Mitjam Rosenbaitm
Ea Foetælling frei jorsislk Krede
As
Pastor Dr. derslscinr
(?vortt«at.)
Næste Tieblil trvtiede bun hain til sit Hinte. J sin .
ftoie Glade bar lJUn Trengen tiaa sine Arme ind liaa ben
des Monds Etudereveerelfe, hviltet vilde have vieret aldeleH ,
umulth tned hench Kraftet under andre Linstcendigheder.
Dun lyisede og onifuunede Vani, derdaa inaatte lnin stiia i
et Etvlie fra harrt, for at hun bedre innde ie heim, og atter «
teal hun beim til stg for at grade en Strom as Taarer
over hom, men denne lilansg var det Lettelfenö Taarer.
Hun selte. som oni bun med denne Treng i Vcerelfet
uegtit ban var en Jodedreng —- atter havde faaet Kraft
og Lust til at bede. Gud havde i Sandhed lwrt bendes
BInner. Ja, endntt mete, Gud havde opfnldt hendes
Vierte-Z hsjefte Onsie, sin bun nappe havde vovet at sige
enqu til fig selv.
Anshel forssgte stratsz at berolige fin Tante, hviltet
han gjotde med kriegen Tygtighed, naar man tager i Be
tragtning, at ban var uvidende oni Aarsagen til hendeS
Sola. Mirjam horte tnadt hans Ord, hun saa dlot paa
hom. Saaledes hengil en Tid· Derpaa erindrede Anghel
Patterne og totn frecn med Bedstemodereng Ærinde. Men
han hat-de itte ineget at sige hende. Anslzel f lte dit:crt,
at han itte var Oderbrinaeren af teeelige er fra sin Bed
sternoder, ungtet han forføgte at fljule denne Kendsgerning
iaa godt som muligt. Men Miriams Lytte var altfor
stor og uventet til at tunne lægge Mæite til det. Angbel
maatte gentage, hvad Bedfteinoderen havde sagt, og hvad
hlm gjotde iDagens Leb —- lidein der gad bende Kaise,
dg dvem der fulgte hende paa liendes Spasereture. Mir
jarn driftede sig itte til at tale om sin Bruder, lnm ncevnede
iiie en Gang hart-Z Navn, uagtet det ftod ddeift daa hendes
Tungefpidå, og lntn inaatte rære forsigtig for itte at for
tale fig. For de vidfte as det, var flere Isiner fort-due
Der var faldet mange Zaum-, nf htiilte Anshel iite huvde
den niindfte Part. Til sidft buslede Trengen vludselig
paa Bedstemoderens Angst og Faden-an inulige Hiemtotnst
bang Tante vovede itte at opholde dani- Hun havde
endnu ilte spurgt heim, orn han var lommet med fin Fa
ders Tilladelie. J Lobet af diese Tiiner havde bun na
ften forglecnt fin Sorg, nden naar et pludieligt Sting flId
gennem hendes Vierte. Men int, da hun aabnede DIE-ren
ivntes det rnIrte Verrelses Tungsindiglied at gribe hende
paa nd.
«Tante V.slirjam,« hvislede Anshel — Nat-net tonr saa
iendt, som oni han havde udtalt det alle sine Tage —- »in-or
er min lille Fasten-«
Dette fryglede Spergsrnual gi! lige til Moderenå
Vierte. Kunde det dirtelig blive fauledes. at hendes Barns
Drsmme en Gang siulde gaa i Opfyldelse?
»DVS, Aus-hell hakt foder.« Derpaa aubnede hun
sagte Diren til KIItenet og pegede paa den Stiltessh der
hvilede paa Karolines Kna. Anshel vilde aerne have
gaaet videre eller i det mindste have givet Tanten et andet
SpjrgsmaaL enen hun trat ham efter sig og luttede atter
Dsren.
Fsrst udenfor det merke Dust Solstinnet genvandt !
