De Unges Afdeling
Losllupue Tat-kein
ON Hirt-to Schmidty
xx1x.
Skjønsomhed.
Las itke hoer en Bog du kommet næt —
det lsnnet ssg flet at gaa i set-at for et Beet-.
Belænk.
Hat du gjott noget Gebt,
ej tcenke du blot
ligesitax faar du Lonnen at vinde;
lhi selv Natstjemens Lys,
som du lovptiste nys,
hat du glemt ved at se Solen stinne.
Hvem?
Jiaar Hvermand lenkte kun paa eget Bedfte,
hvem var der til at tænke paa sin Næsir.
ZNodsætning.
Cnhoer hat vist erfatet tidt
at tunge Hierter got lange Stridtz
det spret ned ab i Jord som Ttæels Not-dep
men »villigt Hierte gav lelte Fodbet!«
Husk!
Mem ikke, Livet her hat fulbk sit Bart-;
bog huka Verdien er ikke just hernehm
Glem ikke, Ordet er lau starpt et Svættn
bog halb at brugr det til Verm for
Frede11.
Glem ikke, Tiden hat til dig et Ktavz
bog huik: du vitke sial i Lsn bestehen.
Glcm ikke, bin Vandring stunk-et mod en
Grav;
bog busi: den Dosen er til Evigheden.
Vejen.
Uben Selverkjendelsens Helvebfart
— klakt oi moa see —
vil Gudsetkjendeliens Himmeliatt
albrig ste.
Bed!
Er steuer-hours oq knubm hin Vej pqa Li
vets Fett-,
bed — og du stal faul
og fmilet Lioets Solstin mev Lykkms Stett
gjt ligesoal
Tiggerm og den fraufte
Pres.
Foran Jndgangen til Kisten Not-e
Dame iPatis sadi mange Aar en Tig
ger vg modtog Almisset as de Kittel
sende. Sjælden eller aldrig saa man
dog Tiggerens Anstat, thi hans Hat-ed
var scnket ned acad Jorden, og han
fremrakte dlot Haanden til Modtagelse
af Gaverne.
Blandt de Personer, sank daglig be
ssgte Kitken dg hver Gang gav hatn en
Almisse, var ogfaa en ung Præft, sotn
med Alvor og Jnderlighed forrettede
fin Bøn der. Han havde et venligt
Ord paa rede Haand for den gamle, og
hver Gang han lagde en Mønt i hans
Hat, trytkede han med Deltagelse hanö
direende Haand.
En Morgen, da Tiggeren itte fandtes
paa sin sædvanlige Plads,men savnedes
der ogsaa de fslgende Dage, begav den
gode Pastet, som havde fattet en levende
Interesse for han« sig assted til hans
elendige Bosted, spat laa i et as de sat
tigste Koarterer i den state By. Efter
at han havde fteget op ad mange lange
og trange Trapper, standsede han ende
lig foran en brsstfeeldig gammel Dar,
paa hviiten han banlede.
Et fvagt »Kon! ind!« besvatede hanö
Bauten. Pastoren traadte ind og ftod
Ansigt til Ansigt med Tiggeren, som
vendte sig bleg vg stælvende paa sin
Halmseng, medens Binden peb gennem
de utallige Sprælker i Husets Trævæggr.
Pastoren kastede et Blik amkring sig og
mis. Det var en forftrcetkelig Bvlig,
vg tnopt kunde man tro, at et mennefte
ligt Bæsen vilde kanne leve her. No
get Sengested fandtes ikte, tun et Leje
as muggen Halm, gennemtrullet af den
Regn, iotn uden Hinder trængte gennetn
det utætte Tag.
Den gamle rejste sig op.
