Salmevagt.
(J. M. hansen).
(Fattsat.)
1. Sange i Bibelen.
Protestantiste Ktisine bekende og tro, at Bibelen er
Guds Ord, ag Guds Ord hat mange Sange. Davids
Salmedog med sine 150 Salmer, sitevne af forslellige For
fattere og til sotstelliae Tiber, er en Saltnefantling, hvoks
til der ille findes Mage. Men der er mange andre Sange
i den hellige Strift: Lamets Sang lMof. il, Js. 2-l;
(nogle kalde l Mos. SI, 2.J—-27 Noas Sang); Mose, Ma
rias vg Jstaelg Varus Sang i Z Mos. 15; Lovsangeu om
Branden, 4 Mos. 21, 17. 18; Debokas og Barals Sang,
Dam. Z, 2—21; Damms Lovsang, 1 Sam. 2, 1—1»;
Jsvaels Kvindets Sang, 1 Sam. 18, 7; Tavids Klage
lang »Buen«, 2 Sam. 1, lld—27, og hanS SIraesang
over Almen-, 2 Sam. 3, M. M; Davids Taklefana, l
Kran. 16, 8—36; Czelias’ Ord, Ciaj. IS, l«——2« etc oafaa
Sang: med mine Harpeloner ville vt lege alle vottLivs
Dage i Den-eng Das-« (20 Vers); Bannen, Jonas bad i
Vavuhvrets Bag, er en Sang, Jonas Z, 2-—l«, ligeledez
Dab. 3. Kav.; i de to sprstr Kav. has Lukas findes flere
Sange: Elizabets Ftvderaab, Marias vasang, ;3(1katias’
Spaadomssang, Englenes Jubelsan paa Bethlehems
Marter og Simeons Svanesakm. Lg i Aabenvaringens
Bog here vi jo Toner fm Englenes va de frelstes Sange,
Mofe og Samuels Sang, i Hjnnnclenö falige og lvlkclige
ane.
Men have vi langere Vidncszbyrd behavs Tcr et sagt
nol til at vife, at Bibelen hat mange Sange, og diSse
Sanges Tilstedevaetelse i den hellige Zitift og dereg Ind
hold vpmuntte og tilslvnde troende Kristne til at sange.
2. Sangere i dcn hellige Strist.
Guds Folk hat iike blot haft Zangene i Bibelem men
bar været et syngende Folc. Nehemins dannede to store
Taksigelsegkor (Reh. 12), sont ikulde svnge til Den-eng
Æke ved Gndstieneftenz tnen fanledeö danne den acnnle
Pagts og nv Pagts troende to stote Tatfigsslseztoh hniö
Sange have tonet og tone til den Orte Zebaoths Wäre.
Järaels Bsrn sang deres Saltner t Herren-S Hirs, i detes
hieni, naar de nsd Paastelantntet og ved andre Lejligheder.
«Mine Tjenere flulde synge af Dienen-k- (5jtade,« fiaer Her
ten (Efaj. Sä, 14). »Syngek betten en ny Sang, hans
Lov fra Jotdens Ende, J, fein fare ud paa Davet og dets
Fvlde, J Der, og deres Jndbvggekei Telenen og dens
Siedet- flulle oplsfte Reiten, de Bot-L lwor tstedar bor; de,
sont bo paa Klippen, slnlle spitze med Frvd; de stulle taabe
fta Biergenes Top« (Eiaj. —l..)., M· ll). Moses sang,
David sang, Salotnon sang, Asaf tang, Ethan sang, Korn
Born fang, .,Sangntestrcne«, de bedste, de dvgtigste San
gete i Israel, sang, Prof-inne fang, Jsraels Kvindek og
Born fang, Avoftlene sang, ,,Jokdeng bedfte Kvinde«, vor
Ftellers Moder sang, Paulus og Silas fang i Fætigselet i
Filippi, Paulus forntanek til at sonnt-, Jakob sinkt-: et
nagen glad, hatt syngel Englene fang: »Wie viere Gud i
det hjiel« Slulle vi væte tavfe da lade dem alene synge
paq vore Vegnet Kvindetne i Israel sang og legede:
,,Saul hat flaget sine Tnsinde, og David sine ti Tusinde«
(1 Sant. 18, 7). O, lad oS opl-fte Røften tned Zang;
thi en starre Kætnpe er fingen end Goliatl). Davids San,
vor leere Falsch hat leitet over chevelen, hat tnuft den
gamle Slangez habet-.