Anshel fin Sindsrm han tøerede Taarerne af iine Kinder F
Mest forundrede det hani, at hatt uden Vanstelighed tunde !
gentage den hele Saline, idet han begdndte med: Fette saa ’
de ugudelige,« og fortfatte lige til Enden, uden at maatte
begynde paa de foregaaende Vers. Dette var et godt Tegn. J
Bei-get hos Tanten tunde itte blive hani til Siade, siden !
hem tunde leese den forunderligc Salme, hviltet hadde dek
eet umulig, fsr dan git ind. Dein vilde, toet sagt, bade »
vieret gansie lyttelig, detsom ban itie hadde været bange
for sin Faders hjemtonist og haft en vis Uro for fin
lille Fetten Han var itte sitter paa, otn Drengen var iyg
eller blot fodende. J sin store hast havde han itte en
Gang spurgt om bang Nava
Anshel dar fremdeleg optaget med faadanne Junker-,
da han studfede ded at here hintige Sliidt lug fig. Jdet
han iaa fig vm, fit han Die paa den smuite Pige, som
hadde holdt hans Futter paa sine Kna. Vun dilde
gaa med bam til hans Bedstemoder, idet hun instede at
teile med hende. Her var en ny Vanstelighed. hdad dilde
hun, og hved stulde ban gere, dersom Faderen var kom
met hjeai under bang Fraveeet Bilde de itte alle dlive
fortaadte? Jtte foedi han var nieget bange. hat-de det
ikte meet for Bedsiemoderens Styls-, siulde han uden
mange Oeertalelfer og uden Seldbebreidelse Ismene dort
frei sit hjem for at do bog sin Taute. Under faadan Tvivl
og Fryqt naaede de Butitten. Heldigvis var Frei Rosen
banm fremteles alene. Dendes Angst forivandt, iaa inaet
hem W Inshels tendte Sternum men da hun faa den
faulende Dame. satte hun store Øjne op. Dun fontee
imidleetid at tende hende eller nagen, dee lignede hende,
seen been kunde itke herste, hdot eller naar de havde varet
kommen. Pan den anden Side begyndte Karvline at fsle
Stillingen neeget vanstelig. Det havde met en pludselia
seilutning frei heredes Side at fe Mirjamg Moder, for one
mutigt at for-hindre den truende Ruin ogØdelæggelsr. Nu,
da dem var der, hat-de hun aldeles rnistet Modet. dun
erindrede blot Rosenhaumö bitte dad. dun bled steigende
bange og tau, idet hun dentede paa, at den gamle Dame
Iulde hegan Samtalen.
»Gut, seit Zeiten« spurgte aniftder Frn Rosenhaum
daa en lau denlig Wande, at Karoline fit nyt Mod, »bem
s dar det? set preise-met mig, at jeg sendet Dein, enen
M M ice besse, hdoe jeg hat let Dems«
· Messer-lieu fasse sitRmy blev den gamle deinde
W es degmte at flaelve.
, -M at —.« pun fuldendte itke Sætningem Ka
tsiise M discldendr.
«Metdet? For dimmelens Itle stynd Deut
- »Die s- t« mittng komme tilde-e, og den inne ikte
III-I
« W Mc- met got Seit-tugen- Menge-n
Nisus-i nd fee se bestes-est Menteedsdervae
s- -j
mete end Tid not til udsprlig Fortlaring, detiom fanden
bavde vcetet ntdvendig, dtcv Smntalen vludselig brogt til
Ende.
