Mirjam Rosenbanm.
En Fortcelling fra indistr Kredit.
A f
Paftor Dr Fdersbeiiii.
tl a d i t el l.
Frenimete i et freunned Land.
Sternberg lanat ncde i Zinleiien er en liingftrntt
Landszdn der blot bar een Made ined en stor stningi
Midten; den dar en Kirle i den eiie Ende da et Virrtslpns i
den anden. Kirten bar ingen arlitettonisi Prndelse Sti
bet er langt, ftcrvt og daarlig byggen og Koret iæftet til
det lia en Billi- van tltnaacn ai et fortrablet Legenien Vin
duerne, der er lmjt oppe og ineget imaa, er belagte med
Stoo og prndet nied Stiindelvævz Taarnet er brastialdign
na» det tegltætlede Tag giver Jndtrnl af at være altfor
tanzt. Liisim Kirlegaarden er daarljg vedligeholdt. Gra
vkne er for det nieste dedolsede med lisjt Circes- og de for
gnldte Jnftrivtioner tmn de iorte Kot-:- og Stotter ier drun
leitde og ::natnrlige ud. Her ng der fes nogle smaa Grade
pinttede nied iiindle Kranie af lfvigliedsbloniiten der ligger
paa Grethørvein Praftebdligen ier ille start liedre ud end
Knien. J det hele taget lmr Landsddens littelige Boliger
intet tiltroettende ded fig. Ganfke anderledesz er Tilfceldet
nied Bart-Thaler der altid ier lyft og venligt nd. J de «
kalte Vinteraitcner er der altid godt og damit, og am
Sonnneren, naar man Paa Gaden er udsat ior Eolstit, er
der attid luftiqt on løligt. Jtte deftoinindre drages Lands
lmens Jnteresser til Held fcr den til den anden Side, og
detle var det del Warten i den ,,gyldne Zrn« med LErgrelse
toenlte paa, da han ftod under sit Stilt nied sit hvide For
llcede iæftet oni Hals og Liv og nied Vernderne ftultet iaa
dvdt ned i Bntieloininerne, sont bang tritte Stiltelfe vilde
tillade —- han tæntte daa den garnle, gode Tid og paa den
nd Praft og lians Stolemefter.
Binden devagede itle Stiltet den Aften vaa den
,,gdldne Trin« Tet bang lige ned i den stille Lust nied
mange Blærer i den af Heden iatninenflrinnpne Manna
Dcr var ilte dct mindste Vindvuft, ilte en Tonnne Zlygge
i bele Gaden. dvern vilde viere ude, eller hvem tunde vel
ardejde paa en faadan Aftens Eaa trenlte Betten i den
»gdldne Len,« idet han tjrrede Frieden af sin Pande og
gil ind i fin tslige Tagligftur.
J den anden Ende af Landsbvem itte langt fra Kirten
og Priestedoligen, stod et Dus, der adflilte fig fra de andre
deri, at det var starre, dets Vinduer forsynet med Jeru
sprintler, og at forste Ctage delvis optogeg ai en Butit,
ddor man paa et Still laefte ,,Levi Rosenhaum handel
ined sorflellige Slagz Varer,« Jngen Besirivelie lunde
være merk trafiende, tbi der fandtes itte den Ting, sont
Binderne spurgte efter, uden de lunde erholde den i denne
Butit. Desforuden var Levi rede til enhver Slagg For
retning. Han tsdte Uld og forpagtede smaa Jordftdttm
han gav Penge i Forstud paa litt-den, Vaa Landejendomine
eller paa Befætningm han laante Ud Penge paa Renter
til de mere farninende. Kart sagt, dan var Landsbyens
«Potte og Pande« i alle Farretninger. Jngen tunde des
stdlde hatn for Misdrug af Falls Tillid. Han var paa
liolden, men dan git aldrig over Gransen; han var nsjes
regnende, men han var itle ucerlig. can var iarnvittig
hedsfuld, han var venlig; han saa aldrig Faltigdoni eller
Elendighed, uden han var rede til at hjalpe; paa en Maade
var han endog adelrnodig, og det var vidt belendt, at hans
Familie ledede udnicertet godt —- i Sammenligning med
Vinderne —- overdaadigt. Men Levi Rosendamn og bang
Familie ftod ganste alene og afiondret i Landsdyen. Bang
Naboer fldede, hadede og foragtede hamz de vilde paa ingen
Maade have denlig Eingang ined Rosenhaum. Endog de,
lom modtog Velgerninger af Levi, behandlede hom, som
on-. de gjorde harn en Tie" .efte ved at modtage bang Gewer.