,,Hr. Paftor!« sagde han, »jeg er Ine
get syg, mine Timer ere talte, og det er
den barmhjertige Gud seit-, fotn sendet
Dem til mig. Jeg hat altid følt mig
dragen til Dem, jeg ved ikke selv hvors
for, — men det er mig sont trcengte en
Lysstraale ind i min formørkede Sjæl,
hver Gang jeg ser Deres venlige An
i t.«
f g,,Min Søn,« sagde Pastoren, »kan
hcende ter tynger nagen Synd paa din
«Sa1nvittighed, og du føler Trang til at
bekende den for mig. «
»Ja, en fvær, en fotstræktelig Synd,«
sagde Tiggeren med rallende Stemme,
,,og siden den blev begaaet, har Mindetl
derom forfulgt mig med en uforsonlig
Strenghed. «
,,Og den et?« —- — spurgte den unge
Sjæleførger, idet han nærmede sig »
,,,O « jamrede Tiggeren, »jeg tsc.
næppe nævne den, og alltgevel driver
Inm angstfnlde Saalvittighed usig til at
aabenbare alt, og det er, sorn otn jeg ap
W
forer til at site det iseer for Dein,
for af Detes Mund at soc den Fortg
delse, hvorotn jeg hat paataldt Denkens
Nasen « «
»So-i betend da, min S-n,«« sque
Sjælesprgeren »Jeg staat her iGuds
Sted for at modtage din Bekendelse og
meddele dig hand Zsorladetse for den
Stint-, du san dybt synes at angre. «
»Se, Fader, « sagde den døende, idets
ihan rejste sig op og pegte frem for siH
;»Se paa det Forhæng, svin bekleeder
JBæggen der ved Frden qf mit usle Leie.
JDek bog ved stjules Strassen, vg derfta
-udgaar Forbandelsen.«
Pastoren fattede ikke, hvad han mente,
nien kastede dog et Blik paa det grove
Forhceng, fotn bevægedes frem vg til
bage af den indttcengende Bind. !
Tiggeren sagde: »Da den streekkelige
Revolutivn ndbrød, tjente jeg hos en
rig Adelsmand, og yvad mete var, jeg
blev neeften holdt som et Born. Min
Herre vifte mig nindstrcentet Tillid. !
Naar hatt og hans Familie var fraveeH
tende, betroede han mig Nøglerne til sit
hele SM, gjotde ·mig tilslut til sin For-;
valter. vg sanledes kom jeg i en Stilling,
hvori jeg kunde virke Ineget til hans
FordeL Men Revolutionen stod for
Døren; overalt drog bevæbnede Steurer
frem, myrdede og brcendte og lom en
delig ogsaa til min Herres Slot. Ilse
detfor nn at redde ham ved min person-;
lige Jndflydelse sont itke tilhørende denä
forfulgte Abels-stand iaa jeg nvikksomi
til — — overrmnplet og overvunden af(
Fristelfen til at tilegne mig hans Slotl
og hans Stam· Jeg faa hom, hans
Hufttu vg hans iv Døtre blive strebte
nd af Hirsch tastede paa Bsddelkjeetren
og fstte til Greveplodsen, hvor de nd
qandede sit Liv. Kun en liden Dreng, :
lille Charles, undgjk Futen ved at genaue !
fis paa Heloftey hviltet jeg itte vivste;
thi ellers havde jeg not ikke staanet Ar-»
ringen heller.« j
Den nnge Paftor blev dsddleg, nie
sten ude at Stand til at holde sig oprejst,
og han maatte strtte sig need Messe-,
Ined eng hans forstmkkede Blik blev asia
oendt fester paa Tiggeren. Denne
lagde itke Mætke deetil, men vedblev:
»Se, He. Pastet, dette er Inin gene
lige Sond. Jeg kenn vel iBesiddelse
af baade Gods og Guld, nien den ket
færdige Gad hjemføgte mig for min
Syndz det ene med det andet gik tabt;
felv forfnlgt sont min Heere —- maatte
jeg lade alt i Stätten og ffygte til Pa
ris-, hvor jeg stjulte mig« under en Tig-«
here usle Daagt. J tredtve lange Aar
dar jeg baaret paa min forfærdelige
Byrde; nu nærtner min sidfte Time sig,
og Samoittighedens Rost taler hsjlydt
mere end nogenfinde. Kan De oel,
fromme Fader, tilfige mig Gnds For
ladelse ?«
,,Jeg kan og jeg vil,«« svarede Postv
renz »thi din Anger synes mig at viere
oprigtigz men du tolle om Fokhænget
der dorte; kan du vife mig det, som er(
der bagved?« ;
Tiggeren bsjede sig jkenwvey og idet!
