For Ungdommen
Fislekdattetens Plcjeson.
(Foetsat.)
Fetntendefkapltei.
Adslilltge Maonedet vat fotlodne, da
Denny paa en uscedvanlig hed Dag heu
adAstett tmt estet sit thbejde havde lagt
sig til at sove op ad en gton Balle og
dlev vakket as Rilatds velbelendte Hal
los.
Snntt tstet lasiede Vennen sig ned
ded Stden afhant: »Hu-or er den tret
lige Fadet « sptttgte han
,,Aa, ved Guldoadstningensom sæds ;
vanlig,« soatede Denny med et Sul; !
»han got nn Sams og tntt Athejde ont
igen; han ttot ikte, vt hat sogt ordent
ltg. Hvot tan det dog verte, Rtlatd,
at han aldtig hat Held med sig"t«
»Im Fortuna et en lniost Dame,
stal jeg sige dia, hun ladet sig ilte saa
dan grtbe med sperndetne —- Ftljl sil
ken et Klima man hat het.« Han las
nede sig ttaet ttlbage, og havde Dennn
set ltdt nosete paa hom, oilde hatt have
lagtMcerle til, hoot bleg og daatltg
han saa nd.
Hetpaa tcenlte Denny imidlettso tlke.
»Na et ogsaa Sam gaaet«, sagde han.
Ntlatd sot op: »Man gtt don't-«
»J Motgeg, han hat holdt gott nd
med Fadet, men nu tunde han ilte lern
gete. Han et dtaget op i Landrt med
tte andre zyte.«
Nikatd tnodtog denne Eftettetntng
tned en lang Zlvjtem men sagde tntet
vtdete, og det dlev en Pause, i dvtlten
Denny attet vat salden t Zoon. Nu
sot hanø Ven plndstsllg op: »Denny«,
sagde han med usædvanlig Alvot, »oed
du, hvad det vil sigc at tænle paa noget,
man sotttydettn
»Jo, det get jeg,« soatede Dennyl
med sammt Alt-ot, «naat jeg tcknket pnal
staklels Matda, sont jeg lod blive enej
tilbage; det var jo alt samtnen min«
Slyld, at det stele.« Tenno havde sot
lange ftden sottalt ltant om detttn
Rtkatd vendte siz nu og saa ncesten
nysgettig paa hom.
»Jeg kan ttle ttgttg ftnde ud af, hvot
dan du egctttlig hat det, du ltlle For, «I
sagde han, »slont seg synes, jeg tendet
dig gansle godt nn. Du hat ltge saa
megen Zotstattd sont et Dusin andte
Dtenge, og du et heller tngen Kronen »
og dog bltvet dtt her og taget tntod alt,
hvad Lotettzo dydet dtg, t Stedet sot at
stille as hjem til Matdo.«
»Im slal sige dtg,« sagde Denny lidt
tsvende, hatt otdste ttte, hootdan han
stulde udttylte sig, det var saa noant
at tale alvotltgt med Rttatd; »Lotcnzo
et jo oel —- min Fadet, og saa et det jo
ntin Pltgt at gote, hvad hatt stget, naat
det the et noget ondt. Og saa hat Dale
ogsaa sagt mig, at man kan itke gote
noget godt iger oed at gote noget an
det, sotn et galt; men sot Resten et jeg
vis paa, at seg not oaa en ellet anden
Maadejsaat Lov at komme ttlbage ttl
Walda, saa hun ttle alttd stal bltve ved
at væte bedtooet og ensom.«
RUatd gjokde den Bentætkning, at
hanö Fadet havde jo asdtudt Fotbtns
delsen ved at stetve det Bted.
»Ttot dn ille, Matda holder ltgc
meget as mig sot du«-« sagde Denny og
ttlssjede med dtempet Stemme: ,,Gud
elsket od begge og oil not sitte os sam
men vaa en ellet anden Maode.«
Der lom en lang Pause, Dennys
Tantet sot saa oide ttl den tcete Plet
dethjemme; men Nttatd haode taget sin
stote Stkaahat over Ansigtet og laa saa
stille, sont otn han sov, og Denno tæntte,
det var bedst at sslge hanc Etsempeh
Astenen bleo til Nat; Denny davde so
vet noget, da en Bande Gnldgtavete
gik synqende sotht og vcellede hom.
san saa sig et Sieblik fotvitret om
sting uden at vide, hvot han vat. Ri
latd laa endntt oed Stden af hom, men
med hatten pusset ttlbase og Øjnene
aabne. Hatt laa og talte halv hsst med
sig selo: »Jeg vil gote det godt tqen, ja
jeg vll aste» det godt tgen baade med
hatn og hende.«
san lot samtnen, da Denny tolig
nævnede hanc Nava.