»Jeg lan ilte —- jeg ton itle hjcelpe!« sutlede den
gomle Dante. »Al min Eicndoin er i niin Sei-s Fee-ret
ning, og lian man ilte en Gan-g faa Stundflob onl, at De i
hat væiet ber. Jeg tjt ille ncevne hendcs Nat-in san
han horet det. Gud, vor himmelste Inder man hjælpe
beri« ·
Medens hnn sagde disfe Ord, fyldtes bendes Vierte
mcd indctlig Smette. Kunde hun vente djcelp for en
fmfalden fta hendes Fædtes Gudk Var han ille blot
Joteines Gudk
Oele den Aften tunde Anshels Enatten og Kartegn
endog ilte gansie valle hende of hendess slske Zustand
Det vak, som oni hun vatlede under en stor Binde, der var
altfot tung for hende at bere. Nu, da al Fare var foibi,
var Ansvel ilte alene lvltelig, nien dtiftig og fuld of godt
Mod. Attet og atter maatte han fortalle oin sit Befsgi
Stolemeftetens Dus; hvorledes hon havde glenit Snlmens
Stutningsverg, fst han gil ind, og hustede dem, do han
kcm nd igen; hvad bang Tante hovde sagt, og hvotdan
hun san ud, hvotledes hun haode gtædt. Fru Rosenboum
lottede til disie Gentogelset med dvb Interesse. Denne
Dag havde lqgt en Bto over det gabende Smlg niellem
dem. Endnu en Gang havde dun datet i Iotbindelie
med sit elflede Bat-n. dun vidste, at Mitjom altid oilde
date den samme. Det hovde hnn oldtig tdidlet paa; thi
hoor kunde hendez Born blide ondetledess Blot en Ting
dtagte hende nd Urv. Det dar Anshels Fottcelling om
Botnet. Var Diengen viclelig sog? Hun vilde med Glade
have bengsdet sit Liv » ja meget mete, derivm bun havde
varet i Stand til at bieter fin lange tobte, nien nu ndlig
genfundne Dotter.
Tit sidft bleo det Akten ogiaa denne Tag. Tit var ’
hendeö Mond-·- Tøosdag3 nien Levi var endnu itte vendt »
tilbage. Uden Tvivl rentede han et Sted paa Synagogs s
tjeneften for at opsende Btniiet fo: iin adede Faden Fett
Rosenbamn inntes, at denne Aaksdag var btjtideligete end »
alle de foregaaendr. Vun ftod i narniere Forbindelse med
den afdsde end nogenfinde tidligerr. Butillen var luttet.
Deldigvis var ingen tominet ind for at gtre nogen ftsne
Fotretning. Ftu R»fenbatim ifttte sig sin tydefte Sorge- «
dragt. Frei en Komode, sotn aldtig havde daiet oabnet
fid.n hendes Mands Begraoelse, tog lnm ftem en Bsnnes !
bog, foin hun plejede at hinge. Den havde en sætegm
Gtovlugt vcd fig. Ten sidfte Gang, sont hun havde set :
den oabnet, vat ded hens Side pas hans Todslejr. Der
daa tandte hun de nlinindelige Los over dode, efter jøditl
Stif, og h-.ngav sig til nldoilige B;tmgtr.inger. Eitel
fotn hun laste i Bogen, blev hun bitaget of en sangen
Fslelse, der fette ined fig en himmelsl Fied. Jo tangere
hun laste, desto toligeie blcv hun. For anden Gang git
hun til Komodem hdot hendes afdsde Monds Vog hat-de ;
vatet slju!t. Fro dens indekste Kkog tog dun frem en !
Petganienttiille, der var noget falinet, men dog laselig
Du hun havde ovetdedist sig om, at den vor der og i femme
Stand. iom hun havde modtaget den, gil hun tildage til
Bocdet. !
