k---:EIEFX
For Ungdommen
. s
Fiskekdnttekens Plcjesøn
(th:sat.)
»Ja, det er et Nodsignal,« sngde
Dnle lidlig; »De vil tage dem op, he.
Knptnjn?«
»Nei, jeg dil got-e bedte end det, ieg
vil sende dig nied Proviant ud til dem.«
Ei Liedlik stirrede Dale sotdttret
pan hnin; nien dn han derester san rundt
sta det ene ondstabafnlde Ansigt til det
nndet, stdd dereg gtusomtne Hensigt tlnt
sor hnm·
»Er J galt-L« ndbkod han« ..det ee jo
Mord-«
»Nei, di dil tun sti os seld sta en
Motder, soin Seien elleto dilde tddde as
Besen og tnge os med,« sngde Hawai
nen nied Estertryt. »Hm Sdnd hat
sundet dig.«
Dnle dendte sig og san oan Lorenzo,
bete-V Øjne modteg. »Wind tilgide dig,«
sagde Tale. »Du-VIII saaet diti Kttg
sat igennetsi itl sidst; men du ded, at
dette er Ldgn. «
,,Nnn, Fall, scet Banden ud! Dnle,
du hat 10 Minuttee, og san as Sted,«
sngde Kaptajnem Jniidleetid var Jitn,
Dennd og ltlle Margrettie totnne od pan
Dcelket og horte, hdad det dat, der dnr
paa Fee-de
Margeetde geced og bad, at man dog
ilke dilde sende hendes bedste Ven bott.
»Bnh,« udbkod Loteti;o, »send Tosen
og hatn den lange Dteng nied, sna er di
srt for det hele.«
»Nei, nej,« sagde tttiptajnen nied et
Smil til Margrethe, der slnlde dcere
deldtlligt, »de( et en smul lille Ptge
hun stnl dltde og dnre Selslnd sor
Dennyz men den lange Dreng det, tnd
hatn komme nied. «
Og detved bled det, ttods Dnlea Bon
om t det mindste at sende hnni dort alene.
Dnle dg Jim lont i Banden nied en
Kasse Bist-sm- og Rad og et Anker
Band. ,,Gt«d delsigne eder og lade oö
tut-des i Hintlen,« raubte Dale til Dennd
dg den gtædcnde Matgtethe, der stod
nied htnanden i Hannden og sna dein
sejle as Lied. Te var nu ene i den
dide, dide Berden.
Tale og JEnt roede tniidlettid oder
til Den, dog nied det Dank-, at Slibet
nttet vilde komme tilbage og tnge dein
op; de kunde ille tanle sig den Gtusdnn
hed, nt de dilde lade dein dlide der pna
den dde Klippe og do. Tdt ode dar
den, sont de snait san, dn det endeltg
dnk ldttedes dent at lande i en ltlle
Bunt; tun Manier as Spinng Manget,
Albnttoaset og ziegatsngle sloj steigende
ont Klipdeknr. Marter dar i Zierd
nied at salde paa, sna de tunde itte
stralo undetsdge Len, tnen mantte op
ssge en ellek nnden Hule, hdot de lunde
tildringe Notten, indsdødt i et Treppe,
sdtn Date lykteligvts hndde med. Da
Dagen btsd stem, og de ynvde totsristet
sig pan Minnotde wagte Rost, tka de
attee op pna det dojefte Punkt soc nt se«
oni Stil-et dog ikte loni tilbage estek
dem.
»De mnn sikkett snntt komme,« sngde
Jint sotttsstntngssuldt, idet dann Øjne
sorge-ten sdejdede stn Ost til Best.
»Te lnn tlte date jaa gtnfoninie at lade
de blide den«
Hadde Den i Aftenslumeingen set
øde ud, san dnt den nu ved Dagene Ldö
suldstcendig ndgen, oni der end dna de
niere bestdttedeSteder tunde sindeg lidt
Gras; men innen ledende Slnbning var
at se, undtngen de steigende Sdsuglez et
ubestrtdelig Ide og trtst Sted dar denne
Klippen i Sydhadet.
