Filip Champion
Fortirlling as Hei-tm Streitaxt
(Fortsat.)
»Jeg dar aldrig glenit at bede Gud Fader detoiiix
hoer Morgen beder seg; Kære Gud Faden destærni inin
Fader dele Tagen igcnneni, og voer Asten deder jeg, oni
Gud vil skasrine min Fader oiii Ratten. Min Fader sagde,
jeg stulde bede for dani, det gor jeg, og Gud vil ogiaci
passe godt paa dani; baii tonimer not dient til mig igen«.
Jeg oidste ittc« pin jeg biirde modsige lianiz jeg troede
ikke, at Faderen toiii igeii; inden seg fikTid til at iige noget,
toin Thomas og sonde, at iiiin Brooer vilde se Dreiigeii.
J Lodet as nogle faa Minutter sortalte jeg Filip oin, book
dan niin Broder daode dei. ch iagde, at niin Brod-er
havde værct soag iiæsten hcle sit Lin. og at han i Tag
hxode var-it nirgei inz. Barnets Aiisigt btev atvorligt, og
han fulgte niig sagte zzeniieni Gange-i heii til rnin Broders
Verelie
»Hvad iiion Barnet oil tcenle, naar lian sei- inin
lideude Broder ined det blege Ansith taknkte jeg.
Da vi koni ind i Stigevcereliet, gik han den til Sengen
og spurgte sagte: »Er Te meget syg«?
»Ja,« soarede Georg; »er du den Treiig, soni stal
være hos cs«".-«
»Ja. hvis seg maa iaa Lov til det; jeg vit hjcelre
Teni at bede til Gud oin, at Te maa blive liebte-. Fru
Transoin har sagt, at Gud vit hore vore Bonner, ineii vi
slulle ftole paa ham og tage, hvad dan iender os, for han
veed bedst, hvad oi trcenge til. Ganile Transoiii havde
stceike Gigtsniert·r, nien haii sagde dag, at han oiltie viere
tro mod Gad, sordi Gud var god mod harn.«
»Ja-U sagde Georg og tog Drengens Haand i sin,
«jeg oil ogsaa tro, at Gud sendet mig, hoad der tjener mig
bedst, jeg vil ogsaa straebe efter at vcere tilirede, og er gtad
ord, at du vil hjcetpe mig«.
Jeg sørte nu atter Filip dort, for at rnin Bruder ikle
stulde blive trcet as dani. Ta jeg pauny loin tilbage til
niin Broder, havde han faaet andet at tænke paa end paa
sine egne Smerter. Han tcg niin daand og iagde: »Gut)
hat sendt en Solsiraale ind i vort Hieni; vi have faaet een
as hans egne sniaa; Gud hjælpe os til at vogte hain vet«.
Filip blev i Sandhed en Velsignelie for sit nye Hieni.
Det er forunderligt at se, tsvor inegen Gliede et godt og
kcerligt Born kan bringe i et Hiern. Fader og Moder
lunde være tyngede as mange sorskellige Sorger, have de
saa en lille Solftraale i Hjeinniet, saa ville de oste erfare,
at et saadant Barn er en Vetsianelse sra Gut-. Tænk vaa
det, J trete Born, soni læse dette. Tiderne ere oste trange
for eders kirre; J tunne leite meget for dein. og J kiinne
ved eders milde Rarligded og ved sroni Barnetro ofte bringe
en Gliede iil Moderhjertet, ftorre end J setv aiie det.
Filip var saa futd as Sandhed. Terfor tunde det
ikke stsuleö, at han oste var heftig, egenraadig og Anfange
lig, men da han tillige havde en oprigtig Karlighed til
Gudd enbaarne Son, Herren til Gud Faderg Afte, laa too
han fig villig rette og lede. Han varsaa elsteiig i sin Sand
hed; dersor leerte han at elste Lyset freinior Morlet, og der
var intet hos han« soni var paataget eller forftillet.