»Jeg tan itte begttde, hoad det et l
Besen med mis,« muntlede han med
klaptende Tender. »Im hat hete Da
qen igennem snatt hast det saa hedt og
saa attee frossem sont ont ieg oae i Si
betten-·
san ptsoede at tejse sta, mea via-·
date salden, hold Denny itte haode stot
tet hont. »sich- nth hiem, lllle Bett,
oq sont saa i Morgen ttdliq oq se til
nis. Jeg bltver sog-«
Meget tidliq ncefte Morgen ftial
Denny fig ud af Lokenzog Telt og den
til Rikards. Han laa alene og fantas
sent-ei ficekl Feder. pans Teltlains
metat var tagen af Sted til et Sted
flere Mile derfra for at hente Lage
hjiklp. Denny btev hos hain,faa lcenge
han tunde og laefkede hano drendende
Lunge med Band, fom den fvge bestan
«dig fnrlangte, og det var nied et tangt
Hinte, at han foelod dani. For Aften
var det betendt, at Team-Dich foin
han taldtes, var fyg, vg det vatte al
mindelig Sorg. Liegen, foin natutligi
vis paa Grund af Aiftanden tnn havde
gjott entelte Des-O havde tyftet be
tcentelig paa Hovedet, dg den inge, foni
var vaagnct til Bevifthed, havde set og
fokftaaet alt.
»Sig —- til Lorenzo — han stnl lade
Tenny — totnme,« hvislede han fvagt.
Hans Telikanimerat, en omhyzgelig
nien noget leitet Enge-passen hvis nieft
feemtrædende jFolelfe var udelt Beun
dring for Teater-D:ct, for af Sted og
traf Dennyi Fand med at vadfte og
rode i det Mudder, foni Lorenzos net
vvfe Gravning i Masfeois fendte op til
hom. Denne tnuirede lidt ved dette
Bud« men tnnde dog ilke godt nægte fin
Tilladelfe, ifær da den halvt gradende
But-dringet tilde at gaa i Dennvs
Steh. Slpnt denne hver Dag, fiden
hans Ven var bleven fyg, havde ftjaalet
fig hen til dam, blev han dog nu fortset
det over den Forandring, der var fdres
gaaet med dam. Hans febeitsde Kin
der, fom den uekfarne Dreng hidtil
havde glaedet fig over, var bleven ailsft
af en dvdelig Blegded. Denny lagde
fin Haand paa hang, han faa op, og
der loni en fvag Rvdnie i hans Kinder.
,,Glad du kom,« hviftede han. »Im
vil belade-, Ieg tan —- feg lan ikte dø
nden — under Singen en Pulte —- tag
den — .« Denny tag en ftor Vylt
frem. »Du er den —— lul den ·op.«
Midt iinillem Sljorter, Stranipet og
andre Rlædningeftyller fandt han en
lille siikantet Polte. »Lu! den ov,«
lvd dct fvagt fraSengen. Med nogen Be
fvær fil Denny Scflgarnet loft op med
sine dikrende Heender. Papiret blev
taget af — det var Maidng Bibel·
Med en Blanding af Oveitaflelfe og
Forvikting vendte og dreiede Denny
den, inedens Mindekne ftinmnicde ind
paa han« Decvar, fosn ftulde han se
det leere gamle Ratten, Relpv ftrætlende
sigforan Jlden, og Mcita fiddende i
Læneftolen og lcefe hojt for dani. Men
hvotdan var Maidaa ftjaalne Bibel
kommen her? —- han havde jo hakt oni
Tyoeriet af Jeni —- han vendte fig mod
Sengen; Ritardlaa med en rød Plet
paa hver Kind og ftirrede paa yam.
