Salmevagt.
(J. M. danien).
(Stuttet.)
Etta oaagn da op, min Stal, brod ud
Med Lovsanggkost, og vrts din Gad,
Ttn Stabek og Genie-sen
Sont saa til dig i Naade ned
Lg over os tin starltgtted
Med Trostercn udoserl
6. Sang ved selftaltelige Sammetttomster.
Selvsplgeligt synaes der ved Gudgtjenester og leiste
lige Forsantlinger i Ritter, Duse og Slove; men Sangen
Mr ogsaa tages i Brug ved de Kristneg selslabelige Sant
tttentotnsier. Man sttnsgek ilke hele Tiden, naar man er i
Eelslabz det er godt, at den ene tan glcede og opdvgge den
anden ved ltistelig Samtale, sont der staat i det gantle,
slonne Sprog bog Prosetem »Da samtalede og de, sont
srogtede Verren, hder med sitt Ven, og Herren gav Agt
derpaa og bitte det, og der bled slkevet sor hans Anstgt en
Jbulommelsegbog otn denj, sont fragte Herren og tattle
paa hans Navn« (Mal. :t, leis. Men at sliste sta Sam
tale til Sang, tan være oedetlvcegende og opbttggeligt.
Der maa bruges tristelig Takt ogsaa ved en saadan Lejligs
bed. Begond ille at synge paa en saadatt Maade og til
en saadats Tid, at den gode Tone sotstortes, og iscer bar
det jo vare Ouöberren eller dusntoderen eller hadersgastem
2der anstrer til at sange. Men naar alt gaar »spmntcligt
og nted Orden-U da er det udntarlet at svnge ved selslabe
lige Sammeniomster; kristelig Sang hjalder til at scette
del rette ng paa Selslabslivet, vaa Zanisttndslivet. En
Fotsatter siger: »Den hierteltge Sang er gaaet tabt, der
findet sit Udttyl i Ltd sont disse: »Ja-g songer, sotn Fug
len songer«, det vil sige; sont jeg dar Stentme til. Op
sordrer man nogen til at syttge, saa har den ene tngen No
der; den anden hat vel Noder, men lan ille Tetstem den
tredte ltar begge Tele, nten drister sig ilte til at sange,
sotdi »der er mange, sotn lttnne gsre det langt bedre«,
lwad heller ingen betvivier«. Eactdant »Trcelleri« lonts
tner tidt stem, naar der slal sdnges ved ielslabeltge Sant
tnetttontster. Pas paa, at Sattgen ille derded Idelcrgges
eller ntaasle hell littles ude. Lad Ligcstenthed og Vierte
lighed behersle Stentningen, da vil det ille vcrte vansleligt
at lotnnte til at sange. Knnstsang er helt ovetflodig, hvor I
der er Tale otn opbttggelig Sang ved en telslabelig Sam
tnenlotnst. Dierteiig, ren og god Sang er Sagen, det er
det bele, der tiltrcettges.
Entaasttalene Zang, vor Hem- totstaak.
Hatt tcnder itvcr Ein-l t sit singt-;
Te satttgcg Bot-tang, hatt tlte weint-Jan
Hatt sei-, avad de maalloie Etabnntqcr alle otl nat-.
co set du oataa, du tasre Wid.
Tit linker vor Rost t dttt Himmel
7. Sang ved sorstellige Lejlittltcder.
Det er godt at songe i Ttængselens og Fristelsens
Dage. Jesus sang, lott sIr hatt gii til Getltsetnane at
lide og til Golgatlta sor at do sor os. Mangen en lernt
vende Kristen er bleven bestvrtet i Kamveng Tage ved at
lIste sit Vierte til Gud i Sang. Cg det er muligt, at
mangen en anscrgtet og belynttet Sjctl lunde songe sin An
sagtelse og Belotnring vort. Cn Ealtne, en lristelig Sang,
lan oste indeholde den Solstraale sra Himmelsolem sotn
den ansagtede Ssal behsver til Trost og Lager-nnd cg
Vrorsons Saltnebog «Troetts rare Klenodie« lan ille an
besales sor vartnt til Btttg sor de ansagtede og belytnrede.
