De unges Afdeling
Paafkemorgjew
CAf Darng Schuld-U
Mel: Op, J Kristne, rustet edet.
Herligt lysner Paastemotgen
Klakt med Entghedens Glandå!
But spandt nu Langftedagsiotgen
Med sin mptke Dpdningktands;
Dpdens Magi,
Ligsten legt,
Spredes maa for Englevagt.
Og for os en Englestare
Bælter Gravens Ligsten bott,
Og med Himmelsttaaler klare
Pisa-: Nu er Livet vort!
Livets Gud
Sletter nd
Hvek en Synd mod Livetg Bud.
Fru den fsrste Paastemokgen
Lyder end en Stemmes Klang,
Stand-Im stille og forbvtgen,
Altid dog som Sejerssnngr
Der er bedsi,
Hvor fom Gjæsi
Jesus holder Paaskefeft.
Detsot vil vi stræbe eftet
At forfage Syndens Magt,
Der faa fast ved Kjødet heftet
Som den hvide Dødningdragn
Til vor va
Gud og gav
Livets Tko sont Sturm-law
Golgatha er os en Borgen
For et Liv bag Kistens Fjæl;
Gio da, Gud. en Paastemorgen
Evigt Liv for hver en SjælL
Du Guds Spnl
Hsr vor Bon:
Livet blive Korsets Lin!
——-——-O-.-—-—
Eis deiug Sotapgqug.
Medeas Solen sank bog Tintics vest
lige Fjeldtand, koni der nd fra en Vierg
mands Hytte i Uintah en gammel Mand,
grau og bøjet as Alder. Et kjærligt:
»Man Gud velsigne dig!« koni fra en
graunet Kvinde,-son1 ftod i Demn. Bei-E
- ret var køligt. Den gamle Mond skjalv,
da han drejede fra Landevejen op til
Fjelddalen og begyndte at stige opad
den stenede vg steile Fjeldsite. En
Bjergmand i Grubedragt gav ham en
Haandsrækning og hjalp hatn over en
Stigmng, som var ftejlere end den al
mindelige ttejle Fjeldsti.
»Der er surt Vejr for Dem, Læser
Jnhnss sogde Grubebcrbeideren »Jetz,
trot, De gjorve bedst i at holde op en
Stund og vcere yjemnie Ro.«
»An nej,« svarede den gamle og stni
lede met, »itnorgen reifer jeg til Amts
nmdet, og der er meget her, sont man
gøres.«
»Saa kan De gøte Reiten, naar Dej
kommer tilbage,« svarede Grubeatbej
deren.
,,Men Tim, jeg kommer ikke tilde-gezl
J stal faa en ny Prædikant og jeg et
nyt Kalb. «
»De mener vel ikke det!« udbkød
Tim, og han blev tung om Hiertet ved
bare Tauten. Thi Tiin flyldte Lcefer
John wegen Han fendte itketil alt,
hvad der var steet i Menighedsraadets
sidfte hemmelige Møde, ej heller at et
Flertal af Randet havde stemt for ,,en
yngre Mund nieste Aar. «
To Aar torud havde Utah-Missio nen
sendt denne celdre Mund til Uintah for
at grunde en Menighed. Streits der
efter havde Skjærpere fundet en Anre,
en Strom af Mennester fulgte, og Um
tah og Tintic blev en travl, blonsftrende
Biergværtsstad.
Grubearbejderne var eige. Der var
ingen Mangel paa Penge blandt dem.
Men der var Sygdocn. Dødens sing
tede Bauten pan Døren hørtes ofte.
Mangen en Aften gis den venlige
Præft, saa svag sont han var-, ind .
Sjapperne og blandt Spillebordene, for
ved venlig Osertalelse at vinde en og
anden til at forlade Spillet for Krijti
Skyld og Huftrus og Bat-net Styld.
