I Dödskampsz
Fort-sing af delene Berti-old
(Farllat.)
—
Den Kristne studlede.
«Det aaar ille iaa rast, miri Daim- Fsrst maa jeg
da have undervist dig i langere Tid.«
Men Dela brsd sig itie am denne Jndvending.
»den du ikte lige fortalt mig, hvarledes Filiv dsbte
Kammerspenden liae naa Stedcts Nu vel. iaa dsb ogsaa
stig nu i dette Zjedlill cafaa jea tror as gansie Vierte,
at Jesus Kristus, Guds endaarne Son, er kommen til Ver
den for at spile og fielie det, som var foiiabt.
Jeg lover dig her —- liaefaa dvrt og bellizrt sont no
gen Ed ——: ira nu as flal dsnne Jesus unsre min Klippe
og min Dei edindelig, og hverien Nsd eller Tod stal lunne
ride niig nd as banS favnende Frelieraimel
Derfor deder jeg dig endnu en Gang: død niig!«
Bedende riitte hun de ioldrde Henker i Vejret.
Da tunde Prcesten tlii det Var den Kristne — ilke
tangere niodfiaa. Med tnaikinldte kjrie bsjede han sig
ned over den lnaelende Kninde osg sagte r-rt:
»Datier, din Tro er stor, dig fle, som du dil!«
»Von sprte den unge Duftrn ned til Ballen, der flId
forbi Hatten, da ilionit traadte hela nd i den. Drin var
san vidunderlig hsjtidelia oa lvttelig tilMode. og daDaabss
tandet bersrte hendes Bande, rg Prasten gjrtde Korsets
Tegn over denke, gennemlxcevedes hun af hellia Andagts
fflelsr.
«dela Delena« havde Herreng Tjener dsbt hende, og
da hun nu steg ov ai Vandet, iaade ban benagen
»dem er Navnet vaa det straalende Los. Maatle du
alle Taae vandre mellem dine iam den, der ladet Krifti
Evangeliums rene Los stinne for de ulnllelige, der rave om
l Dedenssabetg Mnlni og Nntl
Og drag nu dort i Frev: Verren, den Alma-singe del
signe din Jndaang og Udaang fra nu af og til evig Tid.
Imenl« »
Med Tat og Bin faldt Dela paa Knar, og niedens
hun frm Ariflen senkte sin sprfte Von inod Dicnlem
vendte Prasten fig til de den bestvrsede Svende og Piaer
og begvndte at fortlare tem, dvad der rings var aaaet for
sin. Stsnt oq livsaligt tolle han orn Frelfekem der agan
var kommen for at frelie dein, de uitie, af Evndens Bald,
og de livegne blcv helt underlig til Mrdz ved at lntie til
bang Ord.
Gerne bavde de hsrt niere em denne Jesus, men da
kam Soendene tilbaae fra Soeboe med Briaien, oa man
maatte riu iliomt berede sig til Hjemturen
Med bjerteliq Tal og manqe aode ciister tot den unge
Dustru Afsted med den frenimsde Alleibelft vilde dun
have iaaet harn med til Soeben nien det all jv ille an, da
han hat-de sin bestemte Reifeplan og ventedes i Prznam
Dan lorede imidkertid at lege at udvirte bog sine
overprdnede, at de — saa inart fis-in niuliat — agsna sendte
Prasier lil disle Egne for at dringe Fol!et Evangeliu.
Med en venlia hilien fliltes hnn deipaa fra vore Ben
uer, da i dnde Tanker beqad digse fig vaa djemvejen.
