Filip Champion
Forttelling as Hesva Stretton
(Slnttet.)
.-—
Da han var gaaet lidt bott, og hun saa op paa niig
sted Foetoivlelsene Sloohedi Ljeh vidste jeg itle, hvad jeg
statde get-e nied heade. Men da der nu i hetides Øje toni
etUdttyk, sont var en Bøn ont Hielt-, saa kunde seg itke
andet end hjælpe heute. »Gut) stytte ning sultede jeg
inn til Gud Jeg, saa at bendes Psalter dtyppede as
Band; Flodens gtumsede Band, og at hendes Lemnier
stæloede· Jeg blev nu gteben as den indetligste Medlidens
ded. Jesus Kristus elslcde oe ttods alle vote Syndet og
al vot Elendighed; setz tnaaite ogsaa nu vise tætlig For
dartnelse over deniie Kunde-, hveiu Jesus so ikte vilde sor
styde, hvie hun lærte at trygle hani otn Rande. Ia hun
nu stadig san paa mig med tine store, sporgende Tini-, sagde
jeg: »Bi! du folge nied wig hie-inf«
»Til dereö eget Weins-« spurgte dun sorundret.
»Ja, toni med mig, du trænger til Hjælv og Rand,
jeg vil gnre sor dig, yvad jeg kan«.
Hun sljulte sit Ansigt mellem sine Hænder og spntgte
dullendez »Vil De vittelig ogsaa søke ntig til Detes eget
Hieni» «
,Ja,« svarede jeg» ,du stal sove i et Verelse ved Siden
as mit eget; « iMorgen kunne vi tage nærniete Besteninielse,
naat jeg dar hart lidt niere oni dtg selv.«
»Tetsoni De lendte nitg, vilde Te ilte ovtage mig
iDeres Hjetn.«
,Jeg sendet not til at vide, at du er elendig:
Jesus tendet din Nod og hat sendt niig sor at yxælpe
dig.«
Jeg løftede dende nu rv og ved zilivs Hsælp lededes
den stattels unge Kointe ud til Trosten. Hun sant ned
, i Bunden as Vogneti og ssjulte sit Ansigt i Folderne as intn
Rote Medeas or kprte til niit Hiern, var nitt Lisette helt
sineltet, og jeg ncerede nu det indetlige Laste, atGud vilde
give Naade og Lnlte til« at oi tunde saa Lots til at spte
dende ov ad mod hendes eoige Hieni, Gud Zadets Hus med
de tnange Bangen
Jnden en Time var gaaet, laa den itnge ttvinde i en
ttyg Sonn. Hendee Ansigt var bleven teniet, og hun laa nu
t vort stedelige Hjetn Jeg davde listet niig ind til yende
og saa paa hende, soni jeg saa oste havde set paa lille Filip,
naar han sont Barn laa i sainnie Værelse og soo. Da jeg
toni ind i mit eget Baerelse, tog jeg tnin Bibel og lcefte otn
Synderindem sont saloede Jesu Fødder med Salve, oædede
deni tned sine Tom-er og astorrede dem nied sine Hooedhaar.
Ont hende sagde Ftelseren so: »Hendes niange Syndek ere
dende fokladte, thi hun elstede nieset. «
Den sslgende Morgen git jeg atter ind til Pigen. Jeg
niaatte nu ersate, at det er saate vansteligt at bringe en
saadan Staklel ind i rette og tene Forhold. Hun var sttate
gnaven ntod mig og svrlangte at toninte dort. Hjeainiet her
passede itte for hende, inente hun, hun kunde itte leve sotn
os. Jeg sagte nu at sotklate hende det grusulde, hun var
taget dort fra. Hun var bleven stelst ska Tod, og nu blev
der tatt hende en Haand, der ogsaa oilde sage at sei hende
dort ska Synd og Elendighed.
Gewdende hatte hun ester, hvad seg sagde, men hun
enstede dog paa Hooedet og sotllarede, at hun itke lunve
holde nd at leve et stille og toligt Liv, det vilde drcebe heade,
tun i Vetdens lystige Larin kunde hun mer og tun det
lette Frileoect tunde hun viere inev til. Jeg var nat ved
at sottvivle, for jeg tunde ingen Begne komme tned heade.