Derfor kaldte Falk ham itke »Præst«
· eller ,,Pastor« eller »Velcervcerdighed,«
inen slet og ret »Lcefer John.« ;
En ny Kirke nied faste Stole og Glas- «’
malerier i Vinduerne havde i Aarets
Løb byttet Plads med det Stur, hvor
de første Møder holdtes. Et Sangkvt
var uddannet. Folt fra Osten, som var
Vant til bedre Prædikener, var kommet
ind. Nylig havde Menigheden købt et
nyt Orgel. Kisten var helt ny, und
tagen —. Saa kom det fjerde Auss
møde med dets Beflutninger om Agtelse,
dets Votering for Talsigelfer, dets Be
vidnelse okn Anerkendelfe, og Lcesek
John vidste, at han maatte trcekke sig
tilbage.
Selvsamme Nat efter det fidfte Mode
var der kommet et Bud. Ved Dsren
til Præftens Das havde en ung Kvinde
indfundet sig og bad om hans Bei-g i
et viqtigt Juli-neide
' Det var Mollies Stemme, den ssrste
Brud, soin hans Bsnnec havde banret
srem iUintah. Hun hque sit Bat-n
pas sine Arme. John gik. Han ar
bejdede i site Timer med Tom. Hon
vandt ham for Mollie, —- vandt ham
for Kristus.
Det kolde Bejr og Anstrengelien sind
endte, hvad begyndt. Læser John vor
sygs Ved Døren mødte hans gvde Hu
stru ham den Nat med et Smil, sotn
dnlgte et tungt Hierte. Under hele
hans tkætte Bandring opad Butten
havde hnn ingttaget ham sra det lille
Vindu iDagligstuen. Lænestolen, TH
lerne, Kaminilden havde lcenge været
særdig. Præsten havde været flere Ti
mer længer, end han havde trenkt. Hu
strnen vidste, at den enefte Fortlaring
vilde veere: »Jems Born var vcerre!"
eller en lignende kort Beretning om Da
gens Arbejde i Sjælepleje.
Huftruen var alene. J sit Hierte el
skede hun John mete, langt mere end i
de gamle Forlovelsesdage Og nu,da
hun iagttog hom, som han kom hjensover«
vidste hun, at den frygtede Stilsmisse
time var nær. Snatt vilde John itte
mere komme sor at finde Trost og Hygge
under hendes tcerlige Pleje.
Hun gav ham et hjerteligt Velkom
men. Ved Aftensmaaltidet vvvede dun
at hentyde til,at han tog sig Hvile nogle
faa Dage.
»Joha, vilde det gøre noget Staat,
otn du itke reiste til Aarsmndet denne
Gang? Du er itke ganste vel nu, John,
og Bistoppen og den ældste vil viere
hensynssulde. Du døbte den celdste, du
byttede Prædikestol med Vispen i gamle
Dage. De vil huske dig.« -
Saa talte him. s
» Halvt strengts dog venligt sonrede
’Præste·n·: »Du er kcerlig og god, men
’jeg maa reise. Jeg maa se den nye
Mand, hvem han er· Der er saa nie
get at sige hom. Tænk Paa Harris«s
Huftrn, otn han sknlde sorsømme dem,
uden Vidende vg Billie. Hvis Michal
Latk skulde salde igen, hvetn skulde
bringe ham tilbage igen? Aa nej, den
gamle Mand er træt, men det er ikte
haardt Arbejde at reise til Mødet.«
Dermed blev det. Hustruen vilde
prøve nogle kærligere, mere ovettalende
Ord om Morgenen. Manden maatte
hvile om Ratten uden nogen Uro. Og
det gjorde han, indtil det gamle Stin
uhr flog ti, elleve, tolv, et, to, tre —
cncd sine junge, ixsættendc Meliemrum.
Medeas han sov, sad Hustruen ved
Sengen, stelte lidt med Ovnen og bad
stille for sin Mand
En Time til. En underlig Ro var
kommen over hende. Den febrilste Uro
var væk. Hun saa et sødt Smtl liste
sig over den sovendes Ansigt. Da lagde
ogsaa hun sig stille og rolig paa sit Leie·
Graalysningen kom. Hendes Monds
Stemme vakte hende. Han var itke
staaet op. Han syntes at være for fvag
til at røre fig. Dog var hans Ansigt
lyst og klart.
