Salmevagt.
(J. M. Danien).
Synger for Herren, J hans hel
liqck Lg prjfer hnns Hellighcdö
Jvukommelie tTavids Saltnebog
:30, 5).
Herren hat givet Naademidlerne til sin Menighed.
Gennem den ladet han fin Naade tilflyde fit Falk. De
hsjvardige Sakramente-V D a a be n og N adve ren, ete
tvende ,,Husvalelsens Btystek«, ere de to Penninge stan
tede til Opholdet i Vetberget, Gudg Menighed. Guds
Ord, den heilige Strift, er den invaktnede vaeftagei
Deliigdommem hvatfra Helltgaandens Lys straaler over
Freiseng Vej til Vejledning for Menneikens Born i Vet
dens vildivnnne Orten. Bs n n e n er Rjgellesalteret, fta
hvilket Diertetg trvende og ydmyge Begatinger opftige til
Vinnnelens Gud i Jelu Navn, baade fra Menighedens
Fotsamling og fta det enkelte Guds Batn i LIntammeret.
Wen tillige med diSie navnte Naademidler bar Herren givet
as S a ng en S G a v e iom et Opbvggelsesmiddel i Gudg
Menighed, og deter denne vidunderlige Gove, Sangeng
strnne Gabe, det stal omtales i ,,Salmevagt«. Dei et min
Agt at tilstynde til at fortge, til at fange for Herren, vg
laaledes bidkage lidt til at »Sangtiden« mete og mere tun
opkinde iblandt os.
»Salmevag t«, Navmt paa dette lille Heite, er
laant fta Disiorien otn den herlige Kitteianger, Biflop
Ambrosius, dId TM- i Mailand i Italien. Han oprettede
en Sangstole for at indemon iokbedre Kirteiangen. J
Aaret 38610d Anibrosiusz Kniesangerne svnge iDomtikten
i hele den stille Uge og Paastedog. Denn-: fortsatte Sang
blev taldt «Salmevagt«.«. Den nnibrosinnfke Kirkesang og
bans »Salmevagt« sit stor Betydning for Snlmesangen i
Gudg Menighed. Gnd give, at »Salmevagt« (dette
Skriit) maa frembjælpe Zangen-s Velsignelfe blandt os.
Vi trange til en »Satnietnnge«. der tun sunge »Mit og
lvdelig« for vor Gad, sont »vor blandthmelH Loviange.«
l
Traeno Sang.
Man lan tale orn ««JJlundenS Sankt« osg am »Trans
Sang«. J .,Zalmevagt· slal narinest tales oin hin,
men sjrst dog et lille Assnit otn denne. Jtte alle lnnne
svnge »Mundeng Sang«, fordi der finde-S Mennesler, iom
ille have Sangstenime; men »Troens Zang« slnlle alle
svnge. ,,Troens Sang-« taldes i Stristen ogsaa .,en ny
Sang«. Zaaledeg siger David:
Jeg dar biet taalinvdig ester Herren;
Og ban basede sig til mia og harte mit Raub.
hatt drog mig vv af den vrnsendeltirav, as dctslidne Tond,
Og han satte mine Fodder paa en Klippe,
Von befastede mine Elridt.
Og han lagde e n n v Sang i min Mund, en L ovsang
til vor lsiud (Zal. t«, 2 — — ).
David laa as Naturen i Svnven socn i en brusende
Grad ag i det slidne Dvnd. Men Herren basede sig i nen
delig Karlialsed ned over Svitderen oa drog ham vp sra
Sondens Elendighed ag satte lum paa Wunden-:- og Frels
sens Klippe sont et troende Meinule Der-ved tom Gla
denS Tone til at litnge i Davids Vierte-, da begyndte han
at sdnge »Im-as Sang« og snart tonede den nd gennem
.,Mundens Sang« sra David, saa han jo indtil denne
Tag basrer Navnet »den tongelige Zanger«.
dar du« Leser! begnndt at svnge »Troens:- EIng«t
Taner ,Troeng Sang· i dit Viertel As Naturen ligger
du ogsaa i Svndens brusende Gran og i det slidne Dynd,
og du can slet itle komme on versra ved din egen Djaelp.