»Ja, det er hendes — jeg er Dick
Heland — jeg ftjal den, den Nat du
dlev dorte.«
»Es-a det var dig, der vgfaa tog ben
des Penge og alt det andet, vg lsj for
hende, faa hun git op paa Hafen, hvvr
hun tunde viere dad. «
»Denny — tilgiv,« ftvnnede den sage.
Var der noget, Denny havde haft,
ja nceften glcedet sig til ved Leilighed at
give sin fottjente Lan, hvis han en
Gang flulde traeffe hani, faa var det
den Tat-, der havde sijaalet Maidas
Bibel og alt det andet, og nu havde han
tkuffet dam; nien det var bang enefte
Ven blandt freminede, utceklige Men
nefler langt, langt fra alle hans stete,
og der laa han for Døden angrende og
bad om Tilgivelfe. Det var ille fvcert
at give den, og det var heller ilte Uret
niod Maida, hun vilde jo have været
den fakfte til at give den.
Forfækdet faa dan paa Rikakdö
dlege halv beviftløfe Anstat, dsjedc fig
over hani og næften raadm
»Ritard, take, kcere Riiardi du maa
ilte ds, du niaa ikte disk Se vp paa mig
igen! Aa Ritard, du maa itte lade niig
dlive alene tilbage her-«
»Tilgiver du mig?"« fagde den fyge
sagte
»Ja, af hele mit Vierte, men du inaa
dlive dedre, Rikard, for min Styld.«
Nu toni Doktoren, han havde omet
henne at fe til en anden Galdgraver,
der lod iil at blive fyg paa ianinie
Maadr.
»Du hat jo sat ham iBevceqelfe; hent !
den anden Fyr, han er dedce Sysepass !
fee end du,« fagde Lagen vredt, og
Denny standte sig dort; men oni Afte
nenftjal han sig dethcn igen, og til
han« ftore Gliede havde Ritard faaet
en gad Ssvn og havde det bedke«. Fra -
den Aften degyndte han virkelig at kom
ine fig, ag niedens han toni fig, blev an
dre fyge- Der udbrsd en heftig Epis ·
denii, der fnart spredte Guldqraverne
til alle Sidee, for taa vidt de itte felv
var sagt-ebne of Sygdvninien eller hold
tes tildage for at pleie fyge Kamme
raten
Lorenzo blen, men as ingen as disse
Grunde. Han saa nu Lallen sntile til
fig. Mellein alle de Jordlluntper, sont
de andre havde gravet op, sandt han en
delig det Guld, han saa lange havde
tsrstet ester, og gjorde en glitnrettde
Host, hviltet han dog otnhyggelig stjnlte
for alle, selv sor Denno, hvis Hsælp
han ogsaa ntaatte undveere til Atbesdet
Vel ækgrede han sig ltdt detooekz inen
selv han lunde dog tlke bevæge sig til at
lalde ham bott sm det Arbejde, han nu
havde sor.
Denny var nentlig aldeles ubevidst
bleven en ttøstende Engel blandt de syge
og døende. Han havde lcest lidt as
Maidas Bibel for Ritard, og da Sys
dontnten gteb oin sig, totn der det ene
Bud ester det andet, om Lorenzos Dreng
ikke vilde komme og læse sor dem, og
han kom. Btbelkn saldt estethaanden
op as sigselv ved »den sortabte Son«
og »Sie-deren paa Lotsen-« og andre ltgi
ncnde Siedet, der blev lcest atter og at
ter og blev til Velsignelse sor mnnge of
digse sothen vantro og batidende Guld
zravere, saa de luttne dø i Fred.
Jmidlettid havde·t;otenzo nu saaet
saa nteget, at han begyttdtes at længes
sstet at saa det sat sast i Melbourneg
Bank og tænlte dersot paa at rejse til
bage ska dette nu saa øde Sted. Sygs
oomnten haode raset saa lange, at der
inart itle var slere, den lunde angcibe
Vcnny og Loreiszo git tnaerteltg not
) lt sti.
Rtkard ønskede at sølge ined dem.
