Filip Chatnpion.
Foctælling af Heslm Stretton
(Fortsat.)
Da dtöse vate t Erden kalt-te hatt daa en Mand, sont
gis med ad og attvtste oe vore sretttttdtge Bærelser. Endnu
en Gang klyngede Transom sig ttl mtn Arm. tttdttl vt Iom
tlen Tor, hvor vt tttaatte sitlles. Anb, hvor var dette
dog sorsærdelig tungt oq jmetteltgt sor oek Endnu t negle
Mtntttter stod vt stille med htnanden t Handerne.
»F iunne tose lttnanden hoer Tag ved Morgens og
Aftenandagten, ltvtg J ltave Last ttl at komme der, og hoer
Sendag iaa J en ltalo Ttme frt og en halv Tag hver Maa
ned«, sagde Monden.
Jeg dojede mtt Hoved ntot Transom og gtced bitte:t.
»Nei, nei, Marte, saadan maa dtt ttke tage det«, sang
mtn Mand med sttlle Alt-on »Gttd Fader er ogiaa hertnde
i Fatttggaatden, og itan elster as ltge taa hast ber· som
ban har gsort t de mangc Aar, vt have været hane Bern.
Vt maa satte vor Ltd ttl bam og tage, hoad han settder os
Dtt katt tro, vor Gud ier nu t dette Ost-bitt tted t andre
Hieran sont ere mere bedrooede end vore Hierter ere det«.
»Lov mtg«. sagde jeg gradende, »at dtt vtl gore alt
for at holde dtg rest, iaa at ot lunne komme ud tgen ttl
Foraaret; aalt, Ernst. maatte Ieg btot taa Lov ttl at passe
dtg, saa var det tlte taa ttudltoldeltgt for mtg«.
,,Gud Fader vtl passe os begge«, sagde hatt med stati
vende Stemtne. Hatt hat jo sagt: ,,jeg vtl tngenluttde for:
lade dtg«, han tr ogsaa ver, og tagen kan sttlle ltam ira oe
Farvel, mtn trofaste Hain-a Gud signe og beoare dtg.«
Transom rakte degge sitte Heender ud mod mtg, og vt
Iyssede dinanden saa tnderltgt, som otn det nu var Laden,
der skttlde sktlle os ad. Jeg saa nogle est-ndommeltge Trak
ninger lejre stg t dans Lusng der ft! et sttlle, taalmadtgt
og hengtvent lldtrnk, sont aldrtg mere sorlcd det. Man
den, der stulde vtse os Vet, vtste ttttg en Ter, gennetn
hvtlfen jeg flulde; teg dankt-de paa og gtk tnd, efter endttu
- en Gang at have kastet et langt Afstedsbltl paa mtn Mand,
sotn ntt gtk dort uden at have mtn Arm at læne stg ttl.
Jeg sttlgte ester en Kone gennem en Ratte Bart-lieu
overalt fad der Kvtttder t eens Klædntnger, de snatlede
tortg med htnanden, da de saa mtg, den itemmede komme-.
Der var en ejendommeltg tndelttktet Luft. iotn var helt sor
skelltg sta den herltge frtske Lust. Endeltg tont seg ttl mtn
seetnttdtge Plads, og snart sad jeg paa en Stol oed en
Seng, der ftod tet langt Vetteln-, drort der stod to Ratte
Senge lang-J Vceggene; der var tun en smal Gang i Mid
tett. Alle Sengene oare erns; Væggene vare nøgne og
Ialiede, og vt tunde iike se andet ttd tgenttem Vinduerne,
der sad bnjt oppe, end et ltlIe Stytle as den trtste Novem
berhtmmel. Ter var mange gamle Kotnder samlede, og
nogle as diese vare sengeltggende og syntes at rtere altior
slsve ttl at lægge vtdere Meerke ttl mig.
Det er unsdvendjgt at sdrteelle noget vtdere ottt Fatttgs
gaarden; de slefte satttge kende vttt mere sttt den, end de
dryde sig ont at vtde, entett af egen Eriartng eller as dereö
Benners Beretntnger.