Cn gammel troende Mand, jeg lendet godt, sagde engang:
,,Naar jeg pines as Attsagtelse og TvivL saa er der lnn to
codnggelsesbsger soruden Bibelen, sont jeglan benvtte
ntig as, ttentlig Brorsong Saltnebog og Luthers Dus
postille.«
Naar du gsr hugbessg, er detgodt at synge nogle
· Vers. Oste lan Sangen aabtte Diertetz sont ellers holdes
ltttlede. Men »salditle ttted Toren ind i Dttset«. Var
ille nidlasr uden Forstand, nten lad din ttistelige Sang
dise dig, naar det et Tid at sange, og ltvok nteget du slal
sange, at du ilte —- tvtertitnod din Henstgt —- slal gsre
Foner med din Sang. ifn Ectng ved Evgelejctlan
ogsaa get-e Gavn· Maasse er der en sarlig Zang, sont
den tvge Insler sttnget. Mendeksotn dtt hat en trastig
Stumm da damp den noget, naar du stal sottae ved et
Sogeleje, at du itle ved den starle Sang stal gore den svtte
mere sng
Det er heller ille ilde at sttnge, ttaar tnan er paa
Messe. Funae sortceller ont Pilegrinttne, sont have
sundet boetandte ved at songe under Reisen og otn andre
gode Resultaten Den stsnne Salnte »Dejlig er Jorden«
er en gatntnel Ressesalnte og Pilegrintssaltne, sont blev
sunget allerede i Jordsalasarerneg Dage, iKorStogenes
Tid. Dg Davids 84 Salnte er en Reitesalnte. Den blev
sunget as de sestrejsende, sont drog ott til de store Fester i
herrens Tempel i Jerusalem.
s. Zangen-T- Mast.
Der et underlige Krafiee i hellig Sang til at talde de
gode Bemgeliek freut i Memnestedryitet. Ja, hvem ten
det til fulde Sangeus JndflvdelseL Derspt strev den idanske
Munt om Luthekg Salinert »Tet et et statt Unvers, hvot
dvb Nod ditzse Salmer have faaet, sont komme iManade
fta Lutheks Vatifted, og nu junges de i alle Dafe, Vati
stedet, paa Totve, Gader og paa Landevejen.« O, hvor
ofte hat Sangen i Kitten og uden for Kirer bkagt Mod
og husvalelfe til Mennestens Birn! Engang gi! Metants
ton paa Gaben i Weimar. Pan var fortnvt ag modlas.
Da sang en lille Pige paa Gadeu: »Vo: Gud han er saa fast
en Borg«. Melantton, iom bitte Salmen, fagdec »Zum
videte, mit Bam! du ved Ute, bviö Vierte du trustees-. —
En Sammel, troende Mund fortaller, at han blev vqtt op
af fin Syndespvn ved at hsre Sange-i »Jequ er min Djælp
i det tsrte Land, en Tilflngti Stormeng Tid«, fanget
hatt hlev urolig derved og gis am Aftenen hen at hsre
Guds Drd og sit Fred i sit diene. —- Da Dampsiibet
»Seavandata« kam i Brand ude daa det store Dav, var
der en kristelig Sanget fra Amerika om Bord. Mange af
de reifende fvsmmede omkting det beandende Stib paa
deres Redningsbsjen flere vare dødstmtte og ncer ded at
AI
sdnlr. Da istemte Sangeren og hans hustriu ,Klippe,
du sosn brast for mlg«, og Salmen og Tonetne btagte nye
Kraftet til de tratte. De anstrengte fig for at ldtte til
Sangen og sang ielv med, og imidlertid lotn Redningss
banden og tog dem op. — En af de fan, lom blev teddet,
da Dampeken «Stella« gilunder i »Kanalen«, fortæller i
et Bostcndlad, at Banden, hnn lom fra det synlende Skib
i, havde ingen Aater, og de dtev djalpeløse omlrlng paa
de fraadende Belger i den mskle Nat. En Dame fang
flere Salmer og doldt derved Modet oppe hos sig felv og
de andre. Cn Dampbaad lom leitende. Mandslabet harte
Tonekne, teilede efter dem, fandt Banden og alle i den
bleve teddede.