Du lan tun svnte dydere og dvbere ned i din Clendighed,
til du til sidst svnler ned ihelvedeg tslendighed, i den evige
Fortabelse. Men der er et Karligliedseje rettet paa dig.
« Der er en, som bsjer sig ned over dig aq. vates inderlig
oder dig. Det er din Frelser og zorsoner Jesus KristuS,
sont led og dade sor dig. Dan bsjer sig over dig; han
raller dig Vaandeih sin stcerle gennecnborede Frelserhaand,
sor at drage dig op· Von ratte dtg dume srelsende haand
idin Daab. Greb du den i Troent .Hvo, som tror og
bliver dodt, stal blive salig«. Cller tag du itte mod den
reddende daand, den tilbudte Naadet Slsd du Daanden
dort? Er du et vantro Mennesle, som ltgger i Verdens
Dvnd, i Zvndeng tslendiglsedsl Din « Fretser elsler dig.
Dan btset sig mod dig og raller dig fremdeles den red
dende Daand. Sonder! qrib Frelserhaandenl Lag din
Troshaand, lille og stælvende, som den vel er, i den starte
Frelserhaand og lad ham hjalpe dig op as Syndenz Dvnd.
Dan vil satte dig paa Naadens Klippe og besaste dine
Stridt, saa du lan vandre i Livet sont et helltgt Mennesle,
som et benaadet Guds Barn. ca da vil Helligaanden
lægge ,,Troens Sang« ind i dit Ojertr. Da begvnder du
at svnge den .nv Sang«, Gleedegsangen over, at du er
srelst as Naade for Jesu Slvld; da toner det i din Sich
·Jesus annammer Syndere«, «mig er Barmhjertlghed
vedersaren«, ,retseerdiqgsorte ved Troen have vt Fred med
Gud ved vor derre Jesus Kristus«, »intn Ven er min, og
ieg er bans«.
Denne ,Troens Sang« san lvde sra de heilige i sor
stelltge Tonearter. De jublende og srejdige Gudg Born
svnge i Dur, svnge ester den lvse Tonestigr. ,,Glcedent
herren er deres Stvrte.« De bosede og suktende Gudg
Born svnge t Mol, songe ester den dvbe og morlere Tone
stige. Deres Sang dlandes med Suk og Taarerz men
.Troens Sang-« toner dog i Diertet. Og enten der svnaes
iMol eller i Dur, det lvder, det toner, det timer, det rin
ger t alle Guds Bsrns Diener: »Als Frelserens Fvlde have
vt annaannet, ja, Naade over Naade.«
Svng, mtn Sie-l, oq lad det dare,
Der er Glæde i din Grund
For det klang dts liedt t Dre:
Stangen mtstet har stn Brod!
Syng need dam, som sor dig led
Mer end nagen Engel ved;
Syng oq tro, saa stal du sttqe
Syngende ttl htmmertsr.
ll
Mundens Sang.
«Troens Sang-· er den vigtigstez men »Mundeng
Sang« er ogsaa vigtig, ja, af en vældig Betydning.