Hente Filip tunde jeg itte, seg lunde itle tænte mig, at han
tunde tale med den dydt saldne noinde, der bcevede tilbage
sta at leve et stille og sredeligt Liv. Men saa toni jeg
pliidselig til at tænte paa niin Art-der Hatt var sitlert
deu, der kunde hjælpe her. Jeg opsottrede Zigen til at
sslge mig.
Endnu den Dag i Tag san jeg se den unge Koinde, da
bun stod soran den aabne Der ind til nun Brodets Vatelsr.
Der laa han nied sit tnagre, svrpinte Ansigt og tatte sin
haand ud mod hende, sotn oni han klart oidste, yoorsor jeg
lotn nted hende til hom.
»Kom«, sagde han, sont out yan talte til et Batn,
,scet Dein her hos mig, lad os tale samtnen og se at saa
alt ordnet paa bedste Maade.«
Pigen gik hen til Sosaen. Hendes Egensindighed var
nu snunden for Medlidenhed. Jeg horte, at nun Brodes
dad, oni dun vilde give dan lidt Band. Sagte devcegede
hun sig i Beetelset og opsyldte hans Snstr. Jeg git nu;
jeg anede, at hun vilde optrcede andetledeö orerfor tnin tyge
Broder end ooetsor mig
Det var en lnttelig Usten vi havde samtnen. Kaptatn
chainpion san glad og tilsteds nd. Filip nynnede muntert,
Geotg laa paa sin Sata, han sllte, at Giid havfesivet hani
en Gerning ined at opresse en as de saldne. Ja, det var
so itte saa underligt, at vi vare i en lyttelig Stemnins, sor
Orest ester det selo at riet e et stelst Menneste findet- det io
ingen ststre Lykte end den at viere et Redstali i Gudz haand
til at lede et oildfatende Faak tildage til den teosaste Vyedes
on
Ja, det sorstod vi nu tlaet, at Gud havde qivet os det
dverv at viere en Stitte for den stattels saldsie Piqr. J
Vegyndelsen havde seg en Del Banstelighed oed at udssce
initi Gerning pas den rette Mande, for min Broder saldt
det deeimed nieset naturligt· san hat-de i fin Svaghed en
sotnndeelig Magt over Pigebatnet. Vi maatte lese et sue
i vor Nethed5 adstillige andre Familiee sont hat-de Diertet
paa rette Sted ovetsae de stakteli saldne Stabningey ststtede
os, saa at vi sit niere og mete at tage vare paa·
Filip var endnii nied sin Inder paa samt- da han
miede sin Morde-oder- store Ioeniur. Jeg hat-de faaet det
at vtde nogle Uset set han, da han just var paa Reise; ieg
pode us travlt ined at tcenke neig, hvorledes Filip vilde
Ietytte alle disse senke. Pest-rette saa jeq hani iste, da
hu sit sudstab o- Itvnn Beet-et sea Sagstter Sanderit
M III Mit i en Var-, hvor de date lsdne ind for at
M state III M the koni hatt hie-t; han var iens
II- W des Hutte, de Ianqe Penge havde iste gjprt
s- W W esee spricnsella
»«Btcsses III Und, July-, sasde jeg, da jes
passe-.
,Ja,« svarede han« »oa det et jeg glad over. « i
»Bist lan jeg godt sorstaa, see nii lan du jo blive. hvad
dii vil viere; hvad hat du niest Last til at tagesat paa? !
Nii ital du blive noget tigtig start og vinde et hemmtl
Navn.«
»Nej,« svarede han tolig, »jeg lan ille gaa andre
Veje end sandanne, ad hIilke jeg tan have inin Jrelser nted
inig og tan virle ester Gilde Vilje. Diese Penge kunne
ille sritage inig sor den Gecning, Gud hat givet niig at
ndsore«.
»Hvad niener dii«, udbrnd jeg iorundret; »den state
For-eine sorandrer jo hell din Stilling. Du laii da ilte
laeiiger være Styrniand paa et Sejlslib, det passer sig ille
sot en rig Mand. Riqdotn soker baade Ansvar og Pligter
niedsig«.