As lignende Beketninget findeg der mange. Lidet er
rigt paa Elsempler paa Sangeng gode Jndflydelse til Vat
lelfe, Ttsst og Opmuntring. Menge stibbrudne, syn
lende Mennestet ere blevne teddede ved Sangeng Magi.
Derin sung, du Kristenljoell Dei gavner dig felv, det
lan gavne andre! bang Thomlgspn siger fslgende gode
Otd om Sang i Foktalen tll sin Salniebog:
»Gunstige, fromme Kristnel Eder tilslkiver og stan
ler jeg denne Bog, behende, at J den ville lage til Tolle
og beuge den flittelig og gudfrygtelig i edets Kittel-, Sko
ler og Buse: l) til at vere, love og vrise Gud med laadanne
gndelige Lovsangex 2) til at leere, forsremme og devate
bernied Guds drd iblandt eder; fordi Rint og Sang leeres
snart og med Lyft og lan bedft ihiilomines; om aabenbnr
Prcedilen end blev forbuden, om alle gode evangeliste Bi
ger bleve brandte og ssndekrerne, dog lan den Fokstand,
lom ved gudelige Bis-e er indgroet i Hieriet, ille faa lnatt
lsortrnlles; B) til at opvcelle eder selv til ststre Pønitentfe,
Gudelighed og Flittighed i Binnen; 4) til at fordtive
Sorg af et ioreigfuldt Vierte og bekomme nandelig Glæde
og Trost i Livs kg Tsds Nod; k-) til at belende Gnd aabens
lsarlig for alle Menneller, for Engle og Titele H) til at
kovælle edete Born og unge Foll til ogfaa at lende og prise
Gud; T) til at lolle Gudg hellige lingle til edek, og ttl at
bortdrive de onde Aander og chrvle fra edet, naar J idnge
gudftygtelig og af et trofaft Hierin R) til at forhindre og
aflægge hermed hine slecnme papiftislc Sange, Boledifet og
andre forfasngclige og forargelige Vifer, sont nu desvækre
alle Vegne brnges af letfærdige Mennesler, hville Gud
visselig straiie dil. Summa: til at forfremme Jesu Kristi
Rige, hvillet hetmed alene spges.«
9. Sang og Sinn-den
Zangen bar Jndflydelse ikke blot paa Menneskets
Zjæl osg Sind, men ogsaa paa Legecnet. Ved den dybe
og heftige Jndaanding, fom Sangen medsprer, fættes
Vughnleniz Organer i en nyttig Bevcegelse, der hjælver
Fordojelsen og Blodtilberedelsen. Sangen fremstyndek
Blodoknlsbet, stnrker Mnsilerne og vaavirkek i Særdeleås
hed Aandedrættet. Dei dybe Aandedrag, som fremkaldeg
ved Sang, udvidek Brusttagsen, ventilerer Lungerne og
givee Lungevoevetg elafjisie Traade en gavnljg Bevagelfr.
Den fdngende fortnaar i th Grad at for-ge Luftmrengdem
fom Lungerne indtage ved Aandeorcettct. Ved det sied
vanlige torte Aandedræt modtageanngerne blot omkring
ved en Sjettedel af den Luftmængde, de tunne tumme,
naar der aundes rigtig dybt. Lager, sont fertig studere
Lungefvgdoknme hos Mennesset, sige, at det er sjældm at
- nogen, som junger Ineget, faar Tæring. Sangen paadirs
» ter ogsaa Nervefvstemet paa en god Munde. Kote sagt:
Zangen ee en Art Gytnnastik, der er heldig for Mave,
Vierte, Lungen Nerver, Mustler, Dunste-eh ja hele den
mennesielige Leqanjåme og for bete vort Velbefindende·
Ten hat styrtende, forcedlende og opdragende Betydning
for buude store og inma, unge og gamle, Mænd og Kvins
der, hnje og lade· Songen hjælper til at danne en fund
Eitel. Og ligesom Luther fjger: »Le:d og byde Fru M u
sica ind i vore Hjem«, tunne vi fige: «Lad os ogfaa sende
Hr. E a n g JndbvdelseJQ
Ler Inn pegeg paa den danste Diener St. St. Blicher.