Eotenzo havde helst været stt sot hatnz
nett estek den Asdetittodighed hvorined
zan itavde delt nted hom, kunde han illc
zodt vise ham bott. Det var desuden
tanske ratt at have hatn til at betole
Reiseudgtsterne. Riiard anede nentltg
.lle, at t«orenzo rejste hjem sont en ho
Iedttg Mand. Det blev en ret soknøies
Ztg Reise for de to unge, da Lokenzo var
avs og indesluttet og saa temtnelig lod
Iem i lztsed sor at undcrholde sig med
yinaitdett, og Tenny glaedede si; desui
Ien utnaadeltg til at se ltlle Matgrethe
igen.
Rilcttd haode Honedet suld as dristige
Planerkellcr kettetc sagt: han havde en
Hovedplatt, sont ttan stadtg grundede
paa; det gjaldt kttn at udføte den paa
vedste Monde. Hatt vilde søke Denny
bort sra Lorcn»s,o, bringe hain og Mar
grethe til Slotland til Sattdys lille
Ohne-, give Maida Bibelen og en god
kund Stutt Peitge til og deinted gøte
godt tgen, hoad hatt havde gjort galt.
Saal-Idee nærinede de ftg Metboukne,
hver med Hovedet suld as sit; Lorettzo
med Betytitriitg sor, hvorledes han
slulde san alt sit Guid sittest andragt,
Rilard ttted sine Flugtplaner, og Dennv
gleedende sig til at se Margrethe. Mel
botirne haode just ilie noget godt Navn
paa sig i de Tiber; der var Magser as
Fokbtydete i den, sont soknentttteltg le
vede as at plyndte hjentoendende Guld
graverr. Rilatd hat-de mere end eett
Gang advaret Lokenzo og havde sotes
slaaet hom, at de slulde kejse med et
støkre Selslab, og havde han anet, hvtlte
Rigdotnnte Lorenzo stjulte paa sin Per
son, vilde han have gjort det endnu es
terttykleligere. Lorenzo var imidlertid
egenraadig og ovetbevtst oni, at sont han
sclv bestemte det, var det bedst.
Den Esterntiddag, da de ventedc at
naa tönen otn Asteneit, red de hen over
en stor udyklet Stkcetning, hvor Faat
og Itvæg gtl srit oin og græssedr. Plud
selig lud der et »Halloj« sra en lillc
Kratskoin og 5 bevcednede Mænd tont
itd detsra. Loreitzo skistede Farve og
greb ester fiii Revolvcr, ntedens Vilatds
Ansigt tabte sit saedvattltge sorgløse Ub
tkyk og blev alvdtltgt.
,,Behatidl dent sout Venner, indtil de
selv visek sig sotn Fietidet«, sagde hatt
med dcempet Steinine, og de nd nnd
tiltyneladende Legegyldtghed, tnen titdre
Ura, vtoete stem, medeng de 5 Ryttete
satte ltge hen intod dein.
Lokenzo saa sig ont, de red tnd i en
temineltg dtellet halt-eh sont ssrte op
itl Toppen as en spi, hvorsra Byen
tllerede oilde være t Stgtr. Kunde de
natt den, vilde de timeligviö vaere skelste.
,AsSted der op«, tontntanderedeLorenzo,
II dekeo Heste travede nu as, saa hukttg
te lunde; nten sør de naaede Toppen
dlev de tndhentede og standsedr.
»Dalløs, mine Ventter,« raabte den
ene, sont syntes at vcere Forerem «det
ir et hsjst mistænleligt Hain-nett J
Har. J et: uden Tvivl Rooerez sont
Medlemnter as Politiet,« -—— her saas en
oag Futsen paa band sortsmndsede
itsantmekatch Ansigter —- ,,er det vor
zinltge Pligt at anholde og anders-ge
kder. « Gunst-Ung
Prämiebogen kan endnu sendes til
forstudsbetalende Momenten
Dsnieb Lutb.Publ. Hause-.
Hindustudentckne og Kristcn
dummen.