Rosendatnn var tilfreds med at have det iaalede5. han
farstod, at han itte tunde vente andet paa Grund as sin
Religion, og han splte sig som en, der altid maa veere feers
dig til at farfvare fig. Cndog hans Hus ined Jerngitter
for Vinduerne og starrte Jernflodder faa nd, sain det den
tede paa Angreb. Men uagtet Levi Rosendamn saaledeS i
det ydre inntez at bare alt nied No og Sagtmodighed, bar
hart dog i sit Hiern- paa den dybefte Bitterhed mod alle am
lring fiq — han naerede for deres Stille, Tantetnaade og
handlinger en laa indgroet Foragt, at der var ille den
Daarsiad, Odertro eller Slethed, som han itle tiltroede
dein eller ventede as dem. Dei var Levi lige saa umuligt
at stille dem vaa famme moralsie Dsjde, hvor han felv og
bang Fall stod, fom det vilde have vatet hatn at samtnen
ligne sig selv ined et lavere Besen
Denne Aften var Butitken luttet, og foran denne i
Styggen of det fremspringende Tag sad en Sammet Karte
med foldede beendet og luikede Sind Ter var noget ved
bende, som gjorde hende aldeleg ulig de andre Kvinderi
Landzbyen Vendes bele Udseende var steregentx bendes
Nase var lang og siavz hendez Oer merke hendeg Lxede
Ansigt var at Dlivenfarve og havde et Udtryt af Benligbed,
uagtet dette syntes hemmet af tilvant Mistroisthed; hendes
Figur dar staat, hendes beendet-« var smaa og imutt for
mede. pun bar paa sit Vol-ed en let, dran Paral, der for
en Del var stjult af en Sindagstappe, som var pyntet
med Flitterguld. Uagtet det var en Arbejdzdag, var bun
tffrt en sinnt graa Silleljolr. Alt omlring hende var
feeregent — Haset og den tillullede Butit paa en Arbede
dag gad et underllgt Jndtryl i den ellers lau tradle
Land-bin hendes Dpldning, Sprog og Dertomst var noget
for fis felv. Denne gamle Rinde var Levi Rosenbaiuns
Moder, og dette dar Mienen fsr Jeder-net Sabbat.
Hunden det Mnde varine Bejr idnteö der at vaere
M Mi, der hdilede pas Fru Rosendaitnig Sind den
Witten If og til aabnede hun stne Der es stir
Ilse its is ned ad Landsbyens Sade med et Hin-kenn for- »
WBUQ detpu lagde him sig atter begin-er nieder
M dick og dass-de freut sg tildeige i sin Gvngeitol sont
d set-see ds, Wi« spargte en nna num
. " ,i·d Wsidd In sptaset hat-dehnte
III-IMM- umkreise-ermunte
til Bat-net, sont en lang Tid med spandt Opmcetkfomhed
havde betragtet hendes Ansigt. Den gamle Jtdinde plejede
sjcelden at se bedksvet ud, og alletmindst vilde hun vist det
j lige avetfat Batnet Aarlagen til hendes Grubletiet vat
l itle no, men hun lod dem ikte komme stein for Dagen, ag
1 hendes ttiste Tantet dat saa meget bittere. lom de strev fig
i sta en dobbelt Sorg, hvis ene Kilde lnm næppe vovede at s
belende fot sig selv.
2 Den gamle Kone studsede, idet hnn var bange sat, at
« Dtengen havde fotftaaet hendes indetfte Tanlet.
»Th5, Ansshei. mit Batn,« hvislede l)nn. »Dis
ingen hat futlet. Du maa ille fotstyrte din Faden det »
studetet Laden til den heilige Sabbat.«
Men Levi var bleven fotsthtcct, nagtet han ille havde »
hatt Modetens Sul, og fta det aadne Vindn blev han et
uset Vidne til den Samtale, der iandt Eted mellem hans
Moder og Son.
