Filip Champion.
Fortselling nf Hcsba Stretton
(Fo:tsat.)
»Jo«, svaredc jeg.
»Hvilkct Naon nævnede han?«
»Robin«, soarede jeg, ,,l)ven1 er han; kender du hum
Rebækka?«
Hun havde atter lagt sig ned, og en stcerk Hulken rysiede
hendes Legeme. Endelig sattede hun sig lidt og sagde: ,,De
er god, Fru Transotn, jeg vil formelle Dem alt. Robin var
nun Trolovede. Teres Mand kendte ham godt. Vi skulde
have vceret asgteviede, men min Husbond overtalte mig til
at sorlade hom. Herren lovede mig 10,000 Kroner5 det
var mange Benge, syntes jeg. Rot-in yavde kun en lille
Lon; han var Postbndz jeg dad ham om at vente paa mig,
jeg troede jkke, at min Hasbond skulde blive saa gammel.
Men da Tiden gif, begyndte Rolajn at svrrr. Han stjal et
Pengebrev og sad 5 Aar i FængseL Jeg har mangc Gange
været bedrovet ooer, at jeg itke giftede mig med hatt-, for
jisg holdt vitkelig as hant. Og nu gik jeg selv hen cg hens
tide Falk, som greb hanc; haode jeg bare vidft, at det var
Robin, saa hacde jeg maaske kunnet overtale ham til at gaa
dort sra pnset og lade den gamle i Fred. Men nu er han
i Arrest, og jeg sfal oidueimod ham. Maaste kan jeg over
tale vor Husbond til at lade ham gan. Q, det er en
Forbandelse at have noget med et gerrigt Menneske at
bestxlle«.
Hun vilde staa op og gacx ind til den gamle for at bede
om Medlidenhed med Robinz men jeg standsede hende og
sagdet ,,Det er for silde, Rebcekkaz han er allerede arre
steret«.
»Robin! Robin!« raabte hun med hjertestcerende
Stemme. »Bist er flere Aar siden, jeg har set ham, og nu
er han arresteret ved mjn Hjcrlp. Havde jeg blot vaeret tro
mod yarn og ikte ladet nxig friste af Pengene. Han var nok
bleven en god Mand. Jeg vil nu bede min Husbond om
at staa ham bi, at han snart kan slippe fri; vil han ikke
hjælpe mig, saa gaar jeg, selo om jeg skal miste mine
Penge«.
,,Rebækka«, sagde jeg, »vor gamle Husbond kan ikke
hjælpe dig, han er nu kaldt frern for sin Dommer«.
Hun stirrede paa mig, som om hun var gaaet fra For
standen. Da Doktoren kom op for at se til hende, var hun
heltsorvirret; dan gav hende derfor nogle Sovedraaber,
saa at hun saldt i Søvn.
Jeg gik nu ned i Leiligheden. Dagen begyndte at
gry. Det var Paaskemorgen. Jesus siod paa hin Dag
op sra de døde. Hoordan vilde den gamle Mands Op
standelse blive? Han sorlod Verden midt i Forfærdelse, og
han havde ingen Stat, som han kunde tage med sig hinsides
Graveu.
J Stuelejligheden var der samlet en Del Mennesker,
samt et Par Politibetjente, en Læge og Sagt-stetem Hr
Sanders. Tenne kaldte paa mig, da jeg gik sorbi Daten:
»Kan De sige mig, her vi kunne saa fat i Filip Chanc
pion?« spurgte han, »han er den asdødes nærmeste Slcegt
ning og lovlige Arving, hois der ikke er oprettet noget Te
stamente«.
»Hast yan ikke strevet noget Testameute?« spurgte jeg
sorundret.
,,Det tror jeg ikke«, svarede han, ,,han talte ofte derarti,
men det blev aldrig til noget«·
Dette bedrøvede mig i høj Grad, jeg kendte ikke noget
til Loven om Art-; mon den ganile Mand vitlelig stulde
have natret mig og Rebekka. Jeg kom saa til at tænke
paa, at min Ftelfer aidtig arvede Pengez hvorfor stulde jeg
san pnfke Filip saa wange Penge; det bedste, jeg kunde gn
jke hom, var at komme til at ligne sin Fressen
»Dersom der ikke findes noget Testamente, saa faar den
unge Champion vel hver enefte Ore«, sagde Doktoren, »der
stal være halvanden Million, har jeg hørt«.