Dun var feemdeleg ovtaget ai ot lese Solniernes
Bog, da hun biete Levis Fodtkin udenfor. dein lotn
hurtig ind, men tavcde tildage ved ot se sin Modus Str
gedtagt. Don havde aldeles glemt, at dette vor Foderens
Dtdsdag Te olmindelige Binnek vor uden Tvivl blevne
feemsagte af fremmede, der vake betalte for det. Men
dette var foeite Gang, ot Levi peisonlig hadde fortsnit at
udfste denne hellige Pligt. Et Blil dem Levis Anfigtåuds
ttyt fotbsd hende at tale om det, der lau hende allerneeft
von dxettet.« Med et dvbt Sut lullede hun fig inde nied
fin Demmelighed. Det fotelom hinde, at hun bitte Lvden
as Kisteloagets Lutning, itle alene over tin Mand, nten
ogioa oder sit frafaldne Born.
K a v i t e l IX. l
Berges i fotflellige ntp Banileliglieder.
Denne Dag havde i Sandhed vætet en tneget tung
Dag for Karolinr. Da hun fotlod sm Brot-ers HuS otn I
Aftenen, var det lange estez den Tib, hat-. exf Ftu Sand
boch havde Tillavelfe til at vare fri. dun vidfte, at denne
gove Dame med Wabe vtlde l1 nytte Anledningen til at l
gennemhagle heade, men hun handelte, at te elStroordinare
Omftcendighedet vilve undslyloe hendes Ubeblioen. Met
et tungt Hjettc begav hun sig paa Hjemrejen, ledsaget of
Bei-deren, der fulgte hende til omttent en ti Minutters
Gang fta »Sotglss.« hendes Uro blev ille mindre ved
stratg eftek at mtde unge Sandbach i en Fotfatning, der
gjoede heim nieset ube agelig fotn Ledsager. Med lädt
ansielighed bottvifte hun bang Opmatlsomhed, da han
vilde tage henve under Armen; men til heut-es stote Ækgs
telie kunde hun itte foehindre, at de com ind stimmen,
hvilket site-is blev kundgjokt for bele Hudftandeir. Den
hurtige Flytning as et va fka Dagligvarellel til den an
ren Del af huiet tilcendegav, at Feu Sandbach hat-de
trustet sig tilbage fuld af dydig darnie. Stallels Karo
line tæntte med Smekte paa, book meget hendes Brodee
tmngte til Ovetbeetenhed fta Sandbcchs Side; men hun
tvivlede itte paa, at det not sstnlde lytles for heade, naqt
hun sit Anledning til at fortlaee Hr. Sandbach sin Bro
ders Nsd for Ojeblillet.
Denk-es Daab blev desvarre sprgelig fluffet. Nafte
Morgen bragtes bende et Beet-, der var sikevet as Sagsps
reten lelv med iaa eegelmædsige og smutie Bogftaver, at
Karoline sappe tunee tro, at ban viklelig hque sitevet
det. Jndholdet var splgentm
«Ætede Festenl
Jeg beklagte meget, at De hat fundet det passende, i
Sardeleshed i Dem Stilling, at benytte Stadt-gen til at
lebe omlring paq Bei-g og bllve ude til langt ud paa Af
tenen, samt komme tilbage under Dmftændigheder, som jeg
for Deus egen Styld hellt itke vil berste. Deus For
spmtnelse af vor Dattey nqae hun aller-nett trsenger til
Dece- Bejlevninw Deres lange Frevler uden Tilladelfe og
Dete- foeaegelige Etsempel gtr det umuligt for mtg at
bebelde Dein längere under tntt Tag. For han« Stdn-,
L«
«
dvis Mintc er mig dytebatt, hat Ftu Zandbacti lovet inig
itle ined et er at tieevne deiine Sang Eiilelthedet til no
gen, der inuligvis vil anniode hende oni en Vltteft angaa
ende Tetes Karalter. ch indkflutter Tereg Lan fat dit