Lioet i vort Hieni var iiii helt anderledeg for Georg
og mig. Det var ikle tonit og trist langer, og vi havdc
begge faaet noget at leve og oirke sor. Noget as det forste,
vi niaatte tænte paa nied Hensyn til Miit-, var at finde en
godDorderedetiesstole til hom. Da tian havde gaaet en
Tid i denne, koni han i en stor Stole; han var en flog og
videdegærlig Dreng, hoocior han gsorde gode Fremskeidt.
Min Broder Georg, der selv havde iaaet en grundig Stole
underviöning, tog sig af Drengen og hsalp dani, og det var
ssensynligt, at Georg ikke oar den, der havde det niindste
Uddytte as dette Arbejor. Han gleinte ofte sine egneLidels
ser og bleu opinuntret og iorsristet paa niange sorskellige
Maader. ,
Vi talte aldrig oni zru Transoin
Filiv var helt optaget as dei nne, der onigar hom, nien
derfor oar det dog saare langt sta, at han davde glenit den
gamle, trosatte Koindr. Don flog sig til Ro nied Hentsyn
til hende og vilde oente, til han en Gang bleo rig, saa oilde
dan rigtig gengielde hende alt. hoad hun havde gjort soc
hom. han- rige Morhroder i Burnstone harte oi heller
intet oni; ham ftæntede Bariiet nist ikke en Tankr.
Da Filip var noget over 16 Aar gamniel, fil han paa
Grund as sin Flid og gode Vol-rieb en stor Pengegave.
Stolend Rettor bad liani indtriengende oin at fortsætte sine
Studier oed et Universitet. Fitip havde stor Lost tii at
blioe Lage. han niente, at hon paa den Maade Iunde
blive til sisrfte Velsignelse for sine Medniennesler. for han
kunde saa faa Lov til at sage at hell-rede baade Legeni og
Sieb Helft oilde han gaa onitring blandt Londons fak
tigfte Pest-listing Dei var en velsignelsesrig Gerning,
inente han, at virte blandt diese dybesi funkne Stand-.
»Man jeg faa Lov til at vielge«, sagde han, «vil ieg
viere Jattiglcge i London blandt de aller tattigste Men
nester«.
Jeg var ikte rigtig glad over denne Beflutning, for
jeg liaode tienkt inig andre Stillinger for inin Dreng. Min
Bruder deriniod var glad over Filipd Irenitidsplam
Da jeg en Dag talte nied Filip oin Fremtideii,
lsgde jeg: «Vi have ikke nieget at esterlade dig, naar
vi ds«.
»Er-user du vaa at do snart, Tante Japan spurgte
hau; »du er so tun en Snes Aar ieldre end jeg, du stal ilke
ten-e paa at efterlade niig noget, jeg faar not niere, end
sitt Heere og Irelser ejede her paa Jord«.
Medeas oi talte out denne Sag- horte vi, at det
ringede pas Portklokkcn. Bi trenlte, at det var en as Filipo
sen-er, sont km for at des-ge hom, men det var et andet
holt not-M selig, Motten meldte. Vor ganile Tjener
III lud og sagdu ,Der er eu Koste. sont vil tale ined Filip
pu- Iil ist stge mig, hoad hun vil, men hun sagde, at hun
Is- t et W Æriade, og at hun var reift fra Liverpool l
M W for at tale Ied Filip Ehamvion«.
— , »O W but-? spurgte min Brodes-n
Es Ists-A lmede Thon-at
» Ists-M it io des spitdhditt Hader satte dig i Pleje
’ hoe;« jeg dleo gteben at en underlig Anelie. Filio, deri
« mod, todmede, og et Udttyt ai Glcede og Hand ptægede sig
i hans AnsigL
O, nun Fade: er vist kommen tildage«, sagde han. J
lang Ttd haode han ikke talt ont Fadeten, og jeg ncetede det
Haab, at han nu troede, at hatt var omlommen paa Hatten
H Nu san it-g,· at hatte barnlige Tro ikle var uddod. Han
vetttede stadig paa sin Faden
»Min Fadet er kommen hjem«, udbtod han« Jeg maa
tale med zttt Brun«.
