Filip Champion
Fotfiklling af Heeha Sirenen
(Fortsat.)
—
Samine Akten drak jeg Te med dern i en af Byens
Ugwergaarde Filip fortalte mig om de founde Dage.
D- han var M Aar og stulde ud af Stolen, sit han at vide,
at her-is Fadens Slib var ftrandet pna Afrikas Kny, og at
der levede en hvid Mann derevre Skønt Veretningen tun
M set Rygte, havde han bog ingen Re, for han sit at vide,
, ·- den hvide Mand var hans Fader eller ej. Han rejfte
Der-mer« og han«-Z egen Fader var maaske aldrig bleven friet
festt Fangenskab, lwis hang Spn ilke var kommen.
For fort Tid siden vare de komne til England og op
Htgte stinke- mig. Kaptajn Ehaknpion bragte en Tel Guld
sz Elfenlnn need sig hiksniz der Var not -til, at Feder og Sen
Ins-de begynde en god Fortetning File overtalte ror
gewle Bart, der jo var hans Morfader, til at over-give
Isig min garnle Bnlig igen. Tet var han villig til. Boll
gen bler nu mnbleret, og det varede ilte længe, inden jeg
hovde samlet en Flok Skolebnrn oni rnig igen. For saa
vtdt havdis jeg det godt, naar jeg ikle davde savnet nun
Mond saa inderligt. Aftenerne vare san lange for mig en
fomme Roinde, og det var ftadig en einlig Tanke for mig
at stulle do paa Fanignuset. Flun et enejte trostede mig
I« nun Eniomhed. del var Troen paa, at min Ernst var
gnaet dort i Fred; og jeg maatte nu, det forstod jeg, ille
ilutte mig inde med nnn Sorg, men stræbe efier at væke tro
til Tedem for at den Naade kunde vederfares mig, at jeg
alter forenedee med han« jeg her paa Jord havde vnndet
saa kam
Det var en sinnt Foraarsdag, da jeg for ferfte Gang
slnlde bringe Huglejen til min Viert. Bejen var ille lang,
wen den var dog tung og trang for mig. Jeg fnlte nng
iaa enioin eg var jo nu syvti Aar ganinisl Mens Tran
foni levede, talte jeg aldrig nied Bærtem ieg var nu nieget
angstelig for at lale nied horn, ftvnl jeg hat-de Huelejcn
si nun Lomrne. Jeg tndfte jo, at han var en underlig hat-rh
hiertet Mand, og jeg mengte san nieget til Mildhed og
Venlighed. En Rvinde koni og lullede mig ind. Hun san «
hel underlig, sær og gnaven nd; hrnllet ikle var faa merke
ligt, da hun i mange Aar kun havde vceretsammen nied den
gerrige og mistcenkiornme Viert
Jeg fagde san venligt, jeg lande: Jan ieg komme til at
beiale min Hnglejez jeg er Transoms Enke; hatn kan De
vel nol hast«-·
»Nim, harn der dnde pas Fattighuiet«, svnrede hun
med halu grov Summe-, der volle pinlige Minder frern hos
mig. »Nein med mig«, jagdeztonem »Hu-should laderikle
niig lage mod san nieget forn en Ore«.
Hun ledsagede nng gennern en lang Gang og aabnede
anen for mig tii et mnrlt, stort Varelfe, der vift aldrig
fik hverken Sollys eller frisi Luft. Alt var san uhnggeligt
der inde. Henne oed Vceggen sad rnin Bart i Nierheden
af Ovnen, hvori der var lidt Jld.
