d
cI Dö dSkamp I
Fortcklling af Delene Bertbold.
skeortsatJ
»Nei, det vil bnn itte,« forsoarede den gamle Kolnde
send-. Jeg er disxkio at bot-Z Hela vidfte Befled med
qlt og bavde fet bnor kcsto i den nu fotløbne frvgtelige
Tid bar lidt og toempet saa oilde bun gaa til bam og tar
ligt sige: »Jeg ded, lmad du bar gennemgaaet min elflede,
og feg bærer intet Nag til dia. Du bar bandlet fom en
Mand, og aldria vilde jeg varet din Huftru, derfom du
fvigefuldt bavde be tot dit gidre Led. «
Endnu noaen Tid fanitalede Feu Orla nied det gamle
tro Tbende, og ingen af dem anede, at bun, for bvem de
bidtll faa orntmggeliat bavde boldt Hemmeligbeden fljult,
In ded deres llforfigtigbed vidfte alt og bog Forbænget var
funten balnt afmægtig til Jorden.
J Begnndelsen bavde det rcedfomme Budftab, bnn
biete, noeften berøvet bende Foiftandem og atter fnldtes
bun af ulsefkrivelig Forbitrelfe niod Jesto. Bedraaet,
bedraget af den, der bavde ftaaet for bende foin et Elfempel
daa Sanddrubed oa Vlskligbedk denke-J dejlige Dreng
oftet, mordet af sin equ Hader!
O. det var fua ftraetteligt, at det neevpe var til at
foteftille fig!
Stonnende sank bun i Kna, og et Lieblil tnktes det
bende, fom vilde Vanoiddets Nattemorte lejte fig i bendes
Sind.
J denne Ettlling loa bun megel lange og bitte tun
foin i Dromme de to gamles didere Samtale.
Cndelig vattes bun til Bevidftbed ved faa tidt at bsee
sit Navn mone. Hun borte Vogurnil udtale fin Frygt
for, at Delos Foiliittelfe attet stulde bivde los imod Jesto
derfom bun vidfte, bvad der dar flet, men bun bitte ogfaa
Fru Otta foifvare bende paa sin blide, efterttbttelige
Mande.
Hun ftudfede, næften mod fin Villie, og belt nbe Tan
Ier atbejdede fig op i bendes betlenite og forpinte Sind.
Det var, fom doeltede der en tuna Eten fra bendes Hinte,
og med spandt cvmmtfonibed lvttede bun til, bvad de to
videre fortalte om den ulvlfalige Hemtneligbed
To bun endelig bavde faaet alt at vide, presfede bun
med et dbbt Zut daanden inod ftn brændende Pauke.
Nef, Jesko var itte faa flyldia, foni bun fra forft af
badde tcenttk Tvartiniod, jo mere liun ovetvejede det, des
tlatere ftod del for bende, at bendeis Itsgtefalle ilte blot var
ufkbldig, men endog beundringgdcerdig.
Ene for bendes Etbld, for at genvinde bendeS tabte
Kætligbed, bande ban lovet det ftore Effek, og da faa dette
cffer vifte fig at være det foærefte, et Mennefle tan bringe-,
bavde ban —- uden at tlage ——- boldt sit crd og —- atter
fot bendes Slbld — nn saa længe alene gaaet og baaret
paa den tunge Smeite.
»O, Jesto, du er langt, langt bedre og ftjrre end
jeg,« mumlede bun, og Taatetne ftrsmknede ned over ben
des Kinder, idet bnn foreftillede sig den Smette, need bdil
km Fadeten egenbandigt bavde maattet ofre fin langfelgs
fuldt ventede Son paa Zetnebogs Alter. dvad maatte
ban doa itte bade lidt i bine strattelige Tage, og dog badde
ban ftedfe vift bende et glad Ansigt og den tmligste Ombul
For at staune bende for den ftore Sorg blev ban endog til
Lsgner, ban, der ellerS altid bavde badet felv den mindfte
Ufandbed!
Vvor tunde liun andet end beundre en faodan Selvi
fornagtelfet
Ja, Svigermoderen bovde Net, nu, da bun, Dela,
didsie alt, kunde bun unlulig vreteå daa Jesto, nun maatte
tdcettimod elfle og beundre liam end niere.