(Fortsat·)
En stor Mængde Hindustudenters
Stilling over sorKristendommen er intet
andet end den snldstændigste Ligegyldigs
ded, hvok intet Spsrgsniaal og ingen
Tanle er oakt. Det er dog vitt nceppe
muligt hos andre end saadanne Studen
ter, i hvecn der overhovedet ikle er bleven
voll Spskgoniaal og Tanker, men for
hvem Studiet blot betyder en melanisk
Kundskabstilegnelse. At der sindes
niange saadanne blandt Hindustuden
terne, kan der ingen Tdivl vcere om«
Det gor der oel niellcin Stute-net alle
Visgne Og oni der sandte-s niange flere«
as dem i Indien end herhjeinnie, var det
inlt Fald ilkeunderltgh thi de almin
delcge, aandelige lldvitlingsvilkonr sorj
en Hindustndent ci« saa nieget vansleliss
gier end s. Els. for en dansl Student, -
It der tnap lan være Tale om nogen
Zninmenligning. Ei Ojeblils Betragt
nmg as et»Par af de Punkter, der niest
b:drager til at gøre en Hinduitudentg
Stilling idenne Henseende saa vansletig,
oil got-e dettlakt, hvor nieget det betys
ser, og vil hjcelpe til at sole og dømme
ngtigere, naar man maaske sinder, at
alle Studeringer og Kundskaber affe
Ier saa liden personlig Udvitling.
Først maa man da detænke, at det
sent melaniske Arbeide i Stole- og
Eollegetiden derude er langt storre end
for en Skoledreng og Student herhjein
me. sotdi de indisle Studenter stal beuge
Fugelsk sotn det Medium, tzvorigennem
Ie stal have hele den aandelige Tilsotsel
Dei er jo itke blot sandan, at Engelsl
TM leeres sdni et Hovedfag, nien alle
7iiie Ting slal en Hindustndent leere
san Engelsl, sin Ekeanien ital han tage
oanlsngelfh Mange as dem naar til
It lnnne drnge det engelsle Sprog med
itor Dygtighed Men det kan itke viere
andet end, at den betydelig forøgede
illust, der gaar nied til nt saa Tilfiw
ielgniediet helt i Stand, betyder en For
mmdslclse as den Kraft, der kan unnen
deg paa Tilsørelsen selv. Dette vil
cnaasle niærtes noget ved Studeringer
net-z lovere Maul, Nundskabdtilegnelsem
Inen endnu mere ded det højere Maal,
Personlighedgudviklingen — Og endnu
ftnkre er Vanskeligheden, der folget as
det andet Punkt, jeg tmnlte paa. Tet
er dette, at der ingen Samvirten er dek
ude mellem Stolen eller Colleget og
Hjemniet. Det er baade i Henseende til
Sprog og Tanler to hell sokslellige Ver
dener. Derhjemme leoer de gamle
Forestillinger, og der ser man paa Ting
fra samme Synspunlt sont ,,de gamle. «
Livet derhjeinme, hvad der der tales om,
og hvad der der beflcrstiger Sindcne.
kan ikte hjælpe en Hindustndent til be
dre at soistaa og soweit-, hvad han lærer
paa sit Cellege. At alt dette sidste er
lonimet ind, knyttet samtnen med engelske
Udtryk og Benævnelser, got det endnu
ivcerere at lade det saa noget med Hieni
rnet at gere. For mangc as sine nye
Begreber dar han ilke noget Udtryk til
Rede paassit eget Spkog, og mange asde
nye Ting, han harlcert noget om, hat
de ilke Forudscetningerne sok at sorstaa
derhjetnme. Man kan forstaa, at der
let hos denne tilassc Mennester lomnier
noget as det stem, som de saa tidt —
navnlig sra udeltagende Europceeree
Side —- niaa here sor: at de er Dobi
deltoæsener, et dkemme iblandt deree
egne, et andet ude, naar de opttæder
med deree engelske Dannelse. Jlle at
et saadant Fokhold paa nogen Maade
stal sorsvares3 men ser vi rigtig paa
det, maa vi dog komme til del Resultat,
It det sont-net sig bedre for us der at
søle Medynk end Foragt. Foragt sto
Der os bort sca noget, der itke er væcd
It have med at gere; Medynl trcekker ve
den til noget, der tkcenger til Hjcelo
Diese Ting hat Kkav paa at mindes,
naar di søler oe staaende over sor den
store Klasse ns Hindnstudenterne, der er
cent indisserknte over sotlst ristendomnien»
Ig i hvem der overyovedet synes at vceke
dlevet kaldt saa lidt sreni as Interesses
Ig Udviklingelystz naar nogle taa Aar
er gaaede, ester at de blev saerdtge nied
zeres Universitetdstudium, synes de ot
me voksede lige sao godt ind i den
zamle Hindnstal igen, sont oni de aldrig
Iadde msdt nyt Lys og nye Tanter.
lltse, at der er saadanne HindustudenH
cer, og endda ntange as dem, nma ille
iaa os ttl at opgive dem med Foragt,
nien saa tncget stcertere talde vor Med
qnl stem, med Ønste om, at kunne vcere
rned at hiælpe, hvok der trcenges saa
yaardt til Hielt-.