han anstrengte sine sidfte Kræftey trak!
han det tilside— — og paa et stokt Vlie
maleri viste sig Billederne af en Mand,
en Kvinde og 3 Bsm
»Se,« stammede han, ,,se her er
Strassen, den idelige Anklage.« Paste
ren faldt ned paa sine Knæ og bad.
Eiter en kort Stand kejfte han fig atter
"op og udbrød:
« ,,Jeg tilgiver dig, ogsaa i deresx
INavn; thi vid, Ulykkige, det er mine ;
Forældte og mine Softtr. Jeg ser erl
den lille Dreng, er Chorus-, fotn tog
sin Tilflugt til Hsloftet. «
Den døende udstødte et forfcerdeligt
Angststrig og udbrød: ,,Saa kom da
Strassen med sget Magt, men Form-el
sen?«
»Den hat du nu fuldftcendig: J Guds,
J mine Forceldres, mine Sestres og
mit eget Ravn tilgiver,forlader jeg digl
IMaatte Herren, vor Gud, for Jesu
YSkyld vcere din Sjæl naadig!«
« Da, førfte Gang ester tredive Aar,
bredte sig et Smil over det stivnende
sAnsigL Han trykkede sig tæt ind til
Sjcelesørgeren, tillukkede sine Øjne for
aldrig at aabne dem mere og stumrede
ind, medens Forladelsens frigørende
Tilsigelse endnu lød i yans Øre.
Den benaadcde Fangc.
En Fængselspræst i England fortwi
ler:
Jeg havde lcenge ønstet at saa Lejljg
hed til at overrække et Benaadningsbrev
til en eller anden dødsdøsat Forbryder,og
dette blev mig ogsaa langt om længe
forundt.
Dagen før en staktels Fotbryder
stulde miste Livet, blev jeg helt uventet
aumodet vm at fokkyude hanc Frihedeu,
idet jeg modtog et Benaqdniagsbrev for
denne Fortge, undetstrevet as kanning
Bitte-riet.
Miit fsrfte Taufe vat: Pan hvilken
FMaade Mit jeg na hurtigst multgt
Ikomme til hat-s Celle? Da jeg uaaede
Fængslets Port, tænkte jeg;. Hvorledes
stal jeg paa bedste Maade Iunne sige
heim det? Hans Bevcegelse vil maaste
overmande hom, ja maaste han endog
san, hvis han for hurtigt og uventet faat
Budstabet om Benaadning, vil d- of
Gliede —- han er jd san at sige allerede
dsd og smager allerede Dødeas Bitter
hed.
Med Benaadningsbrevet i mjn Haand
stod jeg i hans Celle. Hans Ansigt varl
blegt, hans Knæ kystede. Hans for-!
gtcedte, wde Oan var nu taateløse vg!
dybt indsunkne. Hvilket sprgeligt Bil
lede! Hans Hustrus havde nylig taget
Assked med hom.
,,Min Ven, san du lcesek « jputgte
jeg·
,,Ja,« svarede han.
As Frygt for at lade ham se Vermeid
ningsbrevet for hurtigt tilføjede jeg:
,,Hvad vilde du sige om et Løfte, derlvd
dig beholde Livet?«
,,Min Herre,« sagde han, »dem ikke
Spot med mig.«
»Nei, men Livet er dig vel kækt, eller
hat du maaste ikke Lyft til at leve?«
,,Jeg vilde ønfke, at De jtke talte til
mtg paa den Maade.«
»Mei! Dronmngen kan beaaade dig.«
Han saa spitgende paa wig og tqv.