Med et ddbt Lettelfcns Eut tejfte bun fig op fra Gul
pet. Dog var Sorgen og Forfcetdelien ov.t bcndes Barns
sitattelige cfierdsd lige ftor, og atter rorte fig bos bende
Ifftb for den Religion, fotn tradede faadanne Eing, og
for de gkufcmme Gnder, der bavde Lbft til uflbldige Bsins
Blod.
Fru Otta blev itte lidet fotfetrdet, da hela en Time
ofter ttaadte tnd i Varelfet og gradcnde faldt bende km
halfen.
.Barn, Bam, bd..d et der dog flett «
»O, Moder, jeg ded alt, og jeg bar faa meget at bede
Jesto oin Tilgivelfe fort
Forft bojlig forfardet, men detpaa fotundret og gl«d,
faa Fru Orta daa den unae Huftru.
»Mein bar dog aabenbuxet tig den fca ombbggelig
fjulte Demmeligbedt«
»Du felv og BogumiL Jeg tom netod til, da J talte
fammen, og glad er jeg over, at nu alt er ootlaket.
O, Jegtm Jesto, book btjt elster jeg dig itte, og bvor
et jeg itte lbtlelig ved at efe din Katligbeu hoilte andre
Krindet i m t Folt bar en faadan helt til Æztefælle!«
Im Orta drog et Littelfens Sat, men flog doa fom
til Straf sig feld paa Monden
«Bt gamle Staddetbontet Der bavde vi fnart tunnet
lade en net Historie! Nu, Guderne fte Tak, at det lob faa
Iodt af! pwk vil ltte Jesto blive lbttelig, naat ban bo
nI, ban et fri for det pinlige hemmeligbedglræmmeri!«
Ja, lbttelig var set-tm lbtteligete end di tan besten-,
da ban — faa Doge fenete — ved sin djemtomft erfarede
det alt faonnen fta fin elftede Vivz egen Mund
.dela, Dela, det ftal jeg aldria glemnie digl« raubte
dem og tdzfede atter og atter den Mund, der faa blidt og
Mist foiftod at trofte bam.
»Du ved ttte, min elftede, bvor tung en Sten, der nu
It haltet fta mit Viertel Nu tan jea atter aande fett og
Ich-Irr ttte lcngeke at tage mtn Tilflugt til Fotftillelfe og
W. is det et ene dis, jeg bat at tatte detforl
cle- tsu ftulde der engen Sinde komme en Dag, da
U- Iue i III-esse Nod og Transfeh fom jeg bar staaet t,
Umkdsblotaterindtemtgomdendag ist-m vg
: - is- tst d- in- me m et ims- vig m ngmupc ges-stig
W- fonds an bat ievis nith
J; . se- Ut- ut fiel-in- ftdeu bin mindeværdlqe Of
-." Mist-II des-, male-am
·"I-MUI·M «- stmem ie- de
..
svundne Tage endnu ltvilede nisrtt orer Ægteparrei. Al
vorligeie, ja meget alvorligere var laa vel Jesto iani Oela
blevne, og navnlig den unge Kone liavde efter fin sidite
lorgelige cudagelie ganste tabt sit iorrige muntre Sniii.
Atter og atter randt bendes tre Drenges forfætdelige
Stiel-ne hende i hu og rIvede heitde Tag og Nat hatt-es Ro.
Davde liun vieret en blindt troende Tilhanqer af den
gamle Gudelære, saa vilde hun vel have trostet fig med, at
det ja netov var til Æke for Guderne, hendeg Btrn var
udfatte og ofrede. Men i sit Vierte var hun allerede for
langst bleven ganer frennned overfor Zernebog og de andre
Ruder, og i Ztedet for Tilbedelle og SCrefrdgt ncrrede hun
nu blot Had og Foragt imod dem. Det var naht-e, at
bun i det vdre —- for Foltets Eine —- deltog i de fares
» strevne lseretnonieiz nten lijetnnie vaa sit eget Kammer
tæntte dun nu flet ilte mere paa at tilbede det plumpe
Gudebillede iNilchn
»Tet er jo lun af Tra,« teentte bun foragtelig, .og
hvor ftulde et faadani — af gamle Bogumil forfcrrdiget
Træbitlede tunne befidde guddonitnelig Kraft Z«
Saa vedblev hun da i al Denicneliglied at bede til
Ealfekguden, faa godt eller laa daarligt, iotn hun nu for
stod, og i Regelen iandt hun ogiaa deri en vidunderlig
Huivalelir. Rigtignot fslte hun ogsaa ftadigt under dette
Arbejde, at beiides Tilbedelie i Wunden tun var Malvtrri.