3. Langt den største Del as hindu
studenteene er det dag, vi nu komme
iil, dem, om hveni det gaeldey at de
paasorstellige, vcesentlige Punkter hats
faaet deres religiøfe og moralste Fore
stillinget modisicerede under Kosten
dommens Jndflydelfe. Delte tunde dg
iaa siges dnl alle dem, som hat slutlet
sig til Brahmo Samaj (i-llet Indiens
teististe Kitte, som den med et ento
pceisk Navn kaldes). Denne Bevcegelie
et veli mange Henleender et af de mest
eklatante og lætetige Elsemplet paa
Kristendommens Jndflhdelse paa engelsk
dannede Hinduer (fom det da væsenlig
er). Men del vilde daere alt for vidt
løftig en Sag at komme ind paa her
Og desudem de, der hat fluttet llg til
Bramo Samaj, har dermed — for-l
hig i alt Fuld — flaaet sig til No i en
Stilling, hvor de hdetlen hotet til Hin
dusamfundel eller til den kristne Kitte.
Vi lnaa derfot have Ret til at lade dem
ndc af Betragtning i denne Sammen
hceng, hoor del dtejei sig om Hinwle
denletnes Fothold til Krislendomincn.
Te. vi detfor her laenkcr paa. naar vi
talet oin snadanne, paa hvis zotestillins
get og Tantegang Ktiftendolninen, di
rekte eller indirekte, hat øvet en Wyde
lig modificerende Jndflhdelse. et Men
nesler, der baade regnet sig felv for og
af andre tegneg for gode Hinduet.
Mange af dem get sig maaske slet ikke
llart, hdotftor den Fotandring er, der
saaledes fotegaat, endnu mindre, at det
er Kristendommene Jndflvdelse, der
deri gøt sig gceldende. J begge Hen
feendet er Sagen fuldstaendig klar, naar
oi set lidt nøjete paa nogle faa Hoveds
dunkler.
Der er et Udlryk, man næsten altid
tan vare ois paa at faa høte, naardan
nede Hinduer kommet ind paa religiøfe
Materien Det er «tll(,- Fatlierllood
:)f Goil und the Brollicrhood of
Man,n Guds Fadetflilling og Menne
fiel-s Broderstilling, hvoti altsaa ligget
Forestillingen om Gud som alle Menne
stets Felder og alle Mennester som hver
andres Vtødtr. Dette Udtryk bruges,
lom om den deti liggende religiøfe Jde
rat noget lot alle velkendt og selvind
lhsende, selvfølgelig blandt saadanne,
som tan»Engelsk nol»til at kunne fotslaa
Udtthlket. Man vilde vel ikke mene,
al enhvet uoplyst Hindu Landet over,
om man kund-: gengive lldtryttel ordret
fot liam paa hanø eget Spros, vilde :
forstaa des og lendes ved det. Men
altsaa, del tageg for givet, at en saadan
Forestllling om Gild, hang Fothold til
Menneslet og Menneskers Fot·)old til
hverandte, som disfe Otd udttytler, er
en lot alle oplysteMcnnesker seloiotftaac
lig Sandhed, almen teligiss Ejendom
lige saa fuldt anerkendt af Hinduet som
af K«tistne. —- At Udttytlet et kommen
iidefta, hat natutllgdis intel at sigc; di
hat heller itte paa Danst noget herlil
svatende bestemt formuletel Udlryl, der
saaledesi en besteml Form er bleven
gangbat Mant, som delle engelste ei
del. Men havde de da i Fokocien den
teligiøse Forestilling, lom de her fandl
et prcegnant Udlryt for? Hat del altid
blandt Hinduerne hørl med til de reli
giøse«Gtundbegt-eher, saaledeö iom del
nu sau tvdelig tegnes for at vcete blandt
de engelft-dannede? Al man i Hinbli
høget tan finde Fadet brugl om Gud,
skal itle ncegtes. Men hvad lan man
ille finde saaledes briigl«-’ Spørgsmaa:
let er, om den Foreltilling om Guds
Versen og Forhold til Mennesket, sont
udtryltes i dette Ord, er et Grundbe
greb l Hinduillmem Dctle Spatgsi
maalet det itke danskeligl at bespan
iot enhver, der bare ded, at Grundlrcels
tet i al .hiildiiisme, og Alfa og Omega