»Dvad Nytte et det, at Fadet studetet,« httede Dan
gen llagende efter en tott Pause. Han et hlot handels- -
mand og vil ille blive andet. Ttods alle hans Ztudetinget ,
sttiqet Trengene fremdeles eltet hain: Jeden, Juden, og
detes Fotaeldte let blot af dere-: Lpsptfel i Stedet fot at
strajje dem. Ved fine Studetinget dil lian hvetlen blive
Toltot ellet Saal-set end fige en Brust Ovad flal det
tzene til? Jeg -— jeg fntstant det itle, og jeg lidet det itle,«
vedbled Trengen og ttampede med sin Fad.
»Anshel, AnsheL hvotledes inaltet dn.« Hvad vil din
Fadet siges Lg din Bedsteiadet —- velsignet date hatt-S
Mindt — var en latd Mand, en meget lætd Mundl«
Vlnäsliels mecttliomhed hlev ved die-le Ltd dtaget
batt sta hanz egne Tanlet, og han laa op.
.,En nieget latd Mand vat din Bedstefadet, « vedbled
den gamle Kvinde, idet hnn bennnede Anledningenz thi
Anshels Otd linvde vasltct hendees Etindringet oni det for
diaangne: ,,endnn hnllet jeg at have hatt, lange ist jeg
lætte hani at lende, mcdens han endnn boede i Ddlland,
at han havde sitevct en Bog, lom Altenen spr den stote
Faksoningsfest blev lstændt fotan Shnngogen, og han blev
tdunget til at lagge sig ned ifatt sine Festllader og Lande«
medeng en hel Tel ttatnpede paa lnnn og flog ham med
Kappe ja, fortetyde Sng mindre end eet —- og de flog
ham med sine Navet og sputtede paa harrt-«
»Gjotde de ditlelig det.« for Dtengen op. »Jeg
vilde aldtig i Vetden taalt laadant. Dvotsot tillod han
dein at flaa og fphtte paa fig, og hvnd indeholdt den Bag-«
«Jeg ved itle, men han hat eltetladt nng en Rulle
med Paahud ont, at jeg sial lasse den« sIt jeg dat. Jndtil
den Tid hat jeg ille Lov til at vife ten til noget Men
nesle.«
Den gancle fnatlomme Kvinde glemte, at hun talte
til et Batn, ellet tettete, hun handlede netop eftet det Jn
stinlt, der ofte bringet gamle Fall til at valge Bat-n fom
i fine forttoligr.
; «Men langt bedte at dlive ilaaet,« fartlatte Ftu
Rasenbanm, tdet linn paa en advatende Maade thftede
j paa Dovedet, »end naat du flal da at fvtglemme dit jsdifle
! Nahm thi da vil Tsdsenglen komme og satte-te din Leder
; ligesom en Ravn, det gtibet sit Blute-«
Sagde Bedftefadet det.-« sputgte Anshel satfltcellet.
»Nei, nej,« svatede den gamle Kvinde heftig. »Don
smilede ofte, naat han hatte zalt udtale lignende Ting,
og man plejede at talde ham den falste Rabbi da en ltafals
I
l
den i Jstael uagtet han gil til Synaqogen og vat en :
meget lækd Mand. «
Trengen laa lokundtet ad. lLftet en latt Pause bei «
ghndte han plndielig:
«Nej, nei, jeg lidet dem ilte; jeg Infley at jeg ilte
var en Jade —- jeg nistet-, at ieg ille nat Stn af en Jedes
Jeg Instet, at jeg var todt sont en «dedning«.«
»Ve! Ve!« udthd en dhd Stemme bag dem, «at jeg
siulde leve og hate dette dlive udtalt as min egen Eint
At han Inllet at blive en stafaldenl Nei, nei, langt bedte
at se ham taadne i Graden; lad hatn hellete dlive staatet
i Stollet Lem lot Lem!«
Taleten nasten streg i sin Ophidfelse, men hans Fut
bandelset blev nted en Gang afbtudte, idet den forslteellede
Dteng paa givet Signal fta Bedfteenodeten ftygtede.
Gud tilgive dig, Levi, min San, hvad hat Anshel
gjatt.-«
,,Gjott!« gentog Levi spottende, lidt ovettaslet ded at
dlide faa hurtig afbtndt. »Giott! Hat han ilke fotbandet
min Fadets Minde, og hat han ille vanhelliget den hellige
Lav? Stal han maafle tilbede den hangte liaaledes laldet
fanatille Jsdet lltiftuzl ligesom disie dumme, fotdtutne
nvidende Bandet2 Hat vi ille haft Etam not af hende,
fom btagte Fadets gtaa Haar med Slam i Graden —
iotbnndet vaete hendes Minde! Dnn —- hun,« og han
pegede med Fingeten i sit Raseti.