De lidegne tvisiede ivrigt sammen undervej5. nien
dela markede det flei itte. hun var endnn belt apinldt
. af, sit-ad der nys var inreaaaet, oa bsrte derfor itle, at
Iwafz saqde til fine Kammerater og Pigerne:
«Sæ!iomme Tit-g bar vi i Dag stuet og hort, men
lad ikle vor Mund rtde det for noaetMennsftez lhi der
Iner min, at nieste Jenas-latei, hvad der er flet, iaa dilde
del gaa vor herlkerinde ilde·
Vater derfar tadle over fdr entwer. at like vor Zlads
deragtigded stal volde U vtte rg Fortrad.«
De andre niklede iorigt. Alle var de deres Verse og
band dustru trofaft hengivne, og navnlig for dereö unge
Dersterinde vilde enhver af dem med Glade vare gaaet
kennem Jlden.
hela anede intet am sit Toendes Bekvmringer for ben
dei Styld. Det var aldeleg itte faldet hende ind at paa
leegge dem Tavsbed wed, hvad der var stet, thi hun tanite
Iaa lagen Maade paa at temmeligholde sitt Tro
Tmrtimodl
Fest og aabrnlnlt vilde hun bekende den Rande, der
Var bende vederfaren, at ogsaa andre ded bendes Cliempel
lunde blive pundne for Evangeliet.
Sjetle Kapitel.
Krittel-vom og Afgudsdvtlcllr.
Tel blev Nat, inden vvte Vennee naaede hjem til
spen, og belymtet mcdtog Jesko sine leere.
J sin firste Bistvttklfe over Modetens Uheld mattede
bin intet til Delos fon notede Besen. Fast da ten gamle
Munde v«r lagst und-r Behandling og hvilede tkvgt paa
del blic« Lise, lag ban fokbavset ind i sin Hustrus nasten
mtjoemfl strqalmde cjne og raubte forfardm
,Ovad et der dank-et dig, min elstede?
Du set jo ud. lom havde du midt Skovgudinden eller
upget endet overnalutllgtl«
Meo Tom-et tosteoe den unge Kristenkvinde fig til sin
Estefeeueg Bwa.
»O, Jekto, ja, mig er ogsaa vederfaret nogel ganste
divundekiigt, og jeg er saa lvtfalig, at jeg Me tun bestrwe
· sjg det!
Man lud mig fortcelle dig alt fta Begyudellen, tbi
slleiede lange hat jeg langtes efter at aqlme mit Vierte
im disk
. It, nein elflede, du quer iste, hville Lampe og Streng
Iee, jeg hat haft at gennemgoa i de sidstr Aar.
Illecede oste var jeg nat ved at fige dig alt, meu stedse
Bildt den Tant- miq iillmge, at jegilce maam bebvtde
U- se- Ilne Mundloch
z- - Aleph-, du all er farbi, do mit Vierte jubler, lief-let
" in Cl Red, me me jeg ital-endete hig, hvad der en Gang
« OWNER Mill- Ig bvad mlg i Tag er demsmt.«
« Heu lume betrang Jedlo sin uns-, heftig bevor
Halte-. Den-e lob sig lmidlettid llte fees-mie, men
WIUKM Im Hm Sjclelaam l de
O
k
m des-gehe Des nicht-de tun ttt dteetes M ltv l
Tdisl oder for de gamle Guder og fin Lanafel efter en le
bende, darmhjertig Sud.
Bed fin Sorg over de Birn, hun badde mistet, M
lede lnm last, Inen desto udisrtigere omtalte ban fin For
tvidlelte over sin Ægtefclles Sogdom ng Satlergudens
didunderlige Sdar paa hendes ndrnvge Bin.
Ordene flsd nsiandteliat fra dendes Lieder, og viere og
mere begejttret og trvvardig klang bendes Tale.
Mkd Fsleller, der vanstelig lader sig bestrive, lyttede
Bindingen til. Jo langere dela talte, des mere dellemt
blev ban am Vierte-L
Ein Huftrus Lanafel og Kampe forstod lian tun
benut, men han felte tydeligt, at hvad hun havde gjort,
daislede dem begge ilde. Te foragtede Guder forftod itke
Swa, og han« den-s tro Tilhanger, anede straltelige Fil
ger for sig og ssne.
»O, Bela, Hela, hvad bar du dog qjokt!« stinnede
han fortvidlet, oa endnu vidfte bnn itte en Gang det versie,
thi Hela denn-»du sprft nu at fortaelle am sit Mtde kned
den fiemmede Pia-ft
Forfasrdet holdt hun inde ved at here sin Mands
sinertelige Udraab.