Dun vidfte jo iaa godt ioni intet am den fremmede Gud og
om bans Leere og tunde derior heller itte naa til den fulds
tonine Hieriets Fred, hvoreiter hun dog iaa inderlig
langte-L
Mere og mere tiltog dendes brændende Langiel eiter
lsvangeliets Prædilen og hendes Hunger og Tsrft efter
lituds Ordg levende Kildevald
Nigtignok forstod dun endnu itle at nævne disfe Ting
ved deres rette Nadn, men uafladelig tragtede hun dag
efter at faa niere at vide oni den alnmgtige Satlergud«
Dver enefte Vejiarende, der gæstede deres Dus, ivurgte hun
ud, otn han ilte tendte naget til den ubetendte Gud, og
hun blev helt bedrovet, iaa ofte hun sit et benagtende Spar.
Jeslo anede intet otn den elstede Duftrus Ejælstils
stand. Van vilde vel heller itte tunnet forstaa hende. Dan
bang ved de ganile Guder med Liv og Sjal og lunde flet
ille farftaa, at nagen tunde lange-Z ester en anden Reli
gion, navnlig ilte eiter en laa blsdagtig Mudelcrre sont
Eatletnes.
Nei, Jaroålans havde Ret: For de tavre Elaver pas
fede ingen anden titudelare laa godt sont xlernevogsl
dvad stadede det vel, oni denne iiicrgtige Tummelt-e
baer en Gang intelleni trcrvede gruioninie cfre og gav
strenge Levis Don var jo Gud ag bavde Lov til at gare,
sont han fandt for godt· Zelv naar ban iorlangte Men
nesleofre paa sit Alter, saa var det jo fuldftandigt retnmgi
fig. Dan, der havde streutet Livet, havde jo Net til at
lrceve det igen.
At granitne sig ligeloni Vela over de Esnneiz ban
havde mistet, tunde aldrig ialde bani ind, meni Ztedet
derfor var der en anden Sarg, iotn tryitede hain. Dela
hadde ilte fsdt hani flere Born, og det voldte hani hemme
ligt stor Kummer. Hveni flulde nu viere hans Stammes
ag hanö Ejendonimcs Arvingf hoent itulde een Gang i
hans Eted bvde over Follets
Maaste alligerel Sinanto og hans Ætf
»sc, blot itte dam, itle hatn,« bad han.
»Mægtige Zetneboch staut mig en Em, der lan
hersle efter mig i mine Fadres Aand og Tro!
Swanto lan det itle. Du ved lelv bedst, at han dri
ttes blot af Ærgerriglied og Lndsiab. Dan vilde lnart
jdelcegge vor Stamme ved at strs Tdedragtens Ecrd
ivlandt os. «
Men ··s’,ernebog btnbsrte itle den betynirede ersie, og
hvor mange Lire rqiaa Jegto — bemnieligt vg i al Eisi
hed — bragte hom, han og bang huftru var og blev dog
barnlelr.
«Jaroglaio, du har spaaet falst,« fagde han en Gang
bitteit til deerftepmftem »Hier-nehm dar itte gengivet
mig doddelt, hvad jeg rirede til hani hin Dag ester Sol
hrerv. can har flet intet givet mig til Etstatning, og nu
staat jeg her lom et vladlsft Tra.«
«Vent, vent dlot, endnu er livetten du eller cela
gamle Fall,« loarede Oldingen langiomt. «Jkle af mig
felv var det, jeg den Gang talte, og dersor vilde oglaa mine
Oid gaa i Dplvldelie; nien naar og hvorledeö, ved jeg
ilte.«
Noget triftet solle Jesto fig ved den gatnlee tlllidsi
fulde Svar.