»Ja, og en halv Gang san meget til«, svarede Hin
Sandecs; »ja Fiiip Champion bliver Eier af det alt
samtnen-«
Nu var jeg nær ved at blive helt forfkkækket, da jeg
horte, at Filip, min lille fattige Skoledreng, fit san meget·
Jeg havde tcenkt, at han maoste fik et halvt hundrede Tu
sinf, saa at han kunde blive sri for at fare til Ses; men nu
taltes der om Millionen »Bevar hom, Herre, tro mod
dig«, bad jeg, ,,lad intet rive ham bort fra dig, hvetken
Gods eller Guld eller Virden med al sin Magt«.
Det var en underlig Højtidsdag. Jeg havde været
vcmt til at gaa fra min Hugbonds trifte Hjem til min kære,
gamle Bolig, hvor jeg i stille Fred med inin Gud fandt ;
Styrke til de kommende Arbejdsdagr. Denne Sendag kunde
jeg ikke forlade Hufet, hvori der kom saa mange fremmede »
Mennesker. Af og til kunde jeg finde lidt Ro oppe hos
Rebækka, naar jeg sad ved hendes Seng, medens hun sov,
men ved Middagstid vaagnede hun og kam med adskillige
Spørgsmaal til mig om Robin. Jeg kunde kun spare, at
han nn kimeligvis sad i Fængslet, og at den gamles Lig
vilde blwe synet i Morgen.
Da Natten kom, blev der Ro i Hufen Hr. Sanders
havde søgt 1 alle Skuffer, men fandt intet Testamente. Den
ene af Politibetjentene holdt Vogt i Hufen Rebekka, sont
havde grædt hele Eftermiddagen blev ogsaa stille. Hvor
var det dog uyyggeligt at voere i dette store Hug! Den ene
ste Lyd, jeg kunde høre, var Vindens Susen. Den gamle
Mandi- slæbende Trin hørtes itke mere, nu laa han død og
to:d. Tavsheden var ncer ved at gere mig angst. Jeg
tændte Lys og fagde til Rebækka: »Jeg vil læse nogle Ord
soc os af Bibelen«. Jeg læste da Paaskeevangeliet og der
efter de velsignede Trefteord i den ypperfteprcestelige Ben.
Saa gik jeg til Hvile og sov freveligt hele Ratten.
Den følgende Dag blev Liget synet. Leegerne vare
enige om, at den gamle Mand ikke var bleven myrdet. De
tcentte sig, at han pludselig var vaagnet op i en af sine
strætkelige Dromme, da han saa opdagede, at det ikke var
Drøm lcenger, men at der nu virtelig var Tyve i hans
Vcerelse, dræbte Skrcekken ham. Der sandtes intet i Vasal
set og intet paa Liget,soni tydede paa, at Rubin eller hans
Kammerat havde lagt voldelig Haand paa den afdøde.
De to Forbr ydere blev samme Dag ført ftem for
l
Retten, og Rebcekka og jeg maatte vidne mod dem. Det i
vat- en sergelig eg tung Pligt for den stakkels Rebekka.
Hun havde ikke set Robin i flere Aar, nu maatte hun se ind
i hans stumle Forbryderansigt og fortælle om ham, at han
i sin Ungdom, da han var trolovet med hende var vant til
at komme i hendes Husbonds Hug, og at han derfor var
godt kendt der.
Bestcemmet maatte hnnslaa Ojnene ned, da hun saa
paa haniz men hun kunde ikke lade vcere med at betragte
ham, stont del var nied Gru og Sorg, hun nu mødtes med
yam. De to Mænd bleve nu forte tilbage til Fcengslet, for
at deres Sag kunde blive ncermere undersøgt, satt Ut de kunde
faa deres Dom. -
Fra Filip tom der tun den Efterretning igennem Fro
ken Catr, den Dame, der havde taget ham til sig, da han
var Baru, at der vilde gaa nogle Uger, inden han kunde
ventes hjem sra en Reise, han var paa samtnen med sin
Faden Vor gamle Husbond havde ingen Venner deri
Byem Begraoelfessolget var derfor meget ltlle; Rebaekka
vilde ikke med, tun He. Sanders, Lcegen og jeg sulgte.
