Mirjam Rosenhaun
Eis Fortælling fra jodiske Kredit.
Af
Pastor Dr. Edeksbeiin
(Fortfat.)
»Na del, nu vel, Jøderne er itle saa gode, soin de
hurde vare.«
Drengen var taus for et Lieblil, nien itte tilfredss
stillet, da Undervisningen vilde itie gaa i Aftetn Lim
shnlig var baade Eleven eg Leereren ovtaget as andre
Tanter. De blev fremdeles ded. indtil de tin til Stut
ningsverfet; da ihntes Biengen at det var uniuligt at holde
ud tangere.
»Er dette ha, er dette san, Hin Pages-» uddrød
hatt til sidit ,,1lagtet jeg iite ded, hvorledes dette hangcr
samtnen, vil Te bog itte iortlare det for mig?«
»Du er altfor una til at forstaa saadanne Ting,« be
nmertede Leere-tm medens hantz Sainvittighed tvdelig vid
nede om, at han ikke iotstod dem start bedre end bang Elen
Terfoni iike nagen stor Svnd hvilede vaa Israel. hvorfor
stiilde det vcrte ianledeHZ Det var bedit for alle Partei
at flutte med Underviszningen denne Aften. Porgeg rejfie
sig og tog sin dat, da Drengen pludfelig ftillede sig melleni
Lareren oa Toten. Med et blusfende Anfigt og med fine
Ler fastede paa Porgek fagde Anshei i en weget heftig
Tone:
»Jeg siger Dem, Dr. Vorges, jeg hadet det. Vi er
iorbandede. og jeg pnster, at jeg iike var fsdt Jede. Ja,
jeg ønsier det i Sandhed,« gentog Drengen, idet han de
tragtede Larerens Ansigt, hvis Udtiht vetilede nieueni For
havselie og Frvgt.
»Allerede, allerede,« mumlede han ved iig ielv. »Aus
hel, Anshel,« iretteiatte han mildt, ,,hvad mener du, mit
Barns Mit stakkels Barn, hat faadanne Spsrgsmaal alle
rede beghndt at plage dig?«
J Ledet as de fidste Minutter havde Levi fiddet hleg
og stcrlvende paa sin Stol. Dan havde tun ventet paa at
hsre Larerens endelige Sonn Dei var, iom han havde
tænkt. Dersom Porges havde verret en god og retsiafien
Jude, hvor ganste andetledeg vilde han saa ikke have svaret!
J Siedet for at gsre dette ihmpatiierede han med hedenske
Shngmaader. og naturligvis, ingen anden kunde have med
delt saadanne til Bat-net J et Nu stod han foran de to.
Dan kastede Bat-net til den anden Side af Værelset med en
frhgtelig Ed.
»Dein er altfaa Maaden, hvorpaa De underviser et
jtdist Bam! De er en Formen en Trosfornaegteri Jeg
stal gste det betendt ialle vore Forfamlingen Alle og
enhver stal vide det, og De stal hlive banlvst fra alle Fa
milien Forlad mit Hus ojehlitteligs Lad mig aldrig niere
se Deus Ansigt her! Gaa, siger jeg!«
Potgez stod lamslaaet og stceloende. Tet var itie af
Frygt for den ophidiede Mand, men andre Tanter hobede
sig op i hang Sind, hvilte overvældede ham i den Grad,
at han næsten forglemte, at Levi var naervcerende.
»Das-im dette er Jtdedom —« mumlede han.
»De vilde,« spottede Levi, »at jeg siulde forsage min
Tro. «Men dette er Jsdedom, og De ital baade faa det at
se og file. Fordandet viere Deres hedensie Lærefætninger!«
»Himlen iilgive Dein,« fukkede Poraeå.
Og Vimlen være min hjælv,« tilfejede han« idet
han trhkiede sin Hat ned over Ofnene og nied tnnge Stridt
hetraadte den varme, stsvede Landöbvgadr.
: sz jede-.
Kapitel Ill.
Et utendt Citat.
