sÆX
For Ungdommen
W
Mkllcm Rodhuderne.
(Fortsat).
thhqgeten tæntte ved sig setvz En.
ten Jndianeren tontmer sont Ven eller
Fjende, saa er det godt, at han ser, at
vi tunne totsvare os. Han taabte ntt
til dem, der var inde i Blokhuset, at de
stulde lade Beden, der naturligvis sttatg
var dleven heiset op, gaa ned. Derved
toin der en start Dør til Shne. Eiter
nogle Lijeblttles Fotlab aabnedes denne.
Jndenfor stod der ingen stinke, væbnede
Mænd, men thhggerens hustru,
Dotter og Bat-n og Karl, samt nogle
goende Hunde· Karlen og Sonnerne
hang nu Gevcererne od paa Væggm
Jnhtaneren than-, at han var kommen
tnd t et Glat. Jægeren gav sig strats
t Saat med Husets Beboere og dlev
snatt detragtet sont en velset Gast.
Don sortalte, hvokdan han havde trusset
den hvtde Øtn og hdad denne tænkte otn
den hoide Medictntnands Ord. Nu
tog hustaderem Johan hed han« sin stoke
Bibel steat og laste Beketningen i Lnss
los otn Jesu Død paa Korsetz Jægeten
oversatte Okd for Ord t Jndiancrspkos
get. Jndianeken sad tavö paa en Bas-»
selhud og eng Fredspibem Hugsruenj
havde tkavlt med at bekede et Maaltid
for alle. thhggeken sit at vide, at
Jægeren og Jndianeken havde dtæbt
en Bsffeh han lod derfor Kodet og
Huden hente til Blolhnset.
Da Attenen tont, lagde alle sig til
Hvilr. Alle soo; tun Indianeren vaa
gede. Han teentle: »Den hvideMand
er dum. Nu tnnde jeg dmbe dem alle-;
jeg tunde tage dered Stalp, dekea tHe
væeer og ved Hjælp as diese Vaaben
blive en magtig Hut-ding-« Men han
tom til at tænle paa de gode Ord, han
havde hakt ont Jesus. Han tutde nn
itte drcebe noget Mennesle, sont davde
vift sig venlig mod hont. For føkste
Gang bad den kode Mond til den sande
Gad. Hatt bad: ,,Tllgto den todt
Mand, sont hat udsst usthldigt Blod.
Giv ntig Fred i mit Hserteq send mig
Sonnen, at jeg for en Stand tan finde
Hund« Ltdt ester sov den mægttge
hsvding med det nrolige Hsektesredeltgt
i den svenste Nydhggers Wlothus Hatt
sov ont Morgenen lcengete end de no
riqe. Da thn vaagnede, gkeb dan, in
den han tigtig blev tlar over, hvor han
var, sin Totnahavt og svang den over
sit Hat-ed. Men da han saa luttet
intilende Dlnsigtcr onttring fig, lagde
han beslcentinet Vaabenet.
Jægeren og Jndianeren doaslede t
slere Dage has den foenste thygger.
Johan gao Jndianeren et Geværz dette
dlev Jndianeken meget glad ved, han
tunde nu letteke end søk dmde det slygs
tende Vilddhk. Han og Jægeren gtt
hoek Dag paa Jagt og bragte meget
Bildt med hjetn til Blokhuset, der paa
den Maade blev fotshnet kigelig med
Kod. Jndianeken iaa nu sor sørste
Gang, hoorledes Kpdet nedsaltedes, saa
at det tunde gentkneh Barth Hakd og
Anna, Johanz Dattel-, bleo gade Ven
ner, og der blev talt om Asgtestab, stont
de vari toeslellig Aldekz han var tu,
hun 20 Aar.
»Er du ene her ovke i Ante-stach
spnrgte Haerh en Dag sin Vett, »eller
hat du Slægtninge·»
»Jeg er ene med min Familie. Det
hat- oite veret en drsj Tid for mig, at
jeg bok ene l dette store Land; langt
bot-te fra Slægt og Venner, ieg onstee
Iaa ofte at en of mtne natmeste, s. EIL
min Broder Karl, vilde tomnte her
ovek«.