.O, min Farer, bed da endnu en Gang for mig i
Temvlet. Du ved, at oin mit Ønfle vorder opfyldt, da
stal intet Osser vare mig for stort.«
Breiten niltede.
.Jeg flal gsre, bdad jegfannaar. Men jeg narer
ingen Frngt: Swanto vg band Æt ital aldrig vorde vor
Stammes Beherster.
Jeg figer dig det endnu en Gang: dit eget Rad og
Blod stal efter dig berer over var Stamme.«
»Det give Zernebog i Naade!« raabte stdingen in
derligt. — —
Forelsbig gik dog alt i det aanile Spar, og hverten
vaerstepmftens Banner eller Ofre staffede den forventede
Arving.
»Tiinen er endnu ilke tonitnen,« trsstede Jaroglaw
destandig, men Jeslo traede ikte met-e rigtig dervaa.
.Jeg ler, jeg maa iare barnles hetfra og jeg ler ogfaa
daglig, hvor Swanto og band Slcrng triumferer over bang
Sie-ge- formt-de Ovid-leise
For Dela stiulte Fdrlten — laa vidt muligt —- tin
Kummer, thi bun, der alt havde lidt saa ineget for bang
og sine Btkns Stvld, stulde itte ydermere bebt-wes nied
Sorgen «
Men alltgevel meettede Vela til sidft sin Ægtefaelles
Betyinringer, va det gjorde hende ditterlig andt.
J Dagevis tmnpede hun en haard Kamp med sit eget
Vierte, saa traadte hun, vleg, inm fattet, irem for dav
singen:
) »Uni- etstevei Jeg pii totg- gqmmei Sav: fett-sing
forlader ieg intn Plads ved dtn Side. Du tager dig en
enden Bit- oa vtl da lytlaliggsres tned en Stare glade,
jene-m ver-, — —
» M U heute tlte tale nd. Ast stehen aflaa
——i
meaen Seldfornagtelie tog lian hende i sine Arme da
raadte mir-steh
»Dia. dig stulde jea iliddek DU, soni er iiiia mit
laereste daa Jorden, mit et da alt! Nei. iIr niaa Divi
tcniz Stamme udds med mig, inden jea flivlier dial
Sig aldriq mere de grufomme Ord, du ded ikle, lidor
ondt det got mig!«
Gradende strttede Dela Dodedet inod sin Llfgtefeelles
Sliilben
»Im spate jo blvt dit Bedstek Jeg hsrte Follets mum
lende lliilfredglied med, at der ingen Arding dar til at
splge dig efter, og jeg faa de belieejdende Blitle, alle ret
tede iiiod mig. Lange dar jeg tainpet nied niig seld, in
den jeg dar i Stand til at bringe det tunge Offer, thi jeg
ded, det blider min Did, oin jeg stilles fra dig.«
,,Nej, nej, tant itte inere derdaal Tit er da blider
min egen, lige til Tosen stiller os ad!« raabte Finstern
ddbt greden, og ldssede lieftigt den gradende Kdindr. »Al
dria ital en anden Husirn iiidtage din Plads, dg de den,
der for zremtiden dover at le stcrdt til mal-·
Lange itod de to Ægtefcrller, tast famnieiifliingede.
Eiidnn aldrig — sont nii i deiine Etund — liadde de saa
tddeliat fett, at de liIrte samtnen og ilte tunde iinddeere
hiiiandeii.
Hela dar til Mode, som taldteg linn atter til Lide ef
ter en lang Tsdsspdm Ja, disseligl Dei liadde dvldt
dende Tiidem diii Jeslo dar gaaet ind paa heiides Forstag.
Atter dare nogle Aar fortsbnr. Da drog paa en her
lig Sominerdag et lille fredeligt Tog ud af Sdebdes Port.
Fru Dela med Edigermoder dg Jomfriier drdg ud i Sko
den til den ftdre aarlige Jndlainling af llrter. Eii Stare
Edende med Vaaben og Lednetsmidler ledlagede Kdinderne,
thi en saadan Sagen darede gerne en hel Tag, og det hadde
itte daret raadeligt at lade de dargeløie Kdinder drage ud
alene. Ddor let tunde itle dilde Ddr eller fiendtlige Kri
gere oderfalde dein —- den stdre Kongevej, der git fra Øst
til Best, forte, neer ved Stiel-de, arnnein den store hede —
ja, det dar jo allerede ofte foreldiiiinet, at Vorn, soiii tagte
eiter Bar, eller enlige Adindeh der dare dragne nd, itle
mere vare iieiiote tilbaar.