Og naat her et Tale om Sangetne i den helltge
Skrift, lad os ilke gletnme den allerhetligste: vor Frelfet
sele »Da de havde fanget Lovsangen, gik de nd til Dltes
bjetget« (Matth. 2t5, 30). Vidnndetlige Sanges-, vidnns
detlige Sang, vidunderlige Sangtimel
O, hvad lade Onnmeltoner,
Jesus, paa dm Iunge laa,
Ta. vor Frelier og Fortuna
Toben du for Ojc iaat
Adam ud as Paradis
th med Eul for Vrcdens Rez,
Tit taen mcd Sang oplultek
Paradie, og Staunen iatlekl
Jesus fang, lad oS synge med harn og for haml Lad
ham ,,bo blandt Järaels Anfange-L Lad Guds zoltets
Lovurisning tone for Jequ Kriftuz, det tro Vidne, den
sprstespdte af de dsde, Jordeng Kangers Ft)rste, sotn es
elslede og aftvættede os fra vore Synder med sit« Blod, og
bar gjort as til Kotiaer og Priester for siu Gud ag Faden
ham vare Ære ag Kraft i al Evighedl Amen. (Aab. l,
4-—«;).
3. Naturene Ionevald.
Luther sitzen Oele Naturen er Tonerneg the«. Tet
er en dejltg Udtalellez doa er den itle blot stan, men fand.
Oele Naturen er et Tanevaeld, et Sangriar. Dur et Ord
derom fra Profeten Cfajagx »Songer tned Fryd, J Himlel
thl Dereen har gjort det; rauher med Glcede, J Jordeng
Ddbderl J Vierge, raaber med Fryd, Slov og hvert Træ
derudil tht derren har genlsst Jakob og beviser sia herllg i
Israel« (44,23). David siger: »Dalene ere fljulte med
Korn; de juble, ja de sange« (Sal. 65, 1it). J l Kein.
M, stl—34: «Dimlene slulle glcedeg og Jordeu frvdeg, og
alt det, fom er paa den. Davet flal bruse og detg Fvldez
Marlen sial frydeg, og alt del, sont er paa den. Da stutle
Traerne i Sloven fryde sig for dereens Anstat; tht ban
tommer for at dtmme Jordeu. Lover herren; thi han er
ged, og hanc Mistundhed varer evlndelta.« Saaledeg
jubler og fvnger Naturen for sin Staber. Fuglens Sang,
Ballens Nislety Stormend Brus igennem Studen, Bal
gernes Brit og Bodernes Plasten, Klippens Elto og For
aarsvindens Vift ere Toner og Sange. Det hedder, at ved
Stabelsen Jana Morgenftjernerne til hobe, og alle Gudz
Bsrn raabte at Glade« (Job. 38, 7). Sproget maa vel
nærmeft forftaas vm Englenes Gladeglange, da Gud
grundfaeftede Jarden og nedianlede dens Pillerz men maas
fle ltgger der ogsaa den Lardom deri, at alt det slabte, iom
var ,,laare sod« lovede vg prtfede sin Gud og Skalen-.
