De Ungks Afdelingf
Karte Beitragtniuger
pfäa Rim.
llvdmg of Salomos Okdsprog.
ssli Hat-old Schmidt).
XXVIL
Kap. 1;«.3; Vers 15t
»Es-M god Forjtand giver Rande;
· men de Trolsfes Vej et haa:d.«
Hvor Herren faar Lov at made
er Frelsens livsaljge Kaut;
der er Livslysets vatslende Gnade,
hvpri Salighedshaabet besitzen
Mange usynlige Traade
gjennem Mennestets Livskacr gear.
Jplg Vinket fra even, og Fred du baabe
her og hisiet j Evighed sann
til-i Hmen alene kjender den Mundes
vaa hvilken vi Salighedsmaalet nacnx
XXVUL
Fiap.14; Vers fix
»So-Jucken sogerVisdom,
og han fInder den ifle;
mrn for den Forsiandige cr Kundfkab le:.« —
Hvotmangen hat med fremadvendte Blicke
dog silrret og weidet mvd Maalet sig met!
Hvotforkf Jo, Vejene stilles, om man Unster
. · . end det 1amtne,
man jelmst vtl vid e, meu ikke annamme;
man vil gjøre jin rseegning paa Kundstab og
Fäden
og saa lommet en Fottolkningens Brit-en
Bis-dom, den lande, Wudsordets Kjærne, !
ct ikke som en Fragt as en menneskelig Hjetne ’
der spgts ; vil sindes; sont du selv vil fortjene
og faa meb det evige Haab dig forlene. !
Ssger man sit eget, det Coige for-winden
Forstandigheden bunder i halvglemte Minder
jom aldtig spgte Gud ellet Kirken »
og resultatles maa blive i sin Bitten. !
J egen Jndbildning med det spottende Smil ’
san man boke i sit Btyft just den giftigsie Pilz »
og anbre, sann maaste man til Stioe ubkaaket,
paa ielvfamme Bis man tun saater. .
Sttar bringet det libt Stof vel til Striden;
det viset sig bog fiben, « 1
at ver htep sum Iidsu (
Viden »
pm det, iom er start og gebt iTiden;
for Tiden er en Dranbepatt af Evighebem
og Striden enbes first iEoighedsfkeden.
Trods Lampen er oppe i Tibetnes Stribety
Udbyttet af al denne Streben og Sliden
blivet, book Fornaften faak Lov til at sige;
Ydmyghed for Spotten maa vige,
en Urteil-s Tomheb,en Mangel paa Fotstand,
en plnende Tsrst uden Livskilbens Band;
en Streben uden Maal ogJagen ester Effekt, 1
ved den et Cnhver snntt kejekt. s
Den d . lige Yiden exisan et Havblik r
" " s " Oklnnen,i «
man sjner ingen Redning, am og man lag
ger Planen —
er da vnagnet af Blikstillets dssige Blnnd
pg pi! kast- vit Zinses i stokmsutde Samt-: ;
pas pas om der et Grund.
Vil med thstandens Lys du Troeus Besen ’
granste, !
det da vil gaa dig ganste ;
sont den- der har en kostbar Perle plyndtet !
og deni Stykker spudret —- ;
thi Perlen blev til intet oed m bkydes, -
og Ttpen er for god til at udtydes.
Slukles Øjets Sys, du vordet blind;
river Tranks Lyz du ud as bit Sind,
vælter Mit-let inb· .
Troens Kundfkab man væke for bis alt,
maa væte Sjtelens allerdybest ftlte Sirt-den«
man bo i Tauten, siyrke Daadm, lede Lieben;
den maa vcete for dig Livets Salt.
Jrøken Btnns Missionsknm
En Fortælling as Mes. H. Eber-les
Ovekfat af M. T
(Fottsat.)
»Man trete, det vilde gsæde mig me
get,«iagde Fristen Brnu hierteligt, »det
vilde næften erstatte Stuffelseu af, at
bltve bot-te fra Festligheden ved Trceetl
Hvad Tio tret du hatt warmer-W
»Har! sagde at han vjlde komme i
Eftermiddag, dersom det var mutigt og
— der er han!« raabte hun, idet en hpj
merk Skikkelfe, gik over Gaben og kom
op til Hufei.