Juden Liget stulde fores bott, gik jeg endnu en Gang ind
iLigoærelset. Det var med oemodige og hjertegribende
Tanter jeg stod foran dette Lig. Han havde valgt sit gode
her i Livetz han havde ikte tcenkt paa sin udodelige Sjæl
og paa Evighedålivet Hvor er det dog forfærdeligt at staa
oed en Baare, hvorpaa der ligger et Menneske, der ikke hat
tcentt paa det ene fornodne: Fred og Frelse for den dyre
tobte Sjæl. ;
Eftet Begravetsen talte Rcbækka strats til inig om !
Testamentet. «
»Der er ika noget Testamente«, sagde jeg, »det for
talte He. Sanders aldeles bestemt«. « s
»Jntet Testamente«, gentog hun og fo’r om paa Gal- s
vet som et rasende Mcnneste, »intet Testamente, hvordan !
skal jeg da saa faa mine Penge«. !
Jeg sagte at troste heade, saa godt jeg formaaede. »Du !
hat bragt baade dig selv og Robin i Ulykke ved disie Penge, »
yvorfor vil du dog tænke længer paa dem. Grib dog det, s
der er betydningsfnldere end Bengel Hvad nytter Penge nu s
vor Hnsbonos Han har ikke brngt sine Penge efter Guds F
Vilje. Han gjorde Pengene til sin Gud paa Jord, derfor
kan han ikke finde Himmelens Gud hisset«.
Rebcekka stirrede i nogle Øjeblikke paa mig, som om
hnn 1kke horte, hvad jeg sagde· Saa satte hun sig ned paa
en Stol og brast ud i en heftig Graad.
»Stakkels Robin«, sagde jeg for at vende Tanterne
fra hende selv til ham; ,,stakkels Robin, hans Sjcel er folgt
for de 10,000 KL, du skulde have-H
,,Aah, det er forfærdeligt«, ndbrod hun; »in-n det er ’
sandt, det er mig, der hat styrtet ham i Ford cervelsen. H
Hvor har jeg dog værct blind og taabelig. Sig mig, hvad
stal jeg gøre, for at jeg ikke skal gaa fortabt?« ;
Jeg fortalle nu, saa godt jeg formaaede det, om tyin «
Fretsers Kæriighed ,,Han annammer Syndere,« sagde jeg;
,,hcn seger efter det vildfarne Lam, og han til byder Naade
til hver angerfuld Sjcel«.
Hun fik lidt Roisit Sind. Men den Tanke pinte
hende stadig i høj Grad, at hendes sorløbne Liv var for
ipildt; og itke alene heudes, men ogsaa Rot-ins Liv; for
spildt sordi de itke nidste, hvad der i Sandhed var det bedsteOJ
for dem for Tid og Evighed.
Filip tom heldigvis hjem, inden Robins Dom faldt.
ch blev glad over at se ham. Nu flyttede jeg igen ind
i min gamle Lejlighed, og jeg havde Filip i min Ncerhed, »
og da jeg saa, sont det bedfte af alt, havde Fred med min J
Gut-» havde jeg ikke mere at anste. s
Nagen Tid efter Filips Hjemkomst blev jeg dog reven !
ud af min Ro; endnu en Gang maatte nemlig Rebækka og
jeg mode for Retter-. Den Tag faldt Robins Dom, han
blev landsforvist i 15 Aar og skulde sendes til Australien.
Filip fortalte Rebcekka Dommen.
»Ak, jeg er Slyld i hans Straf««, udbrod hun jam
rende.
»Ja,« svarede Filip, til hvem jeg havde fortalt hea
des Historie, ,,det kan jo ikke 11ægles. Du elskede Penge
hoiere end ham; havde du Vaeret tro mod din Gad, var du
ogsaa bleven iro mod din Ven og havde haft det ander-le
des nu«.
Rebcekka fik Tilladelse Iil at tage Affde med Robin,
inden han stulde sendes hart. Det var gribende Ojeblikke
for de to stakkels vildledte Mennesker. Kunde alle de sor
vildede Statler se, hoad der kommer bagefter deres Fejltrin,
saa oilde dette sit-fett bidrage til at afholde dem fra Synd.