En Mund her l Chlcago fortaller, at han en Aften i
en meaet baatd thter, lagde et ftort Stalle sost Kul paa
Arnestedet og gil t Sena. Snart leerte han nvgle elen
dontmelige Toner. Dan lyttede og sorstod, at Tonerne
totn sra det store Sthtte Kul paa Jlden. Gasartetuei
Kulstyttet trangte nd gennent sorstellige Aabninget, hvors
ved Lvden srembragteg. Tonetne vare temmelig tegelmass
sige i Heide og Laengde, og Manden, der var musikalst,
lett-te denne »Kulmufit«. Den omsattede otte Toner. Jeg
et i Besiddelse as Nodetne til denne Melodi, som det litten
dende Kulsttttte sang eller spillede. Mandeth som hat sor
talt det, blev saa heuteven ved at hsre paa disse Toner, at
han aldrig glemte dem. dan sagde med Jstaels Sanger:
,Gud, dn er en Gild, sotn gar Undete.« ,,Naturen er
Tenetnes Riese-L
Loder Gud i hatte Oelligdotm
Looer hatn i hang Ltældes abstrakte Besæftningl
Lover hant sor hans vwldige literningerz
Lovet hant cster hans stote Magti
Lover ham med Basunes Klang;
Lover ham med Psalter og Harpel
Lover hatn med Trontnte og Tanz;
Lover ham med Strenge og Flnjtei
Lover harrt med ttlotteltsd;
Bot-er hant nted jtlottetlangl
Alt det, som hat Aande, love Herren, Hallelutai
Sal. 150.
-i. Den meunesteligc Saugsieutnte.
»Im vil drise dig, sotdi jeg paa unde:«suld Maade er
dannet saa hetligt; nndersulde ete dine Gewinnen og min
Ssæl ved det snate del-« Sal. 1:i.), l4«). Digfe Ord tunde
godt britges med Lenshn til Talen-Madam o,t Sangstenis
men, sont Stabeten har gidet Menneslene. J- sin nendes
lige Vigdont hat Herren tntbragt Stemmcbaand og andre
Organer i Mennestets Mund, Hals og Brysi, og de ete
anbragte der for ogsaa at beuge-J til at synge med. Giver
Staberen Lemntet, saa givcr han dent ogsaa en Oensigt, en
Getning at gere. »Gnd vil hetliggstes i vore djdelige
Legemet«. LIg Sang og Tonet ere stæntede os, at vi der
nted stillle prise Gnd og tjene vore Medntennester og sor
i herlige ham, der har tobt os nted baade Legetne og Sjeel
tned sit dnrebare Bind. Musitinstrnmentetne ovsiilleg itte
i Ritter-, Stuer ellet Kontertsale sor at staa ttdtugte hen
nten sor at bennttes, og saaledes er Sangens Gave ogsaa
stattlet Mennesteslctgten, sor at den slal benvttes i dei go
des, sandes og tenes Tjenesie til Gadn og Glæde for Men
nestens Born og til Staberens Forlterligelse. Dei hedder
i Sange-m ,,Kan di saa Munden ret paa Gang til andet
end at lpise?« At, ntange Mennestet inne-S at ntene, at
Munden et blot til at spise og dritte med. Mange ete be
gavede med en dejlig Sangstetnnte, der aldtig eller nctsten
aldtig tageS i Brug, eller am den benyttes, da btnges den
i chevelens Tjeneste.