,,Vredes dn pca mig, Jeser LI, vend dig ilte fra
mig! Du ved ilte, lwor nteget jeg bar tannpet og lidt!
Nei, te iite taa bebreidende og straffende paa mig,
faa ian jeg itte btide ded, og det vigtigfte loknmer dag
first nu.«
.Fortal videre,« fagde stdingen dumpt og sijulte
Ansigtet i sine Banden
»Nei, nej, rnin elsiede, ilte tanledes,« bad Hela gra
dende. »Hutt, hvad du en Gang lodede mig!«
Bedende flongede hun Armene am bang hals.
Da tunde Jele ille tangere modftaa. Rsrt trvtlede
han den angstelxge Kvinde til sit Vierte og sagde blødt:
»Du gjorde vel i at minde mtg am hin Tag, thi jeg
er endnu ltedte i din Gold. Saa tat da, og hdad du end
hat at fige, ssal det dog itte tolle min Karlighed til dig!«
citat og talnetnmeligt tyssede dela tm Ægteferlles
Daand og degvndte derpaa uoisrligt at fortalle otn alt,
hvad der var beendet hende.
Mens nun talte, fottvandt al Frngt og Il:t:)seelfe, og
Mlig Begejftring lufte nd at bendes stinne, merke eine
Tet var mcd blandede Føieisen Jegto lrktnsde ttl ben
des Fortasttixig. En tung Kanw mellecn Kasthgtnd og
Pliqt rafede t hanS Hinte, og da Dela bnvke endt tin Be
retning, sprang hnn — glemmende sit Lohe - — on med et
Vredeng og Farieerdeiienz Entg
»Tet tnnde du gare mig! Svigtet hat du vore Ia
dreneguder for at trnde « Etsvet for den frsrhadte Saksers
aud!
O Stern og Toxtt
Ves de ever oz besage!
Alt, hvad jeg ejer, gav jeg med (siladc, otn jeg derved
lunde gsre det forscndelige uflet!"
Ten store, start-: Mond statmide at Sinn-te vg Sind-I
bevæge:le, og vca een Gang laa ban for tin Huftrus Fod
og raubte bsnfaldcndez
,,Vend ent, Dela, rend oml
Tant von vor Lvtte og rot Karlighkdk Bring i
Morgen for det forsamlede Falls Ljne den vrede .--;-;rnebog
et stsrre Lsier, san vil alt atter btive gvdt.
Se, jeg tnaler, ndmvgt bedende, for digk Min el
siede, vend am, inden Tsd og Faidarvelte rammer vS
degckw
Den unge Hustrug Vierte var briltefeerdigt ved at fe
sin elflede Æztetcrlles Sorg.
hvor gerne vilde hun ille have hjulpet harn, rnen vaa
sin Tros- Bett-strittig — urnuliqu Satgmodig taa hun
ind i de blaa Ljne, der bedende var rettede mod hende, og
tagde bitt-t, men beste-tm
·J(g tun itte, Jegkot Jeg er og blider en stritten
ttzi i den innige Das-t- vtev jeg usptetigt forbundet rned nun
dem og zrelszrk
Nei, vend dig itte fra mig, det stal date min stadige
Bin, at dgiaa du maatte tomme til at tro paa den treenige
End, alt det tlabtes lande, lebende Staber vg Opdaldetz
den bannt-fertige Fader og Feelter i at dit
D, var btot den fremmede Vandringsmand her og
tunde tale i mit Sted! Jeg er vig paa, at harn vitde du
itte lunne modftaa!'·
»Fort-endet vare han, der dar sprt dig paa Vildspor!«
raubte Jesta apbragt. Derpaa stjulte dan atter Ansigtet
i sine Dander og brafl i lddelig Graad.
Tusindfvld dybere end Tal-et af bang Sinne-: lmers
tede det darn, at hans elstede Vtv var falden sra sine Fee
dres Tro.
Tybt rvstet ag raadvild var Dein Bidne til tin Monds
heftige Smerte. Det ene Sut efter det andet fteg fra den
des betternte Vierte op til den nyz fundne, guddommelige
Dialpen og endeng tom Ost-ringen mere til Ro.