Da hane Hugholderste havde neevnet mit Navn, gen
«tog ban: »Gaane Transocns Ente; naa, gan du nu, Re
Weltalc
Rebeelko satte el Var bistre Line op og mumlede nogle
Ord. Smeldende flog hun Toren i, da dun gik. Betten
taldte mig nu hen til fig. Jeg blev helt forbaviet, da ieg
san hom, for han havde foranrret sig sna rneget, siden jeg
Isa« ham sidst i Kirken Da var han teinmelig fyldig, nu
war han mager og san temmelig svag nd. Hans magre
.zingre greb vegcerlig efter de Benge, jeg gnv hern. » Det
er rigtig«, sagde han, da han hovde teilt Pengene to Gange-,
tvdet er l» Kroner oni Maaneden Jeg hnvde nu haft 120
.ir.ronser mete, hin jeg hat-de ladet Dem og Transokn bo
i det garnle has. Det er strenge Tiber, vi leve i«. Han
senkte ilke paa, at jeg i den forlnbne Tid var bleven rneget
seinigen-, end hon.
»Hile Chanipion er jo got-et i Kaution for Dem«,sagde
tnin Viert, »han forlalte mig, at has gik i Deres Stole, og
ot De gav ham fri Undervisning, er det sandt".«
«Det fostede mig ilke noget«, sparede jeg; »jeg havde
anegeu Glaede of heim, for han var from, flinig og god; og »
«nu gengeelder han rigelig den Hiaeln ieg ydede hom. Han J
er jo deres Sesserspm itke sandt?·« j
Manden undlod at spare tydeligt paa dette Spsrgs- l
ennalx han sagte: »Sei-g huster ikte, dvordan det gik til, !
snen en Morgen blev Drengenlnltet ind til nng al Rebekka. !
Hnn var en sinnt Dseng »Morbroder«, sagde han, med (
Zriniodighed, »vil du ikle bitale Stolepenge for mig, saa at
zieg san komme i Skole?«
Jeg overvejede, om ieg stulde lage Drengen til mig
ieller ej; neen hart-s Moder havde været faa egenraadig, og
en faadan Dreng vilde bringe rnig for megen Forstyrrelse
E mit Huszjeg knnde der-for ikke lage hom. Jeg sagde til
hom, at han ikke mqatte venee nogen hjeeIp fra mig; og nu
Forlceller han, at De hat hinlpen han«-.
Jeg gjorde det as Kerlighed, og rnin Kerlighed til
Zitip hat mi faaet fin Lin, det san Karligheden ikte altid ’
deute at faa her pas Jord«.
Betten fslte vift underlig til Mode, han knugede
Pengene i sin Hat-nd og sagt-« ,,Jeg vil gerne give Dein en
Krone, fordi De hat liest frit nied min Ssstersøn; men det
. er Inn denne ene Gang« i
»Jeg trenger ikke til Der-es Zielp, Gud være lovet, «
vieg her not til mig selv og endda lidt tilovetg til dein, der
etc inttigere end jeg«.
»der De noti« ndbrsd hatt fordert-seh »in-k, jeg hat
ikte wi; un maa jeg spare de Penge fanunem jeg mästeve
M at opstse Den-N
-« Denke Ism- We ieg noget unt ql Mike paa, da jeg
J W isten me Gine. Mi- ceert var en honedttg
W g wiss-e M Heu-L Rei, need allesineseage
an en W M
st- We Mc it He flg Mgeoq Betrenmeligs
. . UWMG at supeflg fet- eller andre55
"«;-Msshsee«st die-te dennoch
« M M, em- sni es- W.
« ists- in sa- Icei «- W sie jq
« ist-! M W III Ists s- III
j- W its Mk Ists its
-::MIs-isjness istsan-l
«
L
nam nnvnlig at hete, at han og Fadeten tjente mange Penge
ved deres Spsart. Min Bart blev stadig mete sang.
Han vnt kommen til at satte en Stags Godhed sor mig,
hviltet sitlett havde sin Grund i, at jeg stadig totn i rette
s Tid sor nt detale Huglejem Min Viert blev stadig ved at
s væte lige begcetlig estet Penge, vg« det syntes, sont ont han
I vat bleven endnn mete ncetig, da han dlev gammel og svag.
ihan undte hveiken sig sclv ellet Redcekla den nsdvendige
E Ncertng og Pleje.
