Skildtingekika Finsaqkten
afJ.»2l.Ftii-.-.
( FortfaL )
—
»Men det et itte not nied det daglige List Behan, nied
Retter, og at tale om R.i:et,« sagde Pia-sten- »Tn maa
ilte glemme, at dn spift og fteinmeft flal tænle paa din
tidsdelige Sjals Behod.«
»Ja, du siger Erindtied,« fagde Lnagje ndindgt, ,,di
flal feist og fremmest tante paa vor udodelige Sjctl.«
»Da et det dedte, du latet at lcese Notst. «
.,Fotstaar itke lsjnd alle Eptog.«
»Jo, men du latet hatti dcdte at lende og lan bedre
henvende dig til h annein det notsse Eptog.«
· a et faa uåfklt Sptog,. at Vothette ikke
» ej, men du tan faa mange Vetter paa Norsi, sont
sindes paa Finst. Du kan faa IW i Siedet for dume
ne, J hat hast«
»dvorfot givet J os ittc flctc .«
»Fotdi J stal latc Norst, saa lan J faa faa mange,
J vil have-·
.Vi hat itte Brng for mangc Bogen Ellet et Gnd
en Mand, Tom dil liave mange sLtd og hste lange Bann-Its
Hat du itte selv sagt, at Gnd endogsaa hseet nudtalelige
Satt-M
»Jo, men Kundstab i Guds Otd et add, og stette
Kundstab i Guds Otd tan du tun faa vaa Noth J
butde væte taknemlige fot, at di givet edek notsie Boget.«
»Ksbet di dem sites-·
»Jo, men J detalet lidt cllet intet fot dem. Vi givet
edet dem ncesten som Stank og Wade, fot at J slal læte
vott Sprog: thi derded et Taten nat-net ogsaa for edet til
Kundslabens stote Sale, og J tan gaa detind faa mange
sum dil.«
»Ja, J et tige,« udbtød Laagje bittett. ,,J doti
» opldfte Sale, J tan ftaadse i Beget og Knndsiab, J tan
lese og læte, hvad J dil, nien detfot ved J heller itte,
bvad det et. at hungte og totste, J ved itte, bvad en enlelt
. Bdg eller endog Blade af en Bog lan væte for os, det iid
der i Mitte og langes estet Los-, der dandtet i erteilen og
fmeegtet eftet en Kilde.«
»Du-for sial J lcete Notsl, saa det blinkt eet Svtoa
og eet Fall i det hele Land«
»Ja, ja, di stal leere Notft, vi stal ptave paa at leere
Notst, san meget det er vS nniligt, nien aiv os fttft en lille
Traube af Guds saliggptende ctd paa dort eget Lisette-I
Sptog! Giv os blot denne ene lille Bog, sont vi bat
faaet kat, fanledes at di i dort Hjem tidlig lan udsaa
Guds Ode gode Sced i vote Betns ufotdætvede Hinten
firend Tjædelen da Vetden tonnnet oig faat Uttudt deri
Nu fvtftaat de intet af, hdad de lasset, og Ltdet better
ingen Inith
»Sie-läuteten toller fot dein. «
»Ja, dan toltet for dem, og jeg hat bstt paa harn,
wen hvotfot tan de itle fstst lcefe Gilde Otd paa Finst,
og Stolelceteten detpaa tolle fot dem paa Notsi ? dont
fot nagte og fotholde dem de eviae Sandhedet fot derved
at faa dem til at late dit Falls Sptogs Hvotfor ital der
btuges Tvang? Eilet et Zaligheden alene gemt i Dato
iptogett Er ikte du Gnds Otds Tjenet og ingen andens«t«
»Jo, i Strebelighed.«
»Hm-the givet du da itte Betnene Nuds Otd lige til?
Hdotfvt givet du dem Stein« naar de dedet om Brod?
Dvotfot gaat du en lang og befdatlig Sti, naat du hat
en tott og aaben Vesi« ’
« «"-»- »Vvetten»dn ellet J andre fotstaar nu, at dette et til
M egetchedste i Fremtidem Men saa et det, og det et
Zeig dekuden befalet, og det sial saa date. J saat itte
siere finste Bsgey og J stal lare Notsk. «
»Da di lom Hedningetl «
»Da et det edets egen Styld.«
»Dit Navn er Haatdeihjorth, og haatd og streng et
ffdu. ,,Raabetne« slaat og forfslger du og os andre for
holdet du Guds Okd.«
»Du taget fejl, Laagje. Jeg fotholdet ingen noget.