Mtn Hovedpttde blett vaad den fsrste Nat, saa meget
grad jeg· Ttlftdst korn jeg t mtn Sorg ttl at lernte paa
dam, som er alles ttosaste Faden og som tttt var Transact
og mtg ltge net-. Jeg dad til dam for mtn Mand. Bad
otn, at yan maatte have det lttnt og godt. »den-e Gud«,
bad jeg, »tndgitt dem, der stulle passe hom, at ocere gode
tnod ham«.
Jeg vtdsie jo, at jeg maatte bede ttl mtn Fader om
hvadsomhelst, og det var ntt mtn Sorg, at mtn Mand
ettaaste stos, sordt dan tttangltde tsarme Treppen
Jeg ftt Fred og Ro i tntt Sind efter Bannen og ialdt
i Stdn.
Jeg drsmte vnt mkn ltlle Treng vg ont Filum Del
var tkte saa Underltgt, at jeg drontte om dem, for ieg band-e
taget den Æste med tnd i Fatttggaarden, hoort jeg gemte
mit Bat-as Haarlot og Ptpts Mont.
Det var en tuttg og trang Ttd for oes to Ægteioll der
inde t Fattiggaarden, og hvor gtl Dagene dog langsomt.
Jeg havde altid haft not at destille, men der vat- der tntet
for tntg at ttdrettr. Jeg bad tndtrængende ont at saa Ar
tltejde, nien man soarede mig, at jeg var over den Aldet,
·da matt bestasttgede Falk. Detsom Morgen- og Astenani
dagten ttie bat-de vceret, da haode Livet ttke tceret til at
.sttdltolde. Den hold-es t en stor Sat, mett det var en sale
staettdtg sritttlltg Sag, otn tttan vilde mode eller es. Man
vtt lunne forstaa, at Transotn og seg ikke udeblev en eneste
- Gang. Stsnt di hverken ntaatte tale til hinanden eller sidde
sammen, saa tuntte tti dog se hinanden, og med dette maatte
· di ntiee. Jeg er vie paa, at vore Vierter soretteded
isallesbstttten til vor htmtnelste Inder. Hatt vilde i sitt
« Rande og ccrlighed atter ssre os samtnen; stete det ikte
s Ost ttede paa Jord, saa tttlde det sie der, hvor de sorenede
Ottdö Stett aldrig mere stulde sttlles ad.
Sande-g Eitermiddag havde vi Lett til at viere samtnen.
Pl davde dog ise steget at tale ant; der inde hat-de vt saa
at sige ingen Oplevelser, den ene Dag gik sont den andeu.
th sad tavse samtnen, Daand i Daand og —frygtede Sirt-lit
sket, naar di atter stnlde stilles. Det bleo ordnet saaledes,
.at vitftt Fridag paa satttttte Dag. Da hat-de tti sri en hel
Ostertttiddag Den isrste Gang, di vare tade, gtk vi ltett
Itod ttpr gamle. leere Ofen-» Vt merkede intet til Hulden,
og Tranfottt merkede ej heller synderltg ti! Gigtem Die
sltttetd Ilcede og Spending gatt hans Isdder Binsen Ul
tnett Finger-ne vare dog stelledr. Naar Astettend Msrte
hollede over Otten, sittlde vi atter made i vort trtste hie-n
, psa sattiggaardett.
« si daode deutet at finde det gamle due borte og
Wien ryddesttil Rybygttingey tttett til vor store For
W as Olcde Nod det gatItle Dient endtttt. Alt var
"· si- i Ist-le Dage. hatten med sitte Ottste og Troer, Taget
« set flt bete-te sitt-, es de itaaa Binde-er tttellettt Slyttgi
HWIMLIQ ci hat-de deutet, at alt var horte,
" W M It Weilst Wesw. Si gik ittd i hatten
HEMIIUIM bereitet Itte vie-paa»
".- I Its-May sg Taster-e kat- da iaa diese-de og
«-» , streut-see W de- hme et satt satt
since-W sg l Oel es se sit-et Gad- sred aüid
Yakhusi-W stets-setz stets ttttl Ntt meet
gontle Hjetn itte vott langer, nu eiede vi tun de fattigeö
Knar: Adsiilleliens Boltg i den lcekligltedsloie Faktiggaatd.