»Kan du læfe dette?« spukgte jeg.
Hatt fastede nu de tstre Der paa
Papiret, og idet jeg lagde miu Hat-nd
paa hans Skuldek, fagde jeg. »Der set
du, min ftqktels Ven, at Dronuingen
kan tilbagegive dig Livet.«
Neppe havde jeg ndtalt disse Ord,
spread hatt saldt bespinnt om ved mine
Fsdder.
Der lau hau nu, som om han var dtd.
Men da heut eftee en Stunde Fort-b at
tee tom til sig ielv, var han san opfyldt
qf Gliede og Tatnewmelighed, at jeg
aldriq for hat set voget lignendr. Pan
vilde nu oer sit Lw i Dronningens
Tjeneste, og a1t, hvad du herefter for
tog fig, stnlde viere et Udtryt for de nye
Islelser, der genuetafttømmede hom.
Vi tan dtage en god Lætdom beruf.
Jeg forlod Cellen ogtæuttc Naar et
Beaaadningsbtev, der jo tun tan- for
laenge et Mennestes jvrdiste Liv nogfe
faa Aar, tun foraarsage ea saadan
Glcede, hvad butde da jkte en Synder
sele, naar han erkendety at hsn i sig
felv er fortabt, men iJefus Kristus hat«
faaet emgt Liv? Mon ikke ogsaa hqn
burde oer bver Stand af dette Liv som
et helligt og velbehqgeligt Osser til Gut-?
For Herren er vi jo allesammen syndige
og hjemfaldne til den evige Dpd, og vor
Dom er os forkyndt i hans Ord. Men
me sendet han fine Tjenere med Benuqu
mngsbrevet, sit Evangelium,og tilbyder
vs Tilgivelse, Varueret, evigt Liv og
Salighed i Jesu Nava, ja han beder os
paa det inderligste og hierteligfte at
mvdtage hans Naade. Men hvor mange
faldek ned som døde, overvældede as
Glæde og TatnemmeligheM Ak, nsqqtte
Gud fort-arme sig over os og tote vvre
Vierter-!
—«-o-«-———
Eis end Baue.
—
Vanen til at opicette til imorgen det,
svm kan ivcerksættes idag, er en ligesaa
daaklig fqu almindelig Baue.
Mangens Livsgerning hat mislyktedes
grundet paa denne Baue.
Skal du gsre noget heri Beiden, saa
glem itke, at hvad man udsører idag,
det flipper man at udfsre den næste Dag.
Den, som udsættet alt til Morgenda
gen, ligner en Mand, som aldrig blev
færdig med at reparere sit daarlige Hus "
tug. ,,J Regnvejr,« sagde han, »vil
man vel ikke forlange, at jeg stal gøre
Taget istand; da bliver jeg jo vaad.
Og i tørt, fmukt Vejr behøves det vel
ikke at reparere Tag. «
Den Vane at opsætte alting er ofte
ulykkebtingende. Modarbejd den der
for i Ungdommen, og du vit, naar du
bliver celdre, ikke angre paa det.
,,Dyden belønner sig selv.·« Hver
daarlig Vane, man stiller sig af med —
ligesom hver ond Tilbøjelighed, som
tue-Z — dil, eftethvert som man faar
Herredømme derover, berede osZ en Til
værelse af Styrke og Frev, Lykke og Fri
hed.
———·0-——
Trinken-vom
! —Gud e!fker aabne Hcender og lut
kede Munde-,
l —Der er ingen Nod paa Jorden,
hvoti det ej hjælper meget at bede, ogi
den støtste kan alene Bonnen hjælpe.
— Det er bedre at vandte alene pas
Rette-us Sti end at fslge Mienqdentil
det Inde.
Bornenes Afdeling
Burnerøstem - .
»He-r du seet det, Carl? Torvet er
» ljo næsten fuldt of Internet-t- Jeg saa
set stort Læs saldt as Turm « sagde lille
Matie og bredte ud Armene som for at
vise, shvor start det var.
Carl nikkede med Hovedet.