.Jeg uddelet Guds Otd tigeligt i Kitte og Stole, men jeg
istl ingen nglete have i min Menighed, fom digfe «Raa
hete«, og jeg set langere ftem end J. Jeg vil edeks Vel
sog handlet eftet cvetbedisning, naat jeg ftataget edet de
finste Beget og got mig Flid fot at late edetS Bei-n det
Mc Sptog. J blivet aldkig til noget, faat aldtig no
geis starre Onlysning, undtagen J odgivet edetg eg.
Sptog elleti alt Fald ogiaa latet at lese nothe Beget og
indes notst Tale. ca tan J blive Notdineendene lige i
gtt og alle Stehen
«Gid du aldttg maa komme til at angre det! Gid dn
i dtn sidße Stand itte maa komme til at grade blvdige
« Saatet ovet, at du her has as sont Praft anvendte din Tid
og Msje ildel J en Time tunde du have udtettet mete
or Gudj Nige end i mange Dage, og paa en Dag mete
- di mange AMI
,,Iea maa spare verset
,Iarvel da,« ique Langia .og lad mig faa mln
Bog.
s sDet bat du en andm, starre da bedte Bog vaei Ratsi
« bade han og tatte hat-i en fanden.
" » Mei, jeg vtl have nein ean Log-«
- CTII W, W IW Bin-«
. thi« Hirt leg- mi- ei- nig Bogen»
l , « incl« .
) « « vMel Hielt, du futdndet dlal Vil
Mike-how Vil dn betet-e mig den
ht- IetW i mit Sie, im jeg derer
Dseies fette-, fast et via ateee verd,
" etwas-, sammt-w
l— —
»J Guds Navn faa tag den da og gaa!« sagde
Praestrn.
»Ja, jeg gaat,« sagde Laagje, »men med forgfuldt
Sind gaat jeg i Tag bott fka Ptctsteng 0115.«
Da·Laagje var kommen hiern, og han og bang Tyende
am Aftenen bavde spift, sagde han til Lajla:
»Batn, tag Bogen og las for os!«
Laan tog Bogen og satte fig hen midt i Teltet til Ar
nestedet, hvotom de andre lejrede fia mcd blottede Hoveder.
Dendez smutte, fme Borneansigt og det rige, dcjlige Haar,
sont faldt ned over hendes Stuldre, uelystes starpt og halv
rsdlig af den flannnende J!d. Med fin tene og klare Bat
neslemme laste dette Laagjes Born, som dog ikke var bang
Bam, op af den gamle Luthets Katecismus de 5 Parier,
Svndåbekendelfen og en Aftenbsn
,,Tak, trete Bam, for Guds Ord!« sagde Laagje, da
hun dar fatdig. Og fault-des læste hun mangen Gang
fenete ogfaa for Falk, som kom langvejs fra for at høre
Ordet paa den-s egei Eprog.
Man fortalte, at Haardesdjotth, fidste Gang ban
holdt Gudstjeneste i Kontokæino Kitte, pradjtede paa
Finst, og at den Opmærksomhed, hdormed man hatte vaa
dam, den Gliede, man ntkede, den Taf cfter Tak, han her
for fjt af alle og enhdet, gjorde, at der sneg sig en nagende »
Tvivl ind i hans stille Sind. Maasse havde Finnen for
en Tel haft Ret? Maasse havde hans Arbejde i ttjsielig
Forstand varet fotfængeligt og forgaevecsZ Maasse bavde
han tænkt og stridt altfot udelukkende for det foltelige
Maul, i Siedet for fom Ptæst føtst og fremmest at ardejde
for det, som bsret Guds Rige til, og saa overlude det fol
telige eller sptoglige til, om muligt, at folge eilen men
uden Tvang eller voldsomme Forholdgtegler, der tun havde
avlet Miso-je og Uvidenhed?
tx.
Marted i Karaton
J gamle Tage lxled der hvett Aar vnt Vintercn lmldt
Ting Da start Marted i Karasjoi. Fogeden fra Alten tom,
dertil for at indtroeve Etatterne, og llrerslen fra Konto
tæinv lom Lertil for at dsbe Bern, meddele Eatramentet
da eegtevie Falt, sorn rnaaste itte Inere end en Gang om
Aaret havde Anledntng til at lege Ktrte eller traf-e Brett.