«Men«, sharede Jageren, »det gaar
Dig jo godt, hvoksor hat dn Hiemve«t«
«Det sorttaar J Ameritaneee illa
Jeg hat det, Gud date lovet, godt, og
det dliver vel bedre med Ttden, men
man er dog ilte hjemme. «
»Skrid til din Broder og bed hatn
heeooee«· s
, »Ja, det et let sagt, og jeg hat oste
tæntt paa det; men han maa tænte paa
ertntidenz ieg hae saaet ham ttl at
spie nogetduntt. Det er so heller itte
sagt, at det vil qaa saa godt sok ham
her, sont det er gaaet mig; her et mange
Natuktræster, som tan blive tadelt-eg
qettde for min Esendotn, og desuden
have vi jo altid Jndianeene sont vor
sjende«.
»Ich, Indiana-ne dehsvet du ttle
at srhgte langem den hvide Ørtt er din
Ben; han oil holde tine Land-wand
harte tret dtt Blothus.« —
«Vel,« svatede Johan, «jeg vtl stcioe
til min Brot-er og bebe hanc oin at
komme hervver. «
Eiter at Brevet var affendt, varJohnn
ikle helt tilfredg. Han var bange for
at Broderen stulde san for nieget at
kæmpe mod her i det fremniede Lond. !
Men til sidst flog han sig til No og
mutte: »Det gaar hakn vel ikle vcerre
env det er gaaet mig«. «
J otte Dage havbe Jægeren og Jn
dianeren været Johons Gener; nu talte
Hovdingen om at drage hjem til sin
Stamme. Der var foregaaet en stoki
Jokandring med hom. Han havdefaaet
en ist-ed over siq, han qldrig havde tenbt
for, og han havde fanet en Itor Lyst til
at leere at lese, for at han kunde lasei
Bibclbogem Missionæten havde givet
hom. Erit, thvggerens celdfte Son,
var hans Locken til Gengælv sil Drens
gen Undervisning i Jagt og Fifteri of
Jndianeren og Jægerem Det var en
uscedvsnlig vorm og lumnier Dag.
Horntoceget laa stonnenve ai Vakme paa
Matten ellek stod ude i Floven for at
oft-le fig. Jægerne var hiemme, Viol
huietö Beboere sad næften alle under et
stott, slhggefaldt Irre iNcerheven qf
Hasen Jægeren sah ved Siden af
Anna, med hvein han nu var bleven
trolovet. L Lobet af Sommeren ven
tede man en Priest, san flulde de vies,
og der flulde holdes Brhllup i Blokhiiset.
De sah og talte om Johans gamle Hjem
i Sverigez von fortalte, hvor herligt vet
vat; stont Hjemniet tun var lille i For
hold til hans Eienvom her i Amerika,
soc havde hnn bog iaa mange dejlige
Minder verika. Han fortalte om de
sifkekige Elve og Sper, og om Minne- I
jagt, om de herlige Bjekge og om de?
prcegtige Slove.
»Vi rejier hjem til Sverige engang,«
jagbe Jægeren til Anna.
,,Jo,« fooreve hun; »giv vi kunve
reife ver over hver Soninier«.