»Kom, Laura,« hviskede han, »jeg
reisersnik Det er ikke langt. Aar-s
tonserentsen stal mode. Jeg set den
samles. Der er saa mange, Lauten-«
Konen stjalv. Han havde kaldt hende
Hastrn i mange Aar. Laura var det
Navn, han plejede at hviske i de herlige
Forlovelsesdage. Han talte videie:
»Det er et underligt Møde, Lautn.
Vidste du, at det vilde blive en Gensore
ning dette Aar? Mine Øjne er svage.
Jeg saa intet om det i Bladet. En abe
hagelig Qverraskelse er saa meget desto
bedre.«
Undertiden stansede han som for at
drage Aande. Hver Gang han begyndte
var Stemmen svagere. . »Ah se! Her
er min Bruder James fra Virginia.
Jeg vil bede ham at tage til Uintah. Han
vil det nok. Der er Onkel Edvard,
som viede os. Jpg vil sortælle hom, at
han gjorde et godt Stykke Arbejde. Der
er Gray, som begrov vort Baru. Der
var en fuldstændjg Fejltagelse, at Gray
stulde være død. Og der — og der-—
saa —- mange —- alle Venner — clle kære.
Herligt Møde!«
Hans Ord kom langfommere. Det
var vansteligt at høre hum
Bare en Gang til bevægede Læberne
fig. Laura bøjede sig ned til hamz heu
des Læber betørt hans Kinder, medens
han hmfkede: »Anfcettelserne —hør —
hvem gaar — UintahP Hvad? Vort
Navn først? Vi er nævnt — Luura —
for —- hjemad!«
Solen steg op over den ostlige Gra
nitfjeldbakke. En Lysftrøm fyldte VE
relset. Mea Lasset John var gaaet til
det himmelste Msde.
Haus Moder glorve ham til
hvad hatt var.
--.
For itke længe siden gjorde en Minu
eude Fortetningsmand u Des-g til sit
Fsdesied, og medens han »nur der, bleo
han opsordret til at taletil Søndagss
stoleeleverne om Fiemgang iLioet.
»Men jeg ved ille, at jeg bar noget
andet at vgl-, end at Flid og Ærlighed
vinder i Længden«« soarede han.
»Den-s eget Eksempel vilde tjene som
en Inspiration, dersom De vilde sortcelle
om Detes Ersaring og Fremgang,« sagde
Skolens Ordsører.
,,Jeg ved ikke, hoad det vilde,« sagde
han.
»Jo, leg har hørt om Dereg Strid i
Deres Ungdom, hvorledes De begyndse
at arbejde i Hr. Wilsons Konto-, da
De ilke var mere end ti Aar sammel. «
»Ja, det gjotde jeg, men min Moder
stassede mig den Plads, og medens jeg
var der, vassede hun og syede istand alt
mit Tøj, saa efter, at jeg sik noget at
spise, og naar jeg bleo modsalden, op
munttede hun mig til at tage Mod til
mig og komme ihn, at det kan var Born,
som græd «
,,Medens De var der, skafsede De
Dem en Uddannelse paa egen Haand?«
»Nei, slet ikke. Min Moder hatte
mine Lekser hver Aften, og 'jeg maatte
stave lange Ord, medens bun holdt paa
med sit Arbejde. Jeg haften at jeg en
gang blev saa ude as mig selv, at ieg i
Brede kastede Skrioebogen i Ovnen, og
hun brcendte sin Haand ved at tage den
ud igen.«
»Det er dog sandt, er det itke, at De,
saa snart De havde sparet lidt Penge,
lobte Fragt og begyndte at sælge vedj
Jernbanesiationen ? «
Det lyste op i den rige Monds Øjne,«
og de blev sugtige, idet han sor et Die
dlik lod Tanken glide tilbage til de
gamle Dage.
