Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 30, 1899)
De Unges Afdeling Losllupue Tat-kein ON Hirt-to Schmidty xx1x. Skjønsomhed. Las itke hoer en Bog du kommet næt — det lsnnet ssg flet at gaa i set-at for et Beet-. Belænk. Hat du gjott noget Gebt, ej tcenke du blot ligesitax faar du Lonnen at vinde; lhi selv Natstjemens Lys, som du lovptiste nys, hat du glemt ved at se Solen stinne. Hvem? Jiaar Hvermand lenkte kun paa eget Bedfte, hvem var der til at tænke paa sin Næsir. ZNodsætning. Cnhoer hat vist erfatet tidt at tunge Hierter got lange Stridtz det spret ned ab i Jord som Ttæels Not-dep men »villigt Hierte gav lelte Fodbet!« Husk! Mem ikke, Livet her hat fulbk sit Bart-; bog huka Verdien er ikke just hernehm Glem ikke, Ordet er lau starpt et Svættn bog halb at brugr det til Verm for Frede11. Glem ikke, Tiden hat til dig et Ktavz bog huik: du vitke sial i Lsn bestehen. Glcm ikke, bin Vandring stunk-et mod en Grav; bog busi: den Dosen er til Evigheden. Vejen. Uben Selverkjendelsens Helvebfart — klakt oi moa see — vil Gudsetkjendeliens Himmeliatt albrig ste. Bed! Er steuer-hours oq knubm hin Vej pqa Li vets Fett-, bed — og du stal faul og fmilet Lioets Solstin mev Lykkms Stett gjt ligesoal Tiggerm og den fraufte Pres. Foran Jndgangen til Kisten Not-e Dame iPatis sadi mange Aar en Tig ger vg modtog Almisset as de Kittel sende. Sjælden eller aldrig saa man dog Tiggerens Anstat, thi hans Hat-ed var scnket ned acad Jorden, og han fremrakte dlot Haanden til Modtagelse af Gaverne. Blandt de Personer, sank daglig be ssgte Kitken dg hver Gang gav hatn en Almisse, var ogfaa en ung Præft, sotn med Alvor og Jnderlighed forrettede fin Bøn der. Han havde et venligt Ord paa rede Haand for den gamle, og hver Gang han lagde en Mønt i hans Hat, trytkede han med Deltagelse hanö direende Haand. En Morgen, da Tiggeren itte fandtes paa sin sædvanlige Plads,men savnedes der ogsaa de fslgende Dage, begav den gode Pastet, som havde fattet en levende Interesse for han« sig assted til hans elendige Bosted, spat laa i et as de sat tigste Koarterer i den state By. Efter at han havde fteget op ad mange lange og trange Trapper, standsede han ende lig foran en brsstfeeldig gammel Dar, paa hviiten han banlede. Et fvagt »Kon! ind!« besvatede hanö Bauten. Pastoren traadte ind og ftod Ansigt til Ansigt med Tiggeren, som vendte sig bleg vg stælvende paa sin Halmseng, medens Binden peb gennem de utallige Sprælker i Husets Trævæggr. Pastoren kastede et Blik amkring sig og mis. Det var en forftrcetkelig Bvlig, vg tnopt kunde man tro, at et mennefte ligt Bæsen vilde kanne leve her. No get Sengested fandtes ikte, tun et Leje as muggen Halm, gennemtrullet af den Regn, iotn uden Hinder trængte gennetn det utætte Tag. Den gamle rejste sig op. ,,Hr. Paftor!« sagde han, »jeg er Ine get syg, mine Timer ere talte, og det er den barmhjertige Gud seit-, fotn sendet Dem til mig. Jeg hat altid følt mig dragen til Dem, jeg ved ikke selv hvors for, — men det er mig sont trcengte en Lysstraale ind i min formørkede Sjæl, hver Gang jeg ser Deres venlige An i t.« f g,,Min Søn,« sagde Pastoren, »kan hcende ter tynger nagen Synd paa din «Sa1nvittighed, og du føler Trang til at bekende den for mig. « »Ja, en fvær, en fotstræktelig Synd,« sagde Tiggeren med rallende Stemme, ,,og siden den blev begaaet, har Mindetl derom forfulgt mig med en uforsonlig Strenghed. « ,,Og den et?