Begge tejfte sig uviltaatlig. Ratten nden at vide det,
idet de fulgte Retningen af Levis Finger, havde de vendt
Blitlet ned over Landsbhem hvot de sit Zje paa en Kvinde
ag etBatti, det lom gaaende i den darnie, stsvhelagte Gadr.
Kainden bat en tung Kaki-, ag Batnet saa nd til at vaete
saa plaget af Vatme og Ttaethed, at det hang paa Modeten
ligesaa tungt som den state Kntv
--—— .,,Dek WWWW
hdatdan hun hat faaet det, og for det formegtede hun fin
Fadetg Tro. Arbejde, atbeide, atbejde, llgeloni Dednini
getne atbejdet, fotat deres Mund tan fidde i den »ghldne
Om« og dtille sig dtulnel Bilde nogensinde en Jøde til
lade sin Kane at atbejde saa haarth Og for at faa det
; saadan hat hun fatladt as,« gentog han bittett. »Im
bandet veete hendeg Minde! Et hun ille dsd2 hat jeg
ilte anlagt Sstgetleedet fat hendes Sthld og siddettyv
Dagei Etat-et? Bette end dsdt Dad, dog levende,
fotfølgende mig lig et Spsgelle, hvatsomhelst ieg ven
det mig heu; bot i den samtne Landsbh med az, gaat
pp vg ned i tamme Gade — ag jeg maa le hendel
- Fatbandet væte hun, farbandet veete hnnl Betst-in mit
« Batn var en ftafalden, detlam han hlot vovet at tale til
heade, vil jeg dele ham Lein fat Leml« Levi dar saa op
beagt, at dan flat Tander.
Længe ftr Rinden med Kuchen og Bat-net lom til
den anden Side af Gaden, hvvt den gamle Jtdinde lad,
havde Ledi trutlet flg tildage og med et heftig Gmeld luttet
Unduet ag tat Lemmen tat, sont am han llle alene vilde
winkte thei, sen det blatte Winde om heade, lom havde
fmgtet sin Tra.
!
»
l
Den gamle Jtdinde vaanbede sig i dvb Smerte. Med
megen L ansteligbed lullede hun alter sine Ler og folvede
sine beendet-, idet bun begvndte at vugge fretn og tilbage i
Stolen.
Var del Deden eller Tratbed eller Inaasle noget anbet,
der tvang den unge Kvinde til at standse og for et Dieblil
at bvile sig op mod Vaeggen lige oveksok Jeden-·- Dut
Dun vovede ille at se over paa den anden Side. Med
megen Msje fortsatle bnn oinsider atter sin Vei. Baknel,
der fremdeles blev staaende, lagde sine fmaa Fingre i
Munden og lastede bemmelige Blifke tvcers over Gaben.
Det var Ijenfvnligt, at en navnlosJ zeugt alene forlnndrebe
Barnet fra at lobe over og flynge sine Arme omlring den
gamle Konk. Maasie Mode-ten var bange for, at detle
flulde ste, for hun fsgte at faa det af Sied. Men Barnet
boldt sig fremdeles bageftek og san med lange Eine paa den
garnle lære Vedstemoder tllosenbanni.
Den gaknle Kone syntes infztnllmcessig at fsle, at
hendes Barnebarn, som lutn aldr:g bavde vovet at se paa,
og bvitz Novn hun ille en Hang lendte, lun ventede paa
del mindstr Vinl for at luxme lobe over og omsavne bende.
Tet v:.rj Eondhed en sorsserdelig Kacnp og Selvbehers
stets-, som beugte bende nt fremdeleg at vugge fkem og
tilbcge med foldede Handec og lullede Liste. Til sidft lob
Barnet ester fin Moder og forfvandt ovover Waden
Den gamle Kone reiste fig og gil ind i Hufei
K a pi t e l ll.
Hvad betuder dene?