Qg kunde eihvert Menneske forstaa, at Overtrcedelfer er
Sand mod den Gad, der er Karlighed, og a»t Synden kan
sore dem til Afgrundsdybet, hvor der ikke er Fred, faa
vilde mange bede med inderlig Alvor: ,,Fri rnig fra det
onde«.
»Tilgiu mig, Robin, inden du stilles fra mig«, bad
Rebækka med taarefyldte Øjne.
»Nei«, soarede han i en bitter Tone; »Du har vceret
en Forbandelfe for mig, jeg kan ikke glemme dig det«.
»Har, hvad jeg har besluttet«, svarede yun med be
dende Røst, »ng vil rejse over til Australien for at kunne ·
vcere i din Ncerhed; naar du bliver fri, vil jeg mode dig og ’
blive has dig; jeg vil ved Guds Hjælp stræbe efter at gore
« dig godt, for det onde leg hat voldt dig«.
Der kom ligefam et lyst Smil frem i bang Øjne, da
hunsagde Vette. »Tør jeg stole paa det?« spurgte han tviv- -
lende, ,,vil du viere tro mod mig?«
,,Ja«, soarede hun, »nu vil jeg være tro mod dig. Nu
jeg har laert at kende min Frelfer, hat jeg ogsaa lcert at
kende mig selv. Nu forstaar jeg, at Penge ilke er det vig- l
tigste for os; Guds Fred er mere vcerd end al Verdens
Guld«.
En Taare tindrede i Robins Øje, da hun sagde dette;
nn maatte han tro hende.
»Der er mange Aar at vente«, fortsatte Rebcekka, ,,men
jeg vil holde nd. Dersom Gnd lader mig leve, staljeg tage
imod Dig, naar du kommer ud af Fængsletz vil du nu til
gioe mig?« -
,,Ja«, svarede Robin, og Taarerne trillede nu ned ad ?
Kinderw
»Tiden er omme!« sagde Fangevogteren. Rebcekka og
Robin maatte derfor tage Afsted med hinandesn.
Mens Robin fortes tilbage til sin Celle, gik Rebekka
og jeg bort sra Fcengslet med aloorlige Trinker. Jeg fortalte
—l
Filip det Løfte, Rebcekka havde gioet Rot-im han mente, at
det var bravt handlet af hende, at hnn vilde folge den stat
kels forviste Mand til det fjerne Land. Filip ordnede det
saaledes, at Rebækka fik en behagelig Reife til Australien
Han gav hende de Penge, hans Morbroder havde looet
hende. Hun haode altfaa nogle Penge at staa iniod med
idet fremmede Land. Hun var en virlsoni Koinde, ved
Hjcelp af disse Penge kunde hun begynde en Handel og have
et smukt lille Hieni, hvori hun tunde vente paa Robin.
Jeg rejfte med Rebækka til Liverpool for at tage Afsied
med hende der. Adstillige Udvandrere vare samlede og
ventede paa Banden, som stiilde fore de rejsende ud til
Skibet. Blandt de ventende var der en lille Pige, som med
særlig Opmærkjonihed betragtede Rebeclkas Ansigt. Maaske
mindedes hun en kær Moder eller Slcegtning. Rebcekka
saa den lille Pige og nikkede oenligt til heade. Barnet gav
hende Haanden, og jeg var vis paa, at de to havde funden
hinandem saa at de kunde have Glcede af at oære samtnen
paa den lange Sørejse.
Jeg gik med i Baaden og fulgte dem ud til Slibet.
Der saa jeg Kahytten, hvori de stulde sooe Men det varede
ikke lange, faa ringede Skibsklokken for sidste Gang. Re
bcekka faldt mig om Halsen og begyndte at grcede, Sofollene
maatte skille os ad og fore niig ned i Banden. Jeg kunde
nn itke gore ander for bende, end at bede til Gnd o1n, at
Lykken maatte folge hende i Samfundet ined den Frelser,
hun havde lært at elfke.
Det er mig, Fanny Corr, som her nedskrevet alt det
foregaaende, sont Fru Transom har fortalt mig, og sont jeg
derefter ordret har nedstrevet. Tunge og mokke Dage havde
hun hast, den gamle trofaste SjæL men hun naaede jo dog
Fred og Stilhed, inden hun gik bort her fra Jord.