Porges nat ydetft puntttig og regelmceåfig i alle fine
Handlingen J manae Maaneder havde han, iaa inart
dan var fætdig med Undervisningen bos Levi, hoer Sab
batgaften vendt tilbage til sit has i den nætliggende By
ad den samtne Vej praciz til samme Klotteftet Entwer,
der instede at tegulere sit Ue, tunde blot passe paa, naar
den høje, kalte Stittelfe tom til det Sied, book Gaden
bsjede af. En iaadan interessant Jagttagee vilde cgiaa
have lagt Mmke til, at hans Gang var rastete end sied
vanlig· Hjemmetg Tiltrcetning maa uden Tvivl have
direct megct stor; thi hatt standlede itke Farten et cjeblit,
hviltet ellcrs var Titfceldet, naar han vendte hjem fra fixi
daglige Getning spr ban tom til et gaminelt Huö ien
inial Baggade i det jødisle Quartet, hviltet han laldte sit
Hieni. Naar man kom til fjerde Etage, tunde nian se en
rund fort, Plade, der bar Navnet ,,Abtal;ani Vorges, Lac
cek,« og lädt ladet-e Von en lignende, men mindre Pinde
laste man »Tan Vorges, Lateeinde i Sang og Musit.«
Raar man havde overkotninet Vansielighederne med at
komme ot) ad de mange Treppen-im var Lejligheden meget
hnggelig. J det sprste Værelfe tunde man over Tagene af
det jødisie Knarter se Egnenö Kiefe, der tut drydet med
etiaetdelestmuit Spir, tout tog Fig glimtende nd, naar
Seien stinnede paa det. Dette var Familiens Dagligs
mkelse, der altid var eert vznligt og indbddende, iiae om
Vinteren. Fea Baggaatdeng Vinduer lunde man faa et
Glimt af grtnne Marter og Teceer. Studerevtetelfet var
aldeleg optaget af Boghylder langs alle Vaeggene vg nceften
fulde af Begeiz der itle udnuertede fig ved smutle Bind,
men alle san nd til at vaete vel benyttede. Kett sagt, det
var en Bogsamling til Brug og itte blot for Sdnet Det
var et net lille Bat-elle, aldeles passende for en Student,
sg tagen udeu den, fom passede de fmutle Blomftee i Bin
duet, fit Lat- til at bete-de det. Dog hdggeligt og freve
ltgh tout det vat, tunde dette Djem neeppe fortlaee det
mlmtndelige paßt-cert, sont paakotn Vorges, naat han
tat psa die-weisen hver Sabbatsaftem i Seerdeleshed
« Mr mit immer i du« at ban davde leis andre Aftenet
ingeus Lib, pas dritte han tunde nyde dets Behageligi
« M Witwen gis imidleettd Samen en auden
- IV M W Mdt passetede dem W Landidyen
Mosis-i M A Grunde Mist pg Stsdet i Ga
III-U III Wiss-easyng Mpubmss
smutte Sabbatstlasder. En god bald Mil sra Bdensagts
» nede ban lidt paa Farten, ag da ban tom til Begnndelsen
as Steinen, git han med sagte, bemntsotnme Stridt. Hang
Vierte var suldt as Betyinringer, og hans Pande snld as
Ranken Ovad stulde han gere? Tet var itte dlot Tabet
as hans agentlige Lon, der vilde gtre et itle ubetydeligt
Afdrag i den lille Sum, med hvilten han stulde under
holde sin aamle Moder og delvis sin Salter; inen med Ta
bet as lians Rngte vilde alle bang stenitidige Udsigter gaa
on i Rog. Thi den arnsomste Forsplgetie blider den Jede
udsat sor, paa liveni der dviler den tnindste Mistante ont
Forsagelse ai sin Tro. Hans Karatter, bang Leveinaade
og hans Bedaggriinde er modstridendez den ladeste Uan
standigded, den dnbeste Nedsættelse as det, der er helligst
og hojest, bliver man nden videre beslnldt sor. En Mand
kan leve et not iaa ugudeligt oa ryggeslsft Liv. men de
tilgioer han« lian tan gerne tvivle oaa naesten alle Jede
dominens tnere starlisindiae Lærescetninger, ja endog dens
Grundprineipper, oq de dil blot tralte paa den-Z Einldrr.
