Este Juleaftener.
Af
A. Vollmat.
(Sluttet.)
Vilhelm soa forlegen paa Frieda og Friede paa hom,
og beggc ruftede psa vaedet, Iom om sligt skulde være upd
vendjgt mellem dem, som om de ikke vare visse paa hinanden,
ogfaa uden nogen lldtalelfe mellem dem?
,,Og hat Te, Or. Major,« vedblev Fru Randel,
«fpurgt Deres Dattel-, om hun vil ægte min Son? Ellers
bliver jo den stakkelss Pige uden videre gioet bott, som om
vj boede lige nndt i Tyrkjet.«
Det rat en stille, men inderlig Forlovelse, der stod
som et levende ePant von Forældrenes Forsoning Det hele I
kom overrafkende for dem begge, — i det mindIte for !
Fiieda, om det var en Overraskelse for Vilhelm skal være
usagi.
Ncefte Morgen gik de alle fire til Kirke i Seewalde,
VillIelm og Fkicda Arm i Arm. Skoven var hvid af Rim
ftost, mcn dit lylkclige Brudepar saa lulter rosenfarvede
Grene paa Simonie-· Da de kom hen til Kirken valte de
lebende theresse. Præsten gik et Stykle bag efter dem og
glasdedc sig over, at bans stille Anels se og skjulte Ønske viste
sig at vcrre gaact i Opfy ldelse, hvotimod Prcestefruen og
hendez T,s.st1e,,blcve noget forstyrrede i deres Andagt, «
som de udtrykte da de kom hjem. De unge, Vilhelm og
F: jede-» detimod saa tut-et og tænkte tun paa sigJ selvsog den
Gud,de1 lIavde fort dem ad underlige Beje til det stønne
Metal. ngelct prceluderede, vg lidt efter bruIte Sangen
grauem Kixkem
I
I
»Zum-esse Nud i Himmetig
Its Lov og Pris For sin Rande,
« som ban hat os skcentet fadetlig,
at fai os as Syndens Vaadel
Paa Jorden er kommen Itot Fryd og Fted,
vi Meintestcx maa vel glrrdes ved
GIde Budesr og gode Villie!«
XXlL
»Fred paa Inn-den«
hat himmelsk Klang!
»Fred Pan Jorden«
lød Cagles Sang.
Fred og Glæde
de folges ad;
begge jo stumme
fra Lysets Stad.
Det gaat mig ligesokn Skueivillerne, naat de have gi
vet sidste Foresiilling, og Tæppet er gaaet ned, lade de altid
en allersidste folge, scedvanligvis eftet en almindelig Opfots
dring. Mit sidste Kapitel eftetfølges af et alletsidfte, men
des-wette ved jeg ikke, om det et eftet almindelig Opfor
dring, ellet jeg maaske er den enefte, sont ønstet endnu en
Gang at fete de Personet frem, vi nu saa længe have be
skæitiget os med.
Eftetsom vi alt have fejret tte Juleaftener med hinan
den, ville vi ogsaa besoge vore Venner Juleaften 1865, et
Aar eftet den betydningsfulde Juleaften.
Det et slet ikke koldt i Dag, der et ikke Tale om Js
eller Sne, tvettimod er Luften mild sont en Fotaatsdag, og
Foll ryfte paa Hovedet over en gtøn Jul og spaa en hvid
Paaske.
J Hellburg have vi intet mete at gore; thi i Ftu Ran
deliz Lejjighed bo to fremmede Folk, sotn ikke kende os.
En lær, kendt Grav dtager os en Stund til Berlin;
den et hclt bevotset med Vintergrønt og Efeu, og over de
gronne Vlade inejier et hvidt Matmorkors, der bceret Ind
stkiftem »Jesn Kristi, Guds Sons, Blod tenser fta al
Sord« Her hvilet Geitrud Randels jotdiste Restet til
Opftandeliens hetlige Morgen.