»O, min kære, Kurvenk som den ser
ud, for en Heere at se— lad mig kalde
paa Pattev.«
»Fu! Fortesene fagde jeg maatte give
mig selv den Foruøjelfe at bei-ge dig,«
sagde Hr. Moreton med et venligt Smil.
»Vi var ked af, at ikke se dig paa
Hvspjtalet i Eftermiddagz det var en
glimrende Success. '
»O! tak skal de have, ja jeg var ser
ked af at jeg ikke kunde komme, og del
var mezet venligt af dem at komme og
besøge mig— jeg har hørt saa meget
om dem af min kære unge Ben her.«
»Hm: Des-« sagde han jdet hans mørke
Ansigt bedcekkedes med en let Rødme,
»men vi kan ikke mødeg iom Fremmede,
thi vi ere alle sorenet i det samme Haab
og Arbejde,« lagde han til, smed et Blik
paaMinna.
,,Det er meget venligt as dig at iige
det,« sagde Ftøken Brun, hendes blege
Ansigt wdmede aiGlæde; ,jeg hat bare
haft min Kurv, alle disseAar og gav
lidt i Kasse-! om Spuk-agen, og det var
un nogle Shillinger i det hele.«
s— —I
»Gott-en er din Æfte af kostbar
Salve, hast part det,«.« sagdehan mildt.
« »Du hat gjort hvad du lande, Mefieren
lventer iike mer «
»Aak« sagde Froten Brun med et lille
jnedtrykket Sak, »men jeg glemmer altid
)dette, og tænker altid paa hvor meget
mere jeg skulde have gjort. «
! »Vi kan alle sige det samme, men al
)ligeoel er vi bedet om ikke at lade vore
! Hierter være bedrøvet. Kun en Ting
er nodvendigt —- at elste Herren og hvile
Itaalmodigt ved hans Fødder. Men til
giv mig — de behøver ikke at jeg minder
dem orn dette.«
»O, ja det got jeg,« jagde han« »De
taler som min statkels kcere Fader plejede
at gørc. Jeg hat aldrig siden hørt
noget saadant. Og om end jeg ved det»
fom de siger, san trænger vi altid at
blive windet ocn det alligevel Han var
ligeledes en Missionær i India, og min
Moder er begravet der. «
,,Jeg har set hendes Grad, « iagde
Uhr. Moreton med Sympathi. »Da-es
Fader vilde ikke kende Stedetigen. Den
lille Bygning som han rijfte, er nn en
prægtig Kitte, hvor det bliver min Lod
at prcedike efter en Tid, derfom det be
hager Herren. «
Taarerne ftrøtncnede nedad FrpkenI
Bruns Ansigt, men hun censede dem itke,
men lænnende sig forover, lyttede hun
opmaertfomt, nied foldede Handek og
imaa Udbrud af Glcete og Forundring.
,,Jeg rejser til Am — r, « sagde han,
»fordi det er en snnd Stettin-, og Lee
gerne fortæller mig, at efter nogle Maa
neders Tid i England, maa jeg rejie
derhen uden Fare for min Helbred. Var
jeg dlevet der hook jeg var, davde jeg
itke levet: Jeg hnabee at vcere i Am —r,
ncefte Jul.«
»Da er der en Zenanq Mission der's«
fpurgte Festen Brun, da hun atter
kunde tale »Im ved min trete Fader,
altid Instede at der maatte snart blive
en. «
»Im endnu, og inden Kvinderne ere
blevne Kristne og ophsjede til detes rette
Stilling, er der intet Daab for India, «"
soatede han sorgmodigt »mei! tun Kriti
der can gsre dette.«
»Der er en, iotn Insier at gsre sit
dedste i denne Sag,« sagde Freien Braut
og idet Dr. Moreton fnlgte hendeg Blit,
msdte han Minnaö Øjne fuld af edel
niddig Beim-singe » «
»Qg kommer du med i vore Ratter 9«
ipnrgte han finilende i
»Jeg Infter det, niere end noget an
det, « svarede hnn nied dænipet Stemme,
s,tnen jeg kan ikke endnu fige, oni jeg»
faar Lov til at got-e det. « »
Og idet han saa heades Beim-it- !
hed og Modighed, kom der en Taute!
ind i den nnge Monds Vierte, og han
bød den Veltomnien og lod den blive der,
og den voksede og blev til en bestemt
Beslatning.