t Tet horeiz ital, den dattste Mund
Tti Sang hat og ett Zunge
Ja, lad det blive hart, at vi ville beuge vor Mund til
Sang, enten di etc Dunste eller as en anden Nation. Gaa
di ude i Stov og Eng, slaar Fttglesangen «satnmen som
tusind Harpestrenge«. Etulle de besltttntne oöt Ville vi
itte synge, som ere meget mete end Fuglenes
c, vrtser Gud paa denne Jord
Oder, sont liar Sang og Tun-ge;
. Og al den Del, i Hintlen bor,
Vor Stabers Lov stal ssungel
5. »Den syngende Mitte-L
i »Den shngende Kitte« er et Navn, man hat gidet den
s lnthersle Kitte, og det itte tncd Urette. Motten Luther dar
» et Sttngmenneste. Don havde et Tonevceld i sit Btyst, og
» hang- Sangnatut vretgede hele hans Liv. Dan sang sont
en sattig Dreng sor Folts Date sot sit Beid, og han fang
» sotn den i Troett rige og glade Mand og Reformator Sal
. met ont Lidets Brod, der dtlle tone til Dagenes Ende
s ,,Luthetg Salmer syldte Kittens haje Hdælvinger, saa tro
nede thster sad i stunt Fotundring, og de sattige og tinge
i i Herrens Menighed, jublede og tlappede i dandetne as
i (silæde.« »Menighedssaltnen fit ved Luther en Fylde og
i Klang, som ingen Sinde str; ved den vaagnede Samsundss
i livet til Bevidsthed, ved den sit man Menigheden med; den
! blev titesotmationens rette Morgeniang. Luther seid sang
: sore, baade Otd og Toner tont sra ham, og hans Husven,
Kapeltnester bang Valtet, dar en suldtro Medhjælper«.
« »Gnd hat,« siger Lutheri Fortalen til en Salmebog, »gjort
dort Vierte og Mod glad og lystig ved sitt tære San, som
han hat hengivet sot oö til Forlssning sta Synd, Dsd og
Diaedei. Den, sottt sor Alvor trot dette, tan itte andet,
han ntaa med baade Glaede og tht baade synge dg tale
derent, vaa det at andre ogsaa maa here det og tomnte sot
at tage Tel deri. Men detsom nagen itte vil svnge og tale
derom, iaa er det Tegn til, at han itte tror og itte hster
til det nn, glerdeltge Testantente, nten et under det gamle,
trage og nlnstelige Testatnente.« Ja, Luther sang og sit
andre til at snnge, og i bitter Hattne over al denne Sang
og Salmedelsignelse sagde en Jesuit: ,,Luthets Salmet
have dtæbt slere Sjtele end hans Stristet og Taler.« Og
siden Resorntatoreng Dage hat den luthetsle Kitte hast
Salmedigtete og Tonedigtere, hvis Salmer og Melodier
hstet til det bedsie, sont Kirten ejet, og den lutherste Me
nighed er gennemtonet as en statt, adel og trustig Same
sang og er »den sdngende Kirte«. Og stulle vi, som need
neg den lutherste Kirtes Bern, itte deltage i denne Salme
delsignelset stulle vi itte synge? Jo, lad os synge; lad as
date »den shngende Kirle«s svngende Bern.
Men man tan ogsaa talde hele Jesu Kristi Kitte »den
syngende Kitte«, sordi Guds Aand hat i den staltt »et Dav
as dimtneltottet, et suldtdalleluja.« Kristendantmen tom
til Jotden med Sang, og »aldrig iorstumnter Tonen sta
Vintlen i Stalens glade Pilgrimssang«. J Aposteltirten
i sang man, i Martyttitten »git matt i Daden med Salmer«·
i Augustin sortaellet om sig selv, at han gtaed as Gliede, da
han tom ind i Domtirken i Mailand og horie Menighedgs
sangen. Ambrosius og Gregorius sang. Savonarola
sang, ja git shngende i Dtdem og Johan Husg iigesaa.
Alle Resormatoterne sang. Dugenottetne sang. John
Knot; sang. Cromtvell og hans «lronsietcs" git til Sta
get med Sang. Putitanetne sang. Weglev sang. Get
hnrd sang. Brorson, Kingo, Grundtvig og Landstad sang.
P. P. Bliss sang. Santey svnger. De Kristne ialle
Lande og as alle Jordeng Stammer og Tungemaal svnge.
Kristi Kitte er »den syngende Kirte«.
(Fortsaetted.)
A
ForUngdommett
»Den fremmede iudcn dinc
Porte«.
(2 Mos. 20, 10.)