Der er et og andet sont nmngler i, at Frn Transoms
Fortcelling kan blive en fuldstcendig Helhed, dette oil jeg nu
berette, saa godt ieg formaar det.
Endnu medenS jeg var gansie ung, var-mit Liv ensomt
og trift. Min Broder, George Carr var soag. Han led
af en Skævyed i Ryggen og maatte stadig opholde stg ude.
Mine Forældre haode ordnet alt til bedste for yam- Da de
dode, paalagde de mig at vaage over hani og pleje og passe
ham med kcerlig Onihn, hvilket jeg naturligvis med Gliede
looede. Derved bleo mit Ungdomslio meget ensomt. Jeg
maatte ftadig opholde mig bjemnie hos inin Broder og sit
derved hvetken Venner eller Bekendte. Vor gamle, kære
Læge var saa at sige den eneste freminede vi saa. Han
kom hyppig til os; helbrede Georg kunde han ikke, men af
og til knnde han dog lindre huns Lidelser. Vi havde to
Tjenestefolkz en ældre Kvinde, som var vor Husholderfke,
og hendes Mand, fom hjalp til med, hvad han kunde.·
Vor Bolig laa ene for sig selo. Det havde ingen Vin
duer til Gaden, og det havde hoje Mute omkring Haven;
det var ret en passende Bolig for en syg. J den varme
Sommertid blcv min Broder baaren ud i Haven, hvor der
·var Græsplcener og skyggefulde Gange. Men efter nogle
Aars Forlob kunde han ikte en Gang taale at komme nd i
Haoen. Den enesie Monde, paa hvillen han nu kunde faa
den frifke Luft, var ved at sidde ved et aabent Vindue. Der
" sad han med sit vemodige, blege Ansigt og stirrede op mod
den blaa Himmel. Undertiden var han saa soag, at han
ikke kunde taale at hore min Stemme.
Saadanne Tider maatte jeg sidde stille ved hans Leie.
Naar han da af og til aabnede de trcette Øjenlaage, glædede
han sig over at se mig ljos sig.
Dette stille og ensformige Liv var nær ved at gnre mig
gammel føi Tiden. Jeg mistede min Ungdoms Fristhed og
Frejdighed, og jeg vidste nceppe hvordan jeg siulde opfore
mig blandt fremmede. J en Alder af tyve Aar var jeg vist
som en Kvinde paa halvtreds. Og, saa jeg ind i Fremtiden,
saa vare Udsigterne ikke lyfere.
En Dag sagde Georg til mig: ,,Fanny, det kan ikke
blive ved at gan, som det gaarz vi maa have en i Hufet,
som lau tage vore Tankei; vi bestceftige os med for lidt;
hvad mener du om at tage et Bat-n i Hufet«.
,,.Hvad! optage hvad?« spurgte jeg forundret og var
vig paa, at jeg havde misfotstaaet min Broder, som den
Dag befandt fig udsædvanlig godt.
,,Jeg synes, at vi skulle tage en Dreng til os. Her er
jo Plads nok i Hufei; gør han for megen Swj, kan han jo
faa et Værelse i modsatte Ende af Hufetz lud os tage et
Born til os; du bliver vel nceppe gift, Fanny.«
,,Nej, det bliver jeg vel ikle«, svaredc jeg smilende.
»Naar vi yavde et Barn«, vedblev min Bruder, »ka
du noget at tcenke paa, som maafke vil live dig lidt op; jeg
kunde maasle ogsaa opmuntres ved at se en rask Treng ein
kring os«.
,,Hvordan tcenker du dig, at det skal gaa, naar du er
daarlig?« spnrgte jeg.
,,Maaste ilke faa galt, som vi begge tro; jeg er maaste
bleven altfor pylrevorn; kan jeg ikke taale hans Leg, saa kan
han jo nok faa et Væretse, han kan tnmle sig i, uden at jeg
lider deraf«.
J et Par Dage talte vi otn denne Sag. Vi bleve
enige otn, at ni vilde indrykke en Vekendtgørelfe i ,,Times«.
Vi fik en Mcengde Billetter og mange koin til os med Dren
geb-rn, men de vare enten for smaa eller for store, eller de
svarede ikke til det Billede, vi havde tcenkt os af en Dreng.
