Salmevagt.
(J. M. danien).
(Fottfai.)
Kitteasdelinget hvetandre Vaandem Der er meget, som
adstiller i Gudg Kiste, ja selv am det hellige Sted Nadver
botdet innne de Kristne ikke engang slaa Krebs i Falles
flab —- sptgelige Tanke, endnu spraeligere Vitielighedl —
Men i Salmefanqen lan Sendetsiarelfens Aand ille
komme taa weget til Orde. J de fotslellige Kikleafdelins
get fanget man: »O state Gild, vi love dig!« »Was Gud
ban et faa fast en Borg«, »Minde, du, som braft for mig«,
ja, selv nedc i Sanlaliftan synge de indfsdte Kristne sam
men med ad »Ja lot dus la ma« Mattighed fta Gud).
Zangen er faaledes ogsaa i denne denseende en velfignet
Sag, fordi de famme Salmet lan tone til Herren-Z Ære fta
de fotslellige«tirtelige Lejte over Stillemutene.
Og Kristtirlen et »den svngende Mike-A thi baade den
stridende og den sejrende Kiste et fuld af Sang. Gnds
Menighed langer her, og den iynget bis-fet. Lad os vaere
med at synge hetnedez lad as ile mod Maalet, at vi maa
komme med i Lovsangskoret hifioppe, hvok man sangen-:
.Lammet, sont er slagtet, et vætdigt at annamme Magt og
Rigdom og Vigdom og Styx-le og Pkis og Ære og Bring
nelfel« (Aad. ö, 12). Amen! ja Amen!
i
l
l
J Sangen kalte de belliges Samfund i de forstellige
6. Sang i Snndens Tieneste.
Djavelen hat altid villet rewe fra Gud. Dan vilde
rsve Gudg Æte og gjotde Oprjr mod lsluds Majeftæt,
Dan misnndte Menneflene deres Lylle i Henens Samfnnd·
og han tovedc ag bakisprte dem derfra. Han stjal vor
Lylie og "3jælefted. Djavelen spger vgfau at lage alle
gode Evnet og btugelige Krafter has Menneflene i fin Tie
neste. Saaledeg benytter han sig tillige af Sang. Han
flatter Sangen over i sit onde Rigez han faar vantro Men
nesker til at ljene Sanden med detes Sang; og paa den
Maade lan Sangen gIre megen Siade og udbrede Djaves
lens Rige. Naak Sangeng staune Gave bliver bkngti
Lsgnens, Vellyftens, Kjdeligbedens og Vantroens Tjenesie,
da er den en Gift, sioin sdelagger Sjcelene, en Sab, der
betet Fordmveliens Frugtek, en Kraftslade, der fortætet
Aandeng Renbed og opader Sjælens bedste Kraft.
Men da Vetden syngek saa bsjtsftet for fine Afgndet,
siulde Guds Bsrn saa staa iilbage og itle svnge for detes
Gad? Jngenlundel Lad ille Lyiets Born staa til Stamme
for Vetdens Bern. Naar Verden fynger1 ftar et Efe
fekncs Diana! saa lad de troende hente »Wind fra Ædeten
og Ssdme fta den starke«, lad og i de vnntws Jener finde
Tililyndelie til al love vor Guds Navn i Sang.
Vor Tut di vil itembære da,
Endiksnt den er Inn ringe,
Hosianna og Hallen-Ia
Slal alle Vegnc llmgez
Gnds Art ri- lonnncn I vor Leic;
Ihn ixnnge vt am Fkvd og Sext,
Meng Die-let sig kan wec;
Vi nunac om den ipde Fied,
Saa Helvcde sial ftcelve ved
Vor Julesang at horc.
1V.
Naar iknlle vi fsngep
.Alting bar sin Stund; og enhvet Jdmt under Him
ntelen hat fin Tid. tkn Tid til at grade og en Tid til at
le; en Tid til at sorge, og en Tid til at springe as Glaede«,
sigek Pradileren. Det samme gælder ogsaa Sang. Der
er Tid til at innen-. Til hvilte Iider bot Sangens Toner
lvdet Nogle Fingerveg fom Svak dna dette Zwigismaat
1 . Meniqhedsfanq.