»Ja, jeg hat set det. Skal ikke vi
faa et ljdet Træ ogsna Moder?«
Ved Binduct sad Moderen og drejede
paa Symaskmen. Nu san hun bort til
Børnene; Mastinm ftansede, og Hann
den sank.
»Ja, bare jeg kunde ftaffe eder et
Ttæ.« futkede hun stille for sig. Hun
aabnede Læberne fom for at sige unget,
men der kom ikke en Lyd over dem.
Skulde hun aller(de forftyrre Juli-gle
den for de statui? ijor havde hun
kunnet staffe dem et Juletræ, men war-?
Den stemme Hoste havde tiltaget, og det
saa ncesten ad, sont det lakkede mod En
den.
Hun begyndte at dreje paa Mastinen.
»An Moder, du er saa flink, og saa
faar vi mange Penge, faa købek vi Ju
«letrce.«
I »Stille,« hvistede Marie og ftødte til
i Vroderen paa Armen. Hnn sca, book
ledes Moderens Øjne blev fulde af Tau
ret.
»Jkke grad, Moder, « sagde hun »Vi
beyøver ikte upget stott Jule tm, set du
Vi behsver date et lidet, og du man
ist strebe, for im er det spart Jal. «
; Modern- gik nd af Verklin
I »Hde gsr Moder derinde, Marie?«s
»Im ved iste, Tat-Lytta lasste Dosen ? »
»Er-ever hun der inde i det stygge, ?
ins-te Kammet?«
»Jeg ved ille.«
Ja, hun grad. Hun anede, at hnns
ille havde langt igen, og hvokdan stnlde
det gaa de to sann-? Hna udoste sit!
trætte Hjekte i Ben, og da hnn kom ins
til Bienene, var hin steckten
f »Ja, jeg ved ilke,« sagde hun, »ein
ijeq san stasfe edet et Trce iaar. Da
an grad jeg.«
, »Ja, men Jesus san no!,« mente
sMariy ,,og jeg stal bede han« ,
’ »Ja, gsr det, Marie,« sagde Mode
rea, smilende gennem Taster.
»Skal jeg ogsaa gaa nd i Wettkam
meret og bede haust-« spurgte hnn tro
slyldig.
suskMej,Bak-n.,.bed du lieh-· og saa tog
hnn Barnet ind til fig, men kunde ikke
saa-et Ord frem sot Gtaad. »
- »Men lad os syngc Her kommet
sdine arme smaa,« sagde hin-, da hun
Um lädt stærkeke, ,,for nu er det snatt
Jul.« «
- .Men det gil. fort nedovet nied den
syge Enke.nu. Et Par Dage ist Jnl
laa hun· Hnn havde saaet istand et
Dnsin Dukkey som hnn haadede at saa
solgt paa Ton-et- Men hvem stulde
gaa nied«den1? Hnnv sit Nabokonen til
at gaa dort paa Tvrvet nogle Zinser,
og Marie maatte ogsaa oeere med. Mel-s
Carl slulde viere hjemnte hos Moderer
som nu var smrt daatlig.
I Paa Torvet gik det noksaa godt. Ko
snen og lille Marie havde fleke Born oni
Hüg, der saa paa Dukkerne.
»Havde jeg nu Blyant, stulde jeg tage
en Skisse, « sagde en ung Mand, der
gik sammen med en ung Dante og saa
sig om paa Torvet; ,,det er en malekisl
Gruppe, ilke sandt, Anna?«
»Ja, men lad os snakke med dem lidt. «
Og det gjotde de. Konen fortalte otn
de staaa Varus Nod, og det lod til, at
-det git de to til Hierte. Han sagde
nemlig til sin Hasttm »Hast paa Nu
meret, Anna.«v
»Ja, jeg vil se ind. til dein.«
.Men inde hos Enken Karen Andexsen
blev det .daarligere. . Ud paa Estetmid
dagen sagde hun; ,,Kanske du læset lidt
for mig, Carl. Du maa lasse Zule
evangeliet.«
Ja, Carl læste, det han ofte harde
gjott, læste om Hyrderne, læste og grad.