Levi studerede ilte denne bellige Etrbbatzastem Van
git urolig on og ned paa sit Verrelse, der var iaa vcl til
lultet, at ilte den mindste Eolstraale tnnde trcrnge sig ind. T
Var det Emerten over bang Son, eller var det Virlningen »
deras, at ban søgte at banlvie sra sin tsrindring det, sont F
saa pludselig var ligesoni tastet nun lmtn, der nn sorbins :
drede bam sra at sortsatte med de vante Etnderingert ;
En sremnied i Jerael tan nchoe iorstaa Tbbden og i
Bitterbeden i Levis Fslelser niod Familien-J srasaldne. !
Jmellem Zitder ca Massen as almindelige »Vedninger« er
der en Adslillelsens Mur, bot-J Tilstedeværelse muligvisz er !
Aarsaq til Made sor alle dem, sont ille elsler Israel —
det bliver i dvert Fald gerne anset sauledes as Jodernr.
Adrabamå Ein overgiver sig til Vod, Vrede og Foragt, i
idet ban er sorviciset ani, at al Ret, Tro og Rigtigbed er
paa bans Side, og blot Tyrislbed naa lians Modstandercs
Side. Von bar itle dlot Mistillid til »Vedninaerne,«
tnen ban ttr ikle tro paa dein i noget sont belst. At bade
Tillid til ncget, sont ille er isdisl, er allerede det strste
Trln til at blive en Kristen Det vil aldria salde bani ind
as egen Drist at tale sernnstia med en Vediiing.« Der
nndes ikte Spor as scellez Tanter niellein dem. Veller ilte
vil ban drImrne om at lunne omoende bam til JIdedotns
men — bang Religion er aldelez paisende sor batn. Men
»Vedningen« maa ilte sordriste iia til at ville leere sin
Ovcrmand, eller i sit sanatisle Raseri sorssge ved noget
Middel, der er utilladeligt, at vinde srbgtsornrne Til
bangem
Jsden vil vare redelmodig i sin Lnigang, god i sin
cpsørsel; tbi det ligger l bang Natur at være god: gavmild
i sine Vandlinaer, men derer et stort Eoælg nielleni bani
og den »bedensle·« Verdensp
Vvorledeg lunde bun finde paa at sorlade sine Fædres
Tro! Det var itte sor at dinde iordisle Form-, og det
lunde itte vare as cverbevisniiig, da en Jsde ilte endog
sor et scieblit tan taente sig Mnligbeden as at lilive over
bevist. Alt det Vad, Forsslaelie oa Foragt, sorn Israel
bavde lidt til denne Dag, reiste sig i bang Sind sor at laste
Fordsmrnelsesstenen paa de srasaldne. De bavde sorladt
sine Fadres Vient og sine Msdres Brbst sor at sorene sig
med Fienderne rg de grnsomnte Epottere. Te er sretns
mede nu; de bar en anden Gud, er as et andet Fall, bar
andre Lode, anden Gudsdortelse, andet Sprog, andre Sa
der og andre Tilbtieligbeder. Og dvg lan de aldrig blive
sremrnede — de er vore —- st as dort st og Ven as
dore Ben. De er dIde, begrcedte som iaadanne, lagt til
Side sont saadanne, ag dog er de lebende. Du taler oni
de dsde, du tanter oaa dem, du elsler dem, du tan naar
sotn belst se deres Billede los levende, og du baaber snart
eller senere at san-leg med dem. Men naar du bar begradt
de srasaldne sont dsde, lan du ilte tanke paa dem, itte elsle
dem, beller ille baalie at samles med dem, eller sorbinde
dereS Minde n«ed Gnd og alt det, som er godt De sra- i
saldnc er date i den Forstand, der ellerg er nnidstridende I
med Dsdem J dit inderste Vierte bar dog disse elendige
srasaldne sremdeles Overvcegtem Kan en Moder sor- «
glennne det Born, scm bun bar baaret under sit Vierte