,Jeg vil forlynde dit Navn for mine Brsdm jcg vll
lovsvnge dig mldt i Menigheden« (.Ved. 2, 12). J Me
nighedeng Farfamling bIr Salmefangen tone med Liv og
LIM. Der bsrxdet lode: »Kammer, ladet vss svnge med
Fkyd for Herren, ladet as raabe tned Glæde for vor Fiel
seg Klippe! Lader os komme fkeni for bang- Ansigt med
Tat, ladet og raabe med leede for dain nied Salinetk
Thi Herren et en stot (lstud, ja, en Konge over alle Ruder-«
(Sal. Stö, t—:-.). Den latinste Gudstjenefte flog og staat
Menighedszlangen lbjel; men Gudgtjeneften ma Moder-z
maalet bør ret lalde den til Live. »Den evangeliste Pia
dlten maa lvinge fig paa Salmeiangens Vinger over Land
og Bv.« Bibel og Salmebog fslaes ad. Pkeeditcm
Daab, Radver. Ban, Konfikmatiom Behaup, Begravelse
ledsageg af Salmelang. «S-angen ee den Form, hvoei
den samlede Menighed i Fallegsiab lan bede. laute, be
tende, lode, priie og tatte Gud.« Gennetn Menigbedss
salmen tiltale de Kristne hverandte. O, hvor fattig vtlde
en Gudstjenefte være uden Sang! »Kikkefaltnerne htte
til Foltets dvrebatefte Godet, en god Salmebvg tjener ttl
den stpkste Velsignelfe.« —- Lad Menlgheden synge sine
Salmet ved Gudstjenesten med Gutbe- Peig Heeren med
Saltnee og Laviange. Af de uniyndiges og diendes Mund
beredet Versen sig Schlang. BUrnene iJerulalems Tem
pel sang: »Volanna, Davids Stut« og dereg Sang gla
dede den state Welten J Salmelangen bit man itte von-e
T ilbøtet men Deltager.
Kotfang i Menigheden tan not brugeö, naae den tan
frembjcelpe Menlghedsiangen og bæte den; men giv den
endelig ltte Lov til at hamme eller afløie den. J den
gamle Pagt bavde man Klktelor. Nehannag optettede to
«Talsigellesloe«. Om Sangtoket i Jerusalem ved Templets
Jndvielle lutes: ,Det stete, da Levittetne, Sangerne, alle
iaenmen, baade Alas, deman, Jedutbun og deres Born ag
detes Beiden ilstte tostellgt Lintlade, ined Cimblet,
Pialtete og darpevstod Osten ved Altes-et og hog dem hun
brede ag tyde Prastey som blæfte i Datums-, ja det stete,
da de iotn en Mond blafte i Baiunet vg lang for enfteeni
mlg at lade ftg bete med Lov og Tal til herren, og der de »
oplsstede Rssien med Bafunet og med liimbler og med .
andre Sanqlnstrumentet, og der de lovede Verren, at ban ·
L
er god, at hanö Misknndhed varer evindelig1 da blev Dufet
iderreng Dug foldt med en Sto. - -- Herreng Derlighed
fyldte Gudg Dus« (2 Kron. 5, 12—14). Der var faas
ledes baade Musik og Korsang, og det tiente til at fylde
Templet med denen-Z- Herlighcd. Bande Musik og Kor
iang maa staa i Hereens Tjenefie og gennemtroenges af
Renbed og heilig Ærefevgt for Gud, da lan og flal det
tjene til Oerrens Prig og Mcnighedeng Opdnggelse. Verdsss
lighed og Letsindighed maa holdes borte fra Sangloret.
Kristendommens aloorlige og glade Aand inaa beherste alt,
heilige Sange maa fortgeg, heilige Toner maa lode, da lan
et godt Kitlelor not frenihiælpe og støtte Nkenighcdgiangen
og tjene til Oplwggelse og til at fremme Derrens Sag.
2. Sang vcd Familicgndstjeneiten
Hvor der er sand, levende Kristendoni i Viertel-ne, der
vil Familiegudgtjeneflen blive iagttaget, der vil blive holdt
daglige Andagter, ledede af Dugfaderen eller nagen anden
dertil stillet Person. O, dvor er det godt og til megen
Velsignelse at ianileg om Hugalteret for at dorle Gud og
opbygges i den Tro, ioni er overgivet de heilige. Ved
Huggndstjeneften lasses iom Regel et Afinit af den hellige
Slrift eller i en pryggelsesbog eller niaasle i begge og
derefter holdes Bin, og —- dermed flutter man! Men det
er for tidligt! Der mangler noget. Salmen inangleri
Snng ogiaa ved din Husgudstjenestr. Cn gammel Larer
siger: »Den, der beder med fin Familie-, gar vel; den,
sont beder og laeser, gIr bedre; den, der beder, lar
ser og langer, gar bedst.« Dette Vidnesbord er sandt.