Hela da heiideg ldindelige Ledfagere date iinidlertid —
tallet der-re te andendte Forsigtigliedzrealer — hidtil loiiine
usladte fra det, da hIer Gan-g gladede de sig altid i For
dejen til llIflnaten i den stsiine Elod.
Laiaa deiiiie Gang lob Tiiren —- i lidert Fald i Be
gdndelseii —— iiieaet beldig af, da de glade Minneskers Sang
blandede sig nied Fiialenes muntre Kdidrem Allerede
dadde man iamlet flere Eatle siilde af Lageuitey og Fru
Orta dar nie-get tilfredS med dette Aar-'s lldIdttQ Mid
daggmaaltidet fo.taeredes under Latter ug Sdsg fra de
unge Folts Side, dg i en munter Eteiniiina aad nian fig
atter i Lag med ArbejdeL hela da hendes Edigerinoder
dase besiaftigede« noget affides fra de Idriae, nied at
vrsde da lortere Planterne, og det dar med Vimod i Sin
det, de gad Axt daa dereS Lediagereg muntre Sara
Nadnlig Dela dar iDag megit mod i Hu. Stedfe
maatte liun tcenle daa de Born, hiin liadde mistet, og der
ded foreftille fig, hvor lixrlig det ddg dilde liade daret, dm
Dcenaene nu hadde lnnnet tumle iiz list ved hendeg Side
Frn Leta gern-de let Aarlagen til Tattereng Tinigs
sind da saa sig dm efter noget, livdriiied linii liinde aflede
bendes Trinken
Da oddaaede liiin paa en Gang, taet ved Eiden af sta,
et Memiefte, der ilte idntes at lisce til Folget, da opinirrls
samt da angsteligt betragtede huii denne mistantelige frem
niede.
» Ze doa der, Dela, lideni nion det lan dare? En
Mand af dor Stamme er det itte. Frenimed foreloiiimer
mig hens Klardedragt og mietrentelig bang Ford. Blitlet
fester lian stift inidd Jorden da sprer en tfeminelia Sam
tale med sia ielv. Jeg dit hidtalde Sdendene, at de tunne
holte Sie med liam.«
»Nei, lad btot dare, Moder. Jeg irdqter itte,«
fagde Dela rdligt. »Du er del en, der lamler Ucter, liges
ioin di. Ddad ttulde del den entelte Mand tunne gsre riet
Desuden fdretominer den fremniede mig il-.t itle iaa fidgtes
lia; naar man betragtek hiin daa narmere Dold, ser lian jo
nd ldni en fredelia Bandringzinand. Fjernt heifra ligger
del bang djemftavm det forraader band Klædedragt, men
ellers ler lian da nd soin et andet Menneslr. «
Jinidlertid hadde den omtakte narmet sig Kdinderne
dg dilde just, denlig hilleiide, gaa dein farbi. Da sprang
den eiie af Sdendene, erindrende, lidad der daalaa ham,
frem og stratte Vandriiigsinanden sit Spyd i Mitte:
«sflag Regnstabl Ddad destiller du her, lidorfra
tdinmer du, da hddrhen agter du disk«
Uden i mindfte Maade at fdrfeeedeg, liked den frem
inede, en middelatdrende Mand, staaende, bsjede Vaabnet
til Side og lagde deiiligt:
»Deine fra tonimer jeg, da mit Aaldn er dendt mod
sznan«). lidor jea stal fortdnde Evangeliet. her i deane
Stdd dled eii as mine Ledlaqere soz. og jeg inaa derfor
nsdtdungen ddæle her nogle Dage. Jeg dar jiift i Be
arib med at lege mig nagte dilde Kummenbuile for deraf
at tilderede min Kammerat en ftdrlende Drit.«
»Der tan jeg djalde Eder,« raabte Fru Orta idriat da
tog en daandfuld herligt duftende Urter frem af fin Stet.