»Ja, saa kom Engelen,« sagde Mo
deren, ,,og sagde: »Ja, hvad var det,
yan sagde, Carl-?«Læs det en Gang til.«
,,Frygt ikkel Thi se, jeg forkynder
eder en stor Glæde, som — —«
,.Ja,. frygt ikke, saa staat der. Jeg
skal ikte frygte, selo om Døden kom
mer. — — «
»Den komimer da ilke til os nu,«
mente Carl·
»Ja- Mell hvis Dsden kommer, saa
stal vi ikke viere bange. Vi stal tro
paa Gud —- — «
»Ja,« svarede Carl trostyldig, ,,og
saa lommer vi jo til Gud i Himlen og
» til Englene, ille fand-, Mode-Js
»Jo, saa lonnner oi til Englenr. Bi
skal ille srygte.«
»Ah Dem Gad, hjclp miqu bad
H
"hun, »hjcelp mig, hjtrlp arme to smaa,
»der snart er alene der — —- —'«
, »Da stallillke vcere bange, Moder,
lEIgelen ssgde oj ikte stal frygtey og Gnd
er jp Isi- god. Jesasszsekje hoc-pg. «
»Ja, Jesus — Englene —- ja — deri
er de — sek du den- 1tle?« Hun saa op,
og der kom sont et lysende Sfcer as
Gliede over hende. « »Der kotnmer de
og heuter mig«. Mulsant-z jeg — Jul
— dejlig Jnl — —«
Men den Aslen grced Carl og Marje
sig i Sonn. Nu var jo Moder borte,
og de var alene i Werden Carl badtil
Gud, at Englene maatte komme og henle
dem ogsaa. De oilde ogsaa til Himlen
og til Modern.
»Jesus kommer not, naar m beder
hani,« mente lille Marte.
Naboerne tog sig vel as dem, men
Moderen var jo dorte.
Wankel og hans ungeiFtue kunde sites
glemnie den lille Marie, som de havdes
seet paa Torvet. Wankel havde ocerets
l
en almindeljg, verdölig Mand, men da
han for en Tid siden havde unstet en li-«
den, oakter San, havde han stanset soran
Guds Kald. Baade han og hans Hu
stru var nu at se der, hvor de Ier ellerss
plejede sæne fln Fod, i Guds Has.
»Ja, jeg ser ind til disse Folk,
-Alfted, « sagde Fru Wankel lille Falk-!
astens Morgen. »Kanske jeg kan hjælpe
dem lidt til Ju1.« !
»Ja, gør det; det vil lyse lädt op sor
os at tsnne gøre lädt godt, tror jeg.«
Og Fru Wantel gil. Carl stod netop
ndensor Busch da hun kom did.
»Bor ikte her en Moder Andersen,
sont dar to Veru?« spurgte hun.
»Jo, men Moder er disk-?M
»Er din Moder dow«
»Ja, Englene konr og henlede hende til
himlea tll Jesus. Hirn sagde, dem stulde
saa saa dejljg en Jul, og vi stolde vg
saa saa det, sagde han«
» »Ja, det sisl J not ogsansaa,« sagde
Frneu demequ »Jesud hat sendl mig
sor at hjælpe eder til en glcedelig Jul.
Wen door er din Ssster da?«
»den et inde.«
Nu gis de ind og sandt Marie.
»Msrie, ei stal saa Jul, skger denne
Dame. Moder sagde soc sondt.«
»Ja, Moder sagde destandig sandt,
ved du, « svarede den lille.
»Ja. Born.« sagde Frnen, »du stol»
jeg gaa bjem lidt, og saa stal oi se, oin
der ikke sit-l dlioe Jnl for os alle.«
Frn Wankel havde,nemlig saaet en
Tonle, inm«hun vjldetale med sin Mand
ein« .. -
»End om oi tog disle to Born op til
os i Jnlen?« spnrgte han«
»Ja, du sigek noget,« soarede Man
den, og lidt ester blev der sendt Bud
ester Marie og Carl. · ,
Hvor de srydede sig nu, da» de kom
ind til disse venlige Feld De fik« pæne
chede:, og alt var saa lyst og godt.