Dei er sisnt og godt, at du tager din Salmebog med til
Kirle og synger i den der; men det er ikle nol. Var du
aldrig last Salmebogeng Titelblad. Der ftaar paa det:
«Salmebog for Kitte- og Husandagt«. Den er altfaa be
stemt til Brug ved din Gudstjeneste i dit Hjem iaaoel som
iKirtem Syng, inng, svng ved den daglige Andagti
Hjemineti Svng i Salmebogen eller i en anden god, tri
stelig Sangbog, men for alting: long! der er Velfignelse
i det.
Z. Morgens og Ritcniangr.
Morgen- og Aftenialmen Inder saaledes oed Familie
gudgtjencitein Men den help-ver ille at indslraenle sig blot
dertil. Man lan godt lovprise Gud ved en Salnie eller et
Salmeoers uden forlsudstjeneftm ,,Det er godt, at kund
aøre din Miilundhed otn Morgenen og din Sandhed
oin N atten« (Sal. 92, 23).
»Hm Natten slal hans Sang være hos mig« (Sal.
4:Z, TU. ldar du ille anden Tid Morgen og Aften til at
fortge, end mens du ifsrer og assører dig dine Klæder, da
lan du ved den Lejliglied ogsaa godt nnnne et Salmevers
for din Guo Manne have den fleinme Vane at være
vratitne, vripne og gnavne om Morgenen og lnnne give
ondt fra sig om ille andet end et Halinftraa lotmncr dem i
Vejen. Men Sangen er en god Lagedom for Brantenhes
den-J Sngdotn: den jager Gnadenhedens onde Aand vaa
Singt. Da naar du synger et Vers eller en Salme oni
Aftenen eller med David om Nattern da lan du godi gare
det nden at vatle Forsiyrrelie. Du beliaoer jo ille at fange
iaa hatt, at du verlier hele Nabolaget. Cn Sang tan nol
Ringes-! jævnt og stille. Paulus og Silasz fang rigtignol
deres Saliner bsjt ved Nattetid i Filippi Fanglel, saa
Fangerne lvttede, men Optrinet der er en Undtagelse, ille
nagen Regel. Men non og ivng du din Morgens og Aftens
ialme. Bislop Ringes ,«Morgen- og Afteniange« og »Ger
teiul« ere uforlignelige til dette Brug.
4. Sang daa Hviledngen l
Oderstriften til Davids tsZ Salme er: an Sohne
fang vaa Dolledagen«. Det var meget gadt betæntt at
strive en Salme at sdnge paa Hviledagm Mange af de
ttaende JSraelitter tunde ilke komme op til Temvlct hder
Sabbatgdag dek; men saa lunde de synge dekes Salme
bjemine, den S02. og andre. De flefte Kristne i date Dage
lunne komme i with Das hvet Oviledag; men di ere itle i
Kitten hele SIndagem di ldnge ilte der hele Dagen. Men
fdng saa en Saltne hjemine, brug naget as din Ssndag til
Sang i dit Diens. Sangen bringet Salfkin ind i ditDuS,
glceder ag beftyrtek dig selv ag din Familie ag dine Dus
fott Svng aglaa for de tære Varus Sldld, og lad dem
lange. Cn god, pagsende Sang glaeder ag ovmnntrer
Baknehjertet. Man har sagt, at der tan viere Fatefat,
at Søndagen ined sin Still-ed tan blive tedeltg fat
Bsknene. Dei lan der dare, det er der Fare far. Men
denne Fare afdærges for en stor Tel ved Sang paa Odiles
dagen. Sangen dringet nteget af den Opmuntring ag
Afdetgling, et Bam lieh-den Eyng del-for paa Sabbats
dagenl Sang Zions Sange med din Familie. de state
med de lmaa. Du lan agsaa, om Afvelglingen sendet det,
engang imellem lange en ston Sang omNatuken, om Men
nesielidet og en adel Fædkelandgsang Lad alt liæres af
Gladens, Kæklighevens og Dellighedeng Aand, og Himme
lens Iked hvile over din Sindag Den vil dlide dig ag
dine en zaklmag paa den Sabbatsdvtle, der et tilbage for
Guds Falt.