Og saa gaat Vejen til det lille Hus ved Snen! Det
set meget venligete nd end tidligere, — hvis det var ved
Degen, ville vi kunne se den ler Fatve, det var bleven
nialet med, og glæde es over de gtønne Vinduesstoddet, der
gao det et oift og hyggeligt Ptceg. Men vi kunne jo gaa
indeision
Midt i Friedas tidligete Vætelse staat et stott Inte
ttce, omgivet af lange Vorde, hvotpaa der ligget Linned og
Stmnpcr, Sko og Vielen Fortlædet og Bøget, ja, hist og
her stitket en anke nysgettigt Hovedet ftem niellem de
inange praktisie Ting. Udenfot i Forstuen staat en stot
Stute smaa Trenge og Piget, ingen et over syv Aar, og
alle se de forventningsfulde ud. Vilhelm og Frieda gaat
midt imellein dein, Vildelm lovende dem en Skilling, der
ian fige hain, yvot meget syv og site et, og to smaa lykkelige
Mennesteborn etholde Belønningen. Frieda hat taget et
of de mindste Born paa Atmen, men det vil ikte vaete hos
l)c-iide, nien taldet paa »Modet Dotthea,« fkønt hun feiger »
at betolige det paa bedfte Monde. Selv Præstens Rudolf «
og Helene ere med og vente spændt paa, hvad der stal kom
me. Dei er den føtste Julefest, som fejtes for Vornenei
Afylet
Nu gaat Døten op, det inde staa jo Prcesten og Fru
Randel og begynde i det samme- paa en Julesalme; Bet
nene iynge med med tetes smaa, søde Stemmet, inedens
den-es Qer fttaale as Fotventning og Glcede; naar Salmen
er til Ende, bedet Præsten, og saa sætte Bot-neue sig ved
Bordet, hvot der et Plads til dem alle, —- ikke en et glemt
Eiihvet faat, hvad den hat snfket sig, og Bøtnenes Mødre
glcede sig med de smaa og trasnge sig ftem til lkftu Randel,
,,Moder Dorthea« kaldes hun ogsaa her, fot at sige henoe
Tal, fotdi hun saa ttolig taget sig af de smaa, medeng Fit
ældtene ere paa Matten ellet andet Steds paa Arbejde, og
Inange takte hende med Taster i Ojnenr.
Det oat umuligt for Moder Dotthea at lægge Hien
detne i Skødet og ikke tage sig noget for, Majoten overlod
hende sit Hns ved Søen, og for Ptcestefamilien i Seewalde
var det en stot Glæde, at hun tilbød sig til Arbejde i Me
nigheden, detved lod detes lange ncetede Plan oin Vorne
asylet sig bringe i Udføtelse. Her hos Ftn Randel ete
Bernene i gode Handa, og hun reget-er sin lille Vetden
uden Love eller Paragrafer med en saadan moderlig Kret
lighed Og Aloor, at Bornene itke ville hieni, naar Forel
dtene komme for at heute dem. Hendes Lod er falden paa
de liflige Steder·
Dkt sAMMe figer den unge Frn Randel, da hun lidt
senkte paa Astenen samtnen med sin Mund og Svigermoder
’ toter hjetn til Marksburg, hvor hendes Fader venter dem.
De tre ere ganske tavse, de tænke sitkert paa tidligere Aar,
medenss Friedas Tanker allerhelst dvæle ved sidste JUUi
MERMI- dek for hcnde var en rigtig Rosenmaaned. Da
viedee hnn as den gamle Ptæst i den lille Kirke i Seiwalde
til Wilhean og da hun tom ud as Hirten, var Berden langt
smuktere end for i yendes Øjne. De spiste til Middagt
Prcestegaardzyaven, hoor Bornene, Friedas Vennek, havde
ooekstroet Tagen med yoide og rode Rosenblade, saa at
Tallertener og Fade bogstaveligt daniede paa Rvch Ikke
en Vind rørte sig, saa at intet us Bladene blæste dort, hinl
ket fuldstckndiggjorde deres Glæde. Sau kfkek Middagen
lcsrte Frieda med Wilhelm til Markgburg, som da sittcrt ikke
knnde samtnenlignes med noget andet Sted paa Jorden!
Og dek genng hUU hver Dag, naar hun saa, hoor hendes
Mond og Fader kom godt ud af det med hinanden, naar
den sidstes Ansigt stadig bleo mere venligt, hans Optræden
mere kaerlig mod dem. Hun kunde aldrig takke sin Mand
nok, sordi han satte hendes Fader over alt og hellere for
iomte hende end ham.
Det var til start Gavn og uberegnelig Nytte, at Vil
helm havde Heft og Vogn; thi der var liolig Forbindelie -
mellem Seen)alde og Marlsburg. Orn Sondagen inaatte -
Moder Dorthea altid tote med sine Born hieni; ogsaa nu i !