»Troens Sang« er Moder til »Mundeng Sang«. hin er
Reiten, denne er Etloet. David taler om liaade »Troens
Sang« og »Mundens Sang«. Herren lagde en nd Sang
i min Mu n d. Pauli Formaning er betendt: »Mit-et
Kristi Ord bo rigelig hog edel-, faa J med al Vigdom lære
og paaminde hderandre med Salmer, Lodiange og aandes
lige Kond, idet J ved Naaden lvcrde i eders Hinter for
Gud« (Kol. 3,-16). »Dritter eder itle drnlne af Bin,
hoormed der folget Rdggezloshed, men vorder fyldte af
Aanden, saa J tale bverandre til med Salmer og Lovsange
og aandelige Kond, og ldoede og lovsynge med eders Hierte
for Herren« (Css. 5, 18. lt)). »Mundens Sangs er god
og nvttig, ja en herlig Gave fra herren. ,,Sang, dette
Fslelserneg Sprog, denne Udstrsmning af et oploftet Sind,
disfe Vinger for en opadftmbende SjaL er« Dimmeleng
loftelige Gave til Jorden. Tildannet efter Tjeneften i
Delligdoinmem hvor velfignet dens- Deniigt, hvor frugtbar
dens Brug! Ddern bar ille ftlt SangenZ Kraft til at
lofte os op over det daglige Livg Zangen til paa underlig
Bis at henfore os endogsaa til hinnnelsle Qui-, til at uds
vide ogs smelte Djertet, til at forjage Sorgen og til at spu
derrive Belymringernez Baand Ja, den tun ndrette
stsrre Ting end disse, naar den Helligaand blander sit
Aandepuft dermed. Tnsinde Gange link Sanqen da bragt
Fred midt i Striden, jaget Satan paa Fliegt og tilintete
gjort bang Planet. Lig en frugtsvanger Foraarsvind har
den blast hen oder den tilfrosne Slette og beredt den for
Plsjningen og gjort den siitlet for at modtage Sæd for
Cvigheden.« Bed Sangen lan baade tates, nndervifes og
opinnntreg paa samme Tid. Feld de allerbedste ogs finefte
Mufitinftrumenter lnnne lnn tpne, give Lud: men i San
gen blander Ordetg nnderfnlde Gave sig med Zonen i den
dejligste Samllang. Sangfnglen lan junge lifligt, og
dog, hdad er deng Sang mod Mennesietst Knn det halve
(og ille engang det) trods Tonernes Hojde og Reiihedl
Ordetg Gave mangler. Men da Gnd faaledes har ladet
crdetö og Toneng rige Gave linelte samtnen i den mennes
skelige Sangftenime, faa vil han« ogfaa, at den sinl bruges
i bang Tjeneste til Mennelleliedens Gavn og Glcrde. Kors
farerne raubte: »Wind vil det!« Dei lannne leen tan
ogsaa bruges, naar Talen er om at synge. herrenö Ord
og Paarnindeller ere mangc over for denn-.- Sag. »Raab
hsjt og sung med Prod, du Jndbvggerfle i Zion! thi den
Heilige i Israel er stor midt udi dig« (Es. 12, ·"-). »Soll
ger med Frvd, J retfcerdige i herren! Lovsang sprnmer
sig for de donatng Taller Herren med Horde, leger for
hum paa den tistrengedeharpe, synger ham en nd Zang,
leger lifligt paa Strengeleg med zindellang« (Sal. 1-—3).
St ogslla Davids lOU Sohne, «,l«lie! niel llttitelre:(l«.
«Pr:rise- Uml, from whom all lili-8hings4 tlnw".
Tet er en Tilslnndelfe til at love Herren med Sang ogf
Lovdrisning
En belendt tysl Forfatter slriven «·Hvorfor er det
tysleh Fall blevet iaa mva Vvorfor inder Sangen ilte
mer-e soin fIr vaa Marien og i Stoven og paa hver en
Beil Ja, hvorfor? Fordi den barnlige og enfoldige
Glade mangler, fordi — lad og tale lige nd af Hiertet —
navnlig Cvangeliet og den barnlige Tro mangler iDjertet;
der ligger egentlig Grundsladen. Zangen finder Vej til
de allerfleste Mennesters Vierter, og man flnlde benntte
denne Magt meget niere, end det i Almindelighed ster. O
den« der bar fundet en Grund, hvor hans Anker for edigt
holder saft, stulde ogfna flittig brnge Sange-in Paa Men
nesler, sont staa uden fortstuds !iiige, gsr det et gansle ejens
donnneligt Jndtryl, naar de se, at de alvorlige Kristne ere
i glade zoll, der gerne iftemme en Sang —- itte tr o dg,
! men netop f o r me d e l f t deres Tro.«
f Kristendoinmen er fortringvis den svngende Religion.