,,Ja,« svarede han, ,,det er rigtig, men nied niin Rig
doni niaa jeg ille gleinnie de Pligter, jeg hande, for jeg blev
rig. Du husler itle, at min Fader for sit Helbreds Slyld
er nodt til at vcere paa Even saa meget som mutigt; liin
jeg lan tage Plade hos haiii, selv oin niin Morbroders
Formiie var ti Ganges starre, end den er, saa vilde den dog
ikle bringe anden Forandring iot niin egen Person,
end jeg lan indrette vore Kahytter noget imullere, end de
vare for.«
»Men, Filip da!« udbrvd jeg iorundret, vil du viele
lig blive ved at sejle«.-«
»Ja, deroni er der ingen Tvivl, Fader ligger paa den
ene Vægtslaal, og rniiie Penge paa den anden, hvad er
tungest, dvad mener du, Taiite Fannvk Jeg lod viere at
ftiidete svr hans Stqld. det er lige saa let at give Llslald
paa inin Rigdoms Bedageligheder for hane Skala Men
jeg er alligevcl glad over, at leg er rig, for nii liinne vi
gore andre godt; nii tan ieg ogiaa gvre dig godt, lille
Tante«.
Tet var en Stufielse sor mig; jeg havde hanbet, at
van iiu vilde nnde alle de Godei«, Penge tunde slasse. Min
Broder var iuldstændig enig nied zilip. Jeg maaite des
vcerre nii sorstaa, at min Brodek og Filip levede i et user
rnece og sandere Jorhold iil Gad, end seg. J Troen paa
deres Frelser davde de sundei Livete disseste Lylte, den sor
dunkle-des ilke ai· al Verdens Gods og Mee. Kaptajn
Champian holdt nied mig. Han var, som jeg, niere sor
bliendet as Bei-denkt Glane end af Naadene Herligded Han
mente, at han stod i Besen sor sin Seins Lotte, nien Zilip
blev ved sin Besteninielse. Jeg saa aldrig en Sly paa
hane Ansigt, eller dorte et eneste iittlsredo Ord sta hana
Lieder.
Filivs Penge bleve nu en god Hjcelp til vor Gerning
sor de saldne Kvinder. Vor Virlsoinhed blev betydelig nd
videt. Stont jeg havde Hjcelp not, var jeg dog ene oin
cvertilsynet og solte oste Savnet ai en paalidelig Stolle.
Tet sorstod Filip ogsaa.
En Tag sagde han til mig: »Du bliver sor anstren
gende sor dig ai viere en-. i denne Geining, jeg inaa se at
slaife dig en Moder til alle Pigebornene; leg vil preve, oin
ieg lan ovektale Jru Transom til at loninie dig til Hjielp;
hiin hae det saa ensoni siden Mandene Tod. og det vil
silkert viere en sior Gliede for hende at virke nied i vor
Saiiiaritangerning. Hiin torniner nol, naar jeg lalder
paa heade; Du slal se, du flal nat saa en trosast Stolte
i hende.«
Filip strcebte efter at ordne denne Sag. Der blev
sundet et passende Vierelse, dette blev mobleret, og saa
reiste han bort estet zru Teansoin Otte Tage ester tom
han nied heade. Da leg saa hende. sorftod jeg strals, at
hun vilde blive en Velsignelse for vor Gerning og en god
Sinnein mig. Hiin saa saa mild og heilig ud, og en
dirnnielst Fred lyste nd as dendes gode Linn sa det lunde
itle viere andet, end at hun vilde dlive min rnodetlige
Veninde.
Vt viste dende nii hendes Værelse, og saa, hvordan dun
seydede sig over det lille Hiern. Filip davde ordnet sor dendr.
»Du vil blive en Moder sok os alle«, sagte Lilie-, da han
satte hende ned i den blode Bedsteinoderftoi. »Bt have en
Flot iiaktige Born, sont det galdee otn at scette god Slil
paa, det vil blive vanlkeligere sor Dem end med dekes Stole
dorn, nien ved Gilde Naade gaar det not godt«.
Dei gik oglaa godt. Der rar ilte een as de statkelö,
elendtge Pisa-, sont vi havde opsagt og optaget i vott Hjem
soni ilte ester nogle Dages Fort-b vare glade ved at lalde
Frii Transoin sor Moder
Der ligger en stoe Velsignelse i at kunne saa Lov til at
tage Del i lristelige Karligdedegerninger. Arbejdet sor
alle dein, der trange, alle de lidende og de svage, er en
Trang sor den troende Kristen og giver en Lykke, der er
starke end de Gover, der ellers bydes en. Alle Keistne
have ille naaet at saa denne Trang til at viele i Kerlighed
for Jesu mindste smaa, det er, sordi derea Tro endnu er
svag, vg sordi deees Øjne endnu ilke eee opladte sor,
at sand Kæelighed er Kendetegnet paa regte og levende
Tro.