,,hdio de itte snnet kommer tilbage
ester on,« sagde Jitn pludselig, »snn
man Rndnene bringe os Fade, ligesoni
de btagte Elias-, soc hee er tngen Ting
nt sptse.«
»Jn,« lagde Dnle aldokliq, «lnd on
lige stenkstnle med Dei-ten pai, hdad
det er, der hat beendet os, og dede datn
soc-ge dde Tro san mastig, san di suldt
troende tnn bede: »Gid da i Das dort
dnglige Brsd«, snn stnl di ossnn not
san det.«
Eiter at bade qioet dei eet indeeligt,
dred de dideee out instinkttnceestg hol
dende sig til Kystenz de snn pna Stan
nen nied den snmte Ssmnndsstjotte
pnn den liest Klippe; den bang der endnu
dg distede. Hvok lange hndde den del
die-Ist der? teenlte de; den« Ejektnnnd
dnr ritneligdid dsd soe leenqe stden·
Bed nt Inn dideee tom de imidleetid til
en lille Grotte, i hdilten der snudtes
Spot- nled. De understate den med
stiqeitde Interesse, da de idet samme
iude sen Klippen syntes at hsee Lyden
L J
as Fodtritt, ter esterhnanden dlev starr
tere. De saa sig ont og saa nu en gam
ntel, graahaaret, rnen dog trastig Mand
totntne nd trn en Heile, og aldrig saa
snart dnvde Jttn snaet Øje paa dam,
ssr lian i Henryttelse for lien intod hnm
og raubte: »Ros» Sandy Rossi
Kort ester sad de sorholdsvis hygges
lig sammen i NosS’ lille Hule on sortalte
hoernndre qensldig deren Historter.
Sandy haode lidt Slibbrud, og han og
en nnden var blevne tastede op paa
nenne O. De haode i Begnndelsen
leoet tnnlelig godt as, hvad de daode
reddet sra det sorltste Skib; men da
dette var opbrugt, og Faden bleo knap
pere« var den nnden, sont itle var san
start, buklet under baade as Mangel og
Fortvivlelse over deres sotseerdelige
Stilling. Den starke, hanrdsore Sandy
hnode itttidlertid holdt nd iden endnu
sorscerdeligere Ettsonthed, ester at hans
lKamme-rat var dritt. Denne Ensottthed
joar nu sorbi, mett Udsigterne ttl at blive
srelst og lontnte bort sra denne Udsrl
Ivar tkke bedte.
Dtose tre tnnatte nu, saa godt de
tande, stotte hverandre og optnuntre
hvernndre, og at Tale med sin levende
Tro var den« der tunde give den bedste
Trost og Ovtnuntring, lnn ntnn nak
teente, og hatt sit niegen Jndslydelse paa
Sandy, hviö Trods ntod Gud var ble
oen lnælket ved den sidste Tids Lidelser.
De oplioldt Livet ved Sosttglene, der
i Begyndelsen var saa tumme, at de nir
sten luttde gna lige hett og tnge dem tned
DEnderne. Deren Fjer og Ben beugte
de til BrcendseL En entelt Gang trat
terede Jint dem tned Fist, sotn han san
gede med en Fistetrog, han havde lavet
as Fttglebenene, og de tagte dem i Blit
dansen, hvori det lienlogte Kod, sont de
nnttttligvig snnrt sik sptsi, bndde oceret.
Band sandteö i rtgeltg Mcengde srn en
stilde mtdt indes pan Len, saa Livet
lunde de opholde, om det just ilte var
Herreretter, de sit. Noss havde flets
Taepper, sont statt haode reddet srn sit
Stib, og as dem fil de Overiralter; to
Holler til Llssrnter og et Reh om Bitten
en Dragt, der var niere belvent og onrnt
end egetitltg sleedestg. Saale-des gtt en
Manttedsttd tnnlelig got-t, tttcn ester den
Ttd begyndte det at se sort nd sor dem.
De hat-de htdtil vedligeholdt en Sig
ttaltld ved Strandbredden; nten ttldcres
Sorg mantte de opgive den, da den
slrcetnmede Fuglene, der esterhaanden
var blevne langt mere onnslcltqe at san
sat pna og endogsaa begyndte at for
trcette til de andre Rlippener, lsvor de
tunde vierei Fred. Dei begyndte saa
ledee at se ud, sotn det stulde stoppe med
Levttedsnttdlernez men naar Nødett er
stocit, san eriHieelpen ncerntest, og den
kotn ogsna i Stillelse as et smutt ltlle
Sktb, srn hvie Das matt hnvde set den
sanderrevnqStjorte vnje sont Nsdsignal
Det vnt pan Reisen til Australien; nten
det var ille delö Form itaptajn Mercer,
saa nteget otn Tiden at gnre, og hatt
var gaaet temtnelig langt tnod Syd pna
en lille Opdagelseotar.