. san var svagelig som Born og ungt Mennesie, og bang
; Svaghed tog til ved en nforsiqtig Badning, hvotved ban
paadrog sig en meget fwert Formele der gav bang Del
bred et fvært Knat. Von var af Lagerneopgivet fom
Uhelbkedeltg brvfvaag og blev betragtet sont Dpdeng sikre
Butte. Men Bücher blev helbredet ved en Kur, han felv
formten Vcd livlig Bevcegelfe i den friste Luft og ved
Flsjtespil for at styrte Lungerne, overvandt ban Sygdom
men, og dIde ein Aar gammel (lR-48). Mich-ers Fljjtespjl
bavde en god Jndf·ndelfe paa hans Lungen og Sang tun
utvivlsomt have en liqnende Jndflydelfe. Syng derfor
ogsaa for Snndhedenö SkytdL
,
M. Sang i Himmclen
Dei bedder i Salmem »Tu- og Vaab forgaat; men
Kastlegbed bestaar«. Sangen er sam Karlighedenc den
varer evigt. J Himntelen skulle vi ikle have Daab fam
her vaa Jorden, balde Nadvere fam her, eller bare Predi
tenen sank her, nnn di flulle sange, synge for evigt. De
kadke fra Horden fange med farklarede Tunget Male og
Lammetz Sang. linglenes ag de laliges Sange blande
sig med hverandre for Guds aa for Lammeks Traue. »Da
en Rast udgit fra Tranen, sam fagdet laver vor Gad,
alle hanS Tjenere aa J, iom fragte bann, baade de smaa ag
de state. Og jeg harte fam en flar Skares Rast ag kam
mange Bandes Lyd ag fam starke Tordenerg Lad, forn
sagdc Daskelujal sakdi Herren, Gnd, den Almægttge bar
antaget Mach Ladcr az alæde ag fryde as og give bam
Ærem thi Lammetg Brallnv er kommen, ag bang Brud
bar fmvkket sig!« (Aab. W, 6. 7). »Da de fang en nd
Sang, sigende: du er vardig at tage Bogen ag avlade
deng Segl, fordl dn er siagtek ag med dit Vlad bar kabt
asi- til Gud af alle Stantmer ag Tungemaal ag Falk on
Summa Og du bar giokt as til Kanaer ag Prasier kar
var Gud, aa vi stulle regere over Jarden« (Aav. 5, li. l«)·
O, hvilken Sang! Den lnmmelfke Lovsang har rigere Ta
ner end den stanneste Lavsana vaa Jota J detke him
melske Laviangskar sknlle alle de frel fange for evigt.
»Slet ingen er lau ringe, han findek ja en PladS«. Bra
der ag SIsterk lad as apltste vare Oer med Frimadighedx
vor fnldkaenne Fort-sama flunder til. Lad as lange ber,
fardi vi skulle fange dessen Der skal Bat-fangen llinae
bedre, naar vi faa »Englekungen fak«.
Der dig junges Lov ag Æce
As Menneskeks a En leg Decke
· m Evighed til vi ged.
var Gudö Tranks tmaler flinker-,
var blamstrer Livets Træ derinde
- Paradikets Oeslighcdk
vad lntet Øje fan,
vad Funken ex kan naa,
er vl stac
- Nu Jord, Farvell
Stig sit, mln Sjeell
Fle eins knd til Livienö Baldk
For Ungdommen
,,Gud velsignelie den syvende
« «
eng.
il. Mol, 2, 3).
A
Det et paasaldende, at mange jadiste
Lærete i deres Religiongundetvisning
endnu druger de: sammeBilledsprog.soni
allerede nieder osi vor Frelsers Agnel
ser. Soni et Etseinpel her paa ital
vi nieddele folgende Lignelse, soni en
jødist Rabbiner i Schiveidnnlig hat
steinsal i en as sine Tale-: s
,,En Mand davde syv Sonnen as
heilte de sele- celdste var meget dygtige
Ververe Fra Morgen til Asten ar
bejdede de under Tilsyn as deres Faden
sont tillige var del-es Læremester, og sra
Tid til andeii solgte deres Moder det
smulke Leere-ed paa Tot-det, hvorved der
indvandteg saa mange Penge om Aaret,
at den hele zainilie rigeligt kunde leve
dems.