»Filip«, sagde min Brodet med dcempet Stemme,
hilft paa. at dtn zader har oceret borte i tolv Aar«.
»Jeg hat intet Budflab faaet om hans Dad, inden det
ster, tot jkg hande, at lian leder.«
Filtp reiste sig ttu sor at gaatnd i et Stdn-erkele hoot
Fett Brun davde taget Plads. Jeg led sorscerdeligt, da jeg
sulgte itam ind ttl Ftu Brun. Min Anelse sagde mig, at
hon nn oilde blive teoen dort fra mig, og ieg iolte, at dstte
vtlde blive en Hieriesorg baade for min Broder og mig.
Hoad tunde ztn Brun dog have at meddele Filipr
Teile Sporgsmaal trængte sig ind paa mig. da ieg gil med
dam. Tet var ja natutligt. at det var om Faderen, hnn
. davde noget at bereite, og dog, mente jeg. at det vat: antu
ltgt, at der nu, eiter san mattge Ante Fotlod, kundc komme
nagen lsitertetning sta baut.
Da vi vate lomne ind i Soiiestuen, lod jeg Thomas
dente Fett Brun. Filio satte en Slol til dende. Hun saa
alvorltg paa Filin og ingde: ,,De ltgnet Detee Fadet, mett
Te ligner dog ettdnu nie-re Deres Moder. De har vel helt
glentt Dereg Fader -.«·
»Nei, paa tagen Munde-U udbrod glitglingem Hans
Lege-ne tystede ai tndre Beocegelie, og lian lagde sitt Haand
vaa tnttt Slulder for at bltoe stottet.
»Jeg dringet Eftetretninger itastaptajn Jobn Cham
pion«, sagde Fru Brun, »deriam Te rtl betale min Billet
sta Liverpool og dertil og tilhage tgen, iaa skal De saa at
vide, hoad ieg oed«.
»Vislal nol betale Tetee Reiseudgiftet«, sagde jeg;
ieg folte, at Filtp var for djettegteben til at kunne soate.
»Fortt«el oe nu uden cmiood alt, hvad Te ved«, sagde jeg
; ttl Keinem der tog Sagen med en forundetlig Ro.
» »Ja, nn ital jeg fort-elle, nten del et en lang Historie
I Jeg das slakiet om sta Sted ttl Sted, siden He. Filip sor 9
« Aar siden Lotn sta mig; det er detsor ille saa underltgt, at
man tabte mit Spor og itle lunde finde mig. Om det saa
dat- tlaptajn Champton ielo, der davde ingt eiter mig, saa
vilde han næppe have sundet mig. Men det var itke Kap
tajnen seit-, det sogte estet mig, stallels Mand· Men det
var en Somand, som davde oeetet naa Kaptajneno Stil-.
Te led Slibdtud Han og Kaptainen bleve teddede. So
manden lotn der dient til England og daode Nyheder med
sig, date han tunde treffe mig«.
»He-or lange er det ftden".« spurgte Filip devæget.«
»Tet et- omttent 4 Aar stden, at Somanden sont til
dage«, sortsatte Fett Brun, »og hatt giotde alt tot at saa
iat i mig. Men det lylledeö dam tlle. Saa gao han fig
igen paa Reise; to, tre Gange dar han hjemme, og hoer
Gang sogte dan at saa at oide, book jeg doede. Farst sor
tte Maaneder sidtn loikedeo det dam. Det gik til paa stil
gende Maade. En as hanc gatnle Komm-roter totn ind
i mit Hus t Liverpool. Der dorte han, at jeg en Gang
haode hast en Kaptajnö Son i Pleje, og at nogle sotnttnme
Fall i London senere haode taget Baknet til sig.«
«Hvad ded det Vorm-« spitrgte Sismunden
Hitltp Champion «, soatede jeg.