.Tag dein, da maatte de betoniine den fvge del.«
Med en hierielig Tal greb den freinaiede Urterne.
»Velsignet viere J, min Edle Feue, og Gud Herren
gengerlde Eder Eders Venlighed!«
Benlig hilsende bsjede han Dodedet og stred illomt
famnie Bei tilbage, loin ban dar kommen.
Dei faldt ingen iiid at standle dam. Zaa trodeerdia
oz fand badde han« Tale lddt, saa mildt og redelt dar han
Ialmy at det ittetiindefalde nagen ind at tilleegge liain
farradetilte Densiqteeu
Drsmmende stirrede Hela efter den bortgangnr. Drin
htdde itiidiet ved flere Ord i bang Tale. Ddad, oni denne
freiiiniede vldste noget oin den saii langielsfiildt eftertraas
tede Salteraudt
Oin Evangeliets Fortvndelfe og oin »dann- hadde
san taltl Saaledes dilde ingen, der teoede paa de gamle
Gut-m bade talt.
—
·) Nu Polen.
Desuden toni han io vest fra, og der — vidste dela
godt — boede den ny Nellgions Betendere.
Dei giorte hende naa en Gang bitterlig ondt, at btm
havde sorsenit den gunstige Leilighed og ladet Vandtinass
inanden sare uden at sperge haln ad. heiidez setste Tante
var ilsomt at lebe efter ham, saa sin Formodning betrat
M Dli sCC Mel-e at here om Satserguden, nien llndseelsen
oversor de andre —- navnlig hendes lindergivne —- ashvldk
hende sra dette odsigtsdrettende Stridt.
Ta der nu itte var slere nhe Lageurter at finde PUU
dette Eted, heredle man sig til at drage videre. Lang
soint reiste Frn Orla sig, men, o ve! —- hvorledeö det git
til, vidste hun itte selv, men sandsvnligvis niaatte hnn
have traadt i et Muldvarhestud — stratg ester laa hun der
vaa Jorden, stennende og nied breettet Ben.
Heilig sorscerdet ilede Dela sin Soigermoder til Hierw.
Ferst troedc hun, det blot dar en ujehlittelig Svintinelhed,
inen da lnin legte at rejse den saldne op, martede hun,
- hvad der var i Veien.
l Ovad er her at geret Stillde Blitstaden heles hur
tigl og godt, saa inaatte Venet stratg sasttez inmitten, nien
den Kunst sorstod ingen as de til Stede verrende, thi den
T liegetaiidige Boguinil var bleer hiemcne, og sra Bhen
havde man sjernet sig en god :l.IiilSvei.
Raadvild tnælede Oela ned ved Siden at den jam
rende ganile.
»Durtig, hurtig, Jalio og Kiuisz, lav en Baarei
Stand! Vi maa harre Fru cela i)iein.«
Dog endnu serend Svendene tunde beghnde daa at
udsere denne Betaling, tom der bedre Dierm Den frem
inede Vandringsmand havde sandsvnligvig hett de jam
rende Pigerz Klage og dendte nu ilsoint om for at se,
hoad Ulytte der vel var stet.
J et Nu var han bleer tlar oder, hvad der var daa
Farbe. llden at spilde Tier-n med unhttige Spergsmaal
beiede han sia ned over den soge, og da hnn stennende de
gede paa sin heire Fad, beghndte han at undersege denne
neiere.
»l5t temmelig ubetvdeligt Benbrud,« sagde han ant
sider. ,,Foceledig er der ingen Farr, nien Benet maa
stratcs liehandleLL Tet er best, J dringer den iaarede lil
min Hutte. Der er nrrdve to Minntterg Gang hersta,
ude i Tut-eingen, og der hat ieg alt, hvad der heier tned
til Fardindningem ogfaa nogle Træstinner.
Tersom J ville tage iinod niin Oierlp, saa bhd Som
dene at salge ester mig.«
Hela nittede tatneinnielig og nddelte sine crdrer.
Jtte lernge ester laa Fru Lrta, brhandlet esler alle Kun
itens dtiegler, i den seeinniedes Hutte. Den gatnle Kvinde
var, udinattet, salden i en let Zlnmmer, og hendes Stiigers
dattertunde itle finde crd not til at tatte den denlige
Hielt-in Tenne bad hende iinidlertid sniilende oin at
holde inde.