« Man forsilrer, at alle Dedninge Religionerg Sangsiat er
« doldiom fattig. Kristendomcnens Sangslat er stor og rig.
Den lom jo oglaa til Jorden med Sang, med Englesang.
sJ «S(-rilm(-r’i-i Die-limian nl llymnulugy"angivesz
T Antallet naa triftelige Zunge til 400,W«, som fynges paa
« omtr. Zue- forstellige Tungemaal, ilte at tale om Folles
! fange, Nationalsange, Fædrelandsiange og verdslige
! Sange, forn de for-siellige isolleftammer eje. Men hvad er
Meningen med en saadan Rigdom paa Salmer og Sanges
Dette er Meningen, at den Slat flal bruges, at vi flulle
synge. Man bar sagt, at ,,vi fundc inindft i de Timer, di
synge meft,· og det er tiift sandt. Eom Leerlen stiger mod
Dimmelen med Zang, san lnd og drage vor Vej mod det
ni) Jerusalem need Sang og Gliede-. Himmelen ital blive
fuld af syngende Kristne, lad Jorden ogfaa stildes med fan
danne. Lad Deliigaanden og TroenSGlasde faa Lov til
at befri os for Tnngebaand. Lad »den herre, Her-re lade
opdotie Retfcrrdighed og Lovsang i alle Hedningers Paa
lyn.« «For de sprgende i Zion bar han bestiitet Doveds
prddelle i Stedet for Alle, Gladeng Olie i Siedet for
Sorg, Lovprignings Illcrdebon i Siedet for en vansmægtet
Aand« (Es. 61, 3).
iErin digl du Krisis Brud,
san frnder lig den Und,
Staat du er vel til Mode,
Ved Naadens stoke Gede,
Som iig en Brudgom glceder
Bed Brudene wilde Siedet
lll
’ Grunde og tilftnndcnde Etsemdler.
Der er meget, iom tilslynder Kristne til at synge.
Den angelialsille Stjald Kudmon sov. Da iaa han i
Dromme en Stiltelle ncerme fig, og det lod til dam:
.Syng, Kadnionl« »Dvad ital jeg synge?« »Svng om
Stabelsenl« Og Kadinon fang i Sinne, og da han vaags
nede, tunde dan dusle Sangen Drd til andet. Og han
lang, da han vaagnedr. Kadmon sang om Verren, oin
Stabeliem om Paradiö og Faldet, om dimrnel og delvede.
»Der er Beiden Liv, Lodlang, men naturligvig in
gen fuldendt Kuintform,« melder Kirlehiftorien om Kad
mons Sang. Men faaledes er der mangt og meget, som
raader til Guds Falt: long! idngl O, at di maatte hore
og forftaa disie Stemmer og stinge, laa der tom mere H ojs
bed, Liv og Lodiang i vor Kristendoant (Forti.)
M) Gelder vel ogiaa om andre Folteflag.
ÆX
Ir
For Ungdommen
To Brauen
(Sluttet.)
—
Han fortlarede, at det haode vceret ham
en Glaede at lunne hjaelpe Gabrt l og
t
t
jhaan
at han meget godt tunde undvære Pen
gene, tndttl Gabriel selv kunde betale
dem tilbage. Endotdere fortalte Carl,
at han haode adoaket Gabriel alvorligt
mor at odsle med sine Penge, da han
meget let derved tunde komme i pinlige
Forlegenheder og ende tned at vslde sin
Fader megen Sorg.
