— «
. f
L aJ l a.
Stildringetttazinmatteu
afJ.«!l-Ftiis.
UJJIMUJ
Det voldtomme Not lafter vgsaa Melltt omlnld. men
Bau fllppet itle Laöspen Huttig ioni Ldnet et dltenen igen
das Beneve, stejlct llojt i Vejret og fatetidildt Raseri »
frem og tilbage Lasioen lotnmet dein-ed inatt oin For- I
benene, fnatt om Bagdenene, og Tyret got de motsomste
Kapriolet cg Lustspting for at iaa Benene fri. Tjet tun
nepne splge Huttigheden af dets Bedo-gelten Lige saa
gerne som Tretet vil lief-, lige iaa gerne vil Mellet blive
det lvit, nciat han dlot tunde faa Lasioen los, sont det
were og mete indvillet sig i. llndet Lampen et alt sprun
get forittnettet til Side. Ved at dille Last-den mete og
"mete orn Jltmen lonnner Mellet ftedse Tyret ncetmete
ind paa Lidet. cipdtogt bei-over steiler det og ssger ined
Forbenene, der gaat som Trommeftillet, at flaa denn til
Matten. Stille og lydlsit bat imidlettid Jaaknpa isgt at
nætme fig Totet bagira. Men nu bliver det ogfaa ham
dltt og fotdodlet sin Heftiglied Omfidet lvttes det dog
Jaatnpa at komme ind paa :ltenen, og tust og behandigt
grlbet hon den om Livet. Med Bandenene loger Renen
at sparte degge sine Fjendet fta fig, men stumm-T Mild
ielig blivet Turet ganste stille og staat med ludet Hoved,
wen-J Dinkne lntet og lebet om til alle Sidet. Pan en
gang havet det igen Hovedet, steiler og slaat nied For
benene, ftyrter over Ende og tager begge nnd iig i Faldet,
iaa de ligget der alle tte tæmdende oq idtoellende. Ende
lig bat Jaampa ioaet Lasioen lIS. Alle tte springet od
tgen, ogj dild Galod fater Reiten af Sted hen oder Mar
tert, standset et Stvtle dorte, let sig otn, ptuftet, men ftvttet
san atter af Sted i endnn dildete Fort og ftondiet itte, spt
den hat llemt fig indi en tæt Flot af andre Tot.
Den Ren, iom stulde slagtes, vat et tcetnmet Dot, og
den lod sig med Lethed fange. Jaampa trat den ind til
sig og tog fat i dens venftte Vorn med degge Hunder, den
thre Haand Ivetft opve og den venstre nedetft. Med en
dludselig og voldiotn Vtidning til Siden flog han den paa
Rdggem gteb iin Kniv og ftsdte denne lige til Staftet ind
i Ddtets Side, tanledes at den gennembotede Diertet. J
det samme flidpet dan Renen, sont med Kniden i Hieriet
springet vildt op, men cftet et Lieblilö Fort-d ftlet den
Bitlningen af det dsdelige Saat. Den degyndet at Meloe,
den dll staa, nien Benene vil ilte bcete den, den, voller og
faldet afmægtig til Jotden. Fitft naat Dytet hat op
gidet Aanden, dtaget han Kniven nd at Saaret, gennem
hvillet lnap en Dtaabe Blod pidlet frem. Alt famlet sig
i Btyftets hulhed. Jnger holdt Handerne for Linene dg
dendte sig bott. Dun taalte ilte at se daa det dsende Tot.
Da Lind og hans Søftet vat reiste-, og Laagje og bang
Kone otn Aftenen sad alene i deres Telt og samtalede,
vttede Konenz
»Der du iet, at han, den the Dato, Ktbtnandens
Sin, banger eftet Lajla2«
»Nei, 'det hat jeg itte let, men Lajla et saa voller
Pige, at enhvet maa synes om hende.«
»Men hat du iet, at ban holder af hende, at dem bot
Lende faa lar, at han dtl fti til hende, dersom hun vat en
demqndspige?«
»dem lan holde af hende san meget han dil for mig.