Langia-at havede han Blittet og taa bebreidende og
sprgtnodig paa fin busin
« »O, Deta, et du dag tunde balde mig dettet Ovar
ved hat jeg imspildt din Karltghed, at du laaledes vender
dig bort fra mig?«
Bittert gradende amtavnete den lriltne Kvinde sin
Ægtetallr.
»Nei, nei, Jesto, det gsr jeg itle! Jeg elstet diq lige
san tht lom ist, ja nnd en endnu dvbere da renere Kar
lighedt
Tro mig, min elllede, fra i Tag at sial du i Inig faa
en bedte og were trofast hustru end titforn. Tilgiv mig,
naar jeg nu maa trante dsg, og lad mig ralig vandre min
egen Vij; du vil en Gang i sin Tid tatle mtg verfor.«
Med et Tut tog Forsten ten bedende Kvinde i fiue
Urwe
,dvem lunde vel morstaa digt
Saaledes vate det da: jeg holder mit Ord og ladet
dig san din Pillir. Eet maa du dog love mis: hemmetigs
hold taa vidt muliat din nne Tro tot alle, thi ve dtg vg
mig, am Jatoslaw fit Rys derom!«
.Sveert vil det fatde mig at tie am det, der gst mig
taa glad og selig lit Mode,« iagde pela stille. -O,-Jesto,
nieste du dag blat, hvor livfaligt deter at eje denne nve
is stet
,Spar dine Ord, « fagde dsddinqen alvoeligt. »Vert
Wf , f- l .ll.-l -—-I
alad ded den seit-ed, jeg bat tilstaaet dis, og ssla saa init
Rai-ds
Katliq as ddmyg kossede dela sin Ægtesalleö wand:
-Jkti Mkkt bin as hele mit Vierte. Jeq dil gsre estet
din Betaling oq itte tale, uden jeg dliver spatgt. Wen
skUldt Omstcndigbedetne komme rnig i Fort-bet, da dil du
dog del itte sorlange, at jeg slal lade eller sarnagte min
Tkv- M vgsaa du hader ja al Falskded og Lean.«
; »Mi- Iddt vg dedtage slal da ikle,« sagde Jeslo al
. vorligt, .inen Klogstab og ersigtighed et ingen Staat sot
den atlige Sich-« -..
Da Vela senete daagede ded sin Svigertnadete Leie,
Mkede bUU pva sine Kna herren, sotdi alt var leben saa
M Csi Dust badde i sit stille Sind staatet sor Jestix da
blM kknbkt VCUS stide«Vedbangen ded sine Fadtes Tro og
bang dad til alt, hvad der var salsisl ellet kam Saliergui
den ved. Detsot lunde hun itle andet end anie bang for
andtede Eindelag og bang Venligbed niod hende sot Saat
part hendeg Bin, og paa nd rette sig has bende det bran
dende Lnske ogsaa at dinde sin elstede Ægtesalle sar denne
magtige og bannt-fertige Frelser.
l Fkk M fttste dar der rigtignol tun liden lidsigt det
ttl. Eaa snart sarn hatt ved Leilighed drejede Talen hen
daa det tildne lane, asdrsd hendes Mand bende brat, ja,
en Gang asviste ban bende endog med vrede Ord.
Teguagtet opgav hun itte Dauben ag ja tiere Jesto
git til Zweitng Tempel og btagte cfiergaver sor at sane
bendes Frasald, ja indetligete og ivrigere bad hun for hans
cmvendelse.
ca snart fil hun en Medhjalper i sin Zvigertnoder.
J de lange, lange Natter, da den garnle Kotnde —
tnaget as Smerte og Tedsangit —- laa paa sit Leie, lunde
Dela itle bare det avet sit Vierte at lade sin elstede Saigers
moder uden Trist. Fstst tsvende da sorsigtig degyndte
bun at tale ain Frelseren oq Fotlsseren, indtil hun til sidst
«- apniuntret ved den gamles sjensvnlige Glade og Lang
sel — tallede helt nd rned Entgegen
Ta Lrta var loniinen sin. sjernede hun resolut As- -
audgbillsdet sra sit Varelse, vg i detS Sted traadte et siins j
delt, tsintet Trators.