« —- — spurgte den unge Sjæleførger, idet han nærmede sig » ,,,O « jamrede Tiggeren, »jeg tsc. næppe nævne den, og alltgevel driver Inm angstfnlde Saalvittighed usig til at aabenbare alt, og det er, sorn otn jeg ap W forer til at site det iseer for Dein, for af Detes Mund at soc den Fortg delse, hvorotn jeg hat paataldt Denkens Nasen « « »So-i betend da, min S-n,«« sque Sjælesprgeren »Jeg staat her iGuds Sted for at modtage din Bekendelse og meddele dig hand Zsorladetse for den Stint-, du san dybt synes at angre. « »Se, Fader, « sagde den døende, idets ihan rejste sig op og pegte frem for siH ;»Se paa det Forhæng, svin bekleeder JBæggen der ved Frden qf mit usle Leie. JDek bog ved stjules Strassen, vg derfta -udgaar Forbandelsen.« Pastoren fattede ikke, hvad han mente, nien kastede dog et Blik paa det grove Forhceng, fotn bevægedes frem vg til bage af den indttcengende Bind. ! Tiggeren sagde: »Da den streekkelige Revolutivn ndbrød, tjente jeg hos en rig Adelsmand, og yvad mete var, jeg blev neeften holdt som et Born. Min Herre vifte mig nindstrcentet Tillid. ! Naar hatt og hans Familie var fraveeH tende, betroede han mig Nøglerne til sit hele SM, gjotde ·mig tilslut til sin For-; valter. vg sanledes kom jeg i en Stilling, hvori jeg kunde virke Ineget til hans FordeL Men Revolutionen stod for Døren; overalt drog bevæbnede Steurer frem, myrdede og brcendte og lom en delig ogsaa til min Herres Slot. Ilse detfor nn at redde ham ved min person-; lige Jndflydelse sont itke tilhørende denä forfulgte Abels-stand iaa jeg nvikksomi til — — overrmnplet og overvunden af( Fristelfen til at tilegne mig hans Slotl og hans Stam· Jeg faa hom, hans Hufttu vg hans iv Døtre blive strebte nd af Hirsch tastede paa Bsddelkjeetren og fstte til Greveplodsen, hvor de nd qandede sit Liv. Kun en liden Dreng, : lille Charles, undgjk Futen ved at genaue ! fis paa Heloftey hviltet jeg itte vivste; thi ellers havde jeg not ikke staanet Ar-» ringen heller.« j Den nnge Paftor blev dsddleg, nie sten ude at Stand til at holde sig oprejst, og han maatte strtte sig need Messe-, Ined eng hans forstmkkede Blik blev asia oendt fester paa Tiggeren. Denne lagde itke Mætke deetil, men vedblev: »Se, He. Pastet, dette er Inin gene lige Sond. Jeg kenn vel iBesiddelse af baade Gods og Guld, nien den ket færdige Gad hjemføgte mig for min Syndz det ene med det andet gik tabt; felv forfnlgt sont min Heere —- maatte jeg lade alt i Stätten og ffygte til Pa ris-, hvor jeg stjulte mig« under en Tig-« here usle Daagt. J tredtve lange Aar dar jeg baaret paa min forfærdelige Byrde; nu nærtner min sidfte Time sig, og Samoittighedens Rost taler hsjlydt mere end nogenfinde. Kan De oel, fromme Fader, tilfige mig Gnds For ladelse ?« ,,Jeg kan og jeg vil,«« svarede Postv renz »thi din Anger synes mig at viere oprigtigz men du tolle om Fokhænget der dorte; kan du vife mig det, som er( der bagved?« ; Tiggeren bsjede sig jkenwvey og idet! han anstrengte sine sidfte Kræftey trak! han det tilside— — og paa et stokt Vlie maleri viste sig Billederne af en Mand, en Kvinde og 3 Bsm »Se,« stammede han, ,,se her er Strassen, den idelige Anklage.