Lale er ille den Pige, at dun stulde lade fig fotlolle til
noget.«
»Nei, jeg ttot han holder mete af hende end fom faci,
og vil du folge mit Rand, taa get Lajla ille flete Bei-g
paa Garn-eg.
-Det hat ingen Feste med Lajla. «
»Men hat du set, at Lajla oglaa fdnes godt om hcnn
Fig holder af han«-«
»Du indbildet dig blot noget, Rotte-«
»Nei, jeg inddildet mig ingen Ting. Vi Kvindet sey
due-set bedte i flige Saget end Mand. Tu hat meet blind,
nagt du ille hat set noget.«
»Und hat du da set?«
,qud jeg hat set! Jeg hat set Lujlas ftdte Ding
fra beut dar sanfte lille. Jeg hat set dem i Sorg og
iSlcede og Bude, men aldrig hat jeg fst let det Udtrvt,
Tom der nu undettiden et i disse Øjne, aldtig hat de ist
bietet lau dybe og msrte og dtimmende som nn.«
.Hun et ældre nu, set du, hun e: en vollen Pige, del
tommet as Aldeten.«
»Jo. og deraf, at hun for fttste Gang i sit Liv de
gyndet at file Kætlighed til en Mand.«
»Doldet hun da ille af Mellet?«
«"Jkte Ida den Mande, og ille lom fec. Qar du ille
set, at hun dfte siddet ganste stille og dtsmmet, at hun
temter poa andet end Melletog Ren-due og Jaampa og
si, at hun undettiden tteettet et dybt Sul, at hendes Kin
der fest en fttstete Farbe, og at der lommet en egen Glanz
i heisses Oer og Smil daa bendes Labet, nqot deine hsje
Date nctmek sig hende og talet til heut-ess
« »du Jan-two og Wellet sagt noget?«
, »Ist-Ida ved intet, men Mellet lynez ille om bendeg
Dem til Gamas. Den beider Datoen lige san dist, idm
Eis holder of Lajlc.«
»Ja, jet, lsd las dare, men vlstal jo inakt flvtte ind
l Fieldenejgeiy og soc et det fotlii need hendes Bei-g paq
Garn-et fjDein mag t alt Huld gqa ned og sige Fakul.
De bot Met gode aged hende og leert hende nieset, km
EINIGE-Mka Als« " 8
»sa- W fel- lnedl Jeg forstkter dis, at dtöle to
Mem-sw, enddelelv ded, mnderstaltun
IN FAM, et list Ord, en lille Guts til, for at
MIIUUU Ist finst- dp i fuld Flamme. dar du
zwis- Mwasiszmuqkey eckpu graut
Inn-g im must
, »Is- hcise http-It- is her-dienen windet ofte
I L v
Ktbinandstone2 Det tkot jeg itte, dettil holder tinn for
meget af dort Liv i den frie Natur, og hnn hat attid syn
tes godt om Mellet.«
»Ja, hun hat attid syntes godt oni Meltet, nien klad
Tatoen i Finnetlceder, gsk hani til Fieldfin og stit bam
ded Siden ai Mellet og bed hende vatge, iaa faak du se.«
..Hnn batet dog Mellets Ring oa ned, at dun stal
gifte sig med heim-«
,,Men hendes Vierte er bog Tarsen, og Lajta hat
starke Fptelier og en bestemt Villie, fom atdrig hat drei-et
tnet. Dun ger, iin hun vil og hat villet og gjokt fta dnn
var title.«
»Ja, i att nndtagen Giftertnaalsiaget. Men bun
ved ogiaa meget godt, at Bornene i taadanne Saget attid
retter fig eftet Fotatdtenes Balg, og at Vatget er gjott for
lange fiden- «
Eiter denne Samtate git der itete Tage den uden at
Lajla gjorde sin Veninde paa titaknas noaet Bei-g. Men
en Dag, da Lind var paa Fiste tangt onne ved Ctven, list-te
dan, at nagen tangt borte i Lien vaa den anden Siden
Elven sang nogle Etrofer af en Veretiang, sont bruges
niettem Gjetettarte og Piget, naak de gaar dver daa sin
Side as et Tals-te. Den er ganfte entet og tan varieres
i det tnangioldige, alt efter vedtommendes Smag og Be
hag. Lin) degyndte derfok paa en fand-an Sttofe:
Eliaateik
Oder Tal og Dej,
Hsrer dn niej·
Ja elter Nei!