og naret as sit eget Liv? Tette Barn er i Sandbed en
Del as bende, og tan bun med een Gang eller til nagen
Tid rive det sra fig? Hnn tan det inmitte, men Viertel
vil blsde til Tode under Forssget. Aldrig paa denne Side
as Graden san en itdisl Moder sorgiemme sit Bam·
Alt tette vidste Fru sltosenbaum meget godt —- eller
Wllsfjlledsniegssthfibifbnndovede ille as
tante paa det. Det var snndigt as bende, at tante med
Aærligbed oaa sin Dotier; bun baode aldria talt til bende,
itte en Gang dedtendt sig bende med et Blit eller en Mine;
bun vidste intet om bendes Levnet og Wandel, bun vidste
endog itle, bvad Barnet bed. Trade alt dette tunde bun
stdde timeois sor at se et Glimt as bende, naar bun gil
op eller nedover Gaden, men bun oassede del paa at lutte
sine Øjne, naar den srasaldne neermede sig. Lg Drenaen,
uagtet bun atdria bande set paa bam, tendte bun dos band
bele Skitlelse og Udtryt, og medens bun dar ndidende vtn
bans Ruder, erindrede bun band Fsdselzdag lige saa godt
og maasle bedre end Foreldrenel Von lignede nteget sin
Moder, endnu niere sin Bedstesader, da bun var aldeles via
paa, at ban var- -et saa sromt, aodt oa oplyst jsdisk Born
lom saa. Med Vensbn til Levi —— det isdisle Vierte er
meget blsdt oq varmt — tunde ban itle bade saa bittert,
dersom ban itte bavde elstet saa inderlig. Levi badede den i
srasaldne saa dndt, sordi ban bat-de elstet sin Stster saa
Mk
cenne Asten bat-de band eneste Barn udtalt soestraettes
lige Ord, da den Ytrina sbntes isæt at bade snoet sig am
trina bam llg en Sternge: »Im ausser, at jeg itte var en
JIde. Jeg Unster, at jeg var ssdt sont «HedUkUg«—« Ans
bel var altsaa kommen til dette Punkt, og efter tangere
i eller korteke Tids Forlle vilde vgsaa lians enefte Barn sor
lade dani. Det var i Sandhed meget ntsetantsomt asott
as Drengen —- men hvorledes lunde han virlelig vare lam
men til dette Resultat? Don havde ille hast Anledning til
at komme samtnen med sin Tante —- aldrig talt med liende.
Kunde diese Tanter lidt ester lidt vare blevne bivragt liam
as den ssdisle Laut-, som hver Sabbatsasten lom sor at
lase over og sotllare Dtenaen den Del as Loven, der bitte
til Sol-baten i Synagogens Levi havde aldrig hast sttld
Tillid til denne Mand, ter i mange Stvtler esterlianede
Dedninaerne, ag dog itte var en as dein. can havde noale
underline Begkeber om sorslellige Ting. han tladte sig
som en Dedning, og han sotssgte at tale sont dem. Maasle
Lateren oasaa vilde have varet soranet, dersom han ilte
var ssdt as jedisle Foraldrr. Levi maatte stralsJ satte en
Stopper sor diSse Undervisningstimer. Man tnnde aldrig
vente noget godt as bedenste Latdonnne· Hvad Ratte
lnnde man bade as at lase der-is Voger Fott talte oin at
blive ovlysie oq i Stand til at sorstaa oa sattlate alle inn
lige Ting og de endte med ille at tro tiaa neiget
Men niedens Levi argumenteusde vaa denne Manch
idet han i nidlar Hat-ne studsensde en oa ned i Bei-reitet
var han da virlelig tatnemmelig i sit eget Hier-te over, at
han var ssdt Jødef Var han Jede as eget Valg og Liver
beviåining eller tun ved tilsaldia Fsdselk Kan der ille have
vatet en henimelig Tvivl angaaenre dette Pnntt, der gav
saadan Bitterlied i lians Harme?