5. Sang under »Ur-beider
Saat »Aldar og Garnmen lunne gadt sammen«, saa
lunne Atdejde og Sang ogsaa splges ad. Man kan ganste
vtst ikke idnge under alle Arbejder, men ved mange lan
det lade sig gstr. Maderen tan baade vngge sit Bat-n ag
fdnge for det, ag laaledes tan der iyngeg ellek nynnes under
megen anden Virklamhed Det ladet sig gIre at lvade en
liden -Sang, mens du fejet, strdger, ftapver Sie-know
sttaber thdet, dander Blamsiet; mens du plsjee, pagler
ist-aged maltee, gaar til og fra din Atbejdsvladg o. i. v.
a. l. d. ,Det stnkee itte at dede«. Man det fintek at
lyngei David bavde danderne fulde af Arbejdr. dan
var Kotige, Statgtnand, Dakpefvillet, Dtgter ag Kriger. l
Men under fin amfattende Gerning ag sit state Kald fil l
Lan Stunder til at lavange perren am Dagen agfaa, og
det stete maastei Travlheden mangen Gang paa den Maade,
at ban fang ded sit Arbeidr. ,Jeg lavede dig (Gnd) lyv
Gange am Dagen for dln Retfcrdigbeds Dammes Stdld«
(Sal. 119, 164).
« Stalle vt itte fort-ge at eftetligne David mete agsaa
vaa dette Dmraadr.
(Sluttes.)
EX
For Ungdommen.
»Den, som blcv ved Toiet.«
(t. Sat. so, 24).
En Moder og hettdes volsne Datter
sad en Dag sammen og laste det 3().
Kapitel i Samuel-Z søtste Bog, hvor der
ssrtælles otn, hvorledes David for at
tageHævn over Antaletitterne, sont havde
indtaget og atbrcendt Ziklctg, ryktede nd
tned ett Styrte paa 600 Mand, af
hvilte dog tun de 400 totn tned i Kam
pen, medens de 2»o blev staaende ved
Besots Bat, samt hoorledeg de 4()U,
efter at hatte vundet Seit og gjort et
ftort Bytte, ved Tilbagetotnsten ikke
vilde dele dette tned de 200 Mand, font
var biet-ne tilbetge ved Ocellen. Da nu
de to Bibellcesere kotn til V· Zo, hvor
David fcelder sin Dom angaaende Byt
tetei Deling, tdet hatt siger: ,,Sotn hans
Del er, der drog ned til Staget, saa stal
og hana Del vcete, som blev ved Tojetz
de slal dele lige« — da udbrtfd den
unge Piget
»Ja nten Mo’er, det vtlde dog have
vceret timeligt, at de, der havde været
med i Staget, fit ett starre Del end lde
andre-; jeg sorstaar det,-for flet ikke Kong
Davids Dom.«
«Lcrs forsi Kapitlet til Ende, saa
skal jeg gerne tale med dig om dette
Vers,« sagde Moderen. »
Datteren adlød, luttede dekpaa Bogen
i og ventede spendt paa den lovede For
tla:ittg. .
»in-er Gang jeg hat-er dette Ver-IF
sagde Moderen, «saa kommer jeg altid
til at tænte paa en lille Hiendelse fra
mine unge Dage, der har gjort det fuld:
ftcettdtg forstaaeligt sor mig.«
»An, sorteel tnig den,« bad Datteren,
»Du ord, hvor glad jeg er, naar jeg
rigttg tan sorstaa det, sont jeg lceser.«
»Im var omtrent saa gatntnel, sotn
du ntt er« --- begyndte Mode-ten —- »da
sad jtsg en Ettndag Aftett om Efteraaret
ved den vattne Kattelovn og læste i Bi
belen. ch havde lige lcest det selv
santnte Vers, sont nu hat vatt din Op
tnctttiotnlted; ogsaa jeg hat-de undeet
mig over det, men jeg ftt ttte Tid til at
udtate mine Tanter derent, da min Las
tting fit en brat Ende: Kittetlokten be
gyttdte at klemte sont Tegn paa, at der
var Jldlos i Byen, og alle Folt styrtede
ttd i Mortet for at hjaelpe til med at
redde og flatte. Ogsaa unge, starke
Piger sont mig kunde matt godt bruge.