« Paste ren faldt ned paa sine Knæ og bad. Eiter en kort Stand kejfte han fig atter "op og udbrød: « ,,Jeg tilgiver dig, ogsaa i deresx INavn; thi vid, Ulykkige, det er mine ; Forældte og mine Softtr. Jeg ser erl den lille Dreng, er Chorus-, fotn tog sin Tilflugt til Hsloftet. « Den døende udstødte et forfcerdeligt Angststrig og udbrød: ,,Saa kom da Strassen med sget Magt, men Form-el sen?« »Den hat du nu fuldftcendig: J Guds, J mine Forceldres, mine Sestres og mit eget Ravn tilgiver,forlader jeg digl IMaatte Herren, vor Gud, for Jesu YSkyld vcere din Sjæl naadig!« « Da, førfte Gang ester tredive Aar, bredte sig et Smil over det stivnende sAnsigL Han trykkede sig tæt ind til Sjcelesørgeren, tillukkede sine Øjne for aldrig at aabne dem mere og stumrede ind, medens Forladelsens frigørende Tilsigelse endnu lød i yans Øre. Den benaadcde Fangc. En Fængselspræst i England fortwi ler: Jeg havde lcenge ønstet at saa Lejljg hed til at overrække et Benaadningsbrev til en eller anden dødsdøsat Forbryder,og dette blev mig ogsaa langt om længe forundt. Dagen før en staktels Fotbryder stulde miste Livet, blev jeg helt uventet aumodet vm at fokkyude hanc Frihedeu, idet jeg modtog et Benaqdniagsbrev for denne Fortge, undetstrevet as kanning Bitte-riet. Miit fsrfte Taufe vat: Pan hvilken FMaade Mit jeg na hurtigst multgt Ikomme til hat-s Celle? Da jeg uaaede Fængslets Port, tænkte jeg;. Hvorledes stal jeg paa bedste Maade Iunne sige heim det? Hans Bevcegelse vil maaste overmande hom, ja maaste han endog san, hvis han for hurtigt og uventet faat Budstabet om Benaadning, vil d- of Gliede —- han er jd san at sige allerede dsd og smager allerede Dødeas Bitter hed. Med Benaadningsbrevet i mjn Haand stod jeg i hans Celle. Hans Ansigt varl blegt, hans Knæ kystede. Hans for-! gtcedte, wde Oan var nu taateløse vg! dybt indsunkne. Hvilket sprgeligt Bil lede! Hans Hustrus havde nylig taget Assked med hom. ,,Min Ven, san du lcesek « jputgte jeg· ,,Ja,« svarede han. As Frygt for at lade ham se Vermeid ningsbrevet for hurtigt tilføjede jeg: ,,Hvad vilde du sige om et Løfte, derlvd dig beholde Livet?« ,,Min Herre,« sagde han, »dem ikke Spot med mig.« »Nei, men Livet er dig vel kækt, eller hat du maaste ikke Lyft til at leve?« ,,Jeg vilde ønfke, at De jtke talte til mtg paa den Maade.« »Mei! Dronmngen kan beaaade dig.« Han saa spitgende paa wig og tqv. »Kan du læfe dette?« spukgte jeg. Hatt fastede nu de tstre Der paa Papiret, og idet jeg lagde miu Hat-nd paa hans Skuldek, fagde jeg. »Der set du, min ftqktels Ven, at Dronuingen kan tilbagegive dig Livet.« Neppe havde jeg ndtalt disse Ord, spread hatt saldt bespinnt om ved mine Fsdder. Der lau hau nu, som om han var dtd. Men da heut eftee en Stunde Fort-b at tee tom til sig ielv, var han san opfyldt qf Gliede og Tatnewmelighed, at jeg aldriq for hat set voget lignendr. Pan vilde nu oer sit Lw i Dronningens Tjeneste, og a1t, hvad du herefter for tog fig, stnlde viere et Udtryt for de nye Islelser, der genuetafttømmede hom. Vi tan dtage en god Lætdom beruf. Jeg forlod Cellen ogtæuttc Naar et Beaaadningsbtev, der jo tun tan- for laenge et Mennestes jvrdiste Liv nogfe faa Aar, tun foraarsage ea saadan Glcede, hvad butde da jkte en Synder sele, naar han erkendety at hsn i sig felv er fortabt, men iJefus Kristus hat« faaet emgt Liv? Mon ikke ogsaa hqn burde oer bver Stand af dette Liv som et helligt og velbehqgeligt Osser til Gut-? For Herren er vi jo allesammen syndige og hjemfaldne til den evige Dpd, og vor Dom er os forkyndt i hans Ord. Men me sendet han