Den nngste as Sannerne, den lille
Benjannn, var ljelt sorstellig sra sine
Brodm Han yndede itke Arbejdet nied
Haanden, men sad helt alene soran en
stor "«og,der indeholdt Fortællingerne
ont Moses og andre Helte og Proseter i
Israel; men hver Gang han hadde liest
naget riglig linult lom ban, suld as
Begejiting, ind paa Veerkstedet og sor
talte det sor Brpdrene, sont harte til
med Gliede. Naar han illelæste, gav
han alte jin glade Sindezsteinning Lust i
Sang· sont lød rundt omtking i J)uset;
ogsna herved aplivede han sine Brødte
og gav dem godt Mod til Arbejdet.
Men Menneslene bliver nied Tiden
lede ielo as de bedste Ting. Saaledes
gik det agsaa de setz Brodre. Lidt es
tek lidt blev de stinsyge paa Venjainin,
sordi lsan aldrig arbejdede, dg en Tag
lom der-es lltilsredslzed til Udbcud i en
heftig Sanitale om deres Binden De
beregnede, at naar Benjainin ogsaa sad
paa V.werstolen, vilde de alle have det
bedte, og Familien nied mindre Møje
tjene slere Penge.
Die-se deres Tanler sreinsalte de sor
dereg Hader, men han blev nieget bedin
vet denn-en «.Hvorsor,« spnrgte han,
»ville J have Benjamin til at atbejde?
Hang Hander er alt sor svage til at
styre Væderstytten Gud hat bestemt
hani til andre Ting og givet ham Hierte
til at sorstaa de iniutte Formllinger og
en dejlig Sternum som lan berede
Gliede i Huset og sorssde eder Arbej
det.«
Men Bkødrene vilde ikle have der
paa. De tcentte desiiden, at Beniainm
jo godt lunde dlive ved at sortcelle og
synge sor dem, sokdi han tog Del i Ar
bejdet.
Faderen maatte til sidst gna ind paa
deres Forlanginde Der blev nn lobt
en lille Vanerstol til Benjaniin, som
nden at innere, men nieget bedrøvet,
satte sig til at arbeide. Ester en
Stunds Forli-D opsordrede man ham til
at syngez hatt sorsogte det, nien hans
Steninie lin saa bedriivelig, at inan
lind hani at tie stille. Han foissgte vg
iaa at soktcelle en Historie, men tnnde
ille suldsøre den. J Huset bled Stem
ningen niere og mere trist, og ilke saa
sxcrldent asdwdee Arbejdet as Skændekier
og onde Ord.
Onifider nie-can ag sig igen,
da det vcevede Lærted stulde sælges paa
Torvet. Aftenen sornd tokn hver as
Bei-diene nied sin Del, ogsaa Benja
min ined en lille Rulle, ind til Mode
ren, sont inaalte og undetsagte deres
Atbejde.
,,Men Born dog,« uddrød hun til
sidsi, »hvokledee banger det sammen?
J var jo syv til at arbejde vg dar min
dre Lan-ed end elleteL Og se en Gang
der, Samuel og David, hdor njcevn
eders Akdejde er! Saa lidt og saa
daarligt Arbejde hat jeg endnn al
drig bragt til Torvs.« —- Og Resulta
tet blev da ogsaa, at hun den nieste
Dag dragte seerre Penge hjekn end
ellers.
Da sagde Faderem »an, jeg vilde
ladeedes gøre et Forsøg. hvis Udsald
jeg lendte i Forvejen. Nu set J Fing
ten as eders Stinsyge og as ederö Ger
righed. Diese to hat sordrevet de
snintke Fortcellinger og Sange og der
nied ogsaa Freden sra vott Hins, ag til
nied et vi bleone sattigere, end vi søi
var. Forstaak J nu, hvad jeg sang
edert Oder hat sin Opgave: edere Op
gave er at arbejde, eders Broders deri
inod at hjeelpe eder, tdet han syldei
Huset med den Tilsredshed, sont aleni
gilt Ardejdet let og stugtbringende.«
De seid Btadke sorstod deres Fades
og ydinygede fig. Og aldrig sa
sh
wt dcfk D
:l
snart sad Benjamin igen i sin stille Lee
sekrog, for han paany begyndte at synge
og fottælle sine Historier, og Familien
fandt igen fin tidligete Lytke og im
Velstand. —
Denne Historie er ikke vanstelig at
tybe. De sekg Brødce er de feig Uges
dage, og Benjamin — ja, ikke sandt?