»T« et io Navnet paa den Kaptajm Daniel Stern
hat scilet med. san led Sltbbrud i Natheden as den afris
kanle Kost-«
Somanden gil nu sot at opsoge Daniel og ttas ham
doende paa Sygeltusen Da han horte, at hans Kammerat
havde talt med den »Minde, han havde sagt ester saa lange,
dad dan am at dringe mig paa Hospitalet soc at dare, hoad
han hadde at meddele.
»Jeg kom ltge tidsnol,« sotlsatte Fett Brun. »Don
sottalte mig nu, at Slibet var dleven staaet i Stylsec ntod
Klipperne og at alle, som date om Botd, deuknede med
Undiagelse af hatn og Kaptajnem De kom degge i Land
og ventede paa Kosten i nogle Dage i Haab out, at et sor
liiiejlettde Stib siulde komme og tage dem med
»Men i Siedet for et Stil-C sartalte den sage Matroo
»lom der nogle Negeee; de satte og ind t Landet og giorde
os til Slader. Te beoogtede noie Kaptainem men mig
passede de ilke seetlig paa, dersot lotteded det ntig at slygte.
Eiter mange Faret og Besvætltghedek naaede jeg til nogle
Pottttgtsetr. Dajeg hnvde vieret dos diese Iolk i nagte
Maattedet, reiste ieg med et Stils til England.
.Meno jeg endntt var samtnen med Kante-in Champion
hat-de han sortalt otn sit Bat-n og sagt mtg Naottet paa den
ist-inde, hatt var i Pleje hos. Jeg looede dam at soge ester
hanc Barm hvio ieg naaede at satt mitt Frihed og komme
hjem til England«
»F 4 Aar havde Ssmattden sorgeeves ssgt estet mig,
saa oste dan var i England; endelig tras jeg hatn her paa
Hospitalet.
»Er hatt dedi« spttcgte Filip, »oed De ikle mere oat
min Fader?«
»Ja, Daniel Stern er dId,« ioatede Fett Brun, «og
ieg ved itte stott niere, hatt gav mig et lille Kart, ddor man
tan se den Kost, Slidet sorliste ded. Dan sagde, atMegrette
hat-de fort de to Skibbrudne sta Kosten mod Ost. Kaptajn
Champiott havde et godt Zell-red, nten hatt beoogtedeo
. strengt as sitt Herre, der var dersor ingen Lejlighed for dam
« til at slogte«.
Fett Britn tog nu et Sokort freut as sitt Karo. Itlip
tyitede, saa at hatt ikte kande tage tnod Karten Jeg tog
det detsot, og di saa tydelig nogle stiller, sont date peit
kede med en Kttappetiaal sor at oise Siedet, hooe de to Stils
brttdae date lot-tue i Land paa Alt-tat Kost. Filip udstsdte
et dybt Sul. Jeg lagde band Hoved mod Inin Skulder og
lagde tnin Kind paa hatt- Pattdr. hatt maa have sitt, at
jeg holdt inderlig nieset af hont, for hatt stangede sine Arme
oot tttitt Hals og grad. Jeg gao ntt Fett Beim et Tegn,
at hatt Mc gaa og saa noget at spise. Saa sirsbte jeg
ester at reiste min statleld Deettg.
«Tattte Ianny·« hoiscede han, »detteBttdstab er mesten
ltrgeligere, end det var out nein Inder- Did«.