»L. Moder, agsaa dul« raabte Jeslo smerteligt, da
han en Tag cpdagede de Kristnes sothadte Team
»Ja, min Sin, nn tilbeder oasaa jeg de Kristnetz
(5311d,« sagde den ganile Kdinde ttimodigt »Ist-g islte i
mit werte-, at det var sorbi med vore gamle Guders Magd
Da jea i min TIdSangst raabte og streq til dem, lad de
mig lilive i Merket oa Fortvivlelsen, og ssrst tma Oklas
Von udiriede Eatsetguden mig at min Nod.
Nu ded jeg, hvein jeg vil tjene, og ingen sial inete
lede inig t-i!d.
» Nu hat jeg tun det ene Insle tilbage, at modtage den l
! h-llisge Taad tigefom hela Da at se dia, Zitölry gjre inig
! Filaeslad."
! Devdingen rastede bedrsvet vaa Hovedet.
»Aldrig, aldrig! Jea vil leve og dI svin Zernebozis
chiter!
, Kunde J Koinder maasle nat anes med Saksernetz
s Religion, sor oö Mand paSier den itle. Jeg vilde stammt
L mia ved en saa blsdaatig Tanles og Handlentaade, soin
den tristne Lare bdder.«
i Ten gamle sinilede svagt.
; »Men Satsersvrstem Karl den State,- var da oasaa
- en Kr-sten, og hain tan da ingen beslyloe sor Fragt og
zeitwer «
»Plag mig ille tangere, Moder. Jeg et vg dliver,
hvad jeg altid vat. Var J alade ded, at jeg ladet eder
tante ag tro, hdad J dil. Du ved godt, hdilten Fare
jeg derved udsatter mig sor, thi anede Jaroslaw og
Swanto, hvad der er sotegaaet i mit Dus, hvem stulde da
flatnie mig mod Yppetsteptastens Viede cg min Fjendes
EsteiftrabelsetP
»Von tunne de vel siade ts, naar den hsjeste Gud er
nted oS!« taabte Orta sriniodigt. — .Tesaden harte jea
sot nviig as en otnvantende Darpespiller, at i Pcznan ag
« cmegn et altetede mange Slaver gaaede orer til Kristens
donirnen. ersten selv slal heller itle date uvillig stetnt
; mod den nye Religion-«
» .Dvad siget deti« Var Stamme hetiSvebae og
» Dinegn har endnu intet hart anr dette slandige Frafald.
I Du satter ille, hvat mit Vierte maa sorge ved Tanten ant,
! at det ene og alene et i mit Das, der findes srasaldne sra
: date Fadtes Tro.«
; Jepto stirrede instit inad Jotden. Katligt og tri
! itende gred Otta Sinnens daand.
»Mit elslede Bat-n, jeg et ovetbedist am, at denne Li
s delse en Gang dil otnskistes til Glade sat dig, ag at du en (
F Gang samtnen nied mig vil tatte Gad, sardi han tandte s
J sit Las netap ssrst i dit Dass (
i
i
Vsddingen tystede hestigt paa dovedet.
. ,Nar ilte dig selv ined salsteJorhaadninger. Zaa
« lange jeg itte ved et aavenbart Vidunder diidet overdedist
» am Sandheden as Satsetnee Religioa, saa lange staat jeg !
. urottelig daa dore Guders Side.«« i
J Maaned paa Maaned gled stille og sredeliat ben.
s Estet at cela nu badde drutnet al sin Sjalentd i Daabens
i hellige Bande, sardedes hun atter —- sam satt-en -— alad »
! og fotnsjet onitring i Hasen og Jesta undtede sig Gang «
’ estet Gang ved at se bindes attid straalende, ja nasten
sotllarede Aasdw Lidt estet lidt havde han sundit sigi
det uundgaaelige, og da det bele hidindtil dat sorbleven en
denimeliahed, saa beadndte han eiterliaanden at slaa sig til
Ito med, at det ogsaa nat steindeles vilde let-e godt ai.