»Ja-« ssgde han sagte. »so jeg stulde
synes om at sortælle Dem en Hændelse
sra den Tid Maasse den kunde got-e
Sondagsskolen godt. Anden Gang jeg
købte Æbler sor at sælge, var de arm
fiukne. Manden, as hvem jeg købte dem,
bedrog mig, og del var haardt sor mig
at taale Tabel. Efterat jeg havde op-l
dogetdette, gik jeg dog ned i Kælderen
og syldte min Kurv som scedvanlig.
,,De ser godt ud paa Udsiden,« tcenkle
jeg, ,,og tanske ingen as dem, som køber
dem, vil komme denne Vej igen. Jeg
vil sælge den1,og naar jeg er scerdig
med dem, vil jeg købe endelgode.«
,,Moder var i Kiøkkenet, da jeg kom
op ad Kældertrappen.
Jeg hat-bede
Mc -.
komme ad as Hasel uiscn at lale
hende derom, men i et iØjeblik saa hun
.Ædlerne·
! »Harry,« sagde hun, »hva.d skal da
sgøre med disse ormstukne Æbler?«
»Sie-le e dem,« sagde jeg lidt stamfu1d.
» »Da vil du vcere en Bedrager, og jeg
Jvil stamme mig ved at« kalde dig min
JSoth « sagde hun bestemt. ,,Tcenke sig,
Tat da kunde drømme om at gøre san
"dant!« Hun græd, og jeg grad, og jeg hat
aldrig vceret fristet til at bedrage nagen
Lsiden Nej, Ieg har ikke noget at sige
’sor Offentligheden om min Kamp i min
Ungdom men jeg ønster, at De vilde
zpaaminde Deres Drenge og Piger i
HSøndagsstolen om, at deres Moder har
starre Omhu for dem, end de hat sdr sig
selv. Sig dem ogsaa, at de bør bede,
at deres Moder maa leoe lcenge not til
at se, at deres Arbejde lønnes, og at de
got Fremgang i Livet, thi det blev ikke
sorundt min Moder. «
»Ja-es send-e miggs
En lille Dreng, svtn flittig pleiede at
beføge Søndagsstolen, laa meget jug.
Hans Lærer kom en Dag fdrY at se Eil
hom, og de talte længe Ined hinanden.
Endelig maatte Læreren tage Afsted med
ham, og hnn antog, at det« var sidste
Gang de saaes her paa Jorden
Da Læreren var gaaet, sagde den syge
Drengs Moder: ,,Rudolf,« Finin kcere
Dteng, du er vist meget fog?«
»Ja, jeg ffønner det, Moder,« svarede
Dtengen.
»Kanske du aldrtg bliver frifk mere,"
sagde Moderen. »Don-wen sagde, at
han troede, nt du snart vilde for-lade os.
Er du bange for at dø, Rudolf?«
»Nei, Moder,« løddet stille Svan
»Jers kender mig, og jeg kender hom,
— hvorfor skulde jeg da vcere bange for
at dø?«
God Tonk.
Den, der forstaar at lytte ttl en Sam
tale uden at afbryde til rette Tid, be
sidder et siort Fortrin. Man er ogsaa
ofte tilbøjelig til at anfe sinxpelvillige
Tilhører for et nandrigt Mennefke.
At lytte ved Dørene er en Handling,
der er en velopdtagen Person uvcerdig,
ser om Sagen er vvercnaade interessant
Tit sine Forældreg Rand, eller An-;
dres, der er i disses Sted, bør man al
tid lytte og handle iOverensstemmelse
wied.
Vøenenes Asdenan
En from lille Dreim.
(Slnttet.)