fine Tjenere med Benuqu mngsbrevet, sit Evangelium,og tilbyder vs Tilgivelse, Varueret, evigt Liv og Salighed i Jesu Nava, ja han beder os paa det inderligste og hierteligfte at mvdtage hans Naade. Men hvor mange faldek ned som døde, overvældede as Glæde og TatnemmeligheM Ak, nsqqtte Gud fort-arme sig over os og tote vvre Vierter-! —«-o-«-——— Eis end Baue. — Vanen til at opicette til imorgen det, svm kan ivcerksættes idag, er en ligesaa daaklig fqu almindelig Baue. Mangens Livsgerning hat mislyktedes grundet paa denne Baue. Skal du gsre noget heri Beiden, saa glem itke, at hvad man udsører idag, det flipper man at udfsre den næste Dag. Den, som udsættet alt til Morgenda gen, ligner en Mand, som aldrig blev færdig med at reparere sit daarlige Hus " tug. ,,J Regnvejr,« sagde han, »vil man vel ikke forlange, at jeg stal gøre Taget istand; da bliver jeg jo vaad. Og i tørt, fmukt Vejr behøves det vel ikke at reparere Tag. « Den Vane at opsætte alting er ofte ulykkebtingende. Modarbejd den der for i Ungdommen, og du vit, naar du bliver celdre, ikke angre paa det. ,,Dyden belønner sig selv.·« Hver daarlig Vane, man stiller sig af med — ligesom hver ond Tilbøjelighed, som tue-Z — dil, eftethvert som man faar Herredømme derover, berede osZ en Til værelse af Styrke og Frev, Lykke og Fri hed. ———·0-—— Trinken-vom ! —Gud e!fker aabne Hcender og lut kede Munde-, l —Der er ingen Nod paa Jorden, hvoti det ej hjælper meget at bede, ogi den støtste kan alene Bonnen hjælpe. — Det er bedre at vandte alene pas Rette-us Sti end at fslge Mienqdentil det Inde. Bornenes Afdeling Burnerøstem - . »He-r du seet det, Carl? Torvet er » ljo næsten fuldt of Internet-t- Jeg saa set stort Læs saldt as Turm « sagde lille Matie og bredte ud Armene som for at vise, shvor start det var. Carl nikkede med Hovedet. »Ja, jeg hat set det. Skal ikke vi faa et ljdet Træ ogsna Moder?« Ved Binduct sad Moderen og drejede paa Symaskmen. Nu san hun bort til Børnene; Mastinm ftansede, og Hann den sank. »Ja, bare jeg kunde ftaffe eder et Ttæ.« futkede hun stille for sig. Hun aabnede Læberne fom for at sige unget, men der kom ikke en Lyd over dem. Skulde hun aller(de forftyrre Juli-gle den for de statui? ijor havde hun kunnet staffe dem et Juletræ, men war-? Den stemme Hoste havde tiltaget, og det saa ncesten ad, sont det lakkede mod En den. Hun begyndte at dreje paa Mastinen. »An Moder, du er saa flink, og saa faar vi mange Penge, faa købek vi Ju «letrce.« I »Stille,« hvistede Marie og ftødte til i Vroderen paa Armen. Hnn sca, book ledes Moderens Øjne blev fulde af Tau ret. »Jkke grad, Moder, « sagde hun »Vi beyøver ikte upget stott Jule tm, set du Vi behsver date et lidet, og du man ist strebe, for im er det spart Jal. « ; Modern- gik nd af Verklin I »Hde gsr Moder derinde, Marie?«s »Im ved iste, Tat-Lytta lasste Dosen ? » »Er-ever hun der inde i det stygge, ? ins-te Kammet?« »Jeg ved ille.« Ja, hun grad. Hun anede, at hnns ille havde langt igen, og hvokdan stnlde det gaa de to sann-? Hna udoste sit! trætte Hjekte i Ben, og da hnn kom ins til Bienene, var hin steckten f »Ja, jeg ved ilke,« sagde hun, »ein ijeq san stasfe edet et Trce iaar. Da an grad jeg.