Dette Slib optog dem nn nted stsrste
Gastsrthed og Venltghed; der herstede i
det hele om Bord pna ,,Lynet« en
ganste nnden Annd end pJa ,,Mtnnoto«.
Kaptajnen varsselv en Kristen og dertil
en dygtig Mand, elslet og ceret as sit
Mandslalt, der næstett alle var gnntle i
hans Tjeneste· Denne Mand harte need
Interesse pna alt. hvad de tre hat-de
onleoet, nien blev tscer opnteertsont, da
de fortnlte Dennyd Historie ont, hour
ledeit hatt·ditt Septemberdag barhooedet
var kommen lobende til Sandyo Hatte
Ved alt, livad dntt harte ont dam, solte
han sig mere og mete ooerbeoist am, at
denne Dreng maatte ocere en Datterssn
as en as han« Venner, en Kaptain
Otoen, sotn i 8——9 Aar havde sagt ester
sit Barnebnrn, der var sorsvundet.
Hatt liaode i sin Tid varet ored over
Moderens Ægtestad tued en katolsk SI
trtattd, og httn hat-de dersor ester Man
deno Dod itte turdet vende sis til haat
isin Nod. Senere hat-de hnn dittert
angret sin Haardhed og hnvde ssgt ester
hende og tI«)arnet, men hidtil uden Held.
»Denne’«Mand er sor Tiden i Austra
lien,« sagde han ivrig, »oq san snart vt
kammer til Melbourne, oil visende
Bad ester hntn. Vt tnna ogina opssqe
den Statt as en Jtaliener og lade hant
,t-evise sitt Paastand, jeg hnr meaet stært
Tviol nngnnende hatn.«
Jtnidlertid ssrte en gunstig Vind
Stil-et sreatad; Melbourne naaedes i
iorltoldttois lort Tid, og her sit man
snart sat paa Kaptajn Diven, der ester
en lang Samtale tned Sandy dlioss solte
sig overbevist out Riqtiqheden ai Mer
eers Formodning. Den gntnle Mand,
der oplivedes as Hans-eh tog nu nied
Jver sat paa det hidtit hnnvlsse Arbejde
at lede ester sit Daniel-arm
TrettendeKapiteL
Medeas alle disse, sont vi nu bar
dort, særdedes ude i den vide Verdeng
Farer og Modgang, sad Bessy og
—Maida hjemtne i Hyttem De havde
travlt med dekes Vadsten og Strygen,
som de gjvrde saa godt, at de ncesten
stod i Fare sok at blive overlsssede med
Arbejde. Besstz var dygtig eg flink,
men tunde dog tmellem sinde det ens
forknigt og ledsommeligt, og al den
Graden i Hat-en og huslige Gerning
blev dun ogsaa ted as. saa snatt Nahe
dens Interesse var dorte· Men naar
hun imellem hat-de verret lidt utaalmos
dig og plaget statlels Maida, sortrød
tzun det dog atter og blev god igen.
For svrigt passede de godt til at atbejde
samtnen, thi Vesstz paatag sig at heute
og bringe Tøjet, lzviltet bragte hende i
Fokbindelse med andre Menneftec, og
det var noget, hendes livlige Natur
trængte til, mens Maida heller end
gerne vilde slippe sor det
Saaledes kom Besstz en kold Esters
aarödag spadsekende sra Landsbtzen med
sin Kam-, og paa Højlandspigerneö Vis
med Skøktet op over Hovedet, saa tun
tzendeö sorte, lsvlige Øjne tittede frem.
Him lob, snatere end hun gik, twdsende
Vind og Vejk og brød imellem ud i en
lille, lokt Laster.