Lidt ester mandede Filiv sig ov. Han taq Kartet as ;
dettastede naie de aisatte Pullen Jes soritad, at hanc
trasaste Karlished vilde sare ham lanst dort sra mig. Vi
gil nii iiid til Brodcr Georg. Dercster sit ies ned til Frii
Brun as sav hende Penge. Da ieg lani tilde-se til min
Vraderö Beerelie, laa Filip paa sinke saran min Bradetö
Sens as sartalte alt; hoad han havde hart as Fett Brun. Jeg
kunde ihaiid Oine lase en dab, inderlis Ban; men ies vilde
intet sise; min seit-l satte allerede den Knat, den vilde blive
pint med; ies satte, at Tiden var kommen, da vor tære
Drens vilde sorlade os.
Jeg forstod, sam sagt, tydelist, at eiiin Broder ag ieg
nii maatte belade as paa at mit-te Filiv i det mindste for en
Tib. Han vidste, at Faderen var i Faiigenstab, as have
kærlise Vierte vilde driae ham til at stitnbe ham saa hurtig
sam miilist.
Hatt siarde fis ossaa snart rede til at reise. De Penge.
han sliilde have paa Skalen, maatte lian aisige, da han ia
ilte lunde bruse dem til at læie vidert sor. Gears as ieg
maatte nii overveie, lwad vi stulde gare for at stafsc Fitip
Pense, saa at han tunde reise til Asritae Bestlnst Vi havde
ingen rede Pense· Jeg blev dersar nndt til at tage en
Livssorsilringspalice, paa livillen ieg laaiiie noglc tiisinde
Kronen
Da oi havde de sornadne v»Pensi-, strebte vi eiter at saa
alle de Oplhsninger am Vesiafrita, vi liinde saa, as vi
slassede vor tate, unge Ven Lliibesalinisbreve til Missio
nærer og Flammend der paa Mit-sit Ta alt dette vari
Orden, os Filiv var iidrustet paa deiste Maade, snlgte ieg
haiii til Liverpool; haarsra lian stulde ieile til Afrika- Vi
traf Frii Brim, der blcv meget saritndrei over at se, at Filip
vilde reise tid paa det uaisse og sage efter sin Faden Men
Filip var rede til at taale alle Savn oa vilde inse at over
vinde alle Vaiiskeltgheder. blot han lunec finde fin Fader
eller saa paalidelig Esterretning am hain·
Med dhb Beniod itod ies nii paa der store Stils for at
tage Aisied med min Yndling. Han lisnede nu snarere en
Mond end en Yciglins; men Taarene stJd dag t hatte Bitte,
da ieg for sidste Gang greb han«-J Oaand
»Tante Fanny, « sazde han, »Gud sendie inig til
Dem.«
»Ja, Zilip,« sagde ieg, nien nu tager han dis sra ad
isen.«
»Vi mode-L om Guts vil, igen; see vi ikle mere her,
saa msdes di hieset.«
»O, min Ven, du maa itte tale am, at vi ille stulle see
mere her. Jes kan ikle iiddalde at denke paa. at jeg skal
leve as ilte ensans aide, om dii er dsd i zred, eller am du
lever sam Slaoe avre i den msrle Verdensdel« — Hatt san
rede mig ved at tremsise den smalle Sang:
,,En Bei eller anden« var Heere veI Raad.«
Da han tat: havde ireinsagi alle L-rdene, sasde han:
»Min traiaste Frelser vil folge mig, ag han kan lede
mig sela senneni det dvdeste Marke.«
Diese Ord vare de sidste, iar hans Farvel lad.
»Ja ies atter kam hiern, desyndte der en lang Ttd far
Geors as mis. Vi havde viennet ae til at leve samtnen nied
Ztlipz alt mindede as nii am hani, as eilt sortalte, at han
var harte sra ad.
Dei var uiniilist at aente ret manse Breite sra nam.