Aften, Juleaften, hentede de hende med hiern. s
Da holder Vognen, og de erei Marksburg. Major s
v. Rainloff maa siktert have hort det; thi han tænder hurtig T
Lysene paa Grummet Nu gældek det blot om at faa H
Ooertnjet as og saa skynde sig ind i Stuen, hvor Glansen
fra Lysene paa det hoje Træ straaler dein i Mode. Overalt
var der Lys, baade paa Trceet og paa Vceggene, men endnn
tlarete straaler Kcerlighedens Lyz nd ai de sire Mennefters
Blikte, der nu modes i fuld Forftaaelse og Lykte, og de
allerklareste Glcedcslys, tror jeg, brcende dybt nede i Hier
terne.
Erindriugsfan·cn.
En engelsk Dame, der i lcengere Tid har arbejdet til
megen Velfignelse ude paa Missionsinarken i Kina og for
nogle Aar siden reiste hjem for at forfriske sig, fortæller spl
gende vm sin Afsked fra de Venner, Herren havde skænket
hende Kinn:
»Der er Folk, som paaftaa, at Kineserne ere saa kolde
og utilgcengelige, at de ingen Koerlighed have, og at man
derfor heller ikke kan elske dein igen. Jeg vilde bare anste,
at de Folk, soin føre saadan Tale, kunde have været til
Stede ved den Gudstjeneste, som vi fcjrede den sidfte Son- T
dag før min Afrejse. Der var omtrent 60 Personer —
Mænd, Kvinder og Born -—til Stede, og da Ieg sagde dem, »
at Herren for en Tid kaldte mig bott fra dem, faa jeg ind i
næften lutter vaade Øjne. Guds Aand var til Stede iblandt
os i den nævnte Forfainling, og vi havde den store Glcede,
at en Mand, for hvecn vi i lang Tid havde bedet, hin Dag
gav Frelseren sit Hierte. Han sagde bagefter, at han indtil
da havde troet Liererh men at nu iroede han paa den Herr-e
Jesus stristus som fin perionlige Frelser — og at det var
noget helt andet. Jeg faar meget glædelige Efierretninger
om denne Mand: hans Tro er i stadig Fremvceksi.
Men nu vilde jeg gerne fortælle eder et enkelt Trcek,
fom Bevis paa, at Kineserne kunne elske og i Birkeligheden
elske dem, der have vist dem Frelsens Vej.
Da de Kristne fik at vide, at jeg vilde reife dort, foretog
de hemmeligt en Jndsamling af Penge mellem hinanden
indbyrdes for at tunne give mig en Gave. De sendte Bud
til Las-Ring, deanærmefte Købftad, og købte rød Silke og
Atlask for at lade forfærdige en »Erindringsfane« med paa
broderet Jndskrift til mig· En Skrcedder, som stulde nd
føre Arbejdet, blev sendt hen i min Bolig, og det blev be
tydet mig, at jeg ingen Spørgsmaal maatte gøre angaa
ende Henfigten nied haus Ncerværelse. Den sidste Søndag
l
i
l
l
før min Afrejse overratte de mig saa den skønne Fane. Den
var over 2 Meter lang og lk Meter bred. Rundt langs
Fanenss Rand vare alle siristne83, alle fogendes og Stole
drengmee Naone broderede. Tillige stod der paa den
nogle Ord, yvori de udtrykkede deres Kcerlighed til mig og -
deres Han sm, at jeg snart igen vilde vcere i deres Midte.
Skrædderen, som havde syet Fanen, var nu hverken en «
Kriften eller en sogende Han havde aldrig besøgt vore
Gudstjenester. the desto mindre vilde han dog saa gerne,
at ogsaa hans Navn maatte blive strevet paa Fanen, og
efter nogen Overvejelse gav de Kristne endelig efter for
hans Begæring og tillod det. — Dog, jeg har mere endnu
at fortcelle om Skrædderen. Disse kære Kristne sagde til
mig, da de overrakte mig Fanem Vi hande, at vi, naar De
kommer igen, kunne give dem en dobbelt saa sit-r Feine med
dobbelt saa mange Navne paa. De, fom sagde dette, høre
virkelig Herren til og tjene ham gerne; de vente af hain, at
han vil velsigne deres Arbejde paa andre, og han gør det
ogsaa. Jeg faar jævnlig højst glædelige Bereininger der
ovre fra om Arbejdets Fremgang. J det forste Brev, jeg
sik, siod der foruden meget andet ogsaa noget om Skrædde
ren og ligeledes i de to følgende. J det første Brev hed
det: »Hättest-deren har begyndt at overvære vvre Søndags
gudsijenester;« idet andet hed det: ,,Skrcedderen synes at
høre til med stedfe større Interesse; men i det tredje stod
H det: »Na ere vi overbevisie om, at Skrcedderen har givet
Jesus sit Hierte.