»An, jeg maa bede hende om Form
delse ogsaa, for jeg hat oste væket usw
kelig mod hende.«
Saa kam Emma ind, og Henrit gav
hende daanden og sagde:
»Du maa itke være vred paa mig, for
jeg hur været uskikkelig mod tig og cer
gret dig. «
Og Emma sind der med Taaker i
Øjnene; saa fagde hun: »Men Heimk,
du skal da Ikke dø?«
»Jo, nu dsr jeg vist,1nen da gaat
jeg Eil Jesus « ;
Heut-if blev mere og mere syg og Adel
serne blev starke, men hans Aand blevj
næsten klarete og livligece. Han bad«
meget, snart højt, snart sagte, unt-erfi
den horte man ogsaa, han nnkede sig af
Smerte. Da gentog han fom oftest:
»Der stal itke vcere Skrig, ej heller
Pine mere —- Gud stal aftørre hver
Taare. «
Præsten besøgte ham ofte, og Hentik
var saa glad, naar han kom.
. Den sidfte Rat han levede sang han
flere Vers; nu og da sagde han:
,,Jeg kommer, Herre Jesus.«
Torsdag Morgen, et Par Timer fer.
han døde, bad han om, at hans Fader
og Pkæsten vilde komme. Men Fade
ren maatte væte paa Arbejde, vg det
vakede en Stund, for han kunde komme.
Men Henrik laa oa -saa sig,omkring og
fagde urolig:
,,Fader, hvor er dn?«
Klokken var nu omtrent halv ti, og
paa den Tid var Konfikmanderne hos
Prcestenz dette maa han have hustel paa,
thi han sagdet
»An Moder, Præsten kan nok ikke
komme nu!«
Til Henriks Glæde kom Faderen nn,
og lidt efter traadte ogsaa Præsten ind.
E Men da var Hennks Oer blevne dunkle,
og han fagde:
»Jeg kan itke se Præsten, men jeg
hører alt han siger.« «
Præsten bad med den syge og lagde
»faa Haanden paa hans Hoved og velsig
’nede hom. Dex gled et lyst Smil over
Drengens Ansigt, og en Stand efter lut
kede hatt Øjneue. Saaledes laa han et
Koarters Tib, saa sov han stille hen,
FULL U vaagne bog Ha Frelser i Himiem
Dvb Sorg fyldte Forældrenes Hier
ter, men de klagede jkke; deres Bakns
falige Udgang var paa en Gang en saa
alvorlig Praediken og en saa rig Trost i
deres Sorg. J Tro og i Haab saa de
ogsaa opad til det evige Hiern, hvor de
ved Gnds Naade stal møde deres Bam
Igen.
Historie om en Bibel.
En fremstaaende Prælati den ten-erst
katholske Kirke blev tilspurgt as en Dame
af højete Stand i London:
»Hvorledes stal jeg finde Fred for
mjn Sjcel?«
thedetfot at vtse hende nl Jesus, som
ndgjsd sit Blod for vore Synder, bad
han hende staa bokt disfe besvcerlige
Tanker og bei-ge Foklyftelsesstedetne.
En Dag fulgte han med en Felle
’nmngde jnd i »Die-set Hall« i det
Haab at faa sit Sind vendt bort fra slige
alvorlige Tanker om det tilkomtnende
Liv ved en musikalfk Underholdning.
Hvor kverrasket blev hnn ikke, da hnn
erfakede, at hun befandt sig midt i et
start religiøst Mødr.
Foruroliget herover sorsøgle hun at
komme ad; men jdet hun rejste sig, wel
tede hun en Paraply ocn paa Gulvet3
noget- forlegen herover sattehnn sig ned
igen. - !
Hendes Optnærkiomhed blev snakt
fcestet ved Talen-nf
· Han forklarede. at vi var »allerede
-d«-mte« under Loven og onitalte, at
Kristi Lidelse og Død paa Korfet var
et fuldkomment Forsoninggosser; at Gud
beredvilligt har givet os Syndsforla
delfe gennem sin Søn og ved sin Hellig
Aand okndanner vore Hjetter for at gore
os stikkede til sit Rige.