Han var en fuldstændig Slave as sin Gertighed. En
Novembetdag, da jeg kam nied mine Penge,sarte Hueholdm
sten mig ind i hendes hnsbonds Vatelse; det vat helt koldt.
Den gamle Mand sad stælvende as Kulde og var laa mager,
at han næften lignede en Benrad.
»Hm-r kan det dog salde Dein ind at sidde idenne
Kulde, Te blivet jo »ding
s ,,Jeg hat nustet alle nune Penge«, svatede han i en
« klagende Tone, nn er det tntet nndet for mig end Fatttgs
- gnarden«.
J et Nu its- den Tanke gennem nun Eitel:,,Med hvad
Maal, J maale,slal edet tgen rundes-. Men Tanken gle
dede nng ille. Der gjotde nug ondt sot den ganile Mand,
og jeg stillede indetltgt til Gad: »Sie-an han« Herre, vier
bartnhjertig niod ham«.
,,.Hvotledes hat Te mistet Teres Penge«.« sputgte
jeg. «
»Jeg ved det ikke«, lvorede han grcedende, »men jeg
hat ingen, og nu man jeg paa Faittggaatden«.
Jeg saa hen til R:bcekla, det stod ved Toren, hun rh
stede paa Hovedet og pegede paa sin Pande, jeg knnde da
sotstaa, at det dar sotvtttede Tankern sont plagede den gamle
Gitter. Jeg belalte lsant nn nun Lejex »Der er 1(I Kronet,«
sagde jeg, »lad nu Rebcelta gnre Jld paa, san De tan jaa
neget Mad, saa glemmet Te nok pJattiggaatden. Søg til
Gud Fadet i Pimlen ideres satgelige Tllstand, han etsket
os, ttods al vor Elendtghcd, staat di kaii sage hanc nted et
bodsætdigt Sind-C
Men han redblev at klyntc o; klage. Sigm han na
turligvie hande Pengc not, san Var han th nu pmt as den
Taute, at de sotsvandt sot hom.
Da jeg gtt nd t Rtsllenet med Redæltm sagde han:
»ian et hel wesen saadan hat han hast det en het Uge, og
han ladet sig ikke talc tit Rette. Jeg sendte Bad estet hane
Engl-ter, HI. Sandet, men nun Hnsdond vat llog not til
at lade vcere tned at bellage sig sot hom. Jeg ved ikke,
hvnd jeg stal gere, leg lan næsten tilgen Penge faa sra
han«-.
»Det et en trang Ttd for dtg, Rebælla«, sagde jeg,
.men du maa se at holde nd til Enden-S
»Ja, jeg hat sptldt nun bebt-te Ttd hos hom; havde
han ctke vtetet, iaa havde jeg vceret gilt sot lcenge siden.
Men nun Hast-and hat lovet nug en Zum Penge, hvis seg
vtl blive has ham, og han hat sarsiktet mig, at det et strevet
t hans TesftacnenteQ
Mut Viert plagt-des stadtg as Frygt, og han sagde
a tid, at han endte vaa Falttggagrden Qite dlev han lig
gende i Sengen hele Tagen sot at nndgaa at lcegge t Ov
nen, dg han levede sont det fattigste Menneste. Det var
pinagtige Dage soc Rebekka.
Betten sendte gentagne Gange Bnd estet mig. Han
fputgte da pai, hvokdan det glk til paa zatttggaatden Bat
han, den ttge Mand, kommen det ind, havde han saaet bedre
Kost, end den, han nu nndte sig selv. Jeg ptsvede as og
; tit at vende hans tttste Belhmttngetanlet mod vor hette
« og Julien Han vtl tilgioe alle note Shndet, iottlatede
seg ham, og leentte paa nun Vette- dundlsie Gertighed.