Ogsaa ct Tcgu.
En as Franckes Medhjælpere, som havde med de dag
lige Udbetalinger at gere, kokn en Aften meget sørgmodig
ind til Francke og sogde: »Na er det forbi ined Pengene. «
Det er godt,« svarede Freund-, ,,det er et Tegn paa, at
Gud vil give os noget igen. J min Barndom fik jeg altid
et Par ny Sko, naar de gamle vare opslidte.«
Dagen efter kom der et Brev med seks Hundrede Kroner.
Joha.
Kære ——n!
Dit fidste Brev tror jeg ikke, at jeg
forstaar allsammen; men noget hist og
her kan jeg da forstam Vi ere alle
iammen blevne lidt gladere. Tiden
gsr vel sit, tænker jeg. Men saa er
der jo ogfaa Arbejdet, som vi have not
af allesaninien. Jeg synes, det er faa
godt, at vi ere nødte til at arbejde, vg
saa naar vi ere bedrøvede, cllers blev«
det vift meget værre.
Men nu stal jeg fortcelle dig noget
andet: John kom en Affen kørende
hjem med en So og syv smaa Grife.
Han havde købt dein af sin Husbond
og havde akkorderet med Fader, at han
stulde føde Grisene, til de bleve fede til
at fcelge John havde givei 14 Dollars
for Soen og Grifene. Han skal tjene
Pengene af og fkal give Fader tre Tol
lars for hver af Grisene at fode op.
Ser fkal han itke give noget sor, da
den stiart bliver fed; nien jaa skal John
selv have den hele Risiko.
Nu regner John det ud saa: Ser,
fom er meget stor, kan maaste sælges
for de 14 Dollars, naar den bliver fed.
Hver af Grisene kan blive til at fcelge
for 10 Dollars Stykket. Naar han saa
skal give ssader lre Toll-its for Stykkei
at fede, faa bliver det syv Dollars for
hver til John· Saa regnet Joi)n:
fyv Dollars Gange syv er 49 Tsollai«s,
og 14 Dollars for Ser bliver us Dol
lars. »Der er inange Penge«, fier
han, og jeg synes ogsaa, det er hell»
godt. Blot de nu maa blive raste. l
Allerede den Aften, John kom hjemz
med dein, harde den ene lille Gris saaeis
et daarligt Ben. Um det mi kom af als
køre,- ellec den havde klemt det, ellerJ
den var sog, ved jeg ikke. Men John
var meget ked af det, og var ude at se
til den fire Gange det Lieblik, han var»
hjemme, — for — »in-is de alle skulde
blive syge« ———. Han synteS, den komj
fig lidt, da den kom til at gaa i«
Yard’en.
Jeg korte med John et Stykke paa
Vei, og han bad mig om at passe paa
Grisene tigtig godt, og sende Bud til
ham, dersom de bleve syge. Det lovede
jeg. ,,Syv Gange syv er 4s«, 14 til, er
63«, sagde Joha, ,,det er mange Penge,
Jennh. Dersom du vil passe godt paa
dem, saa vi kunne saa dem folgte inden
Vintey saa stal du faa en ny Knabe,
JIjeg hak- nok clligevel.«
Nu, det gaar helt godt med Grisene.
John bar vceret hjemme at se til dem
en Gang, og var helt glad. Skønt der
er lcenge Lil, han stal scelge, studeret
han stadigt Svinepriferne, og det er
næsten, som om hans Mod gaar op og
ned med Priserne.