T Hun blev dybt røtt.
i Efter Modets Slutnjng spurgte ynn
l
en, som sad ved Siden af hende:
,,Tror De, at jeg kan faa zforedrags
holderen italek «
Da denne fort efter talte med hende,
ytrede han: ,,De vil finde den Sandyed
oste gentaget i Bibelen. «
l »Men jeg har ingen Bibel,« svarede
hun.
Han takte hende skyndsomt jin egen,
sigende: »Man jeg give Dem min.«
Nogen Tid efter, da den kaiholste
Ptælat kam til at huer paa det Rand,
hqn havde givet denne Dame, sendtei
hqn en Præft for at spsrge hende ein-·
,——
zgaaendedendes Sindgstil-stmid., -«J.stedet
sot at bebt-da .noqen Hjælp·»as. hom,
fandt l)un-snatt, at hun var istand til
at nndervise hatn om Vejen til Livet.»
Juden han sjernede sig, gav hun hacnY
den Bibel, som hnn erholdt i »Exetcr
llall,« jdet hun bad ham at lcese den
under Bøn og Fortkpstning til dam,
,,som bar vore Synder paa sit Legeme
Paa Korsets Trie. «
Eiter nagen Tids Forli-b sit hun An
cnodning fta Præsten om at komme og
des-ge hom. Men da hnn netop var
ifærd nied at folge sin Son til Højskolen,
sotsøtnte hun ved den Lejlighed at efter
komme Anmodningen.
Da hun nogle Uger seneke gjorde Be
iøget, blev hun vist ind iet Værelse,
hvor der var en Ligtiste, i hvilten Pras
stens assjælede Legenie lan. Ved Siden
as laa en Nonne paa Knce i Bon. Da
men nækmede sig og spurgte:
»Esterlod han nogen Underretning
tii anges
,,Ja,« blev der svaretz »han sorban
dede den Dag, da han sørst saa Dem. «
Den stakkelg Dame fjetnede sig ine-!
get sørgknodig, idet hnn sagde til sig selv:
»Hvis jeg havde gaaet til hans Syge
seng, da hats sendte Bad estet mig, saa
kunde jeg have vist ham til Jesus-, og
han kunde blevet stelst ved Troen paa
hom; nien nu et det for sent. Jeg er
bange sor, at yan paa Grund as min
Forsømmelse et sortadt sor evig.««
Disse Tanker sotstyrrede hendes
Sindsto, hvilken hun, Wgte at genop
rette ved en Udenlandskejse.
En. Dag, da hnn var i Rom, kotn en
Kvinde hen til hende og sagder ,,·Hnster
De, da De stod ved Feder N s Ligkiste
og det sokfærdelige Budskab meddeltes
Dem?«
»Ja, og det hat hete Tiden siden sor
sulgt ntig Nat og Dag.«
,,Men det var ikke altsammen sandt.
De Ord, sont han dad mig sige til Dein
var disse: »Sig hende at jeg velsigner
den Dag, da jeg først san hende, og atz
jeg dør i Troen paa den Herke Jesus
Kristus. Sig hende, at den Bibel, svm
hun gav mig, blev det Middel, det sørte
»mig til at søge Jesu Kristi Nande.«
»Og derpaa, « tilføjede den sokhenvce
rende Nonne, »ng han mig denne dyn
Bibel, som ogsaa er bleven et Middel
til at bringe mig til at indse, at jeg er
en sortabt Synder og Jesus min eneste
Frelser. Vil De tilgiv mig, at jeg sagde
Dein denne skrwkkelig Usandhed?«
Et mærtetigt Mode.
Her i Amerika findes der flere Me
nigheder, hvis Medlemtner er forte, og
som tun bliver betjente af sorte Prcester.