Men Omoendelse til Kiistendonnnen er døint sont noget
absolut utnuligt, oa det er utilgiveliaL Jttc saa at sor
staa, at Joderne niiådilliger de Kristnes Religion. Den
er god not for dem, soin ere sadtc og opdragne i den, og
dersin de lnn ere aode og overdcerende tned andres Tro,
bar Jeden en saadan Ærbodiahedssaiiz, at lian vil taae
suldt Densan til andres religiøie zslelsen og han vil itle
under nagen Lmstændiabed lceage sot Tagen, at han ltar
noget at nnsatte paa deree Anstuelfer. Men den, som er
sodt Jede, ntaa sorblive saadan — det gar intet til Sa
gen, ont hatt dlot harret Navnet, og en Mand, sont i sit
inderste Vierte snster liaesoin Aus-hel, at ban var ssdt sont
en »Hedning,« vil bade-Z, ioriplges og iaa alle Elagö
onde Litygter paa fig, selv oni det er hang- saste Lverdes
visning og hane baieste Laste, at dette dar gjort for hani
den Gang da han itte var i Stand til selv at gpre sit
Balg.
Alt dette vidste Poraes nie-get godt. Sandsnnligvis
vilde lzan bat-se solt s- oni itte liandlet — ligedan under
santtne Lmstandigded. Jtle saa, at han havde noget be
stetnt Lnsle om at sorandre sin Tro. Jndtil denne As
ten hadde en saadan Tante atdrig trængt ind paa
hern. Von tendte noget til det no Testamente, han hat-de
endog et lstgeniiilar as det i sin Bogsatnling —- paa den
alleroderste Hulde, sijult liag en Ratte andre Bogen T er
ioni du havde svtirgt hani, livad hatt syntrs oni Jesus as
Nazareth, vtlde lian --- saasrenit lian havde dristet sig til
at udtale sit Vierte-:- Mening —- have nrist hain soin en
stor Reformator og en meaet vis Mand, lanat sorud sor
sin Tid og langt over sine saintidiar. Lin Krisiendonimen
havde han ingen bestenit Mening: hatt vilde nden Tvivl
vaa ncerinere Spergsmaal have svaret, at det var en senere
Fordanslning as Jesu Lære og as en gradvis Optindelsr.
Muligheden as en virtklig cmvendelse til Kristendotnmen
haode han aldrig nied Alvor tantt paa. han havde dort
oni en Kobcnana ioin havde ladet sig dabe, nien ingen
sattede Migtante om hans Religion, hverten sIr eller ester
at han hat-de srasagt sig Zisdedomniern Levis Esster hat-de
giort det samtne, da hnn giitede sig med Bra, der var
Landsbnens Etolemester. Men hnn var en Kvinde, sont
var blcven paavirlet as den ejendonnnelige Mand, Prasten,
der var aldelee nlig alle de andre Mennester, og sont de
sagde endog gjorde Bonderne ganste sorstellige sta, hvad
de havde varet tidligere. Kansle altsaa Stoleniesteren —
men der tain han til at bei-are et Punkt, sont Porgeg as
specielle Liiritnde var rengstelig sor at asviie sra sine Tan
ter. Den jodiste Lærer saa, ligesom saa mange andre
under lignende Lmjtcrndigdeder, Kristendonunen inaen
sieds samleti en tontret Form uden iKlotleringningen
sra Ritter-ne, der næpde bled bei-at as andre end Kaindm
han saa i den sine Omgivelsers Overtro eller had og i sit
Lands undertryltende Love, der udeluttede Jsden, livor
stint og intelligent lian end var, sra enhver Adgang til
Forsremmelle og ethvert Vaab om Stilling i Samsnndet.
Der var intel i alt dette, som lunde drage Lareren
oder til Kriftendotnniem dan sslte bittert, hvor nretserrs
digt Levi havde behandlet nam, og dog var hatt sitter paa,
at det havde stadet bans Anseelse i th Grad. Medeas
s han sad paa en Traun-, genneingit han i Tanten sit hele
i Liv. Det sremviste meget saa lyse Sider; bang Fader
dsde tidlig og esterlod sig Ente nied to usarssrgede Born.
; Jederne er gode og onisorgssulde, og Paraes Moder san
: nede aldrig det daglige Brod. Vendes Sen var vel bega
s vet og ualmindelig flittig. Joderne opmuntrede hani til
i at studere, og han blev Later, hviltet var den bedste For
s fremnielse, der dar aaben sor hatn soin Jede. Men Por
geg var en ndmcertet San. Saa snart han var i Stand
til at tjene lidt, bar hatt sItst sor en Tel og fide-n hele
Byrden as Familienz Underhold. Dtna havde en sinnt
Stemme og adslillig Øre sor Musil, og hun blev snart saa
dvgtig, at hun tunde give Undervigning paa egen Daand
Resultatet as deres sorenede Bestrædelser ded iorsigtig Be
handling havde begyndt at bringe Familien i en not saa
aod Stilling. Havde det itle verret Uiitlerbeden sor Livetg
« Ophold ded at date Lærer i en lille By, og Abrahamg
Betyinring sor Fremtiden, kunde han have været lattelig
og del tilsredS.