halve Ktiartah der fliittide den seiiitende sattigc Maancdz
nien jei hat stattiiltet lsjodtgatelse for to ltilassslaaley det
under Tetes Skalelinier et sliiaet i Etdllei naa niin Tat
teiö Verrelse. Med ethvett ltifteligt Lnsle foitilivet jeg
Tetes ærliadige
Daniel Saiidliain.«
Karoline lafte Btevct et Var Gange, ist biin linide
tænie fig Miiiiglieden as de gtnfoinine on iiteticrtdiae Be
slnldniiikieh soin det indedoldt. hnii nilde selv tale ined
He. Zanddciti Men Zagt-reisen nat allekede gaaet til
Bden; Fiu Sandbaiti viit itle rast og ude as Stand til at
fe nagen; hendes Dattet dar nde. Tet var al den Lunis
ning, soni Karaliiie lnnde saa af den ondslabssulde Time
stxpige, det sjenfynlig glcedede fig ovet Afskedigelfen af
den stolte Latsrinde. tin Visgn skiiide i LIbet as en halv
Time date færdig til Fromm Katoliiic srabad fig
imidlmid denne state Aste. Dun liad tun inn, at hendes
Kaina-e samtnen ined nogle andre Eiiiaating inaatte blive
btagt til en venlig Svdaine i Nadoflabet, hvarpaa Karo
linsz in«.-d et tungt Djette fotlcd ,,Sotglø-3.« huii falte
iig iicefien Lin en Fotdrndersle, idet hun, bange for at
niøde nagen, der lunde finde paa at tiltale hende, liftede
sig genneni littiigeiie i Bad-n -- selv oin dette var not saa
velinent. TJ hitn lnltede day-dorten eftet fig, fatetoin
det hende, sont am hiin felv davde udelnltet flg fta det sor
bigangnr. Endnit en Gang maatte liiin staa Ansigt til
Anfipt iited Vetden foni it hziiiilaft Batn, men deniie
Gang iiden nagen magtig Ven eller Beflytter. tfiidnit
bittete end hendeg egen Nod var Tanlen paa hendes Bto
deis nlvlkelige Tilftand Men hvct slulde hun gaa heiik
Dun tiiiide itle laaae flete Bnrder paa Mithin og hviite
andre tiinde hun lalde fine Venner i Vctdent
Karoline hande netften nietanisl taget den Vei, der
satte til Binn. Med en G ng toin tet heiide sor, at hini
vilde gaa lige til Porges’ og taadsste fig ined dein. Tiiia
vilde i det inindfte ininpatifete ined beiide, ag Broderen
vilde date i Stand til at give hende et godt Raad. Saa
sittet nat htmspaa den eneS Pensle on den andeixs Klag
slad, at hnn all.tede sø.te fig leitete oni Dienen og hitn
jin-lede, iet biin vittelig lagde Planet sor Ftenitidenx
hendeszs hsjefte Snsle nat at tunne saa Tillcdislse til at vedi
diive n ed fine iigentlii«e Bei-g has stne Veiinet.
Ucen Digput oni Kvinderg Forstaiid i Atiiiiiideliglzed
og Katolines i Smdeleålfed var Potgeiz oiiitmit den sidfte
Mand, as tin-ein nagen liinte reine ellct dede oin et p:altifl
Rand. Lisg innige aiitts Begatnie levedc lnn en Verden
for fig ielv, ganer foislelliq sta alle andre dagligdagg og
alniiiideliee Mennefter. Hvad verire nat, lig inanae af
samne Klasse, indbildte h.«n iig ielv, at han var den virles
lige Vetden, vg at baii sotftad Iolt ag al Tina bedte end
de fleer Menneslet, idet lian altid gil nd fra teotetisle
Grundsatninaet. llagtet han ioin oiteft tog sejl, naar
han pta en ellet anden Maatse flache sotssge paa mat
tisi Bis at lsfe den ubetizdeligste Sag, var ban dog itle
mindre tillicgsuld til sine Grundfcetniiiger og til fia selv.