Det lille gammeldags Bitt-elfe, festlig
nu nied Eviggrsnt, sendt tiolig otn Da
gen fra »The Firs« formede et nfor
gletntneligt Billede denne Jokasten
Der var tære Frsken Brnn net og
gammeldags sont scedvanlig, nien umge
vel tnnde intet ftatage hende denne abe
strivelig Prydeise af et helligt Sind, sotn
altid taledei heudes Øjne, og i hendes
milde SmiL
Og der var de to unge —- den ene
allerede indviet til den Sag de alle elfkede
saa hojt — den anden som langtes efter
at give sig selv til dette Arbeide sont den
celdre Kvinde i sin enionime Ydmyghed
havde arbejdet for isaa mange Aar.
Dage derefter, naar de to unge saa
tilbage paa dette Mode idette lille gam
meldags Verele solte de at det var
Bendepunttet i deres Liv. Derfoni det
itke var for dette Mode og denne lille
Samtale var disfe Vegivenheder maaske
aldrig bleven til Virtelighed.
»Jeg tror jeg bliver nod til at sige
Farvel,« sagde He. Moreton lidt efter,
»und-tagen de vil lade mig vfølge dein til
Præstegaarden — ieg gaar derben for
at des-ge Hin Graham. «
Men Minna vilde heller blive lidt
loengere med sin gamle.
,,Jeg vil fortælle dig hvad jeg mener
med Munc Diniittis, min kære,« sagde
Frøken Brun, eftrr de havde siddet stille
nogle Minutter, hveic for sig optaget
med deres egne Trinken
»Du ved at helt siden jeg var Born
har jeg været interesseret i Missionen
og bar altid onstet at blive Missioncer
men kunde ikie, og det var meget stuffende
for mig. Og saa tæntie jeg at jeg vilde
gøre hvad jeg kunde hjetnnse, oa derfor
begnndte jeg nied min Kurv,« fagde hun
idet hun saa paa den tned kærlig Interesse
,,Men det syntes ikke at blive til stor
Fordel endstønt jeg gjorde mit bedfte og,
ingen syntes at bryde sig om det, og jeg
tundeitke ieente hdordan jeg tnndeinteri
legfere dein i denSng sum jeg elstedez og
saa komdinTante vg du, min tærezdg
Fdet iyntes saa underlig at J havde begge
vceket i Jndia —· hvor jeg hat-de altid
ønstet at gaa; og vidst iaa meget om de
stakkels Hindu Kvindet som jeg hat altid
anstet at hjælpe; —- det synes fom en
Drøm, naar jeg hører eder tale om det
heler og nu, til sidst, toninier Hin Mon
ton her til mig i mit Hieni! — lige fra
min kære Faders Arbejdsmark, som det
synes—og fortceller mig saadanne glæde
lige Nyheder oin det hete. Det synes
saa fokunderlig — næsten utrolig, min
kære efter at vente saa mange, mange
Aar, og akbejdende for det alene i dette
lille Hug, at nn — jeg — jeg —. «
Men Festen Brun var nød til at lade
Resten veere ufagt. Hun kunde itke finde
Ord til at focklaie det som kørte fig i
hendes Tanker i senere Tid. En indre
Bevisthed oni at hendes Arbejde her i
Crutched Friers var virkelig færdigt.
Hun havde aldrig nydt fig et Øjebliks
Ovid-. Tidlig og sildig —- Dag og Nat
— i Lys og Mørke — navte hnn aldrig
standfet med at arbejde. Hver Sabbat,
nied sit fredelig Hvile, fandt mer og mer
nød til at hvile, og snart knnde hun itke
andet end tcenke, at den evige Sabbats
hvile vilde gry for hende.