Eiter at Ettoet var dorte, og en lille Stnnd var gaaet,
harte-J en tlae, iniut Stemme at tonnne iotn en Zolftraale
igennem den kene Luft tangt lsorte ira Bien:
Paa lange Lej
Zdater jeg dej
Ja eller Nej.
Eliaalejk
Lind tnnde forstaa, at det ingen anden dar end-Lasten
og stemte atter i:
Paa lange Lej
Bedet jeg dej ,
Korn hid til mej
Ja ellek Nejt
Strats svakedeg igen fea den anden Eide:
Paa lange Lej
Svaret jeg dej
Det tan jeg ej!
Etiaatej, Cliaalej, Estisaastej!
dsries fjetnere og fjernete, idct den idngende git tangere
og tangere bott.
»Jea tan bitte dig ira Lajla,« iagde Lind til sin Se
stet, da han tom ned paa Guardian »jeg bitte hende synge
Gjetetsangen langt nenne i Brattelien paa den anden Side
Ctven.« .
Tet ted nd itnod Midten af August, og den Tid nat
niede fig, da Finnerne slnlde ioklade deres Sommekttattek
og igen dtage ind i Fieldenr. Lajta hat-de i lang Tidttte
datet dem Gamas, men Jnget ventede dokiitteth at hnn
vitde loinme og sige Farvel, for hun reiste.
Cn Morgen tidtig tonnner Tjenestedtengen daa Gar
neeS, iom davde varet tangt opve ved tslven for at se til et
Latfeftcenget, tibende ned tit tssaatden igen og forteilen at
han bavde set et Mennefte iidde og holde fig fast i Bitten,
sont bang nd over den betendte Strenihvirvel i Elven. Det
maatte vare nogen, soin var fotnlyttet i Elven, og det faa
nd til at vaete en Finnepige, iagde han. dan davde vætet
paa den modiatte Side. inen Fosien havde deutet iaa, at
det ilte tnnde nytte at taabe. Van havde dekfot blot din
ket med haanden for at vise, at den, iom sad det, var ble
ven set og tnnde fatte haad om at dtive reddet, og iaa dar
han lebet dient ad.
J Haft dleo der iamlet alle de startefte Tot-, sont
fandteå vaa Gaarden og oni Bord paa en Nokdlandsjagt,
sont taa paa dannen. Deldigois dar der ftete Finner og
en Det andre Folt til Stede daa Gamas, og med disie
dtog Lind af Sted. Paa Veer msdte de Mellet, og ban
iluttede sig da ogiaa til dem. Cn Mand dtev findt op paa
den modlatte Side tot at diie fig der sont Tegn paa, at
Fott tom til Hjcetn To Tov blev bnndne samtnen og en
Leise tndttet i Enden af begge, iaatedes at td tnnde sidde i
disie og holde sig fast.
.dvem vil lade sig fire net-i« ipnkgte Lind, da alt var
færdigt.
Jngen ivaredr. Det gjatdt Livet.
»Bet, taa gaak jeg. Kin med Tovet!«
Langfomt tod han sig site ned, til han naaede de vdetste
Grene af Bitten. Dis-te tog dan Tag i og ttak iig ind
under den overdeengende Fjetdveeg, iaa han fortdandt for
dem, der stode opve paa Beiden.
Paa Faden at Bitten, lænet til den tolde Fjetdvcg,
iad Lajla, dteg og statoende at Kulde. huen havde hun
mitten daueet bang list ned oder hendes Stuldre, og hnn
iaa i fin blaa Kutte og need sit» ndftagne Daar met-e nd
iom en havtrue end ioni et Menneftr. Hnn bavde om
Mienen villet gaa ned til Garnces for at fige Fatvel og
stutde ro over Eldeoi , men den ene Aaee var knallen og
hun dar fatet ned ig m Sdælget. Banden var gaaet
«nndet, og dnn vidfte itte ntere af sig lett-, spread bun stedte
imod Geenene at Bitten. Saa bat-de tnm gtebet fast l
disie og truttet sig ind, til hnn tunde sidde daa Stummen.