Men disse Tanterl Detfnottede itte at taste dem sra
fig, de tin igen. J dette Stytte var Broderen og Ststeren
as sorsletlige Meninger. De var begae hestige, lvaerineriste
og sulde as Foehaabningen Faa vilde have troet, hvilten
Jld, der ultnede i den stattels jsdtste Larers Jndre, eller
som tunde glade Kinder-ne paa den lille Musillarerindr.
Wen medens den ndte Mand blev slidt op as meget pro
satste Pligter. levede den indee Adrabain i en Berden sor
sia seld —- en Verden suld as Dromme, soin alttd degnndte
og sein iftes aldrtg tom til nagen Ende. Det var ander
ledes med Ana. Gud bar as sin Misiundbed lett Rinden
at sorstam hvorledei bun stal obs-re sia t sin Stilltng,
viere sig hvad det hil, og t stille Arbejdsomhed at under
trytte ttte alene sine Langsler. inen endog Tanterne om
det, sont alene tunde tilsredsstille hendes Vierte, dersotn det
sit-ehe at atre stae Folelsm
Da na, da alt svntes sulot as godt paab t det mindste
sie Wade, bavde M Teufel reif en niskt Sly
M W Vorstand Pages Wie paa det Me, smtttte
vie-, to- mstiovts Mk W tatest-, m sit- bis-lite
lsltsssetvgm MMIOIM »Mit-ist«
» paa nvget anbet, nagtet han neeppe dovede at betende det
sor sig selv. Men hatt den-de intet Balg, ingen lldvej,
dettom ten ftvgtede Fotfolgelse stulde tonnne over hinn.
Dvotlzen siulde hnn gold? eEsel onde Rvgte vilde fIlge ham
til alle jsdisle Samfund i Naht-stoben Lanqt bedre at
forlade dein, som han exstede taa indetlig, for at prsve sin
Lylle i andre Lande — England ellet Amerika. Og faa
lunde hakt-J Vierte, frit sc: fine Betytnringet, i Drsnnne
vende tidage til en ellek a::den, sont han elstedc, og da
vilde han degynde at leve et lvlteligeie Liv.
Hart hadde siddet der tiiilevis, idet lian forgæves spgte
at finde en Udvej of sme Vanlteliglzeder, nien toin eitler
tilbage til sine Drommeten Tagslyiet begdndte allerede
at forsvinde i Vett, og en sagte Vind snlede igennem Trek
toppenr. Admham blev pludielig vcetlet at sinc Strahle
rier ved saqte, afniaalte Fodtiin tret ved det Sted, livor
han tad. Den ltemmede blev ejeninnlig loenndret ved at
netde Poren-T thi han standsede med een Hang, og for et
Ijebllt sttrrede han pon den icdisle Later. De lendte
hinandim nagtet de blot lmvs meet samtnen een eller to
Gange-, nten det var for lezng Tid slden. Tet var Beck,
»Stil«-meint iLnndsbven. Hans ranle Holdning, bang
l lange cimaalte Stile link-:- uabne Ansigt og feststende
dan Ljne lunde man ilte lage fejl as. Blot lJans Anfigt
san blegt og sprgntodigt nd, og Porges solltes, at hanS
cheder var nalnnndelig liinilidte eg inlde at Stsv. Alt
dette var ct Ljelslilå Jndt.1)t, det neefte tatte Stolemesteren
, anbenlljertig sin tWand til den deifte Kollegin Tette var
I i sig ielv noget ganfle nnl og orerraflende for Vorges, og
hian lnnn vaa innen Munde i det, sont tmafnlgtr.
»Eent nde, Vi. Polgesz,«« teincettede den anden, »du
jeg altid let Dein luste hjem hver Lordag Alten. De pas
ierer neinlig inin Stole pan Den-.- Ves,« tillojkde han.
Porges indrsnnnede, at ban gjotke det. nagtet hon
sandlnnligniz itle havde været dpinekrtiom naa dette tidli
gere.