i, hoad de selo med Stoltlled laldet den
hnjere og landete Form af Hinduismem
et Panteisme. Men Panteiemem
hooc Personlighedshegrcbet ingen Plads
hat« et der delfot heller ingen Plads
for Zaderbegredet. Hdor der ingcn
Personljghed er, er der ingen Fader og
intel Fabel-fuhle Panleismcn
manaler baade den metafhsifke og den
etiste Fotudfæming for denne Forestil
ling. Og faa Brodetforholdet mellem
alle Mennester? At den Forestilling itke
et taget fra Hinduismem behøder man
blot at lenke paa Kastevceienet og den
Rolle, del fpiller i Hinduismem for at
feile sig filket paa. Alle Mennester
hdetandtes Btødrel Nei, del et itke no
get, Hinduigmen hat leert dem· Pan
leismen siger ganste dist, al alle, ja
alt,er et. Men deite er akkurat lige
faa langt botte fra Brodetforholdet,
fom den af Kasledæsenel stemlaldte
Fivgtfor Besmlttelse sra en tasteløs
er det. Nei, del et itke blot et blandt
Kristne formel lldttyt, man her hat op
laget; den Foreftilling, man derved dtas -
get frem, hat hjemmei Kristendommem «
men ikke l Hinduiömem
(Fotllæltes.)
W» Ptsoenumte af »Dausteten«
.»—-.«-«-.-.—«k—«.--———-A——-—.
iendes fett. D. L. Publ. Boote.
Mester Ole Bind.
Magister Ole and var Stistspwvst
og Iogneprwft til Frne Kirke i III-ben
havn paa Kristgan den Fiel-des Tib.
Han var en efter Erden-s Lejlsghed dyg
US Pkæst- M hsvde studeret sin Bibel
godt; han var derhoss ntdkaer for Her
rens Ære og prædilede Sandheden
nden Omfvab og straff-de Synd ogOntk
stad nden Persons Anfeelse Nogle af
Hoffolkene gik en Gang den for at here
hom. de prædilede som swdvqniig,
maaste endnu nogek statpere, idet hatt
cidnede mod Tidens Laster og navnlig
jmod sandanne, iotn ogfaa gik i Svang
oed Hoffen De hoje Heiter, som sag
tcns havke solt sig traf-te, blev forbitss
rede over Munde-us Zriinodighed og be
"værede sig du«-r ham for Kriftian den
Zierde-, met de mente at have fundet no
zct fotnærmeligt i Prædiken mod Kon
xen se»lv. Denne lod Qle Vind kalbe
or sig og spmgte, om det var sandt, at
)an havde prædtket faaledes, sont det
)ar ham forebragt. Pkæsten svarede,
it san ikke vidste, at have kalt andet, end
pvad han som en retstaffen Ordets Tie
ter efter Pligt og Samvittighed kunde
Ig burde. Kongen befalede da, at han
tæste Sondag stulde holde den ielvs
amme Prædiken paa Slottet. Ssndas
sen kom; Ole Vind mødte efter Befalins
)g holdt sin Prcediken ufotandret; det
ortaltes endog, at da han havde fremfsrt
iestarpeste Udtryk i Talen, som iscek
Iavde vceret vedkommende til Anst-d,
log han i Præditestolen og sagde: »Der
rr de samme Ord, jeg talte i Frue Kitte.«
kongen horte til med fpcendt Opmærks
omhedz mange var nyggerrige og vilde
kerne vide, yvad Kongen dømte, og
Ivad Udfald Sagen vilde faa. Met
ngen sit hans Tanter at vjde for det
erste. Men lort efter— det var i
llaret 1645 —- da Hofpræst Dr. Jakob
Radien blev Bistop i Aarhus, kaldte
san harn til Hofpraest og Skrcftefader
Dette Embede vilde Ole thd rtgtignok
tke tage tmodz men da Kongen paaftod,
it han sknlde have det, forbeholdt han
igtre Ting og sagde, at dersom man
kle vilde tndrømme ham disse, kunde
Dan paa mgen Maade tage imod Einbei
)cdet og eitertonune hans Majeftætz
Blute. Den sprite var, at man maatte
undstylde, at dan Ikte forstod sig paa
yosmaneren den andeu, at han maatte
raa Ttlladeue m Ior fin Heldreds Stle
It bære lxnatok ogjaa paa Prcedtkestolem
Ig den tredte, at nsan ttte ntaauc ncegte
dann at talc Sandyed.