Reddet dar bun for Viel-litten men en forfætdetig Rat
hadde In tilbtagt· Vsad dar hnn og totdt dar det lige
over Festen, men ban dar deldigvis oant daade til Bade
og Entde, og lnm hotdt ud og bandt sig seld fast for itte t
et Its-tagte øjetsnt at fan- mdi Zonen ouu mite, se
hun tnaet matte dtive tat-net ellet bandede ogimn at no
gen ttltctdtgvts tunde lonnne og faa dende et le. Kunde
dun date tendt Bad need Fasten-den, vttde man for lange
siden vids Bested wo Gerne-. Den ten- neinltg flere
Sange findende og sinlde satte sig vaa fin satte Ptede paa
Stamme-h tue-u den flsj totsitætlet nedad igen ded at ie
et seien-se sidde det.
Lind, fein tagen Quelle hasde den, hveu det lunde
miet- tat brannten Ilev tue lldet time-et ded st
jesailaßkedm Meinst-New Mit Ag, at
det Inse Im W , «
«- - —i
»F Guds Nava, er det dig, Laan lam .siddet den«
udthd ban.
»Ja, del ee mig, ag det er dig, iain bar davel dig ber
i ned lil mig?«
«Jeg didfle ille, at del dat dig, det anede mig
fiel itte.«
»Da var du maasle ille tummel?«
»Ja, Lajla, jeg dat laminet. Jeg bavde ladet mig
iire ned i den fztfcerdeligfle Afgtiind i Betdeii, naat jeg
. liinde tedde dig. ddor del maa have daret fatfastdeligt
fot dig at sidde her hele Natten, ag bdar angst du maa bade
dekret. «
» «Jeg bad til Gud ag niin Fteliet, ag nu hat ban hatt
iiiin Bin «
« »Ja, jeg baabeiz di lammet del ad igen begge la.
Tadel et stattl, iaa du heb-ver ille at dære bange«
« »Jeg et ilte mete bange nii.«
»Sat dig nu lieti Lallen ai Tadel, iaa biiidet jeg
: cis-i begge fast. Ftelses vi, saa ftelieg di begge, dar vi laa
’ dar di sammen.«
»Da et jeg ille bange iat Dtden.«
»Dald dig nii fast ind til mig,« fagde Lind, da lian
gav Tean til at heile, ag Tadel idajede iidodet, iaa de
tiegge bang svædende over den ddirvlende Sag niellein Him
inel ag Jord.
»Lajla«, bvistede Lind, da beiides Daded bdilede daa
. bans Eliildet, »blider du vted paa inig, iiaat jeg fotlcellek
dig, at jeg balder meget ai dig, at du et mig latete end
· nagen Natdtnandspige, ja end alt aiidei i den hele Vetdeni
Kaki du agfaa balde lidt ai mig«i«
»Ja, ial Evighed, am du dil, inen jeg er blat en
ftallelz Finnedige!«
»Lajla, du et alt for inig og du sial date min —
»Pcig Paa, Tadel gnadet!« bled sitegel avenfxm
Lind ialte Faden iniad Fielddæggen, iaa Tadel gil
stil, og inatt dat de iaa langt adde, at inaii sit Tag i deiii
ined Dandetne ag lunde lsile dem ind adet Afgtundeii.
.,Lajla'«, udbtsd Finnetne, ,,det re Lajla, iam bar
iiddet i Fasse-M«
Rette Lajla,« udthd Mellet, »Gud dcete ladet, at
du et teddel!«
.Et dii her agiaa, Mellet, « sagde Lajla ivagl, »ag du
i lain ille ned til mig!«
J »Jeg didfle ille, al del dat dig, bavde jeg didit at det
dat dig, iaa bat jeg nal tammel. «
I »Von vidfle del heller ille,« lænlte him.
E Lajla dar iaa iatlominen ag lvag, at bun maatle
i dringe-;- ned til Gatncts ag bled btagt til Sengs daa Jn
I get-J Bettelle. Men nafte Tag dar huii lige tall igen.