Vi vare ved at opgive vor Tankez men« saa sik vi en Dag et
Brev fra et Barnz det var skreven med store Bogstaver, som
hældte snart til hojre, snart til oenstre og som hoppede op
ogned i Stavelserne, at man næppe kunde lcese det. Mcn
" vi fandt dog nd af det, og der stod saaledes i Brevet:
,,Mni Fader hedder Kaptajn John Champion og
det er tænge sien, han reiste tilsøes. og er aldri komme
tilba. Je bor hos Fru Brun i statsgade i Brunstone
og gaar i stole. Je ve prøoe paa aa bti en rar og go
dreng, for Jesus holder kun af go Drenge. Maa je
komme te dem i tre Maaneder po prøve, saa la di faa
at vide om je er en go dreng. Je er aatte Or. Min
far sa te mej, før han reiste, at je stulde tal sandhed og
vcere arti te han kom tebage. Je vil tære mange teng
te han kommer jecn te mej. je hedder Filip, Je har
ingen Mor og ingen Vror og ingen Søstey tun en
Far. Fru Brun vil senne mej paa Fattigaaren, det er
je ked af og bage for, je gaar i stole hos Fru Tran
som, som er saa tar og go ve mej«.
Vore Øjne fyldtcs med Taarer, da vi læste dette Brev·
Der kunde ingen Tvivl vaere um, at vi burde prove det med
denne lille Dreng. Min Broders Lcege havde en Ven
i Burnstonez Lcegen lovede at strive til denne og foihore sig
om den lille Brevskriver.
Vi fik de bedste Efterretninger om Barnet, jeg sendte
derfor Penge til Fru Brun og bad hende om at tende os
Filip ftraks.
Fitip kom just en af de Dage, paa hvilken Georg var
daarligft. Han laa stille hen og knnde ikke taale at hore
nogen Lyd. Som jeg allerbedst sad ved hans Leje, horte
jeg, at Thomas, vor Tjener, forlod Hufet foi at gaa til
Toget, der skulde bringe os Filip. Mm Broder laa hen
i en Dos, og jegfrygtede for, at et Barns stingrende Stemme
skulde forttyrre ham. Men Stilheden blev ikke brudt;
henad Eftermiddagen faldt Georg i Sovnz efter denne be
fandt han sig ret vel.
»,Nu er jeg Gud ske Lov bedre, Fanny5 gaa nu og se
Drengen, og lad Thomas komme ind med Te til mig«.
Eiter at have siddet i saa lang Tid ved min Bruders
Seng, trængte jeg i hoj Grad til at rore mig. Jeg var ikke
alene træt, men jeg var ogsaa tungsindig. Hvor lcenge
ftnlde jeg tynges af denne Byrde?
Trengen, som Thomas- var kommen med, tænkte jeg
ikke paa. Jeg gik ind i mit Vcerelse, draf min Te og sad
og grublede.
Da min Tanke endelig faldt paa Drengen, forogedes
mine aandelige Konten Hatt blev maaske en Byrde til for
mig. Jeg harde Lny til at sende Drengen bort, uden at
se hom.
Saadanne Timer, som dem jeg nu havde, er ikke alene
pinlige for et Menneskebarn; de etc ogsaa odelceggende baade
for Sjæl og Legeme. Og hvor let kan et Menneite ikke
komme over saadanne Mismodstider, naar det kun vil slaa
sin Lid til Gud og i inderlig Von fly hen i den aabne Ful
serfavn. Gud er Kærlighedl Disse Ord bør staa med
Flammeskrift i vore Vierter. Træder Striften frem i de
tunge Tiber, da vil meget tunne lettes og mildnes for det
Hierte, der trat-, at den Gud, der er Kærlighed, ogsaa er
vor rette Faden
Der kunde jo ikke vcere Tale om at sende Drengen bort
stritt-S; jeg havde jo lovet at have ham paa Prøve i tre
Maaneder. Maria, som bragte niig Teen, var øjensynlig
forundret over mig. Hun rømmede sig flere Gange, som
om hun vilde sige noget. Maaske vilde hun opfordre mig
til at se den lille fremmede Dreng, som nu alt i flere Timer
havde vceret i vort Hjem uden at se dem, han skulde leve
sammen med.