Jnvionerhovvingen havve imidlertid
reist sig og var gaaet lcengere bort, san
at han havde en friere llosigt over Priv
uen· Nu lvni han hurtig tilliage og
sagve2
»P1-certen vraender. M maa yurng
over stoben-«
Nu blev der Ltv i Lcjren. uvaget
blev drevet samtnen og fort over Flo
den. Martrrdfkabcrne, Sceden og Blat
hujetg kbtiultette Bohave blev fort
med i B »e, der laa ved et Bolvcerk
ved Flot. Jcegeren og Jndianeren
sit nu S ttghed til at gengcelde den
Gastfrihe de hat-de nydt. Enhver af
dem arbeij .de for to og gis-e alt for at
bringe saa meget sont mutigt t Sikkers
ded. Luiten blev stadig tnnqerez det
btev endnu merk lnmmert, san at man
neppe kunde aande, og det blev nu vg
sna martert-. J Bcgyndelfen tunde
man se Solen som en rød Kngle gennent
Reigen, mensnart sorsoandt den stud
stændtg. J Stedet for Sollyset utste
et andet Lys sig i det fjerne, det var et
maegttgt pav at Klammer, sont kam
frem med en uhyggeltg Haft. En
Mængde Dyr kont styrtende farbi:
Basler, Ulve, Jaguarer, Tigere og an
dre Dyr. Der ene Dyr tænkte itte paa
at fanderrtve det andet; alle flygtede
for een og samme Farr; alle ttede mod
et ogsamme Maul: Flodem Hat-de
den ikte været, var der itte et af diese
tusinde Dyr,som var bleven frt for DI
den i Flammerne.
Nu stulde Johan og hans Familie
tage Aisted ira Has, Marter, Have og
alt, hvad de tlle kunde bringe hort.
Den stattels Familie kotn i qod Ttdi
Baadene ad paa Floden. Dersra san
de, hvorledes de graadig Flammer brnste
frem og fortærede alt. BlothufetTrce
erne vg segnet var snart i et vældigt
Jldhav. Eiter at alt var aibrændt
der, sont Raden til Skoven og den
grsnne Sod, alt btev brcendt. Hu
struen og Anna greed heit, da de faa
den irygtelige Ødeleeggelse.
»Gut-d tkke, Hirn-U fagde Johan,
»vi bygger oh ec nyt Dus. Herren
hat givet os det gamlez han tager det
tgen, lovet være hans store Nava. Gud
isie Tat, vi have reddet Livet og endda
sen Del as vort Gods.« —
Harm, den hvide Sen, Karten og
Drengen hat-de not at bestjlle med Baa
dene og nted Zwergen Der sisi store
Jldgnister over Flehen. Tandte de
det dsje Grces paa den modfatte Side,
iaa vitde ogfaa cheget blive breendt.
Mennesterne tunde maaste bjerqe Livef
iBaadene ude paa Floden. Deldigvis
standsede Strsmmen Jlden. Den verste
Fare var overstaaet. —- Saadanne Prie-;
tiebrande er ille ualmindelige i Ameri
ka. Den mindste Uforsigtighed kanx
foraarsage en faadan Brand, og Jn
dianerne kan ogfaa satte Jld paa
Preerien for at hævne sig paa de
;hvide. —
Bi maa nu forlade voke Venner il
Amerika for at aflægge et Bei-g i Soe
rige i Provinsen Smaaland. Der bo
ede Johang Moder, Ca rl Hol t, paa
Fædrenegaaeden og falle stg glad og
iilfkeds, indtil han blev fmittet af Ame
rilafeberen. Den ene efter den anden
af hans Tjeneftelarle var udvandredc
og havde faaet en belyteltg Dei Jord I
det fremmede Land; enlelte af hnns
Naboer var ogsaa reiste dekovek, og de
pralede i deres Breve over den rige Heft
og deres fottcinltge Kvseg. Ligefom
Amerikafebeken taser i de fkandinm
viste Lande, fauledes lide de bortdkog:
ne af Hiervon men defte tie de dog stille
med for at lolle faa mange Landsmand
over fom muligt. Endog gamle Fa
der Ole var ikle fri for et ljde af Ame
rilafeber, det gik jo hang Carl ganfle
godt; men han havde dog ilke saa mange
Kkeatuker fotn « Johan. Carl havde
faaet en Del Geld, da han ovektog
Gnaden« hvis han nu folgte Eiendomi
men, lunde han betale Gcelden til Fa
der og Broder og endda have en Del
Penge at begynde med. Dem talte den
gamle om til Carl. Venner og Be
lendte i Amerika fendte amerikanfle
Blade, der frecnftillede alt faa loklende
fom muligt.