« , »Ja, men Jesus san no!,« mente sMariy ,,og jeg stal bede han« , ’ »Ja, gsr det, Marie,« sagde Mode rea, smilende gennem Taster. »Skal jeg ogsaa gaa nd i Wettkam meret og bede haust-« spurgte hnn tro slyldig. suskMej,Bak-n.,.bed du lieh-· og saa tog hnn Barnet ind til fig, men kunde ikke saa-et Ord frem sot Gtaad. » - »Men lad os syngc Her kommet sdine arme smaa,« sagde hin-, da hun Um lädt stærkeke, ,,for nu er det snatt Jul.« « - .Men det gil. fort nedovet nied den syge Enke.nu. Et Par Dage ist Jnl laa hun· Hnn havde saaet istand et Dnsin Dukkey som hnn haadede at saa solgt paa Ton-et- Men hvem stulde gaa nied«den1? Hnnv sit Nabokonen til at gaa dort paa Tvrvet nogle Zinser, og Marie maatte ogsaa oeere med. Mel-s Carl slulde viere hjemnte hos Moderer som nu var smrt daatlig. I Paa Torvet gik det noksaa godt. Ko snen og lille Marie havde fleke Born oni Hüg, der saa paa Dukkerne. »Havde jeg nu Blyant, stulde jeg tage en Skisse, « sagde en ung Mand, der gik sammen med en ung Dante og saa sig om paa Torvet; ,,det er en malekisl Gruppe, ilke sandt, Anna?« »Ja, men lad os snakke med dem lidt. « Og det gjotde de. Konen fortalte otn de staaa Varus Nod, og det lod til, at -det git de to til Hierte. Han sagde nemlig til sin Hasttm »Hast paa Nu meret, Anna.«v »Ja, jeg vil se ind. til dein.« .Men inde hos Enken Karen Andexsen blev det .daarligere. . Ud paa Estetmid dagen sagde hun; ,,Kanske du læset lidt for mig, Carl. Du maa lasse Zule evangeliet.« Ja, Carl læste, det han ofte harde gjott, læste om Hyrderne, læste og grad. »Ja, saa kom Engelen,« sagde Mo deren, ,,og sagde: »Ja, hvad var det, yan sagde, Carl-?«Læs det en Gang til.« ,,Frygt ikkel Thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som — —« ,.Ja,. frygt ikke, saa staat der. Jeg skal ikte frygte, selo om Døden kom mer. — — « »Den komimer da ilke til os nu,« mente Carl· »Ja- Mell hvis Dsden kommer, saa stal vi ikke viere bange. Vi stal tro paa Gud —- — « »Ja,« svarede Carl trostyldig, ,,og saa lommer vi jo til Gud i Himlen og » til Englene, ille fand-, Mode-Js »Jo, saa lonnner oi til Englenr. Bi skal ille srygte.« »Ah Dem Gad, hjclp miqu bad H "hun, »hjcelp mig, hjtrlp arme to smaa, »der snart er alene der — —- —'« , »Da stallillke vcere bange, Moder, lEIgelen ssgde oj ikte stal frygtey og Gnd er jp Isi- god. Jesasszsekje hoc-pg. « »Ja, Jesus — Englene —- ja — deri er de — sek du den- 1tle?« Hun saa op, og der kom sont et lysende Sfcer as Gliede over hende. « »Der kotnmer de og heuter mig«. Mulsant-z jeg — Jul — dejlig Jnl — —« Men den Aslen grced Carl og Marje sig i Sonn. Nu var jo Moder borte, og de var alene i Werden Carl badtil Gud, at Englene maatte komme og henle dem ogsaa. De oilde ogsaa til Himlen og til Modern. »Jesus kommer not, naar m beder hani,« mente lille Marte. Naboerne tog sig vel as dem, men Moderen var jo dorte. Wankel og hans ungeiFtue kunde sites glemnie den lille Marie, som de havdes seet paa Torvet. Wankel havde ocerets l en almindeljg, verdölig Mand, men da han for en Tid siden havde unstet en li-« den, oakter San, havde han stanset soran Guds Kald. Baade han og hans Hu stru var nu at se der, hvor de Ier ellerss plejede sæne fln Fod, i Guds Has. »Ja, jeg ser ind til disse Folk, -Alfted, « sagde Fru Wankel lille Falk-! astens Morgen. »Kanske jeg kan hjælpe dem lidt til Ju1.« ! »Ja, gør det; det vil lyse lädt op sor os at tsnne gøre lädt godt, tror jeg.« Og Fru Wantel gil. Carl stod netop ndensor Busch da hun kom did. »Bor ikte her en Moder Andersen, sont dar to Veru?