,,Te fee nedttntt ud for Lieblittet,« veddlev Stole
mefteren deltagende.
Vorqu selte, at lnm blev blnslende rnd i Ansigtet;
lnm fremstannnede noget oin Altenens Elsnlled og den dejs
lige Spadseretnr, idet lian torudlatte, nt Enorgeren var
gaaet nd as tamme Grund.
»Hm,« svarede Elolelnefteren Porge5"5 betytnrede
og sorvirrede Anfigt hat-de itte nndgnaet lnnö starpe Blit.
Andre Grunde end en sinnt Listen man defteinme en til at
svadlere aleneiStoven. han neermede siq Vorges, vg,
idet han lagde sin Daund vna hons Stunden tagde hatt
med en sagte, dyb Etennne:
»F al Fald hat jeg fnndet del deroligende for en de
tnnnet Sjeel at date alene ved ’tlitenstld.«
Der var noget laa unentet i bans venlige og medsjs
lende Ord, at Abrahaintz Ljne ivldtes med Tanne-, idet
hon dar sitlek paa, at Stolemesteren var en as bang Lidels
leg-fallen Med Vansleligbed alholdt han sig ira at aqdne
sit Vierte og beteo sin Sorg til fln ny Ven.
»Du er i Sandhed Tiliældet; mit-Vierte er ineget
delymret.«
»Mei! Te fadner en Zion-« tilfsjede den anden med
·et Blit snldt at dyb Medlidenhed. Bestedent og arbsdigt
tret.:lagde han tilgende Ord:
»Cderå Vierte sorfeerdeg itte! Ttor paa Gud og tror
vaa mig!«
J nogle Lieblille inne-:- disfe to at vare evtaget at
de Santer, sonst rette ftg i deres Jndre. Stoleniefteren
1 ciar den sIrste, sont blev Heere oder sin Bevægelsr. Han
begvndte pag sin iadvanlige Monde, idet han sagte og
efterttyttelig, som om han dilterede en Leltie tma Stolen,
gentog et Poe Gange folgende:
»Johannes fjortende Kapitel, ffrfte Vee5.« cg der
paa uden at sige et Ord til narmeee Fortoltning forlod
i han pludselig den jtdille Lerci-.
Derlom Abraham Potges var bleven overtallet ded
den uventede Kannst-ed med hvilten hans triftne Kollega
havde tiltalt hum, saa blev han endnu mere lorundret oder
l hans pludlelige Bortgong og de fokunderlige Ord, lom
han hat-de ndtalt.
,,Cn martvatdig Mand,«« mumlede han« «dvad i al
Vetden mente bunt Lad mig le, hvorledes Ordene led.«
han gentog dem fleee Gange, for at hart tunde halte dem
til en anden Gang.
LandsbvsStolemeltereng Nardcerelle og Ord var netop
) den Ting, lom dar nsdvendig og passende lot Vergess. De
havde ilte alene voll hani op, men de havde gjort heim
godt. Der var i Stolemeltereng Tale noget mere end de
blotte Ord. Med et leitete og haabefuldere Vierte gil
Abraham Pvrges til sit hieni. dein splte sig itte mere
san ganlle alene i Werden Det var, lom om en hidindtil
utendt Tritt dar aabnet lot bang Vierte, socn om et svagt
Glimt as Daab alter lunde ovlyle den møtte dotilont.
»J Sandhed nogle gode Ord,« gentog han. »Jeg
kunde stille, at vide, hdoesku han hat tuget dems«
K a d it el IV.