Men ikte endnu. Hun fik Lov til at
se Frugterne af sit Arvejde førend lnm
stulde arve sin L-n.
En Dag, i den tidlige Sommer, ftod
Ftu Fortedcnes Vogn, og rentede lcens
ger end scedvanlig, ndenfor Døren af det
lille Hns i Kikte Gade. Den koni der
ofte nn,thi Festen Brun kunde itke mere
paatage sig at gaa til »The Firs.«
En kold Aften iFebrnar, havde der
vieret Missions Msde i- Stolehuset i
Crutched Fins, det fsrste sotn nogenfinde
havde vieret holdt der. Jngen sont saa
hende lunde slennne Festen Brand ware
fnlde, rsdinende Ansigt, siddende iden
forreste Ratte, nied trofaste Pattey ved
hendes Side, og Knrven og Missionær
Kassen — aldrig saa iuld ist-pas ben
des Knie.
Den lille Plads var opfyldt til Terenz
sel og Msdet var nieset interessant
Foredragsholderen He. Moreton,talte
fra Hienet og derfor naaedes hans Drd
ogsaa Hiertet
-Dette var det nieste Missionsmsde;i
Ewichetl Feiers, Einen We det fidste. D Te
et store aarlige Moder im, i Eziembley
Roms-, underholdt af de flefte indflydek
segrige Folki Byen og Omegn; wen Fro
ten Brun kan ikte viere med til disse
Moder. Maasse intet andet Mode
bliver yoldt med saadanne vigtige vg
varige Følger sont dette første Medei
Stolehuset; stked Brnns Mode —- det
btev caldt — thi det blev holdt fordi
hnn bad vin det.
Da hun koin hjein med Pattey, til det
kole Hns efter at have fiddet idet varme
overiyldte Stolelotale var hendess For
tølelse blevet fort-Erret.
« For mange Uger, var det uniuligt
for hende at forlade Sengen. Men hnn
var ikie enfoin nu, keerlige beendet pas
sede heade, Deborah koin daglig med
styrkende Sappe, Minna bragte Druer
og holdt sin gamle Venindes Vætelse
duftende ined hendeg yndede Vloinster.
Dr. Walten var venlig opmcerkfoinz og
endvg Preeften koin og beføgte hende
mere end en Gang, naar hnn kunde fidde
oppei hendes Lænneftol foran Jlden,
vg talte venligt til hendez og Fru Gra
hain kom ofte; angaaende Frøken Brun
selv, sagde hun attid at det var ligefreni
en Foknøjelse at viere fyg naar hun havde
saadanne Venner, og bun kunde aldrig
tolle dem not for al den ufortjente Kret
lighed og Venlighed bevist hende. «
J disfe Dage, levede Kuiven i Its
lin Brand vaevcerelfez Pattey bragte
den op nied Bordet og det hele den for
ste Dag hun var fyg og naar hun blev
lisdt bedte saa hnn kunde gaa ned i
Dagligstuen, gik Kurven ogsaa.
Men for at vende tilbage til Fru
Fortescue. De havde en lang Samtale.
»Jeg ønskede, selv at bringe Nyheden
til dig. Ja, de bliver gift engangi
Høst, og hvis alt gnar vel, sejler de den
sørfte Ugei November; og saa,ka-re Ven,
du har sendt ud den forste Lcege Missio
naer, til de statkels Hindu-Kvinder i
Am — r.«
,,Jeg!« iidbrød Frøken Brun, opløf
tende sine Hcender med den eje ndomme
lige Bevægelse, hun altid brugtez »mac:
jeg virkelig tænke paa, at jcg har yaft
noget nied det at gøre«.«
»Det maa du virkeligz hvis det ikke
var for dig, tror jeg iike at jeg havde
givet mit Samtykke3 og nn,« sagde Fru
Fortescue, idet yun tog hendes Haand
med kærlig Sympathi, »undervift as dig
dar jeg ogsaa givet mit Att.«
(Slutteö.f
fBørnenes Afdeling
Tre Juleastener i
Ltzthers Liv
Dei er sorleibet syv Aar, og der er
alter Jul. . Prioren iAugustinerklo
siret i Ersnrt havde doldt Astencnegsem
hvorester Munkene samledes i Spisevæ
relset om cn stor Kande ædel Bin. De
fromme Herrers Bægre fyldtes ofte,
mens de talte om aandelige Ting Kun
Ien as Munlene manglede i stwredsen
i Den unge Bruder Maitin havde straks
Iester Messen trukkei sig tildage i sin Celle
sog laa nu der paa sine Knce og opsendte
Inderlige Bønner til Gad. Men han
folte ingen Trost eftek sineBønnen J
hans fredlose Vierte kom der ingen Fred
sont han dog saa inderlig længtes ester.