Slont Doktor Staal var en tentmelig
ftor Menneslelender, og alt has Carl
vtdnede otn Trovcerdighed, lunde han
dog tlke tro saa slet om fin egetl Søn«
Han rmgede paa.Tjeneren og bad denne;
se efter, am Gabriel var hjetnme, i satt;
Fald flutde han straks komme over til
Fad.retl.
Ta Gabriel aldeles uventet stilles
lige over for Carl Svendsen, sorstaar
hau, at han nu helst maa betende den
Mal-C Sslldhed- Detgør han.
Tet var som otn der saldt et tæt Slor
fra Tottor Staals Øjne.
Lcrttge stod han tavs og ligesom son
dettnust. Men Tankerne stormede livs
ligt from has dam, og Meningen af det,
han un taentte, var den:
,,3aa lzar jeg alttd vceret uretfcerdig
boade mod Carl Svendsen og mod hanö
Moder, og saa bar de to Tanter jo ta
get nng godt ved Næsen.« —
Doktor Staal tom nu frem med en
djetteltg Undslyldning til Carl Svend-»
sen, og da denne var gaaet, havde han:
en lcengere alvorlig Samtale med sin
Son. Juden Carl var goaet, yaode
van bedet denne om, at lade den ptnltge
Sag dltoe en dyb Hemmelighed mellem
de tre, som nu haode talt otn den. Dette
lovede Carl.
Toltor Staat var virlelig en Mennes
sleoen. Han var overmaade meget for
sine fattige syge. De rige lod han betale
runoeltgt; tnen as de fattjge tog han ilte
alone jngen Penge for sine Qperationer,
men han hjalp dem ogsaa rtgeligt, hats
de under dereö Sygdom var lomne i
trange Kaar. Eiter Opgøret med Carl
Soendsen, togte Staalont nærmere Op
lyznmger om denne og am Moderen, og
alt, hoad han horte, vidnede out, at de
begge var agtede sont i hsj Grad hæders
ltge Mennesler· Hatt harte ofte udtalt
om dem, at de var troende Kristne, og
den Tanle trcengte stg da srem hos
»Man den troende Kristens Kraft til
et sandt Mennesleltv tlte er starre end
andre Menneslere. «
Der var en dyb Alvor over Doktor
Staal i denne Tidz han kande ilke gaa
let hen over dette SporggmaaL og det
endte med, at han saa, at den sande
Kristeng Liv var slonnere og havde en
dybere Bund, end telo de melt humane
Menneslero Liv. Han nojedes ttte med
at blive ved denne Slutning, men sagte
alvorligt efter at komme ttl at staa paa
Troens Grund. Hatt sit en god Stolte
dog en as Hooeostadeno Præster, hog
hvem han var Hitalcege, nten den betyds
ningsfnldelte erelp sit han dog nok t
sine Samtaler med Carls Moder.
Denne provede Kvinde hat-de en rtg Er
faring at ose af, og hun havde den Jor
del, at hun havde vist Lage-n, at hendeö
Kristendotn ille alene beftoo i Sual,men
ogiaa i Kraft.
Gabriel og Carl er nu sande Benner.
Lægena Son faar Vejledning i fand
Kristendom sra to forslelltge Stder.
ifsrst ftl han den fra Carl Svendsen,
need hvent han med Faderens Tilladelse
oar traadt i ncerntere Forbindelse, og
has hvern han landt den Velsignelse,sorn
en regte Kristen lan byde under Venflai
bets Baand· Men den lraftigste Vei
ledntng sit Gabriel dog fra stn egen Fa
der. Pan saa den betydntngsfnldezors
andring, der soregil nted hanc, og da
han haode stor Respekt for Fadereno
helstoble Perionltghed, saa var denne
Karalters deannelte til en lristeltg
Stiltelse et mægttgt Vidneobyrd for den
unse. —
Naar vt nu tager Alsted med diase
Mennesler, saa er der knaaske en eller
anden as vore Lesere, sotn teenler paa
de to gamle Tanter og finster at vtde,
hoordan det gil dem. Det er snatt sor
talt. Strals efter at Fru Svendsen
tom dort fra Doktor Staal bleo den
aldste as de to gamle fyg og dode etter
et kort Sygeleje. Den yngste afTans
terne levee endnu; heades eget leere Jeg
er hendes et og alt; hun tænker nu tlle
paa andet, end poa sine egne Forhold os
har farlængst opgtvet at spille nagen
IRolle l Læqens Diens.