Ogsaa flere Handelstnænd, etler, sont de den Gang taldtes:
»Boraere«, tvrn derben, del-I fra F nn: crtztdften delg fra
Finland og dels sra Everrige iscrr sr a Torneaa En
Masngde Fieldfjnner as beasge Its-n rundt vmtrång sra satn
lede sig da agsaa der fvr at let-sc- og trelge, fvr at trave
Elægt og Venner, for at frt og dltve srket til, for at for
lave ftg og blive regtevtedr. Tet var en nteget travt Tid
i alle disfe H Tage, da Martedet stad Paa.
Vlllerede spr Lvriaheden tonl, davde flere Flnner ind
fnnden fig, saa der var ganfte lldllgt paa Ende-L men der
svm man fsrste Martedsdag tnnde have ftaaet Wa et højt
Punkt og set nd over Landet, vtlde man havs ovdaget, at
der rundt vtntrtng fra alle Kanter dngtede ftg lange, morte
Striber hen over de nhvre Enesrtener, vg at alle disse stavs
nede hen tmad samme Puntt. Tit var altsaxrmten ftIrre
vg mindre Ruder eller Retter at Rener paa lsl Jst-W
Etvtter, bundne efter lnnanden tned bver sm Etade, svrn
stutde ttl Karatjot, da ud paa Tagen tsrte den ene Ratte
efter den anden ind paa Mattedsvladfm
Anden Martedsdaa tvrn ogtaa Laung bang Korre,
Jaamva, MJtet da Lajla rned en stolt Ratte paa IT« Tvr
tarendeind vaa Pladten. Cn hel Tel Flnner vjdite, at
Laagje var den rtaeste Mand der thnen, vg bang Ante-mit
vatte derfvr ogsaa tnere end almindeltg Lpntcertsamhed.
De Z Rener, svtn han og hans Fslge tørte med, var nd
valgte Tyr med pragtjge Vorn og sntutt Seletej. Jsæt
var den, svm Lajla terte med, et nsaedvanlig start, smatt
vg slantbvgget Tyr, men, sont det svntes, temmelig vtldt
oq udændigi. Finnerne flottedes onl denne Ren, og der
blev en ivrig Snatten vg Tale vm den.
»Se, hvtlte slante, nne Ben, den hat!« udbrsd en.
«Se hornene, dvar t)øje, de er!« udbrtd en enden.
»Se vaa Zjnene, de er svrte sont Kult« udbrpd en
tret-ie
»Pas dig!« sagde Jaampa, »den er vnd.«
»Von t al Verden har du faaet fat i den, Jaampa.«
spurgte en med voltst plirrende Ljne.
«Jeg hat itte stjaalen den!« sagde Jaarnva
»Hv«ls Matte er det, den hark«
»Er den fra anland eller Sverrig.-««
»Den er lweeten fra Ftnland eller Everrtge, wen du
tan vel tagteth te, at der er Vildrenblod i dens Anker-.
Den er Aftotn af en Enarevtldren vg en as vore Slmler.«
Ct iaadant Dur bar eget Navn eller taldes »Hu-welc«
og udmeerter fig ved en Durttghed og Udholdenhed t .Led,
sont tntet Aftvrn aPTamrener vpnaar. Derirnvd er den
ikte iyttderlig udhvtdende til at tmkle tunge Las. Denne
Baevret, lotn Jaampa havde givet Ttlnavnet »Stortnvtnd«,
havde ofte faaet Sveden uv paa dam, firend hart sit den
faa vidt ttttert, at han tunde overlade til Lajta at beuge
den, men ved at give den Salt og vare venltg mvd den,
var det efterhaanden bleven hende multgt at tsre bedke
med den, end nagen anden.
Laagje og Jaarnpa havde Sttnd af 100 Rensdvk og
st as vmtrent 20 at scelge paa Martedet. Ratten Datte
parten heraf tilherte Jaampa. Deguden agtede de ogsaa
at salge en Del af de levende Dyr, seen de havde need fig,
da det, de siulde lebe ogstsre ttlbage igen, need Lethed vttde
tunne trattes as 3—-4 Der. anmpa var bleven rig.