J iantnte Øselilit hatte-S i naste Vatelse den smtiavte
Larets Stemnte, idet denne liesalede Anghel at heute de
sein llpliosedjger. Levi satte sig ned sor at lntte. Zaa snart
dan marlede det mindste, der tndcde tma Branglare, vtlde
lian starte ind sor paa staaende zod at assledige Formge
ren. Levi Rosenbamn var i en Eindgstenniing, der gjorde
ham i Stand til at bade oa havne sig vaa alt, som itte var
agte jødisl. Var det ille et vigtigt Arbejde at aislere en
hemmelig Farrader, tnedeng han Pan sainnte Tid lscsnede
sit Hus og eneste Beim sra den state Farr, sont ttnedc denkt
Ttii uagtet PorgeS var ineget anset i de jsdisle Farinat
linger, rnstcde dcg aldre Folt paa Hovedrt over bang un
derlige Begteber, sont de tiavde Mistante am ilte var, sont
de.burde vate, og de unge Meintesler vovede ved bang
Clsempel at sotsstnnte de anordnede Lovlmd, naar iotn
helst de lunde go:e rette nden at dlive oddagede. Tertil
kom, at ingen vidste riatig, livad PorgeH i Virteligheden
var i sit Hinte. Dan toin samtnen med ineget saa —
maasle dette strev sig sra en sareaen Tilbageholdenlsed,
eller var det maasle as Mangel paa aandgvestagtet Selslab;
ntaasle sotdi han tilbragte sine ledige Tinier med sin Mo
der, der var linke, og ined sin Systey lzveni han sorsIr
gede. Pol-ges var en meaet dannet, rolig og besleden
Mand, som hvpvig as disse Grunde var udsat sor Mis
tante, og alle de »bedensle« Besser paa Dvlderne i hanc
Kontor gjorde sit til, at man betragtede hatn med blandede
Fslelsen
«Las,« sagde Lareten ester en Pause-, som Levi sandt
var ualmindelig tang.
Levi havde selvsslgelig hart Stdllet sor Dagen blive
last iSvnagogen, enen i dette Ojeblit lom det neeget over
raslende paa dam, og dersom han havde erindret det, vltde
han vistnot itle have lyttet til Undervisningen denne Sav
batsasten.
Paa den sadvanlige tot-re ag formelle Maade og i en
syngende Tone begnndte Anghel sprst at lase paa Debraisl,
derester begvndte han at oversaette saa godt,« sont han
tande.
«Men det slal ste, dersokn du itte vil here vaa Herren
din Guds Sternme og gsre alle bang Besalinger og bang
Inatdninger, som jeg bvder eder paa denne Dag, da slal
alle dine Forbandelser tonnne over dig og sorsslge dia
Forbandet slal du vare i Studen, vg sordandet slal
du vare paa Matten —-- «
Der standsede Drengen.
»Dr. Vorges, hvad er Meningen med dettet«
Levi bevagede sig urolig paa Stolen sor at here godt
ester.
«Meningen med dettes « svarede Porgetz i en Tone,
det gav til Kende, at ban var lidt soenndret, »Meninaen
med dette? Tersom Jsderne ille adlydet Gudg Bettle, slal
de blive steassede.«
»Er de ulvdige mod Guds Villie nn.« spurgte Tren
gen, »og paa hvillen Maadet«
En Pause indtraadte.
«dvotsor spitger du am det .«« spnrgte Vorges.
»I) ethvert Fald er vi sarbandede, · svarede Anshel
nden at tage densvn til Larerens Spsrgsmaah Drengene
paa Gaden sorbander os, ligesaa Binderne vaa Lande«
»Det er ille saaledeg i alle Lande,« svatede Porgeg,
»vort Fall er itte sorsulgt overalt. Dei er itte saaledes i
England, eller i Frankng eller i Dolland, hvor von Feste
lan indtage hvilten som delst Sttlling.«
»Jasaa,« mumlede Trengen, idet han erindrede Bedstes
modetens distorie, »der itle alene soibandek de hverandre,
nten de banler hvekandte med lnyttede Naver. Ttor De
fftsiiskelig, 4at voidell i· dissevLandeTtYe Te saiWndei
Staden og paa Mariens-·
Lareren trat sin Stvl larniende narmere Bordet. Leg
manae andre i lignende Stillinger, der itte lan eller vil
give et usordeholdent Svar, unddrag han sig. Ester at
han derpaa bavde tsrket sine Beiller, sagde han tsrt:
«Las videre!«
Dtengen begvndte nasten metanlst at lase, idet La
reren mere end almindelig paaslvndede Lasningem bange
sor at Drengen slulde standse sor at give bam flere saadanne
brydsomme Spsrggmaai. Der dlev ingen Pause, fsk de
com til disse Ord:
«Du slal blive en Fordandelse, et Ordsvrog og et
Mundbeld iblandt alle Folleslag, livorlpen Gud slal sske
dtg.« .
»Dr. Porges,« sagde Dkengen destemt, »sig mig, thd
detvdet dette«.«
»Dvad mener du?« sputgte Lauren
»Amt« Anthel pegede paa Verset.
»Da henveger vaa sotgangne Tit-txt sagde til stdst
Lauren
,,Gsr det? Men er det sandt nut«
(Jottsaties).