Da jeg loni ind i Ardejdet sor de iilyltelige Kvindeey J
vi optvg i vort Hieni, sorstod jeg ikle den Locke, der aalsnes »
des sor mig, vg jeg gav mig detsoe itle hen i niit Arbejde
nied Gliede og ined Tal, soedi jeg niaatte og lunde arbejde.
Nu ved jeg, at hin Tid var saare lyttelig svr mig. Knn en
Ting gransniede mig, det var, at Filtp sor sit eget Bedient
niende tiin havde saare ringe Gavn as alle sine Benge. han
eiede notiikligoia nn sit eget Stil-, og han og Fadeten sejlede
kan, hvoc de havde Lyst til at komme. De loni ogsaa tidt
hieni; rnen havde de veeret i Land et Par Uger, maatte de
paany til S-s; saa leense Kaptain Champion levede, maatte
Filip tilbringe den ststste Dei as fin Tid og den bedste Dei
as sit Liv ude paa badet.
Det er undeeltgt«, sagde Kaptajn Champion en
Das til Fett Traniom, «at Gud staanede mit Liv i det
vilde Asrita og nn ladet enig veere en Byrde sor aiin leere
Esth«
«De inaa aldtig tale oni den Sag, Kaptain«, lvarede
sen Tranva. «Det Osser, soni bringet i Kerliqhed, er
itte stnrre eller tangere end det kan bietet «
To Aar ester at Filip havde saaet sin Art-, blev det
besinnt, at noqle as de Pilzen vi havde hast leenast, sciilde
rejse til Amerika soc at dane fes en Bei der. Dette voldte
ed en Dei Beine-ringen det var ikte let at sende deni over
need alaiindelise Udvandeingsslibr. Georg og Hilip talte
nieset ou Casen; en Das sil vi endelis at vide, hvad de
W lcskt
»Wind mener du Fannv oni selv at rejse til Amerika
og tale nied de Familien soni sliille have vore Piger?«
Jeg dlev aldeles sorfærdet over denne Tonle. J over
25 Aar havde jeg ille tilbragt en eneste Nat uden sor vort
hieni; jeg var ille oant til nve og sreininede ziorliollu lin
derligt var det dersor ille, at jeg straks bleo angft over
dette Spørgdmaai.
Georg havde erllceret, at dan var rede til at undvcere
min Hiælp. »Kiiii maa du love niig,« sagde san til Filip,
»at sore hende lyllelig og vel tildage til niig oin et Pai
Maaiieder«.
«Med Guds Hjcelp ere vi tilbage oni to Maaneder«,
soarede Filiri, »Du dar gvdt af en langere Evtiin vil du
med, Tante?«
Hoad sttilde jeg svare«.- J ganile Tage havde jeg
undertiden Last lil at loninie bort sra mit ensartede, stille
Hieni, inen tin var denne Tanle trenitned for mig. »Ja-i
du ille lage Fru Traiiiotn nied'.-« iagde jeg undvigende.«
»an lan ogsaa komme ined«« ioarede Filiri, ,,og hun
tager nied, naar jeg beder hende oni det. Sig nit ja,Tanle
Fannn, og reis med. J Llften reiser jeg lil Liverpool vg
ordnet alt, saa du lan saa del dvggeligl og godt; det vil
bltve en stor Gliede for mig at have dig nied, Tante.«
Jisg nrooede endnu ined nvgle Jndoendinger, nien jeg
stod jo ene mod Georg og Filio vg looede dersor at lage
med. Jeg havde liln nogle iaa Tage til at gore mig ster
dig til Reisen. Filip koin tilbage sra Livervool for at lienle
Fru Transoni og mig; jeg sagde zarvel til Georg, og reiste
med underlige Folelier fra mit gainle Quem over det store
Hav til den nat-, ireinniede Verden.
Da vi lom til Liverpool, fartes vi stral- nd vaa den
ftore lldvandrerdamper. Filipsz eget Stil) var ineget min
dre, detlor vilde lian benvlte del store Passagerflid Vi «
iil den bedfte Kadvl om Bord paa Slibet, alt var indrettet
paa den bedageligfte og dedste Maade, Salonen ved Sideii
as vor Kahyl var mobleretnied en Praal, soni forbavsede
Fru Tranioni og mig. Det var en suldstasndig Mahl-It
ning til Kahntleriie i Forslavnen Man lnnde nceppe staa
op i dem, Lasten var iaa tvalin, Pladsen var riiige og nian
var der omgiven af äl-» standende, bandende og inissornoj
ede Meiinesler.