For en Stand var Sorgen over Mode-(
rens Dod gleait; thi de følte sig saa lyk-’
telige i de danne, lyse Veerelser. San
dant haode de aldrig oplevet sor·
De var vel i Begyndelsen lidt undses
lige, nien da Ftuen spurgte, oni de itle
litnde sonst-, soarede Carl: »Jo, vi hat
lim: »Der tonsniek dine arme samt-, «
og den sang vi ofte med Moder.
Da saa Fruen satte sig oed Pia-wint
tet, sang de lytkelig og glad samtnen
Julesangene, og Sorgen var sont slukt.
Da de yaode sunget og spist, spurgte
Wantel Borneue, osn de ikte havde no
gen Slcegt het.
»Ha: du itte en Onkel eller Tante
da?«
,,Nej. Men Moder sagde, at vi itte
sknlde veere bange, Jesus vilde hjcelpe
os. »Dg Jesus kan det,« lagde Marie
til med saadan Jnderlighed, at det gis
Wankel tent til Hjekte.
»Is, Jesus kan det!« sagde ogsaa
lille Carl, og nu er oi jo ligesom hos
Jesus-«
»Ja, Jesus kan det, og han oil det
ogsua, « lagde Wankel til tankesuld, som
der var noget, der bevægede hans Hjerte.
,,Jesus tun det,« siger disse to, »og de?
mener ogsaa dermed: Jesus vil det!
Det er Barnetro, den, som ikke stuffes.
Men hvekn stol— —- End om vi tog
disse to til os— ———«
,,Anna, « sagde han, da Hastruen kom
hen til ham· »Ist-ad tror du om disse
singe-. Hoent skal hjælpe dem, naar vi
Bitte —«
l »Ja Moder sagde bestandig sandt,«
zhvlstede Makie til Carl, ,,hun sagde nok
’sandt, at Jesus vilde hjcelpe os· For
det er Jesus, som hat hjulpet os til alt
dette, til disse pcene cheder og—— —«
! »Hu-ver du, hvad disse hvister om,·«
svakede Fru Anna. »End otn dette et
noget til os ska Jesus?«
» »Jeg hat tæntt det samme,« soatede
Monden. »Der hsm oi Birnen-sein
og den btivet ille bestem-net Vil du
iom jeg, saa hjcelpet vi disse to frei-L
Og den-ed blev det. Men ofte sagt-e
Wankel til sitt Hustrur »Vi hat lett
nieset af disie same-, og vi letersftavip
bedte at sige i Tro: »Im-s kan dei og
Jesus vil det. «
Eis from lille Dreim.
Henrik var 14 Aar og git til Konstr-,
mationenz han var en stille, kaufte lidt
for-sagt Dreng, bleg og sin at se paa;
men ellets var der intet underligt ved
hans lldseende. Han var ikke videre be
gavet, men slittig og npjagtig, og dr
iok var hans Lætete glade i han« og
ved sit venlige, behagelige Vielen sil han
ogsaa mange Kamerater paa Stolen.