J Spidfen for en af disfe Menigheder
staat Bistop Abrahacn Grunt, der i sin
Ungdom selv hat været Slave. Han
tilhørte da en rjg Planter ved Navn
Franklin Raulerion i Florida. J Aaret
»1861, da det var blevet saa godt som af
gjort, at de Forenede Stater vilde for
byde Slaveriet, folgte den«daardkl)jertede
Heere Grant til Georgiem Men fort
eftec gjcrde Abraham LincolnnlleSlas
Iver fksi. Grant kom nn paa en højete
zundervisningsanftalt og blev fenere
lPrceft vg Bistop. Helt anderledes gtl
det hans fertige Herre, sont blev neesten
helt toratmet.
J November Maaned forrjge Aar
føjede det sig saaledes, at den sorte Bi
stdp kom til Tampa i Staten Florida, i
Ncerheden af det Sted, hour hans tidli
gere Herke endnu levede. · Da- denne nu
horte, at hansz tidligere Slave, men den
nu berømte Bistop var i Tampa, tejfte
han til Vtzen og lod sig fremstille for Bi
stopen. Det var et totende Øjeblik,
da disse to Mænd « hilste paa hinanden,
men hvor havde deres Fdrhold dog ikke
fdtandret sig i den svundne Tib!
Som en nedbøjet Mand, i en tarvelig
chedning stod den engang rige og meng
tige Planter foran sin tidligere Slave,
der nn havde vundet en velfortjent Ære
og Værdighed De to Mcend talte om
gammelt og nyt, og Bistopen endte med
at tilbyde den tecnmelig enestaaende
Mand et Hjem i sit Has· Men den
gamle Mand takkede for det venlige Til
bnd, som han dog lkke vilde tage imod,
da yan næppe havde lang Tjd at leve i
og havde der nødvendigste, mend han
levede.
Men yan bad Biskopen om, hij
denne levede, at holde en Tale ved hans
Grav; dette lovede Bistopen med Glæde.
Senere frentstkllede Bistopen sin forrige
Herre for de forsamlede Præster, hvem
han fortlarede, ati Jesu KristiKærlig
hed er der ikke Jede eller Grceler, rige
eller fattige, sorte ellet hvide, alle er et
·"1 Jesus vor Fressen Døden, siger man,
got alle Fell lige; men endnn herligere
gar dog den tristne Kcetlighed det« J
den set man, at Nacden fsjer fein-nen,
men at Synden est-stillen og i den lsm
vi at gste godt nipd dem,ldet hat gjort
os ondtj ag der kein mange as os vift
have Velsignelse as at laste
i Bedftemodetfs Satan-. '
»Ja, mine leere, den herlige, gamle
Same-: »Gnd stal al Ting mage,« vil
aitid være min Yndlingssalme, tror jeg
Den var et Anker, som stelste mit Lin
sra Skibbknd, da Ieg var en Pige paa
nitten Aar, og jeg hat altid elsket den
siden.
»Som J oste hat hort, stod mine
Snstre og jeg sorældreløse i en nng Al
der og havde Ingen til at natetage
Gaardestellet uden os selv. Vor Le
dragelse havde væket saa, at den site
pagsede til vor Stillung og var en find
stcendig Kontrast til vore flsttige Oste
og Stank-lautende Nahm-, og vi troede,
at de eneste Bestjæftigelser, som passede
soc ,,fine« nnge Damen var Broderi,
Maleti og Klimpen paa Pianoet. Stank
»in antog en Guardsbestyrek, gik selbst-l
gelig Stedet snart agtetnd, san at det
sikke engnng knnde stasse os Undethold
« »Det var. omtrent blevet saa slemt,
som eet kunde blive, paa den Tid da
Georg Grøn begærede, at jeg sknlde
blive yans Halm-. Jeg var den yngste
og kanske den udneligste as os alle.
»En Estecmiddag, da jeg gik omkring
i Hufen ulykkelig ogi Følelse, at hver
Time søkte mig nætmere til en Skran
jeg srygtede, kom jeg ind i det lille po
nelede«Vætelse, hvok min Bedstenioders
gamle Klaver stod.