Heiides ltaflige Natiit badde ingen Slade laget meng
. iiineligdig eiibvet aiiden Pige dilde date bleden dadssvg
Lglaa Vitlelmel var lamnien til Gamas- Rinie
ligvisz bavde Vagten af de lo, iam bavde siddet daa del,
I iattyltel ellet liictllet nogel i delk Rad. Clben bat-de iaaet
s mete Tag i del, tedet del lsil vg fttl del iied ad, faa del
oni Matgenen lcia ded Stiaiideii, lige nedeii iat litaatdein
Liiid lad del dtage daa Land· Maailc man lunde fatars
bejde en ellet aiiden Ting detaf til Miiide am Begidenhes
den, tanlte ban. Ud dna Fatniiddagen lam Lajla nedi
Tagligiluen, llcedt i alle Dele iain Notdniaiidgpigr.
Da Lind tam ind, studiede ban ded at ie bende i notil
Dtagl, men det vat en Vatine i band Blit, lam iagde
bende. at ban iandt hende indlagende, ag at lian ilte davde
angtel ellet glemt, bdad lnii badde lilftaaet, da de begge
sdcedede melleni Dimniel og Jord.
Mellet lain aglaa ind ag iaa Lajla iardandlet til
Natdmaiidsdige, nien baii bled aldeleS ille tillall af denne
Fatdandling. Det var ligeiani ant bnii dar lammen langt
barl ita dam, iaa ban flet ille tunde nackme fig beiide.
Han bad hende detfat am, at biiii dilde lage fin egen Dtagt
paa igen, sain nu var tsrtel, ag gaa ined til Fields, da
bendes Famldte maatte daete angitelige oder, at buii bled
iaa lange beile.
Lind dilde gerne bade talt med Lajla alene, inen der
die ingeii Anledning deriiL Kiin iil ban, idet bun gil,
bdistel til hende:
»Jeg llal date ded Bin-den daa Gaiiafjeldet i Mot
gen Nat Kl. 12, naat Salen staat ladeft i Nord. Kette
Lajla, tam derben, jeg bat iaa ineget at tale med dig am
Du maa tainine, di inaa tale lammen, ag jeg maa sige dig
Fatvel, ist du kejiet.«
Laila idatede blal med et lille Nit, ag bun ag Mellet
gil adad til Fields igen.
theite Tag tlulde Jaanida ag Mellet gaa af Sled iar
at dtide Morden ind til Teltene, fat at man tunde bade
dein iainlede der, naat man Dagen eitet siulde btdde ad fka
; Raddospeih Lajla iagde, at bun agiaa dilde date med,
i ag bun ag en ai Pigerne lag en Baad ag taede ad til En
j den as Jndijen fat siden at gaa tilbage paa hdet tin Side
! ai iainine. Lajla fil detved Anledning til at gaa ani den
i af Lind betegnede Vorde, der dat bdgget paa Tat-den ai
s en Geldbede hdortra man lunde le ned mad Garn-es.
! Kl. ll dar Laila ded Varden. Dem didlte ille, bvad
han dilde sige Det stad tun dunkell iat dendr. Men biin
j dilde fidde det iainnien ened bain ganste alene i Midnalss
falens LUS, date band Stemine ag ldtte til bang Fatsilring
am, at ban elstede hende bende alene ag ingen anden end
i dende can dilde gerne bade dynlet sig lidt ist bun gil,
men del dilde bade dalt Odmcttiainbed ag Mistanle.
pnn inaatte g.a i fin almindelige bdide Vadnielsluite ag
lille tsde due. Dun didfte ille, at dun netad i denne
) Dragt tag sig bedit nd i den state, starke Datas Øjnr.
Kl. bled llt. Salen lanl ned imad la spidse Meld
pigge, lain ital ad lige i Nord. Naar dens state, rsde
Clide lain iaa lavt, at den berItte den bsjesie at disie
tande, da dar del netad Midnat. « Lajla tad lænet til
Binden ined daand under Kind. Denne Kind bavde btds
til hatt lldt idthiet Fatve iFatdentniiig ain han« Kamme,
inen Salen fanl ladere ag ladete, ag den fine Kind bled
dlegeee dg blegere. Da mein lunde le lidt as den satte
sieldtinde adde i Salend rsde Bilde, ag Kl. iaaledes var
12, fltl der et Pult as Tvidl igennein Lajlas Sind. Kom
mrsban ille? Alt i Naturen dar nu- iliunrende, tdll ag
stille. . Jntet Blad bevcegede fig, ille del langes-te Bindduft
mte ded Ravdoisens lot-te sandflade Alle sugle var
gaaede til M og las en taet slund i den dddeste Rat. .