» ,,Paa Frclfens Dag hjalp
jeg dig.«
tssiajag 49, 8).
J Adventstiden 1886— iaaledesiots
tæller en Jndfender under Merket Du
M. i det anfete tyfke Sondagsblad
»Quellwasser« — da en lille Krebs as
Venner ien Markninggtime fad i en
fortrolig Klynge om den hyggelige Ka
minild imin Stute, udviklede der sig en
livlig Dedatimellem os angaaende det
SptrgsinaaL om nogen som helft af de
Juleyistorier, derfortalles i kristelige
Blade, vtrkelig et opleoet.
»J et hvekt Mennesteliv forekommer
der stundom underlige Ting«, fagde en,
»men at saadanne altid passere netop i
Julettden — nej, det tror jeg ikke.«
»Saa er jes dog of en ander Me
ning,« tog jeg Ordet. »Dagene føe
Jul er netop en Tid«som ndvider mange»
Hiertey selv saadanne, som staat den
kristne Tro fjernt.
,,Hvorledes det nu end iorholder sig
dermed,« sagde en anden Stemme fra
den mørke Kakkelovnskrog, »saa er jeg
as den Mening, at de virkelig oplevede
Historier — og jeg trot, at der gis-es»
jaadanne —- aldrig lliver trvkte; hvad
der fremkommer i Bladenes Spalter,
er kun Fantasibilleder.«
»Du er ogsaa min Ltnfknelse, «yttede
en fsekde. .,Jeg dader alle disse Hi
storie-r og læser itke en enefte af dein.«
Saaledes blev der talt frem og til
bage. Kun en nng Pige haode fotholdt
sig tavs. Da Gætterne senere havde
forladt os og vi to endnu fad i fortro
lig Passiar, sagde hnn pludselig:
»th De here en Jnlehiftorie, somi
jeg har opleveR Jeg giver Dem end-I
ogsaa Tilladelse til at offentliggvre den, I
naar De blot fortier Navnene.«
Beredoilligt modtog jeg min Benin
des Tilbud og meddeler nn her hendes
Fortaelling npjagtig, som den led.
,,Det var den forste Søndag iAd
vent 1885. Sammen med en Veninde
forlod jeg Kirkem og paa Hjemvejen
bad jeg hende om at laane mig en god
Brig til mm Fader, der nyltg var kom
Hmen op efter et langt Sygeteje og nn
Lntaatte sidde uvitksom hele Dagen.
,,Jeg vil fende din Fader »Quellwa6
ser«,« iagde hun. »Im hat lige nys
ladet den sidste Aargang inddinde.«
«Quellwasser?« spnrgte jegsnølende.
»,,Jeg kender slet ikke dette Blad og ved
"ikke —.«
»Okt- det vil tiltale din Fader?« af
dkød hun mig leende. »Kære, hoem
ved, om J ikke senere kommer til at takke
mig sor, at jeg hat gioet eder Lejlighed
til at leere Bladet at kende.«
Om Aftenen sad jeg ved mit Arbejde
lige over for min Fader, der var i Færd
med at genneknblade »L.uelltoagjer«,
hvad han alttd først gjorde, naar han
havde en Bog med Afbildntnger for
fig
i Det var alt andet end ler Tanker,
der i hin Time git igennem min SjaeL
»Min Fadets Sygdom hat-de haft for-I
gede Uogifter til Folge. Mange Timer,
sont jeg ellers kunde anvende til Haands
arbejde, maatte jeg nu vie til den ty
geg Pleje. Og med hvor stor Glcede
havdejeg ikke gjort det! Men vore i
Fotvejen smaa Pengemidler var nu
soundne betydeligt ind, og jeg saa med
Bekymring Nytaak nærme sig: til den
Tid stulde der betaleö Hnöleje samt
Doktors og Apotekerregning, og hvotfra
stulde jeg iaa alle de fornndne Penge?