s Allerede sxa Barndommen af yavde
Martin Luther solt en dyb Sjcelekval
over sin Synd, og meng han efter sin
Faders Ønske studerede Reisvidenskab i
Ersurt, havde han dog, folgende en ins
dre Drist, sinderet mere as Middelalde
rens Filosofi og Teologi, der ved alle
Slags Spidssindigheder sogte at devise
Iden tristne Tie. Dei uventede Syn as
en snldsiændig Bibel og en kær Vens
dratte Dod i Forbindelse med en alvor
liq Sygdo.n, der traf ham selv, vakte
has ham en Mddoillie og Ulyß til alt
verdsligt Arbejde, og han besluttede at
heilige sig helt til at tjeae Gad.
En Juli-nat Aar 1505 «bankede den
nnge Magister og anerkendte Universi
ietsleerer paa Augustinerklostkets Port
vg blev Munkz men hans Haab oni in
densor de seedelige Mute ivirksotn Kar
lighed og nasladelig Bein at sinde Ro
sorsin Sie-l blev dittert stusset. » Den
Taute, at han itte timde sinde Naade
hod Gnd, sit mete og were Oder-nagt i
dani- Sjeel og gjorde ham nsigelig angst
Saa var den indeoærende Juleasten
kommen-. gRaektende sine Hender op med
in salighedstsrßende Sie-is hele Alver
»Hekre, jeg slipper dig iste, for du del
signer mig. « —- Derpaa tog han Sus
ben og genneuipistede sit i Forvejen i
hsj grad saatede Leg-me, saa at han
saldt asmægtig oin paa Gulden Rogle
as Klosterbrsdrene, der holdt meget as
Broder Martin, hadde imidlettid be
slnttet at des-ge hanc i hans Telle. De
elsepxthkwære ogz fromme Brodes,
der, nagki hatt var nieset neidete IF
kundstaltsrigere end sine Medbrodre,dog
aldrig lod dew søle sin«Overlegenhed,"
men altid optraadte ydniygog besteden.
De var desnden ogsaa glade over hans
smnkte Sang, bvormed han oste glcedede
dem. Nu sandt de hans Celle tillaaset,
og da Broder Martin heller itke svarte
paa deres Opsordringek oin at latte op,
blev de gode Mnnke ængstelige. Tilsidsi
brod de Deren op, og de sandt tm deres
Ven tilsyneladende livløs paa Gnlvet.
»Don er dod!« ndbrøds en beknurren
»Nei, yan leder,« hvistede en andeu,
der havde tagt sig ned ved Siden as Mar
tin og medlidende havde tagt hans Ho
ved i sit Stad, ,,ha«n er tun besoimet.«
De rnstede i dam, steentede Band i hatte
Ansigt, men sorgceves. ·
Da ndbrod Broder Augustinndx »Lad
os prove paa at vætte ham med Musik.
Er han endnn levende saa stal Musitken,
sont han elsker saa meget, not bringe
hani til sig selv igen.« Han tvg den
paa Veeggen hiengende Lut, og Mun
kene degyndte at synge sagte til hans
Spil. - Kraftigere og mere suldtvnede
lod Sangen, og tilsidst mærkede man en
soag Stjælveniden næsten livlose Bro
ders Legeme. Han aadnede Øjnene og
mumlede: »Jeg herer himmelsk Musik
— o, har Gud tilgidet mig vg taget mig
til sig i den hellige Jnlenat?«
Mnnkene blev vedsat synge, saa reiste
Martin sigendeiig op og tendte dem.