Karen, Carls Hufmh vilde meget
nodig, at Monden fkulde feelge Guar
den. Hun var bange for Jndianetne
deöuden tcenlte hun: alt er ilke Guld
iom glimmer. —- Men iaa lom Johans
Brei-; det flog hopedet paa Sommer
Kasten maatte give eftcr. Hendes
Taarer ngnede intetz Gaarden blev folgt
til en temmelig god Betaling, og alt
Jnsboet folgteö ved Aultion. Det var
pinlige Dage for baten. Kanne, as
vollke hun felv havde pagfet enlelte fm
de var Spædlalve, folgtes, og det slar
hende i Hierm, naar de gil brølende nd
af den lnne Stald. Jlke mindre for
geligt nat de: for hende, da Bohavet
folgte-s. Meng Fall lo og fagde dum
me Vittigheder, gtk Waren og grad.
Endeltg lom Degen, da de stulde reife.
Karen havde en Softer, denne lom for
at fige FarveL De lo Sollte holdt
meget af hinandem og del var tungt at
stilles.
,,Gud Fader alene ord, ont vi often
faa hinanden at se«, sagde Karen hul
lendc. —
Da de imaa Vorn san, at deres Mo
der og Moster græd, degyndte de ogiaa
1 forstrlltge Tonearter, det saa derfor en
hel Del bedksveligt ud, da de to Koins
der ftod i det tomme Verelse og holdt
; htnanden fast onislyngede. En Mcengde
Imfter ag Kasser stod paa Guloet, det
var det enefte, de sprte over til det nye
Hiern. ,,.Dvordan mon dette dltoerW
spurgte Solteren grædende. — J de
JFørste Aar vtlde det lun dlive et stort
Blolhus, hvort der ikte lunde flach no
-gen Dogge, det vtdtte begge Sostrene
«godt. lldenfor Vinduet i Haoen stod
set Æbletræ, dette havde Kann og den
.des Mand plantet det førlte Aar de var
giftez nu stod det fuld as Ædler. Saa-l
ledes var der saa mange kære Minder
Alt flulde nnforlades; det var derfor
ttte faa underligt, at ttaren grad, saas
hendcø Hierte var nær ved at driltr. —j
Endelig var Reisegodfet lasset paai
Vognene. Assledsttmen var kommend
»ch turde stet ille reife ooer til det!
frensmede Land«, sagde Karen til S-- ’
steten, ,,hvis ieg ilte troede fast paa, at(
Gud Fader ogsaa raader der og vil vaerel
med os. Vil du bede en Von med od
endnu i vort gamle Hjem Carl, tndcn
m forlade det for stedie?«
Det var Carl rede til· Alle sonne
des og med bæoende Stemkne bad Carl
Fadervor og dad om Gudd Naade over
dem t kommende Dage —
Vognene torte nn nl Solsbstaden,
hoorira de flulde feile til det fremmeke
Land.
Der var der sacnlet mange forstcllige
Mennesker og der hartes megen raa og
ufomcnelig Tale. Carl og hans Fami
lie holdt sig dorte ira den larmende
Hob paa Dampfkibsdroery og da de
endelig com orn Bord paa Slibet, holdt
de sig ogfaa ene der. Deres stille Færd
opdagedes fnart, og der var nok blandt
de medrejsende, som nu var rede til at
spotte diese ,,Pietister«, »der vilde viere
bedre end andre Foll«. Carl og Karen
anfede itle diese Sootteord. De dre
veö endnu nasrrnere ltl Gad. Kunde
de tagen Venner sinde paa det store »
i Stil-, iaa vidfte de fo, at Gud var des -
.res Ven, og de havde maaste aldriq va
ret ham nærmere end paa denne Reife,
dort fra det gamle Hiern,
(Fortfætteg.)
Macbeths er det eneste Lampe
glas, fom bliver avertered
ZU orfor? «
et er der eneste fom er werd
Avertering. - szkspk Was
. sp« » systnsakwM
—-.--... -— -- .
·-«Y. —.-. --
X«
52
Mellem Caraoh-Jndianetne.