—det er den syvende Dog, sont Gud
» hat givet os, for at den stal bringe os
kaedog Gnade og Arbeit-straft soc de
seks andre — Hoiledagen, som man ikke
kan stille lige ved de andre Dage, Uden
Lmed det samme at scette Ltvgglæden og
fVelsignelfen af det daglige Arbejde
Jovetstyr. Skal vi vitkelig kunne ar
bejde Ins-d Velsignelse, man voke Sjcele
være syldt med den yellige Glcede, sont
kommer fra Gad, og det et det, som en
hver Sondag, der bliver tilbragt efter
Gut-f-l Villie, bringet os: et herligt For
raad af denne Glcede, ftort nok for den
hele Use.
,,Død, hvor er din Brod?«
(1. Um. 15, 55).
J en Samling as tristeltge Fortcels
linger meddeler Pastor J o h a n n e s
Pa u lse n i Kropp folgende Dplevelse
sra en Paastedag.
,,Det var en heilig, soltlar Paaskes
dag. Hicnlen hoælvede sig klar og blaa
over Jorden, og en yong Foraarslust
aandede Paa den hidtil saa døde Natur,
saa at de gronne Spirer begyndte at
malte srem overalt. Jeg gis gennem
Landsbyen, som veimledeaf spaserende;
ttore og smaa, Born, der soretog deres
forste Ganges-elfen og gamle strsbelige
Falt, der naermede sig Graven, badede
sig i det vakme Solsktn og stadede sig
over Livet. Dei var Paaske, Opstans
delsessestl Ny Opvaagnen iNaturen,
nyt Liv og Rote ogsaa blandt Menne
stene2 Al, tunde jeg blot bære noget
deras ind i Sygevcerelset til den lidende
Pige, som jeg agtede mig hen til!
Tet var en meet-selig Modsætning, da
jeg sorlod Gaden med al dens Liv og
et cieblit senere traadte ind i det stille
Kammer-, hvor min syge Ventnde boede.
Hvilten sorunderlig Ltvg- og Lidelsesi
historik gemte ikle disse sire Vangel
Frederilte var Husets celdste Dotter.
Jeg huster endnu godt, hoorledes dun
sra Barn var votset op til at dlive en
smal, as Sundhed straalende ung Pige
—- sine Forældreg Stolthed og Glæde.
Tag — det er og bljver evig sandt, at
den onde Fjende gaar omkring som en
brolende Love, sogende, hvem han tan
opsluge; og allerhøjest lyder hans Tri
umssang, naar det lylkes ham at taste
sin sordærvende Helvedgjft ind iet ungt,
ester mennestelig Maalestot barnlm rent
og uskyldigt Hierte.
Jngen as Husets Folt tom saa ofte
tnd til den syge Frederitte, sont en ltlle,
livlig Dreng. Han hotdt meget as at
lægge sit trøllede Hoved i den syges
Stab og lade »Soster« (saaledes havde
man lært hanc at lalde hende) sttyge
med den udmagrede Haand frern og til
bage over hans blonde Haar. Ak, det
var den nbevidste Lænqsel ester Moder
hjertet, der destandig paany drog Bar
net den paa denne Pleds —- ljlle Al
bekt var Frederilkes Son, Frugten af
hendes Synd, Brodden i bendeg Sam
vittighedl Mangen en hed Taarefaldt
ned paa Barnetg Vlnsigt, naar det stod
o.; saa op paa hende, kættegnede hende
og sagte at adsprede dende nted sin darn
lige Snat Hvorsost Ak, dun tande
itle gore uslet, hvad hun alle-rede tusinde
Gange havde angret! Jntet tunde til
dætke den Stam, intet bortvisle den
Met, hvormed hendes Liv var market.