Vi maatte begge grade; der var saa stor Fokikel paa for og
nu.
»Trot- du« Marie, ot vi tunne tontnte tilbage til vokt
gantle Hjetn tgen?«
»Ja det tkok jeg«, sagde jeg og gteb hans Haand5
»jeg totstciar itte, at vor Vcekt jog os bokt fta dette Hjetn,
naar det ilte stulde kives ned.«
»Stille, min Ptge, lian var itte ene ottt den Sag; Gud
Fader hat siii Mening, og hatte thje into vi ttte fette os
Vp tniod· Tto i det lidet; Matte, vi have faa lidt nu, men
ogiou da stulle vi væte tio. «
»Vat- cs strate totlade Fattiggaatden, ttvis vi tunne
iau vort goinle Hieni til Leie«, iagde jeg, og veoblev: »jeg
lan not tiene til Hoden til os begge«.
«Nisi«, iogde niin Mond aloocligt, »vt ntaa vente til
Herren-s Tinte kommen Vt kunne ilte gaa Vinteren tMsde
net-, naar Foraatet lommer, om Gud da vtl, Morte··.
Grunde-n til at vort gatnle dient itke oat botte, var
den, at der var bleoen en Still-ed t Fabktteotitiomhedem
entelte Fabriktet onre luttede, odittlltge Arbeit-ne note flyt
tede til andre Bner, og flete ai de ntte Huie t Nierheden af
dort stod tomnie. Dette hort: vi at en Pige, im et at
Hufene
Orts-r var det dog tunqt for ve, da vi utter itod iotan
Faitiggaokdens Pett. »Ist »Kommet-Z sagte jeg nted et
glad Enttl, sot ttu var net niin Tut at ttoite tntu gnntle
Mond.
»Ja. til Fotaatet«, gentog bott, ont tet satt et vor
Guds Btljesp
Tetpoa fttltes vt og nit hvet til tin Boqning. Jeg
iott iltc nieget den Not. Nu matteoe ieg Folgt-me of at
viere ioa lange ude i Gulden oppe ved vott gotnle Hieni
Ta marked-e vt tntet; men nu loin Fislgetne Jeg tunde
ttte itaa op cti nttii Seng og gtckd bittetlig, da Motten
tingede til Motondagt. J ire Tage tunde teg ttte stntt ov
at min Seng. Ten ijerde Motgin ttstede iisg tnig op: jeg
gtt tust lten til Ovnen tot at votme mig, da Toten and-ie
des, og en Lpiynetone mobtex »Mukie Ttnniont, gaa opt
Sygestuen, bin Mond er ved at do«!
J it Nu ivnndt alle ntine Sniekterz jeg slyndte ntig
gennent ntit Kammer den over Gonrden til Sygeituen
Doktoren ntodte mig, og isg tuitde bate roobe Nonnen
»Trctntont !« Don sagde noget, jeg illetunde hote og tyftede
paa Horte-der Endelig naoede jeg ds- til Sngeftuen og jeg
iaa fttote min Mond. Hnn lao stille for sig ielv med »Auc
tede Eine. Sagte lagde jeg ntine Hander paa ltatn, og
bang Ojne anbnede fig. Da hitn iaa mig, btedte et Snttt
sig over bane Ansigt. Jeg knælede ved hons Seng og
lagde min Amt under dank Hovetu »Motie«, fagde han,
»sialfels Matte, tnttt take Ptge«.
Jeg gttu ntig til at gkeede og sogde: »Gut) er tneget
hoord inod oS«.
»Nei, Matte, han er dedte ntod os end mod sin« egen
Son. Jeg et en gantnteL iundig Mund; i Jesus var dek
ingen Sond, og dog toksiceftede de bunt. Motte, vi tnatt
tkke ttiukre ntod Gab-·
,,Mootte jeg btot satt Loo til at folge dig«, udbwdjeq
i Hand otn ot Gud vilde hpte mig.