Jnde intdt paa den store brasilianske
Hojslette, ved de skovbevotsede Bredder
as en Bislod til den ftore Flod Tocan
ttns, leoer en lille Stamme as Landetö
Urindoaanere, C a ra o h·Jndianerne,
uberorte as Civiltsationeng vtrtelige og
toivlsomme Goder, i vild, nogen og
troslhldig Naturtilstand, onitrent saas
lede6, som da stolnmbus sorste Gang
lotn til Amerika. For halotredsindsi
thoe Aar siden boede de ved Eomnofloi
den, hvor en Klosterbroder, sendt dem
as den leiserlige Regerittg, sorsogte at
opdrage dem i th og gode Sceder,
men de tode Psodittger mærkede, at det
haode en alt and-n end sorcedlende Jud
flhdelse paa deres Foll at komme i saa
megen Berprlng med de hvide saakaldte
Kristne, sotte de dein længere dort dhbt
ind i de nvejsomme Urslooe, hvor de
siden dett Tid har sortsat dereg nbundne
Jæger og Fislerliv.
CaraohiJndianerne bori tre Landg
bher, der hoer staar under en Høoding
og er sorstellige i Stsrrelse og Falle
nttengde. Den storste af dem hedder
paa Portugisisl ,,Serraina« (I: det lille
Vierg) og bestaar as omtrent thve Hase,
der ltgger i Rundlreds med Mellemrum
og en stor sri Plads i Midten. Dr. J.
A. Gra ha m, en Lagemissioneer i
»South American Evangelical Mis
sion«, sortæller om en Udslngt, han
sammen med nogle andre sornyliq har
gjort til Serraina.
»Da vi nærntede os Jndhegningen,«
striver han, ,,kttnde vi allerede i Asstand
hat-e Jndianernes hylende, enzformige
Sang. Vi red ltge srem til Hovdingenlt
Hug, den garnle Mand tog sig just en
Mtddagslnr, men han vaagnede snart
og lotn nd for at hilse paa os.
Aldrig hat keg set et grimmere Men
itesle end denne Høoding. Han har
Negerblod i sine Aarer, og dersor er
hanö Haar —- nligt de ægte Jndianereö
—- lort og krøllet. Hans lange, spidse
Skaeg og brede Ansigt med et blindt og
et stelende Øje gor i Forening med hans
some, nogne Stiltelse oq tytte Mave et
alt andet end tiltalende Jndtryt. Ter
er inttdlertid noget majesteetisk over
hom, og han shneel og holde Land-Ihnen
og den-Z Besottntng i god Orden. Hatt
leerer sine nndergivne at de itle maa
stjcele, og soger paa bedste Bis at holde
Haand over Loo og Ret.
Da vi kom, var alle Kvtnderne sta
ocerende —- senere kam de tilbage i start
Antal. — Mandene, der var malede og
ocebnede med Kollet-, Basler, Bner og
Prie, ftod opstillede i nogen Asstand sra
oö med alt andet end fredeltge Miner.
Da jegimidlertid haode soræret Hoodins
gen en stor Knto ag adslillige as stri
getne hver en mindre, beghndte de at
saa Tillid til os, og da oi somrede hoer
as de unge Mmtd, der inrde tage imod
det, en Haandsuld Art-oh Roinderne
nogle Perler og Drcngene Fiskelroge,
saa var vi strals rtgtig gode Venner,
og de tom sterbende med store Bunler
— næsten et helt Vogt-thes, asBananer,
Ærter oso., til os.