En Have havde vi, men vi have dog
faaet den bedre anlagt· Fader og mine
mindre Søskende og jeg hjælpe hver
andre med den. Hver af mine Søskende
hat sin Gruppe, hvori vi have saaet
Blomfterfrø. Om Morgenen, naar
de komme op, siulle de ud at se, hvad
der er kommen op af Frøet·, og hvordan
det, som er kommen op, vctser. Lige
som det kommer op, er det svcert for
dem at kende Forstel paa Blomster og
Ukrudt. Saa maa vi lade det vokfe
sammen nogle Dage. Naar det saa er
bleven helt klart, hvad der er Blomster,
og hvad der er Ukrudt, saa faa vi travlt
med at luge. Underligt nok« jeg hat
aldrig for forstaaet »Klinten blandt Hves
den«-. Jeg har altid syntes, at de
maatte da kunne kende Forskel, naar
de kendte til det, og saa sig rigttg for.
Men jeg kan nok forstaa nn, at det kan
man ikke, i hvert Fald ikke i Begyn
delsen.
Jeg var i Gaar henne at besnge vor
Nabokone. Hun har en lille Pige paa
et Aar, som hun har megen Besvcer
med, Pigen er rask nok, og hun er vg
saa god, naar hun er god, men hun er
til andre Tiber stræng. Saadan traf!
det sig netop i Gaar. Moderen gjorde
alt, men kunde ikke gore hende tilpas,
og blev ncesten helt træt afdet. Da!
det stilnede noget af, spurgte hun mjgti
»Hm-« du nogen Sinde faaet SmcekJ
Jenun Jeg føite Iidt underligt vg!
maatte til at tcenke mig om og svaredel
saa: ,,0kke saa langt tilbage, som jeg
kan husie.«
»Juki dine mindre Søstende aldrig
Sntæk?« jpurgte hun igen.
«,,Jo«, svarede jeg, »men det er meget
sjceldent.« »ch ved ikke, hvad jeg sta!
gøre ved denne lille«, fagde hun. Men
saa talte vi ikke mere om det, for jng
vidfte heller ikke, hvad der var at gøre.
Jeg shnes næsien, der er slet ingen
Ting at gøre med saadan nvgle smaa.
Nu stulle vi snart have Missionss
mode, lsaa komme her nogle fremmede
Prcester. Jeg kan ikke vide, om John
ikke vil med en Aften, for om Dagen
s— s
kon han nok ikke komme med, naar han
tjener.
Tet er ellers dejligt, naar det er
Fromm-, især tidlig om Morgenen, naars
det er stille Vejr. Græs og Blomsterl
fkyde frem og dcekke alt det vjsne sra
fidste Aar. Det er som man bliver
fyldt as unget, som man ucenger til at
synge ud. Kender du denne Sang:
Bauten er kommen, thglene Nagel-,
Vlomsterne dufte, og nikket ver gtad;
Fircefreme øgesu alt, hvad der tynger,
Heiles i Baarfusets svulmende Bad
Vaaren er wmmc11, Solen hat Magte11,
Kalder til Ljoe alt, hde den san — i
Alt, hvad der længes og lever i Tragten l
Eiter et Liv i de levendes Land. 1
Vaaren er kommen med Haab tilen Verden :
Jeg aander med, saa godt som jeg kau —
Beder, at Herren vil lede mm Fast-den !
Heu ind i Haabets fotjcettede Land.
Men jeg maa slutte. Tet kan snart
bltve sent nu om Aftenen, for Foraaretj
har ogsaa det ved fig, at Dagene blind
lange og Nætterne korte.
Tin
J e n n y. !
—-.-O.——————
En gudfrygtig Sausen
inde.
Ten i Aaret 1887 afdøde svenske
Sangerinde Jenny Lind faar as l)1·.
Theil-i sg piin. A. C. Winms i Kalk
bnrg ved Wien det Eftermæle: »Hut!
Var hell igeunem ren. en Lillie i Tea
terlivets Sump.«
Hun strev engang til en Veninde:
»Aldrig bar min Bibel vceret mig mere
til Trost end nu. Jeg dritter deraf
.Dvile, Selvetkendelse, Haab, Tro, Kiker
lighed, Tillid og Gudssrygt, saa at jeg
betragter Vetdenslivet paa en hel anden
Maade end tidligere. Maatte alle
Mennester komme til denne Erkendelse,
og maatte vi alle daglig fordybe os i
denne guddornmelige Bog og heute Ltse
for al vor Kummer as denne; da vilde:
vi sørst sorstaa, vi nyde det virteligek
Liv!« !
