa en un
derfuld Maade?« —- ,,Ja, det hat han,
den naaoige og darmhjertige Gud. Min
Nod er endt. Jeg er bleven Striver
has den svenste Gesandt, von Rosen
-krand: jeg har tilstrcellelig Lan og har
imin Herres Fortrolighed Ja, læte
iVenney lader blot Herren raade.« —
!,,Men denne herlige Trøiteiang, hvor
har De faaet den fra, jeg findet den
ttle i hele Salmebogen, har De ielv
digtet den«-« spurgte Verrtindem —
,,Jeg?« sagde Neumarl med et roligt
Saul. »Jeg er Redskabet, Blatt-ich
men Guds hellige Aand dar digtet den,
ilke jeg. Jeg vidste itke mere end Be
gyndelfem »Don iklun lader Herren
raade, « alt det øvrige gav Denkens gode
Aand mig. Da jeg begyndte at sange,
saa larn Ord til Ord, ligeforn Draabe
efter Draabe, der stremmer nd fra en
Biergllippe.« — Saaledes er altsaa
denne Salme bleven til. —
»Ein Agt paa dig felv!«
(1. Tun. 4. Iw.
En bekendt peksifk Skribent fortæller
folgende Begivenhedfra sit Liv:
Allecede fra Batndoknmen af var det
mm ufravigeljge Regel at ftaa op hver
Nat for at bede og læse i vor helltge
Bog, Koranm Som jeg nu efvtti
Scedvane en Nat tilbragte Tiden « «
at bede, faste og lese, traadte pluÆ
liq min Fadek ind iVæreliet til mig.
Jeg bød dam velkommen og sagde: »Se,
Faden-, alle dtne andre Born sever, tun
»jcg alene er vaagen og syaler med heilige
jTIng.« Men den jævnc. praktiste gamle
Mand saa alvorligt paa mig og svarede:
»Min Son, det var meget bedre, am
du utlde fove, end at du taler okn dine
Sustendes ifejL «
Denne gamle Muhdknedaner var
meke sokftandig end mange kristne Men
neftek, som have for SM, hver Gang
en ellek anden blandt dekeg Bekendte
hat tagt sig ycn at sove den sidste lange
Sonn, da at jcette fig hen oq kahandle
med hverandre am, hvakvidt han nu er
bleven falig eller ist«-.
En Gang, eftekat et Dsdssaldi Kred
sen nylig havde sundet Sied, sad saalei
des en Flok Kristne samtnen for at holde
Dom over den afdødr. Midt under
Forhandlingerne traadte Stedets Prcest
indi Forsamlingen, og med Glcede be
troede de dam, at Forhandlingsemnet
ved denne ,qudelige« Sammenkomst var
Gpsrgsmaalet: »Salig eller nsalig?«
»Har, J kcere Mennester,« iagde
Profit-h »Ist-drin hat J dog iaa five
Omhu for andres Sie-le? Davde J
—l
dog bake været lige faa ivrige for den
afdsdes Frelse, medens han levede!
Nu detimvd er det for sent. »He-r nem- I
ltg Gud antaget ham i Naake, saa vil
I ikke ved edetö Fordømmelsesdom
kunne omstøde Gut-s Dom; men er han
gaaet fortabt, saa vil J aldrig kunne
frelse dam, hvor meget J end prife ham
salig. Ebers Foreyavende er altfaa
ganfke forgævesz men da J netop nu er
forsamlede, vtl jeg gøre ever opmcecks
somme paa noget, som aldeles ikke er
ovetflodigt, og som forhaabentlig heller
ilke vjl vcere sagt forgæves. Hund jeg
har at sige eder, staat fkkevet i Luc. Its
og lyder svaledes: ,,Men en sagde til
hont: Herre, mon de er fau, som blivc
salig « , Da sagde han til vent: Strec
ber Irgen, at J tun indgaa gen
nem den stieer Port!«
Og heran-d greb Præsien sin Stot og
Hat og tlede videre —- der var nemlig
isantme Sogn flere Folt endnu, sont
hnode mere travlt med andres Salighed,
end med deres egen.