Dr. Gtaham gav Hoodingens Son,
som laa sog as Feder, noget Medicin,
derpaa satte de sig, ledsagede as tolv
splitternngne Jndianere, der ansørtcg
as Hsodingen og marscherede paa Mtlii
tærvi5, i Vevægelse sor at se til de an
dre syge i Landsbyem Da Dr. Gra
ham atter vendte ttlbage til Oovdingens
hytte, sortalte den gamle Mund dam.
hoorledes Portngiserne haode sortalt
om Missionærerne, at de vilde stjæle
Jndianerbsrn under Paaslnd as at tage
dem sted til Carolina og satte dem i
Stole, men i Virleligheden sor at sælge
dem til England som Stamm »Dog.«
tilsøjede han troslhldigt, »nn tror jeg
itle længere paa de Lognehistorier. «
Dr. Graham og han talte sammm paa
Portugisllt til langt nd pan Astenen,
og de holde sortalte den rode Mond ont
Gud oq hans Frelsestanker i Jesus
Kristns. Doktoren læste ltdt hojt as
Johannes Evangelium og gav hatn et
Nhtestamentr. Voodingen haode itte
noget intod, ont hans holde Venner
knnde saa oprettet en Stole i Landg
bhett og om der lnndelocnme nogen der
til og fottcrlle Foltet om den store Aand
og hans lhse, salige Himmel
Den næfte Morgen var alt deredt til
.en stor Fest, o; høvdingen blev meget
ked over, at hanc Gaster allerede maatte
sorlade Landsbyem De indssdte lotn
med Masser as Æg as den mest udsngte
Slags, alle med smaa Khllinger indeni,
saa er de mest ,,solide«, mener man.
Missioncererne var allerede stegne til
Dest, da Høvdingen bad ont at maatte
opkalde sln lilIe Dreng ester Doktoren
til Minde ont·hans Bei-g. J hell
Landsbyen Paahsr ertleerede Dr. Gra
lhatn saa Barnets Navn for Janus,
men Faderen var ikte Milch-, for han
havde sagt vele sit Navn: James
Alexander Graham. Saa red han bott,
medens de indsødte vedblev at raabe
e ter dam: »Form« Lyltelig Reise!
Kom snart laen!« osv.
»Tyve af Stammens Krigere hat
allerede gengældt mit BesøgÆ striver
Dr. Grahatn Caraohandianerne
tror paa en stor Aand, sont de lalder
,,Putu«. De trot, han er vred, naar
det tordner, men at den store Aand el
sker dem, er for dem en aldeles ny, tkønt
frydefuld Tante. Disse Skooene Born
har et af Naturen ømt Vierte, der er et
fmukt Forhold mellem Forældre og
Born og Born og Forældre. Rørende
var det at se, hvorledes nogle unge«
Jndianere, Sonner af en gammel, syg
Kriger, kotn til mig, da jeg var Wande
byen, og meh Taarer bønfaldt mig om
at helbreoe deres Faden om jeg fande.
Den Affen, jeg var i Serraia, saa jeg
en hel Familie i Taarer. De klagede
sig ynkeligt, Kvinderne aned sig paa
Sideene af Daneben Mcendene paa
Banden. El Barn af Familien havde
nemltg været boete t tre Dage, og nu
grad de alle as Glæde over at
have fundet det igen. Jeg gkeb strakg
Lejligheben til at fortælle dem lidt otn,
hvilken Glæde, der blioer i Himlen over
en eneste Sonder, sont omvender sig. —
Skulde der itte ocere en ellek anden af
mine thde Brødre, fom vilde gaa ud og
lebe blose forvildede Faar ind i den goæe
Hyrdes Fold?«
Fm Ny-Hebriderne.
Øft for Australlandet, otntrent 300
Mit ude i det store Ocean, ligger
Øgruppen Ny-Hebridekne, sont blev op
daget omkring ved 1606 af Spanierne
og besøgt as Cook paa hanssidfte Reise i
1774. Englanderne gav Derne deres
nuveerende Navn, og 1883 heisedes her
den franste Fang, men Ny Hebriderne
er endnu kun lidet kendt og vist i Vir
keligheden uafhcengige. Tilfammen nd
gør de et Fladerum af 240 KvadratmiL
med 70,()00 Jndbyggere. I
Jokdbunden er stugtbar, stovbevok
sede Høje vetsler med yndige Dale,
jmen Rlimaet er overvrdentlig usund for
’Europceere. Befolkningen driver Aga
dyrkning, Sktbsfart og nogen Jndustri.