Fta den Dag af, da hart sit Livet af Storulden, haode
dem haft peld med sta, san han nu efede en Die-ed paa
flere harrt-rede Dor, og hart stod des-for mere i Kom
pagniferhotd end i Tjenesteforhold til Langia Ovde
hatt met ftmpel Tieren-, ptlde han etmettgvts ttte have
faaet Ttlladelie ttt at felge med til Mutes-M tbt Jaampa
var desvætre helle-e itte t den femre Ttd bleveu nogen
Maadeboldsmand. dem byldede fremdeles Sekten-men
UJaveet into-einen insevike", og pas Mark-des var der
Brandeptte t Odetflod. Lajla hat-de vtstnot fee Inkom
sieu leidet beten den et vom sitttelig og lade veete at dritte
tu knickt-enge som bar- eettette Sange W set have
hem- egiaa gtvet tiefe Yadttns Müdettgt
MI.I-stladedtre. Wittwe-eh atheldeer
its-du« es et im ten ie, W set me.
Dei vigtigste, sont Laagje og hang Kone hadde at
tobe, var Padmel til et nht Vintektelt for Mellet oa Lajla,
sont naste Aar skulde have Brhllitp. For lang Tid siden
var nenilig den Tina afgjort, at disse to stulde giste
sig samtnen, og eiter Fotældtenes Bestemmelse gaar det saa
godt sont altid· Mellet hadde aldrig egentlig itiet til Lajla,
nien det var bleven sagt saa ofte og iorudsattes at dære en
illa Ufgjvkt Sag, at han og Lajla en Gang slnlde dlitJe
Mond oa Konk, at noget Frieri fra hans Side og Ja fra
hendes Side heller ilte behaltedeåh
Ternast stulde der tobes iineste Sort Kleede til Brut
lttpsdragt for det nnge Pat, hlaat Klade til Lajla og todt
til Mellet. Saa slnlde Meilet selv lobe en eller anden
; fmuk Ting til Lajla, et Beelte, en Brosilie, en Ring ellet et
I Silkttsrllcede, og bhde hende dette som Frietgave. Dette
et neinlig den almindelige Maade at fri paa. Modtager
Pigen en saadan Gabe, siger hnn itle Nei; men noget be
stemt, endeligt afgjort Ja er det heller ikte. Dun
har Loo til at modtage Friergade as faa mange Bejlete,
hnn dil, nden derfor at anseg for nagen Kotette, inen hnn
Inaa, naar det endelig loinmet faa langt, at de stal gaa til
Præften, ledere dissei usladt Stand tilbage igen. Frietne
selv indfindek sig paa Kirtestedet eller hat en Fuldmeegtjg
der, sont nden videre tkaoer tilhage igen de niodtagne Ga
ver, oa Binden beholdet lnn de Foræringer, sont hun hat
saaet af den, sont hun gaar nted for Alter«
J ældre Tider vor det i Alniindelighed Tilfaldet, at
enhder Kobmand eller Borger haode iine egne oisse Kun
der, og for at de ilte stnlde handle med andre end hom,
sit-gebe han, om ninligt, altid for at deholde dein i sin
Geld. At tomme ind i en Finnetshmands Vog var der
fok en nteget let Saa, inen athnine nd as den igen var .