Laila lunde se langt ued oder need Gar-ice adet de ntgne
straaningeyag hun dilde m lang Ifstand tunne sddage,
s
— s
ont nagen lom gaaendr. Vun stirrede og stirredr. Tvivs
ten degnndte at komme startere og fette Anaest Med sitt
det pressede Taarer srent i hendes Eine, saa hun ncrstert
itttetlunde se. Pludselig sprang intn op, og der sle et
pGlirnt as et Smil over hendes Wirtin »Maasle hatt lam
tner sra en anden Kant og vil overrasle nagt-« taentte hun,
vg htm flvggede med Vaanden sor Este-n og iaa sig ont
over Fieldene mod Nord. Mxn intet lenknde var noget
Sted at ovdage. »Don tontnter itte!« Entlde hun. So
len begvndte igen at sliae og saa ntere Manns. lotn en nd
gaaende Lanwe, hvortil der avdeg merk Lili. Motten
var over 12, et stislere Lvö straalede nd over Field oa
Mart, et Las, saa vibunderlia smnlt, at tnan tin-de tcknle
fig, at det tnaatte verre et Genslin sra Lvset i de eviae Vo
liger. Ctt entelt anl beahndte at lvidre henne i Krallen
saa flere og stere, og rnndt ontlrina var der atter vaa den
nve Dags aarle Morgen travl Virtsonthed, Liv og Mun
terhed blandt Ditnleng Fnale oa Mart-sitz vilde Dor. Kun
Laan sad der ganste alene tned Inarer vaa sin blcae Kind.
Cn Stettsntet tont hen og satte itg tma Vatden liae ved
hende. Den bavde en Orcn i Minimu, sont den stnlde
dringe sine smaa, nten ten btev sornndret stodutdc, dul
tede nred Dovedet og vippede med date-n og iaa tma denne
stennttede, sont sad der. Lgsaa en Rastatt tont stetn i
UND satte sig paa Ba,tvrtt(tte og iaa paa ltendc Den
strjg sig med Forlabben over cjnene ior ligesont at lnttne
se bedre. Den lunde ilte vegrive, ltvad dette stenttnede
var, sont sad der saa tavs og stille. Muste, ltendes lille, tro
Ledsager, laa ogsao og stirrede vaa hende. Den pev sagte.
Trn saa ganlle vist Sorg i hendeg Anstat, oa der tan netive
være nogrn Tvtvl ottt, at Tor-ene, ister hundertt, lan del
tage tned i den tnenneslelige Sorg.
»Von lotntner itte, hart tommer itte!« saltede hun
atter.
Crt angstsuld Forntnttnelie sont som en tnna Stett
ned over hendes Vierte, og et Zitt steg igen op fra setz
dyvesie Bund. Klotten var l. Dei var asgjort, hatt
«totn iltet
Dun rejste sig ov, astorrede sine Taarer, strta sitdaar
tilbage sra Ansigtet, og hendeg store, sorgsulde Øsne tastede
det stdste Bitt ned tnod Garnæs. Natnrharnets stotte,
rnodige, srisle Dierte blttssede op i Darnte over denne tro
lIse srentntede.