»Man hun vil doppe og springe?«
sagde hun til sig seit-, idet hun gjasde
et lille Hop. ,,Det e: ganste bistemt
oin en as dem.««
,,Maida, Maida! lan du gætte, lzvad
jeg har til dig?« raabte bun, idet hun
sor ind ad.Døren og trat Brevet srem
nted det samme, saa der ingen Lejlighed
blev til Gceming.
.Et Beet-R næsten streq Matda og
blev ligbleg. Hun var bleven lidt
bessere og slankere, lidt tnmkere under
Eint-ne og havde saaet nogle tungfindige
Tkat otn Mundeng men for Neste-n var
lzun den satnnie Maida med det milIe
Ansigt »Au, Besitz! et Brev!«
»Ja dist, de Rger, det er kommet sra
Australien, helt sra den anden Stde as
Bei-den; sttznd dig at lutte det op.«
Men Maidas Hcand stælvede, og tzun
stod saa lasnge nied det, at Besitz bkev
utaalmodig, teg det sra hende og rev
det ap. ,,Naa, les det saa,« sagde
hun, idet hun gav hende Brei-eh men
lznn niaatte ogsaa gøre dette for heade
Maidag Ansigt blev atter lmtdt, og tun
lob Brevet salde: »Aa, jeg tsk itle, jeg
tm· itte! Hvad bettzder det, kzvem er
det sm?«
»Von- vi set i Slutningen, vil vt
niaaste saa det at vide,« bemættede
Besstz viselig vg tog Brevet; lznn var
sor Resten nær ved at vcere i lige saa
stært Bevckgetse som Maida. »Hvad
er dette? Lo —- Lor —— Lotenzo —
lslaude Fiorenzas Det var da et sært
Navnl Det er vist linesifkeller hinduist
ellei saadan noget. — Men hvadkan
det nu lzjælpe at nzste og gkæde, inden
du ved, otn det er ondt eller godt. «
Stammende en hel Del, stavende et
Otd as og til og gcettende sig til et an
det, thi Stkisten var tekninelig tittzdelig,
og Beesyö Skaletundstabek as Mangel
paa Øvelse satgelig gaaet tilbage, laste
hun folgende sp:
»Mtn tære Miss — oet er angaaende
min Dkeng —— hom, de kalder Denntz
Ross, at jeg er saa sri —-« her standsede
Begsiz pludtelig ined Bkevet og sor ester
noget Band, thi Maida var atter ble
ven dødbleg og var halvt bevidsttøg
salden lzelt om iLEnestolen, sotI littn
heldigvis stod tcet ved. Ved Besitzes
trastige Behandlinq toin liun intitslcrtid
snatt til sig selo igen, og Besitz glemte
aldkig det Udtnzk, lzvormed hun flog
Øjnene op igen· »Den-itz! min egen
Dteng!« tagde tzun ganste sagte, »ja-g
tkoede aldrig, jeg stulde have set dig
igen, ssr vi stitlde mpdes i Himlen.«
»Na maa du ikke got-e det mere,«
sagde Besstz i en bestemt Inne, idet hun
sacnlede Brevet on og atter begyndte
sorsra. »Du er angaaende min Dreng,
taldet Denntz Rost-, at jeg et saa sri at
stttve disse Linier, idet Haut-, at det
maa sinde Dein lige saa vel, sont jeg og
tzan er soc Tiden. Det gsk hant ondt,
at De itte ved, at dan er i Live og hak
det godt, og jeg sktznder Inig dersor ined
at strive og berolige Dem. Iskst on
sker jeg at sortælle Dem, at ieg et hans
Faderz tzan et min asdøde Huftrus
Baru, sont jeg har ledt ester i mange
Tiber, og nu sigek jeg naturligviö Dem
og Dei-es Fader Tat, sokdi De lzar op
draget hom, fka han var lille. Det var
martelig not, lzvorledes vi sit sat paa
lzam; han laa i en Baad, der sad sast
inellein to Klippen vg det var hanc
Mastie paa Skulderen dg han- Ligtzed
nied min statkels Hnstru, der overdevtste
mig om, at lzan var mit Bat-n. Alle
Mennester troede, jeg var dkutnetz men
seq var det ine, vi blev taget pp og stelftJ
— —l
Han er en flink ltlle Far, og jeg haaberJ
at jeg stal faa en Mond nd af hom; jegl
Lager nu til Guldmmekne, saa der or
ikke timeligt, at han i de første Aar
Hammer ad Skotland til. Nummng
opgtvek De nu alle Fordringer paa hom;
men jsg haaber, at De ingen Focdringer
sttller til mig, da jeg tun er Sømand og
fpaa Grund af Omstcenvighederne ingen
’Penge hat kunnet spare iammen.