nasten et Mitatel, og til at lonttollete, htsetd der stodi I
Bogen. haode Finncn neesten aldrig Knndstad not. i
Naar nn en Finne toni til iin Borsten stnlde han til i
en Begnndelie attid tratteres niedxn Vellomstsdtaim og der
soni Finnen synteS, at det oarede noaet tange, inden denne
tom, nndsaa han sig itte i inindste Maade for at forlange
den. Tereiter sstiloe han, sont Stil og Brua havde været
fra gannnel Tid, oaiaa sotnd saa nogle »3ntaagaoer« i
Fort-einig f. Cth en Ehring, en Salz-, Shnaale eller an
det lignence. Saa var det igen Sinnean Tut til Veders
lag heiior at lægge «V»Mit-jaIsissicsi«:—-»s—s««, d. e. Koaetod
eller en Rensteg ioin Gave til Borgeren. Derpaa var det
igen dennez an til at slænle en Team og det en tigtig
Kardiiraldrani, sein itte hlot Seelgeren tunde nipoe til,
nien ogiaa hans Zelslad, ztcettder oa Venner, sont snlgte
med indi Kramboden. tunde image paa. Jntidlettid sor
ftod Berge-ten altid at aipaszie Tralteiingen eftet stetg
Mit-nahe osg Bestanenhed der beugte-Z ingen salst Und
ieelse, litt daanooedig intet, lin annendtez ttte Taletnaas
det, inn: ,,Maa jeg itte hnde« eller »Vert- saa and« ellet
«Tag tiltalte«, og sont Evas: »Im itger Tnfind Tal«,
»De er altsor ged« et(., nien ganste tigesremme utunstlede
Udtrnteinaader, sont: »Und inig en Tram, Borger, jeg har
jo gioxt dig Renst gl«
»:Ila ja, den Steg har du allerede faaet Brandevin
not for. Den var haode liden og mager.«
»Ja, ja,« tunde Finnen ivate igen, »du var smaalig
ined dine .Smaagader«, iaa jeg var smaalig med Rad-«
Naar det faa endelig Zorn til handel, iaa tog Zinnen
sig vel i Agt sor at seelge Botgeten alle sine Stind paa en
Gang. Jngenlnnde. Van iolkite tmsten altid lnn et ad
sinnigem af den gode Grund, at han for hver opgjort Han
del slnlde have en ««(;-ii«z«s-.«eirlie-«·, d. e. en Drum paa KI
det. Saa ofte han deriot sonnt-, at lnn trangte til en
saadan, gil han hen i fin Bad og tog ct Stind og git med
det til Borgeren. Enhver velftaaende Fieldimne havdei
Regelen paa en saadan Ritte- ellet Mattedgplads en lille
Bod staaende, hvori han opheoarede fine Vater.
En og anden Gang lunde han tonime med stere Stind
paa en Gang eller med en «ltiual-:--l«, (en hqlv Nen, og
afheende til Bot-germ. Men da Plejede han at iilre fig en
Tel as Betalingen i Vicendevin og trat da stein af Barnten
en Tinflasle, der lnnde rumme en Pot eller mete. Tenne«
sit han da ihldt og degao sig derpaa hen i en Bod, en Hhtte
eller Telt og samlede Venner og Belendte otn fig. Mang
lede der Dust-Um for Selllahet, saa lejrede man sig ogsaa
oste ude og fandt inart et blodt Seede i en eller anden
Enedrioe. Saa slog Vatten Brandevin i en »Gutes-»F
et Stags gammeldags Solvboeger ellet aslangt Steh med
haandtag i begge Ender og befat nied stramlcnde Lovvcetl
rnndt onttting Kantetne. To eller tte lstnte et iaadant
Bergen Det fhldtes atter og atter og git rundt hlandt
Giestetne. Mens Selstahet siddet saaledes og oederlvæget
sig gaar Samtalen livligt, og alt ester som Livets Nektar
deghnder at vitte paa Sind og Vierte, diioek Passiaren
livligete, mnnttere og tastligerr. Prolaen ftmttet ilte
leengere til, man maa udtale snte Fsleller i Sangens To
ner, i diese viitnot hderst simple, men ejendommelige, delS
oetnodige, dels glade eller stolte Melodier, iom taldes
«Yuolles«, og hvoreftet Zinnen let sokstaar at imptooisere
om hvad sont helft. Snatt horer man «l«’oiging« ellet
Sangfra alle hhttetz Boder, Telte og Znedtioer. Der
ier man to holde hinanden oin halsen Maasse det er to
Beodte ellet Barndontsoenner, iont vaa lang Tid itle har
let htnanden og nu trafieg her. De taler og sparet hin
anden i Sang. De taler ont Fortids Minder, Nutids
Gleeder og Sorgen De rotes til Taarer as Sorg eller
Glase eller degge Dele tilsammen. De laggek intet Sljul
eller Tvang paa deres Fslelietz fordi de itle stammer sig oed
dem. Minnestenatuken lotnmet ftetn aldeleg usmsnlet og
utilhhllet.