,,Tankelost gled mine Fingke over
Tangentekne, soni var btune as Ætde,
ogsotn nn ilte stemknldte andet end den
stuttende Lnd af nharmoniste Smal
traadstrenge. Sau saldt mit Øje pas
to gammelagtige i Læder indbnndne
Bogen soni stod paa Laugen Begge
var Salniebøgey og uden nogen Hensigt
aabnede jeg den støkstr.
,,De as Tiden salmede Blase saldt
villig op oed den den Salme, soin vijust
hnr sangen Et salmet blaat Silkebaand
havde ligget melleni Bladene sor at
! mærke Siedet. J Morgen tcet ved det
føkste Vers var der strevet med Blyant
en Datum idet syttende Aarhundrede og
noget med disse Ord: »Saa sandt som
nogensinde.« )
"»«Det kom som et Vndstabsdirekte til
min Sjcel. ,,Saa sandt som nagen
sinde.« ,«Gnd stal al Ting mage, dig
ved Haanden tage, naar du synke stol. «
Alt, hvad jeg mest trcengte! Saa behøve -.
jeg sandelig ikke at søge Hjælp oh TUTTI
flugt i at biiide mit Lin til en daaklig
og gndløs Mandss Jeg faldt paa mine
Knie red Siden as den gamle Stol as
anraabte Herren om at have Barmher
tighed med en stakkels sorceldrelns Pige
og vise hende, hvad hun burde gøre gste.
Der var et og andet, jeg Hunde bestille,
og det godt. Var det ilke muligt, at
jeg kunde være til Nytte for en og anden?
,,Jeg købte en Avis ag læste pas
Avertissementerne — noget, jeg aldtig
fgr hande tænkt paa —- og mit Øje blev
soni ved en Styrelse fængslet ved en,
sotn ønskede en dannet og mufistalsk uns
Pige sont Selskabsdamesot en syg.
»Reste-n as min Historie, mine trete,
kender J. Hvordan jeg Dom til eders
Faders kcecc Snster, der siden et nan
dtet hjem til Hvilen, hvokdan eders
Fadek mndte mig og elfteve mig, vg.
hvordan Godhed og Mistundhed hat
sulgt mig alle mine Livs Dage indtil
nu. Men jeg gkuet endnu, naar jeg
mindes, hvor næk jeg engang var ved
at gaa ind i en Sie-ebne veekre end DI
den, og hat aldrig ophøtt at takke Gut-,
sordi han sendte sit Bad i Skikkelse as
den oelsignede gamle Salme for at ftelse
mig.«
For hat-s Moder-s Styls-.
Gartnerdreagen havdejust iejet nogle
visne Blomster ned i Rendestenen, da
en pjaltet Dreng ftyktede over Gaben.
Han lagde fig over den visnede Mom
stethob, og idet han nøje undersøgie,
fandt han tilsidst en Rose, der saa ud
til at være i en bedre Tilstand end Re
sten. Men da han vorsomt tog den ov,
faldt Bladene til Jorden, vg yan be
yoldt bot-: den nøgne Stilk i sin Heu-id
Han stod ganfke stille, og Læberne
bin-ede- Gartnerdrengen, som nøje
havde iagttaqet hasti, følte nogei under
ligt mildt i sig. »Hm-d fejler dig das-«
spurgte han hom·
Den pjaltede lille Fyr jvarede med
Gtaaden i Hals-im »Der er til Moder
Hun er syg, og kan ikke spiie nogetz jeg
tcenkte, at hvis hun havde en Blome a:
lugte til, kunde det konste gøre hende «
bedre.«
»Von vent lidc, « fagde Drengen og
sorsvandt. Da han koms nd igen, widt
han iHaanden en smuk halt-nahen Rose,
fom han omhyggeligt vabte i Papst
»Dek, « sagde han, ,tag den til din Mo
der.« Han havde havt ifinde at fætte
denne Rosenknop pas sin Moderkl Grav;
dog vidste han, at han nu havde gjokt
sit-geh Iom var bedkr. »Hm- vil form-o
det,« sasde has ved II selv, «sg jeg ded,
at dem vil qlcde head- USE