J det isdille Knatter
Da Porgeg naaede Byen, var det allerede ganste miett,
og ban tunde lifte sig gennem Gaderne uden Frygt for, at
hanc Ansigt flulde fotraade den Ktænlelle, som havde til
stsdt dam, og endnu mete den ltoce Sorg, lom han ven
tede. Men en saadan LEngstelse var aldeles upaalreedeU
thi tma denne Tid qf Degen var det jjdisle Knattet niesten
tomt og Ide. Det bestod hodedsagelig at en smal, lang og
msrl Gade, sra hvilten der til hljke og venstre gil nogle
endnu mitten Tvergader med besse, smudsige og overbefols
tede ngninger. De masside Dtre og de tunge Jenes-neu
der tjente til Bestvttelle, ger Dusene et fangselsagtlgl
Udleende, der bar et altfoe tddeligt Vidnesbytd om det tldi
liqeee og am det needeerende Fothold mellem Jeder og
dedningen
Den jjdilte Seil-bat dlev fremdeles strengt ovetholdtt
det jjdtste Matten dsjtidellgbeden begvndte Ilstenen
sprud. Dei var itte alene en andring fes Iedejde tll
colle, seen feel Miete til Lyt, frei Tradlbed til Felt, frei
Tuns til Gliede. Pan Sol-baten ellee eettete Sabbats
lliftenen syntes Israel eudnn en Gang at vare et fett pg
loseligt Fell. Tep, Mastigelse pgendog Ugens Arbeit-s
tlcedet ek sagt til Side. Familiens Dagligstue er ren og
los, Sabbatslamven pndset og tcendt, on de sndvanlige
thsignelset stemsiges. Israel er glad, trods Festdagene
gentaldet med Smerte Erindringen om Landslogtigbed og
Trældom ved de specielle Statter, sont visse ..l;edenste«
; Stater lagde paa nasten alle de Artitler, der vor nodvens
’ dige sor at tunne htstideligholde Sabbatem Alles Gliede
s kk pas sit thefte Pniitt, naar Faniilienz Dotied vender til
, bagk fm Evnagogen sor at velsigne sin Dnsstand. Hoor
fattig han end er, vil han sandsnnligvis tonnne hjein, ilte
alene, nien ledsaget as en endnn sattigere, en lijemlss onis
flattende, som bang Bei salder paa, boilten paa Gndss egen
Dag vil blive modtaget soin en aret Gast, og paa demie
Maade ovsyldek han Gnds Bnd ved at antage sig de sat
tige. Moder og Born er nn sorsainlede i derei« Sabbats
tleeder, og der er Eabbatzsniii. Paa Botdet er lagt den
sineste, sinhvide Tug, og det liebste, sont Onsct link, bliver
sat sreni; tlii tslnds egen Dag inaa blioe tilbotlig erret.
Alle genneintranges as en hellig Feststenming og th
stillelsen inellein Sabbaten og Arbejdsdagen er itte snigeret
inen vittelig. Saaledes et Sabbaten veltoinnien i Jgrael
sont en hinnnelst Gast, on et Einblein eller Zindbillede Paa
de englelige Mand, der tont til vor Fader »Notation«
Tybt Ilsjtidklfg, sont Sabbatsiisten ei-, er der intet paa
selve Jodernes Sabbat, soin got det niindste «’indtrnt,
hoerten i Snnagogen, i Hosene, paa Gaderne elier blandt
Foltene. Pan Sabbatsastenen songes dizse heilige lla
gende Melodien soin ssrer dig genneni inange dnndreoe
Aars Forsslgelser og trosast Vedlmnaen ved Israel-I Gnd,
ned blandt Piletmterne Ved Bahnlong Finder, o; dringet dig
iangt lvort til det tolde Besten, gennem de dnitende tsitroni
I lunde i Spanien og tildage til det iorseettede Land. J
Familien og i hoer entelt Person er alt seittigst og scststeint.
Dn sorgieinmer endog det uvassende ved den »liedenste«
I ijestepigez Narvmelie. der maa viere til Stedc ior at
pudse Los-me eller lægge i Linn-ne, hoiltet it«e er tillgdt
nogen jsdist Mond eller Kdinde paa den heilige Sabbat.
Sabbatsastenen et lig en verlig Dogg- Asteiix nien des
oeerre, denne Asten hat itle en tilsdarende Morgen.
»Morgendaaen er qanste anderledesL To er alt ndvortes
I Tseneste, Fotnialiteter, Stille og Tierldoin nden Lin,
Sandhed ellet Gliede. Saa snart Snnagogetjenesten er
sorbi, og man er seerdig ined det overdoadige Maaltid,
tilbringes Reste-n as Tagen i Lediggang og Letsaetdigbed
med Undtagelse as dem, sont var beslnttet sig til at stu
deke. Mund og Kvinder istentrer omtring i Hase-ie;
Dtenge og Piger sjoser, idet de soodserer op og ned det
omhyggelig ndniaalte Stvtte Ves, der danner Gransen sor
sen onssende Spadseretnr paa Salslsatsdagen Til sidst
T blivek Scenen as en saa lav og sinudsia Karatter, at det
viide være liespotteligt at sorbinde den nied nagen religitz
Tante.