Man stillede osi Ratte og Geled, og
Vandspanden stoj fra Haand til Hamm
fra«Bcetten hen til det brcendende Hut
og derfra tont tilbage igen til Bdtten
Det laa not hænde sig, at Handerne git
paa os! Den ene opftatnmede den anden,
og enhver as oö folte sitt Kraft sordobi
let. — Da com Byens Vrandfoged hen
til os, satt med et provende Bltt hen
over vor Ratte og vinlede derpaa ad
tnin Stifter og mig: han havde en an
den Besttlling til os, sagde han. Vi
var tun lidt ttlfredse need at fortade
vore Kammeraters Selsttb, men fulgte
dog med. Monden forte os den paa en
Eng bag det brændende Has, hvor der
laa en Dynge reddede Sagen »Na
lan J blive staaende her ved Sagerne,«
sagde Brandfogdenz »der sniger sig siere
migtankelig udseende Personee ow
tring, derior er det godt, at nogen staat
Bagt ved Tttjet.· Dette Hverv snntes
oi ntt aldeles ttte otn· J den møtke
Nat saa der saa ttltngeligt ud paa En
gen das httsene, hvor tngett færdedes,
og selvsilgelig var der langt ntere keds
sotttntetigt der end iblandt den brogede
Mangde soran Brandstedet ,Brand
fogden kunde da ogsaa gerne have sendt
andre end netop o6,« tænkte vi, ont vi
end ise sagde det. Hansynteg intidlers
tid at satte vsre Tantee og deivatede
dent nted den Venttetkning: »Det tnaa
vcete paalidelige Fett, der stilleet paa
denne Posit· Den-ed qtk hatt lot at
se ttl de andre. —- Da det blev osklart,
hast-for netop vt vae tatst, fandt vi og
villig i vor Stett-ne og stod i en stiv
Klotketittte Vogt ved Teich Qste blev
vi dog anfngtede at Misttndelie over for
vore jædnaldrettde, sonst davde Lov at
staa tnidt paa Kampptadfen og blev set
og roft for deres Jver oa Jhardighed,
medeng vi, uset ag uden at faa Ros,
rogtede vor Gewinst der tilnted faa ud
sont en Drtverbeftillittg. Da totn jeg
pludieltg iTanter ont det Bibelord, sont
jeg lige havde leist, for Motten taldte
tnig ad: ,Sottt hans Dei er, det- drog
ned til Staget, saa stal og hans Del
vate, sont blev ved Tsjen de stal dele
lige.« Jeg meddelte min Stifter dette
Drd vg sagde heade Mai-, hvilte Tan
F H
kerjeg havde gjott mig bekom, og at
Sagen nu stod for nng i et andet Lys;
thi det at »blive ved Takt-· var ingen
lunde altid den lettesie Opgave, det sit
vi jo netop felv for Øjeblikket at marke
— Det var godt, at dette falbt mig ind,
thi nu havde vi et Samtalestof, der for
drev al Kediomhed fra os vg tiltned gav
vore Sind en alvorlig Retning. Det
blev os paa en Gang klart, at der her i
Landet gives en hel Mcengde of sau
danne unnselige og upaaagtede Poster,
som kan lignes vcd det ,at blive ved
Tøjet,« og hvor godt det bog er, at den
kære Gud fænker andetledes herum end
Meunestese og ovetalt belenner Trostai
ben, hvor hcm findet den. Og sanledes
blev vi da helt frimodige staaende paa
vor Plad5, indtil vi blev afløste, og gik
derpna glnd hieni, rigere paa aandelige
Erfaringer, end da vi gik ud.«
»Na har du vel forftaaet, Anna,«
tilføjede Moderen da hnn var færdig
med sin Fortcelling, »hvad Herren vil
sige os igennein Davids Ord: at han
yar Btng for mange Stags Arbejdere i
sin Vingaard, at nogle kakder han nd
paa det vssentlige Livs iøjnefaldende
Skneplads, andre til stille Birken ved
lden huslige Ame og i Børnekammeret
og atter andre strenger han endog inde i
det lille Kammer, hvor de, ved taalmos
digt at holde ud i Lidelserneö Smeltes
digel, stal ptise Herren, der giver dem
Kræfter til at lidez men at de alle, naak
de blot er tro i det Kalb, sont er dem
nnvist, hvor tinge det end monne være,
san vcere ved fkit Mod og fuldt forvisset
om, at ingen of dem stal komme til kort
paa Afregningsdagen — de stal alle
dele lige.«
Jo, nu havde Anna forstaaet det.