’ Jeg er, kcere Miss, Dekes cerbsdige
Claude Loren;o.
Tnmy hilsek.
Ekreven i Australien til Mtss Maida
Rose i Strakan.«
Majbas Øjne var vilde vg forfcerdede
og org skke fra Brssns Ansigt, før hun
var srrdjg og lagde Brevet paa Bordet.
hun stunk-T hun maatte have kniste
staau det, Bessy maatte have lcest galt.
Dei hmde itke vcetc san, at nagen anden
gxoide Fatdting paa hendeg egen Denny
og nckop nu, da hun havde begyndt at
jublc over, at han ikke var dad, ikke var
dxukiict, og hun havde tcenkc sig ham
Iomnsc jnd ad Dem-tu »HVIV betydek
dette hers« gispede hun.
,,'.!«’cdrrdrregttgt,« fagde Besfy endnu
med Vrynene kynkede efter den Anstren
gelse. m havde kostet hende at komme
igenmsm de ncesien ulcefelige Kragen-en
»Mein-wen er tydelig not; Dennys Fa
der er kommen; og det er just ikke nagen
vidm god Fader, naar man skal dømme
eftcr dette her. En fort Neger maafke,
og de duer Ikke meget. Han takket djg
nceppe for alt, hvad du hat gjort, og
Denny faar tkke Lov at strive noget
med. Noa, det var en dejlsg Nyhed
den!«
— O-«——
El Tidsbilledc fra Kinn.
H J Provinsen Kontori, ca. Wo Mil
not-ruft for Byen af samnie Mann, lig
get den betydelige Handelsby H o n y e n.
Allerede i Ists-s foretog Baselerniigsios
nærer den forste Bkædikerejfe hertiL
Modiiigelsen var ikle særlig iivenligz
men Follet var forfcerdelig bengiven til
Opuimslastekn Fra den Tid af gjordesz
aaklige Besog i Byen.
J ists-; blev der leiet et Lokale til at
holde Gndetjeneste i, og en Kntelet bleo
ansai. 1898 tillod Miesiansbestyrelfen
i Basel, at der inaatte lobe-z et Grund
ftylke til Opførelse af Kapel og Mis
sioncerbolig; thi man indsaa, at Byen
inaatte blive Hovedftation og faa ento
pceisle Arbejderez nien endnu habde man
hvetlen diese eller de nødvendige Benge
midler.
Lob af Grund plejek i Kinn just at
viere det kritiste Punkt. Her syntee
det at flitlle gaa let; en vel beliggende
Plads blev tilbudt, og Missionen greb
»til. Men da Stadet stulde stiiiiee, nd
stedle Literaterne hemiiiclig en
’Proklamaiion, at ingen maatte under
staa sig i at fælge Land til de freminede
; i Byens Ncekhed. Saa vcldc Sælgerne
hatte det Servitut paa Jorden, at der
for evige Tit-er itle maane bygges Hug,
Kapel, Tempel eller Grad derpaa.
Kort efter fik man atter Tildud paa
en Grund uden for Byen i en Froste-nie
liind, scerdeles vel beliggendcz den blev
lobt, og alt mentes i Orden. Men da
Kateketen og en Leisten vilde sættc
Stelften, Iom der zolk og tkuede dent
med Enden. Missionæren henvendte
sig til den tysle Koniul i Svatau. Det
diejede sig jo her oni et siinpelt Reis
brud, ioin Kina traktatmcessig var for
pligtet til at ordne. Konsulen fortangte,
at enten flulde Grunde-n overgiveø Mig
fionen, eller vgfaa maatte man give en
ande- 1ige saa ged
Nu var Mandatinen og Buens Fædse
i stscste Klemme: paa den ene Side
Konsulen og Ovekprcefekten, paa den
anden Side de fanatiste Literater. De
jendte Underhandleee til Missionæterne
i Fntschulpaj. Gesantstabet lagde IT
Visitkort paa Vorder og bao am, at man
vilde tage Pengene igem Falter i Ho
nyeu var for vildt til, at en feemmed l
lunde do blsndt dem. Men de inaatte
gaa tued uforrettet Sag. Saa tilbsd
man Missionen tre Pladfec i Bytte:
den iskite laa paa en halebkaetkende
steil Klippe — »de fremmede syntes ja
at holde af Skccemerne; i Hongtong var
der ligeledes mange Hufe bygget paa
Binsen-« Den anden var i et tidligere
IFlvdlejcy iom ved hver Overfvsmmelle
staat under Band. Den teedie laa
langt inde i Bjergene, fiernt fra enhver
mennefkelig Bolig.