Og sra den Tid as, da hun havde stam
tet Barnet Liv, sygnede hendes eget Liv
hen under alvorlig Sygdom. — »Er
der vel en Smerte som min Smerte?«
saaledeg llagede Frederikke lange,længe,
og tunde ingen Trost fange i sit sorpinte
Vierte. Men denne strenge Tid tjente
til at saa hende rigtig ned i det lave og
beeede Besen sor Frelseng Budstab:
»Jeg hat udslettet dine Overtrædelser
sont en Taage og dine Synder sont en
Stn«. Endeltg begyndte Forjættelsenä
Stjetner at glimte ind i hendes Sjcelg
Marte, og det var nu en let, ja derlig
Opgave for mig, atter og atter at pegt
paa dem sor hende. Endnu var altsae
itte alt tabt, nei, der aabnede sig et
Udvej: ,,Jesns annatnmer Syndere.«
Feederilte greb ester den Trost, satt
den stibbrudne ester Redninggolanken
ved Trer blev den lorssæstede Frelsei
hendes satige Ejendom, ved at se op ti’
ham sandt heades Sie-l Frei-.
En Tid lang havde hunsaaledes leve
s« fon- et lytteligt Baru; men i den sidsd
Tid var det igen begyndt at blive mark
i hendea Sie-L Sygdotnmen, en Lam
! metse i Rygradem stred stadig stemav
snart kunde bun ikIe gaa et Stkidt mer
l
alene, og selvHændetne nagtede niere ag
mere at gar-: Tjenesie. Deiie benyttede
den ondeFjende sig af, fot iqen at faa det
Vylle i sitt Vold, som Jesu fkelseude
Haand havde ftavriftet hom. Fsrst
havde han anklaget hende for Gud, og
Hiertet var blevet saa tungt; nu ankla
gede han hendes Frelset has hende, og
da blev Hiertet endnn tangere. »Du
har jo en Hielt-eh siget du, sont stuf
fet dig Fted — vilde det ilke være ham
en let Sag at give dig din Sundhed til
bage2 Lad se, am han gør det og san
ledes ved den ndvottes Hjcelp ftadfcester
sin Syndsforladelse!« Saaledea hor
ftedeDjævelen hende ofte i Gret; hun
gyste i sit Jndre derved ogsudafte ofte sit
betymredc Hierte for mig, naat jeg
besøgte hende. J denne Stilling havve
hun ftaaet lige indtil den allersidste Tib;
intet Opinunttmgcna eller Ttøstens Ord
vilde frugte hos hende. Oite maatte
jeg tcente paa Herrens Ord: ,,Min
Time er endnu ikte kommen« og bede
Herren om at give den ansægtede Sjcel
Lys og matt. Og nu i Dag? —- —
k Der jad hun, ned min Jndttæden,
»so-n saedvanlig i Lænestolen vedVinduet
og takie Haanden ud imod mig til Bel
tomst. Havde Paasteglceden holdt Ind
itog ogsaa her? Det saa saaledes ud,
thi itte bedrøvede Miner, sont saa ofte
Intern, nei, et gloevesttaalenve Ansigt
mødte mit Blit. ,,Ftederikte«, spurgte
jeg den syge, »ved du, at du hat en op
standen, levende Ftelser?« Hun nikkede:
»Ja, visfeljg, het, het — t mit Hjette
et han opftanden! Og et Otd hat han
talt ind I min Siæh et Ord, sont De,
pr. Pastet, allerede ofte hat jagt mig,
men ioin jeg dog aldrtg til fnlde hat for
staaet. Men nu forstaaet Ieg det; jeg
’ved, at jeg tot holde fast ved det og
dermed tan slutte alle den Ondes glo
ende Pile.« Pvad er det for et Ort-W
spurgie jeg. »Alle Ting maa tjene dem
til gede, sont elste Gua. «»Detet det
lille Ord »tjene«,sotn gar cnig saa glad,
He. Pastet,««vedblev hun glad, ,,min
Sygdokn vil blive ved, det ned jeg; men
den er itte en Straf —- den hat Meise