Mit Mod trnede med at foklade mig, og
dog turde jeg tkke rsbe mine Bekymrins
get for tnin enbnu meget spage Fader
for ikke at skade hans Heldkedstilltand.
Han anede imidlertid ikke det fulde Om
fang ai vor Forlegenhed.
Nogle Uger tidligere havde jeg endnu
set Fremtiden inttde med temnielig lyst
Hand. Et kunstscerdigt Haandarbejde,
som jeg havde udftrt med stor Møje
og Dacht-, var indient til en Udstilling
iBerlin, og jeg havde gjsrt mig godt
Haab om at faa det pramiebelsnnet
Hvorfor stulde jeg ikke hande? Jeg
hat-de allerede en Gang, nogle Aar tid
liqere, deutet en fsrste Prætsie hjem.
Denne Gang blev dog mit Haab lnttekt
skuffet. Ncgle Dage spr hin Ast-n
hat-de jeg faaet den senderknusende Ef
terretning, at mit Arbejde kun davde
-opuaaet ,,hædeklig Omtale«, og at det
kunde faas tildage naar som helft, da
det ikke var blevet folgt. For mig be
tsd Tilintetgørellen af mit daab fort
gede Bekymringer for det daglise
Bind.
Forgævec pønfede jeg ogsaa bin Alten
igen paa en Udoej. Den natmefle Frem-«
tid laa merk foran mig, og ingen Sys
ftraale vilde vtie sig noget Sud-.
»Nej se«, udbtød da plndselig mtn
Fader, »der latet jeg netop otn en
Mand, focn jeg har kendt for mange
Aar fioen. Sonc ganfte ungt Maine
sle var dan nogen Tid i mine Forældres
Hus for at get-e sig lsekendt med Land
bruggiorholdene paa vor Egn. Hatt
havde den Gang i Sinde at tobe sig en
Guard. At han kom i Huiet has os,
stytdee min Onkel, soin ftod i Fort-in
delfe med bang Familer Nu see jeg
her, at han er bleven en megitrigMand,
Eier ai vidtstrr.lte Besiddelser, Kulgrnsk
ber og Fabritlen Hans Flid, hone
Dygtighed, hans Fromhed og Godhed
fremhceves med Ros. Han iørger sont
en Fader for sine undergivne og djcelpet
gerne, hvor der trcenges til Hjælp,
uden at gøre mange Ophcevelser. Hvor
forunderligt det gaar til i Livet! Hvent
stulde vel den Gang have troet, at det- «
unge G. havde en saa glimrende Frem
tid for sig, Du tan ikte tro, hvor det
interesserer mig at leese dette!«
Saaledes lod min Fader Mundens
labe; men jeg hørte tun med et halvt
Øre. »Don hjælper gerne, hvor der
traknges til Hjcelpl« Dtsle Ord klang
hele Aftenen i mine Øren. Senere, dæ
min Fader var gaaet til Ro, fad jeg
endnu længe fordybet i Odervejelserz
men da Urene fra Byens Kirketaarnes
fotkyndte at det var to Timer over Mid
nat, laa en Strivelfe til Hr. G. feerdig
foran mig. Tillidsfuldt hnvde jeg stil
dret var sprgelige Stilling for ham,
yvorledes en Attiltel i »Quellwasfer««
havde givet Anledning til mit Brei-, og
reitet en hiertelig Bøn til ham oin at
købe det Arbejde, som jeg havde faaet
tilbage fra Udstillingen, til den Pris so
Mark (omtrent 45 Kr.), hvortil man i
Berlin havde vurderet det, og fanledez
hjælpe vs i vor Neid. Erindringen om
de glade Ungdomsdage, sont han havde
tilbragt i mine Vedfteforældreshus vilde
maafke —ytrede jeg —- stenitne ham gan
stig for min Bøn vg bevaege ham til at
se med milde Øjne pna det Stridtjeg
havde gjort.