Finatfoni og soltefty til cvetinaal, ttaede han selv, at
han vat driftig finn en Live; new-S og tvivlraadig, tænlte
han lelv, at han var i Stand til at gaa i Kaft med dvad
fom helft og til at udsIre eller udholde hvilken soin helft
Vaiidling. Tilst saa hettil, at han havde den urolige
Sanvittiahedgsnldlßed, fotn altid ledet til Ufiltethed og
Ballen, det fotaaisaget, at en Mand odettcentet sit nafte
Stridt, indtil det er tot sent at tage det, ellet nagter at
tage det as en ellet anden hfjst Ubetndelig Aarsag; at se
FotskeL hvdr der ilke et nagen FotsleL eller at dlage andre
ined Bagatellet —- at loniine titdage ester en halv Time-z
Fatlsb for at berigtige to og et halvt Minut paa den fIr
fastfatte Tib. En faadan Mand, hvor ged, retstafsen og
hcederlig han end et i alle Netninger, vil i Reglen iide af
en itte tinge Datdningelsshed, med mindre han et gift nnd
en sotnuitig Kvindr. Du tan gerne fsge Naad has dam,
men du laii aldcig ftole daa Vani.
Men Porges vat ille gift, hviltet Katoline vat vi
dende ant, illeis vilde hun itle have tsdniet faa ftcertt,
da hun hatte, at bang Moder og Spster itte var hjemme.
Katoline var en natutlig, farstandig Pige -, inen Rad
nien dil totnine til de mest uiimelige og til de ineft ubes
lejlige Tidet, vgsdu tan gIre, hvad du vil for at tilbages
holde den, nien det nytter ille. Paa den anden Side var
Patgeg nappe niindte sotlegen eiid dans smutteGaft, men
maafte heller mere, da hindes Narvcerelfe fatte bang hjette
i start Bewegele Samtalen melleni dem fynteg en lang
Tid itte at oille gaa — ganste andetledes paa degge Sidet,
end Karoline hat-de tantt fig. Diin begyndte at file sig
nlylcelig og tejste sig svr at gaa, inen hun vidfte itte
hbathen.
«Stal De gaa hjem?« sputgte Vorges, idet han
maatte finde daa at ftge noget.
»Amt« sagde stattels Kataline naflen med Bitter
hed, Jeg bat intet dient at gaa till«
Paraes saa forfltcetset vaa dende, fom en Mand, der
tdtvlet paa fin egen Forstand eller paa den Persons, med
hvetn man talet. Detdaa, sotn ban havde apdaget fin
Fejltagelfe, tilfsiede han, «jeg menet natutligvts Detes
midlettidige cphold has Dr. Sanddach.«
,Jeg er blevet assiediget i Unaade i Marges,« og Ka
toline degyndte at grade. As alle Situationee for en
soitesiy, fedgtfotn, pinlia, fatnvittigbedssuld Mand et den
inest sartvivlede at date alene med en Kvinde, der Heerden
i Satdeleehed lwis hun et hani alt andet end ligegnldig.
Jtte at betolige hende ee uniuligt, at betolige dende
synes at date lige saa nmuligt. Saa tyede dan til det
eneste Balg, der vat tilbage under faadanne Omltandigs
bedey pg spafetede seem oq tilbage i Væeelfet med afmaalte
Strtdtl en nieset new-»O Tilftand, idet han ovetlagde flete
Planet, der aldeig laa Dagens Las. Det eneste prattiste
Stridt, foin han tog for net-verende, var at spsrge ten
meget destemt Tone
«Dvotas tpm dette't«
Det dar na tlatt for Katoline, at hun hat-de en stark
ntaadig Um, paa bvillen bnn lunde ftstte sig puu inn
Oe gennem sine Staaten idet hnn eakte dan Sagt-terms
Ocev da laade
Jea er menet nlyltelig Or. Porges,«« nnn nn solle
httn sig leitete, end hnn seln huvde venlet sor Lieblillel.