,,Jeg tm tnn giort, lnad der var firndel Kristendligi.
Tat heller den darniliiertige Derre hist adde, sordi han lod
vore Veie trozte lnnanden. Men du sorstaar mig vel slet
itte, tin ieg ser as den Ainulet. den shge derer, at J here
til Hisrtiehogz Tilbedire, og — —.«
»Bde dig itte deroni,« asbred Hela hani hastig. Nu
tunde hun tale nden Std, thi nogle as Svendene dar tlede
til Soeboe sor der at hente en magelig Bernhar, og de ed
rige tilligeined Pigerne hadde leiret stg i en lussende As
stand sra Hatten. »Tai blot ud. De ved itte, hvor jeg
langes ester at saa inere at vide oin magtige Satsergnd,
den barmhiertige Frelser og Berneven!«
heilig sorundrel og glad betragtede den sremniede den
nnge Duslru.
»Hdern liar soitalt dig am ham, den lieilodede, lituds
og Mennestens Sent«
»an Diesing trat as Reisen. legte en Gang Dvile
under vort Tag. han talede tostelige crd oin en darni
hiertig Dialder i al Ned, men niine egne sorhed mig at
here niere, og dirsot ded ieg itte andet, end at der gives en
bedre Gud end vor Zernedcg «
»Ja. ja, en tuiindsold bedre og magtigere Gud end
tiefe der-e Aignder,« raubte Bjinringscnanden med strau
lince Tini-.
»Ja, di have viitelig en Gud, der er vor Pia-wer, og
en Herre, Verre, sont udsrier sra Dedenl
Lgsaa din Langseh min Dotter, har han sornumniet,
og dersor var det, ieg her stulde gere det usiioillige Op
hold. Attee saar ieg Loo til at stue hans vidunderlige
Ferelser og at veilede en Sierl sra Deden til Lioet.
Priset vare hans heilige Naoni
»Ur-m nn hid ag laan mig Dre, nein Dattert saa vil
ieg undervise dig i Bittens Frhgt.«
cela var itte sen til at telge cpsordringem og anrede
leg, need glad bantende Vierte lyttede hun til den srentmes
des siinple, dog saa vidunderlige Fortalling
»Ja, taaledes, saaledes soitalte ogsaa cldingen,«
raahte hun inderltgt Gang ester Gang, og stoke Taarer
randt ned oder hendes Kinder.
Forteelleren degvndte ved Stahelseghistorien og Sande
saldet og stildrede der ud sra, hvorledes Mennestenes Red
og Ugudelighed tiltog sra Mennestealder til Mennestealder,
tndtil omsider Gud den Alnmgtige i sin uendelige Barm
hiertighed iendte sin enbiarne Sen ned til Jorden, al han
stulde verre en Frelser sor alle dein, toin vilde lade sig
stelsr.
Vavde den sremmede tun nieddelt den gamle Pagts
Distorie i ganste totle, om end tydelige Trot, saa beghndte
han nu — sra Frelserens Fedsel as — at sorterlle ndterlis
gere, og den nnge Dustru lhtlede til med stedse niere straas
lende og ltptsaligere Aasvn. han vidste itte, hdor lange
han tunde have siddet og hert til, og med Sorg tantte hun
paa, at ont een, heist to Timee vilde det hele date sordi.
Altiannnen sorhit Nei, det dar dag itte neddendigtt
! Kunde han da itte bevare alle diste Ord i sit Vierte
og paa bedste Maade sege at leve derestert Kunde ttte
denne Jesus hlioe ogsaa hendesFrelser, han, der seld havde
sagt: »Kommet hid til mig, alle J, der arbeider og ere
detværede,« og »Von sain tommer til mig, vil its WAN
lunde stede ud.«
Ja dist, hoad tunde der veere i Veien sor det?
Rappe hadde dersor den sterntnede endt Forteelllngen
om Kammersvenden sra Æthiopien, set blM bkllklstktk
sprang op og raalete med straalende Dim
»Se, sekuve flon m ilae Bac, hoc-d bindrer value
l mlg t at hltde debit« Gottleetteu
Wo.