En Tag var leg attet hoe hacn. Rebcella var et
Ærinde i Bom. Miit Brett gtt hen til Taten, aabnede
den for at ie otn nagen lutede, tom detpaa hen til nug og
sagde: »Dein stitelet nune Penge srn mig. Alt, hvad jeg
eset, sotnder bott, og det er heade, sont tager det; men seg
let ilke sage bende dort og tage en fretnmed i Hasen man
lan saa ein, der et endnu verte, end hun ek.«
»Du et galt at nnetaenke hende«, sagde seg, hun hat
vætet has Tent i knange Aar, og han mater ttte paa at
stjæle lra Dem. Det et so noget, De bildet Dem ind,
hun lan jo ltke faa fat paa Deres Penge«.
»Im-, jvntede han, ,,hnn blivet hos mig, sotdi jeg
hat lovet at give hende Penge, naar jeg dptz men han et
tkle til at ltde paa· Hnn trot, jeg er bleven findest-wirren
men seg er iorstandtg nok til at se, at seg bliver beftjaalen.
han saa ondstabsfuld og lnmsk ud, da han sagde dene,
og jeg knnde like lide at se paa hom. Jeg vendte nng om
og saa ud gennent de imadsige thdttet. Solen prtlnede
paa at trcenge md genneac dtsle i det ttiste Verelse »Saa
dan tcentte jeg- Muster Guds Nandeesol ogsaa at ttcenge ind
i dette soemøctede Menneslehxertr.
»Dann-U tagde han eftet en Pavse, »Transoni var en
ceklig Mand, og De et ogsaa en cetlig Inne; tout til mig
og ho i mit Has, De stal passe paa Rebekka sor-mig«.
»Nei, nes«, ndbrsd seg. Jeg tcenlte paa mit leere,
lille Hjetn med den lille Bade, hvor alt nu snatt flulde i nh
Fotaarsdragt, og hvot seg hnvde Ited med Gnd og Gliede
sama-en med de glade Btm Dette Hut her var et Jcngfel
mod mit.
»De skal not saa det godt her«, sagde han« sein out
han lunde læse mine Tanker.
«Nej, jeg lan ikke-U svarede jeg, ,jeg har ikke mange
Aar tilbage, mit gatnle hie-n med sine Minder er rnig kee
tere end noget andet Steh. Filip hat lovet at strge sor
aus«-.
»Im Transvm«, sagde min Bert, «vil De komme til
mig, vil jeg efteelade Filip Champion alt, hvad ieg ejet«.
Dette sotandrede ganskekvist Sagen meget. Jeg lunde
jv gelte min lme silip til en rig Mand. han vilde henhtte
Rigdotnmen paa den rette Mande. han vilde benhtte alt,
s-sont et Laan fra Gad. silip var is den, der nor-nett havde
siet til den gamle Gniers Pengez han vilde vgsaa satt-alte
dein som End-, der var has- betroet at Ind, det var jeg sit
Ier paa
»De man give uns Lot- til at odetveje Sagen«, sagde
jeg til min Bott. »Iilip er til Sti, han- kan seg ille spirge
til Randtz gaar jeg ind paa det, saa er det lot han« Glle
san ieg vtle ists taknentlis md han-, san er jeg rede til,
W ums-sey end vil det, at sorlade mit gasle Dienst
s II sg Stils-d es under Ist til OD Meiede
jeg Sage-, es fes beste-te ans til lot ande- Ians at spr
lslte Init Die-.
Dosen ester tog jeg Assked nied niine Skoledstn og git
nu hen til min Vierte Bolig, et statt Sied, der laa inidt
i en gainniel, sotsoint have. De fleste as Brei-eiserne oare
ubeboede og i hsj Grad nhyggeliae; jeg tænkte tned Gtu
paa, at jeg skiilde bo i dette ade, sorgelige Hieni. nien niaas
ske havde jeg en Getning at tidrette det. Da jeg attet stod
odekfor inin Vert, spitrgte han ivtig: »Naa, hat Te be
fliittet at flhtte til mig?«
»Jo, inen ktiii paa den Maade, at Te eitetlader Teteo
Penge til Filip, Dei-ed Søstetfon«.