Gnaden toalte ntin Stentnte. Hvao stulde oek dlive
af mig, deriont jeg nu ntiftede min Mand; der var ntt tkte
andre Udftgtet tot tnig end at bltoe poq Futtiggttokden, ttl
Herren, vor Gud, attee oilde iokene os
»Matie«, sagde Trotisont atter tned soog Stentnte,
«gentag tot mig de Ord. dtt en Gang leerte mig
Sagte gentog jeg Qtdene ind i hans Seen: »Vie! tro
indttl Dooen, saa vit jeg give dig Livets Krone-L
»Ftydesulde Ort-, ooiitede hon, tro, tndttl Tod, Li
oets streut-, Hetke Jesus-U
Hans gktta Hoved hvilede tangere paa tnin Atm, og
hatt luttede sine L ine. Aandcdtaget blett iottgere. Det
var Todest, der kom. Endnu en Gang ptpvede han at tale
til mig, inen han cevnede ikle ttt sige mite. Hatt greb nu
efter Tat-net med sitte Fingte —- sott drog han et Sul, og
hon vor gaaet dort t Fted tot nldrtg met-e ot ssle Jord
ltvets Konten
Eiter hons Begravelie var jeg tun en Statkel; jeg var
næk ved at væte hel oandetlov og tnootte behandleg nteften
sont Born. Ingen nnlede mig, og ingen djalp mig; det
vor fotfækdeligt at let-e fauler-es
Foraaret var kommen. Jegloa en Forntiddogi Sengen,
siont Solen lyfte ind genitent Vinduerne. Toren aobnedes
til vor Sitte og Forstandeten tractdte ind med to Hei-ten
Jkg toa med luttede Ojne og nitettede, at de standfede foran
min eing. En Steintne sputgtet Er dette Makte Tran
tout-«
»Ja, det er Matie Tranfotn«, sparede Fotftunderen,
»bendes Man dsde for site Mattneder siden, frei den Tid
ltggek hun stille hen og bktder ftg itte otn noget«.
»Neh, hun vil not dryde sig ont mig«, tax-de en feist og
behageltg Summe »Hun tendee tniq foehaobentlig nol,
for jeg totttnter at betole en gammel Geld til hendr. stu
Its-nimm le pau mig, httr De glentt Deres lille Filipl-«
Nei, httin hat-de jeg itle gletttt. Jeq aabnede ille Di
netie endnu, ttten ptsoede paa at mindeo hanc lille, take
Unsigtz ttten det var et utydeligt Billede, jeg ftt, tttttt egen
lille Seins Ansigt kotn vgsaa frem. Satt fslte jeg en Hund«
sotlt trykkede min. »Im er Filip«, iagde en Stemute ind
i tttit Ore.
Det vor fotn otn en tung Sorde, fotn havde ligget
paa ntiq i lang Tie, vteltedes af. »Se pott mig«, ingde
ili .
F pth aqbnede Sinene og satt en ung, satul Mund staa
ettde ved min Seng.
Jeg tout til at get-de hsjt, og da ieg sil Lov til at
græde lidt, lettede Taoreene ntit lorgbetyngte Sind.
»Na et min Inder endetig kommen dient «, iagde Filip,
»os jeg konntet for at itee Dem bort fta dette Sted. Vier
ntt sauste selig, statt op, noat De lan, hen ad Midnig, satt
totntttek Inder og jeg og tuget Dein ttted os«.
sog ved Filip ftod ett teldre Mand. hatt satt venlig
patt stig, atetts Filip toltr. Juden de gil, sagde han: «De
we god tttov Filio, ist« Sin, Ttt hatt inkett Bettner hande,
Ut- vil In me god sod sein«-.
sag sit de. sei lasse Its stille net-, nten itlte ntt
ett Lettetle us ett stet, jes im lenke hin-de selt. Der
sandte-s Leg Kettighsep ntttd tttis Stockes
. ,» - (Ioetitettee.)
i
.
s EIN-d c,
-:-«Z;X
H
ForUngdommetr
r -
N— . -
st sit-»H
:««
Tre erste Juden
En af Deltagerne i Krtgen 1NJ4 for
tceller folgende:
Kaptajnen ved Kompagntet var en
« Mand« der troede paa vor Sags Sand
dedz dan holdt streng Discwlim men
var ttllige en ketfcrrdtg og modig Mand.