,,Eders Syiid ital finde eder.«
u. Mos. rie. 2:«.
J en Byi Ny-(sfngland levede der
en Mand, soni nød ftor Anseelse blandt
fine Medniennester paa Grund af sin
retslafne Karatter og sin hcederlige Van
del. Han lendte iniidlertid itke noget
til, hvad den hellige Gud lrcever af et
Menneste« og svatede derfor altid, naar
noqen ipiirgte hani otn, hvad han bygs
gede sit Salighedshaab paa: ,,Jeg er
en cerlig Mand og har betalt enhver,
hvad jeg var hani styldig«. Denne
Mond var allerede bleven gamniel og
graci, da det behagede Gud at aabne
hane Ojne og vtfe hani Frelsesvejen ·i
Krisiiis, og hvorledes dette git til, har
haii selo sortalt paa folgende Maade:
»Ein Alten git jeg, frisk og fund, til
No og havde da en mærkelig Drom.
Jeg drinne-, at jeg var død og befandt
mig i en stor Sal med en enesie Dor,
over livilkeii ftod strevkt i siore Bagna
vetz »igenneni denne Dør gaar enhver,
sont tan becise, at han hat betalt alt,
hvad lian ftt)ldte, lige iiid i Hinileii«.
O, tænlte jeg, det er jo netop for mig,
intet Meiniesle liar nogen Fordring paa
mig: altiaa gaar jeg lige ind i Him
len.
J dette Lieblik horte jeg iiiden for
Deren en Latin, der jyntes at hidrore
fra, at niange Mennesker bevcegede sig
og talte i Munden paa hverandre.
Deren aabnede sig, og en dleg mager
Mund traadte ind. Han gil lige los
paa mig og sagpc ,,Jeg loninier for at
bede Dem om at betale Deres Gæld til
niig«. «Hvorledes"t« spurgte jeg;
»jeg-tender Dem jo slet itle og ftal al
ligevel staa i Gceld til Deni«·«- Den
blege Mand faa roligt og fast paa niig
og sagde: »Huster De ilte, at De for
tyve Aar fiden paa eii varni Sommer
dag, tsrte i Deres smukte Vogn til By
en? En fremined Mund laa i Vejs
graste-i, trcet og syg og elendig3 han
siulde til Hospitalet inde i Vnen, men
tunde ikke gaa tangere. De huster vist
not, hvvrledes han ralte Haanden ud
imod Dein og nied et bønfaldende Blit
bad Dem oni at tage ham med, men De
pistede paa Heftene og lørte videre.
Denne freniinede —- det er mig, og De
slylder mig denne Køretur, ikle efter
denne Verdens Love, nien efter de Reg
ler, sont gælder i Jeiu Rige. J Guds
Bog staar denne Gældspost strevet ved
Dereö Navn.«
Det var, ioni oni et tlart Lys paa een
Gang var begyndt at stinne ind i min
Eitel, iaa at hele mit Liv toni til at
ie anderledes ud; nien for jeg lunde
spare, stod en anden for mig, hoem jeg
genlendte ioni en af mine tidligere Na
boer, og atter lød den stimme Hilsen til
mig: »Jeg toniniek for at bede Dein
oni at detale Deres Gceld til mig«.
»Ja, meii jeg sttilder Dem jo itte noget,
icg hat jo altid detalt Dein piinltlig«,
ioarede jeg. »Hast» De da ilke, at
jeg for nagte Aar Den folgte Dein en
Ko«? »Ja vel, nien den har jcg jo de
talt«. »De dufkek not«, vedblev min
tidligere Natio, ,,at vi den Gang hat-de
en haard Vinter, at jeg var uden Ar
bejde, vg at mln Hnsiru og Born var
syge? Da folgte jeg Korn for ikle at
do af Sult; inen de benyttede Dein af
Lejligheden og gav for lidt for Kom.