« spurgte hun. »Jo, men Moder er disk-?M »Er din Moder dow« »Ja, Englene konr og henlede hende til himlea tll Jesus. Hirn sagde, dem stulde saa saa dejljg en Jul, og vi stolde vg saa saa det, sagde han« » »Ja, det sisl J not ogsansaa,« sagde Frneu demequ »Jesud hat sendl mig sor at hjælpe eder til en glcedelig Jul. Wen door er din Ssster da?« »den et inde.« Nu gis de ind og sandt Marie. »Msrie, ei stal saa Jul, skger denne Dame. Moder sagde soc sondt.« »Ja, Moder sagde destandig sandt, ved du, « svarede den lille. »Ja. Born.« sagde Frnen, »du stol» jeg gaa bjem lidt, og saa stal oi se, oin der ikke sit-l dlioe Jnl for os alle.« Frn Wankel havde,nemlig saaet en Tonle, inm«hun vjldetale med sin Mand ein« .. - »End om oi tog disle to Born op til os i Jnlen?« spnrgte han« »Ja, du sigek noget,« soarede Man den, og lidt ester blev der sendt Bud ester Marie og Carl. · , Hvor de srydede sig nu, da» de kom ind til disse venlige Feld De fik« pæne chede:, og alt var saa lyst og godt. For en Stand var Sorgen over Mode-( rens Dod gleait; thi de følte sig saa lyk-’ telige i de danne, lyse Veerelser. San dant haode de aldrig oplevet sor· De var vel i Begyndelsen lidt undses lige, nien da Ftuen spurgte, oni de itle litnde sonst-, soarede Carl: »Jo, vi hat lim: »Der tonsniek dine arme samt-, « og den sang vi ofte med Moder. Da saa Fruen satte sig oed Pia-wint tet, sang de lytkelig og glad samtnen Julesangene, og Sorgen var sont slukt. Da de yaode sunget og spist, spurgte Wantel Borneue, osn de ikte havde no gen Slcegt het. »Ha: du itte en Onkel eller Tante da?« ,,Nej. Men Moder sagde, at vi itte sknlde veere bange, Jesus vilde hjcelpe os. »Dg Jesus kan det,« lagde Marie til med saadan Jnderlighed, at det gis Wankel tent til Hjekte. »Is, Jesus kan det!« sagde ogsaa lille Carl, og nu er oi jo ligesom hos Jesus-« »Ja, Jesus kan det, og han oil det ogsua, « lagde Wankel til tankesuld, som der var noget, der bevægede hans Hjerte. ,,Jesus tun det,« siger disse to, »og de? mener ogsaa dermed: Jesus vil det! Det er Barnetro, den, som ikke stuffes. Men hvekn stol— —- End om vi tog disse to til os— ———« ,,Anna, « sagde han, da Hastruen kom hen til ham· »Ist-ad tror du om disse singe-. Hoent skal hjælpe dem, naar vi Bitte —« l »Ja Moder sagde bestandig sandt,« zhvlstede Makie til Carl, ,,hun sagde nok ’sandt, at Jesus vilde hjcelpe os· For det er Jesus, som hat hjulpet os til alt dette, til disse pcene cheder og—— —« ! »Hu-ver du, hvad disse hvister om,·« svakede Fru Anna. »End otn dette et noget til os ska Jesus?« » »Jeg hat tæntt det samme,« soatede Monden. »Der hsm oi Birnen-sein og den btivet ille bestem-net Vil du iom jeg, saa hjcelpet vi disse to frei-L Og den-ed blev det. Men ofte sagt-e Wankel til sitt Hustrur »Vi hat lett nieset af disie same-, og vi letersftavip bedte at sige i Tro: »Im-s kan dei og Jesus vil det. « Eis from lille Dreim. Henrik var 14 Aar og git til Konstr-, mationenz han var en stille, kaufte lidt for-sagt Dreng, bleg og sin at se paa; men ellets var der intet underligt ved hans lldseende. Han var ikke videre be gavet, men slittig og npjagtig, og dr iok var hans Lætete glade i han« og ved sit venlige, behagelige Vielen sil han ogsaa mange Kamerater paa Stolen. shans Fader var Arbeit-einand, og det Jtostede ham meget at staffe sin Familie idet nødvendigk; han sit verfor liden Tid til at tage fig af sine to Born, Henrik