En ung Anteritanet, der senere blev
et feemragende Medlem af de ,,Fore
nede Statt-MS Senat, ftuderede et Aar
ved llniversitetet i Edinbutgh for at uds
danne sig videre og havde for dette
Tidsrnmlejet et Par Værelser hos en
stammt-, der tillige ydede ham fuld
Kost. Zonen i Vttset var en udtnætket
ttvittde af den gode, gantle «Slags, og
tma den anden Side tunde ogsaa Stu
denten gælde sont et Mønstek paa et
ungt Menneste; intet Under derfor, at
Leier og Værtinde kom godt ud as dct
med htnctnden Som Tiden gik, tores
tont det dog Studenten, at der lcjrede
sitt en tttng Sorgetts Sty over hatte
Barttndes Attsigtstrcek, og at Styen
tog ttl fra Dag til Dag. Jnderlig
gerne vttde hatt have vidst, hvad detvar,
dtsr tinktede den gode, gamle Kone saa
tmardt. Maasse var httn i Pengefor
legenhed. Hun boede jo selt) til Leje
og lttnde foentodentltg itke betale
Hitsets Ejer Huslejen i rette Tit-!
Studentens førfte Tanke var derfor at
tilbyze Væktinden sin Pung. Deg, da
hatt tendte Stotteenes Uashcengighedsi
falelse, detets Utilbøjelighed til at tage
intod tretnnted Hjælp, san længe de
ettdnu selv tan eøre en Finger, saa
vovede hatt alligevel itte saadan uden
vtdere at totnme med sit Tiibud.
Men en Sendag Morgen, da vor
Student netop sad ved sin Frokost, totn
den gamle endntt mere bedrøoet og neb
ttytt, end han nogen Sinde ttdligere
tmode set hende, ind paa hans Værelse.
Tet ttnge Menneste blev helt fortcerdet
over hendeö Udseende, sprang op fra fin
Ztol og ndbrød: ,,Kcere Kone, hvad
tattes Dem dog? Dersom De er i
Pengeforlegenhed, saa ftaar jeg
nted den storfte Gliede til deres Tie
neste!«
,,th,« spart-de den gamle stotsie
sivindh ,,det er ikke Pengeforlegenhet,
sont piner mig, unge Ven — det er Her
rens Befaling. De ved jo ligesaa godt
sum jeg, at det i det tredie Bud hedder:
,,Kont Sabbatens Dag ihn, at du holder
den heilig, baade dtt selv og ditt Sen og
din Dotter, din Svend og din Pige og
din tretnmede, sont er inden
dine Portel« Men ntt er De den
stemtnede, som erinden mine Parte,
og jeg er dereö medskyldige, naarDe
ikte helligholder Heeren-s Dag. Jeg tror
ikte, at De med seit Forsæt vatthelligee
Hviledagen; men ont Sendagen sauer
De altid Bett-g af adstillige at diese
singe Heeren sotn De stnderer famnten
med, bliver herved foehindret i at hnre
Gttds Ord og staat iStedet derfor
Tiden hen kned saadanne Samtaler,
sont ikke hjælpek et Mennesse til noget
as den Velsignelse, tont Sondagen er
beftetnt til at give ost«
»Hvad stal jeg da etter Dei-es Me
ning goes-« spuegte Studenten nted en
Ilvorlig Mine.
,,De stal statt i Guds Das-«
Vor nnterisanste Student lod sig itte
dette sige to Gange, men besøqte fka den
Dag af, fault-enge hatt opholdt sig i
tsdinbttralt,reqelmæzsigt hver Sondaq
den-end Httö tamtnen med sitt Viert
inde, tm hvis Ansigt den tnnge Bett-ni
cingz Sktt ntt fuldstcendig var fortnim
den, og heftede rig Velsignelse tor sit
indvortes Menneske ved at hin-e den
traftige Ordetg Forkynder Dr. M«Eter,
der i øvrigt bar gjott sit Navn betendt
oed en Stildring as John Knox’s
Liv.