Da han lam i Land paa Sierra Leana Kasten, strev han til
as as iortalte, at han vilde reife med den sarste Karat-ane,
sam reiste mad Shd Elsendengtystem Derester harte vi itte
sra ham i flere Maaiieder·
Jeg tunde itte rigtig tænle mis, at zilip vilde træsfe
sin Faden Men, tras han ham, saa tag Faderen ham ia
sra ve, tænlie ies videre; ies havde ondt ved at sare mig
sartralis ined den Tantr. Gears derimad, lyltedee dette
lettere; han ventede taalmotis ester Brev sra Afrika, os
han talte am Kaptain Ehamaion, sont am det var natnrlist,
at Filip maatte vlive hae hami Fremtidem
»Filip tunde itte gøre andet,« sasde min Brader en
Das. ,os han burdeitle ssre andet, end at ssse estek sin
Fader. hat-de vi beholdt ham her has as, sardi vi tun
tcenlte paa as selv, saa vidste vi ille, hvad Karlished er.«
»Men det er haardt, ester alt det di have siart sar ham, at
slulle miste harn nn.« —- »Fan:sn,« svarede min Brodes-,
»in have ia strebt ester at andre-se han sar Gud as ikke sar
as selv, itlesandit
Min Samvitlighed talte alvarlist i mit Hiertr. Jes
maatte tilstaa, at ies daade strcedt ester at virte sam Jesii
Diseipel, sar at Iilip ossaa stulde komme til at elsle min
herre as min Frelser, nien ies var ikte ristis naaet til at
hsie mis under Gudd Villie, nu, da ieg saa, at Filips Tros
stab mad Frelseren tarte ham dort sra mig. —- Jes var nær
ved at anste, at Filip var mindre trasast, as das — nei.
Gud viere loaet, det tan as tsr ies itle anste. Jeg vil
srhde mis oder Filips Troste-b as Arerlished inod sin änder,
as ies vil selv stræbe alvarlist ester at bliae tra ismaat sani
i start. —
— —-- To Aar ere sarlsbne, siden Filip reiste; idet
sidste Aar haade ai itke hart sra hinn. Vi tarde itte haabe
at saa hain at se niere. Der var saa manse iarskellise Farer
sae Eiirapæerne i den Del as Lisetten haartil Filip reiste, vi
maatte dersor strabe ester at ssie os nied Taalniad efter
Guds Billir. - Det var Juni Maaned. Gears as ies sad
ved Vindiiet. Paa et Bord aed Siden laa der et startstart
over Afrika. Min Brader as ies talte nii siielden am Filip.
Nu sad ies lcnet tilbasei min Stol nied halvt ttlliittede
Hine. Mine Tanter aare i det sierne Land, haartil Filip
var reist- Brat sarstyrreded ies sra mine Tanter ved at
Thomas bautede paa Deren as aabnede den paa Klem.
Han haistede til mis: »Der er een, sam ausser, al tale med
Dein, ist-ten Garn-·
Han saa hel underlis nd, den samle tra Time-, as der
var en eiendamntelis Klang i Summen. Er srhdesuldt
Hand trænste sam et Lyn srem til mit Vierte. Jes sprang
ap, ilede sordi The-nah lsd ind i Saisesiiien as omsavnede,
inden ies ret vidste as det, Inn-, sam stad ved Daten.
Dei var en srndesnld Das sar mis. san var nieset
sprandret; os das den samme trasaste, teerlise as sttdhens
sit-ne Ynslins, sam da han reiste.
Med Fariindrins lhttede vi til hans Farteellinser sra det
sierne Land. Dei var seelsamine Jartællinser, ai sit at hat-.
san sandt sin Inder as haade ham nied sis hier-. J alle de
Jarey Filip hat-de msdt sar at sinde Faderen, var hart
kamt-en Jesus neermere, as nu norede han intet inderlisere
: Saite end det at tjene hani stildtra i Land as Sandhetk
Ja, det var vitlelig landt! Trade mange Vanlkeligs
heder og under mange Faret naaede File til fin Fader og
sfil bain ltilsdt. Oviid stnlde Fadeten nn llaa ind paa, da
han helandt lig hleinnie i England. Han davde et lille
Forraad al Ellenben og Guldltov nied lig, nien ved Salget
deral lil han ille mete, end at han derlor lunde belolte Fl
lins Lphold og Uddannelle paa et Sngehns ag lelv liinde
leoe. Raptalnens Helbred havde lidt en Del Undcr hans
Slaveri. Filip ovettalte hani derlor til at lpsrge en dvgs
tig Lage til Raadö. En Dag qtt han da den til en Lage.