Den hører til Papuaerne, der bar fort,
kraftigt, i Totter voksende Haar og al
tkd har vist sig fjendtligere og nom
gængeligere over for iremmede end de
wie-, venlige Malaner pna de fjernere
Øek og paa Malakka i Bagindien. Dei
vor her paa Nyshebriderne, at Dr. J.
G. Baron vxxkede in saa sto: Wenig
nelse paa Aneitynm og andre Smaas
ger, og efter hans Død er hans Son,
Pastor Frev. J. Paton, traadt i
hans Fodspor som Evangeliets Sende
bud blandt de raa og vilde paa sine
Steder endnu menneskeædende Pa
puaer.
Paftor Paton bor i Pangkumu paa
Øen Malekula (41 Kvadratmil med
IU,000 Jndbyggere), men bar Bism
tioner —s for Tjden 9 — rundt om paa
fleke af de andre Øer. Jndfødte Ktiftne
hjælper ham i Arbejdet, baode som Ka
tcketek, Lærere og Liege-, og det er i
det hele lyse Billeder, han i sine Breve
opkuller af Evangeliets Fremgang i
diese hjdnl san møkke Egne.
Brevstrivnjng er nu noget, han ikke
giver sig mere of Ined end højst nødven
digt, tht —- som han siger — det hebe,
tropiske Klima er saa udmattende, at
han i sine faa Frititner har meft vat
til at ligge og døse i fin af Tømmer op
førte Hym, der med stærkt Jernbeslag
er bestyttet nwd de hyppige, frygtelige
Orkaners Raseri.
Pangkumu Missionsstation er omgi(
ven af en Stenmur. Jndenfoc ligger
Kirer og Missionærens Volig tilliges
med flere mdfødtes Hytter med en lille
Have med mange Orangetmer vg Ana
nas. Grønt er der en Overflødighed
af, og Vildænder og andet Fuglevildt
bringet Aiveköling i Moaltidet. Mis
sionæken hoxder en lille Flok afGeder.
,, Man mna imidlertid for Helbredets
Skyld passe nøje paa, hvad og hvor
nuget man spi er«, stkiver Paten.
,,Naar Feberen er i Anmorch, flytter
jeg til mit lille Sanatorium, en Mils
Vej fta Psngkumu, pan Toppen af en
Høj med Udsigt over Havet. For nylig
gennemrejste jeg med en anden Missio
neer hele Malekulq. Vi kam til Egne,
hvvr endnu ingen hvid Mond ist hat
sat sin Fed, men de indfsdte knode oe
venligt. Jeg var da lige kommen mig
efter et Anfald Feder- og Kuldegyss
ninger, der havde varet itiDage og
giort det umuligt for miq at nyde del
mindste.«
) Fra Missionsmatken
Mange Prcester er meget bange for
at bede deres Menigheder am Gavek til
Guds Riges Fremme. Paa samme
Maade er nagte Hedningemissionæker
Engstelige ved at stille Krao til beweist
ne derude eller til dem, fom ønster at
blive det. Grunden er paa begge Ste
der den jamme: man frygter for at
stræmme en og anden bott, hviö man
roter vcd Pengepungen
Faren detved er isist itte stor, naar
det bliver dtevrk med Maabe og For
Itand. Og de, fom vitlelig vænnes til
at give, vil derigennem faa Herren og
hans Sag end mere leer.
Deite zorhold bliver llarest belast
ude paa Missiongmarken. Deter leere
rigt ag ansporende at here Nester der
ude fra rin:
Selv-Underbolb.
Den-ed forstaar man just Principet
am, at de Hedningetristne strakö ira Be
gyndelien stal vcennes til at give, san
de mere og mere kan leere selv at under
holde deres Præfter og Leeres-e asv.