Missionceken maatte atter sitive till
Kunst-len, og denne meldte Sagen til
Guvernøren i Kanten. Herpaa kom
detSvar, at detfam Sagen ikke endteö
istetai 15 Dage, var Mandakinen
asiat. Overpkcefelten stren, at alle i
Processen indviklede stulde fendes i Gie
terbne til Fausts-usw Det hielt-.
Den 1..Jnni, Retgdagem da Byens
l "l
Fabre, dan, sam havde salgt den sor
rige Piave-, samt Kateketen laa paa
Knæ for Mandakinen (estek linesisl Sæd
i Retssalen) i Hierteudsotslningahallen,
btev Mission-seen hentet, og eiter alle
Ceretnoniek og Runstens Regler »Ist
dedes dek Fromhedssormaningshallen
en ny, starre Plads soran søndre Port,
mens den til Gengaeld asstod den gamle
Plads. . Estek en Formaning til Fted
tryklede man til Besegling Tommelfins
geren paa Brote-tollen
Denne Sag endte sorholdsvig seedei
lig; nien maaske turde folgende agtes
sox et Est erspil, og detvak alt andet
end sredeligt.
Den 27. Juni begav Miesioncer Dil
ger, den samme, som havde sørt Sagen
angaaende Byggepladsen, sig paa Reise
sra Hanyen til en Naboby. En Mils
Bei ska Byen, der hvor Biergene be
gynder, ser han sig pludselig Ansigt til
Ansigt med en uhyggelig Karl, sont stet
ter hani Pistolen for Brystet og taaberz
hid med Pengene! Dilger knaatte ud
med Pungen og Nøglen til Bæreknrven.
J det samme stod der nol en Ruder,
som rev Ur og Kæde sra ham samt sor
langte hans Briller, Forlavelsesring og
Bcelte, mens den søtste plnndrede Kur
vene. Klaeder og Sengetøj, Priestekjole,
Alter«-L alt tag man nied. Selv Dil
geks Dagbog, og alt spiseligt; en Pølse
sra Würtemberg gav man sig straks til
at spise. Ringen var svcer at saa af;
man begyndte at true med at starre
Fingeren eller Haanden as; saa sit man
den dog drejet over Knoen. Kinesekne
blev ogsaa plyndrede, men sit dog i det
hele en laenipeligere Behandling. Snart
gil man igen las paa Missioneeren, ag
nn hed det: gør det as med ham! Setz
Novere rettede deres Pistoler mod hom,
og en ttuede ham med en Doll. Du
har mere Solv, loin med det! Han
svarede: Jer har givet eder alt, avad vil
J mete? Saa trat de ham as che
derne, men paa hans Von lod de ham
dog beholde Bentlæderne. Ester at
have tumlet med hani en halv Time og
truet ham med Døden, drog Itøverne
tilbage til Honyenz Missionaeren lige
saa, ad en Omvej. J Byen vidste man
god Beste-d om det helez man havde set
Raverne drage as Sted ag vidste, hvein
det gjaldt.
Paa Missionsstationen i Futschukpaj
talkede man Herren inderlig for Red
ningen.
Olnsøreten for de sels Røvere blev saa
Uger efter dette Oversald grebet just
paa samme Sted (as nogle, som han
tidligere havde plyndket), ovethceldt
nied Pettoleum og levende brændt.
Et underligt Fall, men hvor trakti
gende til Gnds Naadeg Evangelium!
Alt det, vi bringet i Dag, baeiek i
Sandhed Vidne dem-n
—0»- -.—
Styrmaudcn.