,,Alisaa endnu levende, « hviskede han,
,,og J, mine Venner,« hat vcekket mig.
qu Tat sor eders Kerlighed og Sang.
J hat givet mig Trost i mit saarede
Hierte, og jeg er nu vis paa, at Herren,
som troner over Sitzerne, vil sorlade
mig syndige Menneste min Skyld. Han
vil velsigne mig og udrnste mig til sin
Stridsntdnd her paa Jorden.«
Og Martin Luther blev Herrens
Stridsmani zhan rensedeKirken sra dens
Misbrug, Vantro og Afladshandeh dg
han genneinførte med en Kraft og Ub
holdenhed uden Lige sit siore Reforma
iionsværk.
Men det var en haard og lang Kamp
Ofte var han ved at sortvivle, men ved
Bøn og Sang blev han atter trøstkt
Naak han spillede paa sin Lut og sang
deitil, syldies hakt atier med Glcede og
Tillid og med et fast Haab om, at hat-s
Gerning vilde lykkes.
Ä
J
Luther ovede flitiig Musikten i sit kget
Hiemz I Svsgheds og Mem-speisenden
J
—-— Mange Aar er fort-ebne siden hin
Zuleastein da Luther i Erfurt vattes ved
Mimkeneg Sang af sin dybe Afinagt, og
det er atter Jul. Fru Katarine Lut
thersz kcerlighedsfüide Hufttn, havde havt
meget at sysle med delc Dagen igennem .
og havde as og til oveigivet Børnenc til
,den gamle Tjenesteptgegs Varetægt. Hatt
Ppyntede J«nlettæe1 i Augustineitlostetets
ftore Spisestue; dette Kloster var netnlig
af Kursyrstc vaan voergivet Luther
sont Bvlig Da det bleo merkt, taendte
hun de mange VotslyeL yun hat-de pry
det Grauen med, og kaldte nu paa sin
Mund, der iad i liolig Samtnle i sit Ar
bejdsvcerelse med sine to nysantomne
TVenner og Gceftm Filiv Melanchton og
Joyan Walten samt de utaaltnodigt
ventende Born Huftruens Jndbydelie
«fnlgtes af alle. Luther oad en fort,
men inderlig Ban, satte sig derpaa med
Katarine og sine Gcefter ved Bot-det, i
nie-is Bornene jublende detragtkde des
Gar-er, de wodtog Gaverne var hver- »
ken talrige eller kostbare, men Luther;
havde oænnet sine Børn tii at viere tak
netnlige og glaede sig over lidet. For!
Johannes og Martin var der Staub
ger. Paul »fit et Gevær, han længe
haode saftet sig«, Magdalene fit et Sy
ftrin, vg lille Margrete sit en ny Datte,
sont yun nn havde travlt med at betragte.
Magdalene oar et alvorligt, taenksomt
Barn vg var især Johan Walters Ynd
ling. Han flog Armene otn hendes
spintle Skikkelse og sagde:
»Din Fader sige1, at da synger saa
Imukt, jeg hat derfor taget et unt Oplag
at mine aandelige Sange ined til dig. «
Magdalene tatkede venligt, og Luther
sagde:
»De: er ret, kære Ben, Musikken er
ea, halv Tngtemesterindez den gpr Fle
mildere vg sagtmodigerr. Man bsr
især vcenne Ungdommen til at hin-e god
Mnstkz thi den har en god Jadflydelse
paa deres Lio og Dannelir. Giv mig
Lister Johannes, saa vil .vi alle fynge
en Jalefang.«
Men inden Luther fit degyndt, ysrtes
der Sang udenivr Hufen sDet var tat
tige Stoledrenge, der paa den Maade
bad om en liden Jnlegavr. . Luther fik
Taarer i Øjnenr. Farretyve Aar var
»fvrdlevne, siden han forfrosien og fulten
Isang udenior Daten- ligesvin diöse
»Prenge. da Fru Cvtta tog sig iaa arlig
Eisf—·;iaa.«. J Ade-its Medinlelfe for
Saugerne bad han sin Hnstru oin at
kalde dein ind vg give dein et godt Maul
tid. Straks efter fyldtes Rammet af
en stor Stare Drange, der nied stran
lende Øjne nnd hjemntets Banne og de- !