«Ja«, svakede han, »jeg skal sende Bad efter miii Sag
soter og saa tnit Testamente iorandket. Jeg stal ikke gleninie
Tem, nien nit inaa Te passe paa, at der intet blivet odslei
bott«.
Jeg daode besteint, at jeg ikle vilde bo hos hom, nied
mindre hatt lovede mig en bestemt Stint Penge hver llge til
at holde Hud for; det holdt txaatdt at saa hain til at gaa
ind paa dette. Fotsi da jeg sagde, at isg tkke vilde store
hans Has, hvio jeg itke sit de sotnodne Peiigez git han ind
paa mit Zorlangendr.
Nu gik jeg til Rebaslta ior at sattcklle hende den Ord
ning, der var mitten. Tit min Fotiindking ersarede jeg.
at dette ilke var noget nyt tot heade. Hiin sortalte, at
hiin bestenit hat-de soklangt Hjælp. Kunde hitn tkke faa den«
vilde hiin toge bott. Han tiaode da klaget over de sorngede
Udgisier, dette vilde medioke. og vilde ilke indlade sig oaa
at tage iiogeii skeninted; inen da Rebastta havde soteslaaet
mig, gik han ind pta hendee Fotslag.
Jeg iotllatide nende nn, at ieg kun sknlde have Kosten,
men at han skulde esteklade sin Sosterson ali. »Ja, hatt er
en gatnniel Rad-Z iagde Rebekka; «tiaii oidste, at en Enge
plejeiskc vilde kmve baade god Betating og god Mad«.
Jeg blev natuiligvis ked over ai hore dem-. Hans
List hiiede mig ikke. Jeg aftalte nied eii Nabokaiie, at hiiii
stiilde biholde Noglen til inii ganile Hieni. Der tiilde jsg
mit hver Sondag. hats det var mutigt. Tet var den ents
fie Lon, ieg fotdkede, at jeg niaatte beholde tnit kæke Hieni.
Ten folgende Morgen svtlod jcg det endnii en Gang.
Tenne Gang var det ikte soni sidst, da Noden drev Tranjoni
og niig nd as det; nien jeg gik dog nied veitiodige Fnlelser,
ior jssg gik dort sta Eited og No soc at dele Uircdeng Bolig
ined en Gniet; inen da jeg gjotde det sur zFiliwI Skyld,
tniigede Binden dog itte, soni den elleke vilde have tniiget,
hvis jeg ikle haode Troen paa, at jeg luiide gavtte hom.
Dei var foticetdeligt tot- tnig ai viere hoe den ganile
Gniet, soc det var sprgeligt at se det theldotnsaag, hatt
oat under. Don nannede tlke at spiie sig nickt; han vilde
ikte have tilstmttelig Varine i sit Vækelse oni Vinteten, cg
txt niaatte ikke icende Jld i stokkenei, nien iiiaatte lave Ma
den inde has hani. Den tige Mond vat- det sattigste Min
itcste, jeg liar set. Lin Natten var haii iscet beklageliises
oætdig. Naat det bleo niotlt, begnndte hane Angst. Hon
tunde itte iooe as Ftygi for That-. Ta han ikle vidste,
hoad det oil sige at sove i iFied og Ro, var han helt iidniat—
tet af Trakthed Rebekka og jeg tnaaite skisics til at sidde
ovoe i Beetelset ved Sidiii ai dane, for at vi kunde here-,
naac han kaldte ad ve. Tet nat iihyggelige Nattek for as.
Ier gik ikte en Nat iiden at han fokicetdet kaahte i Sonne-.
Liie sad hani Seiiqeii og vted sine Hemden og det var
ncesten uniiiligt ai taa No over hom. Naat han oniDagen
vat- kommen tigtig til sig ielv igen, sottolte han, at Tyoene,
dekfoin de dtsd ind til hani, vilde blive skiisfede« da han knii
hat-de nogle iaa Atonet i Hufei.