Da jeg veiidle tilbage sra Forstavnett ester at have set
Forholdene der, bedrvvedes jeg over, at ill-: alle lunde have
del saa godl, som jeg. Lite pinlee jeg as den Tanle, at jeg
lrvcde iOvetslod og onigioeii af inange Behageliglleder,
medens saa inange andie at miiie Medniennefler vaa samme
Slib inaalle lide mange Eavii; men del stod io ille i niiti
Magt at andre dette zordoldz del eile-te jeg liinde gvre,
var, at lalte Gud for liaiitz ldodhed mod mig, og at glrede
iiiig over at Filip og K aptain Champion giorde alt sor de
reisende for at opmuiilre vg hjælpe dem, saa at Reisen dlev
iaa behagelig lot de iatlige Mennesler soni inuligt.
J omtrenl iyv Tage vavde oi vcerel paa Havet, og alt
var gaaet godl· Veirel davde været small, Ser rolig og
Hinilen slvfri. Men saa slulde vi vrsves i sarefiilde Tinter
3 Syv Dage eiter vor Afrejie sra Liverpool stod Kaptain
Chanipion og zrii Transoni og belraglede den dalende Sol,
der var ved at »gaa ned« i det purpursarvede Hat-. Mod
Eyd hæoede en smal, dlaaniorl Slv sig op over Haofladen
»Hvad er det, De belragter saa opniaeilsonit, Kaplajn".-«
spiirgte Zru Transoiii, da han stadig dlev ved at se over
niod denne Sky
»Vi iaa snart ikotandring i Beim-C svarede dan,
»nn ville Tametne iaa at vite, hvad det vil sige at verre
til See-«
Tet var sent den Alter« da Fru Transom sorlod Direk
let. Maanen steg langsomt op, og et lyssarvet Stier bredte
sig under den den over Hansladeii. Ta Fru Transoin og
ieg havde sagt god Nat til Iiliv, gil han atter op paa
Dattel. Da vi laa i vore llvjetz foretotn del os, at vi .
horte Lade, vi aldrig ssr havde hort. legerne flog ander
!
ledes end sor mod Stibets Sider, og der lod af og til sont 3
et dydt Stil hen over Haltet
Det var Tegnet paa Stornien, der ncerniede fig. Ved !
Morgengrv reiste Storinen sig og varede ved hele Dagen og
den folgende Nat. De reisende lagde i Begvndelsen ille
« videre Meerle til Uvejret. Men da Stvrtneii blev steerlere
Time efter Time, og havel lom i et voldsonit Qpror, dlev
alle angstelige, og tredle Mal-see reisende var nceslen hell
vilde al Forscetdelsr.
Damperens Kaptajn saa alvorlig lid og ovholdt sig
stadig paa Ballet. Filip og litt-plain Chamvion vare ogsaa
« der oppe hele Ttden· Da Natten atter oprandt, sad Frii »
Transvm og ieg i Kahytten og lyttede med viingstelse paa
de lange Bolgeslag invd Slibet.
Filip loni ned til os og angstede os med at sige:
»Mitt- eder ilte ai, nieii bliv i Tsiet i Nat.«
»Er der Juni-« spurgte jeg.
»Ja,« soarede Filip, «Stornien er ganlle vist forbi,
even Stil-et er lal. J inaa, naar Tiden lotnmer, folge
mig vg siedlilkelig gere, hvad jeg siger. De reisende paa
Foedællet te sig sont oilde Mennesterz flulle vi i Redningss
beladene, ville de flesle storte sig i Hat-eh lordi de ille tunne
holde sig rolige og lvstre Kommando; jeg maa derfor bede
eder at lyde vvre Zeinlinger-«
«O, Filip«, nddrsd jeg, »forlad os ille«.