»Du totn ilte!« ndbrod hun. .Ugle Daro, du har
sveget mig! Hvorsor stelste du mig, naar dn bagestet
vilde svige migt Falsle Daro! Saa bl«vda, hvor du er,
der ttede i dit usle Dust-! Jeg tunde have elslet dig, tro
sastere, inderligere og mere oposrende eno nogett as dine
lvage, blege Koinder med deres svge Vierter og stalaandede
Brhst. Jeg luttde for din Stold have levet «t dit Ort-S sont
dut vilde Sangsugl i Bur hele rnit Liv igennent. Jrg
stulde have lært, hvad dn havde vjllet leere mig, vlevett,
hvad du havde villet, jeg stnlde viive, seg slulde itle have
gjort dig til Stamme, nten ovetgaaet hvilten sont helst as
dine btege Kvinder. JGletde og Sorg, iaodt og ondt
havde jeg varet dig tro, saa tro sont det retteste Guld; thi
. jeg elslede diq sra ssrste Dag, jeg saa dig, med hele mit
i stattels Vierte, dig alene as hele dit Folt, og Dag sra Dag
s mere og niere, flettere og stærtere. Ialste Taro, onde,
i hvllersle Daro, hoorsot soeg du mig, hvorsor lotn du itlet«
Dun vendte sig dort sra den Kant, hvor hnn lnnde se
; ned mod Genuas-, og saa ind over Fieldene, hvor Teltene
- stode. Plitdselig vendte httn sig igett otn. Vteden var
vorte, Stoltheden knallen Modet svigtede og Fortvivlelsen
tont. dun lastede sig tned Handertte sor Ansigtet nedi
Lvnaen, hullede og grcrd bittert. Dun vidste itle, hvor
meget Daali hnn i Grunden havde nackt, sorend nu, da
)
i
den ftdste instist slnknede, httn vidste ille, hvor stattt dtt
Baand var, som havde lnvttet hettde til hom. strend det
» ntt pludselig blev sonderslidh saa hendes inderste Vierte
vlsdte. Dalvt bedsvet og vadet i Taarer laa hun der, til
hendes lille Ledsager atter lont hett og stillede hende vaa
s Kinden sot ligesont at minde hende ant, at det var vaa
; Tide at gaa hieni. Dun tog den i frne Arme og thgsede
i den. .At, Muste, Muste, han har hedraget mig! Nu
; maa vi gao,« og hnn tog nogle Stridt, men vendte atter
ont, tog en svids Stett og strev paa en slad Stisserhelle,
sont stod opkejfl paa Tot-nett as Vordert
Jeg var her, du tom ille, Farvell
Nogle Dage settere var Lind oppe i Fieldet, nten Fin
nerne, deres Jelte og Rensdvr var sorsdundne, og der var
» ode og totnt ved Navdosoens Bredder. Van gil hen til
l Vatden og sit se, at der rned en svag Kvindehaand stod -
strevet noget paa Stenen. hatt læste dette, og alt stod
» tlart sor ham. Alt laa i disse saa Ord. Ctt hel Roman.
? Spulntende Forhaabninger, dejlige Dromme, stnssede For
; ventttittger, lvegne Listen og et lttust Hiertes Assledsinll
! Linde gatnle Fader var blevett dsdssyg otri Estermids
I dagen, og da Sinnen altigedel vilde gaa sin Ves, taa han
i Soster sorsærdet vaa hatn oa udhrsd:
s »Dir vil da vel llte gaa ira din Fadet i hans Dtdeis
: stund?"
J «Nej, ieg hliver her,« sagde Broderen.
; Da Midttatstimen loat, vidste han, at Laila sad ovpe
ved Barden og ventede.
«Jnger, Sitten « sagde han, .na bliver jea dsmt as
den Pige, jeg elsler, nu bllver ditt Brodes anlet sor at vare
en Uslittg, en Mond suld as Svig og Falsthed. «
«Stulde du have trusfet Lajla?«
«Ja, ogt jeg tontttter Mel-«
»Nun Brodet, det gar ntig ondt. Der er intet saa
hedrsveligt i denne Verden sont at vide, at man bliver
mittendt as den, matt elsler. Ren tansle Fader er dedre
i Morgen-«
»Da er htttt reist.«
»Um dtt trasser hendei Karasjot ja Martedet oa
tan da sorttelte hende Stunden-«
»Du er lange til den Ttd. Maasse hart da er alst.«
«Saa du virtelta vtlde have gtstet dig trted Finnettlaen
Lajlatss
s »Dann jea trusset hende, vilde ieg have odertalt hende
til at lonttne til of oa dar-et her i Vintet oa —
« Gerne-new