»Hooksot et Te da bange iok Tom-W sputgte jeg.
»Aah«. sagte han, »naak jeg salder i Stati, pine
Troniine og Sanct- inig, dei er da, soni oin jeg havde alle
mine Benge. Tet et Guld ooetalt; og saa synes jeg, der
koniniet Tode og tage alt. Jisg kaii hiike dem hviske, singe
fig otn, dicke Skabet ov, saa gioet jeg et Steig ika mig, og
De eller Rebekka kosnniei iiid og fottaellet niig, at jeg hat
dtsnit·«.
»De slulde bede til Gud«, iagde jeg, ,,b de hain oin at
fri Dein ira Dei-es AiigstzGud er villig til at hoee Dein, det
paakalde hom. Han hat udiiiet mig fta al min Nod, og
non vil ogsaa sei Tem. De hat ofte vieret i tin-le og ved
herrend Nadveiliotd, Te inaa io kende Veien til Gud«.
»Giid vil ikte hore mine Banne-; jeg tot ikke bede til
hom; beder jeg hain ont Hjaelp tot niine Konter, vil han
sordce, at jeg stat give as niine Penge til de sattige. Jeg
hat rsrsvet det. Jeg vilde vceke en sand Leisten, inen jeg
tunde ikke give "slip vaa mine Penge. Nu er det sor
tilde-«
hans Qtd lod sorscetdeligt i tnine Sten, og jeg beevede
af Sorg sor den tilykkelige Sie-el. ,,Prov endiiu en Gang«,
sagde jeg, »in-v at lade oære at elske Deres Penge; Kristus
iorlod Himlen for Deus Styld. han oil ogsaa hiælpe Dein
til at vende Deres Tanke fra Tetes Guld. De hat io ingen
Frev, og Te er jo bokte sra Gad. stristus oilhjæltie Dein,
han hialp mis, da ieg mistede min Mand«.
»Nei, det et sot sent!«
Da han havde siddet tavd i nogle Minutter, sagde han:
»Du et kun Saat leg er kommen nied; jeg hat inqen Benge;
ieg er tiin en sattig Mond og tan vente at ende paa Fettig
gaardeii«.
Nu tunde ieg itte iidholde at lisre paa hani langen,
inen gik iid i Hat-ein Jeg kiiiide ikte ondet end betloge
Staktelen nied de mange Sorger og den niesen Frygt, oq saa
dog iiden nagen erlsetniand
Filip Champion havde vie-et en Gang i Englan d, efter
at jeg var flattet til han« Morliror. Miit hatt hat-de ikke
hast Tid til at des-ge mig, og ieg hat-de ikle streiten til han
oiii, hvad ieg led soc hanc Skyld Min Viert haode sagt,
at hans Testamente nii nat- i Ordenz havde dette ille vie-et
Tilsældet, tcor jeg ikke, at ieg tunde have holdt det nd. Jeg
hegyiidte selv at fsle niig cnqflelig til Mode, dei havde leg
ikte lendt til str. Mai den daarlige Fade, ieg sil, oq de
urolise Retter jeg hande, tog niiiie Kræster.
Rebekka talte stadia ein, hvad hiiii vilde hriige flice
Penge ttl; htin nentede at .saa en hatt- Snes TusndZ ieg
var neer ved selv at tante kiin paa Pengez det var so sot
Filipd Stale inen bei-soc iiiaatte de dog ikke taqe nitne
Tonset. Dei var itke lanat sta, at ieq gleinte alt, htiad der
aandede at zked og sittlich-d Gliede og Linke. Bat leg
paa Bei til at tabe det bedste, ieq eiede, nitii Teo os iiiin
erdz its im bange tot det.