Wen hvor et vor Ven Jaatnoa bleven af i denne glade
Tummelt -
Jo, derbenne siddet han midt oppe i en Snedrive,
omeinget of en hel Del Gesteh sont hatt hat trattetet.
hatt stddet mldt i Klyngeth nied Danderne i Siden, ttolt
inngende om sitt »Halte hierd« (fine gemte Sslodalere),
ont sit »grenede horn« esin taltlge Hjokd med Vorn sont
en Stov), om sitt »Stotmvind« (siu raste Koreken), otn
den «Lattghatede« (Ulvett, iottt hatt flog), otn »Bei-Mist
i Hatten« (Bjornett, iom hatt falste), alt samtnen reinste
Talente-oben
dog itte alttd og alle Siedet paar» det saa ftedeltgt
til. can hande, at Jaatapa ett Stand hagefter ee oppel
et nennten SlogsmaaL per miser W hveranorr.
Man tmsfek pao en, sont statt hat Ilstcntt for at have
. « J,
w ; i. -
l— q——.
stjaalet Neuer, eller af hvem man felv er bleven beilvldt
for Toveri, eller lom man ligger i lleiiigved med om Ellen
bytte, eller som er bleven foretrulten i Frieri. en, lom man
med andre Ord er Uven med. J stradanne Tilfælde lag
ger heller ingen Forstillelie Baand tiaa Tannle Vlm
og forsmcedelige crd flvver fra den ene til den anden.
Fra Ord strides til Dandling Man ilaag oa tnmlek sis
rnndtiSnedrivetne, smidigt lotn Kalte, indtil Kampen
endet med en lslodig Nase eller et lilaat Lie Da Ofthlle
Haartottm tlii det lange Haar giver fortrinlig A::tedning
til nie-gen Tonnen. Knivem sont beaae barer i Belieb
benvttes aldrig. Dertil er Firmen as Naturen for aud
modig.
Der gaar en Flol unge Piger og Karte, og blandt
dem Lajla og Mellet. Lajla er lidt beim, slanlere og
smælrere oin Liret end de andre Finnediger. Hnn bar
ogsaa et langt lmnllere Salvbaslte end nagen afdisssr.
Der tpates5, lpsgeS, lurtilereg og frisc» Lajla ler afog
til ned paa en Salveing rned forgyldt Womit sont blm
; netop har faaet as Mellet og let paa sjn Harim. Tet er
’ fIrfte Gang, nogen bar sscetitet lnnde rn zustande on der
med ogsaa tilbndt hende Oaand og Vierte. Oetidez Wen
inder og Bekendte rofer Ringen og lttitieren oa Uriier hende
lallelig som den rigesle Pige, hiun alle nnge Mand gerne
vilde bejle til.
Saa lotnmer der en ung, rafl Finne lebende fra llti
ljot, en prægtig Karl nted et aabent, imilende Ansigt, vis
tende meo et broget Tørtlæde til at fri nied, og et saadant
ei« det, han tommer hen til Lajla nied. Dan ssnbber Mel
let til Side og tager nden videre Lajla otn Hallen oa spor
ger hende, om hnn nil være hans Kareste og lage imod
Tarllerdet.
»Tai Kæreste!« siger Lajla og iriaar iig lot lnllls
Omiavnelse, ,,jea hat jo alorig ist dig far,« oa de endre
Piaer ler ad ham, fordi en fattig Stainper sont ltan vover
at fri til Lajla. Men han ladet sig ilct ilte sorlnytle.