Uden at hart seld vidste as det, fit de to Kann-ers stille,
blide cmgangelle stette og starre Jniflydeite paa ham, og
til sit-I tunde han —- nden at sate pp i Bude — here to
lig tit, naat pela as da til am Attenen degyndte at sottalle
ptn Satsetquden og band Late.
Ilietede ttoede de to ldttelige Kvindet nu a«t date oder
set varste og — stint lanasomt — Iaa dag sittert at tunne
saa den elttede Mund dtaget over paa detes Side, der dvot
den sande Fred og Lylle var at finde.
« Da indtraf der pludselig tsvget, iaIn truede nied at til
intetgsre alle deies Fordaadningey tbi qanske udentet btev
Jesld stillei soran det Valg, tm hatt spt Fremtiden dilde
I tilhste Kristus eller thneliog.
Tet gis saaledes til
W
dela og Drta btdde allerede drei-et Krisne i oder et
llar, uden ot nagen uden tor Jettos dir-stand nidfte det,
tbi de ufrioillige Vidner ved Delos Daub, de livegne, vog
tede sig for at tale derom. De elflede og errede —- tocn vi
alt bar demcertet — deres derstertnde og var set gaaede
i Dtdem end de ved deres Sladderagtigbed baode paatsrt
bende en Ulbttr.
Do stete det en Gang, at bela, der dar betendt vidt
og dredt tom de fattiges dg ibges Ven — dled taldet til en
l gammel dsende Kvindr. Da bun nu bog bende — ligeiorn
! tidligere bog Orta —- sporede en ttbglelig Angst for den
Uckte Did, bvidt bun det for sin Pligt at tottalle den ulbts
i telige lidt om Jesus Krittug, den sefrrige Dsdens Oder
« dinder.
Da bled den gamle paa een Gang ganfle rolig.
»Mete, mere af de liflige —Ord!« bviftede bnn med
I badende Leder, og de bristmde Ojne bang med inderlig
« Lernglel ved den venlige Trefferindeg Laden
Til fidst tnalede Drla ved Todtzlejet og bad bojt om
et italigt Endeligt, og netcv da bnn bar-se sagt sit Amen,
gil den sbge stille og rolig dort.
De tllstedeverrende dar iulde ai Zuriindrina.
»O, Butter-inde, bvilten T oldtoni bar on dog an
dendt til at gsre den dIende iaa stille, at bnn nassen med
Jubel forlod denne Berdeni
Lar dog ogiaa os saadanne Trnlleord, at vi itle lan
gere bebove at grue for den blege Todt
Dela forfardedeg i Ijebliitet Kunde, tuide bun
tale trods sit givne Lstte til JeSto? Do taldt det bende
ind, at bun jo dlot bavde lovet itte at tale uspurgt, og deg
uden — bavde ilte bin Prast, da ban dobte bende, budet
bende at lbie ioni en Evangeliets Sattel og tande det him
melile Log idlandt sine Stammetallert
Jo, nu var« det simpelt ben bendeg Pligt at tale, og
iaa oplod bun da fin Mund og cflagde et detligt Vidness
bbrd om det, der boede i bendes eget Vierte. Med be
geistrede crd talte bun om Gnds Sen, der var tommen
til Verden for at nmtte de bungrige og gsre de faltige eige.
Bedre, end mangen Pia-it oilde have tunnet det· torftod
bun tillige at sremtrblle Frelseiens Stittclte loslevende for
sine Etaminefcrller« og i aandelaz Tau-Sind lbttede de til
ftedevasrende til og tunde ilte bore not ai, bvad bnn fortalte.
To bnn endclig tad, tn.s-dk anetg Perre Ssnnnen
ai bendes tilcedrlidn og raubte danialdendex
»L, vor Hutte-inde, nil du itte ogfaa ottere trakeind
undir dort Tag og leere osZ mere af dette berlige Bitdstadt«
Atter stod Heia lvivlraadig.
c, det dar taa velsignet at tale oin derren og bjælde
nied til at uddrede bang Rige! Stulde bnn nu lade den
gnnftixie Lejligbed gaa unbttirt ben?