»Mit jeg dlive hos eder, slal jeg, nien jeg maa ogsaa
lode, naar jeg desaleöz I inaa forlade mig, naar jeg vedee
eder oin det, loo tnig det,-«
»Ja«, sagde Fett Transoin og saa paa Filiv nied et
lillidsfuldt Blit, »oi slulle strebe efter at viere stille iNIdss
tiden; vi sialle gere, hvad der bydes os. End er vor
Tilflugt,hvad han end sendet os, saa tænler han tun det
dedste for«os. Dsden er ille den værfte for nogen af os,
oi lende den jo iom Beten til Livet. Vi oille overgive oo
i Guds Faderhaand; han vil alt til det bedsle.«
Filip gil nu op paa Ocellen Pumverne vare i ital
britdt Virlsvmhed, og del solltes, som oni Mastineii arbei
dede svagere og svagere. Ratten stred dog saa langlomt
for od; nien endelig laa oi genneni Kahytevindiierne, at det
gryede ad Dag. Nieppe laa vi dette og glædede os derover,
ssr vi msrlede en steckt Rastelse genueni del store Slib og
et Redlelsllrig trængte sig gemiem havets Larin ned
ttl od.
Kavtain Champion lom ned til os, og Fallestahytten
var snort tuld at engstelige Mennester. Bi strebte efter
at tot-nie op pas Dætlet, ineii dette var ilte let, alle vilde ;
op paa en Gang. Endelig toin vi der op, hope alt var
i Foroirtittg, og fortvivlede Mand og stainderlæmpede sor
dereg Frellr. Kaptaln thampton oanede Vel for mig
indtil leg lont hett til Filip.
«,Blioe vi alle lrellte·.« raabte leg til hom
»Nel«, lvarede han, »ille alle; men leg hat lvvtk VM
deer at dringe dig tilbage til hani igen, leg oil gote Alk
lor at srelle dig.«
»Me» d- solger mig da, hole leg bliver stell k«
iputgte leg tengstelig. Af hanc alvorlige og halttdelige
ACWU lstl leg« at han ille lelo troede paa at lunne naa dort
sra Slibet.
,,Fiiip, leg vii d- med dig,« udbwti leg og titingsds
mig tnd til dam.
,,Nel, Fantttz, din Broder ventcr dig. sor hang— SMV
niaa dtt leoe«.
Han tog mig nu i sitte Arme, bar tnig hurtig over
Dcellet til det Sied, hvorlra den lidlte Baad httrtig ihldtie
med reisenden Med Slrcel laa leg itd paa tet oprtitte
Hari. Slont Stornten rar ophort, oar Bolgegangen dog
starrt Nogle af Baadene vare allerede i lang Alltand lra
Stil-et; de vare alle overlhldte csl reife-ide. Fra det nederlte
Dæl lod lorlærdellge Strig op til os. Alle raubte ont
chklo Jngen kunde hde den. Alle laa i hol Grad for
tviotede nd. Kttn Filto og Fett Traniont var stille.
,,Kominer Iris Tranloin ille nted mig, Filip!« lptirgte
leg belhmret.
»Nel«, loarede hatt, »hntt blioer hos mig«.
»Farve!, leere Ftolen,« iagde hun, ,,i Dag skal leg
modes nied min Mand. Form-L Gnd bevare Tent! Nu
maa oi stille-Ils
Jeg ved litt-, hvad der flete t de folgende Lieblille.
Men da Baudert stodte lra Ekibet, befandt leg mig i kenne
Endtitt eti Gang harte leg Filip main-, og leg iil Kraft til
at le bang leere Ansigt. Han ltod lidt aiiides med lin Fader
og ztti Traniottt. Jeg liinde todelig le deteit Tini-isten da
de vititede det sidlte Farvel til mig. Solen btod lnit titi fis-Im
gennent Slherne og ltllte over Slibet.
»Er der intet Haab ior alle die-se Menneller«.-« lpitrgte
leg en Matroe.
»Nei, det lrlnlet!«
Matroierne roede laa hurtig lom inttligt bort ira det
ltlnletide Stib.
Det er lorttnderligt, hvor niegen Angst et Menneiles
hlerte lan betete ttden at brifte«. leg lorltod ille, at leg holdtes
i Lioe i dette sorgelige Lleblil, da leg iotlod Filip, iiien
Gitd var naadig intod mig og bevorede mig.
Nogle laa Timer elter at vi havde lorladtdet ihnlende
lldvandrerllid, bleve vi optagne al et lorlilejlende Stil-,
lom var paa Relle hlem til England. Om Zilbagerelien
ved leg ille nieget, leg var sor lvag ttl at lunne tcenle eller
tale. Dog sil leg lagt, hoem leg var, og hvar leg doede,
til tectptalnen og Bergen, der plelede mig med megeii Litthii.