Der var tun cen llaiden t Kompag
nlet, han ej tunde eller tlte vtlde hemmt-;
dvtllen af Telene det var, ved jeg
tlke
Blandt de wenige var der tre Inder
traende Mennefker, der ej ftat deres
Tro under Stolen, men var deres Fert
ser betendt tslandt de andre Eotdatm
aa meget al, lwad de andte tondt For-«
noikslle I, holdt de tre stg ndenior Tej
maatte tettor tats- tncgen Exist, de gtk"
alttd nnder Navnet »de tre heilige Jy
der«. Særltg morrde ncgle as de andre
fig med under Marsch-n at fange stund
sige ther. J det delete-get davde des-«
det meget flet. og tidt og ofle niaatte de
dene, at deres Hilltgded ruuellgvts var
et Udnyl for Waden
stotnpagnnt havde endnu ttle faaet
Jndvteltm Men en ndltg Morgen
sit det Lkdre ttl at tnatsatsre nd t farste
Luni-. Tor var en bajndeltg Stemntng
ask-er Soldaterne, der blevkommanderet1
»lad med starr-PS Te the af dein vare
ltdt dlege ! Ansigtet. Nartajncn Var
sont forddanltg raltg og bester-It, han
iagde dlotx »en brav Soldat lan ryfte
net de fatfte Gange-, dersor er han ttte
solle-« En balv Time eftcr vare de nd
jatte for en stcril GranatJd fra et fiendp
ltgt Bauern Lasten havde et ejcndomi
meltgt radltgt Stern og en forunderltg
Sitten gtt Igennem Salt-Gerne
Et Stylke ttl venstre tar stompagntet
var der en Gennemstcrrtng i et Gcrrde,
ivm stulde bevogtes as nogle Mand.
Zlere vare faldne der t Morgenstnnden.
men de faldne dleve ftadtg erstattede at
nat-. J det samme Soldaterne fis det
at orde, lom der en Mauer I fuldt zir
sprtng og nteldte Kaptajnen at der var
stet Mandefald t Gennemstasrtnqem og
at hans Kamvagm ajedttltelcg ttnlde
fende tre modige Mcknd derben at passe
paa. —
,,Vt have saaet en cpgave Folll"
iagde Kaptajnen tncd sm faste Stettin-e,
idethan vendte sig mod Kompagnie-L
»vor-m malder sig lrivtllig til at vestette
Posten derbe-me ved GennensskarmgenP
Det er et farltgt, men eerefnldt Odems-«
Soldaterne iaa paa hoerandre. De
vtdfte, dvor iarligt det var, og det var
tsrfte Gang,de vare tSlag Juden nagen
as de andre Iande faa Kraft ttl at træde
frem, traadte «de tre helltge Jyder«
hen foran Kaptajaen need stuldret Gevær
og fagde Ined hsj klar Stemme: »Ur
melde od Dr. Kaptain!« Kaptainen
saa paa dem, fam vtlde han sitze: det
havde jeg ikte ventet. D e t fagde han
tmtdlertld tlle, men dernnod: »F ere
altsaa ikle bange, det er drath pas nu
godt vaak« Der get en Sitten over
Kaptajnens faste Trak, dan blev aadens
bart derart at en Stemning, han ethr
havdekendt.
Jyderne vare tkke bange. J stere
Tinter stad de ufortrsdent paa den far
ltge Post. Ltdt over Mtddag kam de
ussadte tilbage. Da de andre saa dem
komme, dlev der ymtet am, at nu vilde de
rimeligvie prale at dekes Bei-ritt Men
det var der flet tkke Tale am. Undielige
ag Ined dalot nedflaaede Blik meldte de
fls til kaptainew
»Du havde jeg itte troet«, lagde han,
og mauge af de andre iagde det samme.