Tenne ene Gang og ins-i aldrig niere!
Saa ailagde bun da io«ende det Lsite at iomme igen,
cg da bun faa Tage efter alter begav sig derben, tandt bun
en itor Stare Mennelter fortanilet i det taroelige Rum
Strats blev bun itte faa lidt torfardet beendet-, men
waslerne bad bende taa indicangende oin at fortælle dem
noget om det gode Budflab, at bun uniuligt tunde mddctam
drin var dog itte iaa lioet angst, da bun dandrede
bjemad, og Tanten om, bvad Jtho vel vilde sige, noak
ban bsrte det, toruroligede bende bele Natten igennem.
Desuagtet git bun nasse Aften derben igen, og bellig Gliede
fyldte bendeg Vierte, da bun saa fine Tilbtrered Atoor og
Andagt.
cg ftedfe stsrre blev Tallet paa dem, der spgte etter
Frelien, og Bildstadet om Verdens isrelser trangte ud i
didere og videre Kredtr.
Uden at Prasterne og Foltetd Oder-sie endnu anede
det mindfte derom, betendte allerede næften bundrede Sjæle
sig til Kritti Evangelium.
Dela var overvcrttes lnttelig og angft vaa lamtne
Tit-· Allerede dar bun i Begreb med at tilftaa fin Ægtes
falle alt, iln del pinte bende dog i Langden at bade en
demmeligbed ooer tor bam; da vifte deperttevmiten sig en
Dag barminld bog devdingen og bavde en long, hemme
lig Saintale med denne
Deta dleo greben at dszelig Angst, da Jaroslaw —
uden, tom ellers, at bilse bende denligt — stormede fordi
bende og tun i Forditarten tiltattede bende et badetuldt
Blit.
.Nu tommer det!« bvistede bun med bavende Leber
og ilede ind paa sit Kammer, for der i inderlig Bin at
paatalde Dtrrens Hielt-.
Jmidlertid bavde Jedto itte baft det mindre strengt.
Med eine, der lvnede at Brede, stod Breiten toran
den reedde Wand og tandt napoe Ord not til at give tin
Darme Luft
cg nu harte dtvdingen ogfaa for fsrfte Gang om
tin duftrud Fortamlinger og Iorige Virtfombed.
Dvem tan bettrive band Smerte og tillige bang Biedel
Davde ban itte eitlet Deta over alt, taa vilde bun nu
bade daret tortadt, tbi efter gasnmel tlidist Sad bsd ban
uindtlreentet over sin Duftuis Lid og Dad. Men bans
ftore Karligbed overdandt atter bang ddde Forbitrelse, og
med badende Lober legte ban at torloare den elftede.
«doem ded, orn ogtaa5 alt foxbolder fig taaledeU Du
ved jo, at vort Folt gerne vil ooerdride dg udimbtte de dir
telige Kendsgerningen «
»Form« itte den dtdsdsmte,« raabte Yoperftepmtten
og onlettede barmfuldt Paanoern
»Du ved, at jeg aldrig oiioe have Miet Lid til lese
Rdgteu nien ieg tunde til lioft ctte were tie oder tor, bdad
der toa bestemt —- atter og atter —- dlev sortitret mig, og
desluttede derfor teld at undeispge, bdorledes det torboldt
fig. Formummet i Kvindetlaoer indiandt jeg mig i Afte
dlandt Gatterne i det mig detegnede Dur vg tandt til min
Jorteerdelte alt endnu varie, end jeg baode troet.
Din oufttu er en tratald-n, tosn bar dtaget bundrede
« andre etter tig, og dertor er bun stnldig til Bedenk
! Jesto biegnede til belt nd paa Laderne.
i «hold inde, min Roderi
Mrn Jaroslaw atbisd bam attei
.Er du maatie ogtaa all-rede dedaatet at den listige
Kvindes tiden du taaledes tager bende i Fortoori
Naar bor vet nagen Sinde en argte Staverboddlng
i tsvet med at drabe en thin, der nilde lede bam dort fra
i Ptigtens Beit«
Veodingen sprang fokbitkkt op.
(Ioetiaitee.)