Fitip var med. Da de tain tilbage til es, tunde vt ltralsz
paa detee alvorltge Miner le, at Leegen havde vckiet unl
« lrcdö nied ltaptalnene legernlige Ttlltand.
,,Jeg et tun et gainmelt Vrag,« lagde Kaptalnen ttl
Georg.
- ,,:liel, laa lleint et det da heller ille,« lagde Find
! Lagen mente. at dan lunde leve i llere Aar endnii, men han
Jstal hellt lare til Soz og llal ltadig have en paalideltg
l Mand nied sig, lotdi hon, tndeii iiogen aner det, lan laa en
i vkat og snierteluld Tod«
! ,,Det lan der ille viere Tale om,« lagde Kaptalnenx
! ,,leg vil ille binde min Son til mig, dct er la det, han tren
ler paa.«
, »so vtlt laa,« lvatede Filip livlig, ,,leg hat lo endiiu
H itte nagen last Siilling i Samlundet og tan lige laa godt
; blive Socnand loni Lage. Miii Fader ltal til Soo, og vi
have oglaa været laa heldige at laa et godt Slid. Ta vi
gik fra Liegen, nisdte vc eii al Fadeis gamle Venner. Da
han horte, at Liegen havde beltetnt. at Fader lkulde r«lle,
tildod han itrale Fader at blive Rantaln paa et Stil-, der
liilt ltgger eg et llar til at relle til Madcita. Slibet har
en god Belcetning og en dtlgtig Sturniand. Nii vil leg
være Jemand-«
»Men,« lagde leg til Flliv, »laa blive dine Planet
lot din Frenitid lo helt ændrede, og de Evnet, tu dat, blive
uiiyttede.«
,,Ja,« lagde Kaptalnen albrydende, »det et lo bestetnt
det lainine, loni leg hat lagt til dam; leg lan ille give niit
Samtytle til, at min San alter lig lor mig; nel, inin Son,
Gud dar Brug lor dig andre Stcder, du inaa illc lare til
Sos nied en ganimel, lvag zadcr.«
»Tienl ilte paa, at det et neget Lliet lot mig, Fadet,«
lvarede Filip belteint.
Roplalnen laa olenlynlig lvag ad, de han nu laite lig
tmt ned vaa en Stol. Filip laa det llart, og laa tige iaa
llart, at det var hans Pligt at vcete en Stotte lot Faderen.
Jeg lunde naturligvis ilte lteniine nied mlip i den Bellin
ning, han nu havde lattet. Min Brot-er var derimod al
en anden Mening ,,Filip hat Reh-« lagde han nnd lin
lvage Steniinr.
»Du glader mig, at De holder nied mig,« lagde Fillp,
«leg lolet det locn min Pligt at ocere hoe miii Faden og
leg tar ille handle niod niin Vligt.«
Tetved bleo det oglaa. Da Stil-et var leerdigt til at
lelle, inaatte vi le, at Filtp lorlod os, og oort Hleni blev
nu lige iaa itbehageligt og enlonit lont lat.
Vi lll alte Brette lra hani, og lnari ovdagede vi, at vi
paa lorsleuig Naade lunde viele lor vor leere Ven. Der
rar al og til nagel, der flnlde lendeg til hain eller Faderen,
og hver Gang vi lunde oente dein hieni, var der altid noget,
der ltiilde bringes i Orden, inden de koni. Det var herlige
Tage baade lot niin Vroder og mig, naar Filip loni og
hoede hoc os, Faderen hat-de et lille Hleni i Nasthedem zi
lip laelte nied niegen Joet lor at tage Styrinandselgamen
lllter at have taget denne« ailde haii vaere Styrinand paa
Faderens Slib.