ten taget bort —- nej, at Kcetlighed hat
Herren givetmig Sygdonimen, for at
den ital tjene mig. Men hvad der tjenet
mig, det hat jeg under Fad, det et jeg
Herte over. Aa, hvorfor tan jeg dog
vcere saa glad, saa m, saa lyttetig midt
i nun EiendighedZ Jo, fordi Frelierea
sejrede ouet min Syiid og Død og al
jordift Nov; yan slæntet fuie Sexrem
iom han vandt for dem, ogsaa tot mig,
fotdi icg et hans CIeiidom.« Eftet et
Liedhte Tavszned iorisatte hun: ,,Tid
ligete hat jeg udmaiet inig Fremttden
faa stan, hvotledes jeg, naat jeg tgen
blev tast, siulde prife den .«)erte Jesus
med et nyt helligt Leu-iet. Dog — hvad
stulde jeg mete derude iden larmende
Betden’.- Mit iille Kammer et saa
stille, og nun Herrea Rande, som er
mig nær, got nng saa saug: ogsaa i
Sygdamnien kan jeg cete ham ved Tagl
modighed og Tro. Min Sygdom er ja
netop den ncerineste Bei til pcnilen —
detom et jeg fort-selten og denne Bished
stal ingen Ivivl og cngui Tjævet mere
rave im mig.«
Paaflesalm stinnede ind cherelset
og fortlarede den fygcss blege Trakt.
ngaa i mit Hierte bit-v der lyst, faa at
jeg klart ertenote Gnds Vikzdomsk pg
Kærlighedatanter. ,,Tal og ti itke,«
lad det i niin Hjceb jom fordum til
Apostelen Baume-. »Ftederitte,« sagde
jeg, »du hat hart rigtigt: din Sygdont
tjener dig, og jxsg tatter Gad, at du fan
forstaa det. Men betete op tøt jeg lede
vit Blik i Dag. Du tillige nied din
Lidelse tjenet Herren: Du maa have
Lov at udbtede Velsignelfe omkring dig
Din lille Stue er Hase-is Helligdonu jeg
ved, at de alle her, dine Fotældte og
Sustende, ge«·ne bettæde den; navnlig
dit Barn vil tage noget the-d herfra ud i
Livet. Ogsaa jeg, Fredetikle, bætet
megct as det, fam Herren gar iniod din
Schl, dort ins-d mig, for nt met-dele
andte lidende det til Trost og til Beiwe
telic i deres Tro.«
Den syges Ojne straalede af Glcedez
dog inart flog hun ydmygt Bliktet ned
og Fagde: »Se, jeg er Herr-end Diener
inde, mig fte eftet hansz Villie! Gerne,
gerne vil jeg vcete sag, thi det er luttet
Naade!«
Siden hin Dag er Ftederikle som
fervandlet, uagtet der i det ydre ingen
Forasdring et stet. Lidelserne trylle
vende itte mete, skjenden angstee hende
ille mete. Dei hedder ilke mete: »Im
er nødt til at lide,« men: ,,Jeg faat
Lov til at lide«« —- hun lidet nu til
hans Ære, sont et dad og opstanden for
hende. Og til dam, der har vitket saa
ftote llndere i hendes Hinte. overlader
hun ogsaa ined iuld Fottrøstning sine
udvortes Anliggender. —- Med Tal til
Gud stiltes jeg denDag fra hende.Hvem
i den hele By havde fejtet saa glædelig
en Paasle som Frederiltet
»Vidundetlige Ting virker Herren
! og hang Aand i Mennesteijctlen. Hykk
den, sotn erfater dem, et mere viö der
« paa end paa sin egen Tilværelse. « Sau.
ledes hat en Gang en from Maul-Ihn
T H. Zelle-, sagt. Ja, liden den state
Paasteiyrfte et opstanden lta de døde og
hat bragt Liv og Ufottranlelighed for
Dagen, kan der bestandig blive nyt For
aat, vgiaa i Mennestenes Hierter. Og
lelv am Smette og Sygdom vatet vep
hetnede, blase- dog hans Rand, haar
hen han vil, oq ftadfaster bestandtg
paanh Orden
,,S e, ieg gsr alle Fing nhel«