tragtede det smutte Jnletrcr. Luther
og hans Venner talte kærligt til dem, og
Jrn Katarine gav dein Mad, mens Bor
nene oistr dem deres Gauen Men Mag
Ldalene lod det ikte blive derved. Hun
Itvg de smnkke, røde Æbler, Moderen
havde givet heade, og pnttede dein i de
mindste Drenges Lommer. Da de havde
spift. sagde Luther:
»Syng endnu en Sang for vs.«·
Med kraftig Rost Jana Bornene en
latinst anletang Derpaa takkede
Drengene og gik videre
»Det var en sinnt Julesang,« iagde
Luther, »den har altid vier-et nun Ynds
lingssang, men det tyste Iolk bør egent
lig helft fynge en Jnleiang paa det tyste
Sprog.««
»Men vi ejer jo ingen Julejatnle paa
tyft,« indvendte Melanchton.
J Luthers Oer lyste der en stille vg
hemmelighedsfnld Glcede,idet han sagde:
«Naa, lad mig saa sprge for at faa
en tyst Jnlesang frem.« Han sad en
Tid iTanshed og Eftertanke, saa tog
han fin Lut og fang med fin smnkke,
hjertevindende Sternum
« ,,Fra Himlkn høit koin Budstab her
Med Nyt til alle fjern og nær,
Godt Budstab vs nu spres til,
Dervm vi eoig sjunge vil.«
Dybt grebne lyttede de Tilftedevæ
rende til Sangen. Lille Margrete, der
lænede vaedet mod Faderens Knoc
havde Taarer i Øjnene Johan Walter
tryikede hjertelig Luthers Haand:
»Der var godt, kcere Ven; smakke Ord
til en smuk Melodi. Her har du gioet
alle tyske kristne en dyrebar Julegave;
jeg er vis paa, at denne Sang vil blive
lært og fanget lcenge efter at ovre Bett er
bleven til Stein«
»Gud give det, « svarede Luther.
Aarhundreder er forlvbne siden denne
smukke Juleiang blev sangen 1538, men
Johan Walters Ord er blevne opfyldt.
Sangen har ovetleoet Tidernes Bets
ling og endnu den Dag idag syges an
dagtsfuld fra ulallige Lceber, naar Inte
træet tcendes:
.Fta Himlen højt kom Budttab her
Med Not til alle fiern og nan«
———-.-0-.—-—
Det er iike not at siaa tidlig op, — man
maa leere at komme til rette Tid.
Sang-us Magi.
» ·-«- IISlmteL ,
. Odem time Dem den Säng«-««· spJkgckkt ,.1 «« ·
han da Monden yavde stutteL
Min Moder,« lsd Sdårki. »
,·, »D·et famme gjvrde ann. Jeg lærte ·
den af hende, da jeg var Ist Born, og
jeg plejede at junge den for hknde « · ·
Store Tnakertmngte fig frem 1 hans «
ØW « s
Jsen omkring hans Hjekte beg··yndt·e
fra nu af at t- dort Der blev let at «
atjøke Samtale med »dann s .-Jks-u-Ord,
sont fremholdtes for hats-, dbeo of Ann
den fort ind ad den Ddy Sangen dande
aadnet Gradende og med en not-de
hungrig Sjæl lyttedc han til· den krtfie- »
lige Aabenharmgs Sandhedek om Synd,
Dsd og Rande, og kdkf spread han ud- «
aandede overgnv ha··n sig th sin Modeis «
Gud og Synderes Ven, den Heide Jesus
Lrjstns ' - -
VergnStaalem
»Jeg snster —.«
»O, Cecil, lad vaetek «
..sLad være? Hvorfori «
»erdi du ikke hat deftilt andet end
dnfke lige siden du kam tilbage fka On
kel Evenka og jeg es fnart trtet di »
det.« » . · « «
Cecil iad paa det drede Vindnieede,
svingende sine deder frem og tilde-ge
ogstuende mørt og misfornnjet den iinod ·
Astenrøden Han davde talt meke til
"sig selvjnd cned fin Snstey han hat-de
i Virteligheden glemt,«at"hnn vari Va
relset. Dan inukrede pludfelig sandt.