Pomes lerste og lasle igett Bt"ev:t, ltortetsg ltoxte alter
Karolines Forlcrllittg ont tltaargdaaens Hin-Just tned
llndtogelse as heute-J Mode nnd nnac Eattdd.:tl- ltnilet
hnn as strreane sllitsager sandt ilte liedtont nenne int, og
detsvr sotlieoe hnn det. Dun blev itntvlertiv lidt slnnet i
sitt zsorestilling ont Potgesz pralltsle Klogstnlh da lt.tn tlle
tttnde finde paa nogel andet Rand, end at bide sia dllsttia i
Ladernr og sorsitte, at del vor absolut notwendig at lale
nted Sagsoteren sor at satt Zagen i Orden, idel enltver
Sag tnan betrztgtess og overlieieg srtt liegt-ge Sitten Ter
stttlde itte tnegen Forstand til at sotstaa, at Ettgforer
SattdeJt itle onstede nagen Fortlaring ell:r vilde modtaae
nogen saadan, og al hendes France ester den saslialle Tid
ttle var Aarsagett, men tun llndslyldning sor henves As
sted. Der var en Ting i Brei-et. sotn Pomes slndsede
over. Dan migbilliiiede hele Zonen i det, nien i sit enet
Sind totn han altid tilbage lil Sltilninasordet »tristeligt
cttste.« Stnlde dtt betnde Medltnl eller Karligltedt J
en og ett halv Tag havde han granslet og slttderet as alle
Kruster sor at ndsinde, hvad »tristelig« vittelig betvder.
Don tunde itte have noan Foreslilling otn, ltvor altsor
oste detle bliver brttgt til Staltesliul. J sit Jndre havde
han nasten laaet den sorsardelige Beslnttting —- sorscrrdes
lig i sia selv on i sine Folger —, der vil satte hans Kurs
sor Tid og Evighed. J Oieblittets Interesse og ihans
Onste otn at sammenligne Saasoreteng prattiste Anden
delse nted det, sont han hnvde sotssgt at finde selv i del nh
Testamente, sorglentte han Religirnsscrstellen tnellem sig
og Karolinr.
«Dvad ntcner han nied delte!« Porges vegede ltaa de
Ord, der stod llge over Sagsoreretts Nnvn.
Karoline solle el Stil i sil Vierte-. Ottn betlagede
rasten. at hnn havde latet Porges lasse BreveL Sand
bad) vilde tnactste vise det dedste Tegn paa Kristendotntneng
llliolddarhed.
»Tet er,« —- statnnteke hnn — «ieg er bange sor, at
han itte sorstaar, hltad del vii siae at vcrre en Kristen.«
Poeges Sitte var seestet vaa ltknde nted dltb Vllvotn
Karoline todntxdu nten idet ltnn undertrvtle enltver anden
Fslelse, enten del nu varas Forsængelizthed eller Frngl, som
upassende ved denne Anledning, sorsogte ltttn al benvtte
dette beleilige Oieblit.
»Im stngter sor, at tnange tnissorstaar dette. Maasse
onsaa ieg tager seit, saavel sottt andre-« Terllaa begvndte
hun n«ev Varnte at sorlcrlle, hvad hnn i sit indersle havde
soll as Kitstettdontnten. oq red hvilte Gnds crd hnn stem
deleS lzntbede at vinde Stier. Onn lalte itte ovetdevisende,
langt tnindre opntttnlrende; tnen hnn itjotsde det, sollt inaen
Fornuilslntntng nogensinde tan bibrtnge hult sortalte,
hvad lntn petionlig havte tendl og solt as Frelserens Korr
lighed. Teile var et andet Svn liaa Kristendotntnen, sotn
var aldeles ntendt sor Vorges. Hatt havde sotsogl at finde
deng Belvdning i en Bog; her saa han den i Livel, og den
Illtrcrtntngstrast, sont dett ene havde udsvet, var i del
tttindste lige tned den Overbevisönitta, sont den anden havde
srembragt. Karoline sorstod tvdelig, hvilten Konto der
soregit i hans Sind. Dendes Kinder vare blugsende og
hendes cine straalende.