Nu bleve de tkke merr fpattede fern
«de hemqu sompaaatet vaadtidet
heie den Dag en Styrce, det ei havde
haft spr- Ter var nn Orden i alle
Henleender. Kua de eedlefte ag dedfte
Sange dleve sung-te paa Marfchen.
Kaptajneu tillod ej andet — Saldaterne
havde heller itke Lyst til andet. Mange
at Soldaterne bleve den Dag indviede
i were end een Henieendu de dleve
gredne af Virteligheden fett-.
M
To Animus-.
Nebe i den italienste By Milano le
vede for mange Aar siben en beksmt
Maler; Leonardo da Vinci hed han«
Han hoc malet mange staune Billeder of
Ftelserens Liv: der stsyneste ec vistnok
han« Billet-e af den hellige Nadvere·
Leonacdo scheidet-e pas dem Bil
lede i mange Aar! han giorbe bei under
Bot-. Defokstellige Apoftles Ansigtekl
malede hatt efter nagte as sitte beteadte
net-e t Mtlano. Mett endttu havde hatt
itke tundet noget ?lttt·tgt, hatt tltkde tage
ttl Model for imlsmtt Mo: del stulde
jo rette dct sitmtteste Anstat. Ttlsidst
blev hatt gjort opmættsom paa en tmg
Mund, Ptetta Baddtttellt, der vat- be
tendt tot stn udmættede Sangstemmr.
Her fandt Leanakdv, dvad hatt sagte: et
elsteltgt Anfigt havde den unge Mand,
Ruthe-d og Fremd-d lyfte af hans Liste.
Leonakda fothøkte iig am hatts Liv, alle
toste dam. Denne Maad blev Model
til Ftelfetetts Billede. Btlledet blev
just tætdtgt. da Ptetka reiste fra Baen,
ltan stuldc til Rom for at uddanne sitt
smutte Stemth — Mett der l Rom
kottt von t daatltgt Selstab. og ,,sig ttttg,
hvvtn dll antgaach faa ital jsg fige dtg
ltvem du cr.« Hatt blev ttl den tot
labte Sang hatt totfaldt llt at krim,
at sptlle, dubete ag dybete sank han:
hatt endte sont Form-aber Mett alt dstte
vidflt Leottardo tkte.
Hatt ltavde tttt iaaet sit Malen ttæftett
fækttgt; der manglede blot et Att
figt entmu: det var Fostabelietts Bartt
Judas! del stach to vatc det gktmntesle
AttsigL
Da gtt hatt en Tag paa Mtlanos
Gaben der madte han en vnteltg Sitt
lklte, ett Mond tPjaltm ttcetst Haar,
fttavlet nnd est stummelt llttende Bltt;
Mal-ten ttltdsedex der haotte rast jo
Judas Attsigt. Hatt let-de Monden
ttl at sibde for fig. Den Tag· hatt lag
tte ltdste haattd paatVætkeL sagde Matt
dett ttl hatttx »Man tatt De da ttte Unste,
at De hat malet mig engang tork«
Da Leettatdo stulde se rtgttg ttl,
var sölktto Baddittelli. Saavan kan
Syttden fatandte et Attsigt og et Hinte
Aiisigt til Ansigt nicd
Dodem
For nogleszlae siden sont jeg til et Vierg
vcect, iottcellee en Jndienoer i et iny
Blad, book IDW Akbeidete oaee be
itceitsgede. Jeg giotde Holdt i et lille
Herberge-; Inen hoilten Nat ventede mig
oek".- Dkit og Tumniel lige til Dag
gey. Man skuloe næsten no sig iokan
Aigeunoene Poete. Dtn Sson kunte
der stet iiie viere Tale. Oen Motgenen
tolle jeg med Betten otn den sorgelige
Wande, diese itnitels Urbeioete til
bragte detes Feind paa.
»Aa,« sagde han. »iaaoan get inan
altid her. Tiefe Folt dritte tg ete
suntne i alle Stagts andre Lauer- Jeg
teor ikke, det oar heldigt ocn en stem
med voveoe sig neo i Mineinc uden in
ladt Pistol.«
Da keg sokloo Stedet, tanite jeg, at
oet oilde viere et statt Undee, oni digfe
Mennestek vilde oinoende fig.