Bed en starre Missionskonferens,
som aarlig holdes i Cliston Sprungs i
Staten New York, sagde i afvigte Som
mer Fru Revin hvie afdsde Mand
havde vaeret Missionaer i Kinn:
»Da Or. Nevius i 1854 kam til Ki
na, forefandt han der Arbejdömetodetz
sont trævede state Sammet fra Hieni
landet. Sandsynligviö kunde man ikte
gaa frem paa anden Maade. Dog er
det muligt, at vi i de fsrste Aaringer,
efter at Kan var bleven aabnet, ikke
gjorde os rigtig klart, at fand og varig
Fremstridt ster ikke veb en rigelig An
vendelse af Benge, men alene ved her
renz Aand.
Or. Nevius anderkastede hele dette
Spørgsmaal en nøje Pravelse Han
unverjagte de Missionsstationer, fan
brugte mindst af frennnede Penge og
farnmenlignede dem med andre, have
Inan brugte rigelig.
Jndtil sin Død var han overbevisi
am, at man paa alle Missionsomraader
bar benytte saa faa fremmede Pcnge
som mnligt.«
Det fremycevedes ogsaa, at denne
Betraatning vandt mere og mere Mark
i Kinn. Men paa Korea havde man i
hxsjere Grad haft Oje for det ftraks fka
Beayndciien ai. Og sandsynligvis er
der itle noget Sted i Verden, hvar man
bar naan saa regte og vorige Resulta
ter.
De flefte europceiske Missionsselssa
ber ljar nu state pekuniære Vanstelig
iheden Flere as dem nieder Aar eftee
Aar med betndelige llnderslud. Man
Herren dermed vil lede as til at ind
slrcenke Arbejdet? Visielig ikkel
Snarete vil han lægge os paa Hjette
at give mete; men derncest ogsaa, at
vislal lære de nnge Kristne der ude
Jat yde mere. Dei vil maafle til en
Tid skreemme enkeltf bott; men det Vil
ogsaa give met-e Sundhed og Varigyed.
—- —...«.- -. --——.—
De stumme Afgnder.
Missioncer Bixby i Maulmein i
Bagindien havdc som Sproglcern en
Birmaiter ved NavnKo Bote. Mis
sionceren havde nok kunnet faa sia en
kristelig Sproglærer, men dels var Use-»
Bote en fortrceffelig beendet af sit Lands
Sprog, dels haabede han ogsao, athans
Ansættelse hos Missionæren vilde oeere
en gnnftig Lejljghed for ham til at leere
noget of Russendommem Saa lceste
de da Bibelen paa birmansk med hinan-«
den, og saa snart Missionceren kunde
tale birmansk, tolte han ogsaa med
Monden om Asgudstjenestens Dnuskab -
og Syndighed og om Frelsens Vej Ex
Jeiue sites-us. Undertiden bifaldtKo
Bote; thi han var en Mond med god
Forstand: men saa gjorde handgiaa
Jndvendmger. Det var en svæe Op
gave for ham at opgive sine Fædeez
Tro.
En Dag gik Missionaseen med hmn
indiet Afgudgtenspei. Der stod der
en Rætke Afgudsbtlledey fom Ko Bote
hidtil havde tilde-det. »Na vil jeg prie
dtke for disfe Guder«, sagde Missionæs
ten og begyndte at tale til dun, fom
om de var Mennefken «Hvad for no
get, Leeres-? sagde Ko Bote, »defoe
staat dig jo ikke.« Missionæren spa
rede gansle solig: »Forstaar de dis,
naar du bederttl dem, saa forstaar de
ogfaa mig, naar jeg prædiker for dem.««
Ko Bote saa ganste bestæmmet nd.
,,Lcerer«, sagde han« ,,de er ikke andet
end Jord og Band; de kan hverken se,
bote, føle, spise eller fotstaa. Jeg vil
ikke mere tilbede dem.« Senere hen for
talte han denne Begivenhed til Frn
Vizby og tilføjede: »Jeg er atdrigi
mit Liv bleven fauledes beste-much
De, fvm tildeder Afguder maa veere
gqaet fra Forftanden.«
Nogle Uger fenere bad Ko Bote til
den evige Gud og fortyndte sine Lands
mænd Sendheden i Krista- Jesus.