Hendes Kunst var hende en Guds
Gave. Af Naturen var hun meget til
bageholdende, og derfor maatte hun»
stadig ved enbver offentlig Optrceden
kcempe med sin Angst. Havde yun da
sunget sin Angst nd as Hiertet og atter
nydt en stor Triuns, tunde hun sige:
»Gud ste Tak! Han sorlod mig ikke,
endstønt jeg havde fortjent det forme
delst min Angst. Hvilken Lytke at kunne
beherske sine sent Sanser, naar det gcel
der! Hvorledes stal jeg noksom takke
Gud for det!« Ellen »Hvilken en
Følelse af Guds Nærvcerelse man fyldes
as, naar man kan bidrage til at op
bygge en Mennestemængde! Det er ens
stor Guds Naade!« »
Hun sagde engang til den berømte
Klaverspillerinde Jonatha: ,,Dvad er
Verden, sont Folt tale ani? Jeg ved
itte, hvad Verden er; jeg synger for
Jesus Kristus. «
Kort før sin Hjemgang sagde hun:
»Gut) er den første for mig. —- Hvilken
Gave er Musiken, naar vi sorstaa at
gøre ikte en Afgud as den, men lcegger
den ved Kotsets Fod og stille alle vore
Lcengsler, Lidelser og Glceder iLyset as
den døende og opstandne Frelser, han
alene og intet ondet er vore Længslers
Maul, enten vi ved det eller ikte!«-«
Ligeledes laa det vidt fjernet fra
hende et hænge sit Hierte ved de mange
Penge, hun tjente ved sin Kunst. Det
syntes hende snarere en Naade, at hun
tunde fortjene saa mange Penge til at
yjcelpe andre med, Navnlig vilde hunl
grunde Stoler og Børnehjem i sit Fre
dreland, Sverige. For denne Sags
Skyld soretog hun sin berømte Rejse til
Nordamerika, en Reise, sont Dr. Wil
tins nærmere bestriver i sin Bog:
»Jenny Lind, et Cæciliabillede sra den
evangeliske Kirke.« Af de 3 Mill.
Toll» som denne Reise indbragte hende,
gav hun fyrstelige Gaver til forstellige
Formaal. Navnlig betænkte hun Stoler
og Hospitaler, og hendes Ægtescelle stod
trolig ved hendes Side med Raad og
Daad. Han var helt igennem af samme
Sind. ,,Aldrig«, sagde hun engang,
,,l1avde jeg tunnet ægte en Mand, der
ikke havde solt det samme for disse For
maal; jeg vilde have sagt til hom:
Lev vell lev vel!«
Ved Efterretningen om hendes Død
sagde den overraskede Dronning Marie:
»Min dyrebare, sortlarede Veninde
forener nu sin Stemme med Engle
korene, der lovsynger den almcegtige.«
Jenny Lind plejede oste at sige:
»Gud være lovet, jeg ved, hvor mit
Fædreland erl«
Hvad vil Enden blive?
Lady Mary Wortley Montague sor
tæller i sit Bcerk en interessant Historie
otn en anset taktarist Konse. Han ted
en Tag fulgt as sin Stab as Officerer,
da han modte en Dervifch (en muhame
dansk Munk), der med høj Rost raubte:
,,.Hoem, der vil udbctale mig 100 De
narer, stal jaa et godt Raad til Gen
gaeld!« Monarken standsede og vinkede
ad Dervischssn ,,Hvad cr det for et
godt Raad"k« spurgte han. ,,Det stal
Deres Majestæt erfare, saa snart Pen
gene ere mig udbetalte«, lsd Svaret.
Kongen smilte, og Pengene bleve adde
taltez da sngde Munken: »Mit Rand,
cedle Inn-ste, er dene: Begnnd aldrig
noget nden forst at overveje, hvad En
den vil blive. «
Folget lo ad den listige Pengeafpres
mng; men Kongen lo ikke, yan red
rankefuld hjem og befalede, at dette
Raad skulde indgraves pna Paladfets
Bergge, ja endogsaa paa hans Guld
og Solvkgn
Nogle Aar gtk, og imidlertid dan
nede de tartatiste Adelscncend et For
bund, der gtk ud paa intet mindre end
at fcelde den nncærende Regent og
vcelge en ny af deres Midte. Ved Lod
trækning blev det bestemt, hvem der
stulde udføre Kongemordet, og den ad
valgte, en ung, fanatifk Officer, begav
fig til Slottet forsynet med en strap
sleben Dolk, hvis Spids var indscnurt
med en ftærkGift. Med Mordvaabe
net skjult under sin Kappe traadte han
frem for sin Herster, med hvem han
Uavde udbedt sig en Samtale i Enrum.