Det er Fifkekens Lod at friste forstel
lige Kam-. Ved Nytaargtid drager
han paa Fjskefangft. Rone og Born
fidder hjewme og passer paa Husvcesw
net saa godt, de kon, men venter paa
Fader, at han skal komme hjem med
Penge og Fisk. Sulten hat saa man-;
gen Dag været Kot hos dem. Vejret
hat« været stormfuldt, og Havet uwth
isaa de halvvoksne Souncr tun lidet
Munde komme paa Søen med Stiere og
Line for at staffe lidt Huefifk til Moder
og Søskende. Saa konnt-er Paasten,
den Tro, Fader oentes hjem. Moder
gaor du«-r Tag op paa Butten bog Hu
fen Tcr kan hun se nd over Hader
Ogsan denne Gang kommer dan,sotn
lvemeh med fuld Baadladning as faltet
Fist, socn er foldet i hang Lod, og med
mange Tikwner i »Tegnebogen«. Nu
sblioer der Gccide hoc store og sama
Moder faar Kassetedlen paa. Feder
aabner Kisten og taget Longebrsd og
Smaabrød fkem og alt, hoc-d godt han
hat kunnet købe hos Landhandleren.
Og mens de fmaa Munde money maa
dan fortcelle om Lioet paa Fisterieti
Aar. Bot-neue bar slokket sig om hom,
og Moder fidder nækmest med den
mindste paa Siedet ,,Gud ocere lovet,«
nger faa den vejrbidie, ptøvede Fister,
»Er-d vcere looet, at ieg igen er hjemme
hog eder alle. J Begyndelsen gik det
faa smaat Iok mig, at Moder begyndte
at iynke. Jeg lenkte paa eder, fom
sad hjemme og led Mangel. Der var
tun liot Fjstevejr, ou Fiser gik nimm.
Jeg var ikke fri for at begynde at knurrt
og klage, fordi Gud davve glemt mig.
Sau var jeg en Dag til Foksamling,
mens vi laa og ventede paa Vejret.
Der horte jeg en lille smuk Fortælling,
som gik mig til Hierte og satte Mod i
mig iqu. Kanste J hat Lyst tilat
høre den, J tem? Fortællinqen hed
»Styrmanden« og lsd fauler-es
Ell from Vræsl l en Seite-d iejlede i
en Band over lll en lsge overfor llggende
D. En Mond sah lll Rotz vg to
Mem-, Fadsr og Son, roede. »Da
er aller l· Dag dem-ever Anderö,« sagt-es
Praeftem »Je, del maq jeg not ver-ty
lvarede Mulden- »theresl staat for
Dørech og hvad vil der saa blive af mig
med Rone og fern Vorn? Jeg er be
lymret den hele Berg-« »Der stal das
Me- vcere; lhi Frelseren siger: for-gek
ikke for, hvod J stulle fplfez edersi him
melske Feder ved, hvad J hat vehov.««
,,Det Ord kan jeg ikte forstao,« found-.
Anderez »sta! jeg maoske lægge mlgz
paa den lade Slde og lagen Ting toges
mig for, lade Stilliagekne rcelke im
langt, de kan, bebe og læse og lade det
komme an paa, om Herren vil give
Kone og Vorn vogel, eller okn de staig
lulle og verfiel-« —— »Nei, ikke faaledes
—- lc dlg for, Anderes! hole er det2«·
ist-raubte Prceslcn, ,,vi sejler mellemx
llllpper og Skær, og du ikke saa megetc
fom ser big for. Gør din Pligl!«"
»Aa,« sagde Monden ved Aarene ligess
;yldigt, ,,det er Slyrmandens Sag.«
,,Gør din Pligl, siger jeg endnu etc
Gang! ser du ikke Skærene. Vi gar-In
under, hvis du tager dig din Gernings
saa letsindig.« »Es-re sin Pligt, —
lagesig sin Gernlng letsindig!« svaredc
Monden, »hvad mener Præsten? Ari
bejder jeg ikke alt, hvad jeg kan? staf
jeg maaske hjcelpe at llyre?« »Ja vel,««
sagde Præsten, »for at vi kunae tot-me
lykkeligt igennem.« »Det vll da vate
en unyllig Sag; nei, hver Mund fiel
gøre sit, saa bliver alting godt. Skyr
manden styrer, og jeg rot, det er St
mandsskik.« »Ja, tag det ikke ilde op»
Anders,« sagde Prcesten med et Smil,.