»Te tan nittligvis have Nel,« sultede til sidst Vorges.
Der blev en vinlig Pavsr.
»Besten Kisroline,« begvndte Porges ester en Stund.
han sorssgle at ie vaa hende, nien hnn santede sine eine,
og han blev aller tavg.
Tet var sItste Gang, at hatt havde tiltalt hende tned
hendes lristne Navn, og der var noget scrregenl ihans Tone
og Opsorsei. Karolines Vierte bantede voldsontt. Dun
solle, at Vaxmen totn og git paa hendes Kinder. J samme
Oieblit blev Staaden vaa Gangdsren sagte og ttden Sloi
listet op. Det var Tinkt. De to havde nelop Tid til at
sorsoge nt se ganste ligegnldige ud, da hun tont ind. Dan
svnteg itte at have wartet nagel, men nted sit starve Bllt
havde hun snart sorstaaet lidl as hvert. En tott Fortla
ring var not til at satte hende ind i Karolines nur-irrende
Forhold. Og nu var der itte langer Anledning til at
vate missornsiet. Dinas varttte Vierte var snldt as Med
lidenhed og Karlighed Dendeg rolige, elstverrdige Maade
overgit endog Karolines dristigste Forventninger. Da
Karoline havde sortolt ont den store Sorg i hendes Brot-ers
due, og dervaa, i suld Tilliv til deres Benstab, ocn den
Fore, sotn lruede hont, ovgiorde Dina nied sig lelv en Plan,
sotn nasten sra ssrsle Liedlit as havde trangt sig lnd vaa
hende, unglet del as narliggende Grunde itte tostede hende
saa lidet nt anlage den.
»En Ting er ganste sitter Karoline,« sagde hun, »du
maa sor det ssrsle dlive hos vo. Porges stirrede vaa sin
Saiten idel han i sit Vierte aldeles blsaldl hendes Forstag,
og han tnaatte lette sit Sind ved at lage not en Runde
onitring i Varelset, idet hatt saa nd, sont otn han var den,
der havde ordnet det alt samtnen, nagtet han inaatte ind
tItnme, at hang Syster var mere vrattist anlagt, end han
haode troet. Karoline htev uden tnegen Vanslelighed
overtalt til at bo hos Pol-ges. Det var vansleligere at saa
Fru Porgei til at indgaa paa detle med god Villtr. Ved
Siden as hettch almtndeltge, tlyntende Anstnelser lod hun
erlnaersalde om den Farr, del var sor to unge, sotn
Abrahant og Katolitm at viere t hinandens Nærhed.
Jtnidlerttd dlev alt ordnet vaa en tllsredssllllende Maade
sor alle Parter, og Karoline ovtaget sont Medlenl as Ia
tnilien. dvor sorntiet og lhttellg saa httn itte av, ldet
hnn rvIede sine lange, goldne Lotter og lo sin sunde, hier
telige Lotter, saa Fru Porges maatte le med hende. Og
Katoline solle sig lhtletig — hun vidste nervve hvorsor —
meget lvtteligere end nagen Sinde tidltaere l sit Liv. Bed
hendes Jnotmden i Porges Familie sonteo det hende, sotn
one en no Dag saa smaal begvndte at gltmte srem i hendes
Liv.
Ovad stnlde man got-e med Karoltnes Sag, var del
verste, sont var Genstand sor Drtstelse i Familieraadet.
Porgeö sastholdt sretndeles Ntdvendlgheden as at satte sig
i Fordindelse med Sogssrer Sandbach. Eiter mange og
alvorllge Betantnlnger, voatoa han stg endog srlvilllg,
lvel hatt Instede at loeaae sit Mod sor Degen, det Voerv
at nnderhandle med hom.
Gurts-stets