Denne brave sintfte Kvinde handle-des
tltfatt itte efter Kains Ord: ,,Mon
jeg vcere min Brot-ers Vogter?« Men
den amerikanste Student gav pntt sin
Side heller ilke det Sonn sont Titlinde
nf vore ,,dannede« nq »udannede«’
unge Mennefker i lignende Tilfcelde
vilde give: »Ob«-w tomnter det Dem
ded?«
,,Hetkcns Bete eke rette-«
that. it. tm.
For mange, mange Aar siden — fau
ledes tottceller et sammelt kristeligt
Sagn — levede der en from Eneboer,
sont tra Verdens Uko og Lartn havde
trtttket sig tilbage i Entomhed, for i
stille Betragtning at udgruttde det sied
domtnelige F o e s y n e Gaade. Mekt
bvor alvokligt han end beftrwbte stg for
at lasse de fantmentlyngede Traade nd
tat-· hveeandee, satt lyttedee det httnt dog
.:l
ilke at faa Lys og Klarhed over de dunkle
Befe, der krydfede hoerandre paa en i
hans Øjne ofte helt meningzløs Mande
Til sidst maatte han misknodig erkende
sin Afmagt og begyndte nu at anraabej
Gud om Los i denne Sag ’
Da drømte han en Nat, at en Mand!
i en ta: velig Pilgrimsdragt traadte hen.
til ham og oinkede ad dam, at han stulde
folge med. Den iremcnedes Ansigt
var tillidsvcelkende, og en hemmeligs
hedsiuld Magt udgik fra hani og tvang
Enedoeren til at lyde hans Vink. Ef
ter at de havde nandret en Dag stimmen
noacde de en Stad. Foran et as de stoste
Huieidenne ftod den fremmede stille
og bad om Nattekvarter for sig og sin
Fnlgesvend. Hasets Herre modtog dem
venljgt, overlod dein fine bedfte Birm
sex og satte fig til Bord-s med dem ved
et vel befat Bord. !
»Det er mig en Trang,« sagde han
»at gnre godt niod andre i Dag, thi
det er en velsignet Dag, paa hvillen J
har betraadt mit Has. Min Modstan·
der, med heem jeg længe har leveti
bittert Fjendslab, har endelig givet
Rum for mineBnnner om Forfoning
og sendt mig dette Guldbceger somsegn
paa, at alt Fjendslab og Had imelleni
os er glemt og begravet. J Morgen
ved det festlige ,,Forfoningsmaaltidl
oil jeg tncntne det for første Gang.«
Den fremmede svarede intet.
Men næste Morgen stod han op før
Daggry, tog Guldbægeret ud af Stabet
og stjulte detiFolderne af sin Mied
ning.
»Hm-d gør du dog?« udbrød Ene
doerenforfærdet. »Vil du lønne den
Gceftfrihed, vi har nydt, med stcendigt
Tyveri't« Men den fremmede lagde
sin Haand paa hang Mund og sagde:
,,Ti stille, det er Gud s Vilj e!«
Og idet han greb ham ved Haandem
trak han ham ud af Hast-D endnu før
deres venljge Bart var· staaet op.
De vandrede videre indtil de ved
Ratten-Z Frembrud ftandsede foran et
Das og bad om Nattely. Skældende
og bandende vilde Ejeren, en hjertelos
Gnier, drive dem bort fra Deren
Den frenunede lod sig dog ikke for
bloffe, oni end Eneboeren rytlede ham i
Ærmet og sngte at faa ham bort der
fra. Derimod trak han, ligesoni til
fætdigt, Gnldbægeret op as Lommen og
gentog sin Begcering.
.,Kokn indenfor,« sagde den gerkige
med en pludfelig Bending iTonen.
Eiter at have luktet Døren efter dem.
anvifte han dem en Straadonge i en
Kng som Nattekvartey uden at byde
dem saa meget sont en Bid Brod eller
en Dril Band. Derpaa fjernede han
sig; men Eneboren iaa godt, at han
mere end en Gang vendte sig om og san
nied et begætligt Blik paa Gnldbæge-I
ret, som den fremmede endnu bettandig !
holdti Haanden.