Se, Reiten as dens Beerdi nied paaløbne
Reuter staat nu strevet i Gudd Bog
som en Gæld, der hviler paa Dem«.
Jeg stod foni naglet til Stedet, over
bevist af mtnlSamvittighed og igennem
den aabnede Dør saa jeg endnu en
hel Mangde Mennefter, fom tetengte
sig ireni imod intg nied Fordringer paa
mig, sont jeg inaatte ertende, fsr de
endnu var ndtalte, og bog saa jeg tilde
Les ingen Udvej til at betale al denne
Gæld. Overvceldet af Skam og Rath
sel sank jeg ned paa Kna, flog mig for
mit Brysi og raubte: »Herre, min
Gad, jeg tan ikke betale min Geld!
Barmhjertige Gud, vis mig, hvorledes
jeq kan fyldestgore bisse Fordringerz o
vis mig, hvotledes jeg kan blive løst fca
min bundlsse Gæld«!
Jdet jeg bad faaledes,forsvandt Jud
striften over Døren, og der stod pludfes
lig en anden Jndfkrist, Tom straalede
mig klart i Mode: »Jes u Kri st i,
Guds Sons, Blod ren set fra
al Synd«. »Ja«, udbrød jeg, »de:
er det, jeg ttænger til; det er det, som
hjælper nng — Gud ste Lov og
Iak«!
J det sammt vaagnede jeg og kendte
nu Beim Jeg ransagede mit Liv, er
tendte min Skyld og fondt Naade i
Trer paa Jesus, t hvem Vejen til Fas
deren, Døren til Himmelea er aabnet
for mig.
Brev
til
,,Tauflcren«s Læfere.
Tampstc ,,Gi«aii Walderiee«, ti. April 1900.’
Kcere Vennerl
J sidste Brev lovede jeg eder senere at
fortælle lidt mere vrn min Reife
Man skulde nceften itke vente, at iaa
mange allerede var paa Vejen til Pari
serudftillingen, soin der er. Oper 14
Dage for Skibets Afgang var alle lste
og 2den Kahyts Pladser optagne, saa
mange, der nnstede Kahytspladsey
maatte finde sig i at reer soin Wellent
dætgpagsagerer.
Paa Slaget 5.30 Form.lettede Dam
peren ag gled ud af Harmen. Jeg
vaagnede ved Støjen af Kader og Tov
paa Tatket og stod straks op. Det var
Snevejr.
Langsom og nrakkelig glcd den val
dige Kolos fremad mellem Fcergetz
Smaadampere og Baade. New Yorks
taarnhaje Bygninger forsvandt fra sehns
kredsen og en viel vemodig Følelfe kam
over en ved Tanken am at stulle stilles
fra det adopterede Fædreland, der dog
havde ydet en saa meget godt, soin det
gamle Fadreland aldrig havde formaaet.
Fædrelandet blioer for den udvandrede,
hois Hierte ikte aldeles fryfer op i Modi;
strcebetg Kulde, det Sted, hvortil de
stimnefte Minder i hans Tilværelfe er»
tnyttede. i
Selv om ,,Hytten var lav og lille —
en ermodeBolig blot«, saa var det dog
der, hans sorgt-feste Dage svandt henz
thi Fader og Moder bar Belyrnringerne.