»Er Paa mig nu da!« sjger han, »og her vaa mig,
du Fieldetszs intulteste Blomstl Tn imder ilte raslere Karl
i lltsjist og Tanen, og itle trofastere Ven i Liv og Dsd end
mig! Korn og rejs tned mig! Alorig iaa jeg en Pige
lom du; sinnt er du lotn en iolbelvft Midsomnternatl
anlcnde foni Sommerens Smaainale slal vi to alene
vandre omlring vaa Fieldene og opslaa Dort Tell, hdor vi
vil, ved Brcdden af de yndiafte Jndsper i lltljolz og lsnas
reg Ztovel Lg vi llal veere glade og more og og lege og
iynge og elsle hinanden trofast alle vore Dage! Aldrig slal
dn hsre et ondt Ord af min Mund, jeg flal bære dig paa
niine hander og aldrig lalde dlg med andet end de iinnls
teste Navne: min Sonnnerfugl, min lille Zol, min Sieh
rnin lille Ledfager, min Viertens Ven! Kom, saa gaar di
til Prasten nied del samme, og vi bliver niede, og jeg ta
ger dig i zavn i min Stadt-, og vi farer a«f Sted med
,,«Stounvind« langt, langt dort herfra, hvor ingen tan
here eller te o-52«
Ter lvite en laa ftraalende Beundring og Trofastbed
nd af Frierrns cjne, at Lajla ille lunde blive vred vaa
hacn heller. Dun tog irnod Tsrtlcedet og ivarede for Re
stin, lom det sig her og bir, at han maatte henvende iig
til hendes Foraldre. »
Saa tormner der en bil- lvar, torttladt og rødssags
get Knien ined en stinnende fvrgoldt Eslvsie, lom han til
bdder Lajlm J sit bredc, fuldtonende Kvæiineinaal laldet
han hende «T)«tt0 tinltzt«, Ickte Pjge, ,,I(ttll:r rictksnsrslil«,
ssde Ven, ·mirrn- teilen-Otteran sinna lciiolillcs—cst«i!'« jeg l
ster dig til Dsdenl Rom og rejS rned mig,« siger han,
,,til Finland, til Sinnes lmutte Land!«
Men Laan vil itle rejte til Finland og ilet ille mod
tage Steen og heller ille hare paa ham eller henvise ham
til sine Forældtr. hun vedbliver deriinod tnuntert atpass
siare med Mellel og Utljolfinnen.
Jnde i en af Udlatggboderne ftod der en nng Mond i
fuld zinnedragt Det oar en temcnelig M, dredilnldret
og lmitt Mand med fort Mnndsseeg dan var lomnien
op til Martedet med en stor Del Vater fra Alten, hdor
hans Fader for nogle Aar siden havde nedlat fig. Fami
lien hed Lind og var oprindelig kommen fra Bergen. Den
unge Monds Inder var en Dalvbroder at den Handels
mand Lind, loin for onitrent llt Aar siden dar kommen til
Karaljot, nien lom omtom der med stone, og efter hvad
Fall troede, oglaa tned Barn i den Pest, loin den Gang
rasede. Denne ringe Mand, lorn hed Anders Lind, var
laaledcg Lajlas Halvspstendebarm dans Salter, en ung
Pige paa llt Aar, var oglaa fulgt med hacn for at le Fields
finaelivet. dem var altfaa Lajlas Kusine og netop at
famme Alder lom denne.
Laagje fit naturligvis snart at hsre, at en af »Bor
gerne« hed Lind. Tet tvlteoe lidt i hani, da han nu efter
mange Aars Fort-b atter harte dette Navn navne. Gainle
Erindringer orn Barnet duttede od. »Maasle var denne
Mund af Lajlas Slægt,« tantte han; «tbi hendeg Hader
hed jo ogtaa Lind. Men det bar innen Nad,« tantte han
igen. »Jagen her ved det mindste am, hvad der stete for
19 Aar sioen, undtagen minKone og Jaampa, og Jaampa
rIder intet. dan erindrer desuden dift itte, at Lajlai
Stagts Nat-n dar Lind. Jeg lan dertor tragt tale med
Monden-« Laagje talte betont tned frn Kone, og begge
git de hen l Linde Krambod og laa paa han« Barer.
»Er dtt Nat-n Lind?« spnrgte Laagje.
»Ja, ieg hedder Lind, Anders Lind,« sparede denne.
»du du stor Stagt?« spnrgte Laagje lgen.
,Nej, ieg bar tun min garnle Faden sain bot i Alten,
og rntn Salter, lom er med mtg her.«
.Vavde din Fader ftor Stagt, mange Lin-dres
«Rej, han bavde blot en Brodes, eller rettere Vald
broder, lotn er dsd for manae Aar flden.«
»wer dsde baut-·
»Ja, det tan jeg gerne lotttelle dlg. Dan dsde
netop her i Karaliot ved en Pest, lom raiede for omtrent
llt Aar liden. « .
»Mir han gilt og bat-de Bunt«
»Ja, han var gift og havde et Bam, og baade han
Kone og Barnet parte-m men hvad tan det intereser diai
Saa du dam ellee var du der, den Sang Pest-n Wedel-·
»Nej,« lagde Laagie og holdt ap med fine Spirae
maal. dem havde faaet not at old-. Det dar Lajlas
Blod oa Lajlas Staat, tom ber stod lot bean.
weinen-U