Næste Morgen var Bægeret for
spundet. «Jngen anden end vor
Bart er Tyven,« erklærede Enedoeren
»Kann det tilbage .og giv det igen til
detö retnicessige Eier!«
,,Det er i de rette Hænder,« svarede
dans Forer og tog med detvenligste
Assled nied Gnieren. Og da Eneboe
ren bagefter ude paa Vejen trængte ind;
paa den fremmede for at faa en For
tlaring as dans inærkelige Adfcerd, sik
han nu Svaret: »Ti stille-, det er Gud s
V e i el«
Betymret og fuld af Mistillid fulgte
Eneboeren sin Forer. Den tredie Dags
Aften kam de til en elendig Hutte. for
an hois Der der sad en fattig Mand i
dyb Bebt-weise Under Taarer for
talte han de to Vandringsknænd, hvors
ledes hin rige Gnier (der haode stjaalet
Guldbægeret fra dem) haode bernvet
hnni alt, hvad han ejede, og nu ogsaa
vilde fratage ham hans Hytte; hans
Huftru var netop lige gaaet til Vyen
med deres lille Born paa Armen for at
bede den rige Mond oin Medlidenhed,j
men han ventede sig ikkenogetderads
da han ansaa det for lettere at bleib-!
gsre en Sten end denne rige Gniers
haarde Hierte
Den fremmedetrøstede hani og bad
oni Nattely for sig og fin Stalddroder.
Den fattige Mund opfyldte ftrats be
redvilligt deres Begæring, overlod decn
tin egen Seng og delte sit sidfte Stykke
Brød med dem.
Da han nceste Morgen fulgte sine
Geefter nd afDøren, greb den frem
mede pludselig en Brand fra Jldstedet
og slyngede den op i Hyttend Straatag,
sont et Øieblik efter stod i lys Lue.
Jamrende og ude ai Stand til at af
værge Ulykken, saa den stakkels fattige
sin sidste jordiste Ejendoni forvandle sig
til en Michal-. Men da Eneboeren dleg
og stælvende ttængte ind paa fin Forer
med Opfordring til hatn oni at fortlare
Lf
Ysin grusomtne Adscerd, rystede den stein
mede asvtsende pac- Hooedet og sagde:
,,Ti stille, det er G ud e V e I e!"
Knn modstræbtnde og hartnsuld fort
satte Eneboeren Bank-ringen med hont;
men en hemmelighedgsuld Mogt tvong
hant til at folge med. Gennent ode
Steder og dybe Fieldklofter sorte deres
Vej den sjerde Dag· Trætteos den de
svcerlige Vandring naaede de omsider
en Hule, oed hois Jndgang der sad en
Mond· Et langt, vtldt voksende Skæg
ontgav et uhygqetigt Anstgt, fra Uviltet
et Bat tnvrke Øjne lynede dem ttnende
iMøde. Vcd hans Fodderlegede en
stnuk lttle Tit-eng med blondt Haar, og
hver Gang Mandens Blck saldt pag
Barucc, sloj der ligesotn Solstin hett
ooer de mørte Trock.
»Lad oss sltzgtcsM hvislede Eneboeren.
»Der er ikke godt at vcere.«
Men den srentmede traodte ncerntere
og strog med sin Haand over Barnets
Lotter, medens dette tlyngede sig stnis
lende til hom. Da Foderen saa dette,
bød hon nted sin barske Stenttne Van
dringsmændene vellomtnen og tilbod
dem Mad og Dritte og Husly- Den
srentmede undslog sig ved at spise, men
tilbrogte Natten i Hulen og talte meget
med Monden, sont var en sorlig Roder
og Morden Under hele Besøget veg
Barnet itke fka den fremntedes Side,
og da denne den naeste Morgen vilde
drage videre, bad den ltlle sao ind
trængende sin Fader om Lov til at folge
Iden sretncnede lidt paa Ves, at hon oms
Wsider sit Tillodelse dertil.