Der var han i Spskendes fortrolige
Kredg med alle de finaa Festligheder og
Højtider, hvis Tilbageoenden var en sta
dig fornyet Kilde til Glieder. Hvor
ofte hører vi f. Ets. ikke saadanne Ud
tryk fornz »Ja, runde man endda holde
Jul hjemnie, der var alt anderledes.«
Det er vel disse Minder, fom er
Aarsagen til, at ens Forundring vækkes
iNew Yorks Dotter, ved de Skarer,
der er paa Reisen til Europa. Her
famles de fra Unionens forstellige Egne
— fra California, Minnefata, Dako
taerne, Texas og hvorfra ikte«.- «
Ncgle er paa Besen hjem for at da
Det er Minderne, fom drager, ikle til
Europas rige, stenne Egne, men til de
gacnle Hjemi Tysiland, Polen, Bah
men, Wurtemdorg o. s. v. Men af
langt de fleste faar man Svaret, at de
dlot vil bespge en Fader, en Moder, det
gamle Hiern. De vilde not se det en
Gang igen, men oender ellers tilbage
om » Maaneder, thi man tjener jo saa
meget mere i Amerika.
J det hele stal her neere ca. Mo Pos
sagerer oin Bord, hvorai dvg tun 100
reiser som Mellemdælspasfageren
Her er en Del forstellige Nationali
teter representerede, men ellerö herstcr
her en ret fredelig og gemytlig Tone.
Kosten er vel itke faa daarlig men
strrettelig ensfarrnig -—— Suppe, st og
Kartofler tilberedt paa en viftnok meget
kunstig Munde.
Veiret har varet deiligt paa hele Rei
sen. Den mesie Tid har man dekvemt
kunnet iidde paa antet, hvor der har
været Koncert hver Formiddag.
Netsten hver Aften har der oceret Dand
paa DretkeL Matroferne leverer Mu
sikken, og Mand, Piger og stoner hop
per omtring paa en Maade, der nndrer
en Danster, for hvern det vtft oil tage
lang Tib, for han vcnner sig til disse
Syd- og Vesttysteres Stille.
Naar 5—6 af de vardige Makroner
bliver fat ornkring en Kassekedel, er det
neppe inuligt at here en Ting. De iys
net saa lyttelige, lom om Verden var
den-, og disputerer med en Jver, der
ftttetlig var en dedre Sag vier-bis end
es
L
len Kop Kasse. J Akten vor der nagte
unge Mit-nd, sont fandt paa at drer at
flavontfk Kvlndemennestr. De kaldek
hende Suly, og just lokn det vat, tog
hun en of Mattosernes Froste og en—to
—tre var alle de unge Ulykkesiugle ade
af Mellemdækket. En Mond sad og
legede med en Kvp Band, sont hatt kon
til at ncelte i en af diese Ronets Stad
and ster? Uden videre tog hun For
lltedec og torrede hant i Ansigtet med det.
Dette er saa langt sont Melletndælg,
paoiagererne drtver det. Skal termeres
til, ttioa man op til lste Kahyt. Der
var f. Eis. Bal sidste Lordag Alten-,
Som de vaade Baker flsd rlgeligere ,
dlcv daade Hooeder og Hierter lette.
Blandt andre Ting kasiede en ung;
Amerilaner lU Elidsftole vver Bord.
illæstc Morgen oar hele Begivetthederk
ude over Ståbet ttl almindelig Morskak
J Dag kokn jeg tilfældig til at start pede
Siden af den unge ekseniplariske Ame
rikaner, der, saa fotstod jeg, hat faaelc
en Regntng paa Stolene, sont gik over
Bord. Han haode faaet lat paa en Opp
varter og gennesnheglede den stakkelsi
For med de groveste Udtryk, fordi de
(Opoarterne) ikke havde ladet Ballett
Begtvenheder fordlive en Hemmelighed.
Paa ,,Grass Waldersee« er baade reis
fpeltable Falk og Pledejere. Kun Org
gangen med dem, leerer hvetn der er det;
ene og hoem det andet; thi de sindes par-:
alle Dæl og i alle Klædedragter.
Det var herltgt Beil-, da vi kom til
Plymouth. Byen ligger til Dels skjulse
mellem Hofe. for en stor Del stande
ooksede Klittetc Grceöset var alleredc
grønt paa Marter og Skraanjnger.