J Almindelighed sorssgte Porges at slippe nd as den
ledige hohe mangehaande Bemartniitger, idet ban git til
sit Dsem ad en Bagvej, der var noget tangere. J Asten var
denne Forsigtighed atdeles nnodoendigx tlii oe steste leaode
begivet sig til deresdsem sor at tage satvaa de alniindelige
Bestastigelser. En Feste Begyndelse og Slutning med
Astenen er passende sor de sstetlandske Stilte og Iilstande,
hoor man staat op og gaat til Ovile nied Solcm det er itte
idartnoni need vore vestlige S«itte. Cn hellig Dog, der
slntter nied en Arbeit-Lasten taber itte alene sit Alt-or, nien
sin hsseste Nndelse.
Paa Besen til sit Djem havde Abrabain Poe-gez be
sluttet sig til ilte at sige et Ord til sin Moder, one det, der
havde tilsttdt darn. Pan tnnde itte vente hverten Osalp
eller Undeksttttelse as hende, og det var site noovendigt at
gsre hende angstelig, sit det var absolut Uaalmvet. dan
vilde vente og se Tiden an. Van lilev inodtaget need niegen
Jndetlighed as sin Moder og Soster, idet Fru Potges tog
hanc Arm og teottede sig ind til dani
,,Abtaham, hvot hat du varel henne saa lange.«
Det maa indrstnnies, at Abrabarn inrppe gad here
paa dette SptkgstnaaL Don saa sig slngtig om i Vettelset,
men der var ingen uden hans Moder og Dina. dan
tunde vel ilte vente nogen Visitsaa sent paa Tagen, og oog
synteg en Stygge as Slusselse at glide oder bang Ansigt.
Fru Poeges markede det og laste sin Saus hemmelige
Tanter.
- »Jeg er bedrIvetover,« begyndte hnn nied en Stennne,
det vilde fort-ge at lagge sin Medlidentsed ior Dagen —
s »seg er bedrjvet over, at du stillt-e blioe stufiet tied ilte at
sinde bedre Selstab end din Stifter og Moder i vort beiledne
hieni. Eiter en Tags Fraveer havde seg dog ventet en
anden Dilsen as nein Son.«
Abraham satte sig i en LanestoL han sorssgte at
date munter og glad, idet han talte oin den nalinindelige
smutte Asten og den dejlige Svadseretnr, sont han havde
nvdt. Dette var natnrligvis isin stcldtomne Orden; inen
Fku Poeges Ansigt vifte et Udtryl as Stniielse og Brot
" velse. Dina var nedstetnt, sardi hendes Bruder iaa nlyttes
lig nd, og hun var begcerlig ester at oide Aarsagen. Sam
talen ait snart i Staa eller blev vedligeholdt med adstillig
Vanstelighed. Omsidek var det Sennetid, os; Abrabam
tunde endelig mette sig tilbage til sit Studereoeekelse, hope
han ugenert tunde overlode sig til sine Ginblerier. Steats
ester baut-de det sagte vua Men, og Dina medsin musi
talsle Stemtne spurgte behende
»Maa seg komme ind, take Brot-ert«
Det oitde have vertet vansteligt sor et haardere Vierte
end Ihtalsanis, at sige Nej til den spsrgendr. Jdet hun stod i
Skvggen as den halvaadne Dor, saa hnn ud sont den pet
sonisicerede Sttnhed og Neuhed t sit Falt, nagtet entelte
maaste itte vilde talde bende sinnt. Don var as denne
ejendommelige Tvpe, som traver Aand, Vjette og Fantasi
sor etgttg at tunne darben-. Dendes mitte, syldtge daat
laai rige Fletninger vaa hendes Dovedz hendes sttaalendk
niddebrune Øsne var stogget as lange, silteagttge Ojenbaar
oa var tottte til at ndttntte enlsver Ftlelse, der reiste sig i
spendet Jndte. Nasen var ltae, Ansigtsttattene smaa og
ualatindelta sine. Feetnsot alt var der et vetslende Udtryt
ihendes Anstat, der todeltg gav til sende, at hun var as
en nalmtndellg sslssin Karatter.
«Seet dig ned ho- mig, Mira-« For siehe Gang
slden Sammensisvet med Levl Rosenbanm genvandt Abra
bams Insiqt sit gamle ttlsredse Udtevt sor et Diebltt
(Ioetsattes).