; Da jeg ncefte Morgen tastede detskcebs
Tnefvangre Brev i Pastkasiem foldede
Jjeg mine Hænder og opsendte en stille
lBøn til Gad.
Uge estek Uge forløb, og jeg fik intet
Svak. Julen var lige for Haanden, men
ingen Glaede vilde drnge ind i mit
Hjertez jeg følte mig elendig og modløs.
Vel var det hidtil lnlledes mig at skjnle
min nedslaaede Sindstilttand for min
Fader, nien livor lange endnu vilde dettes
være muligt2
Den hellige Alten kont. Et tcet Snes
lag dredte sig over Hase og Gaben og
glade Bakneftemmer trcengte iig ap til
mig, niedeng jeg var iysfelfat med at
pynte et lille Juletræ til os, sanledes
isom jeg hvert Aar plejede at gøre. Jeg
havde ilke lagt Marte til nogen Lyd
lpeia Trnpperne og for derive forstræb
ilet stimmen, da det pludselig dankede
paa Toren, og Postbudet traadte ind
i Sturm »Et Vengebrev — man jeg
bede Dein tnittere!« Manden gitigen,
og med skælvende Hander aabnede jeg
jden store Kondolut En Hiindtedmarki
sfeddel laa deri. Jeg leeste:
»Dir-or gør det mig dog ondt, lære
Fasten, at jeg san lcenge tat ladet De
res Brev Udefvaietl Tilgiv mig det!
En Reife og den Omftoendiglied, nt De
res Brev med den opflrsvne Adresse
var blevet dorte for mig og iiirst i Tag
er fundet igen, bære Stizldm Jeg vil
nu hande, at dette Brev endnu før den
tære Juli-fest man komme dem i Hemde og
atDe ogDeres kcersssiadevlwem jeg sender
en bjertelquilleanmt fejte denne ikønne
Fest med godt Heldnsd og uden Bekom
ringer. Den-:- Arbejde, sont sitlert er
meget intuit, beder ji«-g Dem sende mig;
det stal stedsp tin-re mig en tret Erin
dring om en Dotter-T trofaste Kærlighcd
til sin Faden Endnu beder jeg Dem
tun om Tilladelse til for Fremtiden hvert
Aar nt maattesende Dein lin Mart til
Julefest. Dei-es gamle Ven G.«
En Taarestrøm bis-d frem fra mine
Oine, jeg sank ned paa Finæ ved Siden
af Grsntmet, og end inderligere Takte
bøn end den, der i denne Time udviels
dede fra mit Hierte, er vift sjceldent op
ftegen til Herren. Med et Slag var der
gjort en Ende paa al vor Nod.«
En Kristen ital ikkc blot hedde,
mcn vorte.
Kong Alexander git en Gang omlring
mellekn sine Soldater og fandt da en,
fam oglaa hed Ale1«attder, men nannte
get feig. Klingen bled dred og lagde til
dani, at enten flucde han lade sig kalde
nied et andet Navn eller aglaa fægte
tappert, tdi hvem der dedder Alexander,
man gsre alexandekste Gerninger. —
Ak, leere Heere Jesus Kriitl stulde du
gaa rundt i Kristenhulene dg lege sande
Erinne, til hvor mange maatte du da
itte sige, at enten stulde de itle mere
kalde stg Kriltne eller ogfaa lslge dig
efter i et helligt Levnet.