Du forhaabentlig kigeledes, kære Lces
ser?
,,Foklad ikle din Moders
Lov!«
lerfpr. l, m.
; Ved et Mode, iom den belendte Op
IVatllelsegprcedikant Moody for nogle
iAak siden holt-r i Einng kalte til
lSlutning et ungt Meintest som heu
vendte folgende Ord til de unge i For
samlingen:
»Derfom nogle of eder har Fabre
eller Moore, sont uafladelig deder for
eders Onwendelse — o, gid J da med
Tat maa stonne derpaa iTide, thi J vil
ikle bedblive at have dem! Jeg var
mine Forældces eneste Son, og jeg
havde en troende Fader, der bad for
mig indtil sin Død, thi jeg var en von
artet Knaegt Eiter at min Fader var
gaaet hjem, var min Moder dobbelt be
tymret for min Sjæls Frelse. Ofte
græd hun over mig og sagde: »O, min
Dreng, var du dog blot et Gudg Baru,
hvor oilde jeg da ocere glad!« Stundom
horte jeg, yvorledes hun om Natten
grced og raabte til Gud for sin Dreng.
Jeg kunde ikke holde det ud lcengerez
thi jeg iaa tydeligt, at dersom jeg blev
hierinne, Inaatte jeg blioe et troende
Mennesie. Saa flygtede jeg bort fra
Hjemmet. Det oarede længe, for jeg
ihorte noget om min Moder, og det spr
lste jeg sit at vide otn hende, var, at hun
var sog. Strafe flog den Tanke ned i
mig, at hun jo Innde do, og at jeg gjorde
bedst i at oende hjem; men faa tænkte
jeg igen: »Dasin jeg reiser hiern, maa
jeg blive et troende Menneske; jeg kan
lilke leve samtnen med Moder uden at
lblive en fand Kristen—jeg vil ikke
lvende dient-« Hvad jeg jener-e hatte
oni min dyrebare Moder, lød endnu
mere riedsiaaendn hendes Tilstand, hed
det sig, havde foroærret sig meget. Da
oaagnede den ssnlige Kæriighed i mit
Vierte »Der-sont min Moder dor, og
jeg ikle faar hende at se niere, da vil
jeg aldrig kunue tilgive mig sele«
raubte der derinde. Saa begao jeg
mig sttaks paa Hiemvejenz ingen Jeru
bane lsrte til min Die-siegen jeg maatte
rejse i en Postvogn. Ved Solnedgang
noaede jeg den lille Købstad, som laa
halvanden Mit fta mitciem J Maa
nestin oandrede jeg m- ai Sted henimod
den lille Land-ty, hvor min Moder
boede. Paa denne Vandring kom jeg
forbi vor gamle Landgbylikkegaard, og
da jeg faa den, tog jeg pludielig den
Beflutmng et se til min Faders Grad
og fa- med det femme anders-ge, oni
lder maaste var en nylig tilkaftet Grao
"oed Siden as den. Ja narmere jeg
koni, desto viere stælvede mit Vierte
Den klare Maasse viste mig — en so
Gkav ved Siden af den gamlei Da
maatieiegsorførste Gang i mit Lio
spsrgu »Hvekn oil nu bede for min for
iabie SjcelP Min Inder er for længsi
d-d, og min Moder hoiler nu ogsaa
demede.« Jeg tog en Manip Jord
op og fandt, at den eudnu var sanfte
i
fugtig, og jeg kostede mig med Graad
ned paa min Modus Grao og kilbragte
Natter- der. Først ved Daggry reiste
jeg mtg igen; men for jeg forlod venne
Grav, var min Moders Gud bleven
min Gub. Jeg trot, at i hin Nat gav
Gud mig for Jeiu Skyld Fokladelse for
alle mine Synder —- men mit Hiertes
Kulde over for mit behende Moder har
jeg aldrig kunuet tilgive mig selv Dek
for du unge Mesneste, som hat en be
dende Fader eller Moder — ston bog
derpaa need Tat og klyng dig med darn
lig Tillid M dem, medens Tid er, thi
du vil ikke bkholde dem altid. De vil
snart forlade hig, og de Læber, socn
Dag og Nat bad for dig, vtl fnatt for
ftumme i Graveu.«
Ungdomsvcnner.