»Bei, jeg tnster, at vi var rige igen oq
jeg et ked af, at Iadet hak betait alle «
sineKreditater «
Han hadde endnu ikke ndialt fig- ivk
hans Moder ttaadte ind; Cecil iaa pag
hendes Anstat, at han« hadde hsrt hdekt
Ord. «J«eg irygtede, det stnlde blive
iaadan need dis, « sagde hun og studbede »
en Stolden til Jldstedet.
»Um Moder, det er haardt at viere
fattig,« iagde CeeiL »Hm-riet stat
Leonard dg( Bettie bade saa meget oq
di iaa lidt7 Dei-er .iUe-.-rigtigt; dg Ia
der et· ligefaa gdd sionI Onkel Evecest,
vg du og Lille ersligefaa dannede dg de- ·
hagelige, Rinden-«- her '·stanfed«e Cecit
Het Øjedlik— desnden dtrte jeg Mr.
Farrest sige til Onkel Evereit, en Das .
"afiid«es, at Iadet sit for » vidt med sin
Religion, og at enhder er sig felv um
mest, der dar ingen Lav, fom tdang dan
til at betale enhver Stilling, særlig da (
det var gaaet ham galt ved en anden ·
Monds Bedragetier. «
»Fader fortlarede Ia alt dette for dis, .
Cecil, « svarede hans Moder roligt
»Don Iagde dig, hvorledes dort Lands
Love er a·ssattede, mendu ded, at Fader·
ser højereog dydere,· og kun. sjger at
»He-re hvad sont ret er for Gnds Anstat.
JHvorledes kunde han lede i fit prcegtige
Has, naar han vidste, at der var Falk,
han knnde have detalt, men vilde ittel
Nei, nei, hans Religion er den uswqu
Kristns «
»Kun et Liv, sont fnart fdrgaar; tun
hvad der er gjdrt for Jesus besiaar,«
bemættede Lille, der havde en mætkelig
Baue as at gentage Smaaftykter af
gamle Vers dg Digie, naar man mindft
ventede det. Somme Tider pasfede det,
farnme Tider ikke men denne Gang var
yendes Jndfald laldeles paa sin Plads.
»Ja,« fagde Moderen, zog vi arbei
der for de Ding, sont vil date genneaI
alle Evigheder. Hvad betyder en lille
Smule Magi, eller extra Mügelighed
og Komivrt hernede? Kun Trie, Ho og
Strau, der iatnmen kned andre jordäste
Ting vil blive opbrændt paa den store
Dag««
»Man knnde gøre meget godt med
Penge,« mumlede Cecil.
»Og ttdr du ikke," at Fader hat gjort
godt med sine, « fmilede Moderen
»Jeg tkor det, « sagde Lilliez »du jeg
forleden Dag var inde has Lyons for
at købe et Baand, sagde Mr. Lyons til
mig: Mifs Lille, hvis der nogensinde
var en kristen Mand til, saa er det Deres
Faden De har Ret til« at vcere stolt af
ham Ieg sagde ogfaa, at jeg var det,
og af dig ogiaa, kcere Moden« tilføjede
Lille
»O Ia, « iagde Ceci·l, ,,naiurli"gviö et
han got-, og jeg er ogfaa glad for dam,
men« — og Cecil stanfede.
»Men,« forfatte hans Moder, ,,naat
Tiden kommen da alle vore Gerninger
stal vejes paa de himmelske Vceatskaale,
strljegifke frygte for at "ie din Faders
Gerning lægges ind. Jeg hat en Anelie
am, at Vægten itke dilblive saa let.«
(Slnttes. )
s
Hver iicet bat viere tilireds med de Gam,
Gad hat givet dam. Tit en Bygning tran
ges der neue Feld-kalt end Kvadnstenr.