Ren iiii endtei iniii Prinetid brat. Eii Rat, da det
var sit-i Tin- til at We over iiiiii hast-any faldttes
—«— II
I i Sehn i en ftor LænestoL Jeg var laa vant til at hvre
hans Skrig bin, at der var Thve i hang Beet-elle, at det nu
ikke stmkkede nilg mete. Stolen, der havde en høj Nyg,
var vendt mod Toren for at stærnie nng mod Trost; fea
min Herteö Sovevcerelte var der derfor ingen, der kunde se
mig. Lige for mig stod et ftert Spejl, gennem dette kunde
ieg te thet inde i hanö Sobevterelse. Medens jeg lad og
halvsov, fo’t der plitdselig et tlaet Stin fia Speilet lien over
mit Ansigt. Jeg vaagnede, nien tngen taldte. J Spejlet
kunde jeg nn se et klarere Lhö, end der plejede at vcere inde
hoe den gantle, og det beveegedes hid og dtd; jeg tunde
ogiaa thdelig se, at Deren til Væeelset var aaben, og den
lange, merke Gang i Baggrunden. Ovad havde dette at
bethdeP
Mon Reboetta var der index- Hvad vtlde bun der? Jeg
ioiholdt mig rolig og betrngtede Lyfet i Epejlet. Men
plndselig horte jeg et gennemtraengende Steig, og ieg laa
en Mond gaa ben til nnn Heeres Zeitg. Hvad slnlde jcg
gamle, lvage Stattel got-e? Jeg lunde ikte sorlvaee den
gamle Mand dg veerge hans Pulse-. J nogle Liebltkkesad
jeg og tcentte over Stillingen. Tet vat- llait« at man tlte
havde let mig. Jeg tunde litte rnig boet tea Breeelieh ud
af Donn, men var det Ret at lade niin Heere i Stillent
Jeg mnatte enten gaa ind til Tyven og læinpe nied hom,
ellek ogsaa kunde jeg kalde paa Nella-kla. Tet gjoide jeg
Hun havde ttle dort noget Skrig. Jeg lagde nitn Haand
paa hende, hnn vaagnede og ipnrgte angst: ,Er der nogel
i Vejett med ham2«
»Sttlle,« hvisiede jeg, «nu er der vielelig Thoe indc
hos hom. Staa op. Tn er rasteise til B--ns, end jeg, list
dig nd ai Poeten og taab oni Hieran
,,Thve«, gentog hun t en vantte Tone, «er Te oglaa
ira skotitatideit«.-«
»Nei, nu er det landl. Stai hurtig Hjælu Maasse
mnrde de heim·
Der var fuldstcendtg Ettltied derinde. Detteiocstreeki
kede Rebekka Linn tog neiget Tin paa, isg stnndte sig ned
ad Trappeene for at raabe otn Hierw
Det var nogle forfcetdeligc Minutter. Jeg sljnlte
mig i en Ring paa Trappen, hvor ieg lyttede, san godt jeg
tande. Jeg dsete tydelcg, hoordan man gil otnkring tnde
den gamlee Vettelse og aabnede og lnikede nistet og Skusser.
Tee var ogiea et gammelt Cdatot, ined inange Sluiier og
hemmelige Rum; dee havdeTyvenetiaer tradit. Jeg lunde
here, at der vat- to, de talte samtnen- Men min Hilebonds
Stemme betete leg itte. Jeg blen leitenden Havde de
niytdet han« Stnlde han, den ganile Mand, ende Livet
paa den Maade, tnden han fil Fred nted sin Gilde Hvor
havde han dog været en TaaeeZ Han havde tun teenkt paa
det, han sknlde tot-lade; men Sjcelen, den dyrelbbte Sterl,
icni stnlde need ind iEoigheden, den havde han tlte tænkt
paa. Leg lunde here Tyvene saoede, botede og brod Laufe
op; de bit-d fig ilte om den Stol, de foraarsagcde. Tiden
gil, on Reballa tom ingen Hieeln med. Var hun slhgtet
dort uden at tænte paa Hiele Jeg knnde have gjoit sont
hun, Poeten vat- aaben, ingen hindre-de inig i at flhqte, men
jeg lunde ilte lade den gantle Mand være ene, og dog lnnde
jeg itte gote andet for ham, end staa i en msrttt eog og bede
til Gnd.