Den belendte, tysie Journalist, er
Eduatd Mygind, skrioer fra Konstanti
nopel: »Da er fnart halvtreds Aar
siden, det var i de Dage, da Sultan
Addul-Medihid regerede endnu, at der
farelaldt en højst ejendommelig Scene
ved Bosporus.
Foran et sint Hus holdt der en Kul
vogn. Blandt Felle-m som var de
stceftigede med at lasse af, fandtes der
en ti Aars Dreng, en spinkel, forlnyt
Ihr-, hvig sine Trcel og kloge Blik pas
fede saa daakligt til hans pjaltede Dragt
og de raa Omgivelse1. Var det et rn
vet Baru? eller maaste et forældeløst
Bat-n, der burde yære glad ded, at man
ille lod det sulte ihjel.
Follene lægfede Knl af. Den ene
Kuro efter den anden blev forsigtigt sat
ned paa Jorden og derfra haaret videre.
Saa stete det, at Drengen siap Taget l
en saadan Karo, og at Kullene raslede
ned paa Jorden. Ei Hagevejr afSlælds
ord og Slag udlod sig over den arme
Drengs Hooed.
,,— Jntet duer den Sludbert til! Jkke
en Gang til af lægse Kul af! Han ceder
og drilker for to, men han gar itke
Nytte for Jeden. Han lortjente at la
sies i Vandet ofv.«
Og Pryglene begnndte alter at svceve
over Rygstyklerne paa den staklels Fyr.
J det samme horteg der en starp Rast
fra Slottets Port.
»Kon-( her hen5« befalede den.
Kulhandleren adlsd og traadte yd
mygt hilsende ind i Porten. Ved Siden
as den Mand, fom havde ca 1bt, stod der
en Treng paa en tolv Aal-, rank og ele
gant, af mark Lød og med store, dram
mende, næsten melanlolske Øjnr.
,,Hvorfvr slaar du den Dreng?«
spurgte Manden strengt. »Hoad hat
han gjort, siden du behandler et soagt
Barn paa denne Maade?«
»Al, Herre, tilgiv mig.« undstyldte
Handelsnianden sig. »men Drengen et
en Dagenigt, en Dagkyo, som jeg as
Barmhjertighed hat optaget i mit Has,
og forn lanner mig derfor med Utah
Han er doven og forsonintelig og ode
lægger min Forretning, — Allah ded,
nt jeg ilke tjener meget. Se, Herre,
der har han atter ladet en Kur-n falde.
Han tænker siadigvcel paa sine Forældre,
der er dade, og paa det smukke Hus og
den store Hade, de ejede, og i hvillen
han har leget.
»Hvad hedder Drengen?«
»Ahmed!«
»Kom her hen, Ahmcd!«
Den lille Dreng komnslende ng lang
sotnt. Nysgerrig inanftrede den sine
Dreng harn med fine ttore, mnrte L-jne.
»Lad havn komme ind, —-— jeg oil have
ham,« sogde han til sin note-ne Ledfager
i en Tone, der anoendeg af den, der er
vant til at blioe lhftreL
»Men han stal fsssi oaste sig, og giv
saa Monden der nogle Stillingetl«
Med et ærbodigt Butefterkoni den fine
Hofembedsmand Drengeng Villie.
Der gil Aar. Ahmed var ikle blot
bleoen sin nnge Bestyttertt Lege- og Stu
dietammerat, men ogsaa han Ven, og
han ble- senere Chef ved hat-S Hof.
Og atter gik der Aar. Da indtraadte
der en pludfelig Omvnltning. Prinsen,
hanc Prins, dleo ganste uventet sat paa.
Tronen. Ahmed fulgte sln keiferlige
Detre fra Hulet ved Boöporus til Pa
ladfet Gllderkioft, han sieg fra Trin til
Trin; fta Tlllidspost til Tillidsposiz
blev og er sin hersters hjjre Haand og
— got-e Band
Nu er han det politiste Politik Chef,
og paa hanc ueotteligeTrostad vooer
lagen-at toivle. Men den tidllgere Kul
handlerdreng hat ogfaa bedaret andre
Egenstadee, nenilig Retfærdiqhedsfslelfe
og Diertensgodhed.
« hans iulde Naon erA hin e d D j el
laleddln Paicha, og den Dreng,
sont l sin Ttd l et Batnelune gioede hani
tll Lesen-umrann den nun-rendeSul
tan, Uddnl das-id.