Jeg solte hele Tiden en oinlig og uhhggelig Slovhed,
i hvtllen leg ikle eonede at teenle llart over niin Sorg. En
dhd Anelle tortalte mig, at leg hat-de lidt et ltort Tat-, men
det var itntttligt for ntig at satte llart, htior stor min lllhlle
i Virleltgheden var
cmtcent tre Uger elter at leg havde lorladt London,
gil leg atter i Land i Liverpool. Det oat en trist og ist
geltg Reife lor mig derlra og til London. Jeg var sont
i en Dvaletilstand, men da leg atter ringede paa vor Port
llolle, begyndte alt at staa liart lor min Eitel. Jeg vtdlte
nu, at Filtp aldrig mere llttlde ringe paa her og trade over
oore Doktrin.
Ta vor Tlener lom og littlede ov, bad leg hant otn at
vare tat-s, lor at mtn Broder tlle llulde blive lot-streiten
Da leg ncerniede mig Daten til mtn Broders Bettelle, ltod
dentte aabett; leg harte en tiefe al Bibelliogen nied dcempet
Stemme: »Jeg laa en nh Himmel og en nh Jord; tht den
lorlte Himmel og den sorlte Jord var sorgaaet, og Haoet
var ille merk-«
Jeg lanl ned paa mine Knce ved Toren og grad.
Min Broder lcelte videre: »Og Otto flal altorre hoer
Taare al derea Dlne, og Døden flal tlle vare niere, el hel
ler Sorg, el heller Pine ltal viere tnere.«
»Jngen Sorg og ingett Ptne,« gentog nnit Broder med
lin blide Stemnie. Jeg litnde le ham genneni den halt-:
aabne Dor. Hatt laa ud i Bærellet med et ltllleligt Smil.
Hoent var det, han henoendte lig til; een, lont lel ille luttde
let Der oaltes et Haab i mit Hlertel et haab, lont bragie
ntig en sorunderlig Lindring.
»Damit vi blot vidfte, hvordan Tante Fannh har
det«, lagde den Person« lont lad inde i Bakelset ved niin
Brot-en Det var Jtlips Stemme, lhntez leg, inen leg turde
ille tro det. Dog, del varede ille lange-, inden leg dleo
overbevilt oin, at det virlelig var dani
Jttden leg vidlte af det, lad leg inde i ntin egen Stol
mellent Georg og Flut-. J nogle Øleblille lad oi ltille
i tavd Gliede og i stille Von til Gad. Satt maatte Filip
- lorttelle, hvordan hatt var blevett lrellt.
Da Stil-et lank, lorloandt hans Fader og Fett Tran
» lom strals i det msrte Bill-. Hatt greb en Blalle, der slsd
paa davet, ved Hlælp al deettte holdt dein stg appe. Stil-et
J var siedt mod en Klippe, og den everlte Dei al Maltertte
» og Togoarlet ragede pp over Banden i dette llhngede Filip
’ og nagle andre Sttbbritdtte sig. Ulhlleti var llet paa et
Sted, der delterdeded as mange Slibe, det varede derlor
ikle lange, inden der lom et Stil-, der lorte dent hurtigere
hletn, end det, hvormed leg rellte. Vilip var lontmett til
London Dageni Formletr. Vi have hort, hvordatt mitt
gudhengione Brodes- tttodtog Eltertetningen oni Motten
han lsgte Trslt i BIgernes Bog og lod Gud tale lalige
Ord til hatte Plertr.
Elter nogle Ugero Forlle harte vi, at vore Piger
oare anlonttte til deres ntle hiemiilmerila Koinderne
lotti netttlig lstst i Redningdbaadene, og disle naaedea lnart
alet Stil-, der lsrte alle til New York. De llrev til od,
og lertalte os, hvorleded Kaptaln Champion havde glort
alt lor at laa dem ned i Redningsbaadenr.
Illip hell-hebe tut itle at lelle niere. hatt var til det
lidlte en trolalt Satt mod sin Faden Jeg ved itle, hvad
hatt vil beghnde ated i Fremtidem men det ved leg bestemt,
at han« Bitten oil blioe helliget Gad. hatt har vieret tro
i laa mange lorltellige Forholdz oed Guds Rande vil han
vedbtioe at oeere tro til Enden.
M