» Snart tom de til en brusende Flod,
sover hvilken der forte en smalBro.
JFricnodig og uden at one noget ondt,
"gik Drengen soran. Men pludselig
greb den fretntnede ham og kostede hant
ned i den larmende Strom.
Fuld as Forscerdelse vendte Eneboeren
sig med Afsty dort fra sin Ledsager.
",,Vig bort sra mig, Umennesle!« raubte
Thon. ,,Vildu, ester at du dar gjort
Jdig skyldig i Tyveri og Brandstiftelse,
Hjo nu endog i Mord, maaske endnu blive
Hoed at tale om Guds Veje?«
; Men i det samtne forsvandt den
Tsremmede, og for Eneboerens blæns
Ojtte stod en Engels lysende Stif
kelse.
» Tonbelige Mennesle,« sagde Englen
Jolootligt og dog mildt, »du, som i din
Ptortsynethed drister dig til at mestre
Guds Veje, hor, hvad jeg vil sige dig:
Hint Begey sont jeg log, var sorqtftet,
og den Dod, sotn vor venlige Vcert vil
de have dtuktet sig tilderas, er nu ble
oen den tyvagtige Gnier til Del sont
Lan for httns Misgerninger. Men htn
fattige Piand, hvis elendige Hytte ieg
stak Jld paa, vil under dens Rainer
finde en Stat, sont bang Fader hemme
ligt har nedgravet der, og som er stor
nok til at sri hatn sor Nætingssokg, saa
lcenge hon lever. Og hint Born, hvis
ooldsomme Dod rystede dig sao dydt,
vilde, dersont det var fordlevet i Live,
væke blevet et sletog ryggeslost Menne
ske, ligesont Fadeten, og være gaaet
evig sortabt, ntedens det nu uden Sinerte
og Knmp er gaoet ind idet Rige, sont
Gud hat sorjoettet Bornene Ja, end
nn mere: dets Død vil i Guds Haand
dlive Redskt.bet til at dryte dstz Fa
ders haarde Hierte og omvende bom sra
bang Vejs Vildsarelse. Saale-des har
det, der iyldte dig med Gut og Forfceri
delse, netop vætet et Mestetstytke as
Guds Kærlighed og Bist-ow, sont nted et
Greb srelste to Menneslesftele Slao
din Lid til denne stoerltqlzed og Visdont
og hold op nted at gruble over Goader,
sont din svctge, jordiske Forstand dog al
drig vil være i Stand »ti! at lose.«
Dersned sorsoandt Englen, og Ene
boeren —- voagnede. Dnbt bestcemtnet
sont dan ned poa sit Leje og tildad
Gad, dvis Veje — hvor dunkle og Mor
staaelige de oste tvkkeö os at vere
dog er idel Los og Kærlighed.
Vaskn og Femkentcn
En lille Dreng legede engang med en
kostbar Vase. Soa lont dan til at stille
Haanden indi den og tunde itke soo den
ud igett. Foderen sorsngte sit bedste
for at saa den ud, men sorgt-ves.
’De talte ont, ttt det var bedstatslaa
»Rosen itu. Da sogde Faderem »Prot
’endnu engong, min Dreng, aaben haans
den og hold Fingeren ltge ud, saadan sont
yjeg got-. og trcek soo til.« Tit deres
)Forbattselse svorede Drengem »He-i
sPavtn jeg tan itte streckte Fingrene
Isaadanz thi da kont ieg til at
islippe Fentcenten.« Hm
dovde holdt en Fentcenti Daonden hele
Tidenl Jntet Under, ot hon ikte sit ·
Haanden ud. Hvor mange af oder itte
lig hont. Vi vil helleretabe den kost
bare Vase end give slip poo Fetncenten.
Heller end give slip poa vor Eisenket
sterdighed, kingeogter vt Kristi Retter
digded.