,,saadan er det med det Skriftsprog, som
du ikle forflaar. Det er din Sag txt-.
arbejde af alle Kræfler uden at se htm
ken til højre eller venstre. Men Sor-v
gen og Fryglen for, at du, trods all dir
Arbejde, skal gaa til Grunde og ikke
komme igenmm, den kan du spare dig
og lcegge paa vor Herre, der fidder til«
Rotz, og om hvem der staat strevet:
Mast paa Herren, hvad dig bestitkes,
og han stal forsorge digz hakt skal iste
lllslede, at den relfcerdige rokkes winde
ligc« (s1«s. 57-,2:3). Denne Lignelse
kunde den gamle Somand forsiaa. Glad
saa han op, og lellere log han Anmu
gksne; han bkgyndte at haabe paa Herren.
——-44-—-—-—
Vidste du dag!
Der var et stort og fint Selskab ho
ben rige Grossercr. Alle var glade og
lwlige og syntes at more sig kosteligt
Blandt Selskavet var der rn, der jaa ud
ttl at vcese Herrqu kanntest-; bot var en
ung Moder, der used ouustkommendes
Glcede lo, spøgte og talte mesd fine Ven
ner og Bekendte. J et Djome af den
store Selshstal stod der dog en Herre
-—- Værten i Hutet — og betragtede
hende med vemodtge Butte, idet han:
oste gentog for sig se1v, naar hakt saax
den unge Koindes livhge Færd: vidftes
du bog — ——! Hcm havde god Grund
ttl at ynke Verwe; thi der var kommen
Bad fta hettois Hiem til han« am hanc
vilde meddele denkst-, at hendeg Son, en
haabcfuld Dreng, var brksgt bit-m som
Lig, foruluttet paa en Bade-un Var-.
ten vldste, at Modnens jubtude Stern-.
ning vilde blive foroondtet tIl Grund
og fortvivlede Shi·q, naar tzun fitat
othe, hvokdan drt stod til i hendes Hiean
»— Naar jeg set den glade og jublende
Stute af unge, der fryder sig vid Liset,
trænger sporggnmnlcn »Es-due du.dog,
hvad der tjettcr til dm stets-« siq strem
i mtn SjckL As mtt gonsles Oxerte ons
ster jrg oder« at J maa tanzte vandrc
gtode gcnnem Mott, mcn jssg ch, at;
den bedste Glcede tun findt-d t Satntunbs
mcd Jesus www-. Saa mange unge
gcmr tnnkcløse den ad Livets Stier vg
,spgck Glædnz der tun vaker i Auen og
Jiom ttke altid er rene og gpdes faa.
Fmange unge gaar med Dødstegn tw
terae, forvi Synden er paa Bei Its as
faa Overtaget; iaa mange unge leim
uden at tænke psa Evigheden. Spuk
hin Vært set jeg med inderlig Sorg
paa saadanne unge og mater: »Dir-sie
J bog —- inden det er forfent, thh
der tjener til edets Frevl«
hours-des er den-! 0
VI ttllwber et hast-rede Dsllats sei-antun for ti
dvert Itlicslde ai Kam-ch. der tkti tun hell-rede- ved
Zuw- Cutstkläcsthä b « a G
.«.. into s» m Tot-do .
Vt unbeetesnede hat Mut-I T I. Eben-s the Idttx PS
Ist og trot. hakt u aldelei hattet-its t alle Form-Unsi
Tkaatatttoner og flsqaiielt t Statt tu at optyldc enhvek
Fotpltgtelle, betet Firma bar osataget st .
W e « is It u a t, Wholeials Tfuqqksth Tofedm V
Isuldtag, Kinn-In G Most-v It· Mal-fal
ku ists T MAD
llssllss Cstskskh Cum tages tadIeSadt « esse virtek
direkte pack Blobet oq S Itemets Gunst-Puder crit
dwkbpfkixktaith Basses a slli Apotheke-« Vlbueu
It r .
llauss ksmuy PM- et de bebstr.
Pcæmiebogen san enan sent-es til
fotstudsbetalende Aboanmter.
Danish Luth. Publ. Haus«-.