Snaet bereitet stete en steækielig
Ulytie i en ai de dnbeste Miner. Nie
den, til bvtlken Neofieingeluroen var
haftet, sprang, og Kukoen ftntteoe nied
de deei veeeende Arbejoeee neo i DybeL
En af dem havde Aanoenaewcekelie not
til at gkibe eitek en itemspttngende
KlippeianL Han sit iat og ivaoeoe nu
over den tieosotnme Aigtuno Denne
Mond var den vcekste af dem alle, en
»Fort-m til alt ondt, og en Spottet og
Hader as alt goot.
Man wagte en halv Time for at
reode hom; hans Z Kaninieeatek vate
ojeblsktelig oeæbtr. Tit-km han tilbrags
te svævende over Afgeunden, inntes ham
en Eosghed, boekt Minut var kostbart
tot hom. J denne iatlige Stilling oifte
Guds Aand han, bono han foetjente,
ikke alene at viere staaet ihjel sotn de
andre, men ogfaa at ocere bleven kostet
i Heloeoes Aigrund, book ver er Okaad
og Tandets GnidieL han saa nu,
hoorledes hoert Minni, han endnn hav
de at leve i, kan stanteoes af Gub
uendelige Barmhjertigheo.
Endelig var han freist. Da man
lagde hani paa Joeden, kastede han sig
straf- paa Knce niiot iblandt alle sine
Kammeeatee og begondte med taarekoalt
Sie-time at bekcnoe sine Stint-eh idet
han sagt-e, at ingen havde veeeet faa
langt bette fra Gud sont han.
De onistaaenoe troeoe, han haode
niiftet Forstanden. De begyndte at
itøste og beeolige dam, og oiide enoog
have oam hen i Kroen for at hsjtidelikp
holde hanc Reoning ved de iyldte Glas
Men oan reiste sig op og talte alt-ok
iitz til dein, han gjotde dem opnnerki
ioni paa. bootledes oe alle spcevede ooee
help-des Aigrund, ag hookledes de tun
haode Gub- udqtanvetige Rande at takke
fee, at de endnu leoede og baode Tit
iil Omvendelie, og til at begynde at
leve et not Leuten
Dei var-de ikke lange, ist II anden
as Mandene kneelede net-, de besynbte
at grade oq bebe Gab on- at hjætpe Zcm
ud as deres Sand. J ianime crieblis
satn en Prcedilant sorbi, Folsene saldte
paa dam, ag han beayndte strale at tale
til dem om ksrelserem sont er samtnen
til Verden sar at gore Sandeke sauge
Fra den Dag as sordedredes zokhals
dene detadeligt paa Siedet. Mange as
Falle-ne otnvendte sig nu grundig og
glædede sigt iin ertser. De gis ille
tangere paa Ardejde uden at have lcest
Guds Ord og bedet til Gild, ag oin
Vlftenen saa man dem icedvanlig, sun
gende alle Slage kristeliae Sange, vende
dient til dereö inkseltge Familien
.——
Sainvittighedeer.
For enboek Sand, star ellet lille, hat
Sanivtttigheden sin ssarpe Braad.
Karl denlide as Franlrtg, som var
nnd til at saranstaltc det gtueligc Mad
dad paa Protestantetne i Bartholamce
usnattcm sang i sinstdste Time til Dr.
Ware: »Taltor, jeg ned ille. bvordan
ieg hat- det. J længcre Tid dar jeg
daade hast aandeltg og legemltg Fabel-.
Al, havde jeg slaanet de itlylfeltge!«
Den hemmte Roneseau sagst-, at hans
ilngdomssunder sndnu t danö Tlldrkdom
beredte hatn sovnloie Natter.