og Einma. Men Moderen, en alvotlig og from Kvinde, gjorde alt for at hjcelpe sine trete Born og plejede dem keerlig vg iaasgodt hun tande, bavde til Legem og Sirt-l- Da Hemik var ti Aar gammel, sit han Lov at folge oftere med til Kit ten. Og han sad der saa stille og heite saa vpmættfomt efter. Saa ipiirgte Moderen ham ofte, naar de tom hieni, om han havde forstaaet nvget as det, Præsten sagde. Og saa lunde de to gennemgaa Evangeliet igen, Moderen fortalte, vg Drengen lyttede. · Ofte havde Dkengen klaget over Ho veoimerter, vg en Studag kunde hatt im viere med i Bitten, for yan hat-de sae oudt i Hovedet. Da Modena kam hie fta Kisten, faudt hun hanc faa daatlis, at hau maatte gaa tiliengg. Men da Mandaqu kom,tunde de itke holde han hjemme, han vilde til Priesters; han tnnde itte forfsmme Konsiimationsfors betedellen, viites han. Heu var iaa glad i de Ti r. Og til sin belymrede Moder sagde han: »Du stal ie, jeg bliver bebte, naar jeg tomaiet div. « Præsten kalte den Time med Berge-e one Viergprcedikenem Stettig vor-lebe han oed Saliqprisningerne. Heu satte otn Syndens Magi, om nor Fattigdonr og Eleudighed, og ons den Trost og Kraft, fom Jesus bringen Hirn pejte paa, hoortedeg vi allerede her paa Jor den faar fnmge dene, men at oi først i Fuldendefsen lfaar ’ smage det i al Fylde. Sau lod han Bot-neue flaa op 21de Kap. af Aabeantingen og·for klarede for »dem jarlig »der sjerde Vers, hoor der staat, at »Gut) stal ask-ne hver Taate af oeres Ojne, og Dfden skal ikke viere mer, ej heller Sorg, ej heller Skkig, ej heller Pine stal være niere; ihr de forste Tjng er oegne bot-M Opmeerksom og andeegtig horte Bor nene "efte·t, stille og indadvendt fad Hen tik very Order gjorde aqbenbart dbe Jndtryk paa horn. Tit Middag spiste ikke Dtengen stott, og dem klagede tgen over Hoveviinerterz en Stand efter sik han Krampe tned bef tige Smerter, og den tilkaldte Læge er klcereoe Tilstanden for betænkelig. Han fotordnede da forstellige Slags Müller-, Inen det syntes ikke, de oilde hienie. · Henrik bleo ikke bedre, og han sit ikke Hvile hverken Nat eller Dag; Smertene var san store. Som oftest var han ved fuld Bemdsthed og bar alt med stor Taalmodighed, soa Leegen og Kamera terne, sotn besogte hom, var dubt beme get. Guds Rande aubenbarede sig un derlig paa denne Dteng. En Rat slyn gede han plndseljg Armen oni Modetens Hals og sagde: ,,Kcere, søde Moder, du Inaa tilgive mig alt det, jeg hat bedrnvet dig med!« »Ja da,nIen jeg husker intet as det mere,« sparede hun med dyb Smerte; ynn havde san ljdet Hand om, at Dresgen skulde komme fig, og hun var saa inderlig glad i hom. »Mein glem nu jkke at bede ti! Gad; han hjcelper dig nok. « »Ja Mo der, det gorjeg, og jeg oed, at han hat tilgioei mig min Synd. « Men Henriks Tilstand blev were og mere betænkelig. En Tag spnrgle man »W » »Vi! du gerne dø. « »Er det Guds Billje mi jeg gerne do,« svarede han« Kom der Frygt over hom, sang og laser Moderen for hom. »An Moder,«syng ltdt for mjg da,« sagde han engang. Og der var kommen slig Angest over dam. Da sang Mode ren den dejlige Salmex »Til dig alene, Herre Krist. staat alt mit Haab paa JordeM etc. To hxm var færdig, gled der et stille Smil over hans Ansigt, og han gentog enkelte Stet ninger, sont scerlig gjorde ham godt. Saa saqde han: »An kcere Moder-, bed Ennna komme iud til mig.« »Hm oil du heade, nein Duan Ghin-U