Da, just som han nærmedc sig Tronen
for at fuldføre sit onde Forsæt, faldt
hans Øje paa den modfatte Verg, og
her lceste han Ordene: ,,Begynd aldrig
noget nden forst at overveie, hvad
Enden vil blive.« Han tyftede, blev
bleg, vaklede og sank ned for sin Konges
Fødder med lydelig Hulken. Snart er
farede Fyrsten den Fore, der havde
truet hans Liv, og Aarsagen til hans
Redning. ,,J Sandhed«, udbrød han,
»de hundrede Denarer vare vel an
vendte.« J Ædelmod tilgav han sin
Morder, og ingen prøvede siden paa at
støde ham fra Trer.
For tungt for Englene.
For nogle Aar siden boede i Rieche
den af Atlanta i Georgia en Mand,
som var Medlem af en Menighed der
steds. Han nød megen Anseelse i
Egnen, men han var en gerrig Mand.
Han havde en lille Sønnedatter, der var
tolv Aar sammel, som boede hos hum;
hun var en lille forftandig Pige, og til
lige var hun et Guds Barn. Hun
havde hørt Tale ont sin Bedstefaders
Kcerlighed til Penge og hans Uvillighed
til at betale, hvor han skyldte noget,
hvilket bekytnrede hende meget.
En Morgen, da de sade ved Frokost
bordet, fagde hun: »Bedüefader, jeg
drømte om dig i Nat-«
,,Gjorde du? Hvad drømte du saa
om mig?«
,,Jeg drømte, at du var død, og jeg
san, at Englene kom ned for at bære dig
til Himmelen. De tog dig i deres
Arme og fløj opad, til de ncesten vare ude
af Sigie, men saa ftandsede de og fløj
rundt en Stund uden at stige højere op.
Pludselig kom de ned igen og lagde dig
paa Jordan, og den ene Engel sagde til
dig: »Min Ven, du er for tung for os, vi
kunne ikke spre dig op tilHimtnelen. Tet
er din Gæld, der tynger dig ned, men
hvis du betaler dem, du er skyldig,
skulle vi snart heute dig igen.«
Den gamle Mund blev dybt greben
af den lilles Drom, han saa den Fore,
hvori han svævede formedelst sin Ger
righed, og han !«esluttede at omvende
sig fra denne sin Synd.
Saa snart han yavde endt Frokosten,
gtk han ind i fit Værelfe og bad alvor
ligt til Gud oni Forladelse og Hjcelp
imod den gruelige Getrighedsfynd.
Derpaa gik han ud og betalte sin Gceld.
Fra den Dag blev han altid punktlig
med fine Betalinger. Saale-des befrie
des han, ved Advarslen, fra Gertighed,
og undgik at miste sin Løn. Jkke
lcenge derefter døde han virkelig, og
Englene førte hcnn nden Besvcer til
Himmelen. «
Its-. Wie-Clow-- Spott-ins Hin-up
et et sammeln godi pro-m Weil-del, iom icovek 50
Kot hat vcexet beugt af Millionet Mødre for biet-S
quqhöm i Taudpetiodm med fuidkommm
Sulcesx Detbewliger Barnet, blødgjør Gumnimie,
istmindskee Betændelfcn, dulmer einem-n, heldredck
Vindkolit, hat en meget behnzelig cmag og endet
bedsie Middel msd Tiatlwr. »Was-Z of Dniggutec
ovetalt l Beiden. Priseu er 25 Ceuts Flusses-.
Haft at isklange Mes. Windlowø Sei-thing
Syksp og tagingen ande- Slqgsz da Most-s vil
Ende den at viere den bedite Miene i Tondperiotsen.
Mærlä
Korrespondenter, der sende noget til
»Dansleren«, og ønske det indrykket i
første Nummer, bedes sende det saa tid
ligt, at vi tunne have det fenest Tit-s
dag Morgen. Fra fjetnere Pladser
man det affendes senest Løkbag, fra
ncerliggende Siedet senest Mandag.