shans Fader var Arbeit-einand, og det
Jtostede ham meget at staffe sin Familie
idet nødvendigk; han sit verfor liden Tid
til at tage fig af sine to Born, Henrik
og Einma. Men Moderen, en alvotlig
og from Kvinde, gjorde alt for at hjcelpe
sine trete Born og plejede dem keerlig vg
iaasgodt hun tande, bavde til Legem og
Sirt-l- Da Hemik var ti Aar gammel,
sit han Lov at folge oftere med til Kit
ten. Og han sad der saa stille og heite
saa vpmættfomt efter. Saa ipiirgte
Moderen ham ofte, naar de tom hieni,
om han havde forstaaet nvget as det,
Præsten sagde. Og saa lunde de to
gennemgaa Evangeliet igen, Moderen
fortalte, vg Drengen lyttede. ·
Ofte havde Dkengen klaget over Ho
veoimerter, vg en Studag kunde hatt im
viere med i Bitten, for yan hat-de sae
oudt i Hovedet. Da Modena kam hie
fta Kisten, faudt hun hanc faa daatlis,
at hau maatte gaa tiliengg. Men da
Mandaqu kom,tunde de itke holde han
hjemme, han vilde til Priesters; han
tnnde itte forfsmme Konsiimationsfors
betedellen, viites han. Heu var iaa
glad i de Ti r. Og til sin belymrede
Moder sagde han:
»Du stal ie, jeg bliver bebte, naar
jeg tomaiet div. «
Præsten kalte den Time med Berge-e
one Viergprcedikenem Stettig vor-lebe
han oed Saliqprisningerne. Heu satte
otn Syndens Magi, om nor Fattigdonr
og Eleudighed, og ons den Trost og
Kraft, fom Jesus bringen Hirn pejte
paa, hoortedeg vi allerede her paa Jor
den faar fnmge dene, men at oi først i
Fuldendefsen lfaar ’ smage det i al
Fylde. Sau lod han Bot-neue flaa
op 21de Kap. af Aabeantingen og·for
klarede for »dem jarlig »der sjerde Vers,
hoor der staat, at »Gut) stal ask-ne
hver Taate af oeres Ojne, og Dfden
skal ikke viere mer, ej heller Sorg, ej
heller Skkig, ej heller Pine stal være
niere; ihr de forste Tjng er oegne bot-M
Opmeerksom og andeegtig horte Bor
nene "efte·t, stille og indadvendt fad Hen
tik very Order gjorde aqbenbart dbe
Jndtryk paa horn.
Tit Middag spiste ikke Dtengen stott,
og dem klagede tgen over Hoveviinerterz
en Stand efter sik han Krampe tned bef
tige Smerter, og den tilkaldte Læge er
klcereoe Tilstanden for betænkelig. Han
fotordnede da forstellige Slags Müller-,
Inen det syntes ikke, de oilde hienie.
· Henrik bleo ikke bedre, og han sit ikke
Hvile hverken Nat eller Dag; Smertene
var san store. Som oftest var han ved
fuld Bemdsthed og bar alt med stor
Taalmodighed, soa Leegen og Kamera
terne, sotn besogte hom, var dubt beme
get. Guds Rande aubenbarede sig un
derlig paa denne Dteng. En Rat slyn
gede han plndseljg Armen oni Modetens
Hals og sagde:
,,Kcere, søde Moder, du Inaa tilgive
mig alt det, jeg hat bedrnvet dig med!«
»Ja da,nIen jeg husker intet as det mere,«
sparede hun med dyb Smerte; ynn havde
san ljdet Hand om, at Dresgen skulde
komme fig, og hun var saa inderlig glad
i hom. »Mein glem nu jkke at bede ti!
Gad; han hjcelper dig nok. « »Ja Mo
der, det gorjeg, og jeg oed, at han hat
tilgioei mig min Synd. «
Men Henriks Tilstand blev were og
mere betænkelig. En Tag spnrgle man
»W
» »Vi! du gerne dø. «
»Er det Guds Billje mi jeg gerne
do,« svarede han« Kom der Frygt over
hom, sang og laser Moderen for hom.
»An Moder,«syng ltdt for mjg da,«
sagde han engang. Og der var kommen
slig Angest over dam. Da sang Mode
ren den dejlige Salmex
»Til dig alene, Herre Krist. staat alt
mit Haab paa JordeM etc. To hxm
var færdig, gled der et stille Smil over
hans Ansigt, og han gentog enkelte Stet
ninger, sont scerlig gjorde ham godt.
Saa saqde han: »An kcere Moder-,
bed Ennna komme iud til mig.«
»Hm oil du heade, nein Duan
Ghin-U