Raiatd den Ihn-, socn havde dræbt
begge sine Nennen stad aite ov oin Nat
'ten oa kæmvede med Viaden i Haand
mad sin opstrcetnmede Samvittighedz
Saiten
Haarsot isgtc Adam og Eva at sljule
sigf Hoocsar sgntes stam, at dans
Miegetning var starre-, end han lttnde
dære den? Hvokfor raaste Illlab til
Proseteni »Hm du sundet mig, min
Wende-« hvad var det, der sit den
nscegtige Felix til at slcelve soc den
iangne Paulu« Dei var Samvittighe
den. Hvad var det, aer rystede Bello
nr, da han saa den skktvende Finger
paa Væggenk Hans Samvittighcd.
Samvittighetien med sin Braad og
brændende Time-. For Samvittigheden
er dast, er der heller tngen Anger og
Bad.
Maasle du sigetz at det er godt, din
Samastiighea vebrejdee dig intet. Al,
Ven, decsoin du viilelig aldkig ssler
dens Stil, saa et der lun een Grund
»dettil: bin Samvittighed ladet-, dersor
Jtier den, var den vaagen, havde den
Jmeget at sige til dig otn dit Livd mange
Synden Bed Herren lade dig le din
Sand, thi dette maa du vide, Santafi
ngbeden vil tsse altid vedblivr at saue,
yvaagnek den ille her, ag det san ste —
sman set to alte selv garnle og i Ber
Idena Sine stare Syndeke ligge kolige
med savende Santvittighed paa LIM
lejet — saa vil den vaagne blasen nien
da er det sat tilde
’ Den starste Taute.
Ten state Statemand og Taler
Daniel Webster lom en Gang til Nuv
York. Derindfandt sig snakt en Del
andre Mond sar at hilse paa den be
rsmie Mand. Man talte baade am
Dit og Tat, men navnlig am Politis.
En as de Tilstedevcrrende rettede pluds
selig det morselige Spøtgöniaal til dam:
»Or. Webster, tør jeg fpsrge Dein,
hvitlen den ftsesie Tanle er, der hat
syldt Dekeg Vierte?« Manden, en stak
Politik-V ventede silsett at laa en be
tndelig politisl Sanhed at hark. Men
Webstec vendte sig henicnad Spørjeren
sog sagde, menz hver Minei band Au
ssigt udtrytte den hsjtideligste Alt-or:
»Den starsle Tause, sont hat syldt
inin Sich et Tat-ten oni mit personlsge
Ansvae aversor Gad. Den vejek rent
nertuns paa mig, laa aste jeg lauter
i
l
detpaa. «
0100 pfiff-III Ilcc
Dem slads Los-te til seen set-· ede s
sites ais-i Its-due es trog-et Leise-IM-.IMFZ
tatest-blast l cis-d til at sum i Use des-a su
m osdet et Island. sein«- M Cun- u set
Issät Itshligt e.iirsItls-Omiddel. Ansehn-des Osm
deh ca Ists ee es somit-minnt sudoin s
ites des en konstitutiv-ei schnallt-. Ists-«- q.
Und can lagzs ind, Instit direkte m siedet
eitsslndmiei cela-st, nimmst- der-es Endo-o
Ieas Iarlas sq stock Patienten sites-, Ied It spa «
Institutionen as hie-les- Jmuren It Im sit Ichqu
Getriebe-sa- Iuaen itliea til data eldredcnde hast«
It detilsodee et sinnt-rede della-I sei dvm Alls-ide«
hoc-ei des-se YOU-a illa bestritt petiteselsk Sen-«
asm Lilie as Ebnsdsksbattlissis
. J. « III-f . CO. Mo
H Seel-ei soc sum-ne . To · o·
is kunst- kills er tu s Ue.
En
» Pilegrims Vandring
« set denne Bei-den til den litten-wenn
Fremstillet under Lignelsen as en Desw
I
Iahn san-kam
Ied Ioesattekeae secueiibelkrtpelse as saus
Cllusieaiianer.
» M Sider. Small indb. IILC .
; Saat-ne Bag i hindre zarmat ag need satte
; «Jl1ust:ationer. Cis Sider.
! Seien lädt-. tac.
Aste-geni- lldaave sostee henthls
DIE-Z II Coc.
s - Isssa tut-. end-. stets-.
· Mai-, Nebe.