Slønt moa her vcere i Sommertiden
Det var saa paa disse Mitter, ijg
Dale og Hase at »Pilgrimfeedrenes «
Blilke hvilede for sidste Gang, mens
«Moyflower" bar Flygtningene bort
fta disse herlige Egne til et ukendt Land
med utendte Ltdelser og ukendt Lykke.
Hvad der end kan siges — derettlget
eller uberettiget, om disse Mennesterss
Snæverfynethed, Fanattstne og kcetterstes
Meninger, san var de dog Mennester
med en Ooe1«bevisning, en Overbevisi
ning, de havde lidt va ftridt for, og
saadmtne trcever Itsrrbodighed
Legsings Ord i »Nathan den Visen
er oel fulde af Betydning i denne For
bindelsex
»Ein Mann, tote du, bleibt da nicht
stehen, wo der Zufall der Geburt ihn
hingeworfench
De git med Fædrelandetß Forogt over
sig ud for at plvje Roland, for at grund
lcegge en mægtig Nation.
Ttderne stiftede, og det fasncne Fee
dreland foar otntider Ojnene op for
disse Menueslers virkelige Værd Kom
mer nogen af eder en Gang gennem den
engelske Patlamentsbygnittg, da læg
Meerke til et Maleri paa hoire Side i
den ftore Gang, der fvret til tlns Hunne
uf Connnunsy Hvad er detk Et
vteldigt Billede af Pilgrisnsfædrene, for
de gaar ont Bord paa «Jla»vt«l»wct-"«
Det er et Mindeginærke. sot tEnglands
Regervngsdygning til Its-re for hine fem
Det var ogfaa herfra at «The Plzs
month B1-tstlmsn" kom med deres de
fynderlige Meninger. «
Det tvg et Par Timer, fvr Passa
gererne og deres Jtejsegodg bleo bragt
om Bord paa den mindre Domper fra
Plhmouth.
Man san her lidt as Gensynets Gla
der. Et Par Selskaber fro Plyntouth
var kontne med ud for nt mode Bett-ter,
og det var roter-de at se diose met-es
lHvad er Besiddelfen af jordtst Godg
uden Benstab, uden K"terltghcd. Shateg
fpeare hat Ret, naar han siger, efter at
have visi Gunftg Flygtighed:
UTIIW thiy lu- wliu luvtss and ist
ltcloved".
Afgangssignalet lod, Mnsitkorpfet
spillede op, og i den stille Aftenstund
;forsvondt Plycnduth mere og tnere for
Bltklet. Snart dar oi i rurn So o
naaede i Morges ttdlig til Cherburg i
Frankrig, hvor en Del Pagsagerer gik i
Land. Det oar Negn og Tonge, iaat
man saa tun ltdt. Kosten var lao vg
Isiad Dr fleste Passagerer sov. Af
-steden her var kold, lammenltgnet med
den t Plycnouth. Jgen og igen led Af
siedet-nnd ira Oceandomperens mange
Munde, mens Gensvar ekkoede tilbage
fra de engelste Reisefteller. Her hortes
knavt et goodst
Dette var muner ttlfældigt, men jeg
moatte tænle paa Tysklands og Fran
kkigs mindre gode Naboskab.
Nu sejler vi med suld Fart gennem
Kanalen og venter at naa Hamburg en
Gang i Morgen.
Kun et prattlst Raad for ieg sluttek
for denne Gang. For Kvlnder et Nei
sefelsiahet sont Mellemdtecspasfqger tm
mindre behagellgt. Der er neppe fa
megen Stoj pas en danst eller enqelst
Linie. « i««":1’ - 's
Jeg er glad, at disie Linier blev site
ven, mend jeg endnu er her pna Skldet
og har Tid. Reiten gennetn Thstland
vll jeg ienere ved Leillghed forttelle lidt
om.
Jndtil vldere er jeg ederlt .
J. Mal-sen.
O) ca Mand, iom du, dllvec ttke beendet-u
det Mel-, hvor du ttlfceldtq er ist-te
l