Angaaende oek norer soakede Kongen,
It derpaa tom del ctte an; yoad Raim
.en Inglk, Inaalte nan, om non Mutes-,
Jckl c Dælc lkc, Og yUclO Vct lkcdlc Ze
tra1, da var dkt netop en, der otdnede
Hand-ind, man nagte ved Hoffen Nu
lunde da Ole de ttte tangere undslaa
Tig for at modtage det vignge Eknvede,
i thli han arbcjdcde lroltgen, men
kun kon, da hsm das-c Aarel ener i sit
56 Aar.
»Na tatkck alle Gud.«
J November 1648 sad Pafwe Mar
un thntart ved Bmouet i nt Stadt-re
kannner 1 Euenvukg i Sacyjcm Da
naaede pludqcug Trompetswd dans Ore.
,,Retfcekdigc wad, ancc Sokdatee!««
raubte yan jorstrwttet og solche sine
Hemden »d! can næppe umscoöstrlle
vor egen Hunger; og yourledes ital di
da ogjaa li.1mecn1ccre cl hell Regnnent
Soldatei!« Hdad Eilendan yavde
ltdt under zuAerZ angen, devIste
Rnnerne as onna-ist tW pinc 1 Byen,
medeng onnrcnt ZJU Piue dar beduedc..
Snarc davko de Wange-, Innre Som
Iterne work og wund-ten nusdnndlet vg
nutkct Fid, og sen mum- mäa kcde By.
var jtkc itou nnsrc end en Hab as Rut
nck. Attri- yone non ex Trompetwa
Dg dans Reue kam og IIIng »den-n bog,
Mai-un, og dur, dir-ad denne Reuter
Iottynder. zukk snmnnnr til ug jub
mlss Da Log den ezsz gnug-: Presse jin
zløjclshue paa og gik ud paa Gaben-.
Hoad saa hon der? Folk faldt ( yvers
andres Arme, nogle jublede, andre grad
as Glæde. Tdi Trompeteren var aß
Rurfyrsten overdraget at forsynde, at
den 24. Oktober var Freden sluttet i
Münster. Rttart get tilbage til sitt
Studereværelsc, faldt paa Knæ eq; tat
kede Gad. Derpaa iatce dan sitz ved sitt
Strivebocd og strev ud af sit at TM O --
fyldteHjerte denne Sang: »Na iak ek
alle Gud.« Da han havde strevet den
sidste Linie, var det som om en Melodi
dertiltonedei hanc Dre. Atter tog
han Pennen i sin Haand og nedstrev
lige ud af sit Hierte den simple, wen
ophøjede Meloditil Sangen. Dukqu
iførte han sig sin Præstekiok og gis
med Papiret i Haanden ud til den Men
nestemasse, sont var forfamlet quqn
Præstegaarden og prifede i begejftrenpe
Ord Gudg Batmhjertighed, som km
Javde skcenkct dem den lange einen-ag
sede Frev- J Tilslutning tic sip
IFale degyndte han at synge den netop
Digtede Sang. Menigbeden faldt dybt
grebet pau Kna, og da han var færdig
ned det tredie Ver-, mengte alle siq
srem til ham og trykkede han- Damit-.
Det Mk Müttin Ritarts Spanejanp
III-rede det folgende Aar me hau.