Gnaden og utilfreds gik jeg hen til Spisestuen og aab
nede Toren saa sagte, at Drengen ikke kunde høre mig. Han
sad i min afdøde Faders gamle Lænestol; Jlden flammede
i Ovnen, og han sad med sit lille lokkede Hoved stottet paa
den ene Haand og saa ind i J"lden. Han saa hel vatker og
rar nd, men sad saa alvorlig og tankefutd, og jeg blev gre
bet af at se det.
Medeas jeg stod i Døren og saa hen paa ham, blev
han opmærkiom paa mig. Han jteg ned af Stolen, gik paa
Tceerne, saa stille som mutigt, hen til mig og hvistede saa
sagte, at jeg næppe kunde høre det: ,,Har yan det nu bedre?
Jeg har været ganste stille hele Tiden!«
Nu var mit Hierte smeltet. Hans milde, søde Warne
ansigt med de alvorlige og kcerlige Øjne sagde mig tydelig
not, at Gud Fader havde sendt en af sine smaa, for at vort
triste Hjent kunde faa en lille dejlig Solstraale. Jeg aab
nede mm Favn for Barnet og trykkede et Kys paa hans
bløde Kind. Derpaa satte jeg mig paa Lcenestolen, tog
Drengen paa mit Stød og sagdex »Na har han det bedre,
og du har jo været saa stille som en Mus, ingen hat hørt
noget til dig«. ·
,,Jeg var vis peo, at han fnart vilde blive bedre,«
fagde Drengen med et frituooig Smil, »for, da Tjeneren
sagde, at Herren var syq, bad jkg til Gud om at gore hatn
bedre, og jeg ved, at Gud Fader oil høre vore Bønner.«
»Er du vis paa det, min Dreng?« sagde jeg i en
befkcemmet Tone. Jeg var ncer ved at vcere bleven sløvet,
saa at jeg ikke troede fuldt og varmt paa, at mine Banner
bleve horte.
»Mcn jeg er ois paa det!« sagde Drengen forundret.
»Ja han er jo bleven bedre. Min Moder har sagt, at Gud
er min Fader, han er alle Steder og han er god. Til ham
skulde jeg bede, sagde min Moder, som jeg bad til hende;
han vilde elske mig højere, end hun kunde. Det sagde min
Moder, da jeg var lille, ncen jeg har ikke glemt det
endnu«. v
»Det maa du heller aldrig gletnme, Filip«, fagde jeg.
Jeg maatte gøre alt for at frede om Barnets Tro.
Aah, hvor var jeg bestæmmet.
Hvor svag var jeg dog ikke i min Tro, og hvor lunken
var jeg dog ikke med mine Bønner. Uvilkaarlig trykkede jeg
Barnet ind til mig og kom da til at taenke: Som jeg am
slynger dette Barn med mine Arme, saaledes vil Gud, vor
Judex-, omslynge sine Born.
»Vi! De holde af mig og beholde mig, til Fader kom
mer hiern, saa skal jeg nok strcebe efter at vcere god og artig.
iFru Transom sagde, at De nok vilde komme til at holde af
mig, derfom De da ikke havde et Hierte af Sten. De hat
jo ikke et Hierte af Sten, vel?«
,,Jeg tror det ikke«, svatede jeg og klappede ham paa
Kinden.
»Hast som er syg, har vel heller ikke et Hierte af Sten?
Jeg blev meget bange, da jeg horte af Fru Transom at der
er Mennesker med Stenhjerter. Men hun hat lovet mig,
at jeg maatte komme tilbage til hende, hvis De stulde have
et faadant Hierte. Jeg gik i hendes Skole. Hun sit ingen
Penge for det; men Fader betaler hende nok, naar han kom
mer hjem«.
»Men dersom han nu ikke kommer hjetn mere«, sagde
jeg venligz ,,han hat jo været borte saa lange, at vi nceppe
tot vente ham tilbage«.
Jeg vilde gøre Batnet fortroligt med denne Tanke,
for at Skuffelsen ikke en Gang stulde blive altfor stor.
Alvorlige Skyer trak sig over det lille Barneansigt og Tau
rerne perledei Ojnene. Men det varede kun nogle Die
hlikke. Saa breote et Smil sig over hans Ansigt.
»Har: kommer igen, hjem til mig«, sagde hanien
bestemt Tone.«
(Foktfcettes.)