J omtient lein Aar hat-de Jilip latet til Sof- nied sin
Faden Eii ltorniluld Binteralten, lult loni leg lad og
teenlte, at det var ratt, at Filip var hierinne« tsaadte han
hurtig ind i Georgo Varelle og lagde beltenit: »Kon( hur
tig, Fannh!« Tag Overtol paa, der er en Vogn, loin venter
lot os. Det er en lotleerdelig Alten lot Joll at vcere iide i.
Kont, vi inaa hleelpe en Stallel.«
Da leg var lardig, hlalp han mig ind i Trosten, og vi
lstte begge hurtig bott lta vort Hieni.
»Man-latet du mig hen, Filip?« sit leg nu endelig
Tid til at lpsrge, hidtil havde han lun tæntt paa at laa
mig al Sted. Han lvarede ille stral«5. Uden lot raleae
Stortn og Uvelt; leg dlev helt ilde til Mode; leg vat- ilte
vant til at lærdeo iide i et laadant Velt og loniaie laa ho.
vedlitldo al Sied. Da leg intet Svat sit og laa, at File
lad tanleluld og laa paa den nedltroniinende Renn, lpnrgte
leg endnu en Gang: »Dvor lsrer du inig den«-« — qul
beloarede ilte Sporgtmaalei, nien lagde undrigende: »Ka»
lille Tante Fanny, du er den dedltc ttvinde i hele Verden.«
Langt am lange ltandlede Vognen loran en mort og
lneever Gade i Narheden al Temlen. Filip lorte inig ind i
Strædet til en aaben Plads. Der ltandlede han og lyttede
oed en Dot. Vi hstte ingen Lyd inde lta. Med en via
Ængltelle aabnede hatt Osten. Der var helt morlt i det
Rum, vi koin indi; han tog derlor en lille Lomnielagte
lreni, tendte Lylet og lod dets Sttn laldc ind i Raum-et
lotan od.
Det var tun et alieiitideligt Stur, Filip lsrce Tqu
Fanay ind i, Mitten var laldelietdig, Binden dteelte verlor
ind, og hagel og Regn llog genneni et Hat nslten midt lud
iRummet. Ved Bcggen lieuglt borte lra Jndgangeu lqa
en Stilletle poa Gulom den blev nii belylt al Stinnet im
Filipo Lygtr. Det var en ung, nieget nlyllelig sei-inde.
Jeg hat-de aldrig let et laadant Anllgt lar. De mqflkk
Kinder vare malede, og Arme og Slitldre vare nekppe
llliilte al asle Platten san ltirtede vildt lreni i Rummei
og laa lorleetdelig lorpint og elendig ad. Jeg mengte
tnig uoillaaclig lrcni niellem hende og Filip lot at lklule
hende lor hom. Filip ltillede lig dog lttats ltein lotan mig
og lagde: »Tante Fannn, her er en Gerning lor hig; hkk
lan leg ille udrette noget.«
Hatmluld laa leg hani ind i Ølnenr. Jeg anede ikke,
hvad han niente used at bringe niig laninien nied denne
spinde. J hans Ole laa leg et Udtrtlt al den inderltglte
Medlidenhed og Sorg, da han lvarede paa mit ltiunnie
Spsrgotnaah »Du inaa tedde hende lra Elendighedeii,
Ianno. Gitt- lendte mig i rette Tit-, laa at leg lrellte
heade. da hun vilde drulne lig i Floden, nii vil han btuge
dig til at tedde deute lra Sondern Tag mi intod hende
lot Gilde Barmhlettlgheds Stall-.
Jeg oplordrede Filip til at gaa tll Sider leg kunde
ilte lide at le hani laa nat ved denne dybt laldiie Koindr.
(Sliittes.)