Endelig harte jeg neigen lontnie mod Poiten. Jeg
lyttede og iiygtede for, at Tyvene ikulde hsre de kommende.
Men Tyvene haode nu atbeidet laa lange-, at de bat-e bleone
helt trngge De mærtede tntet til, at dliebeekka tom med lee
ai vore Naboer; Tyvene anede tntet, iøe tre Mit-nd hurtig
trwngte ind i Væreklet og greb Jg bandt dem.
Tet var et lorseerdeligt Ihn, ieg laa, da ieg loni ind
i Beete-lieh stifter og Sinfo hat-e aabnede, og deres Ind
hold laa lpeedt rundt otn paa Gulden Den gainle Gniers
Moder maa have bietet lige laa begærlig efter Phnt og
Wedel-, sont han havde vieret det efter Guld; nn laa alle de
falniede og tnngne Saqer spredt alle Begnr. .ttlceder, sont
tunde have stærniet de sattige mod den haaide itnlde, vaee
molædte og odelagte. Jeg ilede nn hen til Settgen og ve.
tragtede den ganilee Ansigt. Han laa nied halbaaben
Mund og stirtende Eine; de havbe et lokfærdet Udtkht.
Jeg talte førft sagte til batn, derefter heit, nien sitintet
Svar; jeg tog da hans lrogede Finger, men de vaee stive
og toldez jeg tvivlede ille otn, at han var ded.
Der var ille slere inde i VierelfeL Te, der havde
grebet Tyrene, havde fett dem ind i et andet Bettelle· Paa
mit Raab loin en Mund lebende ind til mig. Oan saa straks,
hvad der var slet og blev hell sokfeerdet over at le Ligets
Ansigt, der var fuld as Gen og Fortvivlelse. Hatt fette
nng ud af Væcelfet, lnkkede Daten af og fagde, at han bilde
ovetlade Neglerne til Politiet. Hverten han eller ieg lagde
et Ord, men de øvtige knnde forstaa, hvad der var fere
gaaet derinde. De kunde siltert lcele i vore Ansigter, at vi
havde foeladt en d-d.
Ct Diebs stod Thoene tapfe, laa udbrsd den ene ai
dein: »Vi have ilke røet ham ined en Finger, det lockt-ge di
for Gilde Aafhn· Rebekka, oidn ior mig du, at jeg ille
tunde detebe den gamle Mand. Rebekka, lendec du mig
iklez jeg er Robin, din gamle Kærette, lom din gamle pud
bond fit dig til at forlabr. Bat du bleven mig tro, var det.
ikte kommen satt vidt med mig«.
Jeq laa loeundret paa Rebekka; han var bleg sont et
Lig. Hnn ftirrede ioefeerdet paa Manden, der havde talt,
og inden vi anede det, ftyetede hnn bevidstløe otn paa
Solvet
Et Pae as Meendene bar hende op paa hendes stam
met og lagde hende paa Sengenz j«g blev hod hende« til
han tont til Bevidfthed igen. Bleg og neesten uden Pnlss
slag laa hun paa Sengen, laa at jeg var ncerved at tro, at
hnn var ded. Men da en Iid var gaaet, dkog hun et dhbt
sitt og aabnede sine Eine. Din- laa lotieerdet nd. Jeg
hatt-be hendes Unstgt i toldt Band, men lagde intel.
»Er det Dein, Im Termsme ipurgte hnn med fvas
Stettin-. «
»Ja, det et«, ivarede ieq, »liq bake stille-L
J nogle Minutter laa hun still-, men hnn hat einse
lisvis ikse haft No for de mange Tanter, der tpin freut hoi
beide. hun reiste stg beat op i Sense-i og spurgte:: «dvad
et der foregaaet her i Ratt-·
»der hae bietet scheel Daten men nie eee de fsete
tsmaelng«.
.Casde een at det- ikte sit Mian
(sottleettes.)